Træk af Folkestyrets Forsvar fra Systemskiftet til Besættelsen - Forsvarskommissioner, forsvarsudvalg ogforsvarslovgivning i perioden 1902-1937 set fra en militærfaglig synsvinkel

Fra Systemskiftet og til 1. Verdenskrig
Runde tal påkalder sig opmærksomheden og indbyder til stilfærdig eftertanke. Mens
det 20. århundrede hastigt rinder ud, er det vel på mange områder rimeligt at gøre
lidt status, og som titlen ovenfor peger mod at fremhæve nogle beskrivende træk
omkring dansk forsvars tilrettelæggelse.
Da det - en del mere sjældent - samtidig er et årtusinde, der rinder ud, er der vel
plads til at erindre om at landets forsvar, som problem, har optaget sindene langt
tilbage.
Ved årtusindets omtrentlige midte siges de sjællandske bønder at have oplyst
Kong Erik d. 7. af Pommern således om loven for Landeværn:

"Vi kunde ey rettere finde efter gammel Sædvane og Ret som varet haver tilforn
i Landet, at når Fjende kommer for Lande og Bavn brænder, og Videbrand ginge,
hvilken som i det sted hjemme sad og til Lovalder kommen var - og man faar ham -
han bør at hænges ved sin egen Bielke".

Helt så enkelt forholdt det sig ikke på tærsklen til det 20. århundrede. Landets
politiske system var under udvikling. Parlamentarismens første spæde plante var en
realitet - men de politiske grupperinger var endnu ustabile og under forandring. Og
hen over forsvarsspørgsmålet og dertil knyttet uenighed lå den tunge skygge fra
Højres 7 år lange politiske enegang i forsvarssagen - og særlig Københavns
landbefæstning - i perioden 1886-1893.
I ministeriet Deuntzers 2. år - i marts 1902 - nedsattes en forsvarskommission
på 18 rigsdagsmænd med formand udpeget af kongen og dertil 4 tilforordnede
officerer fra hær og flåde. Nu skulle vor samlede militære stilling tages op til
overvejelse så der kunne tilvejebringes en bred enighed om forsvarets tilrette
læggelse.
Arbejdet i kommissionen prægedes de første år i betydelig grad af uenighed
mellem krigsministeren, general W.H.O. Madsen og marineministeren, admiral F.
Jøhnke.
I januar 1905 førte denne forstemmende rivalisering til ministeriets demission.
Gennem 6. år sled kommissionen sig frem gennem problemerne.
Uden at forenkle for stærkt kan det vel anføres, at der var et flertal for et
neutralitetsværn, som kunne være til lige stor beroligelse for Tyskland som for
England, men om størrelse, tyngde og midler kunne ikke opnås enighed.
Blandt mange andre svære problemer blev Københavns landbçfæstning og dens
mulige erstatning med fremskudte forberedte stillinger ved med at udgøre centralt
konfliktstof.
Det vil her af pladsmæssige årsager ikke være muligt at belyse de såkaldte
"Lütken samtaler". Men for enhver med interesse omkring dansk forsvars tilrettelæggelse
må Troels Finks bog fra 1959 "Spillet om dansk Neutralitet 1905-1909"
fortsat være et udmærket instrument ved studie af dette særlige aspekt.
I juli 1908 fremlagde de fire partier deres forslag. Socialdemokraterne foreslog
hær og flåde erstattet med en politi - og grænsevagt.
De Radikale ville have alle befæstninger nedlagt og udskrivningen af mandskab
nedskåret riied 25%.
Højre og de Frikonservative foreslog landbefæstningen bevaret og udvidet,
samt søbefæstningen styrket. Et flertal i Venstre ønskede landbefæstningen nedlagt
og Søbefæstningen udbygget. Tyngden i hæren skulle placeres på Sjælland.
Først under den femte regering siden systemskiftet lykkedes det ministeriet
Holstein-ledreborg i september 1909 at formulere og få vedtaget et kompromis.
Københavns søbefæstning og Sjællands kystforsvar blev besluttet udbygget for
henholdsvis 11 og 5 millioner kr. Landbefæstningen blev "levetidsforlænget" frem
til 1922. Af den foreslåede ydre kæde af fremskudte forter blev kun de to fløjforter
besluttet.
Hæren blev udvidet fra 44 til 52 bataljoner. Heraf skulle de 36 bataljoner indgå
i det sjællandske forsvar, hvortil der tidligere havde været 20 til rådighed. Til det
jysk-fynske forsvar disponeredes 16 bataljoner.
Forsvarslovgivningen af 1909 indeholdt tillige mulighed for, at der blandt
talrige andre forbedringer til flåden kunne anskaffes 9 store torpedobåde samt 6
ubåde og et kystforsvarsskib.

Fem år senere da 1. Verdenskrig var en realitet forelå allerede 5. august en
forespørgsel fra den tyske regering, om Danmark påtænkte at spærre Store Bælt for
begge krigsførende parter.
I statsråd besluttede regeringen at udlægge minespærringer i de danske løb i
Sundet, i Store Bælt samt i det danske løb i Lille Bælt.
Beslutningen hilstes med tysk tilfredshed og engelsk forståelse.
Samme dag mobiliseredes flåden og til hæren indkaldtes en sikringsstyrke på
47.000 mand på Sjælland. I Jylland og Fyn yderligere 10.000 mand.
Først 3 år senere var denne anselige styrke nedbragt til 32.000 mand.
Styrkens efterfølgende reduktion gennem det sidste krigsår fremkaldte mellem
regering og hærledelse uoverensstemmelser, som hærledelsen burde have søgt
undgået.
Regeringen Zahle havde gennem alle krigsårene valgt at påtage sig tunge byrder
for hos de krigsførende at skabe tillid til, at dansk neutralitet ikke umiddelbart
kunne væltes omkuld.
Forsvarsordningen af 1909 udgjorde et brugeligt instrument.
 

Forsvarskommissionen af 12. februar 1919
Blot 3 måneder efter 1. Verdenskrigs afslutning fik ministeriet Zahle nedsat en
kommission primært til "Undersøgelse og Overvejelse af Hærens og Flådens
fremtidige Ordning".
I nogle kredse ansås tidspunktet for mindre rimeligt. Den helt ændrede europæiske
situation, Tysklands sandsynlige fremtidige rolle, Ruslands muligheder for
igen at gøre sig gældende på den europæiske scene, Folkeforbundets mulige
formåen - alt syntes for uafklaret til, at det var meningsfuldt nu at analysere og
beslutte landets fremtidige værn.
Samtidig var der imidlertid stærke indenrigspolitiske motiver til at iværksætte
det nævnte kommissionsarbejde. Gennem 4 år havde befolkningen båret ekstra
tunge byrder for at opretholde den betragtelige sikringsstyrke.
Næppe var kommissionsarbejdet indledt før forsvarsministeren, P. Munch,
bragte i forslag at Københavns landbefæstning og de indre søforter blev nedlagt. De
konservative tog forbehold vedrørende søforterne, men landbefæstningens
nedlæggelse besluttedes i begge ting i december - med virkning allerede fra april
1920.3
forhold kom vel især til at præge kommissionens virksomhed gennem de
følgende godt 3 års arbejde: Danmarks finansielle stilling efter krigen, der gjorde
markant tilbageholdenhed med statens udgifter påkrævet, den voksende tillid til, at
der med Folkeforbundet var skabt et betydningsfuldt fredsskabende instrument.
Endelig prægedes arbejdet af den uenighed, der - stadig - herskede mellem hær
og flåde på en række principielle områder.
Endvidere forbavsede hæren ved, at generalkommändoerne og generalstaben
hver for sig fremkom med indbyrdes afvigende forslag til hærens organisation,
omfang og opstilling.
Flådens ledelse derimod sikrede sig, at de pragmatiske og velargumenterede
grundsyn, der skulle præge flådens virksomhed i den kommende forsvarsaftale blev
fremlagt for, drøftet med og bredt accepteret af de tjenstgørende søofficerer.
I første omgang vandt flåden Venstres fulde støtte til dens forslag. Senere fulgte
de Konservatives tilsvarende støtte.
 

1922-ordningen - dens tilblivelse og forløb
I maj 1922 kunne kommissionens medlemmer - delt efter politisk linie - fremlægge
deres indstillinger.
Venstres mindretal (6) udtalte, at der også fremover ville være behov for et
egentligt neutralitetsforsvar, selvom’hjælp over for angreb kunne påregnes fra
Folkeforbundet.
Venstre foreslog nu tyngden i hærens forsvar forlagt fra Sjælland til Jylland,
i alt 3 divisioner, heraf de to i Jylland. En samlet hærstyrke på 60.000 mand mod
1909 ordningens 100.000.1 alt 30 bataljoner.
Et andet mindretal på 3 medlemmer - Konservative - anså tilsvarende et
markant neutralitetsværn for nødvendigt. Der foresloges en noget større styrke
fordelt på 4 divisioner med to på Sjælland og to i Jylland. Endvidere støttedes
oprettelsen af et flyverkorps, og en landstorm med 2 måneders uddannelse.
Et tredie mindretal på 4 medlemmer (Socialdemokrater) foreslog fuldstændig
afrustning. I stedet etablering af grænse- og kystvagter. I alt 8 inspektionsskibe samt
et "reservepolitikorps" på 6.000 mand. De samlede udgifter ville kunne begrænses
til 7.560.000 kr.
Et fjerde mindretal på 5 medlemmer (Radikale) fandt at egentlige forsvarsopgaver
altid ville være håbløse. Den almindelige værnepligt burde bortfalde, en
bevogtningsflåde på 19.500 ton og et bevogtningskorps - mobiliseret - på 30.000
ville kunne dække alle rimelige krav. De årlige udgifter ville kunne holdes på 22
mio. kr.
Under de efterfølgende forhandlinger søgte Venstre og Det konservative
Folkeparti mod et kompromis.
Mens der fra begyndelsen var enighed om et flådebudget på årligt 15 mio. kr.
var, for så vidt angår hæren, Venstre indstillet på et årligt budget på 24 mio. kr., Det
konservative Folkeparti på 34 mio. kr. Med udgangen af juni var der opnået enighed
om et samlet årligt forsvarsbudget på ca. 44 mio. kr.
I slutningen af juli vedtog folketinget det venstre - konservative kompromis
forslag. Men kun med 73 stemmer mod 70.
Det lå således klart, at der ikke eksisterede nogen bred tiltro til, at et konventionelt
opstillet neutralitetsværn ville rumme en krigsforebyggende evne.
Afrustningsideologien var kommet massivt til orde - ög blot mindre forskydninger
i partiernes støtte fra vælgerne ville få grundlaget under 1922-forsvarsordningerne
til at smuldre.
Landets forsvar var ikke en folkesag.
I folketingssamlingen 1925/26 fremlagde forenede radikale og socialdemokrati
ske kræfter et afrustningsforslag i form af forslag til "Lov om omdannelse af Hær
og Flaade til et Vagtkorps og en S tatsmarine, bestemt til Varetagelse af Danmarks
Neutralitets- og Folkeforbundsopgaver".
Krigs- og marineministeriet skulle ophæves. Værnepligten skulle ophøre og
erstattes med frivillig tjeneste. Uddannelsestiden skulle nedsættes til 4 måneder. Til
vagtkorpset skulle årligt uddannes 1600 frivillige. I alt skulle korpset i givet fald
kunne mønstre ca. 13.000 mand.
Fra venstre og konservativ side pegedes på, at ledende politikere inden for
Folkeforbundet udtrykkeligt havde betonet, at den enkelte nation havde pligt til
selvforsvar.
Der pegedes tillige på - med henvisning til 1922 ordningen - "at mens vi altså
tilhører de stater, der først har optaget tanken om nedrustning, går det imidlertid
ikke an, at vi ved vor lovgivning erklærer, at vi overhovedet ikke vil gøre noget
alvorligt for at værge vort landområde".
Venstre og Konservative fremhævede samtidig, at Danmark sammenholdt med
Sverige, Norge, Finland, Holland og Svejts var det land, der pr. indbygger afså
mindst til sit forsvar.
Den 12. marts 1926 vedtog Folketinget lovforslaget om Vagtkorpset og
Statsmarinen med 75 stemmer mod 71.1 Landstinget nåede forslaget ikke at komme
på dagsordenen før regeringen Stauning I efter valget i december afløstes af
regeringen Madsen-Mygdal.
Foreløbig stod det lysende klart, at 1922-ordningen aldrig ville blive fuldført.
Den 30. november 1927 lagde forsvarsminister Brorson venstreregeringens
"Forslag til Lov om Rigets Forsvar" frem i folketinget.
Det baserede sig alene på regeringens egne overvejelser. Der agtedes heller ikke
nedsat nogen ny forsvarskommission. Man fandt det tilstrækkeligt, at ministerielle
embedsmænd i forsvarsministeriet havde deltaget ved forslagets udarbejdelse.
Måske opmuntret af Tysklands optagelse i Folkeforbundet i september 1926,
måske også - eller alene - presset af tidens økonomiske vanskeligheder var det
centrale i forslaget først og fremmest et økonomisk loft på ca. 40 mio. kr., hvorved
der var skåret ca. 10% af det hidtil bevilligede.
Forslagets formålsparagraf søgte fortsat et eksistensforsvar og ikke blot en
markerende neutralitetsbevogtning. Generalkommando, generalstab og marinestab
kunne enes om at betegne forslaget både utilstrækkeligt og uforsvarligt. Mindre end
50 mio. kr. ville ikke kunne indfri hensigten. Skulle den nu yderligere forfaldne
flåde bringes på fode, måtte der årligt tilvejebringes i alt ca. 57 mio. kr.
Mens Folketinget gik i gang med behandlingen af forslaget, kom et nyt på
bordet fra direktøren i Marineministeriet.
Hans grundsyn var, at landet kun havde en bevogtningsopgave at varetage. En
krigsopgave i egentlig forstand ville ikke komme til at påhvile dansk militærvæsen.
Dette usædvanlige engagement gjorde ikke tilværelsen lettere for regeringen.
Som tidligere søgtes et kompromis med de Konservative, men denne gang
forgæves. Holdningen hos de Konservative bevirkede kort tid senere Venstreregeringens
fald. Efter valget 24. april 1929 var Venstres ög de Konservatives flertal
sat overstyr. Forsvaret fik hverken 1922-ordningens henstående elementer eller
afklaring omkring en usikker fremtid.
I marts 1931 fremlagde forsvarsminister Laust Rasmussen på ny afrustningsforslag
og med 77 stemmer for og 66 imod gik forslaget atter til behandling i Landstinget.
I det videre udvalgsarbejde påtog Venstre sig formidlerens rolle. På ny drejede
øvelsen sig om at formulere et totalbeløb, som et flertal kunne acceptere. Nu hed
tallet 31 mio. kr. Et hærbudget på 21,5 mio. kr. og et flådebudget på 9,5 mio. kr.
Flådens chef fandt, at der ikke kunne udarbejdes et flådelovforslag på dette
grundlag. Hærens chef fandt ikke at kunne udarbejde et sagligt forsvarligt forsvar
på det givne grundlag og måtte begrænse sig til ansvar for forslagets tekniske
indhold.
 

De sidste forsvarslove inden besættelsen
I februar 1932 formuleredes en politisk overenskomst om en ny forsvarsordning.
Sammenlignet med 1922-ordningen kan man vel groft betegne den ny ordning som
udgørende en 33% reduktion.
Såvel hærloven som søvæmsloven vedtoges inden udgangen af marts. Lovene
trådte ikraft den 1. april.
Flådens chef søgte sig afskediget. Han afløstes i stillingen af direktøren i marineministeriet,
der i søofficerskredse stod alene med sit radikale neutralitetssynspunkt.
10 år var forløbet siden 1922-ordningen. En samling omkring arbejdet med at
få 1932 lovene ført ud i livet var vel nu nærliggende at forvente.
Men sådan skulle det ikke gå. Seks måneder senere fremsatte regeringspartierne
i Folketinget for 3. gang afrustningsforslaget.
Denne gang vedtoges det med 74 stemmer mod 61 for atter at blive afvist i
Landstinget.
Gradvist gennem 1933, 1934 og 1935 ændredes Socialdemokratiets holdning
til forsvarssagen noget. Isoleret dansk afrustning skulle nu vige for en række
tekniske forbedringer af værnene.
Forsvarsminister Alsing Andersen indtog det standpunkt, at hær og flåde både
skulle kunne bevogte grænser og tillige eje evne til at afvise fremmed magts brug
af dansk højhedsområde.
Endelig ved nytårstid forelå ministeriet Stauning III, s forslag til ændret
forsvarsordning.
Dette forslag var blevet til i snævert samarbejde mellem ministeren og
direktørerne i krigs- og marineministeriet.
Betegnende for den manglende gensidige tillid og samarbejdsevne fik
generalkommandoen kun to uger til at gennemse og fremkomme med bemærkninger
til forslagene. Den 4. februar forelagde forsvarsministeren sine lovudkast uændrede
i folketinget. Både hærlovsforslaget og søværnsforslaget vedtoges i april i folketinget.
Venstre undlod at stemme. De Konservative stemte imod. 5. maj vedtog
landstinget forslagene.
1937-lovene gav hæren et driftsbudget på godt 26 mio. kr. Hertil ydedes 10
mio. kr. over 5 år til materiel udskiftning. Søværnet fik godt 14 mio. kr. om året og
en ekstra bevilling på 9 mio. kr. til renovering af skibsmateriellet.
Der var på en række områder skabt uomtvistelige navnlig tekniske forbedringer.
Der var samtidig skabt en forsvarsordning, der klart afspejlede uenighed mellem de
politiske partier - også inden for regeringen - og som efterlod megen tvivl om,
hvorledes krænkelser eller aggression skulle søges imødegået.
I maj 1939 undertegnedes den af Tyskland foreslåede dansk-tyske Ikkeangrebspagt.
Da 2. verdenskrig den 1. september var en realitet vedtoges det at indkalde en
beredskabsstyrke på 30.000 mand.
Der udsendtes successivt direktiver til hær og søværn om forhold ved
neutralitetskrænkelser. Herefter måtte det antages, at der i tilfælde af fjendtligt
angreb virkeligt skulle ydes modstand, såfremt mulighed for kamp forelå.
Beredskabsstyrken hjemsendtes atter inden årets udgang. I slutningen af januar
1940 fik forsvarsministeren bemyndigelse til at foreslå en bevilling på ca. 60 mio.
kr. til afhjælp af værnenes mangler. Tidspunktet var imidlertid forpasset,
anskaffelsesmulighederne forelå ikke længere.
Til gengæld forelå der advarsler om, at tysk aggression mod landet var
forestående. Men advarslerne herom forlagdes, fortiedes eller mistydedes. Den 9.
april kl. ca. 0415 indledte Tyskland besættelsen af Danmark. Kl. ca. 0550
besluttedes dansk modstand bragt til ophør.
I sin bog "Da Danske Ministeriet 1929-1953" skrev professor Tage Kaarsted:
"Dybest set kan dog alt, hvad der skete 9. april 1940 henføres til den
forsvarspolitik, man havde ført mellem de to verdenskrige. Den var årsag til, at vi
næsten intet forsvar havde, og at vi, når alt kom til alt, ikke var indstillet på at bruge
det vi havde."
Inden for denne generelle konstatering synes - set fra en militærfaglig
synsvinkel - en række erfaringer at kunne uddrages:
Der kan i et demokratisk land ikke tilvejebringes et troværdigt formålsbestemt
forsvar, hvis der ikke gennem en længere årrække består et bredt politisk flertal
herfor.
Hvis forsvarspositive partier ikke i lyset af sagens dybe alvor evner at jævne
indbyrdes afvigende synspunkter bliver bestræbelserne på tilvejebringelsen af
brugbare værn en grotesk absurditet.
Den alvorlige beslutning om i givet fald at anvende militær magt til imødegåelse
af aggression synes alene med rimelighed at kunne træffes af politiske og
militære ledere, der har udviklet og vedligeholdt et kompetent og tillidsfuldt
samarbejde.
Hvis den militære ledelse ønsker og forventer sig rådspurgt, vil tilliden til dens
faglige indsigt og dømmekraft alene kunne opretholdes, hvis den evner at fremlægge
forslag og synspunkter hvis saglighed er åbenbar og som er i indbyrdes
harmoni.

I de nu senest forløbne 50 år synes det oven for påpegede generelt at være
blevet rimeligt tilgodeset under arbejdet med at tilrettelægge, opstille og tilpasse
dansk forsvar.

 

Efterskrift - det ny flertal
5 års besættelse - henrettelser - deportationer til dødslejre - Schalburgtage -
Hippoterror - Clearingmord og dertil udplyndring. For 700 mio. kr. dansk
forsvarsmateriel tvangsafleveret til den nazistiske krigsførelse, svarende til 14 års
danske forsvarsbudgetter. Dertil Danmarks betaling for besættelsesmagtens
underhold - 5 mia. kr - svarende til 100 års danske forsvarsbudgetter målt i 1939
priser.
Efter den 5. maj samledes massiv tilslutning til det centrale fremtidshåb: Aldrig
mere en 9. april.
Den 4. april 1949 kunne dette håb fra flertallet forankres i dansk NATO
tilslutning.
I snart 50 år har det forsvarspositive flertal kunnet yde et stabilt bidrag til Europas
kontrollerede fredeliggørelse.

 

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidskrift_126_aargang_maj.pdf

Litteraturliste

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.