Tjeneste i multinational stab under freds støttende operationer

Oberstløjtnanten deltog i opstillingen og uddannelsen af den Nordisk-Polske
brigade i efteråret 1995, og blev efterfølgende udsendt som chef for forbindelsesteamet
til den amerkanske division (Task Force Eagle).

Foto: Forsvaret.dk

Indledning
I henhold til UN Security Council authorization 1035 af 21 DEC 1996 blev det
besluttet, at indsætte en militær styrke i Bosnien-Herzegovina m.h.p. at oprette en
fredsskabende mission, ledet af NATO.
Deployeringen af denne Implementation Force (IFOR) medførte, at omkring
2.500 flyvninger med transportfly, 50 skibe og 380 togstammer bragte over
200.000 tons materiel og forsyninger samt ca. 60.000 soldater fra 34 forskellige
nationer ind i et af Europas mest utilgængelige terræner under svære klimatiske
forhold. Dette blev gennemført på 60 dage - i sig selv en markant start på en
vanskelig operation, hvor indsatsen fra starten reelt både var freden i Bosnien og
NATO troværdighed som militær organisation.
Med udgangspunkt i erfaringer fra udsendelsen med den Nordisk-Polske
brigade i Bosnien - fra den 4 JAN - 28 JUN 96 - vil undertegnede redegøre for
mine erfaringer fra arbejdet i en multinational stab, herunder vil jeg komme med
en række personlige vurderinger.
Den Nordisk-Polske brigade indgår i denne mission som en del af Multinational
Division Nord, MND N (US), i daglig tale kaldet Task Force Eagle (TFE).
At der var tale om multinationalitet bekræftes af, at der i brigaden indgik soldater
fra 10 forskellige nationer. I brigadestaben var der fast repræsenteret seks nationer
Norge, Sverige, Finland, Polen og Danmark desuden amerikanere fra division
både som forbindelsesofficer samt repræsentanter i Firesupport elementet.
Opgaven for IFOR var at gennemføre de af de Forenede Nationer/North Atlantic
Council pålagte opgaver, at gennemføre den militære del af den indgåede
fredsaftale, Dayton-aftalen. Vi var således sendt til Bosnien for at “passe på”
parternes fred!
At opstille og deployere en multinational styrke som den Nordisk-Polske brigade
(se fig l)
 

tager tid, forberedelserne blev indledt ultimo oktober 95, hvor DIB blev inddraget
i opstillingen. DIB var fra dette tidspunkt fuldt engageret i opbygningen af organisationen
personel- og materielmæssigt, og sidst men ikke mindst formulering
af føringskonceptet for denne multinationale brigade. Vores daglige opgaver blev
overtaget af vores venner fra 1.Sjællandske Brigade.
 

Indsættelsesområdet
Som det ses af fig. 2, er TFE indsat i den nordøstlige del af Bosnien-Herzegovina
med hovedkvarteret i den muslimsk dominerede by TUZLA. Af fig. 3 ses, hvorledes
den Nordisk-Polske brigade er indsat i området omkring Doboj, brigadens
hovedkvarter blev oprettet på en serbisk kaserne i selve Doboj by.

Området brigaden fik tildelt, ligner ikke just danske forhold og er karakteriseret
ved følgende situationsdannende faktorer:
- Området er 90x70 km, hvilket er et stort ansvarsområde for en brigade.
Normalt fylder en dansk brigade 300 km2 .
- Der er 156 km Zone af Separation (ZOS), hvor parterne skal holdes adskilt.
- Området har, efter bosniske forhold, en række større befolkningscentre,
med et meget stort islæt af flygtninge. Ca. 35.000 i Maglaj området, hvoraf
ca. 30.000 er muslimer og de resterende 5000 er serbere.
- Ansvarsområdet indeholder områder med stor strategisk betydning. Doboj
er et knudepunkt for jernbane-, flod- og vejtrafik. Området er bjergrigt
og meget ufremkom meligt, desuden er befolkningen koncentreret i
dalene.
- Foruden den traditionelle konfrontation mellem muslimer og serbere, er
der også den indre konflikt mellem muslimer og kroater koncentreret i
Usura- (Nordlige del af Maglaj fingeren) og i Zepce området. Se de skraverede
områder på fig. 3.
- Området er desuden karakteriseret ved, at infrastrukturen er hårdt beskadiget.
Vejnettet er meget nedslidt, hovedparten af broerne er ødelagt, og
kampe i området har beskadiget og ubrugeliggjort et stort antal civile boliger.
- Minetætheden er meget stor i den Nordisk-Polske brigades område. Der
er mere end 1630 registrede minefelter i brigadens ansvarsområde. Totalt
vurderes der at være i størrelsesordenen 1 million miner i området.
Vurderingen er, at der er ca. 2 milioner miner i divisionens rum. Minerne
ligger typisk der, hvor IFOR skal indsættes for bl.a. at adskille parterne.
Det medførte 2 døde og 5 sårede de første 6 måneder.
- Befolkningen i området er naturligvis præget af de store omvæltninger,
som 4 års krig har medført. Alle er berørt af krigen med tab af familiemedlemmer,
venner, hus, hjem og civilt arbejde - måske det hele. Mindst
80% bor et andet sted end før krigen!
 

Sammensætning af en multinaltional enhed
I forbindelse med brigadens organisation, som vist på fig. 1, skal man gøre sig
klart, at den er udtryk for multinationalitetens muligheder og begrænsninger.
Organisationen er et resultat af, hvad de enkelte nationer har ønsket at bidrage
med, og ikke et resultat af en operativ analyse der godtgør, hvad en velafbalanceret
brigade bør indeholde. Nationalt er alle chefer vant til at have den fulde kommando
over egne enheder. Dette er ikke tilfældet i en multinational enhed i en
fredsskabende operation. Ingen nation - heller ikke Danmark - afgiver den fulde
kommando i den type operationer. Alle enheder er således underlagt chefen for
den Nordisk-Polske brigade i “operationel control”, jf. NATO definitionen, og
det var uden supplerende nationale restriktioner. Dette medfører, at chefen ikke
som udgangspunkt kunne sammensætte en “Task Force” ved at lade bataljonerne
afgive underenheder. Disse begrænsninger understregede behovet for at have en
række midler direkte under brigaden, f.eks. eget artilleri, ingeniører med bl.a.
minerydningskapacitet og teams der kan tage sig af Unexploded Ordnance samt
ikke mindst helikoptere til observartion og rekognoscering i områder med miner.
Brigaden havde indledningsvis ingen af disse midler til sin rådighed. Amerikanerne
leverede, efter samarbejdet blev udbygget, et batteri med alt hvad dertil
hører samt daglig helikopter støtte. Et andet forhold som kan fremhæves i denne
sammenhæng, er brigadens finske konstruktionsbataljon, som kun i begrænset
omfang kunne løse egentlige ingeniøropgaver - det var en bataljon med håndværksuddannet
personel, og i øvrigt nogle gode soldater. Dette medførte i princippet
et problem med bataljonens anvendelse, efter at de stillede konstruktionsopgaver
var fuldført i løbet af de første ca. 3 måneder.
 

Uddannelse af staben
I den multinationale brigadestab indgår naturligvis officerer fra alle fem nationer,
p.t. består det danske element af 12 officerer i den 68 mand store stab. De enkelte
nationer er repræsenteret i alle stabens seks sektioner. Udover brigadechefen og
stabschefen er der to næstkommanderende! De fire sidstnævnte funktioner er
naturligvis fordelt på hver sin nation. Staben fungerer i praksis, men ingen skal
være i tvivl om, at den repræsenterer en række kompromier og er et udtryk for
det muliges kunst, når alle nationer skal tilgodeses, og fem nationer går sammen
om én opgave.Når der er tale om en førstegangsudsendelse, er erfaringen, at der er behov
for at gennemføre en intensiv uddannelsesperiode på minimum 3 uger inden
udsendelsen, målet er, at sektionerne og staben samarbejdes generelt. Det ville
være ideelt at afslutte med en divisonsledet øvelse, det var imidlertid ikke muligt,
da divisionsstaben blev deployeret til Bosnien på det tidspunkt, staben blev samlet
i Vordingborg. Tilsvarende bør en sådan periode indeholde muligheden for at
øve cheferne for dispositionsenhederne. Det sidste var desværre heller ikke praktisk
muligt.
Nøglepersoner skal desuden være til rådighed minimum 14 dage før denne
uddannelsesperiode m.h.p. at udarbejde operationsbefaling, Standing Operation
Procedures (SOP) for stabens fremtidige arbejde samt at etablere forkommando
m.m. Multinationalitet tager tid og forudsætter consensus og accept på en række
områder.
Af andre væsentlige lessons learnt kan nævnes, at stabsofficererne skal have
erfaring fra en brigadestab eller anden relevant stabstjeneste, for at kunne gøre
fyldest i en sådan multinational stab. Dette er formentlig den vigtigste erfaring,
når vi ser på muligheden for at få multinationalitet på brigadeniveau til at virke
sikkert og effektivt. Personellet skal være uddannet og have erfaring på det niveau,
de skal indgå på. Sprogfærdigheder såvel mundtligt som skriftligt er en
forudsætning for at kunne indgå i et ligeværdigt samarbejde i en multinational
stab.
Personellet, der ikke opfylder kravene om sprogfærdigheder og kendskab til
det stabsniveau, de skal arbejde på, kommer uvægerlig til kort i en multinational
stab - til skade for den pågældende nations renommé.
 

Føringskonceptet
Den fastlagte organisation og den rådige teknologi var naturligvis udgangspunktet
for fastsættelse af føringskonceptet. At gennemføre Dayton-aftalens militære
del betød, at brigaden arbejde udfra følgende koncept:
- Alle operationer var i princippet grundigt forberedte og velkoordinerede,
herunder blev alle operationsordre udgivet skriftligt. Force Protection -
sikkerhed for soldaterne - gik frem for alt.
- Brigaden viste, at den ikke tog parti for den ene eller den anden side ved
at deployere enhederne på begge sider af konfrontrationslinien. Upartiskhed
var et grundelement i alle aktiviteter.
- “Situationer” skulle i princippet løses ved “Show of Force”, med mulighed
for at indsætte, hvad der var “nødvendigt” for at nå det ønske mål
nemlig, at parterne levede op til Dayton-aftalens ord og intention. Det
blev naturligvis afprøvet nogle gange de første 6 måneder!
Der har således ikke været tale om brigadeoperationer i almindelig forstand.
Normalt blev de nødvendige midler tildelt en bataljon, eller der blev opstillet en
afpasset multinational “Task Force” bestående af f.eks. kampvogne, infanteri,
ingeniører, artilleriobservatører, helikoptere (observation og kamp), sanitetsevakuation
(MEDEVAX) med et passende føringselement fra brigaden. De komplicerede
kommandoforhold blev i praksis løst ved en kombination af velvilje fra de
nationale chefer, og enkelt enheder blev udsendt med en føringselement fra den
pågældende bataljon.
Dette udelukkede ikke, at brigaden kunne have haft behov for at gennemføre
en “brigade operation”, hvorfor enhederne burde kunne beherske en samlet indsættelse,
det blev der heldigvis ikke behov for, men understreger behovet for at
enhederne mestre diciplinerne som kampsoldat inden udsendelse.
Det diskuteres ofte på hvilket niveau, der kan opstilles multinationale enheder
i fredsstøttende operationer. Svaret afhænger helt af den specifikke opgave,
og delvis af hvilke nationaliter der påtænkes sammensat, er der tale om nationer
vi samarbejder med normalt, eller er det nye nationer?. Specifikt for Bosnien bør
de enkelte kampbataljonerne være “rene”, først på brigadniveauet bør nationerne
mixes, tilsvarende vil en række specialenheder kunne tåle en vis multinationalitet
- forudsat brigaden fortsat ikke skal deltage i direkte kamphandlinger. Skal der i
et givet scenario løses kampopgaver, så er jeg ikke i tvivl, brigaderne skal være
rene og multinationaliteten skabes i divisionsrammen.
 

Stabsprocedure
Udgangspunktet for de 34 nationers deltagelse i IFOR (16 NATO lande, 14 Partnership
for Peace lande og 4 øvrige) var fra begyndelsen NATO-procedurer og
engelsk som kommandosprog. Dette er en klar, entydig og nødvendig policy at
fastlægge, når vi taler om multinationalitet.
Under forberedelsen og udsendelsen udviklede brigaden en engelsksproget
Standard Operation Procedure (SOP), der dækker og beskriver alle væsentlige
forhold for stabens virke lige fra administrative trivialiteter til f.eks. ildstøttekoordination.
En SOP er specielt nødvendig, når fem nationer (heraf kun to NATO
medlemmer) skal arbejde sammen. Det er også en kendsgerning at svenske -,
finske- og polske stabsprocedurer og. traditioner adskiller sig fra NATO-procedurer.
Disse forskelle understreger behovet for forudgående uddannelse inden
udsendelse.
En højt prioriteret opgave for brigaden har været at samarbejde med de lokale
civile myndigheder og internationale organisationer i indsættelsesområdet.
Omfanget og betydningen af dette arbejde steg i takt med tiden og med reduktionen
af de militære problemer, og det medførte bl.a., at brigaden øgede antallet af
officerer, der arbejdede med civile militære opgaver i G5 sektionen.
Det må konstateres, at dette område må vi gøre mere ved i den militære uddannelse.
Der er behov for nationalt at udvikle et eller flere kurser, der klæder voresofficerer på til at indgå i et professionelt samarbejde med bl.a. civile hjælpeorganisationer.
At bl.a. DIB og Danske Division januar 97 får selvstændige G5 sektioner
kan forventeligt bidrage til at udvikle dette område.
Behovet for forbindelsesofficerer er et andet, end vi kender fra nationale
forhold, kvantitativt og kvalitativt. Mange fejltagelser og misforståelser kan reduceres
ved et velfungerende system af erfarne forbindelsesofficerer, der har et
indgående kendskab til den organisation de repræsenterer samt enhedernes opgave
og føringskonceptets muligheder og begrænsning. Disse skal vælges med
omhu og bør ikke være for unge. Sprogfærdigheder er et “must”. Kvantitativt
reduceres behovet efter de første 3 - 4 måneders udsendelse, idet de enkelte sektioner
og stabsmedlemmer herefter begynder at etablere deres eget netværk og
personkendskabet udvikles.
 

Samarbejdet med TFE
Task Force Eagle er reelt organiseret mere som et korps end en division, desuden
er divisions staben organiseret således, at den er i stand til at føre i et centraleuropæisk
miljø under en artikel 5 operation - dag og nat, uge efter uge i et intensivt
kampmiljø. Generelt er amerikanernes rådighed over ressourcer både materielog
personelmæssigt ganske imponerende.
Den amerikanske officer er meget veluddannet og professionel, generelt adskiller
de sig ved en markant opdeling i specialer og dermed mindre overblik.
Den amerikanske beslutningsproces er meget cheforienteret, delegering af opgaver
og initiativet på “sagsbehandlerniveau” er ikke fremherskende. En anden
overraskende oplevelse var, at amerikanerne ikke altid anvendte NATO-procedure,
men ofte nationale procedure, det afstedkom en række ganske interessante
diskussioner som forbindelsesofficer ved divisionen.
Amerikanernes kommunikationssystemer gjorde det muligt for divisionen at
gå ind og styre helt ned på delingsniveauet, og man gjorde det. En detailstyring
som er os ukendt, var det normale - det tog ca. 2 måneder for divisionen endelig
at accepterede, at den Nordisk-Polske brigade forventede at få en opgave, de
nødvendige ressourcer og frabad sig divisionens indblanding i opgavernes løsning.
Divisionen evne til med den store stab og EDB - at absorbere og behandle
informationer var ikke mindre end imponerende. Det er en kendsgerning, at en
multinational enhed som den Nordisk-Polske brigade med fem nationer har vanskeligt
ved (kan ikke) leve op til en sådan højteknologisk divisions ønsker om
hurtig og akkurat rapportering.
Samarbejdet med TFE var professionelt begge veje. Alle arbejdede på at løse
den fælles opgave, det var ikke altid lutter idyl, og der blev krydset nogle klinger,
men det har været særdeles udviklende oplevelse for officerskorpsene ikke bare i
den Nordisk-Polske brigade, men også for en række personer i TFE.Hovedparten af den danske element i den Nordisk-Polske brigade havde et
indgående kendskab til engelske enheder henset til DIB tætte samarbejde med 1.
UK Amoured Division. Militært er det optimale, at blive udsendt med dem vi
øver os med til dagligt. Man kan gøre multinationalitet lettere ved at sætte de
kendte samarbejdspartnere sammen.
 

Opgavens løsning
I stedet for at beskrive hvorledes vi løste opgaven, vil jeg kort beskrive, hvor
langt IFOR er nået i fredsprocessen, og her vil jeg tillade mig, at se på hvad
IFOR har opnået på de 12 måneder:

- Det er en kendsgerning, at der har været fred i ét år.
- IFOR har midlerne og mandatet til at bevæge sig frit i Bosnien, og de gør
det.
- Parternes militære styrker er adskilt og enhederne er demobiliserede.
- OSCE har forestået valget støttet af IFOR, og embargoen mod den Serbiske
del er hævet.
- Der er skabt et miljø hvor internationale hjælpeorganisationer kan arbejde
og bidrage til opbygningen af landet med tilhørende demokratiske organisationer.

Opgaverne der forestår skifter gradvist væk fra den militære del af Dayton
aftalen og til den civile, og dermed til genopbygningen af landet. De militære
styrkers rolle vil for udviklingen i Bosnien skifte til en sekundær rolle og kan for
et post-IFOR bestå i at fastholde de opnåede militære mål og bl.a. sikre, at det er
muligt at gennemføre demokratiske kommunevalg foråret 97. Men der er fortsat
brug for en militær styrker i dette ulykkelige land
Bosnien er et område med særdeles begrænsede demokratiske traditioner.
Pædagogikken på disse breddegrader er simpel: “Ham med den største pistol bestemmer”.
 

Konklusion
Hidtil har brigaden været i stand til at reagere med tilstrækkelig militær styrke til
at parterne har efterkommet IFOR krav om at følge Dayton aftalen, og der er
ingen grund til at tro, det skulle ændre sig. Kampvogne, veludrustet og professionelt
infanteri, kamphelikoptere og fly har vist sig at være de mest anvendelige og
synlige midler i f.m. de situationer, hvor det har været nødvendigt at demonstrere
magt for at kunne løse opgaven. En velafbalanceret troppeenhed er midlet, der
kan løse de militære opgaver samt give soldaterne den sikkerhed de må forvente,
når nationer sender soldater til fjerne himmelstrøg for at sikre andres fred.
Virkeligheden er imidlertid, at ingen af de mindre lande har de fornødne
økonomiske ressourcer til at opstille og udsende hele brigader, når der er tale om
fredsstøttende operationer.
Multinationalitet skaber ikke optimale, men brugbare løsninger. Erkender bidragsyderne
de militære begrænsninger multinationaliteten giver, så kan der tages
højde herfor med de rette nationale bidrag - enhed skal sammensættes til den
værst tænkelige situation og skal kunne udgøre en
“ Task Force”, der kan løse de givne opgaver selvstændigt. Ingen skal være i
tvivl om, at soldaterne og enhederne skal være veluddannede i de militære færdigheder.
Med den baggrund kan multinationaliteten bidrage til udvikling og inspiration
for alle, der deltager i en sådan mission.
Min personlige konklusion på udsendelsen er, at det har været en særdeles
lærerig udsendelse fagligt såvel som personligt. Udsendelsen er desuden oplevet
som værende af stor betydning for implementering af fredsaftalen og relevant at
deltage i som militær stabsmedlem - men det var også godt at komme hjem igen.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:
militaert_tidskrift_126_aargang_jan.pdf

Litteraturliste

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.