Tirpitz. Architect of the German High Seas Fleet

“Tirpitz. Architect of the German High Seas Fleet” af Michael Epkenhans. Udgivet af Potomac Books, Washington (DC) 2008. 107 sider. Pris: Hardcover US$ 17, 12 på Amazon.com.

 

Foto: Saxo.com

Her får vi et klart og skarpt, særdeles velskrevet, kritisk portræt af den professionelle hovedperson af flådebygningen. Tirpitz, den særdeles dygtige, ambitiøse unge officer, hvis tidlige karriere i den prøjsiske flåde næppe led skade ved, at et større antal lidt ældre potentielle kolleger druknede ved kadetskibets forlis.

Biografien beskriver, på trods af sine få sider, udviklingen i forholdet til Wilhelm den II, hvis ambitioner var den afgørende forudsætning for flådeopbygningen. De to personer udnyttede hinanden uden reelt i detaljer at være enige om, hvilket formål flåden skulle have ud over at være størst mulig. Den beskriver, hvordan Tirpitz, der på forhånd var enig, absorberede Mahan’s navalistiske budskab i dets simpleste form, og derefter anvendte sammenknytningen mellem flådebygning og imperieerhvervelse i den indenrigspolitiske kamp om resurser.

Man får gentaget den serie af nederlag, som fulgte af Tirpitz fejlvurdering af Tysklands modstandere. Forudsætningen for ”Risikoflådens” strategiske virkning var, at andre stormagter ville alliere sig med Tyskland for at afbalancere Royal Navy. Det skete ikke, tværtimod. Hans strategi forudsatte, at den britiske regering ville være kontrolleret af Londons Børs’ snævre finansinteresser, hvilket viste sig at være grundlæggende ukorrekt. Briterne demonstrerede i øvrigt, at de var mere effektive end Tyskland i at skaffe midlerne til stadig mere kostbare, nye faser af flådeoprustningen.

Mod hans forudsigelser samlede briterne deres flåder i Nordsøen, og i stedet for at gennemføre en risikabel tæt blokade stræbte de mod at kvæle Tysklands økonomi gennem en fjernblokade. Fra 1905 frem mod og ind i krigen tabte han først resursekampen mod hæren og dernæst kontrollen over sit værk. Hans renommé reddedes i første omgang af loyale tyske søofficerer, der også i selvinteresse tilpassede deres historieskrivning til hans ønsker.

Biografien slutter med at beskrive, hvorledes Tirpitz efter tabet af kontrollen over flåden arbejdede på den ekstreme politiske højrefløj for en dominerende politisk rolle. Man kan af denne korte omtale nok få den opfattelse, at der er tale om en ensidigt negativ bedømmelse af storadmiralen. Dette er imidlertid ikke tilfældet. Det er lykkedes Epkenhans, på trods af det begrænsede antal sider, at tegne et balanceret portræt, hvor man forstår, hvorfor Tirpitz i de forskellige faser måtte handle, som han gjorde, indtil hans projekt mislykkes under Den store Krig.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

 

Del: