Tilbageslag — men fremskridt

Oberstløjtnant E. Sverre Hansen, næstkommanderende ved Nørrejyske Artilleriregiment, kommenterer her de to artikler om ledelsesprincipper i tidsskriftets august/september-nummer.

 

1. Situation.
Udgivelsen i denne sommer af FKODIR P. 140.3—1, »Forsvarets Ledelsesprincipper« (FLP) foranledigede 2 artikler i tidsskriftets aug.-sep.-udgave. Artiklerne røber en betydningsfuld divergens om emnet imellem Forsvarskommando (FKO) og den arbejdsgruppe (AG), som var nedsat til udarbejdelse af forslag til de omhandlede ledelsesprincipper. Når denne divergens således er blevet lagt frem, må det også være tilstedeligt for en almindelig læser at reagere herpå, — især fordi den blotlagte uenighed måske rører ved en livsnerve (i hvert fald for hærens vedkommende). Jeg vil nævne denne livsnerve:
Soldatermæssigheden i hæren

defineret som: Graden af
Dygtighed — Pålidelighed — Robusthed
hos den enkelt soldat og den enkelte enhed/gruppe.
 
2. Fra »enten—eller« til »både—og«.
Det som får AG til at reagere så kraftigt er en frygt for, at FKO med sin udformning af FLP nu bevidst tilstræber brud med eller en opbremsning af den pædagogiske udviklingslinie siden 1963, som kan beskrives ved: ARDO — Klimaudvalg — HRK: Ledelse og Uddannelse — Grundbog for MG: Samarbejde i Forsvaret.
 
Hovedsigtet med denne pædagogiske udviklingsproces var at ændre holdninger, normer og former i Hærens befalingsmandsstil for at bringe dem i harmoni med aktuelle civile normer. Denne pædagogiske reformation var ubestrideligt påkrævet i Hæren dengang. Ligeså ubestrideligt er det, at reformerne også har gavnet Hæren, og at den videnskabelig-filosofiske karat af reformarbejdet har aftvunget respekt langt i civile kredse. 
 
Denne respekt var også til stede i Hæren. Alligevel var reformarbejdet nok reelt kun en halv succes. Thi hos brugerne (i geleddet) har det næppe opnået mere end halv accept. Reformerne var så akademisk rigtige. Så rigtige, at det var uhyre svært at argumentere imod dem, — i hvert fald at argumentere med vellyd og uden skurren i ørerne hos humanistisk — videnskabeligt tænkende personer. Reformatorerne red nemlig på nogle strømninger i det omgivende samfund og havde politisk vind i sejlene, — alt med den konsekvens at reformatorerne i deres reformiver gik over gevind. De blev énøjede, énsidige derved, at de ikke ville erkende/acceptere en nødvendighed af visse afvigende holdninger, normer og former i den militære uddannelsessektor i forhold til den civile. I en ret så absolut grad undsagde og direkte nedvurderede/kasserede man det absolute lydigheds- begreb og det formelle autoritetsbegreb. Alt i en sådan grad og form at det frem for reform ofte antog karakter af revolution (fra oven).
 
Sagen blev gjort til et »enten—eller«, og heri bestod overdrivelsen. Ligeså rigtige og berettigede de nye ideer var, ligeså forkert var det at bryde så fundamentalt og absolut med alt det bestående. Dette brud var for voldsomt. Og derfor var reformideerne ude i praksis kun halvt realistiske og vandt kun halv accept med det til følge, at befalingsmandsstilen blev usikker, diffus og løs. Ledelsesmæssigt har Hæren siden været halt. Visdom burde have tilsagt reformatorerne at realisere reformideerne som en udvikling i stedet for som et brud. Man skulle ikke have forrådt det faktum, at den militære uddannelsesfaktor ifølge sagens natur ikke kan nøjes med de samme pædagogiske- og ledelsesmæssige normer som den civile sektor, men at den supplerende må have yderligere, specifikke krav og normer med henblik på den specielle kampsituation, som er uddannelsens mål. Sagen skulle på den måde have været gjort til et »både—og«. Så havde vi nok bevaret balancen. Dette er sagens kerne. Jeg ser derfor de foreliggende FLP som et forsøg på nu at retablere balance, harmoni i vor ledelsesfilosofi ved at ændre den ensidige enten—eller holdning til en både—og holdning. Som jeg ser det, tilsigter FKO bevidst at genoprette det rigtige forhold mellem uddannelsens »primære mål« og »sekundære mål« (som defineret i Ledelse og Uddannelse, pkt. 12, 2. stk.) igennem en afbalanceret kombination af militære og civile normer i FLP.
 
3. Begrundelse.
Fra Ledelse og Uddannelse, pkt. 12.13, citeres: »At den militære pædagogiks mål og metoder må adskille sig væsentligt fra den civile pædagogiks på grund af de for forsvaret specielt strenge krav om lydighed overfor foresattes ordre er som nævnt næppe rigtigt.« Dette citat repræsenterer AG holdning og kimen til uenigheden om FLP som udformet af FKO. Dette bekræftes af artiklerne i MT, når man sammenligner den af de to parter anvendte terminologi og begrebsverden. Lighed eller enighed mellem FKO og AG omfatter følgende begreber/principper:
Motivation - Samarbejde - Personlig Autoritet - Situationsbestemt Ledelsesform - Medindflydelse - Tilpasning til ydre sociologiske og kulturelle faktorer.
 
Begge parter fylder disse begreber og bygger herpå, omend nok med forskellig intensitet. Det væsentlige er imidlertid, at begge parter accepterer og anvender disse begreber og teorier. Forskellen eller uenigheden mellem parterne går på følgende:
— AG klandrer FKO for at holde fast ved betegnelserne Foresat - Undergiven (i stedet for Leder - Ledede).
— FKO er alene om at anvende følgende begreber: Kommandoføring - Befa- lingsret - Lydighedspligt - Militær Straffelov. Denne terminologi undsiger AG direkte og nedvurderer den ved at betegne den som »ildelydende« med »autoritære overtoner« og »ubehagelig skurren i ørerne«.
— FKO har udeladt begreber fra AG som »kollektiv ledelse og ansvarlighed« og »de lededes ønskværdige deltagelse i styringen«.
 
I de her fremhævede ligheder og forskelle finder jeg grundlag for min påstand om, at i konfrontationen af holdninger, normer og former i henholdsvis den civile og den militære uddannelsessektor indtager AG en enten—eller holdning, medens FKO tilstræber en både—og holdning, eller sagt på en anden måde: Medens AG konsekvent vil fornægte fundamentale forskelle imellem de to sæt normer, finder FKO det nødvendigt (realistisk) at fremholde både ligheder og forskelle mellem de to sektorer. Konklusionen er: Når AG end ikke vil acceptere terminologien (Foresat, Undergiven, Befalingsret, Lydighedspligt etc.), så er det derved også åbenbart, at der heller ikke i uddannelsen kan motiveres en klar respekt eller accept af disse begreber.
 
4. Nødvendigheden.
Specielle og afvigende normer for den militære uddannelsessektor i forhold til den civile kan kun berettiges med én begrundelse: Nødvendigheden. Basis for en sådan Nødvendighed må søges i grundlæggende, karakteristiske forskelligheder imellem den civile og den militære uddannelsessektor. For kortheds og klarheds skyld gives en skematisk fremstilling af sådanne karakteristiske forskelle:
 
 
Disse knappe eksempler på fundamentale forskelligheder i mål, opgaver og vilkår motiverer i sig selv en logisk Nødvendighed af tilsvarende forskellighed i holdninger, normer og former. Det vil næsten være absurd at fornægte dette. Alligevel hævder AG om princip 1. i FLP, at »dette princip reelt er det eneste, der gør det foreliggende sæt principper til noget for Forsvaret specifikt«. Men det tilføjes (næsten som en indrømmelse): »Det er i sidste instans Forsvarets opgave, der giver det identitet i forhold til andre samfundsorganer.« Som lige vist kan der af denne særlige identitet hos Forsvaret netop udledes en logisk Nødvendighed af, at Ledelse og Pædagogik i Forsvaret ikke alene bygger på civile normer, men tillige må indeholde specielle og afvigende normer.
Det er min opfattelse, at FLP netop i FKO udformning tilsigter denne kombination og harmonisering af både civile og militære normer. Og det er meget nødvendigt.
 
5. Konklusion.
Resultatet af et »enten—eller« i en sag vil være et brud mellem to (eller flere) løsninger. Resultatet af et »både—og« vil være heling af et brud (eller undgåelse af et brud). FKO udformning af FLP repræsenterer et tilbageslag, derved at der samles nogle specifikke, militære begreber op, som under den forløbne pædagogiske reformproces var delvis gået tabt. Derved heles et brud, og harmoni og balance genskabes. Tilbageslaget kan derfor ses som et fremskridt.
 
6. Udfordring.
Dette fremskridt rummer også en stor udfordring. Thi, virkeliggørelsen af det »både—og«, som jeg mener, at FKO med FLP tilsiger, stiller bestemt ikke mindre krav til Ledelse og Pædagogik end den én- øjede filosofi, som jeg mener, at AG står for. Nøglen til virkeliggørelsen af FKO pædagogiske »både—og« ligger i at bevidstgøre en skelnen i uddannelsessituationen imellem to grundsituationer: På banen, — og uden for. På fodboldbanen forventes det, at hver eneste mand giver alt, hvad han har i sig. Og det forlanges, at dommerens fløjte og hans forskellige kendelser adlydes uden tøven eller diskussion eller demonstration, — også selv om dommerkendelsen forekommer aldeles uretfærdig (og måske endda af og til er det). I hvert fald må enhver besværing eller klage vente til efter kampen. Disse spilleregler tilsvarer ganske den ubetingede lydighedspligt og det formelle autoritetsbegreb, som udgør det specielle grundlag for udviklingen af sol- datermæssighed i den militære uddannelse. Dette fremtræder mest klart, når vi i uddannelsen er »på banen«, det vil sige under øvelser, skydninger, inspektioner etc.
 
Uden for fodboldbanen, imellem kampene, træner holdene derhjemme. Og under denne træning samarbejder man om at få holdet til at fungere bedst muligt. I den forbindelse diskuterer og kritiserer man enkeltpræstationer, holdopstilling, sammenspil, taktik m.v., — alt med henblik på at forbedre holdpræstationen inden den næste kamp. Og hvis der er noget, som der ikke kan opnås enighed om, må træner/anfører træffe en afgørelse. Og den retter alle sig så efter. Præcis det samme mønster gælder i den militære uddannelse, når vi der er »uden for banen«, d.v.s. i garnisonen i den rendyrkede undervisningssituation, i undervisningsplanlægningen, ved møder i diverse udvalg etc. En bevidst skelnen imellem disse to undervisningssituationer, på banen og uden for, reflekterer to forskellige miljøer, et udpræget militært henholdsvis civilt miljø. Og under devisen »hver ting til sin tid« danner disse to miljøer basis for virkeliggørelsen af det omhandlede »både—og« i vores ledelse og pædagogik.
 
Derigennem etableres en indbygget afbalancering af de to former for autoritet m. v., og disse bringes til at supplere hinanden, hvorved fremstår den harmoni i enheden, som kan kombinere effektivitet med trivsel, soldatermæssig- hed med individets inegritet, kommandoføring med samarbejde etc. Nøgleordet er hele tiden »både—og« i stedet for »enten—eller«. Dette synes FLP bevidst at tilstræbe. Dermed er lagt op til fremskridt. Fremskridt, som kræver højeste potens af ledelse og pædagogik.
 
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
PDF iconmilitaert_tidskrift_107_aargang_nov-dec.pdf
 
 
 
 
 

Litteraturliste

Del: