Tilbage

Jacek Choczynski er orlogskaptajn i Det polske Søværn. Han har haft sejlende
tjeneste på missilbåde, stabstjeneste i en missilbådseskadre, samt stabstjeneste i en
skibsflotillestab i Polen. I øjeblikket gennemgår orlogskaptajnen VUT II/L-STK på ,
Forsvarsakademiet.

"....Polen fører sin sikkerhedspolitik i overensstemmelse med folkeretten,
særligt FN-dokumenter og andre bi- og multilaterale aftaler. Polens
udenrigspolitik føres ligeledes i henhold til OSCE beslutninger. På
internationalt plan anerkender vi eksisterende grænser i Europa og
respekterer andre landes suverænitet. Derfor er det vores intention at
samarbejde med alle naboer og vi har naturligvis ikke til hensigt at alliere
os med én nabo imod en anden...." (Fra den polske sikkerhedsdoktrin.)

På et Stabskursusmøde afholdt i anledning afNATO-udvidelsen den 12. marts 1999
om morgenen sagde Chefen for Forsvarsakademiet til mig: "Velkommen tilbage".
Disse ord hørte jeg gentaget mange gange den dag, hvor NATO blev udvidet med
tre nye medlemmer, Tjekkiet, Ungarn og Polen, i en lille by Independence i Missouri
USA, i Harry S. Truman Biblioteket. NATO blev dannet på Hany Trumans
initiativ og dengang, den 4,april 1949, havde NATO 12 medlemmer. Nu er vi 19.
Polens udenrigsminister Bronislaw Geremek sagde den dag, efter at have underskrevet
officielle dokumenter, at for os er det dagen, hvor den kolde krig i forbi.
Som polak forstod jeg naturligvis, hvad Obersten mente med disse ord. Jeg
glædede mig desto mere over at konstatere, atvores tankegang er fælles. Tilladmig
i den anledning at give et kort resume af den vej, som Polen har fulgt frem til den
historiske milepæl, som optagelsen i NATO repræsenterer.
Polen har som selvstændig stat rodfæstet i den vestlige civilisation forankret
sig på Europas politiske kort gennem mere end tusind år. Grundet den geografiske
beliggenhed er Polens historie præget af ufred og kamp, hvorfor der findes talrige
eksempler på krige eller slag med deltagelse af polske riddere og soldater. Nogle
af de kendteste eksempler herpå er Slaget ved Grunwald i 1410, hvor polske styrker
brød de tyske korsridderes hegemoni i det centrale Europa og hvor Polen genvandtadgangen til Østersøen og Slaget ved Wien i 1683, hvor den afgørende indsats af
polske styrker under kommando af den polsk konge Jan 3. Sobieski førte til sejr og
otomanen Kara Mustafas hærs tilbagetrækning efter dens belejring af byen på vej
gennem Europa. Hundrede år senere finder vi polakker i den amerikanske kamp for
uafhængighed, og den legendariske general Tadeusz Kosciuszko befæstede i 1778
West Point, hvor man i 1802 oprettede USA’s berømteste militærakademi.2
Det polske valgkongedømme formåede ikke at etablere og fastholde en stærk
centralmagt, hvilket førte til at Rusland, Preussen og Østrig var i stand til at gennemføre
først deling af Polen i 1772, anden i 1792 og tredje i 1795. Gennem mere
end et århundrede eksisterede den polske stat ikke på Europakortet, men stærk og
vedholdende national identitet gjorde, at vi polakker aldrig opgav forsøget på at
genvinde vores frihed.
Under 1. Verdenskrig kæmpede vi igen for uafhængighed, og Polen blev
genetableret som stat i november 1918 med Marskal Jözef Pilsudski som statsleder.
Marskal Jozef Pilsudski blev øverstbefalende for den genfødte hær, som kæmpede
i 1919-1920 i den polsk-russiske krig. Sejren forsvarede Europa mod den bolsjevistiske
Røde Hær.
Men efter krigens afslutning var der reelle trusler såvel fra øst som fra den tyske
revisionisme. Derfor indgik Polen allerede i 1921 en forsvarsalliance med Frankrig.
1 1934 underskrev Polen en 10 års ikke-angrebsaftale med Tyskland. I slutningen
af marts måned 1939 stillede Storbritannien sikkerhedsgarantier for Polen
i tilfælde af et angreb. Den 23. august blev der sluttet en ikke-angrebs aftale mellem
Sovjetunionen og Tyskland. Aftalen indeholdte en hemmelig tillægsprotokol om
opdeling af indflydelseszoner i det østlige Europa, den såkaldte Ribbentrop-Molotov-
aftale. Den 25. august blev der indgået en militær-politisk samarbejdsaftale
mellem Storbritannien og Polen.
På trods af aftalen med Polen angreb Hitler, forsikret af sin pagt med Stalin,
den 1. september 1939 Polen. Polennåedeatmobilisere850.000mand. Polenkæmpede
indædt imod invasionen. Den 9. september forsøgte to polske armeer at standse
invasionen ved floden Bzura. Dette slag var det største i felttoget 1939 og et af
de største i hele krigen.
Som forudset i den tysk-sovjetiske aftale overfaldt Den Røde Hær Polen den
17. september. På dette tidspunkt kæmpede 250.000 soldater imod invasionen og
halvdelen af Polens territorium var stadigvæk på polske hænder. Kampene varede
næsten tre uger til. Warszawa kapitulerede først den 28. september, og det sidste
slag fandt sted ved byen Kock i begyndelsen af oktober.
Kampagnen kostede omkring 100.000 polske soldater livet. Vores allierede
greb ikke aktivt ind, hvilket påvirkede krigens videre forløb. Polens regering blev
evakueret, først til Rumænien siden til England. Eksilregeringen blev dannet 1.
oktober 1939 med general Wladyslaw Sikorski som premierminister, og påbegyndte
opstillingen af polske militære enheder i udlandet. Det Tredje Rige og Sovjetunionen
underskrev en aftale, hvori de forpligtede sig til at bekæmpe de polske frihedsbevægelser.
I november dannede General Sikorski Forbundet for Væbnet Kamp,
den senere AK-hær (Hjemmehæren), med det formål at forberede oprør, udføre
efterretningsvirksomhed og propaganda, samt at øve aktiv modstand mod
besættelsen.
Efter det tyske angreb på USSR i sommeren 1941 blev hele det polske territorium
besat af tyskere, der indledte deres udryddelsespolitik i Polen.
Den 30. august 1941 genoprettede den polske eksilregering diplomatiske forbindelser
med USSR og indledte oprettelsen af en polsk hær på sovjetisk territorium.
Enhederne af denne blev senere via en sovjetisk-britisk aftale evakueret til
Irak. Efter opdagelsen af massegrave med polske officerer og soldater i Katyn og
et polsk ønske om at undersøge sagen af International Røde Kors afskar USSR i
april 1943 de diplomatiske forbindelser med de polske regering. På russisk territorium
dannede kommunister alligevel med henblik påkamp mod den tysk invasion
1. Infanteridivision opkaldt efter Tadeusz Kosciuszko, der indsattes i kamp ved
Lenino.Gennem fortsat rekruttering opstilledes 1. Polske Korps under kommando
af general Zygmunt Berling. 11944 nåede den østlige offensiv ind på polsk område.
Den fra London kontrollerede AK-hær havde indledt operation “Storm", for med
større polske guerillaenheder at bekæmpe tyskerne på besat polsk territorium. Opstanden
i den polske hovedstad Warszawa fra 1. august 1944 var en del af denne
plan, men slog fejl efter 63 dage af blodig kamp, ikke mindst pga. den afventende
sovjetiske holdning til sagen.
Polske officerer og soldater kæmpede under 2. Verdenskrig på alle krigens
fronter. NarvikiNorge i foråret 1940, Frankrigs forsvar, luftslaget om Storbritannien,
Tobruk på den afrikanske krigsskueplads, 2. Polske Korps ved Monte Cassino
i maj 1944, 1. Panserdivision ved Falaise i august 1944 er blot eksempler på den
polske indsats i krigen. I krigens sidste fase kæmpede polske enheder ved Bologne
i Italien, i Holland, i det nordlige Tyskland og i Berlin- operation.
2. Verdenskrig kostede omkring 7,5 mio. polakker livet og 40% af landets infrastruktur,
fabrikker, huse mv. blev ødelagt.
Men endnu før krigens afslutning, på Jalta-konferenceni dagene 4.-11. februar
1945, der havde deltagelse af USA, Storbritannien og USSR’s regeringschefer
(Roosevelt, Churchill og Stalin) blev der taget beslutninger vedrørende det
strategiske samarbejde i krigens sidste fase, USSR’ s deltagelse i krigen mod Japan,
forholdet til Tyskland efter krigens afslutning og den nye politiske verdensorden.
Polen samt Ungarn, Tjekkoslovakiet, Bulgarien og Rumænien befandt sig i den
sovjetiske indflydelseszone.
Efter krigen blev allierede stater fjender, en altomfattende kold krig tog snart
sinbegyndelse, og i Polen indledtes den stalinistiske terror. Dette betød skueprocesser
med henrettelse eller fængsling som formål alene for at eliminere oppositionen.
Overfor den katolske kirke, som har spillet en særlig rolle i Polens historie, blev der
ført en stram politik, såvel overfor kirken som helhed som overfor dens øverste
hovedpersoner (men dette er emne til mindst en hovedopgave).
I Polen blev den nye orden aldrig accepteret. Utilfredshed i befolkningen og
den stadigt forværrede levestandard førte første gang til alvorlige demonstrationer
i 1956 i Poznan. Næste gang i 1970 i havnebyerne Gdansk of Szczecin, i 1976 i industribyen
Radom, og endelig protesterne på skibsværfterne i 1980, som spredte ud
til andre virksomheder i hele landet. Resultatet var at for første gang i historien blev
det i en kommunistisk stat tilladt arbejderne at organisere sig i en uafhængig fagforening.
Med Lech Walçsa som leder begyndte fagforeningen Solidaritet kampagnen
for frihed og forbedre levevilkår. Generalstrejken i januar 1981 førte til den
daværende premierministers afgang og indsættelsen af general Wojciech Jaruzelski
i denne stilling. Den 13. december 1981 blev der indført krigsretstilstand i Polen og
Lech Walçsa samt andre Solidaritetsledere blev arresteret. Krigsretstilstanden ophævedes
officielt den 22. juli 1983, men stigende opposition mod regeringen som følge
af den faldende økonomi, ledte til en ny strejkebølge i 1988 i hele landet.
Siden 1989 har Polen været på en direkte vej mod normalisering. 1989 var et
markant år med begivenheder såvel ude som hjemme. Den polske leder general
Wojciech Jaruzelski fremlagde den 19. januar en plan der gik ud på at legalisere den
hidtil forbudte fagbevægelse Solidaritet. Hvis planen ikke fik støtte truede generalen
med at trække sig tilbage.
Den 5. april traf regeringen og oppositionen i Polen endelig en aftale, der betød
afslutningen på kommunistpartiets magtmonopol. Det skete efter to måneders
"rundbordssamtaler'’.
Den 17. april blev Solidaritet registreret ved distriktsdomstolen i Warszawa.
Den polske statschef general Wojciech Jaruzelski udtrykte tilfredshed under et
møde med Solidaritets leder Lech Walçsa.
Den 24. august samme år fik det frie Solidaritet magten i Polen ved at vinde
næsten alle, dvs. 99%, mandater i Senatet og alle de mulige, dvs. 33%, afpladseme
i Polens parlament Sejmen. Tadeusz Mazowiecki blev valgt tit Polens nye
premierminister. Han havde fungeret som juridisk rådgiver for Solidaritet siden
1980.Den 13. november fik lederen for den polske fagbevægelse Solidaritet Lech
Walçsa Frihedsmedaljen overrakt af George Bush. Den amerikanske præsident
hyldede Walçsa som "den åndelige fader til de demokratiske bevægelser, sompræger Østeuropa".
Den 29. december besluttede Polens parlament at ændre landets officielle navn
fra Den Polske Folkerepublik til Republikken Polen. Den hvide ørns hoved skulle
atter prydes med en krone.
Uden for Polen var der i 1989 samtidig demonstrationer i Prag, hvor dramatikeren
Vaclav Havel blev fængslet.
Den sidste sovjetisk soldat forlod Afghanistan. I Sovjet var der øget etnisk uro.
Der var voldsomme demonstrationer i Pristina på grund af ophævelsen af
Kosovos autonomi med Slobodan Milosevic bag scenen.
Ungarn fjernede sit "jerntæppe", som dannede grænsen mellem Ungarn og
Østrig, og gik ligeledes over til at være en parlamentarisk republik.
Den russiske leder Michail Gorbachov opfordrede under sit besøg i Østtyskland
i dagene 6.-7. oktober åbent til reformer i landet, og den 18. oktober sker der et
lederskifte i Østtyskland. Erich Honecker, leder af Det socialistiske Enhedsparti
siden 1971, afløstes af Egon Krenz. Og endelig brød Berlinmuren, som havde delt
Berlin i næsten tre årtier og var et symbol på den kolde krig, sammen om aftenen
den 9. november.
Vaclav Havel fik Olof Palme-prisen for sin konsekvente og modige indsats for
sandhed og demokrati. Den 29. december valgtes han som Tjekkoslovakiets
præsident med 323 stemmer mod 0.
I Bulgarien gik Todor Ziwkow, efter at havde været generalsekreter for det bulgarske
kommunistparti i 35 år, den 10. november af, hvilket førte til ændringer på
landets ledende poster. Den 11. december var der demonstrationer i Bulgarien og
efterfølgende frie valg for første gang og den endelige afslutning på kommunistpartiets
monopol den 15. januar 1990.
Og ikke mindst udbrød der oprør i Rumænien, hvorved Nicolae Causescublev
styrtet den 22. december. Både Causescu og hans hustru Helena blev henrettet efter
en summarisk retssag.
Siden 1989 er polsk udenrigspolitik blevet ført med en logisk konsekvens. Polen
har naturligvis ført sin egen udenrigspolitik, hvor beslutninger træffes i Warszawa,
og ikke i et anden lands hovedstad. Politikken har ført målrettet mod at
vende tilbage til de lande, som vi er tilknyttet civilisationsmæssigt. Eller sagt anderledes,
for at komme fri af de strukturer, som Polen blev tvunget ind i som følge af
Jalta-konferencen.
Vi har oplevet en ganske usædvanlig situation i den nyeste historie. Det er naturligvis
ikke normalt, når et land på sin 3054 km lange landegrænse i løbet af få
måneder mister alle sine naboer. Sovjetunionen, Østtyskland og Tjekkoslovakiet
eksisterer ikke længere. I stedet har vi fået syv nye naboer og har skullet etablere
forhold til dem. Kun på vores 528 km søgrænse er der ikke sket nogle ændringer.
Som det næste har vi forsøgt at genetablere relationer til de vestlige og europæiske
strukturer, herunder NATO. Det indledende skridt mod NATO blev taget den 21.
marts 1990 under Polens udenrigsminister Krzysztof Skubiszewski’s første besøg
i NATO’s hovedkvarter og blev videreført via samtaler med generalsekretær
Manfred Wömer og de faste medlemslandes repræsentanter.
Den 31. marts 1991 blev Warszawapagtens militære strukturer formelt opløst.
Næste skridt var at ordne relationer til Rusland og at etablere forhold med alle
tidligere sovjetiske republikker, der havde det til ønske. Vi har forsøgt atvære forudseende
i relation til USSR’s opløsning. Polen var det første land i verden, der
anerkendte et uafhængigt Ukraine. I dag har vi etableret fælles militære strukturer
med Ukraine med Litauen.
Polens rolle i regionen er ændret væsentligt. Vi har et usædvanlig godt forhold
til Tjekkiet, Slovakiet og Ungam, den såkaldte Vysehrad-Trekantet, samt et veletableret
forhold til Tyskland og Frankrig. Hvad angår samarbejdet i Østersøregion
deltog Polens udenrigsminister i dagene 5.-6. marts 1992 i det møde i København,
hvor repræsentanter fra Danmark, Estland, Finland, Litauen, Letland, Norge, Polen,
Tyskland, Rusland og Sverige oprettede Østersørådet.
Vores udenrigspolitiske bestræbelser har haftvægtpåto hovedpunkter, nemlig
at give maksimale muligheder (NATO og EU), samt at minimere historiske og
geopolitiske trusler. Med Tyskland har vi etableret forhold der er til gavn for Polen
og forhåbentlig vil forholdene udvikle sig på samme måde med alle lande.
Et resultat af det fælles ønske om samarbejde på alle niveauer i regionen er det
tysk-dansk-polske korps i Szczecin (MNC NE), som snart vil være på plads.
Som NATO-land er vi i Alliancen nu ikke kun sammen med lande, som var
vores allierede fra 2. Verdenskrig. Det tilføjer en særlig betydning og historisk
dimension til de indbyrdes forhold. Verden har forandret sig og man skal være med.
Det har ikke været hensigten med vores tilslutning til NATO at alliere os med en
nabo imod en anden. Der hersker ingen tvivl hos os om, at andre kan være med i
fællesskabet, men det er et spørgsmål, som de selv må tage stilling til.
I dag, hvor Polen er et frit og demokratisk land, realiserer vi det, der har været
ønsket af generationer af polakker, hjemme som ude. Dette ønske, samt enighed
angående Alliancens strategiske interesser, har ledt til Polens medlemskab i NATO.
Ved Polens optagelse i NATO får Alliancen en stærk og loyal allieret på Europas
østflanke. For Polens vedkommende har vi fået sikkerhedsgarantier, som vi
aldrig nogensinde før har haft. Fritaget for en fornemmelse af noget midlertidigt,
kan man på en helt anden måde skue fremad.

 

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:
militaert_tidskrift_128_aargang_maj.pdf

 

Litteraturliste

Del: