Til lands, til vands, i luften eller i mølpose?

Betragtninger i anledning af et nys passeret 50 års jubilæum

Forfatteren er søofficer fra 1945. Som den sidste beklædte han det ved omlægninger i 1970 nedlagte dobbeltembede som artilleriinspektør og chef for Søartilleriet. Derpå var han chef for Langelands Marine distrikt til han i 1974 tog sin afsked med førtidspension. Bosat i England driver han nu konsulent- og skribentvirksomhed.

 

1. november 1932 overførtes Kystdefensionen fra Hæren til Søværnet i henhold til de samme år i marts vedtagne forsvarslove. I efteråret 1982 har Søværnet således forvaltet denne del af vort forsvar i 50 år, og som sædvane er ved jubilæer, kmme det nok være rimeligt at forsøge et tilbageblik, en status og måske en prognose. Da lovgivningen for 50 år siden bestemte, at hvad der da fandtes af kystbefæstningsanlæg skulle skifte væmstilhørsforhold, betegnedes det som en organisatorisk forbedring; men 65 år forinden havde kloge hoveder ved udarbejdelsen af forsvarslovene af 1867/68 fundet det hensigtsmæssigt at overføre de københavnske søforter fra Søværnet til Hæren og formentlig tilsvarende betegnet denne disposition som et fremskridt. For fuldstændighedens skyld bør det også nævnes, at inden for de seneste årtier er tre forter blevet overtaget af Flyvevåbnet. Et af disse var endog på vejen fra Søværnet en tur tilbage via Hæren for et par år. Man kunne nok fristes til at spørge: Hvor hører Kystdefensionen rettelig til? Til lands, til vands eller i luften? Ved Hæren, Søværnet eller Flyvevåbnet? Eller måske blot i mølpose, som de seneste forsvarsordninger synes at indikere?

 
Søforterne til Hæren
Ved Hærens overtagelse af søforteme i 1867 var forholdet det, at den tekniske udvikling havde medført langt større krav til forter og kystbefæstningsanlæg end de, der stilledes ved århundredets begyndelse, da Olfert Fischer stod på Trekroner og ledede den sidste del af slaget på Reden. Kun ved Hærens ingeniørkorps fandtes den fornødne fortifikatoriske ekspertise, og det var derfor dette korps, der som led i arbejdet i befæst- ningskommissionen af 1855 udarbejdede planer for modernisering og udbygning af Københavns befæstning mod søsiden, og som et par år efter, da de fornødne midler var bevilget, forestod planernes udførelse. løvrigt var Søværnet på denne tid stærkt optaget af at følge med i den skibs- og våbentekniske udvikling og synes ikke at have været synderligt interesseret i spørgsmålet om Københavns befæstning.
 
Endvidere tyder noget på, at Hærens officerer, der jo iøvrigt også den gang var langt talrigere end Søværnets, måske hurtigere har tilpasset sig det nye folkestyres vilkår og muligheder, og derfor fik større indflydelse end Søværnet på udformningen af den generelle forsvarspolitik. Endelig var der for Hæren efter 1864 et rent praktisk, personelmæssigt problem at løse. Reduktionen af kongeriget havde medført, at 3. Generalkommando, dækkende Holsten og Lauenburg, var bortfaldet, og at 2. Generalkommandos område nu kun omfattede Nørrejylland og Fyn, efter at Slesvig var tabt. Et nyt virkefelt for de ellers overtallige landofficerer var derfor hensigtsmæssigt, og for Søværnet betød afgivelsen af søforteme ingen direkte personelmæssig indskrænkning. Søofficerskorpset var allerede blevet reduceret ved en lov af 1856 og havde haft vanskeligt ved under mobilisering at afgive de fornødne officerer til søbefæstningen, navnlig efter dennes seneste udbygning.
 
Hærens overtagelse af Kystdefensionen dannede også optakten til yderligere udbygning. Ønskeligheden af hovedstadens befæstning mod både sø- og landsiden var påpeget allerede af den tidligere nævnte befæst- ningskommission, der nedsattes samtidigt med, at Københavns århundreder gamle system af volde og voldgrave sløjfedes for at give plads for byens udvikling. Fra militær side kunne der ej heller indvendes meget mod denne sløjfning, da anlæggenes placering så tidligt som i 1807 havde vist sig at være for tæt på bykæmen. Kommissionen havde som et grundlæggende princip for dansk forsvar meget rimeligt fastslået, at en betingelse for at kamp mod en tysk invasion af Jylland med eftertryk kunne optages var, at Sjælland med København ikke lå åben. Før 1864 var dog kun bevilget penge til den omtalte udbygning mod søsiden, og sagen rejstes derfor påny. Erfaringerne fra krigen, vor svækkede stilling efter denne og det nye tyske kejserriges voksende magt bevirkede ganske vist, at talen om med eftertryk at optage kampen mod en invasion i Jylland var forstummet; men så meget mere samlede den forsvarsmæssige interesse sig om Sjællands og Københavns forsvar, et spørgsmål, der desværre snart blev til Sjællands eller Københavns forsvar.
 
Koncentreredes største parten af den forsvarsmæssige indsats om København, betød det, at ikke blot Jylland og Fyn, men også Sjælland med omliggende øer samt vore farvande højst kunne tilgodeses med en art politimæssig bevogtning, som forsvarsmæssigt ville være betydningsløs, og som dårligt ville være i stand til at varetage de opgaver, nationen som neutral i tilfælde af en stormagtskonflikt i henhold til internationale overenskomster måtte kunne løse. En sådan svaghed ville i sig selv indebære risiko for en hel eller delvis besættelse af landet, og flådens rolle i et sådant forsvar ville selvsagt være begrænset, selv om den ganske vist ville få en velbeskj^tet base.
 
Stillede man sig imidlertid Sjællands forsvar som hovedopgave, måtte flåden overalt udgøre forsvarets første linie, og den ville samtidigt få betingelser for at kunne løse de vigtige krigsforebyggende neutralitets- opgaver, ikke mindst i gennemsejlingsfarvandene. Også ved valg af denne strategi ville en søbefæstning af København være et naturligt led i forsvars- ringen; men når den kunne samvirke med effektive flådestyrker, behøvede den næppe en sådan styrke, som hvis Københavns befæstning var forsvarets alfa og omega. Derimod ville forsvaret af Sjælland med fordel kunne omfatte kystbefæstningsværker på strategisk vigtige steder uden for København, bl.a. blev en befæstet flådestation ved Agersøsund foreslået.
 
Det parlamentariske princip, der går ud på, at en regering ikke kan regere mod et flertal i den (de) folkevalgte forsamling(er), var endnu i sidste halvdel af forrige århimdrede ikke slået igennem herhjemme. Partiet Højre kunne derfor sidde iode med regeringsmagten, selv om det kun havde flertal i Landstinget, medens Venstre havde flertallet i Folketinget. Enhver ny lov, forsvarslove såvel som de årlige finanslove, skulle dog vedtages i begge ting. Højre, der i princippet gik ind for »Fæstning København«, kunne derfor ikke få de for dette projekt nødvendige love vedtaget mod Folketingets flertal af venstremænd, der foretrak et forsvar primært dækkende hele Sjælland. Forsvarsmæssigt kunne derfor kun gennemføres foranstaltninger inden for de områder, hvor de to planer dækkede hinanden, eksempelvis Københavns søbefæstning, som i nogen udstrækning videre udbyggedes i årene 1877-82. 
 
Københavns befæstning
Denne tingenes tilstand kunne naturligvis ikke i længden tilfredsstille nogen af parterne, og den resulterede i, at Højre som regeringsmagt gennemtrumfede sine synspunkter ved i en årrække at regere landet ved hjælp af såkaldt provisoriske finanslove, dvs. love, der ikke havde fået tilslutning fra venstreflertallet i Folketinget, fordi de indeholdt bevillinger til den kontroversielle landbefæstning, men iøvrigt også midler til fortsat udbygning af søbefæstningen.
 
Hvad angår værnenes holdning til forsvarsdebatten, var meningerne i Hæren nok delte, da der blandt landofficerer fandtes tilhængere af tanken om det sjællandske ø-forsvar som det bærende element, men de afgørende kræfter gik dog ind for den københavnske befæstning, bl.a. sikkert ud fra en mistillid til, at flåden skulle kunne svække fjendtlige landgangsfore- tagender tilstrækkeligt til, at Hæren kunne slå dem tilbage. Princippet om fæstningskrig var også grundfæstet i Hæren gennem de tidligere planer for felttogene i Jylland, som de kom til udførelse i de to slesvigske krige, og desuden var det et almindeligt anerkendt militært princip for en svagere parts forsvar mod en stærkere. Derimod kan det ikke undre, at de københavnske fæstningsplaner ingen tilslutning vandt i Søværnet. Man kunne med rette frygte, at alene projektets økonomiske omfang kun ville levne beskedne beløb til flådens opretholdelse. En gradvid reduktion, i stedet for en ønskelig udbygning, måtte blive resultatet, hvilket naturligvis var i logisk harmoni med den strategiske grundtanke, i henhold til hvilken søstridskræfteme i tilfælde af angreb ret tidligt måtte trækkes tilbage til København, for der højst at kunne støtte søbefæstningen samt virke som fleet-in-being, evt. med enkelte, sporadiske fremstød.
 
Med sådanne udsigter var det ikke underligt, at en kreds af søofficerer i 1880 tog initiativ til at træde sammen med en kreds af landofficerer i et forsøg på at enes om en fra værnenes side fælles optræden i forsvars- sagen, i hvis hede politiske debat begge hovedsynspunkter - hver med diverse divergerende detaljer - blev fremført som dækkende den militære sagkundskabs. Man enedes da også om, at »Kjøbenhavns Befæstning kun skulde nævnes i samme Aandedræt som Flaadens kraftige Udvikling«. Da der imidlertid kort efter fra Hærens side ivredes for, at befæstningen mod landsiden skulle være permanent i stedet for en ellers foreslået, langt billigere feltbefæstning, og da man tilsyneladende havde tabt pusten, inden man nåede frem til at nævne flåden i samme åndedræt, trak søofficererne sig skuffede tilbage fra samarbejdet og afstod i vid udstrækning fra videre deltagelse i debatten. Det saglige islæt i denne fik derfor et noget ensidigt præg i årene op til provisorietidens begyndelse i 1885. Da arbejdet med byens befæstning først var sat igang, fortrød mange i Søværnet den udviste tilbageholdenhed, og i foråret 1887 forsøgte Søe-Lieutenant-Selskabet at få startet et omfattende, udadrettet oplysningsarbejde vedrørende flådens betydning i det samlede forsvar, idet man dog først ville søge indadtil at nå til enighed om mål og midler. Dette initiativ blev dog hurtigt stoppet af den daværende viceadmiral, der synes at have været af den opfattelse, at slige vigtige spørgsmål kun burde behandles af de rent tjenstlige organer. Arbejdet i disse resulterede imidlertid ikke i nogen standsning af eller ændring i det igangværende gigantprojekt med etablering af »Fæstning København«.
 
Mod landsiden strakte, hvad endnu i dag kendes som Vestenceinten, sig fra Avedøre i syd i en bue nordover til Utterslev mose. Derfra fortsatte befæstningen til Øresundskysten støttende sig på en række landforter, sø- og moseområder samt planlagte oversvømmelser. På søfronten etableredes i nord Hvidøre batteri, der samtidigt udgjorde landfrontens højre fløjfort, Charlottenlundfort nord for og Kastrupfort syd for de allerede eksisterende, indre søforter og batterier samt, hvad samtidigt var Vestenceintens venstre fløjfort, Avedøre batteri. Dertil kom, som søbefæstningens mest ambitiøse anlæg, Middelgrundsfortet, der, da det i 1895 stod færdigt, regnedes for verdens stærkeste søfort, og det til trods for, at de oprindelige planer for fortet af økonomiske grunde blev reduceret betragteligt.
 
Forlig
Middelgrundsfortet dannede også afslutning på provisorietiden og dens etablering af hovedstadens befæstning. Ved et politisk forlig i 1894 accepterede Venstre denne befæstning som en kendsgerning og gik ind på i fremtiden at bevilge penge til dens vedligeholdelse mod løfte fra Højres side om at afstå fra yderligere udbygning. Dette kunne synes et magert resultat for Venstre og de øvrige modstandere af den københavnske forsvarsstrategi; men forholdet var dog det, at næppe var befæstnings- anlæggene færdige, før det anedes, at den våbentekniske udvikling var ved at løbe fra dem, og planer om at supplere landfronten med en fremskudt kæde af forter var ved at tage form. Forliget skabte muligheder for, at der blev midler til udbygning af andre områder af forsvaret. For Søværnets vedkommende var det mest markante resultat påbegyndelsen af en serie ensartede artilleriskibe, af hvilke det første, »Herluf Trolle«, løb af stabelen i 1899 efterfulgt af »Olfert Fischer« i 1903 og »Peder Skram« i 1908. En styrke af sådanne enheder var en betingelse for, at flådens lette enheder kunne operere andre steder end i umiddelbar nærhed af Københavns søbefæstning, og var Ugeledes påkrævet til bevogtning af minespærringer, man måtte ønske at udlægge andre steder, f.eks. i Storebælt.
 
Det bør her retfærdigvis nævnes, at samme viceadmiral, som i 1887 i Søe-Lieutenant-Selskabet havde sat en stopper for behandling af spørgsmål vedrørende den generelle forsvarspolitik, tre år senere - efter forhandling med marineministeren, der ligesom krigsministeren i alle regeringer frem til et stykke ind i dette århimdrede var en officer af værnet - ombestemte sig og sanktionerede, at dette vitale emne drøftedes i søofficerskorpset. (De mellemliggende års aktivitet i Selskabet, der kendetegnes ved emner som håndskytsets maritime betydning, brevduesagen, fiskeriet inden for Skagen, istidens betydning for dannelsen af vore farvande, havisen, farvandsafmærkning osv. kunne tolkes som en raffineret protest, der kan have haft sin virkning.).
 
De studier og drøftelser, som blev resultatet af denne liberalisering, var med til at skabe grundlaget for udformningen af »Herluf Trolle«- klassen; men også spørgsmål med tilknytning til Kystdefensionen blev taget op. Således drøftedes påny det ønskelige i en befæstet base ved Agersøsund og desuden mulighederne for uddybning og befæstning af Grønsund. Dertil kom, at enkelte foreslog den københavnske søbefæstning helt eller delvist overført til Søværnet; men interessen for en sådan organisationsændring synes dog ikke at have været overvældende. Formentlig har de fleste fundet det tilstrækkehgt, at disse forter og batterier operativt blev ledet af Søværnet derved, at de i så henseende var underlagt chefen for Københavns sødefension, der var en søofficer, under hvem også minespærringer og en del sejlende enheder sorterede.
 
Ændret strategi
Efter at Venstre ved det såkaldte systemskifte i 1901 havde overtaget regeringsmagten, gik den almindeUge forsvarspolitiske debat i årene frem til vedtagelsen af forsvarslovene af 1909 mere og mere i retning af en strategi med vægten lagt på forsvaret af Sjælland og med mulighed for en effektiv neutralitetsbevogtning af det øvrige land og af vore farvande. 
 
Fortalerne for Københavns befæstning, der til en vis grad måtte erkende, at artilleriets udvikling havde gjort forsvarsringen for snæver, kom derfor ikke langt med deres forslag om en kæde af fremskudte landforter, og faktisk bestemte 1909-lovene, at hele landbefæstningen kun skulle opretholdes til år 1922, for da at sløjfes. Mod søsiden vedtoges det derimod at råde bod på det af udviklingen opståede problem ved anlæggelse af en ydre kæde af batterier og forter, nemlig Tårbækfort, Flakfort, Dragørfort, Kongelundsfort og Mosede batteri. For nutiden kunne det nok synes som om denne kraftige udbygning, set i relation til de samlede begrænsede forsvarsmidler, ikke ganske harmonerer med den valgte grundlæggende strategi. Det skal derfor bemærkes, at 1909-lovene var et kompromis, og hvad fæstningstilhængeme ikke fik på landfronten, gav man dem på søfronten. Desuden var det for Danmark som neutral stat under det allerede da truende optræk til 1. verdenskrig afgørende, at vore forsvarsforanstaltninger af stormagterne kun kunne fortolkes som sigtende på hævdelse af vor neutralitet og suverænitet, og ikke kunne udlægges som værende til særlig fordel for den ene eller den anden part.
 
Ind i disse betragtninger kom også hos adskillige politikere visse pragmatiske overvejelser med hensyn til over for hvilken af parterne vor neutralitetspolitik først og fremmest måtte være acceptabel, hvis den ikke under alle omstændigheder kunne være hge acceptabel, og vort nære naboskab med Tyskland var her udslagsgivende. Blandt politikerne var det en almindelig opfattelse, at Københavns søbefæstning var »rettet imod« England (evt. Rusland), medens landbefæstningen mere var »rettet imod« Tyskland. Betragtninger af denne subtile art kan også have været medvirkende ved placeringen af de kystbefæstningsanlæg, som 1909-lovene bestemte skulle bygges uden for hovedstaden. Agersøsund-projektet har nok udenrigspolitisk set været regnet som for »provokerende«, hvorfor man gik videre i prioritetslisten og bestemte sig for anlæg ved Grønsund og Storstrømmen. Da disse immervæk lå i rigets sydlige del, skabtes der en art politisk balance ved samtidigt at opføre anlæg mod nord ved indsejlingen til Isefjorden.
 
Om disse sidstnævnte anlæg, der opførtes ved Spodsbjerg og Lynæs, skal det dog nævnes, at de ikke blot gav en slags besk3^telse til Isefjorden, så den i givet fald bedre kunne bruges af lette flådestyrker som operationsbase. De dannede tUlige den højre fløj i en forsvarsstilling, som udgjorde en art erstatning for de ikke bevilgede fremskudte landforter, og som løb langs Roskilde fjord og fra bunden af denne over Tune til Køge bugt ved Mosede batteri. Det sidste stykke fra Roskilde til Mosede - »Tune- stillingen« - blev under 1. verdenskrigs sikringsstyrke feltmæssigt befæstet og holdtes bemandet. Tilsvarende som Spodsbjerg batteri og Lynæsfort udover deres maritime rolle tillige skulle virke mod landgang fra Odsherred, skulle Borgsted og Hårbølle batterier på Møen samt Masnedøfort udover at beskytte en maritim operationsbase ligeledes sikre mod fjendtlig overgang fra Falster.
 
Sikringsstyrken
Om dansk forsvar under 1. verdenskrig skal det her kun generelt konstateres, at 1909-lovenes styrker aktiveret i en sikringsstyrke, der for Søværnets vedkommende nærligt svarede til mobilisering; men for Hærens, herunder Kystdefensionens vedkommende var væsentligt mindre, viste sig under de givne omstændigheder at udgøre et effektivt neutralitetsvæm. Vor kontroversielle udlægning af minespærringer i Storebælt efter tysk »henstilling« var dog et bevis for den tidligere nævnte politik gående ud på, at vor neutralitet først og fremmest måtte være acceptabel for Tyskland. Disse minespærringer udgjordes af en nordre spærring fra Halsskov til Sprogø og derfra til Knudshoved, og en søndre spærring i Agersøsund, Omøsund og fra Omø til Langeland. Kystforsvarsmæssigt set er der i denne forbindelse det bemærkelsesværdige, at der til støtte for de i 2. eskadre formerede flådestyrkers bevogtning af den nordlige spærring opstilledes batterier af feltartilleripjecer på henholdsvis Halsskov og Knudshoved, således at kystbatterier for første gang i historien kunne spænde over Bæltet. Disse batterier var naturligvis midlertidige og fjernedes ved sikringsstyrkens ophør. Den sydlige spærring var ikke tilsvarende dækket; her var de sejlende enheder ene om opgaven.
 
Fred og Folkeforbund
Længe gik der ikke efter krigens ophør og sikringsstyrkens hjemsendelse, før drøftelse af nye forsvarslove indledtes. Da landet havde klaret sig helskindet igennem krigen, da Tyskland var slået og svagt, og da .Folkeforbundets etablering efter manges opfattelse ville sikre evig fred, var ,det en udbredt opfattelse, at forsvaret måtte kunne reduceres betragteligt i forhold til omfanget i henhold til 1909-lovene.
 
Resultatet, som det tegnede sig ved 1922-lovene, var et tydeligt udtryk for denne opfattelse. Nedlæggelsen af Københavns landbefæstning gav sig selv. Den var, som tidligere nævnt, allerede i 1909 bestemt til at skulle finde sted dette år, og kun få begræd tabet. Derimod var den reduktion, der fandt sted af Hæren, næsten lammende for dens evne til at løse militære opgaver. Antallet af regimenter reduceredes med ca. 25%, og hvad der var tilbage fik præg af en militsagtig reservehær. 1300 officerer og faste befalingsmænd afskedigedes, så af rent personelpolitiske grunde knnnp der være en vis taknemmelighed over, at Kystdefensionen fortsat hørte til Hæren.
 
En del af de ældre, indre kystforter blev dog meget naturligt nedlagt samtidigt med landbefæstningen, og det ville ikke have været underligt, hvis en del af de ældre officerer og befalingsmænd, der var vokset op i befæstningens storhedstid, efter 1922 følte sig lidt malplacerede ved Kystdefensionen. Ved København kunne det sikkert i deres øjne være svært at se den dybere mening med de resterende søforter, og sammenlignet med disse forter var de ved Grønsund/Masnedø og ved Isefjorden nyligt anlagte forter og batterier uhyre beskedne anlæg. Søværnet reduceredes i 1922 ikke direkte på samme måde som Hæren, men bevillingsmæssigt blev det skåret tilsvarende ned, og med penge til kun få nybygninger og med mange nødvendige udrangeringer skrumpede flåden gennem 1920eme gradvist ind, skønt man søgte at bedre på forholdene ved at holde adskillige enheder i reserven ud over den tid, hvor de burde have været kasseret.
 
I årene frem til vedtagelsen af de næste forsvarslove i 1932 tegnede det sig nok sortest for sa vidt angar de større enheder, der var en betingelse for flådens taktiske optræden. 1909-lovens 4. artilleriskib, der blev køllagt i 1913, var først blevet færdigt i 1923 og fremstod da af en række årsager, der ikke her skal nærmere omtales, som et misfoster af et krigsskib, lidet egnet til at løse relevante opgaver, og de tre artilleriskibe fra år- himdredets begyndelse nærmede sig tiden for deres udrangering.
 
Kystdefensionen til Søværnet
Den politiske forståelse for betydningen af dansk forsvar og herunder for betydningen af et effektivt Søværn var imidlertid lidet udviklet, og 1932- lovene betød nye indskrænkninger. Havde de forrige love været hårdest ved Hæren, var det i 1932 Søværnet, det gik værst ud over. Ganske vist fandt der endnu en vis reduktion sted af Hæren; men hvad der resterede gjordes betydeligt mere effektivt ved tilgang af nyt materiel og ved bedre enkadrering. I Hæren undgik man derfor i denne omgang en reduktion af personellet, modsat hvad tilfældet var i Søværnet, hvor det specielt var antallet af befalingsmænd, der blev formindsket. Det beløb, der i Søværnets budget afsattes til materielanskaffelser, rakte ikke til forøgelse af 1920emes helt utilstrækkelige byggetakt, og udover, at det derfor var økonomisk udelukket, bestemtes det direkte, at der ikke skulle bygges erstatninger for de aldrende artilleriskibe. De to ældste udrangeredes kort efter lovenes ikrafttræden, medens det godkendtes, at »Niels Juel« og »Peder Skram« bibeholdtes endnu en årrække, sidstnævnte i reserven.
 
I dag - med erfaringerne fra 9. april 1940 og optakten til denne dag - er det ikke vanskeligt at se den politiske hensigt med 1932-lovene. Forsvaret skulle kun bruges til en neutralitetsbevogtning af en sådan art, at utilsigtede eller lokalt begrænsede neutralitetskrænkelser kunne afvises, hvorimod det regerende politiske flertal ikke ønskede egentlige militære aktioner rettet mod Danmark imødegået. Set på denne baggnmd var det for dette flertal ligegyldigt, at flåden ved ikke at få de nødvendige større enheder reelt blev afskåret fra at optræde taktisk.
 
I den foreliggende sammenhæng nærmede det sig også at føje spot til skade, da 1932-lovene bestemte, at Kystdefensionen skulle overføres til Søværnet. Baggrunden for denne disposition må vel søges i det forhold, at siden landbefæstningens nedlæggelse havde aktiviteten ved kystforteme ikke svaret til nogen anden aktivitet inden for Hæren, hvortil nok atter kom personelpolitiske betragtninger. Overførsel af de officerer og befalingsmænd, som havde gjort tjeneste ved forterne, til andre enheder, kunne hjælpe Hæren til den tilstræbte bedre enkadrering samt til opstilling af det nyoprettede luftvæmsartilleri. For Søværnet derimod, kunne tilkomsten af Kystdefensionen begrænse den af flådens reduktion forårsagede personelreduktion. Endelig kan det næppe heller ganske afvises, at enkelte politikere har tænkt, at når nu ikke Søværnet fik den tilgang af svært artilleri, som nye artilleriskibe ville have betydet, så måtte kyst- fortemes nu ganske vist noget bedagede kanoner kunne betragtes som en slags erstatning. At kystdefensionens opgave var engagement af mål på søen, var vel i sig selv intet påtrængende argument for, at aktiviteten administrativt skulle tilhøre Søværnet. Den hidtidige organisation, der indebar Søværnets operative ledelse, havde ikke været udsat for overbevisende kritik.
 
Set i relation til det beskedne budget og til de opgaver, man i Søværnet mente at skulle løse, og for den sags skyld også de opgaver, man fra det regerende politiske flertals side i det stille havde tiltænkt værnet, var Kystdefensionens tilgang mere en ekstra byrde end en støtte. Det kan derfor ikke undre, at aktiviteten gennem 1930erne var beskeden ved de nu af Søværnet administrerede anlæg omfattende Middelgrunds- fort, Flakfort, Dragørfort, Kongelundsfort og Mosede batteri - øvrige københavnske forter var blevet sløjfet - samt de små anlæg ved Isefjordens indløb og ved Grønsund og Masnedø. Det kan ej heller påstås, at virksomheden inden for dette område harmonerede bedre med Søværnets øvrige virke, end det i 1920erne havde harmoneret med Hærens. De københavnske forters opgave, forsvar af hovedstaden mod angreb fra søsiden, var selvfølgelig en naturlig del af Søværnets opgave; men denne form for trussel kunne næppe længere anses for at være så overvældende, at den rimeliggjorde den forsvarsmæssige koncentration, som søbefæstningen, dens delvise forældelse til trods, udgjorde set i relation til det øvrige forsvar. Den primære trussel mod København måtte allerede på dette tidspunkt anses som kommende fra luften. Derfor var det ikke blot en pérsonelpolitisk foranstaltning, men en disposition med en dybere liggende logik, når adskillige af de fra Kystdefensionen frigjorte landofficerer fandt direkte over i det nye luftvæmsartilleri.
 
Uvejr trækker op
De næste forsvarslove, der kom allerede i 1937, betød kun lapperier på de foregående. Hverken disse love eller de ekstraordinære midler til anskaffelse af militært materiel, bevilget i slutningen af 1930eme under indtryk af den truende storpolitiske situation og måske mest for at lukke munden på oppositionen, fik nogen større indflydelse på situationen ved Kystdefensionen. En vis modernisering fandt sted ved Kongelundsfortet (ved hjælp af »Herluf Trolle«s 150 mm pjecer fra århundredskiftet!) og en del let luftværnsskyts anskaffedes til forternes selvforsvar; det var alt. Ligesom det ikke i dag er vanskeligt mellem 1932-lovenes linier at læse regeringens holdning til, i hvilken udstrækning værnene i en storpolitisk konfliktsituation ønskedes anvendt - en holdning, der i realiteten trådte i stedet for en egentlig militær strategi, blot uden de militære chefers vidende - så volder det ej heller nutiden vanskeligheder at se, hvorledes denne holdning var udslaggivende ved valg af de beredskabsforanstaltninger, der blev truffet fra 2. verdenskrigs udbrud frem til Danmarks besættelse.
 
Aktiviteten ved Kystdefensionen, der ifølge sin natur egner sig bedre som led i et eksistensforsvar end i en neutralitetsbevogtning, var derfor kun i mindre grad berørt af disse foranstaltninger. På linie tiermed ønskede regeringen ikke at følge forslag fremført den 8. april om genindkaldelse af mandskab til forterne, hvor ingen færdiguddannede besætninger fandtes, lige så lidt som man ønskede genindkaldelser til Hæren. Derimod indkaldtes besætningen til »Niels Juel«, der var et af de få af flådens skibe, der ikke var udrustet.
 
Besættelse
At Københavns søbefæstning om morgenen den 9. april intet bidrog til at forhindre den nordfra kommende tyske »task force« alias S/S Hanse- stadt Danzig« i at sejle ind til Langelinie og landsætte de tropper, der kort efter besatte Kastellet, er kun alt for godt kendt, og en afgørende årsag hertil var altså mangel på uddannet mandskab. At en nødtørftig instruktion af nogle af Middelgrundsforts frigængere (kokke, messegaster 0.1.) sent om eftermiddagen den 8. april i betjening af en 75 mm nærforsvars- og varslingskanon viste sig at være utilstrækkeligt grundlag til, at de pågældende næste morgen kunne betjene kanonen, kan ikke undre nogen med blot et minimum af kendskab til, hvad regulær artilleriuddannelse kræver.
 
For fuldstændighedens skyld bør det i forbindelse med 9. april og Kystdefensionen nævnes den tyske luftlandsætning ved Masnedøfortet om morgenen ved 5-tiden, en operation, der dog mere tog sigte på sikring af Storstrømsbroen end af fortet, hvis besætning vist kun bestod af den civile tilsynsførende fortmester. Udover hvad besættelsen ellers medførte, kom den som bekendt også til at byde på anskuelighedsundervisning i kystforsvarslære. Da de tyske planer for invasion i England var skrinlagt, og udviklingen i 1942 omvendt gik mod allieret invasion på kontinentet, befæstedes kysterne fra Pyrenæerne til Nordkap i en udstrækning, ingen tidligere havde set. I Danmark anlagdes på de mod Nordsøen, Skagerak og Kattegat vendende liyster ialt 78 batterier med ca. 300 pjecer. Af disse var 12 batterier med 48 pjecer ved kysterne anlagte luftvæmsbatterier (kaliber 88 og 105 mm), medens resten var egentlige kystbatterier af kaliber varierende fra 75 til 380 mm. Det største af disse anlæg var Hanstedfort med 4 stk. 380 mm pjecer, 4 stk. 170 mm pjecer og 4 tunge luftvæmsbatterier hver med 4 stk. 105 mm pjecer, foruden talrigt nærluftvæmsskyts og en uhyre mængde nærforsvarsinstallationer.
 
På de befæstede kyststrækninger var der gennemsnitligt et batteri for hver 12. kilometer, og disse batterier var beskyttet af og kædet sammen ved en næsten ubrudt række af passive spærringer og betonstillinger med nærforsvarsvaben. Alene omkostningerne i Danmark ved gennemførelsen af disse anlæg plus anlæggelsen af flyvepladser i Jylland androg ca. 2 milliarder kroner, hvilket var mere, end hvad der i de forudgående 50 år var ofret på dansk forsvar.
 
Befrielse og opbygning
Som administrator af Kystdefensionen faldt det i Søværnets lod efter besættelsens ophør at overtage kontrollen med alle disse batterier. Det stod straks klart, at placeringen af den omfattende kæde af kystforsvarsværker i det store og hele ikke kunne tænkes at harmonere med nogen fremtidig dansk forsvarsstrategi. De allerfleste steder fjernedes derfor hurtigst muligt skyts og ammunition for opmaganisering på hensigtsmæssige steder, og efter rydning af mine- og pigtrådsspærringer m.v. overdroges arealerne til de civile myndigheder til videre disposition. Enkelte lokaliteter overtoges dog midlertidigt eller mere permanent af Søværnet eller af Hæren.
 
Efterkrigsårenes storpolitiske udvikling og Danmarks tilslutning til NATO fra traktatens ikrafttræden i 1949 skabte et entydigt militærpolitisk grundlag for dansk forsvar og dermed for Kystdefensionen. En praktisk konsekvens for forsvaret af vor tilslutning til alliancen var, at 1950eme materiehnæssigt prægedes af betydelige leverancer af våben- hjælpsmateriel, primært fra USA, hvilket meget naturligt forårsagede, at Søværnet i denne periode var tilbageholdende med hensyn til at iværksætte anskaffelser af nyt skibsmateriel for dansk regning. I det således opståede vacuum for så vidt angår selvfinancierende materielanskaffelser var der basis for en hektisk opblussen af aktiviteterne ved Kystdefensionen. På baggrund af krigserfaringerne var det naturligt, at der opsstilledes et artilleriluftforsvar omkring København, og her kom Kystdefensionen ind med ansvar for den søværts sektor. Middelgrundsfort, Flakfort og Dragørfort fik ny betydning som standpladser for tunge luftvæmsbatterier hver bestående af 4 stk. af de indsamlede tyske 105 mm luftvæmspjecer forsynet med nyindkøbte ildledelsesanlæg og med radarmateriel leveret som våbenhjælp. På hvert fort opstilledes endvidere 40 mm nærluftvæms- skyts, ligeledes leveret som våbenhjælp. Planer om etablerering af yderligere to sådanne batterier på henholdsvis den nordlige og den sydlige del af Saltholm, på hvilken ø der iøvrigt under 1. verdenskrig havde været etableret mindre kystbatterier, kom af økonomiske årsager aldrig længere end til papiret. I stedet afsattes to af Hærens mobile 90 mm batterier - leveret som våbenhjælp - til i givet fald at blive færget over til øen, hvor der var rekognosceret for deres opstilling på samme måde, som tilfældet var med de øvrige af disse batterier, der hmtigt kmme opstilles i den landværts sektor.
 
For så vidt angår de københavnske forters rolle som søbefæstning var der delte meninger om det rimelige og i givet fald gennemførlige i eventuelt at modernisere og bevare en del af denne funktion. Derimod vandt, med den nyopståede strategiske situation, planer om anlæg af nye forter ved Sundet på Stevns og ved det sydlige Storebælt på Langeland hurtigt tilslutning. De nye forter, Stevnsfort og Langelandsfort, armeredes som luftværns- batterierne med indsamlet tysk pjecemateriel, her af kaliber 150 mm, og udrustedes ligeledes med nyindkøbte Hdledelsesanlæg samt med radarsæt og nærluftvæm fra våbenhjælpen.
 
Planer om på tilsvarende vis at anlægge et fort ved det sydlige Lillebælt kom kun til papirstadiet, bl.a. fordi prioriteten dalede, da Vesttyskland i 1955 indgik i NATO. En anden plan gående ud på at opstille 380 mm pjecerne fra Hanstholm i et batteri på Møen blev alene grundet de anslåede udgifter aldrig til meget andet end en idé. De svære kanoner, der ellers nok kunne have bidraget til at etablere et søherredømme i den syd for Sundet liggende del af Østersøen, blev nu demoleret og senere skrottet på stedet, hvor de under krigen var blevet opstillet.
 
Med Danmarks position som NATO’s vogter af Østersøens adgangsveje havde Nordjylland imidlertid fået en særlig logistisk betydning. Det fandtes derfor rimeUgt at bevare og udbygge det af besættelsesmagten syd for Frederikshavn anlagte 150 mm batteri, ikke mindst da anlæggelse af Flådestation Frederikshavn samtidigt vedtoges. Batteriet, der fik navnet Bangsbofort, bestod af 4 pjecer fra »Niels Juel« og udbyggedes som de to nyanlagte forter. Ved fortet fandtes desuden fra besættelsestiden et 105 mm luftvæmsbatteri, der forsynedes med ildledelse og radarsæt som de tilsvarende københavnske batterier og indgik i et iøvrigt af Hæren ved hjælp af 90 mm batterier etableret artilleriluftforsvar; det eneste i sin art uden for København.
 
Reduktion
Knap var alle disse nyinstallationer og udbygninger bragt til afslutning, før to forhold mod slutningen af 1950eme bevirkede, at der ikke blot sattes punktum for denne næsten eksplosive ekspansion; men som også hastigt reducerede Kystdefensionen til et niveau, der nok, set på længere sigt, bedre harmonerede med et afbalanceret dansk forsvar. På det luftforsvarsmæssige område accepterede Danmark tilbud om som våbenhjælp at få leveret 4 Nike missilbatterier til opstilling ved København, og da Hæren ikke samtidigt kunne bemande de 90 mm kanonbatterier, hvis relative effekt da også var betydeligt mindre, udgik de efter kun få års tjeneste, og dermed ophævedes hovedstadens tunge artilleriluftforsvar, inklusive søfortemes 105 mm batterier.
 
Samtidigt indledtes overgangen fra våbenhjælp til selvfinanciering af materielanskaffelseme til dansk forsvar; for flådens vedkommende ved det omfattende nybygningsprogram, der betegnedes som cost-sharing programmet, da udgifterne deltes ligeligt mellem Danmark og USA. Udformningen af dette program gav Søværnet en længe ønsket chance til på et realistisk grundlag at foretage en systematisk langtidsplanlægning uden i for høj grad at være afhængig af, hvad der fandtes af materiel og skibstyper i det amerikanske våbenhjælpskatalog. Men selv om man fra dansk side kun skulle udrede halvdelen af udgifterne til dette program, ville det dog over en længere årrække lægge beslag på næsten hver øre af Søværnets midler til materiélanskaffelser. Dertil kom, at det kunne beregnes, hvorledes driftsudgifterne til den udbyggede flåde måtte påregnes at ville kræve en voksende del af Søværnets driftsbudget. En del af disse midler måtte hentes gennem saneringer inden for Kystdefensionen. I denne forbindelse rettedes opmærksomheden naturligvis i første omgang mod de københavnske søforter, hvis rolle i luftforsvaret var kommet til så brat en afslutning, og hvis rolle som søbefæstning længe havde været tvivlsom.
 
De nu bedst placerede af disse forter var Kongelundsfort og Dragørfort; men for begges vedkommende gjaldt, at det var så godt som umuligt at gøre den passive beskyttelse blot nogenlunde tidssvarende, hvortil det for Dragørfortets vedkommende gjorde sig gældende, at sømålsarmeringen var aldeles forældet. For så vidt angik Kongelundsfortet, som ellers i opbygningsperioden endnu en gang havde fået fornyet hovedarmeringen, bl.a. fordi de tidligere nævnte »Herluf Trolle«-pjecer af besættelsesmagten var blevet fjernet og opstillet på Sjællands Odde, da blev det udslagsgivende, at det fandtes ønskeligt at udnytte fortet som kontrolområde for et af de nye Nike batterier, hvilket kun kunne ske ved at sløjfe de hidtidige aktiviteter.
 
Men saneringen af Kystdefensionen gik videre. Tilbage af de under 1. verdenskrig anlagte små forter på Sjælland og Møen var kun Lynæsfort og Borgsted batteri, hvoraf ingen var under kommando, så eventuel sløjfning ville ikke betyde større besparelser. Henset til den mindre aktuelle placering fandtes det alligevel rimeligt ved denne lejlighed at nedlægge Lynæsfort. (Beklageligvis kom de skillinger, som derved sparedes, til at rulle, da etablissementet, formentlig under pres fra en af tidens strømninger, indrettedes til kursuscenter; men det er naturligvis en anden historie.) Tilbage som mulige yderligere besparelsesobjekter inden for Kystdefensionen var så kun de tre nye forter på Stevns, Langeland og ved Frederikshavn, og at det af disse måtte blive Bangsbofort, der nedlagdes, når videre nedskæring skulle finde sted, var en naturlig konsekvens af fortets tilbagetrukne beliggenhed. (Igen kan det være svært at afgøre, hvor stor den reelle besparelse på Søværnets driftsbudget var ved denne disposition, da Bangsbofort ikke nedlagdes som tjenestested, men efter en periode som kaserne i tilslutning til flådestationen indrettedes til uddannelsesetablissement, her dog for regulær undervisning, idet Søværnets Sergent- og Reserveofficersskole flyttedes dertil fra Holmen.)
 
Tilpasning
Gennemførelsen af så drastiske nedskæringer, som de her nævnte, gav naturligvis anledning til en del betænkeligheder. En overgang prøvede Søværnskommandoen at redde en vis kystforsvarsmæssig effekt ved København ved trods alt at søge Middelgrundsfort bevaret. Denne redningsaktion stødte imidlertid på to vanskeligheder, en formel og en reel. Den formelle var, at der i betænkningerne til forsvarsloven af 1960 stod, at antallet af forter var 2. Da der ikke var ønske om at bevare Middelgrundsfort på bekostning af Stevns- eller Langelandsfort, løstes det numeriske problem ved at omdøbe sidstnævnte til Marinestation Langeland. Det reelle problem var udgifterne ved at opretholde aktivitet på Middelgrunds- fortet, og som løsning valgtes det at reducere den artilleristiske aktivitet på Langelandsfort i en sådan udstrækning, at der reelt var tale om, at tjenestestedet som fort blev lagt i den første af, hvad der i de følgende år skulle vise sig at blive en serie af mølposer.
 
I forbindelse med Frederikshavn gjorde betænkeligheder af samme art som ved København sig gældende. Søværnskommandoen pålagde derfor Søværnets artilleriinspektør at udarbejde forslag til et havnefor- svarsbatteri ved fladestationen. Som svar måtte anføres, at vel kunne et par pjecer uden overvældende omkostninger opstilles et sted på ydermolen; men at det næppe ville være væsentligt dyrere og i alle tilfælde langt mere effektivt at bevare pjecerne på Bangsbofort, der jo netop var anlagt med forsvar af havnen for øje, og hvis område man alligevel agtede at bibeholde. Dette reddede dog ikke batteriet med »Niels Juel«s gamle pjecer, men sagen blev henlagt. Beslutningen om at opretholde Middelgrundsfort stod kun ved magt kort tid, og i midten af 1960eme, da Nike-forsvaret suppleredes med 4 missilbatterier af typen Hawk, bestemtes det at opstille et af disse batterier på dette fort. Det blev derfor overdraget Flyvevåbnet, der i 1962 havde overtaget missilluftforsvaret fra Hæren. Det varede dog til hen mod slutningen af 1960eme, før Langelandsfort officielt fik sit rigtige navn igen. Mens Middelgrundsfort klargjordes til sin nye rolle, opstilledes iøvrigt det pågældende Hawk batteri midlertidigt på Flakfortet.
 
Udover de allerede nævnte reduktioner iværksat i forbindelse med 1960- lovens ikrafttræden skal nævnes endnu en disposition, som sparebestræbelserne inden for Kystdefensionens område gav anledning til. Det bestemtes, at de ved Stevns- og Langelandsfort planlagte permanente nærforsvarsinstallationer ikke skulle etableres. I betragtning af, at den i det mindste den gang mest effektive og derfor foretrukne fremgangsmåde ved neutralisering af sådanne kystbatterier var angreb med kommando- tropper, og når man ved, i hvor høj grad forsvaret af slige områder styrkes ved permanent udbyggede stillinger, kunne det synes, som om denne disposition resulterede i en urimelig blottelse. I tilslutning til 1960-loven foretoges endvidere omfattende organisatoriske ændringer, der også på afgørende måde kom til at berøre Kyst- defensionen. Siden 1932 havde Kystdefensionen - i 1950eme iøvrigt benævnt Kystbefæstningen - været et med Kysttlåden sideordnet kommandoorgan, hvorunder alle kystbefæstningsanlæg sorterede. Ved etableringen i 1961 af Søværnets operative Kommando ophævedes begge disse organer, og betegnelsen Kystdefensionen overgik til at være et begreb, der desuden defineredes som omfattende alle på land etablerede anlæg til støtte for flådens operationer såsom Kystradarstationer, Marineudkigs- stationer osv. I nærværende betragtninger er begrebet dog opfattet ud fra sin traditionelle definition som værende på land etablerede aidæg, som med aktive våben kan engagere mål på søen. Kommandomæssigt underlagdes Kystdefensionens enheder de relevante Marinedistrikter, og de særlige former for administrations- og inspektionsvirksomhed Kystdefen- sionen som kommandoorgan hidtil havde udøvet inden for visse fagomrader søgtes fordelt mellem andre af Søværnets institutioner. Alligevel kunne det ikke imdgås, at der efter denne omlægning savnedes et for kystbefæst- ningsanliggender koordinerende organ. Denne mangel betød også, at Søværnet i praksis havde afskåret sig fra udvikling og nyskabelse inden for dette felt.
 
Seneste udvikling
I midten af 1960erne slap Langelandsfort delvis ud af sin første mølpose. Ved lidt opfindsomhed lykkedes det fra forskellige tjenestesteder at sammenstykke en artilleribesætning af personel, der primært havde anden tjeneste under fredsforhold; men som i kortere perioder kunne afgives til de nødvendige øvelser og skydninger. 1969 bød atter på en ny forsvarslov, der som nyskabelse indeholdt væmskommandoemes nedlæggelse og Forsvarskommandoens etablering. Denne omlægning krævede selvsagt en overgangsperiode, og i forbindelse med Søværnskommandoens nedlæggelse i 1970 fremkom der, med bestræbelserne for som overlevering til Forsvarskommandoen at fremlægge et balancerende budgetforslag for Søværnets aktiviteter, forslag om Lange- landsforts nedlæggelse. Hverken den nye Forsvarskommando eller Forsvarsministeriet kunne imidlertid tilslutte sig dette forslag, og aktiviteten fortsatte uændret til næste forsvarslov kom allerede i 1973. Med denne lov fulgte en ny mølpose til Langelandsfort, og aktiviteten på Stevnsfort blev noget omlagt og på visse områder nedskåret. Senest har forsvarsforliget i 1981 og forsvarsloven af 1982 medført yderligere formindskelse af aktiviteten ved dansk kystbefæstning, da ikke blot Langelandsfort fik endnu en mølpose; men da denne gang også Stevnsfort synes at have fået tildelt en.
 
Søherredømme og anti-invasionsforsvar
Det skulle fremgå af det her foretagne tilbageblik, at i vid udstrækning følger Kystdefensionens udvikling germem både Hærens og Søværnets periode udviklingen inden for dansk forsvar, som den har tegnet sig i opog nedgangstider. Det kan næppe anfægtes, at begge værn hver i sin periode loyalt har forvaltet de betroede talenter, skønt aktiviteten aldrig rigtigt har harmoneret med hverken det ene eller det andet værns fundamentale identitet. I dette forhold har Kystdefensionen delt skæbne med det objektbundne luftvæmsartilleri, der blev etableret ved Hæren, derpå suppleret af Søværnet og efter konvertering til missilluftforsvar foreløbig er endt ved Flyvevåbnet.
 
Hvad angår værnenes præg på Kystdefensionen i hver periode, kan det måske slås fast, at aktiviteten i Hærens periode primært havde karakter af anti-invasionsforsvar, medens hvad Søværnet har opbygget mere tager sigte pa at bidrage til opretholdelse af søherredømmet i vore to vigtigste gennemsejlingsfarvande. Dette forhold er ganske vist ikke alene betinget af de to værns forskelligartede primære virkeområder, men tillige af ændrede strategiske forhold og den våbentekniske udvikling. Alligevel er det ret så naturligt, at anti-invasionsforsvaret umiddelbart må forekomme Hæren som værende kystbefæstningsværkers primære rolle. For Hæren er denne fase den første kontakt med fjenden og at betragte som en betydelig, måske afgørende forpostfægtning. For Søværnet er det derimod den sidste skanse, en sidste chance for at nedkæmpe de invasionsstyrker, der har overlevet Søværnets og Flyvevåbnets bestræbelser for at neutralisere dem tidligere under deres opmarch. Omvendt kan det næppe forventes, at begrebet søherredømme skulle have det samme indhold for Hæren som for Søværnet. Flyvevåbnet, som først er kommet ind i det kystdefensionsmæssige billede i den seneste snes år, synes måske at falde uden for de med begrebet almindeligvis forbundne opgaver, og dog. Luftforsvarsmæssigt yder de etablerede missilbatterier beskyttelse ikke blot til installationer og aktiviteter på land, men også til flådens operationer inden for vigtige farvandsområder. Endvidere må det bemærkes, at Nike batterierne, som ganske vist er imder udfasning, under visse omstændigheder kan bringes til at engagere sømål inden for hele deres virkeområde, og at der er ikkp ringe sandsynlighed for, at også fremtidige landbaserede luftforsvarsvåben vil have en betydelig kapacitet over for sømål.
 
Status
Med hensyn til Søværnets nuværende kystforter skal først og fremmest anføres, at det intuitivt forekommer rimeligt, at der ved hvert af hoved- gennemsejlingsfarvandene er et kystdefensionselement til at bidrage til søherredømmets opretholdelse. Den af vor farvandsgeografi betingede mulighed for fra land bl.a. med våben at gribe aktivt ind i operationerne til søs er en fordel, som i hvert tilfælde indledningsvis kun besiddes af forsvareren og derfor bør udnyttes. Jo mere varieret et forsvar er i sammensætningen, des vanskeligere bliver det at gennemføre angrebet. (Det erkendes, at inden for en given økonomisk ramme vil det samlede antal enheder i et varieret sammensat forsvar formentlig blive mindre end i et forsvar sammensat af færre typer enheder. Dette udelukker imidlertid ikke, at den totale effekt af det varieret sammensatte forsvar meget vel kan være større, dets færre samlede antal enheder til trods.) De eksisterende forter var, da de blev bygget for ca. 30 år siden, tidssvarende anlæg, selv om hovedarmeringens pjecer allerede dengang var mere end 20 år gamle. Også i dag vil disse forter - bemandet med vel uddannede og vel trænede besætninger og forudsat de kan bevares intakte - være i stand til med god effekt at engagere ethvert sømål inden for deres rækning.
 
En væsentlig svaghed ved batterier udrustet med materiel af hine årgange er imidlertid, at de er uhyre personelkrævende, hvorfor personelfaktoren har en afgørende indflydelse på driftsomkostningerne. Sparebestræbelser har derfor medført stadige reduktioner af fredsbemandingen og ultimativt resulteret i batteriernes henlæggelse i mølposer. Det er imidlertid nødvendigt at gennemføre grundige og hyppige øvelser med et hvilket som helst kompliceret system, i hvilket indgår mange menneskelige led. Ellers kan systemet ikke opnå sin fulde ydeevne. Har man ikke i fredstid de fuldtallige besætninger, må man derfor i det mindste råde over nøglebesætninger af tilstrækkeligt omfang til med hyppige mellemrum at gennemprøve systemet og til som stabiliserende elementer i givet fald at indgå i den endelige besætning. Ellers viser erfaringerne, at der efter en mobilisering vil hengå uger snarere end dage, før optimal effekt kan ydes. Spørgsmålet om det vil lykkes efter eventuelle fjendtligheders udbrud at bevare forterne helt eller delvis intakte, er det andet afgørende forhold ved vurdering af deres aktuelle kampværdi. Ved deres etablering blev begge udrustet med nærluftværnsskyts i anseelig mængde; men som tilfældet er med hovedarmeringen, kræver også disse pjecer et omfattende mandskab, og følgelig vil problemerne ved en mobilisering være tilsvarende. Dertil kommer, at selv med vel trænede besætninger, er den relative værdi af dette skyts dalet betragteligt i de forløbne tre årtier henset til lufttruslens udvikling.
 
Hvad angår den passive beskyttelse, var også denne fra starten vel tilgodeset. Undergrunden på Stevns blev godt udnyttet, og på Langeland blev en hensigtsmæssig kombination af underjordiske bunkers og en betragtelig spredning anvendt. Desuden dubleredes vitale funktioner i vid udstrækning. Erfaringerne fra 2. verdenskrig, ikke mindst fra Normandiet, viste, at det da var uhyre vanskeligt at nedkæmpe anlæg af denne art ved luftangreb eller bombardement fra søsiden. Kim direkte angreb med kommandotropper var virkeligt effektivt, når sådanne batterier skulle neutraliseres. Når muligheden for angreb med atomvåben fraregnes, var denne situation gældende for Stevns- og Langelandsfort i en lang årrække. I de senere år er imidlertid udviklet adskillige med konventionel sprængladning forsynede våben, der eksempelvis affyret fra fly med stor præcision kan styre mod punktmal sasom radarantenner og kanonpjecer. Denne udvikling har betydet en alvorlig forøgelse af forternes sårbarhed. Som det således vil ses, tegner det aktuelle billede med hensyn til vore nuværende kystforsvarselementer sig ikke alt for lyst. Spørgsmålet er derfor, hvad der realistisk set kan og bør gøres inden for dette felt, for at rette op på resultaterne af næsten 25 års passivitet.
 
Missiler og søherredømme
Siden oplægget til forsvarsloven af 1973 har tanken om at erstatte de hidtidige forter med to mobile sømålsmissilbatterier fra tid til anden været luftet og har da vist også figureret i langtidsanskaffelsesplaneme, men tilsyneladende med så lav prioritet, at realitetsbehandling af projektet ikke er blevet aktuel. Forslaget skal ellers her medgives en anbefaling. Den nævnte udvikling med hensyn til de nyeste styrede våbens evne til at nedkæmpe punktmål taler imod permanente installationer, og hvis det drejer sig om et våbensystem, der effektivt skal kunne bidrage til opretholdelse af søherredømmet i gennemsejlingsfarvandene, taler kravene til rækning og effekt af det enkelte skud for et missilsystem.
 
Af standardiseringshensyn vil det være fordelagtigt i denne forbindelse at anvende samme type sømålsmissil, som findes i de sejlende enheder, dvs. Harpoon; men økonomiske overvejelser kunne muligvis friste til at vælge en mindre kostbar type. De begrænsede muligheder for i Storebælts- området at udnytte missiler med en rækning ud over horisonten kunne ligeledes pege mod sidstnævnte udvej; men er en sådan rækning at foretrække i Sundområdet, hvad meget tyder på, vil det næppe være rimeligt at opstille to forskelligartede batterier. Her kan naturligvis kun antydes nogle af de forhold, som må indgå i analyser med henblik på typevalg. Tilsvarende skal også kun skitseres mulighederne med hensyn til stationering af to sådanne batterier og nævnes nogle af de forhold, som vil få indflydelse på de overvejelser og analyser, som må foretages for at finde den mest hensigtsmæssige løsning. Ønsket om i en given situation at have mulighed for at koncentrere begge batterier i et specielt truet farvandsafsnit kunne nok føre til tanken om at stationere begge batterier på Sjælland. Er broerne intakte, vil en sådan stationering også åbne Lolland-Falster og Møen som mulige operationsområder. Med henblik på indsats i Sundområdet og Østersøen syd derfor vil denne stationering under nævnte forudsætning tilsyneladende være ideel. For indsats i det sydlige Storebælt synes stationering på Sjælland mindre hensigtsmæssig, hvorimod Lolland byder på bedre muligheder. I betragtning af broernes sårbarhed vil det dog sikkert være for risikabelt at have begge batterier samtidigt på Lolland-Falster, og med et batteri der og et andet på Sjælland, vil koncentration i Storebælt fortsat være vanskelig. Vælges det alligevel at stationere begge batterier øst for Storebælt, bør et af dem sikkert være syd for Storstrømmen.
 
Fordele - såvel som mangler - ved at stationere et batteri på hver side af Storebælt bør naturligvis også undersøges. Ved eventuel stationering af et batteri vest for Storebælt kommer Langeland i focus som baseområde med sin ca. 55 kilometer lange østkyst, der giver utallige opstillings- muligheder. Muligheden for en hurtig koncentration af begge batterier i Sundafsnittet afskæres ganske vist ved en sådan stationering, men for så vidt angår Østersøen syd derfor, vil et batteri med Harpoon missiler opstillet et sted på Sydlangeland og assisteret formentlig blot af det eksisterende sensorsystem kunne engagere mål i østlig retning frem til området mellem Gedser og Darsser Ort.
 
Endelig skal det påpeges, at vanskelighederne ved i en konfliktsituation at overføre batterier af omhandlede art mellem øerne på tværs af Bæltet ikke bør overvurderes. Alene en fleksibel anvendelse af eksisterende færger og færgehavne byder på et væld af muligheder. Alt i alt kunne dette forhold måske afgøre stationeringsspørgsmålet til fordel for løsningen med et batteri på hver side af Storebælt, hvorved hensyn til et bredt dækkende kupberedskab og det ønskelige i en tilbagetrukken reserve, der om påkrævet kan føres frem, ville være tilgodeset. Logistisk set byder sidst nævnte løsning også på den fordel, at de nuværende kystforter bekvemt ville kunne indrettes som fredstidsbaser. Det kunne måske anføres, at det at køre rundt på landjorden fra stilling til stilling med sådanne missilbatterier mere falder i tråd med Hærens aktiviteter end med Søværnets; men torpedobådenes mobile base har dog gennem en længere årrække opereret under tilsvarende forhold. Set på denne baggrund og i betragtning af batteriernes hovedopgave som bidrag- ydende til søherredømmets opretholdelse skulle det naturligste nok trods alt være at lade Søværnet bemande batterierne.
 
Styrede projektiler og anti-invasionsforsvar
Noget andet er, at det med rette kan hævdes, at forslaget om valg af missiler fremfor kanoner, diskussionen af stationeringsaltemativeme, ja selv det om Søværnets bemanding af batterierne anførte, ikke synes at tilgodese behovet for et egentligt anti-invasionsforsvar. De to opgaver - bidrag til søherredørmnets opretholdelse og anti-invasionsforsvar - løses imidlertid bedst ved hjælp af to forskellige våbensystemer. Desuden er det så heldigt, at allerede eksisterende våben med et Tninimnm af indsats kan udbygges til et system, der med betragtelig effektivitet fra land vil kunne sættes ind mod landgangsforetagender. Der tænkes her på Hærens selvkørende 155 mm pjecer. Gennem mange år fremkom der fra Hærens side fra tid til anden forslag til, hvorledes feltartilleriet kunne engagere mål på søen. Hver gang viste nærmere analyse eller forsøgsskydninger dog, at den opnåelige træffesandsynlighed var for beskeden til, at forslagene kunne nyde fremme. (Sikringsstyrkens tidligere nævnte disponering af feltartilleri til batterier ved Storebælt var nok også mere politisk end militært inspireret.)
 
Feltartilleriets manglede evne til effektivt at engagere mål under bevægelse blev imidlertid med den stedfindende udvikling efterhånden også et problem i selve landkrigsførelsen. Dette har ført til udvikling af en tilfredsstillende løsning, der udnytter de seneste tekniske landvindinger, og som i nogle år har været under produktion i form af styrede projektiler benævnt Copperhead beregnet til affyring netop fra ovennævnte 155 mm pjece. Copperhead projektilerne betjener sig af et semi-aktivt styresystem, der udnytter laserenergi, der tilbagekastes fra et mål belyst med en laserprojektør. Når projektilernes søgesystem på et forud bestemt pimkt i skudbanen aktiveres, søger det i en forudrettet, kegleformet sektor med en topvinkel så stor, at målet opfanges, selv om dets position og bevægelse ikke forud har været bestemt med den store nøjagtighed, som er påkrævet ved skydning med konventionel ammunition. Når søgesystemet har indfanget målet, låser systemet sig derpå og giver de signaler til styresystemet, der er nødvendige for opnåelse af en særdeles høj enkeltskuds træffesandsynlighed. Copperhead projektilernes rækning er en sådan, at de kan affyres fra positioner vel inde i landet mod alle mål i en invasionsstyrke, der befinder sig i det for den mest sårbare område mellem en halv snes kilometer fra kysten og ind til denne, når blot disse mål udpeges og belyses af et observationshold.
 
Når skibe foretager bombardement af mål i land til støtte for egne, dér kæmpende hærstyrker, ledes ilden som regel af et observationshold fra Hæren. Ved skydning mod mål på søen med Hærens 155 mm pjecer under anvendelse af Copperhead projektiler vil rollerne være byttet om, og det vil være naturligt at lade Søværnet stille de fornødne målud- pegnings- og belysningshold, der kommunikationsmæssigt må være knyttet dels til Søværnets kommando- og informationssystem, dels til det eller de batteri(er) af Hæren, der afsættes til at indgå i anti-invasionsforsvaret i det pågældende område. Desuden må hvert observationshold udrustes med laserprojektør og midler til positionsbestemmelse af målet, f.eks. en med projektøren kombineret laserafstandsmåler samt apparatur til bestemmelse af azimuth. For at systemet kan virke i mørke kræves endeligt sigteudstyr, der f.eks. virker i den infrarøde del af det elektromagnetiske spektrum. Observationsholdene behøver formentlig ikke at omfatte mere end omkring to-tre mand hver, og det krævede udstyr vil næppe være mere omfangsrigt, end at hold og udstyr kan rummes i et enkelt mindre køretøj af Landrover-typen.
 
Ikke mindst tiltalende ved det her foreslåede projekt er dets økonomiske overkommelighed. Et groft skøn giver til resultat, at for det, der svarer til prisen på et enkelt Harpoon missil, kan anskaffes al nødvendig udrustning til ét observationshold plus en snes Copperhead projektiler. Da blot et par hold og indledningsvis f.eks. et halvt hundrede projektiler placeret på Sjælland vil betyde en betragtelig styrkelse af øens anti-invasionsforsvar, ser anskaffelsesomkostningeme ved hele systemets etablering ud til kun at svare til prisen for to Harpoon missiler. Da der givetvis vil forekomme operativt overlap mellem et sådant system og de tidligere nævnte landbaserede sømålsmissiler, vil etablering af Copperhead-systemet på Sjælland formentlig også gøre det lettere at træffe beslutning om at stationere det ene af de to foreslåede missilbatterier vest for Storebælt.
 
Et ønske opfyldt
Nærværende betragtninger indledtes med at rejse spørgsmålet om, hvor Kystdefensionen retteligt hører hjemme. Ved Hæren, Søværnet eller Flyvevåbnet? Eller måske blot i mølpose? Af foranstående skulle fremgå, at den for nærværende praktiserede mølposeløsning af flere grunde er uhensigtsmæssig og næppe bør videreføres ret meget længere. Spørgsmålet om væmstilhørsforhold synes udviklingen derimod at have gjort mindre aktuelt, dels fordi der ikke længere er tale om et kommandoorgan i spidsen for en samlet organisation, dels fordi den militær-tekniske og -taktiske udvikling har medført, at værnene på en lang række områder må arbejde intimt sammen, hvorfor det ej heller skulle volde vanskeligheder at gøre de for vort forsvar så betydningsfulde kystdefensions- mæssige opgaver til fællesvæms anliggender. De i det foregående skitserede løsninger engagerer såvfel Søværn som Hær, og som mulighed er nævnt, at Flyvevåbnet kan komme ind som bonus med en eventuel ny generation af luftforsvarsvåben.
 
Den nødvendige anskaffelsesmæsssige koordinering og prioritering skulle også være sikret med resultatet af den udvikling, der startede umiddelbart efter den første slesvigske krig, da krigserfaringerne gav anledning til, at der i Rigsdagen fremsattes ønske om en for værnene fælles »Bestyrelse«. Behovet understregedes ved optakten til den anden slesvigske krig, da krigsministeriet i begyndelsen ikke kunne få marine- ministeriet til at organisere de fornødne troppetransporter til Sønderjylland og derfor en overgang måtte drive sit eget søtransportvæsen, ledet af en pensioneret søofficer. Ganske vist gik der 100 år fra ønsket blev fremsat til det blev opfyldt i form af oprettelsen i 1951 af stillingen som Forsvarschef med dertil knyttet Forsvarsstab. Mindre end 20 år efter blev i 1969 denne koordinerende instans gjort til en regulær Forsvarskommando, og kun 13 år senere inkorporeredes værnschefeme i denne kommando som inspektører. I dag skulle der således være gode muligheder for at få udfyldt de huller, der tidligere kunne forekomme i forsvaret på områder, der ikkp rigtigt harmonerede med noget enkelt værns identitet.
 
 
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tiddskrift hvor denne artikel er fra:
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Litteraturliste

Del: