Tid til nyt mod

Værnskrigen – den mest bitre af alle krige?
Når officerer deltager i strukturdebatten vedrørende forsvaret, så sker det næsten uden undtagelse med udgangspunkt i den nuværende balance mellem de enkelte værn og tjenestegrene

Det gør vi bl.a. fordi vi opdraget dertil.
Det er med strenge formaninger at vi på officersskolen (i den del af den obligatoriske undervisning der ligger uden for pensum) lærer om hvor skadeligt det er, at fremhæve eget værn på bekostning af andre (med den tilføjelse at egne fortræffeligheder ikke skal fremstå unødigt beskedne).
Ældre undervisere kan i den forbindelse henvise til forsvarsloven af 1937 og berette hvorledes værnenes interne stridigheder betød, at alle blev hårdt beskåret, hvilket stillede Danmark militært svagt den niende april 1940. Enighed udadtil til værnenes fælles bedste er således blevet et bærende dogme.

Større kommissionsberetninger med videre er derfor typisk en gennemgang af opgavekomplekset, efterfulgt af en værnsvis analyse af muligheder og løsninger[1].

Nu står forsvaret imidlertid i en situation hvor den forventede økonomiske ramme sammenholdt med de fremtidige opgaver med stor sandsynlighed vil betinge kraftige prioriteringer der berører værnsbalancen.

De input som officerskorpset kan komme med i den forbindelse vil være det eneste valide grundlag for en debat fordi der ikke findes nemme matematiske løsninger på den ideelle struktur. Dette forhold illustreres meget godt af, at sidst værns- og tjenestegrensbalancen var på den officielle forsvarspolitiske dagsorden i forbindelse beretningen fra forsvarskommissionens beretning fra 1969, hvor Forsvarets forskningsråd blev bedt om at bidrage til en analyse af forsvarets våbenmæssige sammensætning[2]. Opgaven blev umiddelbart fundet for kompliceret, og selv om en operationsanalyse kunne gennemføres, ville den i høj grad have skullet basere sig på saglige skøn fra militærfagligt personel.

Dette var vel og mærke i en tid med en trusselsbaseret tilgang til forsvarsplanlægning. Opgaven kompliceres mange gange i den nuværende situation med en kapacitetsbaseret tilgang til forsvarsplanlægning.

Det er således kun militærfaglige vurderinger og argumenter der bør danne grundlag for strukturdebatten. Det er i Forsvarets interesse at disse argumenter kommer for en dag, da man må formode at fremtidens skatteyder ikke blot ønsker strukturer og organisation, men også begrundelsen for hvorfor han/hun skal finansiere denne.

Jeg finder derfor, at der ikke er nogen god vej uden om at bryde med dogmet om enighed udadtil, således at vi deltager i debatten og viser viften af udfordringer og muligheder for udenforstående. Vi er jo både uenige og enige på en lang række områder og vi skylder skatteyderne at forklare hvorfor.

Derfor er det befriende at oberst L.R. Møller (LRM) har åbnet Pandoras æske med sin artikel og turde pege på mulige strukturelle ændringer, der gør op med den nuværende værnsbalance.

Naturligvis er hans betragtninger meget hærtunge, og bør derfor ikke stå alene. Derfor vil jeg i det følgende komme med et argumenteret partsindlæg, med afsæt i oberstens artikel.

Dimensionerende faktorer
LRM opstiller en række indlysende rigtige forudsætninger omkring betingelserne for den fremtidige udvikling, men mangler efter min mening en meget væsentlig dimensionerende faktor fra fremtidens samfundsskabte virkelighed; demografien. Den fremtidige demografiske udvikling vil gøre det stadigt sværere at rekrutterer til fremtidens Forsvar. Når man udvælger militære nicher til fremtidens forsvar er risikoen ikke kun at smide penge ud på nicher der efterfølgende viser sig irrelevante, der er også en risiko for at udvælger sig en efterspurgt niche, der dog aldrig bliver en realitet, henset til at der ikke kan skaffes nok personel.

Den demografiske faktor kan vise sig at blive den mest afgørende faktor af dem alle, når fremtidens forsvar skal stå sin prøve.

En anden afgørende faktor er de sammenhænge hvori fremtidens forsvar skal stå sin prøve.

LRM opstiller en model omfattende opbygning – konflikt – efter konflikt som udgangspunkt for en forklaring af hvilke kapaciteter der situationsbestemt kunne udgøre et dansk bidrag til en koalition. Jeg tror imidlertid mere at kommer til at se en model i stil med den FE er fremkommet med i sin efterretningsmæssige vurdering af mulige fremtidige opgaver for dansk forsvar. En model der indeholder faser med terrorisme, traditionel krigsførelse, stabilitetsfremmende og fredsstøttende indsats samt en fase med informationsoperationer, pression og ”Coalition/alliance bashing”, samt den meget centrale forudsætning, at disse faser kan optræde simultant og i vilkårlig rækkefølge.

På den baggrund, bør en fremtidig dansk udvælgelse af militære nicher sikre kapaciteter, der kan understøtte en aktivistisk dansk udenrigspolitisk i alle konfliktfaser, herunder kapaciteter der helst skal være relevante i så mange konfliktfaser som muligt.

I forhold til den af LRM opstillede model giver dette et øget behov for defensive militære kapaciteter i det som LRM kalder opbygningsfasen. Her tænker jeg ikke mindst på den øgede spredning af masseødelæggelsesvåben, med tilhørende fremføringsmidler, som afstedkommer et behov for militære kapaciteter der langt overstiger disse våbens militære værdi, et behov der således i høj grad vil være politisk motiveret.

Hvad er den typiske danske niche?
Ovenpå disse betragtninger vedrørende de dimensionerende faktorer rejser spørgsmålet sig om den typiske danske militære niche. En ting er sikkert. Den typiske danske niche af i morgen vil ikke have meget tilfælles med tilsvarende niche af i går. Forsvarets nuværende sammensætning er et barn af den kolde krig og man kan argumenterer for, at der efter våbenhjælpens ophør i nogen grad skete en satsning på udvalgte nicher. Danmark var importør af hård sikkerhed satsede på de kapaciteter, hvor eventuelle forstærkningsstyrker ville være lang tid om at komme på plads, og fastholde et absolut minimum inden for de kapaciteter, hvor forstærkningsstyrker ville være hurtigt fremme.

Hvor forstærkningsplanerne betød en betydelig landmilitær forstærkning, var der inden for det luftmilitære område tale om en flerdobling af den rådige kapacitet.

Et traditionelt billede af en typisk dansk militær niche er derfor en landmilitær og kapacitet. Dette billede er fastholdt efter den kolde krig. Vi plejer i Danmark at bryste os af, at vi i forbindelse med internationale operationer ofte er det land, der udsender mest militært personel set i forhold til indbyggertallet. At det forholder sig således er naturligvis et udtryk for en høj militær profil i dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Men det er også et udtryk for, at den overvejede landmilitære (og mandskabstunge) satsning er fastholdt efter at vi er overgået til at være eksportør af hård sikkerhed, da vores kapacitet til internationale operationer tog udgangspunkt i vores koldkrigsstruktur.

Et andet traditionelt billede af en typisk dansk niche baserer sig på forestillingen om, at en lille stat som Danmark bør satse på ”beskedne” kapaciteter. En ofte gentaget udtalelse i forsvarsdebatten (fra bl.a. det radikale venstre) er, at Danmark ikke skal have et stormagts forsvar i miniformat. En udtalelse som visse kredse i forsvaret i det store hele kan bakke op omkring, kredse som jeg bedst kan karakterisere ved at lade dem personificere ved oberst Hackel fra TV-serien Matador. Når det radikale venstre og oberst Hackel er enig i forsvarsspørgsmål er der god grund til dyb bekymring, og argumentet holder da heller ikke for en nærmere prøvelse af to grunde.

For det første skal vi ikke operere alene i fremtidens militære operationer, men som en integreret del af supermagtsledet koalition. Selvom vi ikke forventes at bidrage med det fulde spektrum af kapaciteter i koalitionen, så skal vores bidrag kunne bidrage på et niveau svarende til stormagters tilsvarende kapaciteter.

For der andet er dette syn på en typisk dansk militær niche ude af trit med hvorledes typiske danske nicher ellers betragtes i det omgivende samfund. Vi forventer jo eksempelvis at Novo-nordisk udvikler samt producerer førende og banebrydende medicin på niveau med de store konkurrenter.

Netop parallellen til det civile område finder jeg bør anvendes når der skal peges på den typiske danske militære niche i fremtiden. Den demografisk betingede stigende konkurrence om medarbejderne betyder at vi for det første bør satse på kapaciteter der kan sammenlignes med de civile, hvilket betyder kapaciteter med et højt teknologiindhold. For det andet skal vi erkende at vi nok ikke kan gøre krav på en større procentvis andel af den rådige arbejdsstyrke end i dag, hvilket betyder at vi skal satse på kapaciteter, der kan give den samme, eller forøget effekt i forhold til den sikkerhedspolitiske doktrin, ved anvendelsen af færre folk.

På den baggrund er en typisk dansk militær niche i fremtiden en kapacitet med et højt teknologiindhold.

Jobbene for Sypigerne er flyttet fra Herning til vores nye NATO allierede i øst. Vi bør seriøst overveje at lade store dele af styrkeopstillingen, inden for de mandskabskrævende militære tjenestegrene flytte samme vej.

Hvad vil den ledende koalitionspartner efterspørge?
LRM sår tvivl om den ledende koalitionspartner vil efterspørge danske kapaciteter med et højt teknologiindhold i sin artikel. LRM skriver bl.a. om kampfly, at de selv har over 4000 kampfly (underforstået: de vil ikke have brug for andre). For det første skal man være opmærksom på, at langtfra alle amerikanske kampfly indgår i de ”Expeditionary air wings”. Ligesom i Danmark er der behov for en større pulje af fly til understøtte udsendelse af styrkebidrag. Amerikanerne kan således sagtens bruge styrkebidrag på dette område.

For det andet sættes argumentet i sit rette perspektiv, hvis man overfører det på et af LRM absolutte hjertebørn; den Middeltunge kampvogn (MBT). Amerikanerne har selv over 9000 moderne MBT, så hvorfor have MBT i dansk forsvar. Svaret er, at kampfly og MBT styrkebidrag er med til at demonstrere koalitionens sammenhold, og dermed koalitionens legitimitet, fordi de kan indsættes på kritiske tidspunkter i konflikten, hvor behovet for at vise sammenhold er størst.

Jeg finder endvidere, at de amerikanske input til NATO styrkeplanlægning i høj grad indikerer, at de ønsker højteknologiske styrkebidrag fra de potentielle koalitionspartnere i Europa, idet man kan argumentere for, at ”Prague Capability Commitments” (PCC) i høj grad er udtryk for de amerikanske krav til en fremtidig fordeling af byrderne.

Det skal i den forbindelse bemærkes, at der i PCC efterspørger kapaciteter inden for områder, som USA, ifølge LRMs vurdering, ikke vil overlade til andre. Her tænkes på præcisionsvåben til kampfly, samt luftforsvar i relation til asymmetriske trusler.

USA efterspørger også kapaciteter med mindre teknologiindhold, eksempelvis infanterienheder, til deres koalitioner. Mulighederne for at finde en efterspurgt niche falder således inden for et bredt spektrum. I relation til en optimal arbejdsdeling blandt de potentielle koalitionspartnere rejser dette spørgsmålet, om der er nogen kapaciteter frem for andre, som vi bør satse på. Alt andet lige bør højteknologiske lande lettere kunne opstille højteknologiske kapaciteter end eksempelvis de nye NATO lande i øst. Omvendt vil lande med et lavere lønniveau - alt andet lige - bedre kunne bidrage inden for de mandskabskrævende kapaciteter.

Hvad gør vi
Vi har en enestående situation, fordi vores sikre geopolitiske placering giver os stor valgfrihed i relation til at udvælge militære nicher med henblik på deltagelse i fremtidens koalitioner.

Selv hvis man stadig skulle ønske at fast holde en struktur der også er anvendelig i det meget teoretiske konfliktscenarium i østersøområdet, så er Danmark, set i forhold til den kolde krig, gået fra at være frontliniestat til at være baglandsområde. Det betyder at Danmark i stort set alle scenarier er mere afhængig af at have deployerbare kapaciteter, end en specifik sammensætning af kapaciteter. En afbalanceret og langsigtet udvikling af dansk forsvar kan således ikke trues af en øget tilpasning til de nye udviklingstendenser (eksempelvis PCC).

Det kan derimod en satsning på mandskabstunge landmilitære tjenestegrene, da dette vil gøre os sårbare overfor fremtidens demografiske udfordringer.

Brigadegeneral M. Clemmesen har en gang konstateret[3], at det er lettere at hverve personel til Flyvevåbnet, frem for til infanteriet og artilleriet. Jeg tror at han har ret, hvilket taler for en satsning på andre kapaciteter end de sidstnævnte.

Det er vanskeligt at forestille sig et forsvar uden disse to tjenestegrene, og jeg ønsker da heller ikke om at afskaffe dem. Men lige som at landbruget ikke længere er hovederhvervet i Danmark, behøves de to tjenestegrene ikke at udgøre broderparten af de danske styrkebidrag.

Så længe, at vi i et land med højt lønniveau satser på mandskabstunge kapaciteter, vil vi have brug for værnepligt eller lignende foranstaltninger selv i en situation uden en direkte militær trussel mod territoriet.

LRM sår berettiget tvivl om ”the Revolution in Military Affairs” (RMA) kan indfri alle sine løfter. Uagtet at han måtte have ret i mange af sine betragtninger, så bør dansk forsvar implementere så mange af de velkonsoliderede fremskridt som muligt, med henblik på mindske sine fremtidige rekrutteringsproblemer gennem højteknologiske løsninger.

Selvom LRM sikkert har ret i, at traditionelle enheder som divisioner og brigader fortsat er nødvendige, så er jeg ikke overbevist om, at det er her at dansk forsvar bør satse hele butikken.

Af kaptajn Esben Salling Larsen, Chef for eskadrille 534.

 

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_132.aargang_nr.4_2003.pdf


[1] Frit fortolket efter M. Clemmesens bog ”Værnkulturerne og forsvarspolitikken” fra 1982

[2] Beretning fra forsvarskommissionen af 1969, kapitel II.

[3] Artiklen ”pilotfisken”, Weekendavisen 20. december 2002.

 

Litteraturliste

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.