Thomis – A. Mit hemmelige liv bag Jerntæppet

Anmeldt af Gry Thomasen

Niels Barfoed. Udgivet den 28. oktober 2009 af Gyldendal. 232 sider. Pris kr. 249 (vejledende).

 

Men der er ikke meget spænding a’ la spioner og hemmelige operationer i Barfoeds værk. Det er en samling betragtninger over stort og småt fra det hedengangne Tjekkoslovakiet, mest fra Barfoeds tid i dansk PEN. Det hemmelige liv består af en sagsmappe fra den tjekkiske sikkerhedstjeneste StB, som man oprettede, da den unge Barfoed drog bag Jerntæppet for at overrække Vaclav Havel og Charta 77 Politikens og Dagens Nyheters frihedspris i 1986. Barfoed spørger selv, hvorfor fortælle den gamle østeuropæiske historie igen, når den nu allerede er dækket af hans tidligere udgivelser, Hotel Donau og Farvel så længe? Og han svarer, at i StB’s sagsmappe om Tomis-A, altså Barfoed, har fortiden rejst sig fra graven! Og ikke nok med det, så ”bugner [mappen] af skriftlige vidnesbyrd om mine mindste bevægelser”. Lad det være sagt med det samme, Barfoeds mindste bevægelser er langt fra interessante nok til, at man kan fornøje læserne med dem et helt værk igennem.

Selvom sagsmappen giver anledning til alverdens overvejelser og, ikke mindst, Barfoeds pudsige forsøg på at opsøge sine skygger fra dengang, bærer mappen heldigvis ikke hele historien. For der hvor bogen tager kegler og har noget på hjerte er, når Barfoed lader sine bekendtskaber fra dengang tale og fortælle.

Eksempelvis er det en vedkommende fortælling, som den unge (dvs. yngre end Barfoed) Martin Simecka får spalteplads til. Martin Simecka afslørede i sin egenskab af chefredaktør på magasinet Respekt, at den berømte forfatter Milan Kundera formentligt var angiver. Men det er ikke her, det spændende er. Martin Simecka er noget så sjældent som et dissidentbarn, han blev, med Barfoeds ord, født non persona. Som søn af forfatteren og ”statholderen” for Charta 77 i Slovakiet Milan Simecka blev Martin Simecka nægtet uddannelse og havde fra 14-15 års alderen reelt ingen fremtid. Måske er det derfor, den unge Simecka havde et behov for at tage opgøret med sin fars generation – den såkaldte 30’er generation.

I et kritisk essay mindedes Martin Simecka en forfatter ved navn Karel Pecka, som var faldet i unåde i 1949 og sendt på tvangsarbejde i minerne i intet mindre end 11 år. Peckas brøde bestod i kritik af systemets kunstsyn og de andre kunstnere, hvoraf nogle senere stiftede Charta 77, lod ham vansmægte i minerne og tiljublede selv samme system, som havde dømt ham til uranminerne. Pecka overlevede minerne på mirakuløs vis og spurgte ved hjemkomsten i 1959, hvor de kommende Charta 77’ere havde fået øjnene op for systemets brutalitet, hvorfor og hvordan kunne I? Pecka blev mødt med tavshed, og det var endda ildeset, at han, ofret, sådan svang sig op på moralens høje hest.

Martin Simecka ser denne historie som billedet på, at man næppe havde kunnet tjene systemet, dengang man stadig troede på kommunismen, uden at forbryde sig mod sine medmennesker og ikke mindst, at Charta 77 effektivt havde sat sig på fortolkningen af historien, alene ved, at man nægtede at svare på Peckas spørgsmål. I en samtale med Barfoed uddybede Martin Simecka det absurde i situationen med 30’er generationen: ”To gange besteg de sejrsskamlen. Første gang, da de erobrede magten … i 1948. Anden gang, da de reddede sig over i Charta 77, hvor de blev spulet rene af menneskerettighederne. Og midtvejs … blev de martyrer”.

Man forstår, hvorfor Martin Simecka mener, det er problematisk, at den generation har sat sig på fortolkningen af historien.

Barfoed er lidt for karrig med den slags fortællinger i værket, og man kan sagtens være foruden en del af snik-snakken, særligt om den kommende TV-udsendelse om hans hemmelige liv bag Jerntæppet. Men det ændrer ikke på, at Simeckaernes og Peckas historie og læren deraf nok aldrig var nået en bredere skare af læsere, hvis ikke det havde været for Barfoed.

Del:

Emneord