The Sling and the Stone. On War in the 21st Century

Anmeldt af Michael Clemmesen

Thomas X. Hammes: The Sling and the Stone. On War in the 21st Century. Oxford: 2000, 321 sider, 24,95 US$.

 

Foto: npr.org

Den kan med fordel læses sammen med generalmajor Robert H. Scales lille perle Yellow Smoke: The Future of Land Warfare for America's Military og oberst Douglas A. Macgregors solide Transformation Under Fire: Revolutionizing How America Fights - begge fra 2003.

Alle tre, mest venligt Scales, skarpest Hammes, analyserer udviklingen i de amerikanske væbnede styrker siden den første Golfkrig. Hvor hærofficerne Scales og Macgregor har fokus på eget værn, dækker marinekorpsofficeren Hammes i sin konklusion alle dele af de amerikanske væbnede styrker. De to oberster følger deres generelle analyse op med at drage de nødvendige meget betydelige konsekvenser for de væbnede styrker struktur og aktiviteter. Men hvor Macgregor og Scales på forskellig måde koncentrerer sig om, hvordan man i fremtiden skal møde og nedkæmpe en regulær modstander på slagmarken, konstaterer Hammes, at dette ikke vil være hovedproblemet. Fjenderne af supermagten har lært, at der er bedre og sikrere veje til at tilføje et demokrati nederlag nu og i fremtiden. Begivenhederne i Afghanistan og Irak efter offentliggørelsen af Scales og Macgregors bøger gør Hammes bidrag særdeles relevant. Uden, at Hammes selv var klar over dette, underbygges hans analyse af en anden ny udgivelse, den civile akademikers Gil Meroms tankevækkende bog fra 2003 How Democracies Lose Small Wars: State, Society, and the Failures of France in Algeria, Israel in Lebanon, and the United States in Vietnam.

Hammes er et produkt af marinekorpsets tradition og selvopfattelse, hvor man udover at give sit bidrag i USA's store krige også overlever som selvstændig landkampstyrke ved at tage sig af de mere ydmyge små beskidte marginalproblemer, som U.S. Army ser som under en stormagthærs værdighed. Hans karriereforløb har skiftet mellem efterretningstillinger og føring af infanterienheder. Umiddelbart før den nuværende stilling som militær seniorforsker med fokus på hjemlandsbeskyttelse, lavintensitetskonflikter, stabilitetsoperationer og militær støtte til civile myndigheder ved et af det amerikanske National Defense University’s institutter, var Hammes chef for marinekorpsets nyetablerede ”Styrke til Imødegåelse af Kemiske og Biologiske Incidenter”, der var indsat i Kongressen, da man fandt Antrax-brevene i 2001. 

Hammes starter med at beskrive udviklingen af krigsførelsens ”første tre generationer”, hvor den første generation startede med udviklingen af de europæiske nationalstater, blev understøttet ved landbrugsreformer samt adgangen til verdens ressourcer gennem kontrollen over kolonier og kulminerede med Napoleons krigsførelse. De væbnede styrker voksede og udviklingen af infrastruktur og logistik muliggjorde de store styrkers operationer på det europæiske kontinent. Kamp blev afgjort af de to militære styrker med direkte skydende ildvåben. Den stadige effektivisering af krigsførelsen tog flere hundrede år. Skiftet mellem ”generationerne” har andre kaldt ”Revolutions in Military Affairs”, men Pentagons enøjede fiksering på de teknologiske dele af RMA-begrebet har fået Hammes til at koncentrere sig om resultaterne af ”revolutionerne”.

Den ”anden generations” krigsførelse var en følge af den industrielle revolution, det stigende folkelige politiske engagement og den yderligere forbedring af de transport- og kommunikationsmidler, der var et resultat af den industrielle revolution, samt effektiviseringen af de statslige bureaukratier - fra uddannelsessystemer og skatteinddrivningen til de militære stabe, der gjorde det muligt at mobilisere hele baglandets ressourcer bag krigen. Denne mobilisering af de nationale ressourcer gjorde, at selvom krigen stadig karakteriseredes af den direkte kamp mellem de to militære styrker med direkte - og i stigende grad også indirekte - skydende våben, var det nationerne, der mødtes ved fronten. Generationens krigsførelse kulminerede på Vestfronten under 1. Verdenskrig. Fra begyndelse til kulminationen gik kun 100 år.

Den ”tredje generations” krigsførelse ser Hammes som udviklingen af mekaniserede felttog mod modstanderes operative dybde - hans føringsstruktur og logistik, der med rødder i primært tysk udvikling under 1. Verdenskrig første gang blev demonstreret i Polen og Frankrig 1939-40. Denne generations krigsførelse dominerede resten af 2. Verdenskrig. Den har herefter været det generelle professionelle ideal, der dog primært er blevet realiseret af israelere og amerikanere i mellemøsten.  Det er en mangel, at forfatteren ikke parallelt hermed inddrager udviklingen af luftkrigen, som dels må ses som et afgørende element i udviklingen af militær indsats i hvad de sovjetiske teoretikere beskrev som operativ og strategisk dybde. Men udviklingen i luftkrigen var også en logisk følge af den stadig dybere mobilisering af statens ressourcer bag krigen.  Hvis Vestens luftkrigsførelse have været inddraget med korrekt vægt, ville dette kun have forstærket bogens hovedargumentation.

Hammes beskriver og analyserer derefter de politisk-samfundsmæssige-økonomiske rammer for fremtidige konflikter, herunder først og fremmest hvorledes finansverdenens globalisering og netværkstruktur har skabt grundlæggende anderledes vilkår for alle landes krigsførelse, inklusive supermagten USA’s.  Hermed dannes en væsentlig del af baggrunden for diskussionen af Hammes ”fjerde generations” krigsførelse, der ses som en krigsførendes kombination af langvarige, ikke afgørende militære operationer med udnyttelse af netværk af enhver slags til direkte påvirkning af modpartens opinion og beslutningstagere.

        Hammes opfatter Mao’s operationer under den kinesiske borgerkrig i mellemkrigstiden og mod den japanske invasion af Kina, der indledte den 2. Verdenskrig, som den første anvendelse af en sådan fjerde generations krigsførelse. Det ville imidlertid nok være mere korrekt at føre rødderne tilbage til den unge Sovjetunions anvendelse af klassekampsrammen og alliancen med kommunistiske og andre venstresocialistiske partier i KOMINTERN til at svække de kapitalistiske modstanderstater.  I den centrale dele af bogen følger han udviklingen i denne, svage sides kampform, fra Mao via bl.a. Vietnam, Intifadaen og Al-Qaeda til situationen i Irak på bogens udgivelsestidspunkt. Langt hovedparten af disse udviklingsskitser demonstrerer mange års studier og en balanceret og nøgtern indsigt.

I bogens konkluderende del analyserer og kritiserer Hammes på overbevisende måde Pentagons fascination af teknologiske løsninger, karakteren af USA's fremtidige konflikter og argumenterer for dybe reformer af kommandostrukturer og officerskorps.  Den mere end hundrede år gamle mange-lags hierarkiske organisation er uegnet til hurtig tilpasning til de nye konflikters vilkår. Det er bemærkelsesværdigt, at Hammes reformforslag er næsten identiske med oberst Macgregors konklusioner, på trods af, at den sidstnævnte i sin bog snævert beskæftiger sig med, hvad Hammes vil betegne at vinde kommende tredjegenerationsslag.

Bogen er forbilledlig godt skrevet og let læselig.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_134.aargang_nr.2_2005_1.pdf

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.