The Secret State. Whitehall and The Cold War

Peter Hennessy, The Secret State. Whitehall and The Cold War. London: Penguin Books, 2003, 256 sider, kr. 119,-.

Foto: Goodreads.com

Lad det være sagt straks: bogen er en fascinerende redegørelse for britiske toppolitikeres og embedsmænds håndtering af de mangeartede og højst besværlige problemer, som den britiske elite i Whitehall uden for offentlighedens søgelys stod over for under den kolde krig. Specielt arbejdet med at indsamle, koordinere og vurdere efterretninger – og træffe de politiske og militære beslutninger – både i normale tider og i  højspændte kriser er i fokus. Hvordan vurderede man Stalin, og hvilke vurderinger med hvilket indhold kan man nu se Kim Philby og andre spioner må have ladet gå videre til Moskva? Og – for at øge interessen: et par af disse dokumenter havde Kim Philby selv været medforfatter af! Hvad betød det?

Bogen bygger på en række afklassificerede efterretningsdokumenter og planer for, hvad der skulle gøres i en situation, hvor der umiddelbart var fare for krig. Hvornår skulle premierministeren flytte fra Downing Street 10 til den hemmelige underjordiske bunker (der havde plads til 210 mennesker) uden for London? Hvem skulle ledsage ham/hende? Hvilke procedurer fandtes for at sikre kommunikationen mellem London og Washington? Hvornår skulle de britiske kernevåben affyres? Osv., osv. Det afsløres, hvor den hemmelige bunker lå, og der vises nogle billeder fra den, herunder køkkenet, hvor "the last supper" ("den sidste nadver") – som det hedder under billedet - kunne tilberedes.

Hermed er antydet, at læsningen af Peter Hennessy ikke blot er spændende. Den er også skræmmende. Den grundlæggende usikkerhed om den 'yderste' krisesituation omfattede ikke blot usikkerheden og angsten for, hvad russerne kunne finde på. Det var en angst, som var direkte nærværende for en generation, der havde oplevet kuppet i Tjekkoslovakiet (1948), Berlin-blokaden (1948-49), Korea-krigen (1950-53) og nedkæmpelsen af opstandene i Øst-Berlin (1953) og Ungarn (1956). Usikkerheden drejede sig også om, hvorvidt man kunne være sikre på, at amerikanerne ikke i en højspændt krise ville overreagere på de sovjetiske provokationer og undertrykkelsespolitik i Østeuropa. På enkelte tidspunkter under Korea-krigen var der blandt britiske embedsmænd, især i efterretningstjenesten, reel utilpashed ved USA: kunne de ikke finde på i en given situation at udløse en krig ved at forsøge et forkøbsangreb mod Sovjetunionen? Under den kolde krig var man I Whitehall enten nervøse for, at amerikanerne ikke ville komme til hjælp, eller at de ville ’hjælpe’ ved at gøre noget, der udløste krigen. Sidstnævnte angst blev også næret af samtaler med amerikanere, der anså en krig med Sovjetunionen for uundgåelig.

I forlængelse heraf er det interessant, at da et særligt udvalg under den britiske regering i 1947 besluttede, at Storbritannien skulle have en atomslagstyrke, var det afgørende argument for tilhængerne - først og fremmest premierminister Attlee og udenrigsminister Bevin - ikke truslen fra Sovjetunionen, men det overordnede behov for at blive respekteret af og lyttet til i Washington. Hvis ikke Storbritannien havde egne kernevåben, ville landet være helt i amerikanernes hænder i konfrontationen med Sovjetunionen. Eller som det blev formuleret i den altid selvbevidste britiske elite: der er et behov for, at vi spiller (de kultiverede) grækeres rolle over for (de vulgære) amerikanske romere!

Hertil kom, at man dengang ikke kunne være sikker på, at USA ikke igen ville vende tilbage til isolationismen – en holdning, der er vanskelig at forstå, hvis man kun kender til amerikansk udenrigspolitik under de senere år af den kolde krig. Alliancen med USA var absolut nødvendig. Men man skulle undgå både amerikansk isolationisme og amerikansk egenrådighed.

Læsningen af bogen hæmmes af et til tider knudret sprog. Det kræver noget af læseren at vende sig til forfatterens stil.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_132.aargang_nr.3_2003.pdf

Del: