"The Law of War Crimes, National and International Approaches"

Timothy L. H. McCormack og Gerry J. Simpson: The Law of War Crimes, National
and International Approaches. Kluwer Law International.

Af generalauditør P.H. Lichtenstein.

“The Law of War Crimes” fra 1997 skal ses som et meget væsentligt bidrag til de
basale overvejelser, der altid har knyttet sig til international og dermed overstatslig
straffeforfølgning af krigsforbrydelser.
Bogen er redigeret af Timothy L. H. McCormack, der er professor i humanitær
folkeret ved universitetet i Melbourne, og Gerry J. Simpson, fra Australiens
Nationale Universitet, Canberra. Derudover rummer bogen bidrag fra 6 fremtrædende
folkeretseksperter: Christopher L. Blakesley, Louisiana Statsuniversitet, Roger
S. Clark, Camden universitetet i New Jersey, Axel Marschik, Wiens universitet,
Gillian Triggs, Melbourne universitet, JonathanM. Wenig, advokat i Melbourne og
Sharon A. Wiliams, York universitet, Toronto.
Som anført i forordet af James Crawford fra Cambridge har interessen for
krigsforbrydelser efter den første periode efter Nürenberg og Tokyo ikke været
overvældende markant - bortset fra Eichmann sagen. I stedet var fokus sat på
internationalt samarbejde til bekæmpelse af for eksempel terrorisme og narkotikasmugleri.
Først i de senere år er interessen for og behovet for international retsforfølgning
igen blevet aktualiseret ikke mindst i lyset af begivenhederne i ex-
Jugoslavien og Rwanda, der førte til sikkerhedsrådets resolutioner om oprettelse af
ad-hoc tribunalerne i Haag og Rwanda.
Bogen er således som nævnt af forfatterne en rejse fra Nürenberg til Haag med
en fremhævelse af Dayton-aftalens bestemmelse om, at der ikke vil blive amnesti
for påståede grusomheder. Bogen fremhæver behovet for en global strategi med
hensyn til retsforfølgning af krigsforbrydelser, der truer verdensorden, og ikke kan
kontrolleres af de enkelte stater.
I det indledende kapitel fremfører Gerry J. Simpson en kritisk introduktion til
blandt andet spørgsmålet om krigsforbrydelsesprocesser og til spørgsmålet om
legalitet for disse retsforfølgninger.
Tankevækkende er at samme dag som de allierede underskrev London-charteret
om oprettelse af Nürenberg-domstolen og hvori samlet angreb på civilbefolkningen
blev fordømt som forbrydelse mod menneskeheden, kastede U.S.A. den anden
atombombe, der dræbte 70.000 hovedsagligt civile i Nagasaki.
Simpson nævner, at det har været en udbredt opfattelse, at krigsforbryderprocesser
kun har været gennemført i tilfælde, hvor nederlag og forbrydelse har været
sammenfaldende. I følge forfatteren var der tale om sejrherrernes retfærdighed. De
allierede overvejedede ikke muligheden af, at deres egen adfærd under verdenskrigen
kunne være omfattet af de regelsæt, der blev anvendt mod tyskere og japanere.
De tiltaltes forsvarere forsøgte stort set forgæves - bl.a. under henvisning til bomb
ningen af Dresden - at gøre gældende at de allierede ikke kom til Nürenberg med
rene hænder.
Det mest kendte eksempel på dette anbringende, der dog blev godtaget af
domstolen, var i sagen mod Admiral Dönitz, der gjorde gældende, at det forhold,
at man ikke reddede overlevende efter ubådsangreb var i overensstemmelse med
den “policy”, der fulgtes af amerikanerne i Stillehavet under kommando af admiral
Nimitz.
Det fremhæves ligeledes, at det er bemærkelsesværdigt, at der ikke har været
rejst tiltale for krigsforbrydelser mod japanere siden 1947, og at Tokyo-processerne
stort set er forsvundet fra historiebøgerne. “Retfærdighed og diplomati er
engagerede i en evig pas de deux mellem tiltale og rehabilitering”
I forbindelse med spørgsmålet om legalitet drøftes problemer vedrørende
immunitet for statsoverhoveder og andre regeringsrepræsentanter over for retsforfølgning
ved fremmede domstole. Simpson nævner, at en folkeretlig sædvane
forbyder en suveræn stat at sætte sig som dommer over en anden suveræn stat.
Denne regel må også omfatte påståede krigsforbrydelser.
Dette anbringende blev gjort gældende af Eichmann, men afvist af de israelske
domstole med følgende begrundelse: En stat, der planlægger og gennemfører “den
endelige løsning” kan ikke betragtes som par in parem, men blot som en bande af
kriminelle.
Dette anbringende må tillægges endnu mindre vægt, når der ikke er tale om
nationale domstole, men tribunaler der repræsenter det internationale samfund.
Bogen er endvidere et meget betydningsfuldt bidrag til forståelse afbaggrunden
for internationale bestræbelser på at etablere en permanent straffedomstol for
krigsforbrydelser både f.s.v. angår ad hoc tribunalerne for det tidligere Jugoslavien
og Rwanda og f. s.v. angår den domstol, der blev vedtaget etableret på diplomatkonferencen
i Rom denne sommer.
Kapitel 2 indeholder således en historisk gennemgang fra det 6. århundrede
A.C. Kapitel 3 gennemgår den europæiske holdning til emnet. Kapitel 4 behandler
den israelske lovgivning og forfølgelse af gemingsmændene bag Holocaust. Kapitel
5 og 6 omtaler henholdsvis de australske og canadiske erfaringer med krigsforbrydersager.
I kapitel 7 sættes domstolene i Nürenberg og Tokyo i perspektiv, medens
Tribunalerne i Haag og Rwanda gennemgås i kapitel 8.
Endelig rejses i kapitel 9 spørgsmål om et nyt internationalt strafferetsregime.
Her drøftes og kommenteres meget sagligt Den Internationale Lov Kommissions
(ILC) udkast til en international permanent straffedomstol (ICC) og de senere
forhandlinger i FN om dette spørgmål. Herunder behandles det meget relevante
emne om forbindelsen til FN (Sikkerhedsrådet).
Eller med andre ord om Sikkerhedsrådets permanente medlemmer via
vetoretten kan øve indflydelse på anklagerens og domstolens - uafhængige - retsudøvelse.
Det foreløbige resultat foreligger nu efter af slutningen af konferencen i Rom.
Det ligger uden for denne anmeldelse at kommentere resultatet af Romkonferencen.
Blot kan vel konstateres, at resultatet langt fra svarer til de ambitioner,
mange kyndige havde næret med hensyn til skabelse af en international retsorden
til forfølgning af krigsforbrydelser.
Bogen kan meget anbefales til alle, der interesserer sig for bekæmpelse af
krigsforbrydelser: Officerer, militær jurister og folkeretskyndige.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidskrift_127_aargang_nov.pdf

Del: