„Terrorisme“ - En anmeldelse

Blandt de mange bøger, der har søgt at belyse de seneste års opblussen af national og international terrorisme, fortjener Urban Terrorism og Living with Terrorism nærmere omtale. Begge er let læste, veldokumen- terede og synes objektive, og begge trænger ind bag terroristernes handlinger og formår at give læseren en forståelse af terroristens og terrorismens væsen. (*URBAN TERRORISM, Theory and Response af Anthony M. Burton. Leo Cooper, London 1975. 259 sider (incl. bibliografi og Indeks, 5,25 Lb.). LIVING WITH TERRORISM, af Richard Clutterbuck. Faber & Faber, London 1975, 160 sider (incl. bibliografi og Indeks, 3,50 Lb.))

URBAN TERRORISM
Selv om bogen er skrevet for et britisk publikum, har den i høj grad interesse for danskere. Den synes sammensat af en række lektioner, som forfatteren har holdt for officerer under deres forberedelse til optagelsesprøven til generalstabskursus, og er derfor en smule svingende i formen. De konklusioner, der kan uddrages af de enkelte kapitler, trækkes ikke helt klart frem, men dette forhold rådes der bod på i nogle meget værdifulde bilag. Anthony Burton skildrer i 1. kapitel bredt terrorens baggrund, mål og typologi. I de næste tre kapitler analyserer han de mere »ortodokse« former for terrorisme, anarkismen, den sovjetisk inspirerede terrorisme og den fascistisk/nazistiske. Særlig interessant er 3. kapitels beskrivelse af Sovjetunionens pragmatiske politik, der har gjort det muligt på én gang at undgå at involvere den sovjetiske stat og de etablerede kommunistpartier i åbenlys terror og samtidigt underhånden eller gennem stedfortræder àt forsyne og støtte alle forsøg på at nedbryde de vestlige demokratier og staterne inden for USA’s interesseområde. Også kapitel 4 er trods en for summarisk behandling af den nazistiske og fascistiske terror tankevækkende, idet forbindelsen mellem det yderste højre og det yderste venstre trækkes klart frem.

I kapitel 5 gennemføres den for den på revolutionær ideologi baserede terror nødvendige diskussion af, om hovedvægten skal læges i byområderne eller landdistrikterne. Kapitlet er lidt ujævnt, da det også søger at give indblik i modrevolutionære metoder. Men det indeholder to gode plancher over det tænkte forløb af Guevara/Debrays og Marighelas guerillakrigsførelse, og giver den nødvendige baggrund for de næste fire kapitler. I disse behandles Tupamaros, Det nye Venstre, sort og hvid racisme og separatistisk terror. Fra disse kapitler skal specielt fremhæves gennemgangen af Det nye Venstres metoder og Algierkrisen fra 1954 til 1961. Det nye Venstres grupper klædes i kapitel VII af til skindet, bl.a. ved en påvisning af den umiskendelige lighed, der er mellem disse gruppers metoder i tale og skrift overfor deres modstandere og nazisternes metoder over for bl.a. jøderne. Gennemgangen af Algierkrisen viser, hvordan Frankrig kunne vinde militært men tabe politisk, og understreger verdensopinionens magt.

Kapitel 10 omhandler britiske erfaringer fra sammenstød med den bymæssige terrorisme i Palæstina, på Cypern, i Aden og i Nordirland. Eksemplerne illustrerer udmærket de tidligere viste træk ved såvel terroristernes som de berørte staters metoder. Om Nordirland konkluderer Anthony Burton, at de internerede fra Long Kesh lejren, der repræsenterer en hel generation fra nogle områder, og som er blevet politisk og militært indoktrinerede, ikke mindst i interneringslejren, vil udgøre en trussel mod en hvilken som helst regering, såvel nord som syd for den nuværende grænse i mange år endnu.

I det næste kapitel behandles den terrorisme, der er udsprunget af desperation. Den er hverken »højre«, »venstre«, »nationalistisk« eller »proletarisk« orienteret, men udføres af grupper, der føler deres legitime rettigheder truet, fordi regeringen har måttet give indrømmelser til revolutionære elementer. Som eksempler nævnes OAS (Den hemmelige algierske hær) og de nordirske protestanter. Gennemgangen supplerer billedet af kriserne i Algeriet og Nordirland og understreger, at en regering ikke bør tillade uofficielle organisationer at kæmpe væbnet for sin sag, samt at det bedste våben, en majoritet har i kampen for sine rettigheder, er generalstrejke og ikke terrorisme. I Algeriet vendte OAS grupper sig til sidst mod den franske regering efter at have skabt en uoprettelig splittelse mellem franskmænd og arabere, og i Nordirland synes den protestantiske majoritets terrorisme på langt sigt at ville kunne fremtvinge netop den løsning, de modarbejder, nemlig et forenet Irland.

12. kapitel behandler regeringens modforanstaltninger. Dette er bogens mest værdifulde del og burde læses af alle politiker og højere embeds- mænd inden for politi og forsvar. Indledningsvis påpeges, at kampen er risikabel og kompliceret for det liberale demokrati, idet det er en forudsætning, at statens modforanstaltninger er i fuld overensstemmelse med landets love og traditioner. Men staten er dårligt nok i stand til at anvende sine legale magtmidler på grund af den modvilje, den demokratiske borger generelt har over for enhver anvendelse af tvang og vold. En forudsætning for en effektiv imødegåelse af terrorisme er, at statens efterretningstjeneste virker stadigt og sikkert allerede i dyb fred, men også herhjemme har vi set mange eksempler på, hvorledes efterretningstjenesten hæmmes i sit virke på grund af »den offentlige menings« afsky mod denne form for aktivitet. Endnu voldsommere er reaktionen imod statsmagtens åbenlyse anvendelse af vold, og sættes politiet ind mod terroristers anvendelse af vold selv af ret betragteligt omfang, synes »den semantiske kamp«, som Anthony Burton påpeger, allerede tabt på forhånd. Den liberale opinion vil være tilbøjelig til at fordømme politiets »brutalitet« og udtrykke forståelse for terroristernes »heltemodige« og »retfær- diggjorte« handlinger. Det er derfor nødvendigt, at staten forklarer nødvendigheden af sådanne skridt og fører en energisk PR kampagne til fordel for dem.

I kapitlet frarådes brugen af forsvaret, specielt hæren, mod terroristerne.
Dette begrundes med følgende argumenter:
- Konflikten får derved dimension af krig, hvilket giver terroristen kombattantstatus og fører til krav om, at han behandles som krigsfange eller politisk fange og ikke bare som kriminel.
- Terroristerne får mulighed for at spille på den almindelige frygt for »militæret«, samtidigt med at de gør alt for at give denne frygt indhold.
- Offentlighedens følelse af, at situationen er ude af kontrol, vil blive forøget, og endelig
- er soldater ikke særlige egnede dertil. En soldat vil kæmpe, oven i købet med voldsomme ødelæggelsesmidler, hvis han møder modstand, for ikke at tabe ansigt. Politibetjente kan uden at tabe ansigt bøje af og trække sig tilbage.

I stedet for at anvende hæren foreslås det enten at oprette en såkaldt »tredie styrke«, der er uddannet og udrustet til terroristbekæmpelse, således at regeringen kan graduere sit svar på urolighederne alt efter deres voldsomhed. Kan en »tredie styrke« ikke accepteres, bør politiet uddannes og udrustes til selv at tage sig af stigende grader af uroligheder og terrorisme.

Kapitel 13 er formet som et efterskrift, der behandler fremtidsudsigterne i Europa. I kapitlet peges på det farlige i at romantisere terroristerne, for »de eksisterer for at dræbe, og når de kommer til magten, hersker de med frygt og had«. Anthony Burton mener, at Europa fortsat må regne med terrorisme fra antidemokratiske kræfter, der i en vis udstrækning vil være støttet og blive udnyttet af Sovjetunionen. Han anser Spanien, Jugoslavien og Italien for særligt truede og nævner den aktivitet, der foregår i Frankrig og Vesttyskland, hvor staten er blevet tvunget til at lægge bånd på borgernes politiske udfoldelser. Specielt fremhæves ekstremisternes forsøg på at splitte det vesttyske socialdemokratiske parti (SPD) som særligt farlige. For Storbritanniens vedkommende mener han, at den største potentielle fare ligger i, at det farvede mindretal vil kunne udnyttes, hvis det ikke får ordentlige arbejds- og levevilkår.

LIVING WITH TERRORISM
Dr. phil., generalmajor R. L. Clutterbuck har siden sin afsked fra den britiske hær i 1972 undervist i bl.a. international politik ved University of Exeter. Som han skriver i forordet, er det hans hensigt med »Living with Terrorism« at give indsigt i terroristernes metoder og baggrund og at afdække deres vanskeligheder og svagheder for derigennem at skabe forståelse for, hvilke tekniske og taktiske muligheder der eksisterer til forsvar mod dem. Kan denne forståelse skabes, siger han, vil den enkelte borger i et angrebet land vide, hvordan han kan gøre sig selv til et mindre fremtrædende mål, og hvordan han bedst kan hjælpe politiet med at beskytte sig.

Da »de mest truede personer også er de travleste«, er bogen bevidst kortfattet, men det nedsætter ikke dens værdi, snarere tværtimod. Da den foruden at være kort er velskrevet og mættet med væsentlige konklusioner, er der håb om, at også potentielle ofre her i landet vil læse den. Bogen er inddelt i fem afsnit, og som en rød tråd gennem den går Dr. Clutterbucks store veneration for demokratiet og de for denne styreform typiske og nødvendige, men i kampen mod terrorister hæmmende, leveregler.

I det indledende afsnit beskrives byguerillaens og terrorismens metoder bredt. Det påpeges med Marighelas ord, at formålet med terroren er at gøre livet utåleligt for almindelige mennesker i håb om, at de bliver bitre og ophidsede på regeringen og forlanger forandring. Men det påvises samtidigt, at den forandring, der oftest er blevet resultatet af den revolutionære terror, er et højreorienteret tilbageslag med en uheldig nedbrydning af »livskvaliteten« til følge.

Andet afsnit beskæftiger sig med kidnapping, mord, pengeafpresning og løsepenge - krav rettet mod regeringer og store internationale firmaer. I en analyse af den argentinske byguerilla vises det, hvorledes ERP (Folkets revolutionære Hær) efter at have optrådt som moderne »Robin Hoods« og vundet folkets hjerter, samtidigt med at de gennem kidnapninger skaffede sig fornøden kapital, kastede maskerne og tog alle voldsspektrets midler i brug. Maskefaldet skete, da deres folkelige opbakning begyndte at svinde med Perons tilbagekomst, og de følte sig tvunget til at søge at fremprovokere repressalier fra Peron-regeringen for derved at genvinde populariteten.

Afsnittet behandler i øvrigt ofrets situation før og efter en kidnapning baseret i hovedsagen på en analyse af den tidligere britiske ambassadør i Uruguay, G. Jacksons, oplevelser. Ambassadør Jackson blev kidnappet af Tupamaros den 8. januar 1971 og tilbragte otte måneder som deres fange. Beskrivelsen viser ambassadørens magtesløshed, medens han så forberedelserne foregå. Magtesløsheden udviklede sig til et spil mod kidnapperne, og dette spil tvang dem til så mange blottelser, at det forekommer uforståeligt, at Uruguays politi ikke fik forhindret kidnapningen.
Af eksemplet udleder Dr. Clutterbuck:
- Liwagter kan kun afskrække en mindre velorganiseret terrororganisation. Hvis terroristerne vil, kan de altid koncentrere nok styrker til at sætte liwagterne ud af spillet.
- En skudsikker vogn med låste døre øger kidnappernes vanskeligheder, men det er relativt nemt at lokke chaufføren til at åbne sin dør.
- En radiotelefon er glimrende, forudsat den giver forbindelse til politistyrke, der er villig til og forberedt på at gribe hurtigt ind.
- Det er nødvendigt for det potentielle offer at aflægge sig vaner med hensyn til rute til og fra arbejdsstedet og tidspunkter for at komme og gå fra hjem og arbejdsplads.
- Kidnappernes muligheder forringes desuden, hvis ofret lever ubemærket, ofte skifter vogn, samarbejder med politiet og specielt ikke generer sig for at meddele dette sin mistanke om, at noget er i gære.

Fra ambassadørens oplevelser i fangenskabet uddrages følgende erfaringer :
- Det potentielle offer må have ganske faste aftaler med politiet og sin regering eller sit firma om, hvad der skal ske, hvis han trods alle sikkerhedsforanstaltninger bliver kidnappet. Aftalerne må omfatte, om der skal betales løsepenge eller ej, om politiet må angribe, hvis hans opholdssted bliver kendt, familiens stilling samt kodeord, der kan anvendes i en mulig kommunikation.
- Den sidste chance for flugt er som regel i kidnapningsøjeblikket. En voldsom modreaktion kan være farlig for ofret, men kan også overraske kidnapperne.
- Ofret må søge at meddele evt. vidner, hvem han er, f.eks. ved at råbe sin stilling og sit navn højt.
- Under det »forhør«, der følger efter »tilfangetagelsen«, må ofret være rede til at modstå såvel fysisk som psykisk tortur og virkningen af euforiserende stoffer.
- Under fangenskabet er det endelig vigtigt, at ofret bevarer sin humoristiske sans og holder sig fysisk og psykisk i form, dels for at kunne modstå de tilbagevendende »forhør«, dels for at kunne komme igennem fangenskabet uden at bryde sammen og ikke mindst for at kunne tilpasse sig tilværelsen efter en evt. frigivelse.

Tredie afsnit handler om bomber. Typer og virkning beskrives, og der gives vejledning om, hvordan man kan opdage dem, og hvordan man skal forholde sig over for dem. Om det sidste siger Dr. Clutterbuck meget enkelt, at man bør lade være med at pille ved dem, men omgående tilkalde hjælp. Hans analyse af forskellige bombekampagner viser i øvrigt, at denne form for terror hidtil har virket mod sin hensigt ved at få menigmand til at vende sig mod terroristerne. I det følgende afsnit om flykapring er det interessant at blive mindet om den begejstring, hvormed man i Vesten modtog de første flykaprere, der næsten alle flygtede fra Østeuropa i årene 1945-1952, og fra 1959-1961 flygtede fra Cuba til USA. Først da kapringerne blev vendt mod den frie verden, skiftede man syn på dem og optog flykapring som en terrorhandling. Afsnittet viser, i hvor høj grad de forskelige sikkerhedsforanstaltninger har formået at bremse denne aktivitet. Da en undersøgelse af alle flypassagerer blev gennemført i USA i 1973, faldt antallet af kaprings- forsøg fra 29 - heraf 12 vellykkede - i 1972 til 3 fejlslagne forsøg i 1973. Bogens sidste afsnit er viet til mulighederne for at imødegå terrorismen. Efter forfatterens mening må grunden læges ved, at forældre, skoler og universiteter søger at »redde den menneskelige sjæl, inden den fængsles i terroristens hårde skal, og før personen uigenkaldeligt har solgt sig selv ved at foretage en voldshandling«. Af mere praktiske muligheder gennemgås mulighederne for kontrol af individet gennem identitetskort, anmeldelse af bopæl, kartoteker, nødlove og hurtig rettergang og domfældelse. Men Dr. Clutterbuck advarer om, at alle sådanne foranstaltninger strider imod den demokratiske stats natur, og understreger faren ved, at staten overreagerer.
Konkluderende opridses triste perspektiver, idet det forudsiges, at terrorismen vil øges, fordi
- den har i det store og hele været lønsom,
- det industrialiserede samfund bliver stadigt mere sårbart,
- terroristerne får stadigt bedre rejsemuligheder og endnu bedre muligheder for at sprede deres ideer, samt
- antallet af tilhængere og omfanget af deres samarbejde øges. Dette sker ikke, fordi den væbnede propaganda procentvis tiltrækker flere, men fordi TV og radio spreder dens budskab til stadigt flere.

Afsluttende kommentarer
De to bøger giver anledning til en række betragtninger om terroristernes baggrund, mål og virke og den angrebne regerings muligheder for at bekæmpe dem. Terroristerne udgår ikke, som de selv ynder at påstå, fra det undertrykte proletariat. En undersøgelse af 55 ledere viser, at 90 % havde en højere uddannelse og stammede fra familier med mellemindkomst, og visse grupper som Tupamaros og Baader-Meinhof består næsten udelukkende af studenter. Et gennemgående træk har i øvrigt været, at det kriminelle element hurtigt er krøbet ind i næsten alle bevægelsers kølvand. Desuden følges de af rene psykopater, der nyder at deltage i den voldsproces, i hvilken nogle af de ekstreme idealister søger renselse.

Deres mål er på kort sigt at ryste den almindelige borgers tiltro til regeringen og dennes lokale repræsentanter, specielt politiet, og på længere sigt at skabe kaos og arbejdsløshed. Derved håber de at kunne frembringe den revolutionære situation eller tvinge den desperate offentlighed til at søge sikkerhed hos dem og deres politiske allierede. Hvad magten skal bruges til, har de fleste terrorister dog kun uklare forestilliger om. Historien viser imidlertid, at hvor revolutionære terrorister har fået magten, har deres første handling været at gennemføre et blodigt opgør med rivaler og modstandere (se f.eks. Burtons beskrivelse af det spanske kommunistpartis opgør med »de kætterske ideologier«, bl.a. Trotskisterne (s. 5Iff.) og FLNs udrensning af rivaliserende nationalistiske bevægelsers medlemmer i Algeriet (s. 137f.). (Se også George Orwell, Homage to Catalonia, Penguin 1962).

I de industrialiserede, demokratiske stater har terroristerne hidtil valgt byerne som kampområde. De har ikke haft større succes, øjensynligt fordi de sikkerheds-, kontrol- og forsyningsmæssige problemer har været for store, og fordi den folkelige opbakning har manglet. Den støtte, de har kunnet få, er desuden smuldret bort, fordi de ikke hurtigt har kunnet påvise afgørende resultater. Byområder synes således kun egnet som skueplads i en kupsituation, men ikke til en langvarig guerillakrig, under forudsætning af at regeringen har formået at optræde på samme tid beslutsomt og tålmodigt. Dette kan imidlertid være et problem i den demokratiske stat, hvor terroristerne har initiativet, fordi regeringen ikke kan anvende forebyggende metoder uden at møde væsentlig modstand i såvel den nationale som den internationale opinion. (En tydelig illustration heraf er f.eks. den danske reaktion mod det såkaldte »Berufsverbot« i Vesttyskland). Men da terroristernes bedste allierede er en opskræmt befolkning, der er helt uforberedt på at hjælpe politiet, er det nødvendigt for regeringen at vinde folket for sin sag.
Det bedste middel hertil er pressen, der må anvendes til at mobilisere den offentlige mening mod terroristerne. Uanset hvor svært det kan være, bl.a. fordi terroristerne ofte forstår at gennemføre en udmærket propagandakampagne, og fordi de leverer de sensationer, pressen lever af, må regeringen få pressen til at arbejde loyalt for sig. Massemedierne kan nemlig såvel initiere som sprede volden. Det er ofte konstateret, at alene pressens tilstedeværelse kan provokere ekstremister til at fremkalde voldsepisoder, og TVs enorme magt under en terrorepisode er almindelig kendt. Gennem TV får terroristerne omgående den ønskede publicity, og da alle forhandlinger foregår for åbent tæppe, fremkaldes let en hysterisk stemning i den berørte stat. Da censur helst ikke bør tages i brug i en demokratisk stat, må pressen derfor overbevises om nødvendigheden af frivilligt at neddæmpe sine direkte reportager eller helt afstå fra dem, som fransk TV for nylig har besluttet. Det er ikke indbydende for journalister at afstå fra at give øjebliksbilleder af sådanne sensationer, men det synes at være nødvendigt, hvis de vil leve op til deres ofte gentagne påstand om, at de er demokratiets rette vogtere.

Arbejder alle gode kræfter sammen om at bekæmpe terroristerne, vil enhver stat kunne overleve deres angreb, men hvordan forholdene er efter angrebet, er et spørgsmål. For som Dr. Clutterbuck siger: En af grundene til, at terrorisme er en så ondartet gift, er, at kuren kan ødelægge samfundet i lige så høj grad som giftens virkninger.« 

 

 

PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:

 

Del: