Terrorisme

Den 11. september 2001 fløj formodede terrorister to fly ind i World Trade Center i New York, et tredje fly fløj ind i Pentagon i Washington, og et fjerde, hvis mål ikke kendes, faldt ned i Pennsylvania efter alt at dømme efter kampe mellem passagerer og flykaprere (Bergen). Over 3000 mennesker omkom (CNN). Med disse hændelser kom terrorismen på toppen af den internationale dagsorden, og en verdensomspændende koalition til bekæmpelse af terrorisme blev dannet. Men hvad er terrorisme egentligt? Hvordan har terrorismen udviklet sig gennem tiderne? Hvilke typer terrorisme findes der? Hvilke våben kan terrorister benytte sig af og hvordan bliver de finansieret og støttet? Og hvad er egentlig terrorismens årsager? Disse spørgsmål og flere andre vil jeg diskutere i denne artikel, der er et forsøg på, at give en overordnet indføring i begrebet “terrorisme” / en forståelse af hvad “terrorisme” egentligt er, og hvor man kan sætte ind, hvis man vil den til livs.

Kilde: forsvaret.dk. Danske soldater i kampen mod terror.

Terrorismens udvikling gennem tiderne

Begrebet “terrorismes” opståen og historie

Begrebet “terrorisme” er ikke noget nyt begreb, der er opstået efter den 11. september 2001. Derimod kan det dateres tilbage til den Franske Revolutions “terreur”, som dog havde en noget andet betydning end det negativt ladede begreb “terrorisme”. “Le régime de la terreur” (“Terrorregimet”) i 1793-94 (som det engelske begreb “terrorism” stammer fra) var en måde at skabe “order during the transient anarchical period of turmoil and upheaval that followed the uprisings of 1789” (min understregning), og var derfor et positivt ladet begreb (Hoffman).

Siden begrebets tilblivelse i 1790’erne har terrorismen antaget forskellige former. F.eks. var terrorismen fra slutningen af det 19. århundrede til ca. 1930 revolutionær, blev udført af ikke-statslige aktører og var rettet mod regeringer og deres ledere. Dette ændrede sig fra ca.1920’erne, hvor terrorismen tog tilløb til at blive totalitær (og stod i fuldt flor i 1930’erne), blev udført af totalitære/autoritære stater og deres ledere (det fascistiske Italien, det nazistiske Tyskland og det stalinistiske Rusland) og var rettet imod deres egne borgere (altså en form for statsterrorisme - se endvidere note 3). Dette varede indtil 1945. Efter anden verdenskrigs afslutning blev terrorismen igen revolutionær. I 1940-50’erne var der primært tale om en nationalistisk / anti-kolonialistisk terrorisme, hvor grupper i Asien, Afrika og Mellemøsten kæmpede imod fortsat europæisk styre, mens der i 1960-70’erne hovedsageligt var tale om nationalistisk / seperatistisk (ikke anti-kolonialistisk) og ideologisk motiveret terrorisme. Hvor de nationalistisk / seperatistiske grupper kæmpede imod den stat, de selv var en del af med det formål at få deres egen stat, kæmpede de ideologisk motiverede venstreorienterede grupper f.eks. imod sociale og økonomiske uligheder i den moderne kapitalistiske liberal-demokratiske stat.

Selv om disse sidste former for terrorisme stadig spiller en rolle idag, er også truslen fra andre former for terrorisme øget. Her er der tale om både den statssponsorerede terrorisme (fra midten af 1980’erne) og den religiøse terrorisme (fra slutningen af 1970’erne). Den statssponsorerede terrorisme er en form for terrorisme, hvor forskellige “foreign governments such as the regimes in Iran, Iraq, Libya and Syria became actively involved in sponsoring and commissioning terrorist acts..”.Statssponsoreret terrorisme kan således betragtes, som en form for “assymmetrisk” “..covert or surrogate warfare whereby weaker states..” kan “..confront larger, more powerful rivals without the risk of retribution..”[1]

Den religiøse terrorisme (dog ikke direkte benævnt “terrorisme”) har så vidt det vides eksisteret siden år 66 e.kr., hvor zeloterne kæmpede mod det romerske overherredømme. I løbet af historien er den religiøse terrorisme blusset op igen i forskellige former, f.eks. da “the thuggs” i ca. 1200 år kæmpede for den hinduistiske gudinde Kali i Indien, og da “the assas- sins” kæmpede mod de kristne korsriddere og visse muslimer fra ca. år 1090 til 1272 e.kr. (Laqueur (1977) og Hoffman).

Sammenfattende om udviklingen i terrorismen gennem tiderne kan man ifølge David C. Rapoport konstatere, at al terrorisme indtil det 19. århundrede har haft en religiøs retfærdig- gørelse / legitimering, mens retfærdiggørelsen af terrorismen fra starten af det 19. århundrede til ca. 1980 hovedsageligt har været sekulær i den ene eller anden form (Rapoport citeret i Hoffman). Ifølge Bruce Hoffman ændrede dette sig efter den iranske revolution i 1979. Siden 1979 er antallet af religiøse terrorgrupper nemlig steget fra 2 ud af 64 grupper i 1980 (ca. 3%) til 26 ud af 56 grupper i 1995 (ca. 46%) - altså en stigning på mere end 40 %-point.

Men der er også sket andre ændringer inden for terrorismen i nyere tid end “blot” ændringer i “terrorisme typen” (om der er tale om f.eks. nationalistisk eller religiøs terrorisme), nemlig ændringer i f.eks. terrorgruppers finansiering og organisering. Disse ændringer vil kort blive skitseret i det følgende, mens de enkelte finansierings- og organiseringstyper dybere vil blive belyst under punkt 4 “Terrorisme typologier”.

 

“New Terrorism”

“New Terrorism” er et udtryk for, at terrorismen er blevet mere diffus. Denne ændring har flere aspekter : F.eks. er der tale om, at terrorgruppernes organisationsmønstre er ændret. Der er ikke længere i høj grad tale om hierarkisk strukturerede grupper, men i stedet om “leader- less resistance” og ad hoc grupper, hvilket kan være med til ikke længere at lægge dæmpere på voldens niveau, da de enkelte celler handler for sig (Falkenrath).

Yderligere er der kommet nye typer af sponsorer til, nemlig de private sponsorer, der ligesom de “selvstændige” terrorgrupper er sværere at få fat på (idet de er mobile) end stats- sponsorerne. Herudover er terroren også blevet mere voldelig (se Hoffman & Stern).

Sluttelig er der tale om ikke kun nye taktiske midler (WMD), men også et helt nyt felt for terrorisme, informationsterrorismen, der angriber datasikkerheden/Inter­net­tet (Lesser).

Alt i alt er terrorismen altså blevet mere diffus, og det er blevet endnu sværere at sætte ind med modforanstaltninger (counterterrorism) end tidligere (se bl.a. Lesser).

 

Terrorisme definition

Spørgsmålet er så, hvad terrorisme egentligt er. Egentlige terrorisme definitioner har været debateret i mange år både akademisk og politisk, uden der af den grund er opnået enighed om en definition af begrebet (se f.eks. Alex P. Schmids “Political Terrorism - a Research Guide to Concepts, Theories, Data Bases and Literature” fra 1983, der opregner mere end 100 forskellige definitioner på terrorisme).[2] Selvfølgelig kan man altid benytte sig af den efterhånden klassiske “One man’s terrorist is another man’s freedom fighter” (se f.eks. Guelke), der ikke giver os noget svar på, hvad terrorisme egentligt er, men i stedet minder os om, at vi hele tiden vender tilbage til politiske problemer, når “terrorisme” skal defineres.

En ret ny (1998) definition af terrorismeforskeren Bruce Hoffman er derimod mere anven- delig. Dette er en definition hvis styrker og svagheder selvfølgelig kan diskuteres, men som alligevel klart belyser, hvad terrorisme er, og fra hvilken man kan udlede, hvorfor der f.eks. er forskel på terrorisme og guerillakrig eller terrorisme og kriminalitet.

Terrorisme defineres af Bruce Hoffman som værende :

“..ineluctably political in aims and motives; violent or equally important, threatens violence; designed to have far-reaching psychological consequences beyond the immediate victim or target; conducted by an organization with an identifiable chain of command or conspiratorial cell structure (whose members wear no uniform or identifying insignia); and perpetrated by a sub-national group or non-state entity..” - eller med andre ord er terrorisme : “..the deliberate creation and exploitation of fear through violence or the threat of violence in pursuit of political change..”. Hoffman udleder bl.a. fra denne definition, at terrorisme ikke er guerillakrig, da terrorister ikke “..function in the open as armed units..” og “..deliberately avoid engaging enemy military forces in combat..”, og at terrorisme ikke er kriminalitet, da terrorister, i modsætning til kriminelle, ikke er interesserede i at “..obtain money..” eller “..acquire material goods..” på grund af “..selfish, personal motivations (usually material gains)..”, men i stedet er interesserede i at “..change ‘the system’ - about which the ordinary criminal.....couldn’t care less..”.

 

Terrorisme typologier

Selv om terrorisme nu er blevet defineret, er det ikke nok til at forstå, hvad terrorisme er, og slet ikke nok for at kunne gøre noget ved terrorismen. Der findes nemlig forskellige typer af terrorister, opdelt efter hvad deres mål med at udføre terroren er, og der findes forskellige måder for terrorister at:

·         Blive finansieret og få støtte på.

·         Organisere sig på.

·         Anvende taktik på, når de laver angreb.

Alle disse faktorer er nødvendige at betragte, når man ønsker at forstå, f.eks. hvordan man kan forhindre en given terroristgruppe i at begå et nyt angreb, enten ved at infiltrere organisa- tionen, fjerne terrorgruppens finansiering / støtte eller besværliggøre terrorgruppens adgang til bestemte våben. De forskellige typologier (opdeling i typer (f.eks. typer af finansiering)) vil kort blive gennemgået i det følgende.

 

Terrorisme typer

Man kan inddele terrorgrupperne efter, hvad deres mål med terroren er, f.eks. at opnå sin egen stat eller at omdanne en allerede eksisterende stat til en religiøs stat. Følgende opdeling skal dog ses som overordnet, idet kun få grupper tilhører enten den ene eller den anden retning, mens de fleste er en form for blandinger

Overordnet kan man inddele terrorgrupperne i, om der er tale om religiøs eller ikke-religiøs (sekulær) terrorisme.

 

Religiøs terrorisme

Religiøs terrorisme kan defineres som : “..having aims and motivations reflecting a predominantly religious character or influence..” (Hoffman). Med andre ord er religiøs terrorisme, terrorisme der søger at mindske / eliminere sekulariseringen af samfundet, og som i nogle tilfælde i yderste konsekvens ønsker oprettelsen af en religiøs stat, der bygger på en form for religiøs lovgivning.

Denne definition gælder både for terrorisme, der er motiveret af etablerede religioner, f.eks. kristendommen, jødedommen, islam, hinduismen eller buddhismen, eller terrorisme der er motiveret af ikke-etablerede religioner, f.eks. dommedagskulte og andre typer kulte.

 

Ikke-religiøs terrorisme

Som konsekvens af ovenstående bliver definitionen af “ikke-religiøs terrorisme” : Terrorisme hvis hovedmål ikke er religiøst, og hvor en sekulær stat omend den ønskes ændret alligevel ønskes bevaret. De forskellige typer af ikke-religiøs terrorisme kan beskrives som følger:

 

Nationalistisk / Seperatistisk terrorisme

Dvs. terrorgrupper der primært enten kæmper for at opnå deres egen stat på en eksisterende stats territorium, eller terrorgrupper der kæmper for at opnå deres egen stat på en løsrevet del af en eksisterende stats territorium (evt. sammenknyttet med en anden stat).

(F.eks. Folkefronten til Palæstinas Befrielse (PFLP), der kæmper for at opnå en selvstændig stat på en del af staten Israels territorium, og Irish Republican Army (IRA), der kæmper for at løsrive Nord Irland fra Strobrittanien og tilknytte området til Irland).

 

Højre-ekstremistisk terrorisme

Dvs. terrorgrupper der primært kæmper for enten den ariske races overlegenhed og destruktion / reduktion af andre racer, den amerikanske forbundsregerings destruktion, eller imod fri abort og abortklinikker.

(Højreekstremistiske terrorgrupper findes primært i USA).

Venstre-revolutionære terrorgrupper

Dvs. terrorgrupper der primært kæmper for den sociale revolution og det klasseløse samfund (/at slippe af med kapitalismen).

(F.eks. Rote Armé Fraction i Tyskland, eller Brigade Rosso i Italien etc.).

 

Andre typer terrorisme

Terrorisme hvis hovedformål hverken er religiøst, nationalistisk/seperatistisk, højreekstremistisk eller venstrerevolutionært. Dvs. terrorgrupper der f.eks. kæmper for miljøet (øko- terrorisme).

 

Finansieringstypologi

Terrorgrupper kan få penge til at finansiere deres aktioner på 3 forskellige måder, nemlig:

·         Egenfinansiering (finansiering v.h.a. medlemmers tilskud / bankkup / aktiespekulation etc.).

·         Statssponsorering (finansiering v.h.a. tilskud fra én / flere stater etc.).

·         Individsponsorering (finansiering v.h.a. tilskud fra en “privat” sponsor etc.). (Se f.eks. Hoffman & Lesser)

Det skal dog bemærkes, at en type finansiering ikke nødvendigvis udelukker de to andre, og terrorgrupper kan derfor godt få penge fra flere sider på samme tid.

 

Støttetypologi

Ud over den finansielle støtte kan terrorgrupper modtage forskellige former for ikke-financiel støtte. Den ikke-finansielle støtte kan ligesom den finansielle støtte groft inddeles i 3 kategorier, om hvilke det dog skal bemærkes, at den ene ikke udelukker de to andre, da det er muligt at modtage støtte fra forskellige kilder samtidig.

For det første kan terrorgrupperne modtage støtte fra deres egne tilhængere - en støtte der enten kan være snævert funderet og kun omfatte støtte fra medlemmer af terrorgruppen eller mere bredt funderet og også omfatte støtte fra tilhængere, der ikke er medlemmer af terrorgruppen. En sådan støtte kan f.eks. bestå af : Moralsk opbakning, skjulesteder etc. (Hoffman) og til en vis udstrækning også af våben, dog primært af konventionel art.

For det andet kan terrorgruppen modtage støtte fra stater. Her kan der enten være tale om støtte fra terrorgruppens egen stat til brug i udlandet eller fra andre stater end terrorgruppens egen til brug i terrorgruppens egen stat eller i udlandet (dog ikke i donorlandet).[3] En sådan støtte kan bygge på en interesse i at få udbredt terrorgruppens sag (f.eks. en religiøs sag). Støtte af denne art, der kan være af varierende grad, kan tage form af f.eks. : Moralsk opbakning, træning af terrorgrupper, tilflugtssteder efter en aktion eller anskaffelse af våben - evt. også masseødelæggelsesvåben (Heyman & Hoffman).

Og endelig kan terrorgrupper for det tredje modtage støtte fra individuelle personer (den såkaldte “privatization of terrorism”). Med andre ord er der tale om, at enkeltpersoner støtter én eller flere terrorgrupper med f.eks. moralsk opbakning, træning og våben (Hoffman & Jervas). F.eks. kan nævnes Osama bin Laden som våbensponsor og “terroristtræner” for al-Qaida (se f.eks. Laqueur) og dens formodede tilknyttede grupper (f.eks. Armed Islamic Group (Algeriet), al-Jihad (Egypten), Abu Sayyaf (Filippinerne) etc.) (se f.eks. Bergen).

 

Organiseringstypologi

Terrorgrupper kan organisere sig på forskellige måder, der overordnet kan beskrives som:

·         Hierarkisk organisering. Terrorgruppen har altså en pyramideformet / hierarkisk struktur med én leder, der har kontrol over terrorgruppen. Beslutninger træffes på toppen og implementeres så af de lavere niveauer.

·         Celle / Netværks organisering. Terrorgruppen har med andre ord en flad struktur og uden én overordnet leder, men flere ledere og består af celler, der kan operere uafhængigt af hinanden. Beslutningstagningen og operationerne er “...decentralized, allowing for local initiative    and autonomy...” (Lesser).

·         Ad hoc organisering. Terrorgruppen har ingen struktur, kan dannes hurtigt og har ingen “recognized leaders”, da gruppen er dannet til at begå ét enkeltstående angreb / få angreb. (Evt. kan gruppen være sammensat af medlemmer fra forskellige terrorgrupper, der er gået sammen om at udføre ét / få angreb) (se f.eks. Stern).

At terrorgrupperne kan organisere sig på ovenstående måder, betyder ikke, at de altid vil gøre det. Oftere vil der i stedet være tale om en blanding af de forskellige organiseringsformer (f.eks. overordnet netværk, med hierarkisk struktur i de enkelte dele af netværket), eller om at terrorgruppen på nogle tidspunkter har en form for organisering og på et andet tidspunkt en anden organisering (f.eks. et netværk der nedsætter nogle ad hoc grupper fra tid til anden) (Lesser). 

 

Taktiktypologi

En overordnede måde at opdele terrorgruppers angreb på er, om der er tale om international eller national terrorisme.

Hvor “international terrorisme” kan defineres som : Terrorisme der involverer borgere fra mere end én stat (f.eks. angrebet på World Trade Center d. 11. sept. 2001), kan “national terrorisme” (“domestic terrorism”) defineres som : Terrorisme der kun involverer borgere fra én stat. Det skal dog bemærkes, at en given terrorgruppe godt kan udføre både international og national terrorisme på forskellige tidspunkter.

Herudover kan terrorgrupperne benytte sig af forskellige typer af taktik[4]. Da den mest omtalte taktiktype efter d. 11. september 2001 er selvmordsattentater, vil jeg i det følgende hovedsageligt belyse disse, mens andre taktiktyper kun kort vil blive berørt.

Selvmordsterrorisme indebærer, som det kan udledes af navnet, at terroristen / terroristerne, der udfører angrebet, slår sig selv ihjel for at udføre angrebet og dræbe andre. Selvmordster- rorisme kan udføres på forskellige måder. F.eks. kan terroristen være en levende bombe, ved at bære sprængstoffer / abc-våben på sig selv, eller han/hun kan benytte et transportmiddel (f.eks. en bil/bus eller et fly/tog/skib etc.) til angrebet - et transportmiddel, der enten kun indeholder terroristen eller også indeholder nogle gidsler (som det f.eks. var tilfældet i USA d. 11. september 2001).

Selvmordsterrorister har indtil angrebet på USA d. 11. september 2001 typisk været teenagere eller unge mænd i begyndelsen af 20’erne uden familie, uddannelse og forpligtelser (se f.eks. Kushner), men efter angrebet på World Trade Center og Pentagon er en sådan generalisering ikke længere mulig. Efterforskningen af angrebet har nemlig ifølge nyhedsmedierne vist, at flere af selvmordsterroristerne var veluddannede ikke helt unge mænd (få af dem i starten af 30’erne) og nogle endda med koner og børn (se f.eks. Bergen / diverse nyhedsmedier).

Endelig hvad angår andre typer af taktik, terrorister kan benytte sig af, kan nævnes:

Attentater, befrielser, besættelser, bombeattentater (uden selvmordshensigt), drab, “ekspropriation” (f.eks. bankrøverier), kapringer (af fly etc. - uden selvmordshensigt), kidnapninger, lemlæstelser, sabotage, raketangreb, etc. (Clutterbuck, Drake & Heyman).

Spørgsmålet er så hvilke typer af våben, terroristerne kan benytte sig af. Her kan der i teorien både være tale om konventionelle våben og masseødelæggelsesvåben (Weapons of Mass Destruction = WMD). Af konventionelle våben kan bl.a. nævnes : Pistoler, rifler, maskinpistoler, shotguns, håndholdte panserbrydende og jord-til-luft missiler, granater, bomber og miner (Clutterbuck & Jervas), mens der af WMD kan nævnes atomare, radiologiske, biologiske og kemiske våben.

Hvor konventionelle våben har været brugt i stort set alle terrorangreb indtil nu, har masseødelæggelsesvåben “kun” været benyttet få gange (Hoffman). Men selv om WMD i praksis ikke har været benyttet så ofte, er det ikke ensbetydende med, at det ikke kan ske i fremtiden.    Ser man på hvilken type WMD, der har været benyttet indtil nu - er der tale om i hvert fald bekræftede kemiske angreb mod Tokyos undergrundsbane i 1995.[5] De biologiske “angreb” med miltbrand (Anthrax) breve mod bl.a. regeringskontorer i Washington er endnu ikke ble- vet bekræftet at stamme fra terrorister, og det kan derfor ikke med sikkerhed bekræftes at bio- logisk terrorisme har fundet sted.[6] Atom-terrorisme findes der ingen kendte eksempler på.

Spørgsmålet er så hvilken type af WMD, der vil være størst sandsynlighed for, at terrorister vil benytte sig af i fremtiden. Dette vil afhænge af en kombination af faktorer f.eks. hvilken type aktion, der er tale om (hvilket våben der egner sig til formålet), hvilken effekt gruppen ønsker (afskrækkelse / brug med stor eller lille effekt), om gruppen er statsstøttet eller ej (herunder i hvilken udstrækning terrorgruppen / staten der støtter gruppen frygter gengældelse),[7] og hvad den givne gruppe er i stand til at få fat i af våben.[8]

Med andre ord er det altså ikke til at afgøre præcist hvilken type WMD-terrorisme, der vil være den mest sandsynlige i fremtiden, men det kan dog siges at biologisk eller kemisk terrorisme alt andet lige må være mere sandsynlig end atomterrorisme (bl.a. fordi b- og c-våben er relativt lettere at få fat på end a-våben, da det i højere grad er muligt selv at fremstille dem end a-våben), selvom den sidstnævnte terrorismetype ikke helt kan udelukkes.[9]

 

Terrorismens mulige årsager

Kendskabet til ovennævnte typologier er imidlertid stadig ikke nok for virkeligt at forstå terrorisme. For indtil nu er det kun terrorismens ydre tegn, der er blevet belyst. Og det er med terrorisme som med sygdomme, det nytter ikke kun at se på symptomerne og bekæmpe dem, når sygdommen er brudt ud. Det gælder derimod om at forstå, hvorfor sygdommen bryder ud, så man kan forebygge, at det sker igen. Derfor er det nødvendigt at se på terrorismens årsager.

Terrorismens årsager afhænger i høj grad af hvilken type terrorisme, der er tale om. Da det vil være for omfattende i denne artikel at gennemgå de mulige årsager til alle de forskellige typer terrorisme, og da det desuden er den religiøse terrorisme, der er den mest udbredte i dag, har jeg valgt at fokusere på denne. Da årsagerne til alle de forskellige typer af religiøs terrorisme imidlertid stadig vil være for omfattende at gennemgå i denne artikel, har jeg valgt kun at belyse de mulige årsager til den islamiske terrorisme. Grunden til at netop den islamiske terrorisme er valgt er, for det første at det er de islamiske grupper, der er blevet holdt ansvarlige for nogle af de største (målt på antallet af døde / sårede) religiøse terrorangreb i de sidste 10 år, og for det andet at det formodentligt var islamiske terrorister der angreb USA d. 11. september.

I det følgende defineres det først, hvad islamisk terrorisme er, hvorefter den islamiske terrorismes udbredelse belyses, og der redegøres sluttelig kort for mulige årsager til den islamiske terrorisme.

 

Definition på islamisk terrorisme

For at gøre det muligt at skelne mellem islamiske terrorgrupper og nationalistiske terrorgrupper, der har islam som religion, defineres islamisk terrorisme her som : Terrorisme, hvis mål det er at opnå islamiske stater, der bygger på islamisk ret, shari’a.

I praksis betyder dette f.eks. at islamisk terrorisme udføres af terrorgrupper, der kæmper for at opnå islamiske palæstinensiske stater (f.eks. Hamas) (selv om de også kan siges at have et nationalistisk islæt, idet de kæmper for at få deres egne stater). Terrorgrupper, der kæmper for at opnå palæstinensiske stater (f.eks. PFLP), betragtes derimod som nationalistiske (selv om de også kan have et religiøst islæt, idet terroristernes religion er islam).

 

Den islamiske terrorismes udbredelse

Den islamiske terrorisme var før 1979 stort set et ukendt fænomen, men efter den iranske revolution i 1979 blomstrede den imidlertid op, og antallet af terrorgrupper steg (Hoffman). I dag findes der islamiske terrorgrupper ikke kun i Mellem Østen, men også i andre dele af verden (se f.eks. U.S. Department of State).

Af eksempler på større islamiske terrorgrupper kan bl.a. nævnes Armed Islamic Group (GIA) i Algeriet, der kæmper imod den algeriske stat og for indførelsen af en islamisk stat i landet, al-Jihad og al-Gama’at al Islamiyya i Egypten, der begge op gennem 1990’erne kæmpede imod den egyptiske stat og for en islamisk magtovertagelse, og Hamas og Hizb’allah der begge kæmper imod Israel og for oprettelsen af en islamisk palæstinensisk stat (U.S. Department of State). Fællesnævneren for alle disse grupper er med andre ord, at de kæmper imod en stat, de enten selv befinder sig i eller ønsker sig en del af, og arbejder for indførelsen af en islamisk (evt. islamisk palæstinensisk) stat på territoriet. Noget andet gør sig gældende for al-Qaeda (“Basen”), der som sådan ikke har noget imod den stat, som gruppen opholder sig i, nemlig Afghanistan, men som derimod opholder sig der for at få “husly”. Gruppen kæmper i stedet mod USA og regimet i Saudi Arabien, som al-Qaeda anser for at ligge under for USA’s interesser i landet og Mellem Østen, og kæmper ikke “kun” for at indføre islamisk styre i én stat, men derimod for en genoprettelse af Kalifatet - en stormuslimsk stat hvor “..the umma[10] would live under the rule of the Prophet Muhammad..”, som skal brede sig fra Tunesien i vest til Indonesien i øst[11] (Bergen). 

Ud over de større muslimske terrorgrupper findes der et utal af mindre grupper rundt om i verden. Billedet bliver yderligere uklart af, at nogle grupper til tider vælger at benytte et alias / andet navn, hvis de tager ansvaret for et terrorangreb. Med andre ord er det ikke altid til at gennemskue, om der er tale om en helt ny terrorgruppe, eller der i stedet er tale om en allerede kendt terrorgruppe “forklædt” som en ny terrorgruppe.

Spørgsmålet er så, hvad årsagen kan være til fremvæksten af de islamiske terrorgrupper. Dette vil kort blive belyst i det følgende.

 

Den islamiske terrorismes mulige årsager

Ud over at der kan være mange mulige årsager til, at den islamiske terrorisme er vokset, er det også forskelligt fra land til land, hvad der er de specifikke årsager til netop én terrorgruppes fremvækst. Jeg vil i det følgende søge at belyse de mere overordnede mulige årsager[12] til den islamiske terrorismes vækst (dog med fokus på islamisk terrorisme i Mellemøsten) - og ikke én enkelt case.

Ser man på faktorer, der kan have medvirket til væksten i den islamiske terrorisme, er det ideelt nødvendigt at betragte både faktorer på det globale og statslige niveau og på individ niveauet. Da denne artikels omfang ikke muliggør en behandling af alle niveauer, har jeg valgt at fokusere på det globale og det statslige niveau og kommer derfor ikke ind på, hvad bestemte individer har betydet for væksten i den islamiske terrorisme.[13]

 

Det globale niveau

Den Kolde Krigs afslutning

De emner der var i fokus under den Kolde Krig mellem de to Supermagter handlede for en stor dels vedkommende om magt, men også til dels om hvilken kultur, der skulle have størst indflydelse, den vestlige USA-prægede kultur eller den østlige USSR-prægede kultur. Både på det magtpolitiske og det kulturelle område balancerede de to supermagter hinanden, men dette forsvandt med den Kolde Krigs afslutning, hvor USSR’s sammenbrud betød en umiddelbar sejr til den vestlige USA-prægede kultur. Hvor den østlige USSR-prægede kultur aldrig rigtigt havde haft et religiøst islæt, fordi dette var udelukket p.g.a. den kommunistiske ideologi, havde den vestlige et udpræget kristent livssyn i en mere eller mindre verdslig udgave, alt efter hvilken stat der var tale om.

Netop den Kolde Krigs afslutning og bortfaldet af en balancerende magt til USA kan have medført, at visse religiøse grupper i Mellemøsten kan have ønsket at balancere den i deres øjne sekulære kulturimperialisme, der strømmede ud fra Vesten og korrumperede deres samfund (se f.eks. Jervas). Og selv om der ikke som sådan var noget nyt i, at Vesten søgte indflydelse i Mellemøsten, var der noget nyt i, at der ikke var en anden stat (USSR) at vende sig til. Derfor kan den manglende balancering af Vesten fra USSR’s side for de religiøse bevægelser have virket som en vækst i påvirkningen fra Vestens side, selv om der måske ikke har været den store rent faktiske forskel.

Med andre ord kan den Kolde Krigs afslutning, USSR’s sammenbrud og overgangen fra bi- til unipolariteten altså have været en mulig medvirkende årsag til, at antallet af islamiske terrorgrupper er steget efter den Kolde Krigs afslutning.

Men væksten i de islamiske terrorgrupper blev som nævnt påbegyndt før den Kolde Krigs afslutning, så andre faktorer må også have spillet ind. En af disse kan være globaliseringen.

 

Globaliseringsmæssige årsager

En konsekvens af globaliseringen har været at på bestemte områder, er nationalstaten eroderet (f.eks. med det øgede EU-samarbejde i visse sektorer), og den globale kulturs indflydelse har været stigende (se f.eks. Bauman). Med der er som sådan ikke noget nyt i at stater, også religiøse stater bliver påvirket af omverdenen - det er de altid blevet i større eller mindre grad. Det er altså ikke eksistensen men derimod omfanget af påvirkningen, der er vokset. Spørgsmålet er så, hvordan dette kan have medført en vækst i antallet af religiøse terrorgrupper. Her er der flere faktorer, der kan have spillet ind.

For det første er der på den ene side tale om, at den globaliserede kultur i høj grad er påvirket af de sekulære vestlige værdier og i høj grad er inspireret af den amerikanske verdslige kultur og informationsteknologi. Men på den anden side er der ikke noget nyt i dette, da den globale kultur i mange år har været præget af vestlige værdier (se f.eks. Huntingtons beskrivelse af hvordan den vestlige kultur har domineret i løbet af de sidste 500 år). Holdes denne vestlige globaliserede kultur imidlertid sammen med nationalstatens erosion på visse områder og den større grad af styring på det globale niveau, kan dette have medført, at særligt de islamiske staters kultur virkede, som om den kunne erodere og blive underlagt den vestlige kulturimperialisme, og dette kan have medført en vækst i antallet af islamiske terrorbevægelser, der igennem anslag mod vesten vil forsøge at sætte spørgsmålstegn ved den vestlige kulturs indflydelse.

For det andet kan eksistensen af en global elite have sat spørgsmålstegn ved religiøse autoriteter i en stat som f.eks. Iran. For selv om der kan argumenteres for, at Iran er en stat, der ikke er særlig åben over for indtryk fra omverdenen, vil selve eksistensen af rejsende ind og ud af landet kunne underminere præstestyret p.g.a. de reformideer, der vil kunne nå frem til befolkningen gennem kontakt med den globale elite. Og hvis dette kan ske i Iran, vil det i endnu højere grad kunne ske i stater som f.eks. Egypten og Algeriet, der har en endnu større kontakt med den vestlige verden og den globale elite.

Med andre ord kan globaliseringen og dens konsekvenser altså også have været en medvirkende årsag til væksten i antallet af islamiske terrorgrupper.[14]

Selv om faktorer på det globale niveau kan have medført en stigning i antallet af islamiske terrorgrupper, kan også faktorer på det statslige niveau have spillet en rolle. Disse vil kort blive skitseret i det følgende.

 

Det statslige niveau

Politiske årsager

I mange mellemøstlige stater, f.eks. Egypten og Algeriet, er islamiske gruppers / partiers parlamentariske repræsentationsmuligheder stærkt begrænsede, i mange tilfælde endda ved enten lov om at politiske partier ikke må være dannet på et religiøst grundlag, eller ved at nye politiske partier skal godkendes af det siddende styres embedsmænd, der ingen interesse har i at godkende partier, der evt. vil kunne opnå (stor) folkelig opbakning, og i yderste konsekvens vil kunne afsætte de siddende magthavere (Tachau).

Selvfølgelig kan man sige, at der som sådan ikke er noget nyt i dette, da de islamiske interesser hverken tidligere under koloniherrene eller siden selvstændigheden har været repræsenteret rent parlamentarisk. Men alligevel kan der i de mellemøstlige stater være tale om, at dette i løbet af de sidste 20 år kan have føltes som et større problem, end det måske har gjort tidligere og kan have ført til øget islamisk terrorisme. Der kan være flere årsager til dette.

For det første er der sket en stigning i kritikken, af måden staterne er blevet styret på evt. gennem påvirkning af det sekulære ikke-islamiske Vesten eller ved hjælp af en demokratisk model, der bygger på vestlige ideer/idealer og ikke har været til borgernes fordel, hvorfor styret betragtes som korrupt. En mulig løsning vil være en tilbagevenden til islamiske værdier, og i yderste konsekvens en oprettelse af en islamisk stat, der vil sætte de korrupte magthavere fra magten, mindske kontakten med det ikke rettroende vesten og oprette orden og bedre forholdene for borgerne i staten. Islamisk terrorisme kan derfor blive reaktionen, da de islamiske grupperinger ikke kan acceptere de parlamentariske “spilleregler” og derfor må søge at opnå magten i staten på en anden måde.[15]

Selv om eventuelle islamiske partier endda vælger at søge at blive en del af den parlamentariske proces, er dette ikke muligt, da de ikke kan få lov til at stille op til valg etc., da de er grundlagt på religiøs basis / bliver forbudt ved valg, fordi de er for magtfulde. Når parlamentarisk repræsentation ikke bliver mulig, er der ikke så mange andre muligheder for at blive hørt / få sin vilje igennem end at ty til vold, så dette kan også have medført en opblussen i den islamiske terrorisme.

For det andet kan selve eksistensen af globaliseringen have betydet, at en større del af de muslimske landes befolkninger er blevet klar over, at der eksisterer noget, der hedder “parlamentarisme” (f.eks. via den øgede tilstrømning af nyheder fra vesten til disse stater). En konsekvens af dette kan være en øget bevidsthed om, at deres eget system ikke tillader den samme mulighed for indflydelse på det politiske system, hvorfor de kan søge at opnå det evt. gennem at ty til vold, hvis der ikke er andre muligheder for at blive hørt.

Med andre ord kan både selve eksistensen af et parlamentarisk system efter vestlig idé, selve det at grupper i samfundet bliver forhindret i deltagelse i den parlamentariske proces, og den øgede bevidsthed om eksistensen af begrebet “parlamentarisme” have været en mulig medvirkende årsag til væksten i den islamiske terrorisme.

 

Geopolitiske årsager

Siden oprettelsen af den israelske stat i 1948 har der været indtil flere væbnede konflikter i Mellemøsten mellem Israel og dets naboer f.eks. Egypten, Libanon, Jordan etc. De arabiske stater mistede med det jødiske Israels grundlæggelse og i de senere væbnede konflikter ikke kun land i den “almindelige” geopolitiske betydning, men derimod land som ifølge dem tilhørte den islamiske palæstinensiske befolkning - eller med andre ord mistede de en del af det islamiske territorium til de “vantro ikke-islamiske jøder”.

Men da størstedelen af de væbnede konflikter fandt sted før 1979, og væksten i den islamis- ke terrorisme først har fundet sted siden, kan det diskuteres, om de har haft en direkte indflydelse på denne vækst. Men selv om der måske ikke har været en direkte indflydelse, kan nogle af konflikterne alligevel have sat gang i nogle dynamikker, som kan have medført en vækst i den islamiske terrorisme. Dette gør sig f.eks. gældende i Libanon, hvor Hizb’allah stadig kæmper imod Israel og for oprettelsen af en palæstinensisk islamisk stat.

Yderligere kan de væbnede konflikter også have haft en mere indirekte indflydelse, idet selve fredsprocesserne / fredsslutningerne efter konflikterne kan have medført en opblussen i den islamiske terrorisme. Dette er f.eks. tilfældet i Israel, hvor selve eksistensen af fredsprocessen gentagne gange fører til islamiske terrorangreb fra grupper, der er imod fredsprocessen, f.eks. Hamas (se f.eks. Hansen).

 Med andre ord kan om ikke geopolitikken så de væbnede konflikter, der er affødt af geopolitikken i mellemøsten, være en mulig medvirkende årsag til væksten i den islamiske terrorisme.

 

Økonomiske årsager

Økonomien i mange islamiske lande, der har haft problemer med islamisk terrorisme, falder indenfor kategorien “udviklingslandenes økonomi”. Alle udviklingslandenes økonomiske problemer er for stort et emne at behandle i denne artikel, så i det følgende vil kun et par af de økonomiske faktorer, der kan have været medvirkende til en vækst i den islamiske terrorisme blive berørt.

I flere af de islamiske stater har der været en misforhold mellem antallet af højtuddannede og deres mulighed for at få job, når de var færdige med uddannelsen (se f.eks. Richards). Hvis det antages, at der er en sammenhæng mellem at tage en videregående uddannelse, og de afkast man forventer en sådan uddannelse vil give i form af et om ikke velbetalt så i hvert fald fast og vedvarende job efter endt eksamen, vil disse forventninger ikke blive opfyldt, hvis dette ikke sker, og man havner i arbejdsløshed. Sker dette for mange, kan det danne grobund for et oprør mod staten eller i de muslimske stater en grobund for muslimsk ekstremisme, der ønsker at gøre op med den stat, der ligger under for vesten, ikke har holdt sine løfter og er skyld i, at man ikke, som man havde forventning om da man påbegyndte uddannelsen, kan få et job indenfor f.eks. staten. En sådan muslimsk ekstremisme kan hurtigt føre til islamisk terrorisme, da det parlamentariske system som nævnt under de politiske faktorer enten ikke anses for måden at ændre staten på eller ikke muliggør deltagelse.

En anden økonomisk faktor, der kan have medført øget islamisk terrorisme, har også noget med arbejdsløshed at gøre. I flere muslimske stater er det gået dårligt for landbruget, bl.a. p.g.a. de tilskud som vesten giver til deres landmænd, og som hindrer udviklingslandenes landmænd i at få de priser på verdensmarkedet for deres varer, som de ellers ville kunne opnå. En anden årsag til problemerne for landbruget er, at staternes vækststrategier i stor udstrækning har slået fejl (se f.eks. Richards). Konsekvenserne har været, at flere landmænd er blevet arbejdsløse og er flyttet til byerne. I byerne er infrastrukturen ikke blevet udbygget, og nogle af de tilflyttede landmænd har fået det værre, end de havde før. Disse arbejdsløse landmænd, hvis livsvilkår er blevet forværrede, kan også blive en grobund for islamisk ekstremisme og senere terrorisme, lige som de veluddannede arbejdsløse unge kan være.

Hvis man til problemerne, der opstår p.g.a. den relativt høje arbejdsløshed, lægger problemerne, der opstår p.g.a. den hurtige befolkningsvækst, den voksende udenlandsgæld, den store offentlige sektor, den skæve indkomstfordeling og den store grad af korruption, der er i mange Mellemøstlige stater, kan dette også bidrage til utilfredheden med måden, landet bliver styret rent økonomisk på.

Med andre ord kan de økonomiske faktorer bl.a. den store arbejdsløshed, der er i de muslimske stater, have været en mulig medvirkende årsag til væksten i den islamiske terrorisme.

Alt i alt kan man sige, at årsagen til væksten i den islamiske terrorisme formentlig er en blanding af både følgerne af den Kolde Krigs afslutning, og de globaliseringsmæssige, politiske, geopolitiske og økonomiske faktorer. Hvilken af faktorerne, der har spillet mest ind, er ikke til generelt at sige, men afhænger af hvilken terrorgruppe, der er tale om, hvilket kræver dybtegående casestudier for at belyse.

 

Terrorisme bekæmpelse

Skal man sætte ind mod den internationale terrorisme kan man, som det ses af det ovenstående, ikke nøjes med at sætte ind, når den har fundet sted, men man er nødt til også at forsøge at forebygge den. Dette er desværre ikke så ligetil, men det betyder ikke, at det ikke skal gøres.

Ser man først på mulighederne for at sætte ind mod terrorismens mere ydre former, er dette blevet vanskeligtgjort af det nævnte faktum, at terrorismen er blevet mere diffus, og det er sværere at infiltrere netværk / ad hoc grupper end hierarkiske organisationer, da de enkelte dele af netværket i mange tilfælde ikke har nogen viden om de andre dele, eller da ad hoc grupper, som det fremgår af navnet, bliver dannet til lejligheden, og det ikke er til at forudse, hvor de dukker op næste gang.

Yderligere er det som nævnt mere vanskeligt at få fat i individuelle sponsorer, end det er at få fat i stater, der sponsorerer terrorisme, fordi de individuelle sponsorer har en mulighed for at bevæge sig, som stater ikke har.

Og endvidere er det som nævnt blevet om ikke absolut så i hvert fald relativt lettere at anskaffe sig WMD, end det var før den Kolde Krigs afslutning, og yderligere har nogle (“slyngel”-)stater (med mere eller mindre sandsynlige forbindelser til diverse terrorgrupper) også forsøgt at anskaffe sig WMD (se f.eks. Tanter & “Rumsfeld rapporten”), hidtil så vidt vides uden held.

En måde at sætte ind mod dette kunne være, som det allerede er foreslået efter d. 11. september 2001, med et øget internationalt efterretningssamarbejde og med bedre muligheder for afstraffelse og udlevering af terrorister til retsforfølgelse i andre lande. Spørgsmålet om det er muligt at infiltrere netværk, er svært at besvare, men det ville nok under alle omstændigheder være lettere at søge at vende nogle, der allerede var en del af netværket imod terrorismen og så bruge dem som informanter, end at få nogle af sine egne folk ind i terrorgruppen.

Hvad endelig angår tilgængeligheden af WMD, kan det for at mindske denne være nødvendigt at indføre endnu større restriktioner, end der i forvejen er på materialer til f.eks. b- og c- våben produktion, der har “dual-use”.[16] Yderligere vil en forøgelse af sikkerheden omkring WMD opbevarings- og forskningssteder kunne forebygge tyverier af materialer. Og endelig kunne det være en god idé at øge presset på de stater, der menes at enten forsøge at producere eller tiltænke at producere WMD. Dette kunne f.eks. ske gennem krav om adgang for våbeninspektører (som det søges gennemført i Irak), gennem afskrækkelse om gengældelse hvis et angreb forsøges eller gennem sanktioner af f.eks. økonomisk art.

Ser man dernæst mere specifikt på mulighederne for at sætte ind mod den islamiske terrorismes årsager, er der flere steder, man kan forsøge dette.

Hvad angår muligheden for at sætte ind mod konsekvenserne af den Kolde Krigs afslutning og skabe en form for balancering af supermagten USA, bliver dette svært. Der er ingen stater eller internationale aktører, der har de samme magtpotentialer, bl.a. militært, som det tidligere USSR havde, og derfor ingen der ville kunne balancere USA, som USSR kunne. Så på dette område er der ikke så meget at gøre umiddelbart.

Hvad angår muligheden for at mindske konsekvenserne af globaliseringen, bliver dette også svært, da internettets udbredelse stiger, og mobiliteten af verdensbefolkning går i samme retning. Kort sagt er den store grad af påvirkning mellem kulturerne kommet for at blive.

Hvad angår den politiske faktor, er der noget at gøre her. Det ville formentligt hjælpe noget på den islamiske terrorismes udbredelse, hvis parlamentarisk repræsentation blev mulig i hvert fald for moderate islamiske partier. Det ville fjerne noget af interessen for de ekstreme muslimske synspunkter, hvis de muslimske synspunkter i det hele taget var repræsenteret politisk. Yderligere kunne det måske hjælpe at opbygge parlamentariske systemer, der som sådan repræsenterede folket, og ikke kun beskyttede den siddende elites magt.

Hvad angår den geopolitiske faktor, ville oprettelsen af en palæstinensisk stat nok kunne hjælpe på udbredelsen af den islamiske terrorisme. Spørgsmålet er blot, om dette er muligt. Set fra Israels synspunkt har det lange udsigter, og det er samtidigt usikkert, om f.eks. Hamas og Hizb’allah, der kæmper for oprettelsen af en islamisk palæstinensisk stat, vil være tilfredse med oprettelsen af en palæstinensisk stat, der ikke er styret af islamisk ret.

Hvad endelig angår den økonomiske faktor, er der flere ting, man kan gøre. F.eks. ville en eftergivelse af en del af staternes udenlandsgæld kunne hjælpe, og det samme ville et forsøg på udligning af forskellene mellem rige og fattige. Yderligere ville det være vigtigt at arbejde for en mindskelse af arbejdsløsheden, både gennem at skabe job til de veluddannede unge, så deres forventning til job efter endt uddannelse i højere grad blev opfyldt, og gennem at skabe bedre forhold for landbruget /påbegynde omskoling, så urbaniseringen i landene kunne om ikke mindskes, men i hvert fald stagnere. Sådanne tiltag ville kunne mindske i hvert fald en del af grobunden for den islamiske ekstremisme og på sigt derfor udbredelsen af den islamiske terrorisme.

Alt i alt er der altså flere steder, hvor det er muligt at sætte ind i mod terrorismen, både direkte, ved at søge at mindske terroristernes muligheder for at operere / anskaffe våben og ved at søge at om ikke helt forhindre så i hvert fald besværliggøre deres finansiering, og mere indirekte ved at søge at modarbejde udbredelsen af terrorismen ved at sætte ind mod de af terrorismens mulige medvirkende årsager, som det er muligt at gøre noget ved.

 

Konklusion

I denne artikel er der givet en generel indføring i begrebet terrorisme, der er et om ikke udefinerbart begreb, så i hvert fald et begreb, som det er svært at enes om en definition af ikke kun politisk men også akademisk. Terrorismens forskellige typologier er blevet beskrevet, og mulige årsager til den islamiske terrorisme er blevet belyst. Endelig er det til sidst forsøgt at belyse, hvad der kan gøres ved den internationale terrorisme, og det er blevet pointeret, at det ikke kun er nødvendigt at sætte ind, efter at et angreb har fundet sted, men at det også er vigtigt at forebygge en yderligere vækst i udbredelsen af den islamiske terrorisme ved at søge at bearbejde nogle af de mulige medvirkende årsager til den islamiske terrorisme.

Vi lever imidlertid i en tid, hvor alle, stort set uanset hvilket land de kommer fra, hvilken overbevisning de har, og hvordan de definerer terrorisme, fortæller os, at terrorisme er noget, der skal “afskaffes”, “fjernes fra jordens overflade” eller lignende. Men terrorisme er, som det er vist i denne artikel, ikke noget, man “bare” kan fjerne..... for bl.a. kan man ikke bruge samme fremgangsmåde til at fjerne terrorismen alle steder.

Terrorisme er et diffust begreb og bør ses på baggrund af det system, det manifesterer sig i, og kan kun forstås i lyset af det samfund, hvor det finder sted, og i forhold til de bl.a. politiske og økonomiske problemer, der er, hvor terrorismen opstår. Derfor skal problemerne terroris- men skaber løses på forskellige måder i forskellige lande.

Med andre ord er det altså ikke muligt at generalisere, hverken i forhold til hvad terrorismen er, eller i forhold til hvordan den kan mindskes, forebygges eller elimineres..... det afhænger helt og holdent af hvilken type terrorisme, der er tale om, hvor den finder sted etc.

Om terrorismen nogle sinde helt bliver afskaffet, kan kun tiden vise, men en ting er sikkert, det er i hvert fald noget, der kommer til at tage tid...... og vi har, selv om det ikke er rart at tænke på, næppe hørt det sidste fra terroristerne, selv om der er dannet en international koalition mod terrorisme...... Man kan kun håbe at fremtidige terrorangreb, vil kunne forebygges, og at antallet af mulige ofre vil kunne mindskes gennem en koordineret indsats.

 

Litteraturliste

Bauman; Zygmunt (1999), Globaliseringen - De menneskelige konsekvenser, Hans Reitzels Forlag A/S; København K.

Bergen; Peter L. (2001), Holy War Inc. - Inside the Secret World of Osama bin Laden, Weidenfeld & Nicolson; London

Brackett; D.W. (1996), Holy Terror - Armageddon in Tokyo, Weatherhill, Inc.; New York

Clutterbuck; Richard (1994), Terrorism in an unstable world, Routledge; London

Drake; C.J.M. (1998), Terrorists’ Target Selection, MacMillan Press LTD; London

Falkenrath; Richard A.  et al (1998), America’s Achilles Heel - Nuclear, Biological, and Chemical Terrorism and Covert Attack, The MIT Press; London, England

Giebel; L. (1999), Strategisk områdestudie : Algeriet, Forsvarsakademiet, VUT II/L-STK 1999/00; København

Guelke; Adrian (1998), The Age of Terrorism and the International Political System, I.B. Tauris Publishers; London

Hansen; Birthe (2001), Terrorisme - de utilfredse og den nye verdensorden, Lindhardt og Ringhof; Danmark

Heyman; Philip B. (1998), Terrorism and America - A Commonsense Strategy for a Democratic Society, The MIT Press; London, England

Hoffman; Bruce (1999), Inside Terrorism, INDIGO; Great Britain

Huntington; Samuel P. (1996), The Clash of Civilization and the Remaking of World Order, Simon & Schuster; New York

Jervas; Gunnar (ed.)  (1998), FOA Report on Terrorism, Defence Research Establishment, FOA; Stockholm

Kushner; Harvey W. (1996), Suicide Bombers : Business as Usual, i Studies in Conflict & Terrorism, vol.19 nr.4, 1996

Laqueur; Walter (1977), Terrorism, Weidenfeld and Nicolson; London

Laqueur; Walter (1996), Postmodern Terrorism, i Foreign Affairs, vol.75 nr.5, September/October 1996

Laqueur; Walter (1999), The New Terrorism - Fanaticism and the Arms of Mass Destruction, Oxford University Press; Oxford

Lesser; Ian O. et al (1999), Countering the New Terrorism, RAND; Santa Monica,CA.

Richards; Alan & John Waterbury (1996), A Political Economy of the Middle East, Westview Press; USA

“Rumsfeld rapporten” (er den populære betegnelse for :), Commission to assess the ballistic missile threat to the United States (US Congress) (1998), Report of the Commission to assess the ballistic missile threat to the United States, www.fas.org/irp/threat/missile/rumsfeld/index.html

Simonsen; Jørgen Bæk (1995), Politikens Islamleksikon, Politikens Forlag; Danmark

Schmid; Alex P. (1983), Political Terrorism - a Research Guide to Concepts, Theories, Data Bases and Literature, North-Holland Publishing Company; Amsterdam

Stern; Jessica (1999), The Ultimate Terrorist, Harvard University Press; Cambridge Massachusetts

Tachau; Frank (ed.) (1994), Political Parties of the Middle East and North Africa, Mansell; United Kingdom

Tanter; Raymond (1999), Rogue Regimes, Terrorism and Proliferation, Updated Edition, MacMillan Press LTD; London

US Congress (1998), Nuclear Terrorism and Countermeasures - Hearing before the Military Research and Development Subcommittee of the Committee on National Security, House of Representatives - One Hundred Fifth Congress, First Session, U.S. Government Printing Office; Washington

U.S. Department of State (2001), Patterns of Global Terrorism 2000, www.state. gov/s/ ct/rls/pgtrpt/2000/

Webster; Philip & Roland Watson (2001), Bin Laden’s nuclear threat, i The Times, fredag d. 26. okt. 2001

Andre kilder:

www.cnn.com

www.medea.be/en/index068.htm

 

1      Hvilke stater, der fokuseres på som udførende terrorisme i en sådan definition, afhænger af hvem der ser på sagen / definerer. Emnet er nemlig politisk “betændt” - man taler politik, når man taler definitioner, og man kan sagtens opstille en anden definition af statssponsoreret terrorisme end den nævnte, der medtager andre lande.

2      Dette problem så man også, da FN efter angrebene på USA d. 11. september 2001 skulle forsøge at nå til enighed om en arbejdsdefinition på terrorisme.

3      Hvis der var tale om at terrorgruppen modtog enten støtte fra sin egen stat til brug ved aktioner i denne, eller fra en fremmed stat til brug ved aktioner i den fremmede stat, ville der være tale om “statsterrorisme”, hvor staten øver vold mod sine egne borgere (som f.eks. Saddam Hussein har gjort det mod kurderne), der ligger uden for denne artikels emne, og derfor ikke belyses.

4      Med “taktik” menes der, når der er tale om terrorgrupper, hvilke våbentyper og angrebstyper terrorgrupperne kan benytte sig af.

5      Tokyos undergrundsbane blev i 1995 udsat for et angreb med nervegassen Sarin af den buddhistisk inspirerede kult Ayom Shinri Kyo, der kæmpede mod den japanske stat. Resultatet af angrebet, der blev fremskyndet, p.g.a. advarsler om at politiet var tæt på at slå til mod kulten, blev at 11 mennesker blev dræbt, mens mellem 3000 og 5500 blev såret i større / mindre grad (Brackett). Var angrebet ikke blevet fremskyndet, havde disse tal formentligt været væsentligt højere.

6      Det skal dog bemærkes, at der har været flere planer om biologisk terrorisme bl.a. i USA, som, på nær ét tilfælde med fødevareforgiftning på en salatbar med Salmonella typhimurium som gjorde 751 mennesker syge, imidlertid ikke er blevet udført (Stern).

7      Hvis der er tale om en stats-sponsoreret terrorgruppe, der frygter gengældelse, fra den stat der angribes, kan det være bedre at benytte sig af biologiske / kemiske våben end atomare, da disse er sværere at spore tilbage til staten (Falkenrath).

8      En grundig gennemgang af alle disse faktorers udvikling vil være for omfattende for denne artikel, men ser man f.eks. på bare én af de ovennævnte faktorer, der kan være betydende for terrorgruppens våbenvalg, nemlig selve erhvervelsen af abc-våben (der kan erhverves enten ved egenproduktion (der kræver uddannet arbejdskraft, relevant materiale, et fabrikationssted og fremføringsmidler), køb (der kræver, at der er nogen (oftest en stat), der ønske at / kan overtales til at sælge) eller tyveri (der kræver enten dårlige sikkerhedsforanstaltninger, eller at disse kan omgås)), er muligheden for dette blevet større med den Kolde Krigs afslutning, selv om det dog stadig rent absolut er svært at få fat i bl.a. atomvåben. Dette skyldes bl.a. følgende udviklinger :

- Antallet af tilgængelige videnskabsmænd med viden om WMD-produktion er steget (bl.a. p.g.a. den økonomiske krise i Rusland, og den heraf følgende fyring af og manglende betaling af løn til mange videnskabsmænd (og soldater)).

- Sikkerheden ved opbevaringssteder for WMD og f.eks. fissilt materiale til a-våbenproduktion er ikke så høj, som den var tidligere, selv om den absolut set stadig er høj (bl.a. p.g.a. nedskæringer i militæret og den førnævnte økonomiske krise i Rusland).

- Muligheden for at skaffe fremføringsmidler til WMD er steget (bl.a. p.g.a. stigningen i ex-sovjettisk militær materiale der er til salg enten på det sorte marked eller gennem den organiserede kriminalitet). (Stern, Falkenrath, USCongress)

9      F.eks. har efterretningskilder udtalt, at al-Qaida har søgt at anskaffe sig nukleart materiale (Webster).

10    “The umma” er “..the community of Muslim believers..” (Bergen).

11    Historisk set opstod Kalifatet i år 632, men forsvandt igen i år 1258 for senere at blive genoptaget af osmannerne og endelig afskaffet af Mustafa Kemal Atatyrk i 1924  (Simonsen).

12    Det skal dog bemærkes, at det ikke er muligt at finde universelle generelle grunde til, at terrorgrupper opstår, da det varierer fra gruppe til gruppe, hvad årsagen til gruppens opståen er. Derfor skal de grunde til terrorgruppers opståen, der belyses i det følgende, blot betragtes som mulige medvirkende årsager til, at islamiske terrorgrupper er opstået og ikke som endegyldige forklaringer på, hvorfor bestemte terrorgrupper er opstået.

13    Hvad angår individ-niveauet, må det dog bemærkes, at Osama bin Laden har haft en vis indflydelse på væksten i den islamiske terrorisme, med oprettelsen af al-Qaeda og de forbindelser denne terrorgruppe har til andre terrorgrupper rundt om i verden, selv om hans indflydelse selvfølgelig ikke skal overvurderes.

14    Globaliseringen kan imidlertid også have influeret på udbredelsen af islamiske terrorgrupper på en anden måde, idet globaliseringen og den bl.a. deraf affødte stigende mobilitet (rejseaktivitet) har kunnet fremme terroristernes muligheder for at udføre terrorhandlinger uden at blive lagt mærke til (jf. angrebet på World Trade Center og Pentagon i september 2001), har øget kommunikationsmulighederne mellem forskellige terrorgrupper / forskellige dele af et terrornetværk som følge af bl.a. internettets fremvækst, og endelig har øget terrorgruppernes muligheder for at kommunikere deres budskab til omverdenen, som f.eks. Osama bin Laden gjorde via satellit tv-stationen al-Jazeera i Qatar efter angrebet på USA i september 2001. (Se endvidere Hansen).

15    Dette var f.eks. tilfældet i Algeriet, hvor terrorgruppen GIA, der opstod i 1991, ikke kunne acceptere det islamiske politiske parti FIS (Front Islamique du Salut) anvendelse af parlamentariske midler i den politiske kamp, og hvor “..[the].. FIS leaders supporting dialogue with the government have been “condemmed to death” by the GIA..”

(se f.eks. www. medea.be/en/index068.htm & Giebel).

16    “Dual-use” er en betegnelse, der bruges om materialer, der kan bruges både til fredelige formål (f.eks. udviklingen af vacciner) og til våbenproduktion.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_131.aargang_nr.1_2002.pdf

Litteraturliste

Litteraturliste

  • Bauman; Zygmunt (1999), Globaliseringen - De menneskelige konsekvenser, Hans Reitzels Forlag A/S; København K.
  • Bergen; Peter L. (2001), Holy War Inc. - Inside the Secret World of Osama bin Laden, Weidenfeld & Nicolson; London
  • Brackett; D.W. (1996), Holy Terror - Armageddon in Tokyo, Weatherhill, Inc.; New York
  • Clutterbuck; Richard (1994), Terrorism in an unstable world, Routledge; London
  • Drake; C.J.M. (1998), Terrorists’ Target Selection, MacMillan Press LTD; London
  • Falkenrath; Richard A.  et al (1998), America’s Achilles Heel - Nuclear, Biological, and Chemical Terrorism and Covert Attack, The MIT Press; London, England
  • Giebel; L. (1999), Strategisk områdestudie : Algeriet, Forsvarsakademiet, VUT II/L-STK 1999/00; København
  • Guelke; Adrian (1998), The Age of Terrorism and the International Political System, I.B. Tauris Publishers; London
  • Hansen; Birthe (2001), Terrorisme - de utilfredse og den nye verdensorden, Lindhardt og Ringhof; Danmark
  • Heyman; Philip B. (1998), Terrorism and America - A Commonsense Strategy for a Demo-cratic Society, The MIT Press; London, England
  • Hoffman; Bruce (1999), Inside Terrorism, INDIGO; Great Britain
  • Huntington; Samuel P. (1996), The Clash of Civilization and the Remaking of World Order, Simon & Schuster; New York
  • Jervas; Gunnar (ed.)  (1998), FOA Report on Terrorism, Defence Research Estab-lishment, FOA; Stockholm
  • Kushner; Harvey W. (1996), Suicide Bombers : Business as Usual, i Studies in Conflict & Terrorism, vol.19 nr.4, 1996
  • Laqueur; Walter (1977), Terrorism, Weidenfeld and Nicolson; London
  • Laqueur; Walter (1996), Postmodern Terrorism, i Foreign Affairs, vol.75 nr.5, Sep-tember/October 1996
  • Laqueur; Walter (1999), The New Terrorism - Fanaticism and the Arms of Mass Destruction, Oxford University Press; Oxford
  • Lesser; Ian O. et al (1999), Countering the New Terrorism, RAND; Santa Monica,CA.
  • Richards; Alan & John Waterbury (1996), A Political Economy of the Middle East, Westview Press; USA
  • “Rumsfeld rapporten” (er den populære betegnelse for :), Commission to assess the ballistic missile threat to the United States (US Congress) (1998), Report of the Commission to assess the ballistic missile threat to the United States, www.fas.org/irp/ threat/missile/rumsfeld/index.html
  • Simonsen; Jørgen Bæk (1995), Politikens Islamleksikon, Politikens Forlag; Danmark
  • Schmid; Alex P. (1983), Political Terrorism - a Research Guide to Concepts, Theories, Data Bases and Literature, North-Holland Publishing Company; Amsterdam
  • Stern; Jessica (1999), The Ultimate Terrorist, Harvard University Press; Cambridge Massachusetts
  • Tachau; Frank (ed.) (1994), Political Parties of the Middle East and North Africa, Mansell; United Kingdom
  • Tanter; Raymond (1999), Rogue Regimes, Terrorism and Proliferation, Updated Edition, MacMillan Press LTD; London
  • US Congress (1998), Nuclear Terrorism and Countermeasures - Hearing before the Military Research and Development Subcommittee of the Committee on National Security, House of Rep-resentatives - One Hundred Fifth Congress, First Session, U.S. Government Printing Office; Washington
  • U.S. Department of State (2001), Patterns of Global Terrorism 2000, www.state. gov/s/ ct/rls/pgtrpt/2000/
  • Webster; Philip & Roland Watson (2001), Bin Laden’s nuclear threat, i The Times, fredag d. 26. okt. 2001

Andre kilder:

Del: