Terrorbekæmpelse med de store? - hvad Danmark kan lære af USA’s ”homeland security” strategi

Indledning
Med terrorangrebene på New York og Washington DC, samt miltbrandbrevene der fulgte, fik USA en forsmag på hvorledes fremtidens trusler kan udfolde sig. Illusionen om et usårligt hjemland brast, og amerikanerne fik en katapultstart ud i området ”homeland security” – hjemlandssikkerhed.
Det resulterede i en bred vifte af nye tiltag: Øget fokus på grænse- og transportsikkerhed, beskyttelse af kritisk infrastruktur, beskyttelse mod angreb med masseødelæggelsesvåben og overvågning af mistænkelige grupper og individer indenfor USA’s grænser.

Foto: Forsvaret.dk

Angrebene førte ligeledes til massive investeringer i nyt screening udstyr i amerikanske lufthavne, nyt materiel til den amerikanske Coast Guard, forskning indenfor biologisk beredskab, opstilling af sensorer til at opfange tegn på et eventuelt kemisk eller biologisk terrorangreb og nyt kommunikationsudstyr til aktørerne i det amerikanske kriseberedskab. Desuden skabte man, med den største bureaukratiske reorganisering i et halvt århundrede, et nyt Ministerie for Hjemlandssikkerhed – Department of Homeland Security. Ministeriet er en mastodont med cirka 190.000 ansatte og et årligt budget på over 35 mia. dollars.

En række europæiske stater, heriblandt Danmark, iværksatte ligeledes forskellige tiltag for at imødegå den internationale terrorisme. Man gik dog typisk mindre drastisk til værks, og skønt den første tid efter angrebene var præget af stærk transatlantisk solidaritet meldte der sig snart kritiske røster: USA, hævdedes det, overreagerede.

Knap to år efter offentliggørelsen af den amerikanske nationale strategi for hjemlandets sikkerhed kaster denne artikel et kritisk blik på amerikanernes indsats. Den redegør for den amerikanske strategi, spørger hvorvidt der er tale om en overreaktion, og diskuterer i hvilken udstrækning Danmark kan tage ved lære af den amerikanske erfaring på området i forsøget på at opbygge en systematisk politik til sikring af dansk territorium mod terror.

USA's reaktion på den nye terrorisme
Det bedste forsvar er et godt angreb. Den amerikanske regering har gentagne gange understreget nødvendigheden af at føre kampen over i fjendens lejr når det drejer sig om at imødegå international terrorisme.[1]

Som reaktion på 11. september kastede USA sig således ud i en international diplomatisk, juridisk, og militær offensiv rettet mod terrorismens bagmænd, støtter og fodsoldater. Dette ledte til det afghanske Talebanstyres fald, til arrestation af adskillige al Qaida topledere og fastfrysning af betydelige midler tilhørende organisationen og dens sponsorer.

Men der indledtes også nye tiltag på hjemmefronten. Det blev konkluderet, at skønt man gennem en række offensive internationale aktiviteter formodentlig kunne hæmme terroren, ville det være urealistisk at forestille sig at alle angreb således ville kunne afdækkes og forhindres i tide. Hvor man kunne leve med en sådan risiko i forbindelse med terrorisme der benyttede sig af selektiv og begrænset voldsanvendelse, var man uvillig til udelukkende at forlade sig på internationale forebyggende og foregribende aktiviteter i forbindelse med en terror der tilsyneladende søgte at forårsage massive ødelæggelser og tabstal. Med udsigt til potentielt katastrofal terror kunne blot en enkelt træffer på et uforberedt samfund have voldsomme konsekvenser.

Derfor blev det besluttet at den internationale indsats måtte suppleres med en defensiv og beskyttende del, nemlig ”homeland security” – en omfattende indsats til sikring af hjemlandet.

Et hjemligt skjold
USA's ”homeland security” drejer sig om at beskytte USA's befolkning, kritiske infrastruktur og regeringsinstitutioner mod trusler der opstår såvel udenfor som indenfor USA's grænser. Indsatsen breder sig over et meget stort område - den dækker adskillige forskellige sektorer og politikområder, og inddrager utallige aktører på alle regeringsniveauer samt i den private sektor.

”Homeland security” defineres af den amerikanske præsident som ”en koordineret indsats med henblik på at forhindre terrorangreb inden for USA’s grænser, reducere USA’s sårbarhed over for terrorisme og begrænse skadevirkningerne af de anslag, der forekommer”.[2]

Den officielle amerikanske strategi for hjemlandets sikkerhed udpeger seks områder for øget indsats mod terrorisme: efterretningsvæsen og terrorvarsling, grænse- og transportsikkerhed, indenlandsk terrorbekæmpelse, beskyttelse af kritisk infrastruktur, forsvar mod angreb med masseødelæggelsesvåben og forbedret nødberedskab. 

Figur 1. giver et overblik over den amerikanske strategis mål og fokusområder samt de involverede aktører.

Det giver et lidt klarere billede af systematikken i den amerikanske politik hvis man betragter de seks fokusområder som elementer i et hjemmeforsvar i flere lag, der omfatter såvel præventive, sårbarhedsreducerende og beskyttende foranstaltninger som beredskabsplaner for hvorledes der skal reageres, hvis skaden først er sket.

Sikring af grænserne
Det første lag går ud på at sikre landets grænser bedre. I så vidt omfang som muligt skal farlige personer og materialer hindres adgang. Øget udveksling af oplysninger mellem efterretningstjenester og immigrationsmyndigheder, biometriske identifikationsteknikker[3], nye standarder for rejsedokumenter, elektroniske fingeraftryk og registrering af alle indrejsende med visa, opstilling af sensorer, som kan afsløre forsøg på at indsmugle nukleare, biologiske eller kemiske materialer og inspektion af flere af de cirka 5,7 millioner skibscontainere, der årligt ankommer i amerikanske havne, er nogle af de tiltag, der satses på.

Til trods for sådanne forholdsregler forbliver der en betragtelig risiko for, at terrorister alligevel vil have held til at slå til. Antallet af personer og mængden af gods, som dagligt legalt passerer USA’s grænser, gør en tilbundsgående kontrol umulig. Tilsvarende vil øget grænsekontrol ikke være et virksomt middel mod terrorister, der allerede er bosat inden for landets grænser. Ligeledes ville det i princippet være muligt for terrorister at opnå adgang til farlige materialer på amerikansk territorium, da atomaffald, kemiske og biologiske stoffer samt konventionelt sprængstof findes på lagre, laboratorier, universiteter og fabrikker i de fleste delstater.

Forebyggelse af angreb
Det næste lag i USA’s forsvar mod terrorisme består derfor af indenlandske tiltag rettet mod at forebygge eller vanskeliggøre angreb. For det første drejer det sig om bedre tyverisikring af farlige materialer. Her satses der blandt andet på strengere sikkerhedskrav til transportvirksomheder, som håndterer farligt materiale, øget sikkerhed på lagre og laboratorier samt baggrundsscreening af personale med adgang til farlige stoffer.

Dernæst handler det om at identificere mistænkelige aktiviteter og anholde formodede terrorister, før de kan slå til. Det sidste kræver øget samarbejde mellem politi, immigrationsmyndigheder og efterretningstjenester, flere arabisktalende analytikere og tolke, fælles databaser over mistænkte og eftersøgte personer samt tæt koordination mellem centrale myndigheder og lokale ordenshåndhævere.

Den såkaldte USA Patriot lov (forkortelse for Uniting and Strengthening America by Providing Appropriate Tools Required to Intercept and Obstruct Terrorism) der blev vedtaget af Kongressen kun seks uger efter angrebene sigtede - som navnet antyder - på at forbedre amerikanske myndigheders evne til at afdække og forhindre terroranslag. Midlerne bestod hovedsageligt i hævede strafferammer samt udvidede beføjelser til politi, anklagemyndighed og efterretningstjenester.[4]

Loven åbnede op for en omprioritering af det amerikanske forbundspolitis – FBI’s - opgaver. Fra at have fokuseret på at efterforske forbrydelser skulle hovedvægten nu i stedet lægges på at forhindre forbrydelser gennem indsamling af hjemlige efterretninger og overvågning af suspekte grupper eller personer indenfor USA’s grænser. Desuden fik den hemmelige retspleje et skub fremad. Med Patriot loven blev det nemmere at opnå dommerkendelse til i hemmelighed at foretage ransagninger, aflytte personer samt beslaglægge dokumenter og computerfiler tilhørende for eksempel biblioteker eller private virksomheder, uden at informere offentligheden om, at beslaglæggelsen havde fundet sted. Det blev endvidere muligt at tilbageholde udenlandske statsborgere mistænkt for at have forbindelse til terrorisme i op til syv dage uden at stille den tilbageholdte for en dommer.

På den amerikanske Guantanamo Bay base på Cuba er en række såkaldte ”fjendtlige kombattanter” tilbageholdt på ubestemt tid. Ifølge den siddende regering er dette muligt, eftersom den amerikanske konstitutions garantier ikke dækker uden for amerikansk territorium – der er dog rejst sag om dette ved den amerikanske højesteret, der forventes at træffe afgørelse i løbet af foråret 2004.[5]

Der indledtes endvidere tiltag med henblik på at udvide udvekslingen og sammenkøringen af informationer mellem forskellige myndigheder, blandt andet gennem oprettelsen af et nyt såkaldt Trussels Integrations Center (Threat Integration Center) hvor ansatte fra CIA, FBI og det nye Ministerium for Hjemlandssikkerhed skal samarbejde. Der eksisterer dog fortsat juridiske, tekniske, kulturelle og organisatoriske barrierer, som hindrer udveksling af information mellem forskellige myndigheder, ligesom forskellige føderale ministerier stadig fører adskillige separate lister over terrorister, terroristorganisationer og sponsorer af terrorisme.[6]

Selvom godt efterretningsarbejde og øget informationsudveksling mellem forskellige myndigheder må formodes at kunne forebygge en række angreb, vil der utvivlsomt være situationer, hvor man først ved, hvor truslen kommer fra, når terroristerne har slået til.

Øget fysisk sikkerhed
Som et tredje lag i det amerikanske forsvar satses der derfor på at øge den fysiske sikkerhed omkring en række potentielle angrebsmål, hvor et anslag ville have særligt katastrofale konsekvenser. Den amerikanske regering er for øjeblikket ved at skabe sig et overblik over samfundets kritiske infrastruktur, samt den indbyrdes afhængighed mellem de forskellige elementer heri. Når dette analysearbejde er afsluttet, kan den fysiske sikkerhed koncentreres omkring de mest sårbare elementer, der samtidig er af central vigtighed for samfundet.
Problemet med direkte beskyttelse af kritisk infrastruktur er, at der findes mange potentielle mål. Terrorister handler strategisk og kan løbende tilpasse deres adfærd til de forholdsregler, der træffes. Den moderne terrorisme og det moderne amerikanske samfunds karakter betyder således, at risikoen for terroranslag vil bestå, ligegyldigt hvor godt de præventive og beskyttende foranstaltninger implementeres.

Bedre beredskab
Som et sidste lag i forsvaret mod terrorisme satses der derfor på at forbedre evnen til at håndtere angreb med speciel fokus på at opbygge kapacitet til at håndtere CBRN-terrorisme. Der arbejdes på at udvikle bredspektrede vacciner og antibiotika samt bedre sensorer, der vil kunne advare om at et angreb med radioaktivt, kemisk eller biologisk materiale har fundet sted. Der er i øjeblikket opstillet sensorer i 31 større amerikanske byer der er i stand til at måle tilstedeværelsen af de ti patogener, som det anses som mest sandsynligt vil blive brugt i et eventuelt biologisk terrorangreb.[7]

Effektiv krisehåndtering kræver også en klar ansvarsfordeling og effektive kommunikationskanaler mellem de såkaldte ”first responders” – politi, brandvæsen og medarbejdere i sundhedssektoren – der typisk vil være de første på banen og dermed ansvarlige for at håndtere de umiddelbare konsekvenser af et terroranslag. Fælles planer, øvelser og nyt interoperabelt kommunikationsudstyr er centrale tiltag på dette område. Desuden investeres der i efteruddannelse af de ansvarlige grupper for at gøre dem bedre til at identificere tegn på, at et kemisk eller biologisk angreb har fundet sted. Der er også oprettet lagre af antibiotika og vacciner, som inden for få timer kan leveres til potentielle angrebssteder.

Endelig er der satset på en offentlig information og uddannelseskampagne, således at den amerikanske befolkning ved hvorledes der skal reageres i tilfælde af forskellige former for angreb.[8]

Reorganisering: Et nyt Ministerium for Hjemlandssikkerhed
Som det fremgår af figur 1 involverer hjemlandssikkerhed en lang række forskellige aktører. I forsøget på at sikre en sammenhængende og koordineret indsats oprettede den amerikanske regering i januar 2003 et nyt Ministerium for Hjemlandssikkerhed - ”Department of Homeland Security”.

Funktioner der tidligere var spredt mellem 22 forskellige føderale ministerier blev samlet i det nye 190.000 mand stærke ministerium i den største føderale reorganisering siden oprettelsen af det amerikanske forsvarsministerium i 1947.[9]

I sin yderste konsekvens ville en effektiv konsolidering af området kræve inddragelse af funktioner fra stort set ethvert andet ministerium og på alle regeringsniveauer. Dette er selvsagt hverken ønskeligt eller muligt, da de involverede aktører ud over deres funktion i kampen mod terror udfører en række andre funktioner.

En række andre ministerier og institutioner udenfor Ministeriet for Hjemlandssikkerhed såsom CIA, FBI, Justitsministeriet og Forsvarsministeriet spiller således fortsat vigtige roller, selv efter den beskrevne konsolidering og reorganisering. Desuden forbliver civilt beredskab, hospitalsvæsen og lokale politiopgaver delstatslige eller lokale ansvarsområder.

I tilfælde af et angreb vil det lokale politi, brandvæsen og sundhedspersonale være først på stedet. Når det drejer sig om at forebygge og foregribe angreb vil lokalt ansatte ved lufthavne, havne, infrastruktur, knudepunkter eller forsyningsvirksomheder have det bedste udgangspunkt for at bedømme hvilke forebyggende tiltag der vil være mest effektive givet de lokale forhold, og lokale ordenshåndhævere vil være bedst placeret til at observere om der foregår usædvanlige aktiviteter i deres område der kunne indikere at et angreb er under forberedelse.

Figur 2. Ministeriet for Hjemlandssikkerhed

Alt i alt vil en effektiv indsats kræve at mange aktører på forskellige regeringsniveauer kan motiveres til at trække i samme retning.

Det er tanken at Ministeriet for Hjemlandssikkerhed skal fungere som førerministerium – ”lead agency” – i den nationale indsats for at sikre hjemlandet. Det kan ikke pålægge andre ministerier eller lokale og delstatslige myndigheder bestemte initiativer indenfor deres respektive kompetenceområder, men det kan udnytte sin autoritet som toneangivende ministerium indenfor hjemlandssikkerhed, samt bruge en række tilskudsmidler til at påvirke de involverede aktører.

Det nye ministerium er endnu ikke kommet op i gear. En stor del af energien bruges stadig på at fordøje omorganiseringen og definere roller og arbejdsfordeling mellem de forskellige divisioner og kontorer. Det er således for tidligt at bedømme om ministeriet vil leve op til de forventninger der rettes mod det. De organisatoriske rammer og budgetmæssige forudsætninger er imidlertid skabt. Resten vil afhænge af politisk og administrativt lederskab, samt samarbejdsvilje fra de øvrige nøgleministerier der spiller en rolle i hjemlandssikkerhed.

Pentagon og ”homeland security”
Pentagons indstilling til ”homeland security” illustrerer den udfordring det nye Ministerium for Hjemlandssikkerhed står overfor.

Det amerikanske militær har indenfor de sidste to år været bannerfører for USA’s internationale indsats mod terrorisme. Men 11. september satte selvsagt også fornyet fokus på forsvarets rolle i sikringen af hjemlandet.

Der oprettedes således i oktober 2002 en ny kommando – NORTHCOM – med ansvar for forsvar af Nordamerika og Alaska mod udefrakommende trusler, samt koordinerende ansvar for deployering af militære styrker til støtte for civile myndigheder i krisesituationer. I de tilfælde, hvor der ikke er tale om en egentlig krigstilstand, fungerer de væbnede styrker som bagstopper for andre aktører og vil være under civil kommando. Således kan militæret udlåne udstyr, personel og/eller specielle anti-WMD teams hvis bevogtnings- og patruljeringsopgaver eller respons i forbindelse med et terrorangreb med masseødelæggelsesvåben overstiger de civile myndigheders ressourcer. Det har ofte været Nationalgarden der har udført sikringsopgaver, såsom patruljering i og omkring lufthavne i perioder med forhøjet beredskab.[10]

Det amerikanske forsvar, trænet, organiseret og udstyret til internationale indsatser, har imidlertid været en noget fodslæbende aktør i ”homeland security”. Modvilje mod indenlandsk deployering af frygt for negative konsekvenser for militærets image, kombineret med uvilje mod at se ressourcer blive trukket væk fra de internationale opgaver, førte over 1990´erne til at militæret i stigende grad søgte at trække sig ud af hjemlandsbeskyttelses aktiviteter, f.eks. anti-narkotika og -terrorisme programmer.[11] Før angrebene den 11. september gik således blot to procent af forsvarets og efterretningstjenestens ressourcer til at beskytte hjemlandet mod CBRN-trusler og til støtte til civile myndigheder.[12]

Der er efterfølgende sket en stigning i disse tal, og der er blandt andet oprettet flere anti-WMD teams, som kan sættes ind på hjemmefronten.[13] Men ifølge kritikerne forbliver ”homeland security” et område der modtager en stedmoderlig behandling i forsvarsministeriet. For eksempel er der stadig problemer hvad angår at tilføre området mandskabsmæssige ressourcer. Ganske vist kan NORTHCOM trække på styrker fra alle tre værn, men kun ganske få styrker er permanent tilknyttet kommandoen. I situationer som den nuværende, med mandskabstunge oversøiske engagementer, kan beredskabet derhjemme således komme til at lide, selvom det netop er i situationer med kontroversielle internationale engagementer, at risikoen for terror mod hjemlandet kan tænkes at være størst.[14]

Amerikansk overreaktion?
Angrebene den 11. september kostede næsten 3.000 mennesker livet, sårede 6.500, ødelagde ejendom for anslået 16,2 mia. dollars og kostede 11 mia. dollars i rednings- og oprydningsarbejde. Angrebene ødelagde desuden cirka 30 procent af det samlede kontorareal på nedre Manhattan samt 200.000 jobs.[15]

I den økonomiske litteratur værdisættes et liv som median til cirka 4 mio. dollars. En såret anslås at koste samfundet et værditab på cirka 40.000 dollars. Sammenlægger man disse tal, der naturligvis er omdiskuterede, men i det mindste giver et groft mål man kan forholde sig til, kostede 11. september USA knap 40 mia. dollars.[16]

Til sammenligning bruger USA’s føderale myndigheder, efter at have indledt krigen mod international terrorisme, årligt over 52 mia. dollars på at bekæmpe terror. Udgifterne på delstats- og lokalt niveau anslås til cirka 5 mia. dollars om året.[17] Man har altså i de to forløbne budgetår siden 11. september brugt knap tre gange så meget på at sikre sig mod terror som angrebene kostede USA. Kan amerikanernes ”homeland security” siges at udgøre en overreaktion, som kritikere har hævdet?[18]

Det kommer selvsagt an på hvorledes man bedømmer risikoen for nye anslag, samt hvorvidt man tror tiltagene for at sikre hjemlandet rent faktisk er effektive og har bidraget til at forhindre nye anslag.

Der er næppe tvivl om at den internationale offensiv mod terror har svækket al-Qaidas operationsevne. Man skal imidlertid tage nogle underliggende strukturelle udviklingstendenser med i betragtning, når man bedømmer fornuften i den amerikanske politik – udviklingstendenser der blev bragt i fokus med angrebene den 11. september: For det første er det moderne samfund blevet stadig mere sårbart på grund af specialisering, fysisk koncentration af viden og aktiver, øget gensidig afhængighed mellem forskellige sektorer og stigende afhængighed af kritisk IT infrastruktur.[19]

For det andet er der sket en fortsat spredning og demokratisering af våbenteknologi og –materialer. Det bliver stadig nemmere at opnå adgang til avancerede konventionelle våbensystemer og materialer til brug i masseødelæggesesvåben.[20]

Alt i alt: Vi er blevet mere sårbare, og det er blevet stadig nemmere at forvolde os skade. En dedikeret og målrettet indsats vil muligvis kunne skaffe os af med al-Qaida. Men det vil ikke ændre på det forhold at vi lever i en verden hvor det vil kræve stadig mindre organisation og færre ressourcer at forvolde massiv ødelæggelse. Dette forhold udgør en af de mest centrale fremtidige sikkerhedspolitiske udfordringer for den vestlige verden.[21]

Den amerikanske tilgang til hjemlandssikring er ikke uproblematisk, men den kan ikke affærdiges som hysteri. ”Homeland security” vedkommer alle vestlige lande der deler USA’s samfundsmæssige, økonomiske, politiske og ideologiske karakteristika.

USA forbliver højst sandsynligt den internationale terrorismes drømmemål. Samtidig er det et faktum, at USA’s og Europas sårbarhed er tæt forbundet. Europa tjente som planlægningsplatform og logistisk base for adskillige af flykaprerne før 11. september. Til gengæld følte man angrebets konsekvenser direkte: Hundredevis af europæere mistede livet da World Trade Center i New York kollapsede, adskillige europæiske flyselskaber gik konkurs, og en i forvejen negativ økonomisk situation forværredes yderligere. 11. september illustrerede hvorledes Europas sårbarhed er USA’s sårbarhed, og hvordan Europa bliver ramt når USA bliver ramt.

Europa har desuden været det direkte mål for en række plot der heldigvis blev optrevlet før de kunne bringes til udførsel – et planlagt bombeangreb på julemarkedet i Strasbourg, anslag mod den amerikanske ambassade i Rom, ricin angreb på amerikanske interesser i Storbritannien og plot der indebar brugen af samme gift mod forskellige mål i Frankrig.[22] Med andre ord: De nye trusler vedkommer ikke kun USA, men i høj grad også os der bor på denne side af Atlanten.

Danmarks svar på den nye terrorisme
De fleste europæiske lande iværksatte da også som reaktion på 11. september forskellige anti-terror aktiviteter. En række lande, heriblandt Danmark, kunne desuden bygge videre på allerede eksisterende løsninger med henblik på at imødegå truslen fra den nye terrorisme. Indtil den kolde krigs afslutning havde Danmark nemlig i sit totalforsvarssamarbejde et system der i nogen grad mindede om det beredskab USA nu, sammen med præventive, forebyggende og beskyttende tiltag, forsøger at opbygge med ”homeland security” indsatsen: En samlet national beredskabsplan, samt en lang række aktører der var trænede i at samarbejde i tilfælde af krise eller krig på tværs af geografiske skel, sektor- og myndighedsgrænser. 

Ved den kolde krigs afslutning var det danske totalforsvar imidlertid blevet nedtonet. På tidspunktet for terrorangrebene på New York og Washington DC havde der ikke været gennemført nationale danske krisestyringsøvelser i ti år, og totalforsvarsbegrebet var ikke blevet opdateret i lyset af den nye sikkerhedspolitiske situation. Frem til i dag gælder den formulering der blev fastlagt i 1986 – en formulering der bærer præg af datidens sikkerhedspolitiske ramme og den kolde krig.[23] Der var heller ikke, som i Norge og Sverige, udarbejdet en omfattende national sårbarhedsudredning eller gennemført organisatoriske ændringer med henblik på at skabe en mere effektiv og samordnet måde at håndtere nye risici på. Desuden havde det danske forsvar i stigende grad fokuseret på internationale deployeringer frem for beskyttelse af hjemlandet.[24]

11. september satte fornyet fokus på behovet for sikring af hjemmefronten. Inden for få måneder bevilgede Folketinget knap 50 mio. kr. til indkøb af blandt andet kemikalieindsatsdragter, materiel til afstivning af sammenstyrtede bygninger og bedre radiokommunikationsudstyr. Der oprettedes et Center for Biologisk Beredskab under Statens Seruminstitut, og indenfor redningsberedskabet blev der iværksat efteruddannelse af indsats- og holdledere i håndtering af kemiske og biologiske kampstoffer. Der blev ligeledes bevilget 5 mio. kr. til forskning indenfor terrorisme med henblik på at styrke det danske redningsberedskabs evne til at håndtere angreb.[25]

På det retlige område blev der gennemført stramninger i straffelovgivningen således at terrorisme og relaterede forbrydelser i dag bliver straffet hårdere end tidligere. Ligeledes blev politiet givet øgede beføjelser til at ransage, beslaglægge og tilbageholde i terrorisme relaterede sager.[26]

Endelige blev det besluttet at gennemføre en national sårbarhedsudredning med særligt fokus på at styrke den tværgående koordinering mellem forskellige myndigheder, og i november 2003 gennemførtes en national krisestyringsøvelse for de centrale myndigheder.

Krisestyringsøvelsen afslørede fortsatte mangler i evnen til at håndtere et kemisk eller biologisk terrorangreb. Der viste sig desuden problemer i den tværgående koordination mellem forskellige myndigheder, samt problemer i forbindelse med håndtering af klassificeret information.[27]

Sårbarhedsudredningen, der udkom i januar 2004, pegede ligeledes på nødvendigheden af en styrket tværgående koordination mellem de aktører der ville være involveret i håndteringen af en større krise eller et terrorangreb. Behovet for en løbende overvågning af samfundets sårbarheder, systematisk risikoanalyse, en målrettet indsats for at reducere risici, og en effektiv statslig myndighed med overordnet ansvar for den tværgående koordination blev ligeledes fremhævet.[28]

Kan vi lære noget af amerikanernes erfaringer?
USA har som følge af 11. september investeret langt flere organisatoriske, intellektuelle og økonomiske ressourcer i sikring af hjemlandet end de europæiske lande. Fordi USA reagerede så kraftigt på terrorangrebene er der meget at lære ved at studere den amerikanske indsats. Den har nemlig anskueliggjort hvilke centrale spørgsmål og dilemmaer der er forbundet med hjemlandssikkerhed, og har sat fokus på spørgsmål ethvert moderne vestligt demokrati bør overveje før det kaster sig ud i store investeringer eller omstruktureringer rettet mod at øge hjemlandets sikkerhed.

Det drejer sig for det første om hvorledes man prioriterer sin indsats i et samfund hvor antallet af sårbare punkter er uendeligt, for det andet om hvorledes man bedst organiserer en indsats hvis effektivitet afhænger af en samordnet indsats af en række forskellige myndigheder på en række forskellige regeringsniveauer og, for det tredje, hvorledes man i den politimæssige og retlige kamp mod terror sikrer en balance mellem effektiv terrorbe­kæm­pel­se og beskyttelse af borgerlige frihedsrettigheder. 

Hvorledes prioritere?
Der kan potentielt set bruges uendeligt mange penge på at beskytte et åbent og komplekst samfund som det amerikanske og de vesteuropæiske. I princippet kan ethvert knudepunkt i infrastrukturen, enhver koncentration af fysiske aktiver eller mennesker og ethvert monument af symbolsk betydning tænkes at være i farezonen. Desuden er der ingen grænser for de tænkelige angrebsmidler, der kan spænde lige fra civile fly til bakterier og mikrober.

Beskyttelse af hjemlandet var frem til 11. september 2001 ikke noget amerikanske politikere og sikkerhedseksperter havde ofret megen opmærksomhed. Det betød at man efter angrebene måtte opbygge et hjemmeforsvar stort set fra bunden. Denne sene start har naturligvis haft sine bagdele. For eksempel har USA modsat de skandinaviske lande endnu ikke fået færdiggjort en omfattende kortlægning af det amerikanske samfund sårbarheder.

Til gengæld har man haft mulighed for at nytænke området således at det er nutidens trusler, frem for gårsdagens løsninger, der definerer indsatsen: I en tidsalder med potentiel katastrofal terrorisme er det selvsagt bedre at forebygge end at forsøge at håndtere skader, der allerede er sket, og som i nogle tilfælde kan være uoprettelige.

I Danmark har man hidtil koncentreret sig mere om reaktion end om forebyggelse og sårbarhedsreduktion. I USA er der langt større fokus på det præventive område. Nødberedskabet udgør kun det sidste af seks led i amerikanernes lagdelte hjemmeforsvar. På dette område kan vi tage ved lære af amerikanernes strategi. Robusthed og sikkerhedsmæssige overvejelser bør i langt højere grad blive en naturlig del af enhver form for større planlægningsaktivitet indenfor den offentlige og private sektor. Forebyggelse bør, som også fremhævet i den netop udkomne danske Sårbarhedsudredning, have prioritet.

For så vidt angår måling af effektiviteten af de mange forskellige forebyggende og beskyttende tiltag, der er blevet iværksat til at forbedre det amerikanske hjemlands sikkerhed, er USA imidlertid ikke kommet langt. Til trods for de mange milliarder der tilflyder området, er amerikanske eksperter dårligt nok begyndt at etablere et overblik over den relative effektivitet af forskellige tiltag. Dette ville forudsætte systematisk risikoanalyse hvor en vurdering af trussel, sårbarhed og kritikalitet af et givet mål sammenstilles. Desuden må der opstilles delmål, succeskriterier og performance standarder indenfor de enkelte områder.

Med andre ord: Skønt det på et overordnet plan er indlysende at forebyggelse skal have prioritet, er det uklart om amerikanerne koncentrerer deres indsats der hvor de får mest sikkerhed for pengene. Endvidere henstår effektiviteten indenfor de enkelte programmer i det uvisse.[29]

Hvis effektivitet og efficiens er vigtig i USA er den om muligt endnu vigtigere for en lille stat som Danmark, hvis mere begrænsede ressourcer skal prioriteres optimalt. Integration af efterretningsvirksomhed og systematisk risikoanalyse bør derfor stå centralt.

Hvorledes organiseres indsatsen?
Både horisontalt og vertikalt spreder ”homeland security” sig over et meget stort område, som det blandt andet fremgår af figur 1 ovenfor. Hvorledes kan så bredt et område organiseres mest effektivt?

USA har med ministeriet til hjemlandets beskyttelse foretaget en konsolidering af de hjemlandsbeskyttelsesopgaver der ligger indenfor den føderale regerings kompetenceområde. Fordelen ved denne sammenlægning har været, at der nu er skabt mulighed for en tættere koordinering af opgaver der tidligere var spredt mellem utallige føderale ministerier, der ofte udviste meget lidt villighed til at samarbejde og koordinere. Problemet er, som diskuteret, at hjemlandssikkerhed favner så bredt at en konsolidering aldrig kan blive fuldstændig. Succes vil derfor afhænge af tværministerielt samarbejde samt evnen til at motivere og koordinere regionale og lokale aktører.

Til trods for disse udfordringer indebærer den nye amerikanske organisatoriske struktur en central fordel. Den afspejler at man i USA har erkendt, at stigende samfundsmæssig sårbarhed og asymmetriske trusler såsom terrorisme er kommet for at blive. Med oprettelsen af Ministeriet for Hjemlandssikkerhed har man sikret, at fokus på dette område fastholdes blandt de mange forskellige myndigheder der spiller en rolle i ”homeland security”. Der er skabt en tung politisk aktør, der kan sikre området den nødvendige prioritet, selv i tidsrum uden spektakulære angreb eller katastrofer til at fastholde den politiske opmærksomhed.

I Danmark gælder sektoransvaret, således at den myndighed der normalt har ansvaret for en given funktion også har ansvaret i tilfælde af krise eller krig. Hjemlandsikkerhed er således et fælles og sektoroverskridende ansvar. Problemet med denne model er imidlertid, at hvad der er alles ansvar ender med ikke at være nogens ansvar. Groft sagt: Ministerier og myndigheder skabt til andre formål vil ikke give sikkerhedsovervejelser prioritet medmindre de tvinges til det.

Hvis sektoransvaret skal forenes med en effektiv sikring af dansk territorium mod ulykker og terrorangreb må der skabes en tungere politisk aktør, for eksempel en styrket kriseberedskabsgruppe i Statsministeriet, der kan sikre området den fornødne opmærksomhed.

Sikkerhed eller frihed? [30]
I ugerne efter de katastrofale terroranslag i New York og Washington DC vedtog parlamentarikere på begge sider af Atlanten på rekordtid vidtgående stramninger i straffelovgivningen, og gav politi og efterretningstjenester udvidede beføjelser til at overvåge og efterforske mistænkte i terrorsager. Spørgsmålet om, hvorvidt disse stramninger var nødvendige eller tværtimod for vidtgående, delte sindene både i Europa og USA. Skønt debatten mange steder blev begrænset af det høje tempo i lovgivningsprocessen, blev den siden, specielt på den amerikanske side, taget op af politikere og ved domstolene.[31]

Fortalerne for de lovgivningsmæssige stramninger pegede på, at den nye terrors voldelighed nødvendiggjorde anvendelsen af mere indgribende retlige instrumenter samt intensiveret overvågning af potentielle terrorister.[32]

Skønt en målrettet reducering af samfundsmæssige sårbarheder kan reducere faren for angreb med store tab af menneskeliv har vores åbne, komplekse og interdependente samfund, som diskuteret ovenfor, utallige sårbare punkter. De fleste eksperter er derfor enige om, at her og nu er en intensiveret og internationalt koordineret efterretnings- og politimæssig indsats det bedste middel til at beskytte civile borgere mod terroranslag – en vurdering som understøttes af erfaringerne fra en række lande, der allerede i længere tid har kæmpet med religiøst inspireret terrorisme og selvmordsaktioner.[33]

Kritikere har imidlertid hævdet, at de nye muligheder for at overvåge og tilbageholde mistænkte samt beslaglægge, videregive og sammenkøre informationer om borgerne, rokker ved den personlige friheds ukrænkelighed, retten til hurtigt at blive stillet for en dommer, retten til hurtig og retfærdig rettergang, boligens ukrænkelighed samt post-, tele- og telegrafhemmeligheden.[34] Man kan med andre ord gå så langt i kampen mod terror, at man udhuler det, man søger at forsvare - et demokratisk og liberalt samfund.

Dette er særligt problematisk på grund af den nuværende krises natur. Der findes historiske fortilfælde af, at borgerlige frihedsrettigheder er blevet midlertidigt indskrænkede i en krigssituation. Det er imidlertid tvivlsomt, hvornår ”krigen mod international terror” vil kunne erklæres vundet. Terrorisme er et århundrede gammelt fænomen, og der vil også i fremtiden være grupper, som retmæssigt eller uretmæssigt føler sig forfordelte i en sådan grad, at de er villige til at anvende ekstrem vold. Ifølge den logik, der nu er indført af bannerførerne for kampen mod international terror, vil hensynet til national sikkerhed således i princippet kunne benyttes til at opretholde de nuværende stramninger på ubestemt tid.

På den amerikanske side har man, for at sikre at de indskrænkninger, der er foretaget i den aktuelle situation, ikke automatisk bliver permanente, indarbejdet såkaldte ”sunset provisions” - udløbsdatoer -  i den skærpede lovgivning. En række af de øgede beføjelser, som blev givet til de amerikanske efterretnings- og sikkerhedstjenester med Patriot loven, udløber således automatisk i år 2005.

På europæisk side benyttes disse ”sunset provisions” imidlertid ikke systematisk, og den danske terrorpakke har for eksempel ingen udløbsdato.[35] Det forbliver en politisk opgave at tage stilling til, hvor meget frihed øget sikkerhed er værd. Det drejer sig således om at finde en samfundsmæssigt acceptabel balance, der nødvendigvis vil variere fra land til land og fra periode til periode, afhængigt af trusselsudviklingen og -opfattelsen. Det er derfor vigtigt med en fortløbende debat. Brugen af udløbsdatoer i dansk lovgivning ville udgøre en enkel og effektiv måde hvorpå en sådan debat kunne sikres.

Konklusion
Det bedste forsvar er et godt angreb. Men i en tidsalder, hvor blot et enkelt vellykket terroranslag mod den vestlige verdens åbne og komplekse samfund kan have katastrofale og uoprettelige konsekvenser, må den internationale offensiv mod terrorisme suppleres med et godt hjemmeforsvar. Hvorledes beskyttes hjemlandet mest effektivt?

Skønt de europæiske lande deler USA's samfundsmæssige sårbarheder, og i høj grad er berørt af truslen fra international terrorisme, reagerede de mindre voldsomt end amerikanerne, der jo blev direkte ramt, den 11. september. Med den største bureaukratiske omorganisering i et halvt århundrede, lovgivningsmæssige ændringer, nye økonomiske bevillinger i milliardklassen og en række konkrete initiativer der spænder fra grænsekontrol til forskning i civilt forsvar mod angreb med masseødelæggelsesvåben, kastede USA sig ud i at sikre hjemlandet bedre mod den nye terror.

Amerikanernes ”homeland security” indsats afspejler, at der i tiden efter angrebene på New York og Washington DC var et voldsomt politisk og folkeligt pres for hurtig handling. Man igangsatte således en lang række aktiviteter uden at have noget overblik over USA's samfundsmæssige sårbarheder, og uden at basere prioriteringer og ressourceallokering på systematisk risikoanalyse.

På den anden side afspejler USA's tilgang også, at angrebene tvang amerikanerne til en grundlæggende nytænkning. Det er nutidens trusler, ikke, som i nogle europæiske lande, gårdsdagens løsninger der definerer strategien. For eksempel er der, sammenlignet med den danske tilgang til hjemlandssikkerhed, langt mere vægt på forebyggende aktiviteter, civilt forsvar mod ikke-konventionel terrorisme, samt strategier der tager højde for, at terrorister modsat naturkatastrofer og ulykker vil søge at udnytte de sårbarheder de observerer i vores samfund, når de slår til.

USA's ”homeland security” er således en blanding af innovative elementer og dårligt gennemtænkte løsninger. Alt i alt har amerikanernes udfoldelser for at sikre hjemmefronten sat fokus på tre centrale udfordringer indenfor området: At prioritere rigtigt, at organisere effektivt, og at sikre en balance mellem sikkerhed og beskyttelse af civile borgerrettigheder.

Er der noget man på den europæiske side af Atlanten kan lære af den amerikanske erfaring, så er det at forebyggende foranstaltninger bør stå centralt; at det kan være nødvendigt at skabe en tung politisk aktør der kan sørge for at hjemlandssikring får den nødvendige prioritet, men at det samtidig er nødvendigt at kunne samordne og motivere på tværs af ressortområder og regeringsniveauer; og endelig, at parlamentarisk kontrol og kontinuerlig debat er uomgængelige krav, hvis den rigtige balance mellem sikkerhed og frihed skal opretholdes i hvad der tegner til at blive en langvarig indsats mod den nye terrorisme.

Af Projektforsker Anja Dalgaard-Nielsen, Dansk Institut for Internationale Studier

 

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_133.aargang_nr.1_2004.pdf

 


Noter

     [1] The National Security Strategy of the United States of America, White House (september 2002), forord.

[2] National Strategy for Homeland Security, Office of Homeland Security, White House, July 2002, s. 2.

[3] Til de biometriske identifikationsteknikker hører for eksempel fingeraftryk eller ansigtsprofiler, der markeres på rejsedokumenter og kan aflæses af scannere i lufthavne, således at det ikke længere vil være muligt at krydse landegrænser på forfalskede rejsedokumenter.

[4] Harry F. Tepker, ”The USA Patriot Act”, Extensions (efterår 2002), www.ou.edu; Lee Tien, Foreign Intelligence Surveillance Act, Electronic Frontier Foundation, 27. september 2001; Jim McGee, ”An Intelligence Giant in the Making; Anti-Terrorism Law Likely to Bring Domestic Apparatus of Unprecedented Scope”, Washington Post, 4. november 2001.

[5] Charles Lane, “Justices to Plunge into Legal Issues Raised by War on Terror”, Washington Post, 5. januar 2004, s. A15.

[6] Merle D. Kellerhals, Foreign Terrorist List Vital in War on Terrorism, på www.state.gov/s/ct/rls/fs/2003/12389. htmStrengthening Intelligence to Better Protect America, The White House, Office of the Press Secretary, 14. februar, 2003.

[7] John Mintz, ”U.S. Provides a Peek At Air Sensor Program,” Washington Post, 15. november, 2003, s. A3.

[8] Den såkaldte “Ready” kampagne iværksat i marts 2003 var et første skridt. Undersøgelser tyder dog på at der stadig er langt igen, og at et flertal af amerikanere ikke ved hvorledes de skal forholde sig i tilfælde af forskellige typer angreb. Amanda J. Dory, “American Civil Security: the U.S. Public and Homeland Security,” The Washington Quarterly, 27/1, Winter 2003-04, s. 48; Kathleen Fackelmann, “Knowledge is power in case of terrorism,” USA Today, 10. december, 2003.

[9] John R. Brinkerhoff, “Reorganizing Is Not the Solution for Homeland Security, The Journal of Homeland Security, Anser Institute for Homeland Security, July 2002; Clinton Brooks, “Homeland Security – What and Whither,” The Journal of Homeland Security, Anser Institute for Homeland Security, november 2002; Homeland Security Funding Primer: Where We’ve Been, Where We’re Headed, Terrorism Prevention Project, Center for Arms Control and Non-Proliferation, May 1, 2003, s. 4; David McIntyre, A Quick Look at the Proposed Department of Homeland Security, Anser Summary and Analysis, Anser Institute for Homeland Security, november 2002.

[10] Statement of Stephen Cambone, Principal Deputy Under Secretary of Defense for Policy, “On the relationship between the Department of Defense and a Department of Homeland Security”, Committee on the Armed Services, USA House of Representatives, 26. juni, 2002, ss. 3 og 7. 

[11] Brian Bender, Military launches homeland defense command, www.GovExec.com, Daily Briefing, 1. oktober, 2002;  Sydney J. Freedberg Jr., Military happy to be excluded from homeland security department, www.GovExec.com, Daily Briefing, June 14, 2002.

[12] Steven J. Tomisek, “Homeland Security: The New Role for Defense”, Strategic Forum, No. 189, februar 2002, s. 2.

[13] 2003 Report to Congress on Combating Terrorism, Office of Management and Budget, september 2003, s.9.

[14] Irak er muligvis en undtagelse idet Al Qaida og lignende grupper tilsyneladende har besluttet at koncentrere deres kræfter om at slå til mod USA i området. For kritik af fraværet af personel øremærket til hjemlandssikkerhed se Arthur N. Tulak, Robert W. Kraft, og Don Silbaugh, ”State Defense Forces and Homeland Security”, Parameters, vinter 2003/2004, s. 133.

[15] Patrick Lenain, Marcos Bonturi, Vincent Koen, The Economic Consequences of Terrorism, OECD, Economics Department Working Papers No. 334, juli 2002, s. 6; Benjamin Zycher, A Preliminary Benefit/Cost Framework for Counterterrorism Public Expenditure, RAND, California, 2003, s.12.

[16] Der hersker uenighed blandt økonomer for så vidt angår angrebenes indflydelse på den generelle globale økonomiske situation. OECD vurderer at de ikke havde nogen voldsom negativ effekt, fordi politikere kloden rundt reagerede med ekspansiv økonomisk politik for netop at forhindre en recession.

[17] 2003 Report to Congress on Combating Terrorism, Office of Management and Budget, september 2003, s.9; Benjamin Zycher, A Preliminary Benefit/Cost Framework for Counterterrorism Public Expenditure, RAND, Califo rnia, 2003, s. 20.

[18] Stefan Kornelius, “Wenn sich die Freiheit fürchtet“, Süddeutsche Zeitung, 2. januar, 2004; William New, “Europeans Question U.S. Approach to Homeland Security“, National Journal of Technology, 14. november, 2002; Jonathan Stevenson, ”How Europe and America Defend Themselves”, Foreign Affairs, Vol. 82 No. 2, marts/april 2003, s. 76.

[19] Thomas Homer-Dixon, “The Rise of Complex Terrorism,” Foreign Policy, January/February 2002, s. 53; Brian Michael Jenkins, Countering al Qaeda (Santa Monica: Rand, 2002), s. 28; Philip C. Wilcox, “The Terror” in Robert B. Silvers and Barbara Epstein (eds.) Striking Terror. America’s New War (New York: New York Book Review, 2002), s. 6.

[20] FN fastslår for eksempel at op mod tredive ikke-statslige aktører allerede på nuværende tidspunkt råder over jord-til-luft missiler – missiler som dem der blev anvendt mod et civilt passagerfly i Kenya i november 2002. Spredningen af masseødelæggelsesvåben fortsætter ligeledes med en række dokumenterede tilfælde af tyveri af radioaktivt materiale, samt substanser til brug af fremstilling af kemiske våben fra russiske opbevaringsanlæg. IAEA Annual Report for 2002, International Atomic Energy Agency, Vienna, s. 74, available on http://www.iaea.org/Publications/Documents/Reports/Anrep2002/index.html; Protecting Against the Spread of Nuclear, Biological, and Chemical Weapons. An Action Agenda for the Global Partnership. Volume 1: Agenda for Action, CSIS, Washington DC, January 2002, s. 8; Second Report of the Monitoring Group  pursuant to resolution 1363 (2001) and as extended by resolutions 1390 (2002) on Sanctions against al-Qaida, the Taliban and their associates and associated entities, United nations, december 2003, ss. 2, 26, 34, available on http://www.un.org/Docs/sc/committees/1267/1267mg.htm

[21] Anthony H. Cordesman, The Lasting Challenge: A Strategy for Counterterrorism and Asymmetric Warfare, Center for Strategic and International Studies, 30. november 2001, ss. 14-18; Thomas Homer-Dixon, “The Rise of Complex Terrorism,” Foreign Policy, januar/februar 2002, s. 53.

[22] Non-confidential report on the terrorism situation and trends in Europe, EU TE-SAT 14280/2/02, ss. 19-27. Se også Desmond Butler, “3 arrested over ties to muslim militants,” International Herald Tribune, november 29, 2003; “Die Saudi-Connection,” Der Spiegel, 14/2003, ss. 70-72; Jon Henley, “Al-Qaida terror plot foiled, say French police,” The Guardian, januar 12, 2004.

[23] Totalforsvaret blev defineret som ”Den samlede og koordinerede indsats på alle områder med henblik på at opretholde forsvarsviljen og sikre den bedst mulige udnyttelse af alle militære og civile ressourcer til at forebygge krig, forsvare landet og opretholde et organiseret og fungerende samfund, herunder beskytte befolkningens liv og ejendom”. National Sårbarhedsudredning, Udvalget for National Sårbarhedsudredning, Beredskabsstyrelsen, januar 2004, s.101.

[24] N.-J. K. Kvist, ”Hærens Operative Kommandos rolle i totalforsvaret”, Militært Tidsskrift, 131. årgang, Nummer 5, december 2002, s. 559.

[25] Peter Wehler, Terrorberedskabet i Danmark, indlæg på Beredskabsforbundets landsrådsmøde, 15. juni, 2003, ss. 4-5, på www.brs.dk/diverse/terrorberedskaber_i_danmark.htm. 

[26] Lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven, lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet, våbenloven, udleveringsloven samt lov om udlevering af lovovertrædere til Finland, Island, Norge og Sverige, Lov nr. 378 af 06/06/2002 (gældende); internationale dokumenter om terrorbekæmpelse og Antiterrorpakken, www.menneskeret.dk; Jørn Vestergaard, ”Anti-Terrorpakken – den strafferetlige del”, Lov & Ret, 1/2002.

[27] Samlet evalueringsrapport. Krisestyringsøvelse 2003 (KRISØV 2003), januar 2004, s. 7 og s. 12, på www.brs.dk.

[28] National Sårbarhedsudredning, Udvalget for National Sårbarhedsudredning, Beredskabsstyrelsen, januar 2004, ss. 81, 96

[29] United States General Accounting Office, Combating Terrorism. Evaluation of Selected Characteristics in National Strategies Related to Terrorism, GAO-04-408T, februar 2004, ss. 14 og 22.

[30] For en mere udførlig diskussion af dette emne se Anja Dalgaard-Nielsen, Frihed eller sikkerhed? Krigen mod terror og dens omkostninger, DIIS Research Brief nr. 32, oktober 2003.

[31] Hvilket blandt andet beroede på den amerikanske tradition for ”checks and balances” - et magtdelingsprincip, hvor der ikke alene er en adskillelse af den dømmende, udøvende og lovgivende myndighed, men hvor disse forventes aktivt at kontrollere og afbalancere hinanden. 

[32] John Ashcroft, Securing Our Liberty: How America is Winning the War on Terror, American Enterprise Institute, 19. august 2003, s. 2; Dan Eggen, ”Ashcroft Defends Anti-Terrorism Law”, Washington Post, 20 august 2003; Andrew Kramer, ”Case Against Five Suspected Members of Terrorist Cell Tests Government’s New Spy Powers”, The Associated Press, 24. februar 2003; Statement of Viet D. Dinh, Assistant Attorney General, Office of Legal Policy, Department of Justice, before the Committee on the Judiciary, US Senate, 4. december 2001; Ditlev Tamm, ”Den usynlige stat”, Ræson, 13. august 2003.

[33] Paul K. Davis & Brian Michael Jenkins, Deterrence & Influence in Counterterrorism: A Component in the War on al Qaeda (Santa Monica, Calif.: RAND, 2002), s. 37; Théresè Delpech, International Terrorism and Europe, Chaillot Paper No. 56, 2002, s. 7; Brian Michael Jenkins, Countering al Qaeda (Santa Monica, Calif.: RAND, 2002), s. 28; Peter Finn, ”Sting Hints at U.S: Tactics on Terror”, Washington Post, 28. februar 2003, s. 14; Richard Norton-Taylor, Colin Blackstock & David Teather, ”Agencies unite against global threat”, The Guardian, 13. august 2003; Jeremy Shapiro an& Benedicte Suzan, “The French Experience of Counter-terrorism,” Survival, vol. 45, no. 1, Spring 2003, s. 77; Jonathan B. Tucker, “Strategies for Countering Terrorism: Lessons from the Israeli Experience,” The Journal of Homeland Security, March 2003, s. 3. 

[34] Disse rettigheder er blandt andet fastslået i Grundlovens §71 og 72, Den Amerikanske Forfatning, tillæg IV og VI, og FN’s Menneskerettighedserklæring, artikel 9 og 12. For kritik af de retlige ændringer se for eksempel Tine Eiby, ”Fortroligt”, Weekendavisen, 31. januar 2003, s. 4; Fred H. Cate, “Privacy and Other Civil Liberties in the United States After September 11,” in Fighting Terror: How September 11 is Transforming German-American Relations, Baltimore, American Institute for Contemporary German Studies, 2002, s.17; Dan Eggen, ”Ashcroft Planning Trip to Defend Patriot Act”, Washington Post, 13. august, 2003; Thomas F. Pettigrew, Peoples Under Threat: Americans, Arabs and Israelis, Monterey Bay Psychological Association, december 2002, s. 3; Philip Shenon, ”Report on USA Patriot Act Alleges Civil Rights Violations” New York Times, 21. juli, 2003; ”The War on Civil Liberties”, New York Times, leder, 10. september, 2002; Jørn Vestergaard, ”Anti-Terrorpakken – den strafferetlige del”, Lov & Ret, 1/2002, ss. 2 og 4.

[35] Lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven, lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet, våbenloven, udleveringsloven samt lov om udlevering af lovovertrædere til Finland, Island, Norge og Sverige, Lov nr. 378 af 06/06/2002 (gældende).

 

Litteraturliste

Del: