Tanker om det utænkelige - Foran en afsked

Oberst Helge Kroon, der i nogle år har været Faculty Adviser på NATO Defence College i Rom, og som med udgangen af februar vender hjem for at blive pensioneret, har sendt tidsskriftet sine personlige reflektioner i anledning af sin afsked fra forsvaret, med bl.a. et bud på, hvad man kan forestille sig en ny strategisk doktrin for NATO kan komme til at indeholde, og hvilke konsekvenser det vil kunne få for det danske forsvar.

Når man efter mere end 35 års tjeneste i linien står over for sin afsked, retirem ent er egentlig et bedre ord, kan det næppe undgås, at man gør sig visse tanker. Har det været umagen værd? Svaret er et ubetinget ja. Er du blevet behandlet retfærdigt, decent er egentlig et bedre ord, så må jeg også svare ja, for enhver er jo sin egen lykkes smed, og havde jeg holdt min mund på rette tid og sted, var det måske blevet til mere end 35 års tjeneste. Fortryder du nu, at du ikke tav - nej desværre, derfor dette efterfølgende essay, der mest er rettet til dem, som jeg gennem tiden har haft det privilegium at være lærer og chef for.

Hvis jeg i dag skulle træffe afgørelsen, om jeg ville være officer, er svaret ikke et så skråsikkert ja, som dengang i 1943, da jeg valgte. Spørgsmålet er måske rent akademisk, for dengang havde vi jo ingen MPT, så problem et havde nok løst sig af sig selv. Hvem er ikke frygtelig umoden som 19-årig, selv om man har et højt abstraktionsniveau? Mine tanker går til de lærere på Galster og Holbøll, hvis indsats er skyld i, at jeg nu sidder og skriver dette. Et ubønhørligt krav til en paratviden, der tvang mig til at løfte mig selv ved hårene, hvis jeg ville bestå adgangseksamen til officersskolen. Og til de lærere på Kometskolen, der alle var tilpas »sindssyge« til, at ingen af dem ville have passeret MPT nåleøje, men de havde dog alle passeret modstandskampens. En nådesløs konfrontation med dine sidste fysiske kræ fter viskes aldrig af erindringens tavle. En dybtliggende respekt for C-krigsførelse erhvervet på Civilforsvarets skole på Bemstorff Slot i 1944 og en ubændig trang til at delagtiggøre andre deri senere hen får også nævnes. Alt sammen byggestene i et ungt menneskes modningsproces, og nu skal jeg nok holde op med alle disse strøtanker, men slutte af med at nævne, at digterspiren blev begravet, og slutresultatet blev en ret barsk ung officer, hvis respekt for de aparatchiks, han mødte senere hen i livet, nok ikke var eller blev det mest fremtrædende karaktertræk.

Forsvaret har været mit hele liv, hvordan kan det så være, at jeg i dag er glad, fordi dette kapitel er forbi. Det har noget at gøre med identifikationsproblemet. Det, der er - er ikke mere det, der var. Når man er begyndt i 1945 med papirslagner, klip fisk og uden hue, og derefter kun har set det gå fremad og opad, gør det ondt i én, virkelig ondt, når man sammenligner det socio-økonomiske klima i forsvaret i dag med det, der var for blot 12 år siden, da jeg afleverede min kampgruppe med udgangen af 1972 og drog til Norge. Jeg har ondt af de unge, der er ofre for det uløselige dilemma, balancen mellem uddannelsessiden og materielsiden, og mellem det såkaldte professionelle og det væmepligtsorienterede forsvarsmiljø.

Som gammel lærer i strategi på Forsvarsakademiet og nu Faculty Adviser på NATO Defense College skal jeg være den første til at medgive, at forsvaret skal være en projektion af det samfund, det er sat til at betjene. M en for det første har forsvarets abstraktionsniveau ikke meget til fælles med dagligdagens civile samfund, og for det andet har man ladet det kooperative velfærdssamfunds værste sider smitte af på forsvarets hverdag, så øvelsesvirksomheden er endt i en ren parodi. E fte r 14 dages feltøvelse lukkes enheden i 14 dage, så konstablerne kan nå at passe deres civile job, for at sige det lige ud, når man skal beskrive de frie markedskræfters spil. Hvem er dog ansvarlig for det - det kan da ikke være cheferne for de operative enheder. Er det aparatchikerne? Eller omstændighederne? Vel nok det sidste. Glædeligt er det da, at to brigade-chefer endeligt har fået nok og tager bladet fra munden, måtte mange andre følge dem, så vi kan få fejet alle de særlige ydelser under øvelser bort, ydelser, der er godt på vej til at korrumpere forsvaret. Problem et vokser hver dag, fordi skjulte kræ fter skubber på. Jeg tænker på teknologiinflationen, der mindst er på 4% pr. år, og denne inflation har intet at gøre med den almindelige pengeværdiforringelse, men repræsenterer den ubønhørlige virkning af ET, Emerging Technology. Hvert nyt stykke materiel er altid meget dyrere end det, det afløser. Der må meget snart tages nogle meget alvorlige beslutninger i forsvarets øverste ledelse og af landets politiske ledelse. Denne socio-økonomiske problemstilling er desværre ikke den eneste, andre og måske mere alvorlige problemer ligger underdrejet forude. Jeg vil prøve at beskrive dem og senere knytte dem sammen med de socioøkonomiske.

Der er en ny MC 14/4 under opsejling, en ny NATO forsvarsdoktrin. Lad tankerne gå tilbage til, hvor lang tid det tog fra det øjeblik M C 14/2 blev betragtet som moden til afløsning omkring 1957 og til MC 14/3, den nuværende, blev vedtaget i 1967. Ca. 10 år forløb, og introduktionen af den nye doktrin var omgivet af nok så drastiske begivenheder, nemlig Frankrigs forladen det integrerede militære forsvar i NATO . Baggrunden var og er grundlæggende uoverensstemmelser mellem amerikanske og europæiske synspunkter om, hvorledes forsvaret af især Europa skal tilrettelægges. For en international sikkerhedspolitisk observatør har det lige siden slutningen af 1980 været mærkbart, at noget er under opsejling, især når man som jeg med jævne mellemrum drager igennem den vestlige forsvarsalliance og modtager highlevel briefings i diverse hovedstøder som en del af Nato Defense College akademiske program. Alle har talt om en afløsning af MC 14/3 uden dog at definere det nærmere, det gælder især amerikanerne og de amerikanske NATO -chefer. Det er tydeligt, akkurat som sidst i 1950’erne, at noget er formuleret i Washington, og at små prøveballoner sendes op, belært af de smertelige erfaringer fra overgangen mellem MC 14/2 til 14/3, som man ikke ønsker gentaget.

Et af de ræsonnementer, man i denne forbindelse har kunnet møde, kan formuleres således: »Hvorfor vente på, at Warszawapagtens fly og missiler bliver sendt af sted mod os, når det er meget nemmere at ramme dem på jorden, før de sendes af sted«. På grundlag heraf kunne jeg tænke mig at give følgende bud på, hvad den nye strategi kunne komme til at hedde og handle om. MC 14/4 undertitel kommer til at hedde »The Offensive Forward Defense«. Man vil ikke mere bare sidde og vente på, at russerne angriber. De midler, man vil benytte, er konventionelle med fuld udnyttelse af ET , omsat til teknisk sprog en storstilet Counter-Air som led i det moderne land-air battie. For at det skal have nogen mening, må denne Counter-Air være preemtive. Kan alle mærke suset fra Kalveboderne?

Implementeringen af denne nye strategi vil få nok så dybtgående indflydelse på den danske forsvarsstruktur, med mindre man da følger Frankrigs eksempel, man skal jo aldrig forsværge, og vælger at stikke hovedet i busken. Lad mig abstrahere lid t videre og tolke også SACLANTs synspunkter. »Hvorfor lade den russiske flåde slippe ud af Østersøen, når det er meget nemmere at bekæmpe den i Østersøen end udenfor, hvor den måske kan blive tungen på vægtskålen under slaget i Norske Havet«. Set under disse synspunkter kan det blive meget svært at finde på argumenter til styrkelse af felthæren på bekostning af Søværn og Flyvevåben. Det modsatte ligger mere naturligt for, er jeg bange for, selv om jeg er bærer af en grøn uniform . Medmindre da Folketinget i euforisk glæde over at få de nukleare problemer på afstand skulle beslutte sig for en 4% reel forhøjelse af forsvarsbudgettet. Hvem tror på det, og stadigvæk er teknologiinflationen ikke dækket ind. Trykket af den socio-økonomiske faktor bliver nu ikke mere til at bære, og jeg vil godt kigge i krystalkuglen frem mod 1990 under den forudsætning, at vi ikke følger Frankrigs eksempel.

Hvem der skal deltage i den preemtive Counter-Air ligger jo lige for, og man må håbe, at FTK stadigvæk har sine gamle planer fra MC 14/2 liggende, de kan nemt støves af og moderniseres, og derefter kan Hæren og Søværnet godt kigge i vejviseren efter Close-Air Support i fremtiden. Hvem der skal hindre den russiske Østersø-flåde i at komme ud, bliver et politisk-militært problem, for en udsivning under en spændingsperiode må ikke finde sted. Et helt nyt sæt af maritime Rules of Engagements må formuleres baseret på en politisk offensiv-defensiv, hvis man da selv ønsker at have en finger med i spillet og ikke ved inaktivitet udelukker sig fra indflydelse på sin egen skæbne. Tydeligere kan jeg desværre ikke udtrykke det. Teknisk set bliver det hovedsageligt en maritim opgave delt mellem Vesttyskland og Danmark, og presset på vore efterretnings-og overvågningsorganer under disse omstændigheder behøver jeg næppe at understrege.

Det danske forsvars nuværende beredskabsniveau vil ikke kunne leve op til kravene fra en ny MC 14/4, der for forsvaret svarer til de nye betingelser, der gælder for den danske økonomi og industri, nemlig, at dele af det gamle produktionsapparat aldrig mere vil komme i sving, men at det heller ikke vil blive demonteret, da dette ikke er cost-effectivt p.t.; det får simpelthen lov til at forfalde.

Problem et omkring værnepligt versus professionelt forsvar er jo stadigvæk ikke løst. Jeg har uddannet soldater under 18, 16, 14 og 12 måneders tjenestetid og set soldater uddannet på 9 måneder. Under 14 måneder falder udbyttet drastisk. Inden længe vil forsvaret blive mødt med velmenende, men forvirrede tanker om en almen tjenestetid for alle på fra 3-6 måneder, hvem sagde 1922, og skæbnen banker da på døren, især for hærens vedkommende. Jeg er bange for, at der i 1990 ikke er nogen stående felthær tilbage på Øerne, for de strategiske og de socio-økonomiske faktorer vil tvinge til et valg mellem Jylland og Øerne. Jeg tror, valget bliver Jylland for at bevare strukturen af COMBALTAP og dansk indflydelse dér, men dette valg bør have sin pris.

Prisen bør være, at der skabes så stor overensstemmelse mellem de allieredes især maritime og danske nationale interesser som muligt, og at ansvarsgrænser flyttes i overensstemmelse hermed fra Store Bælt til Lille Bælt. COMLANDZEALAND vil forsvinde og blive Land Deputy hos den admiral, der får ansvaret for forsvaret af Sund og Bælter samt de tilstødende Øer og for den maritime del af The Offensive Forward Defence1). Hvad med inform ationspolitikken omkring MC 14/4? Dertil er kun at sige, at man, belært af erfaringerne omkring dobbeltbeslutningen af december 1979, ikke kan starte tidligt nok med at nedsætte en arbejdsgruppe ved FOV , der kan formulere og tilrettelægge en informationsstrategi, så man ikke denne gang bliver taget på sengen. At overlade sagen til SNU vil være at give disinform ationspolitikken alt for let spil.

En anden ting, der gør det nemmere at sige farvel til sine 35 års tjeneste, er bevidstheden om, at der blandt dem, jeg har kendt og haft ansvaret for, er så mange strålende begavelser, at de, såfremt de får rimelige vilkår, vil kunne klare de kommende problemer med bravur. Der er ingen aparatchiker blandt dem, jeg tænker på, men stærke personligheder med et højt abstraktionsniveau og dog med begge ben på jorden og med en sikker fornemmelse for den menneskelige faktors betydning. Frem tidens ledere må have karisma i overflod. Men hvorfra kommer fornyelsen og løsning på uløselige problemer. Fornyelsen kommer ofte fra de enlige ulve i systemet. Jeg kan aldrig slippe den tanke, at havde ledelsen i sin tid lyttet til oberstløjtnant Sverre-Hansens forslag til personellov baseret på væmepligtsløn, havde vi ikke i dag stået i det nuværende socio-økonomiske morads skabt af pressionsgrupper.

Der findes måske en midlertidig løsning på teknologiinflationen for et lille land, der ønsker at købe sig tid for at bevare sin suverænitet lid t endnu, ind til den internationale arbejdsfordeling kan udmøntes landene imellem. Løsningen eller midlet er at overlade fremskaffelsen af tungt og kostbart forsvarsmateriel til de danske investeringsselskaber og derefter at overtage det på leasingkontrakter. Lad begyndelsen blive nye danske ubåde; det vil blive en salgssucces af rang; personligt er jeg villig til at tegne fire kontrakter á 50.000 på stedet. Det bliver simpelthen den eneste mulighed for en forøgelse af forsvarsbudgettet uden om de venstrereaktionære kræfter i Folketinget og vil sprede ejerforholdet og skabe et tillidsforhold mellem befolkningen og forsvaret, som ikke er set før. Frivillighedsprincippet ført over i den økonomiske sektor baseret på gensidige interesser. At forsvaret skal være en projektion af sit samfund er en truisme.

Benyt da denne mulighed og træd nye stier - ikke bare når det gælder arbejdstidsregler, særlige ydelser, militæ r retspleje og den slags, hvor der aldrig har manglet på progressivitet. Ethvert system må have plads også for de enlige ulve, der ofte er ubekvemme. Det er ikke fordi jeg er ude efter MPT’s skalp, men i sandhedens navn skaber MPT nu flere aparatchiker end enlige ulve.

Og så til sidst et lille hjertesuk: Det har de senere år været meget svært at være dansker i udlandet, for det har stort set været umuligt at forklare alle de sikkerhedspolitiske gedebukkespring, vi har været vidne til i Folketinget. Den danske troværdighed i udlandet er uhyggelig lav, vi er snart en hvid plet på det internationale kort. Vi »eksisterer« næsten ikke mere og overskygges fuldstændig af Norge, som efterhånden er synonym med Nordflanken. Under min sidste rejse til Nordamerika mødte jeg ingen, såvel informeret som uinformeret, der ikke troede, jeg kom fra Norge. Det kan ikke blive ved at gå på denne måde, man får til sidst ingen amerikansk regering til at sende os forstærkninger, når det behøves, for de vil med en vis grund ikke finde det umagen værd. Findes der i dag nogen mere usolidariske og navlebeskuende end os danskere2). Mentalt er vi godt på vej ind i »tyrkiske tilstande«, hvilket er ganske unødvendigt.

Nu ved jeg godt, at sidste bemærkning er et udslag af den traditionelle worst-case analyseteknik, vi militære er opflasket med. En egentlig fordel ved at blive pensionist er nok at blive denne mentalitet kvit, for den rækkerjo langt ud over den tjenstlige tilværelse, ofte medvirkende til at gøre livet unødigt besværligt - Men - hvis mine oplysninger er rigtige, at socialdemokraterne følger nu afdøde generalsekretær Brezhnevs parole fra den 26. partikongres i 1981 om samarbejde3), og at dette samarbejde blev aftalt under DSU’s møde i Moskva med russisk kommunistisk ungdom i 1982, hvad vi ser resultatet af i dag i Folketinget, ja så håber jeg, at dette at blive afskediget i nåde og pension er ensbetydende med, at jeg også er løst fra min loyalitetserklæring som embedsmand og derfor vil være i stand til at tage de modforholdsregler, som situationen kræver, i samarbejde med ligesindede, der heller ikke bryder sig om at blive dirigeret fra Moskva. Jeg vil ikke male fanden på væggen, men kun minde om, at det var på den måde, det hele begyndte nede i Tyrkiet. Men aparatchikerne kan sove trygt, for ovenstående er også præget af debatørens »mere eller mindre subjektive udgangspunkt og baseret på forenklede forudsætninger«4). Så hermed er vagten skiftet. God vagt!

NOTER

1) Se også Frem tiden 1983/2, side 10-11.

2) Det skulle da lige være grækerne.

3) ». . . i den nuværende komplicerede internationale situation forekommer samarbejde med socialdemokrater, med fagforeninger, med religiøse kredse, med alle demokratiske fredsvenlige kræfter om afværgelse af krig og styrkelse af freden os yderst vig tig t.. .«

4) FCH vurdering af oberst Ffagens synspunkter. FKO skr. 0.230-5/OP 3 - 18100 af 9 AUG 1983, side 1.

PDF med original udgave af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra: PDF icon 1984_02.pdf

Litteraturliste

Del: