Taktiske Luftoperationer.

I forbindelse med undervisningen i krigshistorie på Hærens Officersskole har premierløjtnant Kurt Bache, daværende kadet i klasse Hedemann, udarbejdet denne studie, der behandler udviklingen af close-air-support systemet på allieret side under den 2. verdenskrig.

 

Ved Den anden Verdenskrigs udbrud var luftkrig set med historiens øjne et nyt fænomen, ikke blot på grund af udnyttelsen af et hidtil ubenyttet element, men også fordi dens muligheder åbnede helt nye perspektiver for krigsførelsen. Fronten blev fiktiv, idet krigen kunne nå selve fjendens bagland. Graden af totalitet forøgedes med civilbefolkningens inddragelse som militært objekt, og hidtil ukendte begreber som luftherredømme og luftoverlegenhed måtte tages med i enhver militær overvejelse.

Det var imidlertid vidt forskellige geografiske og politiske faktorer, som bestemte det enkelte lands udvikling af sit flyvevåben. England, som havde levet beskyttet af Kanalen og en overlegen flåde, så nu sin »Siegfried- linie« gennembrudt og lagde vægten på udviklingen af jagerflyet til imødegåelse af et fjendtligt luftangreb. Tyskland, hvis strategi tog sigte på en krig af kort varighed, koncentrerede kræfterne om udviklingen af et flyvevåben til støtte for hæren, hvilket svarede til udviklingen i Sovjetunionen, hvor det imidlertid skete ud fra andre forudsætninger (bl.a. på grund af enorme personelle ressourcer). I Frankrig havde luftstyrkerne fået lov til at forfalde, og i USA, hvor man kunne negligere hjemmeforsvaret, koncentrerede man sig om de langtrækkende bombefly.

I. Strategi og taktik
Teorier og doktriner
Allerede før Den første Verdenskrig havde militære teoretikere forestillet sig, hvilken indflydelse luftstyrker ville få i en fremtidig krig. Erfaringer måtte imidlertid indhøstes på grundlag af praktisk anvendelse, og trods luftstyrkernes ringe betydning for krigsførelsen under Den første Verdenskrig, blev det dog den, som dannede grundlaget for udarbejdelsen af teorier og doktriner i mellemkrigsårene.

En af de betydeligste udformere af luftkrigens doktriner var italieneren Giulio Douhet1), som i årene 1913-14 var chef for Italiens »Luftbataljon«. På grund af forskellige beslutninger uden om sine foresatte, samt en voldsom kritik af disse, blev han forsat til forskellige hærenheder afbrudt af et års fængsel. I 1918 fik han oprejsning og overtog kommandoen over de italienske luftstyrkers tekniske tjenester, og i 1921 udkom hans betydeligste værk »II domino del’aria« (Luftherredømmet)2). Efter Douhets opfattelse ville luftstyrkerne, såfremt de blev rigtigt anvendt, blive den afgørende faktor for en fremtidig krigs udfald, idet denne ville være kendetegnet af totalitet, stillingskrig og de moralske og materielle kræfter betydning3). I overensstemmelse hermed skulle hær- og flådestyrkerne anvendes defensivt, mens luftstyrkerne skulle anvendes offensivt og dermed fremtvinge den ønskede afgørelse. Offensiven ville forudsætte en tilkæmpelse af luftherredømmet ved en overraskende tilintetgørelse af fjendens luftstyrker, hvorefter strategiske bombestyrker skulle operere mod fjendens bagland, primært mod civilbefolkningen, sekundært mod industrimål. For at sikre økonomi med kræfterne skulle de rådige midler samles under en enheds- ledelse, for derfra at blive fordelt til værnene afhængig af opgavens karakter4).

Generalløjtnant Walther Wever5) var Tysklands mest fremtrædende luft krigst eoretiker i mellemkrigsårene. Han var en stor tilhænger af Douhets teorier, men omformede disse, så de tilgodeså den tyske Blitzkrieg- doktrin. Luftkrigen ville blive en afgørende faktor, men den skulle ikke føres selvstændigt. Det primære mål for Luftwaffe skulle være nedkæmpelsen af fjendens luftvåben, mens dette var mest sårbart, hvilket ville sige, når det stod på jorden. Løsningen af denne opgave skulle udgøre krigens første fase. Herefter skulle fjendens transport- og kommunikationssystemer ødelægges sideløbende med en intensiv direkte støtte til de fremrykkende panserkolonner6). Wever overså imidlertid betydningen af en selvstændig strategisk luftstyrke bestående af langtrækkende bombemaskiner, hvilket skulle vise sig skæbnesvangert ved Slaget om England.

I USA var det general William Mitchell7), der stod som talsmand for nye teorier og doktriner. Mitchell var mod slutningen af 1. Verdenskrig blevet chef for de amerikanske luftstyrker i Europa og var på tale som chef for samtlige allierede luftstyrker, da krigen sluttede. Hvad angik luftstyrkers fremtidige betydning i krig, tilsluttede han sig Douhet og Wevers  teorier. Mitchell anså en luftstyrke, som var underlagt hæren, for utidssvarende, idet luftkrigen tydeligt havde vist sin selvstændige karakter. Herved lagde han sig ud med de fleste officerer i hæren, for hvem luft- styrkeme kun var egnede til fremskaffelse af efterretninger og ildstøtte for hærenheder. Uenigheden vakte så stor opsigt i politiske kredse, at man i 1921 lod afholde et forsøg med sænkning af slagskibet »Ostfriesland« ved brug af bombemaskiner8). Trods det, at forsøget lykkedes, opnåede Mitchell kun at få endnu en modstander - den amerikanske flåde. Mitchells forsøg på at skabe et selvstændigt flyvevåben udartede efterhånden så voldsomt, at han blev degraderet til oberst og i 1926 stillet for en krigsret og afskediget. Først efter Den anden Verdenskrig blev han såvel som hans synspunkter rehabiliteret.

Strategiske luftoperationer
Strategiske luftoperationer kan deles i offensive og defensive. Ved offensive strategiske luftoperationer forstås flystyrkernes selvstændige indsats mod det fjendtlige hjemland med det formål at fratage modstanderen evnen og viljen til krigsførelse9). Denne form for luftkrigsførelse kan bedst illustreres ved et studium af Slaget om England og den efterfølgende »Blitz«, samt af de allieredes »round the clock« bombning af Tyskland med amerikanske luftformationer om dagen og engelske om natten. Defensive strategiske luftoperationer er luftforsvarsoperationer, der har til formål at forhindre offensive strategiske luftoperationers gennemførelse mod eget område10).
 
Taktiske luftoperationer
En adskillelse af strategiske og taktiske luftoperationer er vanskelig at foretage, da der ikke entydigt kan trækkes en grænse mellem de to former. Generelt kan det dog siges, at taktiske luftoperationer - i modsætning til strategiske - tager sigte på mere afgrænsede handlinger i såvel tid som rum.
 
Taktiske luftoperationer omfatter hovedsageligt følgende former11) :
- Counter Air (operationer mod fjendens luftstyrker)
- Interdiction (isoleringsoperationer)
- Close Air Support (direkte flys tøtte)
- luftrekognoscering (væbnet og ikke væbnet)
- lufttransporter (f.eks. af luftbårne enheder)
- maritime luftoperationer (U-båds bekæmpelse)
 
En krigs afgørelse skabes gennem en offensiv handling. Forudsætningen for en sådan handling er imidlertid, at man har frihed til at operere, uden at fjenden på afgørende måde kan gribe ind i kampen. For luftstyrkerne skabes operationsfriheden gennem kampen om luftherredømmet, idet man ved luftherredømmet forstår en sådan beherskelse af luftrummet, at fjendens flystyrker er ophørt med at operere. Denne tilstand vil imidlertid sjældent kunne opnås, hvorimod en bestemt grad af overlegenhed er mulig. Ved luftoverlegenhed forstås evnen til at udnytte luftrummet i overensstemmelse med egne hensigter, idet de fjendtlige luftstyrker er ude af stand til at operere effektivt12). Luftoverlegenhed er således en variabel, ofte begrænset i tid og rum, men af så stor betydning, at den vil være det primære mål for flystyrker, alene fordi den er forudsætningen for operationernes gennemførelse.
 
II. Taktisk luftkrigsførelse før 1940
Tysklands oprustning
De fleste landes luftstyrker førte i mellemkrigsårene en tilværelse med demobilisering og manglende forståelse for en kommende krigs krav. England anvendte en stor del af sin luftflåde som politikorps i Mellemøsten, USA havde overhørt Mitchells bønner om et selvstændigt flyvevåben, og i Sovjetunionen benyttede man sine relativt få bombefly til transport af faldskærmstropper. Tyskland var imidlertid en undtagelse. Påvirket primært af Walther Wever og i mindre grad af Goering oprettede Hitler i 1935 Luftwaffe som et selvstændigt flyvevåben i strid med Versailles-traktaten. Forberedelserne havde stået på længe, idet man i den civile luftfart havde anvendt bombefly, fløjet af militære piloter.
 
Organisationen tilgodeså den planlagte Blitzkrieg-strategi, hvor smidighed og mobilitet var nødvendige ingredienser. Luftwaffe blev inddelt i Luftflotten, som var sammensat af Luftkorps eller mindre Luftdivisioner. Disse bestod af et antal Geschwader (afdelinger, eller wings), der hver for sig var homogent udrustet med enten jager-, bombe- eller opklaringsfly. Hver Luftflotten eller Luftkorps udgjorde således, med sine forskellige Geschwader, et mindre flyvevåben med ansvar for luftforsvaret af baseområdet og i nær tilknytning til Armégrupperne13). Luftwaffes opgaver fulgte i store træk Wevers teorier om udslettelse af fjendens luftstyrker og intensiv direkte støtte til de fremrykkende panser- kolonner.
 
Den direkte flys tøtte var allerede under Den spanske Borgerkrig blevet udviklet og gennemprøvet. Wolfram von Richthoven, fætter til den berømte Manfred14), havde ved Condor Legionen haft lejlighed til at efterprøve Wevers ideer med JU 87 styrtbombere. Ved hjælp af en effektiv radioforbindelse mellem jordtropperne og de støttende fly havde han været i stand til med bemærkelsesværdig sikkerhed at ødelægge mål på jorden15). Teknikken dannede skole for fremtidige operationer, mens anvendelsen af styrtbombere til close air support mistede sin betydning med udviklingen af jagerflyet og antiluftskytset.
 
England
Udviklingen i Tyskland havde alarmeret englænderne. De beregninger, som man havde foretaget, viste, at det tyske luftvåben i 1935 ville nå det engelske styrkemål og i 1936 være det numerisk overlegent. Det blev derfor besluttet at forøge antallet af eskadriller til 52, som skule udgøre Luftforsvaret af Storbritannien (Air Defence of Great Britain), og hvori skule indgå otte flyvebådseskadriller og fem rekognosceringseskadriller til samarbejde med henholdsvis flåden og hæren16). Herudover bestod RAF af en Oversøisk Kommando (Overseas Command) med 24 eskadriller, fordelt i Det nære og fjerne Østen.
 
Organisation
Med forøgelsen af luftstyrken blev en reorganisering af RAF imidlertid nødvendig. Såvel hjemme som oversøisk blev luftstyrkerne inddelt i funk- tionskommandoer (Bomber, Fighter og Coastal Command) - et system som endnu i dag anvendes. Efterhånden som udviklingen nødvendiggjorde det, etableredes nye funktionskommandoer - såsom Army Co-operation Command - der oprettedes i december 194017). Formålet med denne funktionsstruktur var tosidig. Dels ønskede man at begrænse kommandoernes størrelse, så føringen forenkledes, dels ønskede man at udvikle specialiserede enheder for dermed at sikre, at intet våben blev overset.
 
Samarbejde
På trods af den nye funktionsdeling havde man så sent som i 1938 ikke nogen klar forestilling om, hvordan luftstyrkerne skulle anvendes. De forberedende operationsplaner blev i Luftfartsministeriet (Air Ministry) udarbejdet i tre grupper:
1) de, som vedrørte støtte til flåden,
2) de, som vedrørte støtte til hæren samt
3) planer for en selvstændig luftkrig18).
De planer, der skulle sikre støtte til hæren, frembød de største vanskeligheder, idet ingen på det tidspunkt vidste, hvor hæren skulle kæmpe. Selv om man forberedte en afsendelse af to divisioner til Frankrig, var beslutningen endnu ikke taget, og ingen løfter givet.
 
Tanken om et flye lement, permanent tilknyttet korps- eller divisions- stabe, opstod først, da Den britiske Ekspeditionsstyrke kæmpede med ryggen mod Kanalen i maj 1940, og da var det for sent. Et spagt forsøg på en koordineret indsats var oprettelsen af RAF/Army Reconnaissance Missions, der imidlertid gik tabt ved udskibningen i Dunkerque. Det bestod af et fly/hær element med pansrede vogne og motorcykler, som ved hjælp af kraftige radiostationer var i stand til at forsyne hjemlandet med oplysninger om egne og fjendtlige styrkers situation.
Behovet var imidlertid langt fra dækket, hvilket fremgår af, at de bedste oplysninger om egne troppers placering stammede fra Krigsministeriets tapning af tyske radiostationer.
 
III. Taktiske luftoperationer i Nordafrika
Generelt
Erfaringerne fra Frankrig og Belgien havde tydeligt vist, at fremtidige operationer ikke kunne føres uafhængigt værnene imellem. General O’Conners indledende kampe i Nordafrika gjorde det endvidere klart, at luftangreb på en vigende fjende udførtes hurtigst og mest effektivt, når flyene var under direkte kontrol af hærføreren19).
 
Med Nordafrikas terrænmæssige karakteristika blev kravet til mobilitet endnu mere udtalt. Såvel den engelske hær som RAF erkendte, at de taktiske flystyrker først og fremmest burde anvendes offensivt mod de fjendtlige flys tyrker, for dermed at skabe rum for operationerne på jorden. Herudover skulle der ydes direkte flystøtte til hærenheder gennem et snævert samarbejde mellem jord- og luftstyrker, idet de sidstnævnte, for at udnytte deres bevægelighed og alsidighed, skulle operere som dele af større samlede luftstyrker.
 
Forudsætningen for en sådan anvendelse af de rådige flystyrker var et godt kommunikationsnet, operationsstabe bemandet med både hær- og flyverofficerer samt tilvejebringelse af den yderste mobilitet for de operative enheder og deres stabe.
 
Air Marshal Tedder
Air Marshal Tedders udnævnelse til Air Officer Commander-in-Chief (A.O.C.-in-C.) i Mellemøsten indvarslede en ny epoke i taktisk luftkrigsførelse. Tedders ankomst skete samtidig med planlægningen af Operation Battle- axe20). Allerede på et tidligt tidspunkt gjorde han opmærksom på det betænkelige i at koncentrere sine numerisk underlegne luftstyrker lokalt til dækning af hærens angreb. Yderligere mente han, at RAF ikke blev anvendt i sin primære offensive rolle, idet det var meningen, at jagerne skulle udføre defensive patruljer over enhederne på jorden, mens de middeltunge bombemaskiner skulle være på kald for angreb mod fjendens tropper og køretøjer i kampområdet.
 
At Operation Battleaxe og dermed forsøget på at undsætte Tobruk mislykkedes, skyldtes mange faktorer, men for Tedder havde operationen vist, at en omfattende reorganisering af luftstyrkerne i Mellemøsten var nødvendig. RAF’s fredstidsorganisation havde ikke kunnet leve op til krigens krav, hvor behovet for omrokering mellem enheder var afhængig af en fleksibel organisation21). Kampen havde afsløret en fatal mangel på informationer fra jorden, og de aftalte signaler til genkendelse mellem jord og luft var aldrig blevet anvendt. Under sådane omstændigheder var close air support en umulighed, og Tedder var af den mening, at mange misforståelser kunne udryddes, såfremt begge værn levede mere sammen og lærte hinandens muligheder bedre at kende.
 
Reorganisering
General Claude J. E. Auchinleck, som den 5. juli 1941 havde overtaget kommandoen over styrkerne i Mellemøsten efter general Wavell, tilsluttede sig fuldt ud Tedders tanker. I en brevveksling, som han havde haft med premierminister Churchill, var de blevet enige om, at RAF’s opgaver var og blev tredelt, og at princippet om økonomi med kræfterne fortsat skulle være fremherskende. Koncentration måtte ske, når opgaven krævede det, men RAF måtte aldrig anvendes som »paraply« for hæren, som det var sket under Operation Battleaxe, og »fremfor alt,« pointerede Churchill, »måtte jordtropperne aldrig som en selvfølgelighed forvente at blive beskyttet fra luften af flystyrker«22)
 
 
 
 
For at råde bod på RAF’s manglende fleksibilitet skete der i efterårsmånederne 1941 en gennemgribende reorganisering af luftstyrkerne i Mellemøsten. Vigtigst var oprettelsen af Air Headquarters, Western Desert, som blev formeret af No. 204 Group23) (jfr. fig. 1). For at kunne tilpasses organisationen blev eskadrillerne gjort mobile, hvilket på det tidspunkt kun Army Co-operation Squadrons kunne siges at være. Landingspladserne skulle indrettes umiddelbart bag fronten for at formindske ekspeditionstiden for close support, og kun det personel, som var nødvendigt for den daglige vedligeholdelse, genladning og påfyldning, skulle følge flyene.
 
Air Support Controls
Før en ny operation kunne indledes, måtte samarbejdssystemet mellem jord- og luftstyrker i kamp væsentligt forbedres. Med det formål var der i juli blevet nedsat et udvalg, bestående af hær- og flyofficerer, som skulle studere hele spørgsmålet om flystøtte til hæren. Dets arbejde fremkom i september 1941 i form af en pjece - »Middle East Training Pamphlet (Army and Royal Air Force) No. 3 - Direct Air Support«24). Først og fremmest skulle der anvendes en terminologi, som var entydig for begge værn. Luftstøtte skulle kaldes »direct«, såfremt den havde øjeblikkelig virkning for de kæmpende enheder på jorden, hvadenten den var planlagt eller improviseret. Al flystøtte, som overskred de taktiske grænser for »direct air support«, skulle kaldes »indirect air support«. Det blev endvidere klart slået fast, at omfanget af den taktiske flystøtte, som kunne leveres, ville afhænge af den grad af luftoverlegenhed, som var opnået.
 
Tidligere kampe havde vist, at såvel hærens som RAF’s kommunikation måtte forbedres. Mere end én gang havde en korpschef stået i den situation, at han ikke vidste, hvor hans enheder befandt sig, hvilket var ensbetydende med, at han var ude af stand til at angive det nøjagtige sted for flystøttens levering. Et andet problem af samme karakter gjaldt viderebringelse af efterretninger fra luftrekognosceringer. På det tidspunkt de nåede frem til korpset, var situationen som regel forandret, og de indhentede data derfor uanvendelige. Det man måtte frem til, var en serie af kanaler, som sammenbandt de vigtigste jord- og flyelementer i ét omfattende system.
 
På baggrund af de mange overvejelser, og med det formål at kunne levere close air support, når og hvor det var nødvendigt, blev der - i tilknytning til korpsets eller divisionens kommandostationer - oprettet et »Air Support Control Headquarters« (ASC), bemandet med personel fra de to værn. Fra ASC udgik der fire kommunikationskanaler: 1) til de forreste infanteribrigader, 2) til flyene i luften, 3) til flyvepladserne og 4) til Air HQ, Western Desert, hvis hovedkvarter ved reorganiseringen var blevet placeret ved siden af den nyligt oprettede 8. Armés25) (se fig. 1).
 
Forbindelsen til brigaderne etableredes ved hjælp af et tovejs radiotelegrafinet (W/T), hvorved man konstant havde kontakt med det led, som populært blev kaldt »tentacle« eller på dansk - følehorn. Dets officielle navn var »Forward Air Support Link« (FASL) - et mobilt RAF-hold, der fulgte brigaden, og som via radio kunne dirigere de støttende fly samt kommunikere med fly på taktisk rekognoscering, (se fig. 1).
 
Mellem ASC og de anvendte landingspladser, hvor der oprettedes et »Rear Air Support Link« (RASL), etableredes en tovejs radioforbindelse, og endelig kunne RAF-staben i ASC via en tovejs radioforbindelse til de støttende fly samt en medhørsforbindelse til fly på taktisk rekognoscering, følge samtalerne mellem fly og FASL. Med denne opstilling kunne en brigade hurtigt sende en anmodning om flystøtte gennem FASL til ASC. Her ville den blive vurderet, og hvis godkendt, videregivet som ordre til RASL på flyvepladsen. Når missionen var iværksat, ville brigaden blive underrettet af sit følehorn om, hvad der ville blive gjort, hvor stor støtten ville blive, samt hvornår den ville komme. Når støtten var nået frem, kunne følehornet herefter verbalt lede flyene mod målet. Proceduren kunne også virke omvendt, idet fly på taktisk rekognoscering kunne opdage et lønnende mål for luftstøtte og via følehornet underrette brigaden. Bagest sad Air HQ, Western Desert ved siden af 8. Armé med et fuldstændigt billede af situationen og kunne enten reservere afgørelsen for sig selv, eller lade ASC ved korpset tage beslutningen. Systemet blev iværksat den 8. oktober 1941, tilstrækkeligt tidligt til, at det kunne blive anvendt i den næste store offensiv mod Tobruk - Operation Crusader.
 
Identifikation
Mobilitet og god kommunikation var begge vigtige ingredienser i udviklingen af en effektiv close air support, men mange andre områder krævede speciel opmærksomhed. På grund af de ofte flydende situationer under ørkenkrigen havde styrkerne mere end én gang været i fare for egne luftangreb, enten på grund af manglende genkendelse, eller fordi troppeføreren simpelthen ikke vidste, hvor hans styrker befandt sig. På baggrund af disse fejltagelser, som selvfølgelig fremkaldte uro mellem mandskaberne fra de to værn, blev det besluttet, at man forud for alle operationer skulle fastlægge en bombelinie.
 
Denne blev fastsat af korpschefen og skulle angive grænsen for egne forreste styrker inklusiv en bestemt sikkerhedsmargin. Luftstyrkerne fik hermed en eksakt linie, uden for hvilken al bombning var fri. Inden for bombelinien måtte angreb kun udføres, hvis det blev ledet af et følehorn, eller når særlige foranstaltninger til identifikation var gennemført. Angivelse af mål for flystøtte kunne ske ved hjælp af artilleriskydninger med røg, og identifikation af egne styrker bev fastlagt ved brug af lyskugler, kendingsflager eller markerede køretøjer - altsammen foranstaltninger, som vandt udbredelse og blev forbedret gennem resten af krigen.
 
Operation Crusader
Da 8. Armé under generalløjtnant Cunningham i november 1941 iværksatte Operation Crusader, var der stillet Air HQ, Western Desert tre opgaver26 ):
1) at ødelægge Luftwaffe på jorden og i luften,
2) at afbryde og ødelægge fjendens forsyningslinier og
3) at støtte hærens fremrykning og angreb.
 
Til løsning af disse opgaver rådede Air Vice-Marshal Arthur Coning- ham og hans Western Desert Air Force (WDAF), som det officielle navn nu var, over følgende styrker27) :
8 eskadriller kortdistance jagerfly
1 eskadrille langdistance jagerfly
6 eskadriller mellemtunge bombefly
1 eskadrille taktiske rekognosceringsfly (tidligere Army Co-operation)
Herudover kunne WDAF støttes af diverse bombe- og transporteskadriller.
 
Det ny system med Air Support Controls skulle for første gang afprøves i kamp. Af frygt for en overdreven anvendelse af den rådige flystyrke til close air support på bekostning af opretholdelsen af luftoverlegenhed, blev det besluttet, at alle anmodninger om flystøtte skulle gå direkte til Air HQ, Western Desert, hvor Coningham selv ville træffe beslutningen. Dette betød en begrænsning af Air Support Controls kompetance, men det ville ikke sinke iværksættelsen nævneværdigt.
 
For at modvirke manglende flystøtte ved et eventuelt sammenbrud af signalforbindelserne, fik hvert korps en eskadrille underlagt, hvis chef skulle følge korpschefen. Yderligere skulle der være en eskadrille i reserve til forstærkning af et korps, hvis det skulle vise sig nødvendigt. Skønt operationen kun delvis lykkedes - Tobruk blev undsat, men fjendens panserstyrker blev ikke tilintetgjort - havde den taktiske luftstøtte været en succes. Hæren nød den bedste støtte, den nogensinde havde oplevet, og bortset fra enkelte perioder havde Western Desert Air Force luftoverlegenhed under hele kampen. Ikke underligt, at en hærofficer på et tidspunkt beskrev det som »i Frankrig, blot med modsat fortegn«28).
 
Som en nyhed havde man indsat seks specialudstyrede Wellington bombemaskiner, som havde til opgave at jamme de tyske kampvognes radioforbindelser. Flyvende i lav højde over kampzonen udførte de, hvad Coning- ham kaldte »et særdeles utaknemligt og hasarderet stykke arbejde«. Frem for alt havde operationen vist, at det nye close air support system virkede særdeles effektivt. Det største problem havde været vanskeligheder med genkendtelse af egne styrker, hvilket man i fremtiden mente at kunne afhjælpe med en tydeligere afmærkning af køretøjerne.
 
IV. Taktiske luftoperationer i Italien
Planen
Allerede inden felttoget i Afrika var afsluttet, var man begyndt på planlægningen af næste fase i kampen mod Aksemagterne: Operation »Husky« - landgangen på Sicilien. General Eisenhower blev, som han havde været det under operationerne i Nordvestafrika, øverstkommanderende for de allierede styrker, og som sin næstkommanderende havde han general Alexander. Air Marshal Tedder blev chef for de allierede luftstyrker, som skulle støtte henholdsvis 8. Armé under general Montgomery og 7. U.S. Army under general Patton.
 
Operationen blev inddelt i fem faser. Første fase var de forberedelser, som skulle udføres af flåden og luftvåbnet med et formål at neutralisere de fjendtlige søstridskræfter og opnå luftoverlegenhed. Dernæst skulle am- fibieangrebet iværksættes umiddelbart før daggry, efter at luftbårne tropper havde erobret nøgleområder ved Syracuse og Licata. Tredie fase skulle være frembruddet mod Catania og Augusta, og fjerde og femte fase, som skulle følge senere, ville resultere i erobringen af hele øen29), (se fig. 2).
 
I overensstemmelse med planen blev der for Tactical Air Force30) udgivet fire direktiver31). Først og fremmest skulle fjendens luftstyrker til- intetgøres såvel på jorden som i luften. Når dette var opnået, og søtransporten iværksat, skulle denne dækkes fra luften indtil selve landgangs- operation, hvorefter hovedmålet var fjendtlige befæstningsanlæg på stranden. Fjerde og sidste fase var en intensiv støtte til hæren i brohovedet og foran dette.
 
 
 
Terrænet
Under denne operation erfarede såvel hæren som luftstyrkerne, at det system, som med held havde været anvendt af Western Desert Air Force i Nordafrika, ikke umiddelbart kunne videreføres i sin oprindelige form. Det sicilianske terræn kunne langtfra sammenlignes med Saharas ørken. De dybe, bugtede dale, de bevoksede skråninger og den spredte bebyggelse var glimrende skjulesteder for fjendens infanteri. De signalforbindelser, man havde til rådighed for anmodning om close air support, var i et sådant terræn alt for langsomme. Fra infanteristen skulle meddelelsen først gå via kompagniet til bataljonen og herfra igen videre til brigaden. Ved brigaden skulle Forward Air Support Control dernæst overveje, om anmodningen kunne imødekommes, inden den blev videresendt til Air Support Control, hvor afgørelsen blev truffet i samråd med det lokale korps. Her kom en anden vanskelighed til. I Afrika havde man bygget interimistiske flyvepladser umiddelbart bag frontenhederne, således at ekspeditionstiden blev formindsket til et minimum. Dette var udelukket i Italien, hvor man var henvist til at bygge flyvepladser, hvor terrænet tillod det, hvilket det sjældent gjorde i nærheden af kampområdet.
 
Alt dette bevirkede, at flystøtten som regel først nåede frem, når fjenden havde skiftet stilling, og skønt denne kunne ligge blot få hundrede meter fra den opgivne position, måtte hele proceduren gentages og ofte med samme negative resultat.
 
»Cab Rank«
Man skulle nå halvvejs gennem Italien, inden et effektivt system til afløsning af det tidligere anvendte blev fundet. Det blev udtænkt af Wing Commander David Hayson, som døbte det med sit fornavn »Rover David«. Det bærende princip i systemet var en konstant overvågning af kampområdet med en eller flere eskadriller i luften. Når en eskadrille skulle ned til genladning eller påfyldning, skulle den afløsende eskadrille allerede være i luften over området. Heraf navnet »Cab Rank« - hyrevogns- række32). Tæt op ad brigadens kommandostation skulle der være en Mobile Observation Post (MOP), som var bemandet med en hær- og flyverofficer og udstyret med en panservogn, hvorfra der via et VHF-anlæg var direkte forbindelse til de i luften værende eskadriller. Såvel piloter som MOP havde identiske luftfotografier med et indtegnet koordinatsystem over kampområdet, hvorved jordelementet kunne udpege målet, som inden for få minutter kunne tages under ild. Forberedelsen skete aftenen før enhver operation, idet man ved briefingen, som overværedes af både eskadrillepersonale og hærofficerer, gennemgik opgaver for og antal af den følgende dags patruljer. Et sådant system havde ikke været muligt at anvende, såfremt Luftwaffe havde haft indflydelse i luften, og som sådan kan det kun tages som et bevis for den luftoverlegenhed, som de allierede besad fra efteråret 1943 og frem. Systemet var særdeles kostbart i materiel, og kun et luftvåben med enorme reserver ville være i stand til at opretholde systemet igennem længere tid.
 
V. Taktiske luftoperationer i Normandiet
Generelt
Det vil føre for vidt at give en succesiv beskrivelse af de mange operationer gennem Normandiet og Tyskland, som førte til den endelige afgørelse. Man må gøre sig klart, at hver enkelt fase havde sin betydning i den samlede strategi, og hver enkelt kamphandling bidrog på sin måde til udvikling og effektivisering af tidligere anvendte fremgangsmåder. Det, som karakteriserede denne periode, var de allieredes enorme tekniske og materielle overlegenhed, hvilket ofte betød, at hævdvundne principper og doktriner blev fraveget til fordel for en besparelse af menneskeliv og afkortning af krigen. Det er derfor min hensigt i dette kapitel, gennem en beskrivelse af en karakteristisk og betydningsfuld operation, at give et indtryk af udviklingen af taktisk luftstøtte fra landgangen i Normandiet til Tysklands sammenbrud.
 
Brohovedet
Tre uger efter D-dag opererede 31 allierede eskadriller fra 17 landingspladser i selve brohovedet. De udgjorde en del af Advanced Allied Exspe- ditionary Air Force, som bestod af 2nd Tactical Air Force og U.S. Ninth Air Force, alt under kommando af Air Marshal Coningham (se fig. 3). De operationer, som blev udført fra brohovedet, faldt hovedsagelig ind under kategorien »armed reconnaissance« og »close air support«. Den første opgave blev varetaget med flytyper som Mustang og Mosquito, idet de kunne række længst, mens Typhoon og Spitfire angreb mål, udpeget af hæren. Målene blev valgt og udpeget efter samme principper som i Italien, idet »cab rank«-systemet havde vist sig at være yderst effektivt.
 
De allierede beherskede luftrummet totalt, og på jorden udgjorde tyske panserkolonner under forskydning til fronten særdeles lønnende mål - især for den raketbevæbnede Typhoon. Pilot Officer W. T. Lawson gav følgende beskrivelse af et angreb: »Jeg fløj som nummer to ved siden af Dring (chefen), da han pludselig dykkede ned mod skoven, idet han gav ordre til angreb. Set fra vor side, var det intet at tale om. Vi fløj bare lavt, satte vore raketter i målet og fløj hjem til roserne (lykønskninger)«33).
 
At tyskerne ikke havde det helt så let fremgår af en udtalelse af general von Lüttwitz, chef for 2. Panzer Division: »Pludselig fyldtes luften af allierede jagerbombere. De kom ned i hundredetal, affyrede deres raketter mod de koncentrerede kamp vogne og køretøjer. Vi kunne ikke komme videre. Næste dag kom de igen, og vi måtte rykke tilbage til det sted, hvorfra vi var startet - med et tab på 30 kampvogne og 800 mand«34).
 
 

 

Samarbejde fly-kampvogne
Englænderne havde under Operation Goodwood forbedret »cab Tankesystemet ved at placere en Visual Control Post (VCP) i en kampvogn, som skulle følge 29th Armoured Brigade, en pansret brigade fra 11th Armoured Division. Denne kunne så via sin VHF-radio lede ilden fra de støttende fly, idet han skulle køre helt fremme ved de forreste enheder. Under angrebet blev der på opkald fra VCP’en foretaget ni selvstændige Typhoon angreb inden for et tidsrum af 3 timer, og det til trods for, at pilotofficeren i Sherman kampvognen blev såret, hvorefter kampvogns- kommandøren selv måtte overtage kontrollen35). Generalmajor Quesada, chef for IX Tactical Air Command, videreud- viklede systemet til det, der blev kendt som Armored Column Cover.
 
Hver enkelt kampvognskolonne (= eskadron eller bataljon) fik tildelt et Air Support Party36), som skulle køre i den forreste kampvogn. Ved hjælp af VHF-radioen blev der skabt direkte forbindelse mellem kamp- vognsenheden og fire underlagte jagerbombefly, som blev afløst hver halve time. Flyene skulle operere umiddelbart over kampvognskolonnen, og tjente således som spejderøjne, der i god tid kunne advare mod en trussel eller levere oplysninger om fjendens placering. Omhyggelig og detaljeret planlægning var nødvendig for at koordinere et sådant samarbejde. Kampvognene blev malet, så de var let kendelige fra luften. På flyvepladserne blev piloterne til kommende flystøtteopera- tioner briefet af forbindelsesofficerer fra hæren for bedst muligt at være kendt med situationen på jorden, og ved hjemkomsten til basen virkede piloterne som personificerede situationsrapporter.
 
Den primære bestanddel af en close air support mission var imidlertid radiodialogen mellem pilot og kampvognskommandør: »Jeg bliver beskudt af en fjendtlig kampvogn i nærheden«, kunne en kommandør melde til flyene, som circlede ovenover, »kan I se ham?« »Jeg skal prøve«, svarede en pilot, idet han tog et drej ud til venstre. »Jeg har ham, men du er for tæt på til at jeg kan bombe. Bak lidt, og jeg skal gå efter ham«. Flyet ville gå ind i et drej, dykke til angreb og et øjeblik efter kunne man høre ordene: »Jeg tror, jeg fik ham«. Det var simpelt, og det var særdeles effektivt37)
 
Operation Cobra
Forudsætninger
Fremrykningen gennem Normandiet blev vanskeligere end man havde forudset. De mange diger og hække, som begrænsede markerne, var velegnede til modstand mod de allieredes fremrykning, og på 17 dage, hvor man kun var avanceret omkring 11 kilometer, havde general Omar Bradleys 1. Armé haft et tab på 40.000 mand38). Et gennembrud var allerede forberedt på den britiske front med Operation Goodwood, og for at følge dette op var det Bradleys mål at slå igennem til Bretagne. På det tidspunkt havde man nået en stilling nord for vejen fra St. Lo til Périers, og første fase skulle være et frembrud til linien Coutancea-Caumont39) (se fig. 4).
 
Planlægning 
Bradleys ønske var at støtte V II Korps’40) angreb med en kæmpemæssig ildforberedelse, udført af såvel tunge som mellemtunge bombefly over et område på 7000 meter i bredden og 2500 meter i dybden. Bombelinien skulle være landevejen mellem St. Lo og Périers, og tropperne skulle trækkes tilbage til en afstand af 800 meter fra bombelinien for at undgå skade ved fejlbombning. Med samme formål skulle indflyvningen ske parallelt med bombelinien, idet vejen ville være en udmærket ledelinie. Såvel ønsket om sikkerhedsafstand som ønsket om lateral bombning blev afvist af Tedder og Leigh-Mallory. Luftstyrkerne ønskede 3000 meter som sikkerhedsafstand og gjorde opmærksom på, at lateral bombning ville gøre flyenes formation alt for snæver. Efter handlen frem og tilbage enedes man om en sikkerhedsafstand på 1200 meter, idet dog de høje stflyv ende maskiner ikke måtte ramme mål, nærmere end 1450 meter fra egne styrker. I ildforberedelsen ville deltage følgende flyenheder: 8th U.S. Air Force, 9th U.S. Air Force, samt RAF 2nd Tactical Air Force. General Bereton skulle planlægge angrebet, mens general Quesada skulle foretage koordinationen med jordtroppeme.
 
Luftbombardementets indledning blev fastsat til 80 minutter før kl. H med et 20 minutters angreb af jagerbombere, som skulle lægge deres last i den smalle stribe mellem vejen og målet. Herefter havde 1800 tunge bombefly til opgave i en timelang bølge at sprænge målområdet, det rektangulære »tæppe« syd for striben, og som afslutning og samtidig med infanteriets frembrud skulle 350 jagerbombere gentage beskydningen af den smalle stribe. Ti minutter efter kl. H skulle 396 mellemtunge bombefly angribe den sydlige del af rektanglet i 45 minutter, og hele operationen ville bive dækket af 500 jagerfly.
 
 
                                                                     Fig. 3
 
 
Koordination
En sådan ildforberedelse krævede en omhyggelig koordination, hvis man skulle undgå skader på eget personel, ikke mindst på grund af anvendelsen af tunge bombemaskiner, hvor ét fly gav ordre til tyve andre, når lasten skulle slippes. Manglende radioforbindelse mellem tropperne på jorden og bombeflyene gjorde visuelle signaler nødvendige. Hvert andet minut skulle artilleriet lægge rød røg over den snævre stribe mellem vejen og målområdet, og alle kampvogne og køretøjer skulle påmales det amerikanske tegn - den hvide stjerne. En time før luftangrebet skulle de forreste stillinger forlades, idet kun en sikkerhedsbesætning blev tilbage. Denne skulle gå 40 minutter senere, og alle stillinger skulle markeres med flourescerende felter.
 
Udbyttet af en sådan ildforberedelse ville afhænge af, hvor hurtigt infanteriet var i stand til at følge den op, således at man bedst muligt drog nytte af den psykiske effekt på fjenden. Dette krævede fortsat bombning i samarbejde med artilleriet under troppernes fremrykning til udgangs- linien, og for at holde den fastlagte tidsplan skulle bevægelsen ske med en hastighed på ca. 30 meter i minuttet.
 
Klokken H + 1 time skulle alle jagerbombere fra IX Tactical Air Command samt en gruppe RAF Typhoon fly gives i direkte støtte til 1. Armé for resten af dagen. Herudover blev det besluttet, at alle mellemtunge bombemaskiner, efter at have været i England for at genforsyne, skulle være til rådighed fra kl. H -f- 6 timer, mens styrtbombere var på kald med en times varsel for de tre divisioner, som deltog i angrebet. Dette var planen for den direkte luftstøtte til Operation Cobra. Iværksættelsen afhang udelukkende af vejret, men blev foreløbigt fastsat til den 24. juli kl. 1300. På D-dag tog Air Chief Marshal Leigh-Mallory personligt til Normandiet for at følge operationen på nærmeste hold. Her erfarede han, at det var overskyet, og besluttede at udsætte operationen på grund af dårlig sigt. Det var imidlertid for sent.
 
Meddelelsen om udsættelsen nåede først England få minutter før bombningen skulle begynde i Frankrig, og på det tidspunkt havde jagerbomberne og tre bombedivisioner41) allerede forladt England. Kun de mellemtunge bombefly, som efter planen skulle starte sidst, havde endnu ikke forladt jorden. Meddelelsen om udsættelsen nåede kun frem til nogle få af de tunge bombemaskiner, som derefter vendte om. Resten fortsatte mod målet, primært fordi man ikke i forvejen havde aftalt en nødfrekvens, hvorpå man kunne meddele ændringer i operationen. Heldigvis fandt den første formation på 500 fly vejret så dårlig, at angrebet blev aflyst. Af næste formation fik kun 35 maskiner udløst deres last, mens 300 fly i tredie formation, på grund af bedrede vejrforhold, fik kastet deres bomber, inden meddelelsen om udsættelsen nåede frem.
 
Det blev ikke blot en uheldig dag for operationen som helhed, men den fik også tragiske følger for personellet ved 30th Division. På grund af problemer med bombeudløseren havde skytten i det førende fly for en formation ved et uheld udløst sin bombelast under indflyvning mod målet. De femten efterfølgende fly i formationen opfattede dette som signal til bombning, fulgte hans eksempel og kastede deres last 2000 meter nord for bombelinien over de ventende tropper. Fejlen kostede 25 soldater livet, og 131 blev såret. Herudover måtte V II Korps kæmpe hele dagen for at generobre de 1200 meter, som de var trukket tilbage forud for ildforberedelsen.
 
Udførelsen
Dagen efter var vejret bedret så meget, at Operation Cobra kunne iværksættes. For at undgå nye fejlbombninger, havde man beordret visuel bombning i størst muligt omfang og nedsat flyvehøjden for de tunge fly til 12.000 fod (ca. 4 km.). Trods de skærpede sikkerhedskrav, var der betydelige vanskeligheder i koordinationen mellem tropperne på jorden og flyene i luften. Den markering af målet, som artilleriet skulle udføre med rød røg, viste sig værdiløs, da røgen først var synlig for piloterne, når den var nået op i en bestemt højde, og på det tidspunkt havde vinden dels spredt den, dels flyttet den til et helt andet område. Endvidere var den røde røg meget vanskelig at skelne fra granat- og bombeeksplosioner og fra mun- dingsglimtene fra det amerikanske og tyske artilleri. Mange af bomberne faldt bagved og til siderne for det angivne målområde på grund af nervøsitet hos piloterne for en gentagelse af den foregående dags tragedie; og alligevel blev den ikke undgået.
 
Skytten i det ledende fly for en formation havde denne gang problemer med bombesigtet og udløste sin last visuelt og uheldigvis med dårligt resultat. En anden skytte kunne ikke identificere målet og udløste nord for bombelinien. Den førende pilot for en tredie formation udgav en forhastet udløsningsordre, hvorved alle flyene i hans formation kastede deres bomber. Alt i alt udløste 35 tunge bombefly og 42 mellemtunge deres last over de amerikanske stillinger, hvorved 111 blev dræbt og 490 såret42).
 
Virkning
De to dages luftbombardement havde kostet amerikanerne et tab på næsten 900 mand, hvis man regner dem med, som måtte trækkes ud af kampen på grund af psykiske skader43). Virkningen af fejlbombningerne var voldsom på de amerikanske soldater, og tilliden til luftstyrkerne fik et midlertidigt knæk, især da det ikke var første gang, det var sket. Tidligere i juli havde man efter en fejlbombning ved 1. Division hørt en stabsofficer meddele forbindelsesofficeren fra Air Corps, at man ikke ønskede luftstyrker hos dem. »Lad dem tage ud foran, og lad dem tage billeder, men ingen strejftogter eller bombninger«44). Efter at have modtaget den tragiske meddelelse om fejlbombningerne besluttede general Eisenhower, at han aldrig mere ville anvende tunge bombefly til taktiske formål45).
 
Havde bombningen haft stor psykisk virkning på de amerikanske styrker, var virkningen på tyskerne ikke mindre. Det mislykkede angreb den 24. juli havde kostet general Bayerleins Panzer Lehr Division ca. 350 dræbte og et ukendt antal sårede. General Bayerlein, som havde troet, at denne dags angreb havde været et amerikansk hovedfremstød, følte, at hans styrker havde klaret kampen fint, men besluttede alligevel at trække tropperne nord for Périers-St. Lo vejen tilbage til en stilling mod syd. Herved blev de tyske styrker endnu mere koncentrerede i det målområde, som skulle bombes ved næste dags hovedangreb, og som blev endnu mere intensivt. Efter luftangrebet var kun ca. 30 % af alt personel i forsvarslinien uskadt sammen med et dusin kampvogne. Mindst 1000 mand var blevet dræbt, og kommandostationerne fra tre bataljoner var ødelagt. På Panzer Lehrs højre fløj var Kampfgruppe Heinz den eneste enhed større end bataljon, som var i kampduelig stand, og sidst på dagen eksisterede denne heller ikke mere. V II Korps havde lavet et gennembrud på 5 km i bredden og fra én til tre km i dybden, og samme aften bemærkede Kluge46) i sin rapport: »På dette tidspunkt er fronten sprængt«.
 
Konklusion
Krigen i Nordafrika fik en afgørende indflydelse på udviklingen af taktisk luftstøtte til hæren. Englænderne demonstrerede under kampene gennem Sahara, hvor stor betydning man måtte tillægge et intimt samarbejde mellem værnene og en gennemført enhed i ledelsen. Den fleksible organisation, som man på et tidligt tidspunkt havde skabt med oprettelsen af Western Desert Air Force, gjorde det muligt at koncentrere kræfterne, hvor der til enhver tid var brug for dem. Sammenlægningen af hovedkvartererne gjorde kommunikationen bedre, og ud over en forkortelse af beslutningsprocessen og dermed ekspeditionstiden for taktisk flystøtte, bidrog den i høj grad til at udbygge forståelsen for hinandens opgaver og herunder især kendskabet til den enkelte part styrke og svaghed.
 
Close air support systemet blev skabt af nød, hvilket adskillige gange i historien har været kilde til inspiration og store nyskabelser; men i dette tilfælde skulle den vise sig i stand til at skabe et system, som i princippet blev grundlaget for al direkte flystøtte gennem resten af krigen. Det blev ført med til Italien, hvor man på grund af den tiltagende overlegenhed kunne videreudvikle det til »cab rank«, og det blev anvendt i Normandiet, hvor ressourcerne var så enorme, at flystyrker kunne sættes ind på opgaver, som teoretikerne før krigen aldrig ville have prioriteret.
 
En analyse af udviklingen af close air support gennem 2. Verdenskrig viser, at det er karakteristisk, at omfanget af støtten til enhver tid er betinget af den grad af luftoverlegenhed, som man på det givne tidspunkt besidder. Jo større overlegenhed, jo flere kræfter kan man sætte ind på støtte til hæren. Denne udvikling kulminerede i Frankrig med anvendelsen af strategiske flystyrker til close air support samt taktiske jagerflys konstante overvågning af pansrede kolonners fremrykning. General Patton gik endda så vidt, at han under fremrykningen mod Paris lod sin åbne flanke sikre af jagerfly. Den anden Verdenskrig bekræftede på mange måder de teorier, man allerede tidligere havde fremsat om taktiske luftstyrkers opgaver og disses prioritering. Første prioritet vil altid blive givet opgaver, hvis formål det er at skaffe luftoverlegenhed, idet denne er en betingelse for den fortsatte operationsfrihed. Dernæst vil det være nødvendigt at afskære fjendtlige troppeforskydninger og ødelægge hans forsyningsveje, og først når disse opgaver er gennemført, vil man være i stand til at tildele flystyrker i direkte støtte for hærenhedernes kamp. 
 
 
 

Noter:
1) Levede 1869-1930.
2) Lp. II—2.
3) MIA p. 280.
4) L p. II-3.
5) Første stabschef i Luftwaffe. Døde i 1936 uden at opleve resultatet af sit arbejde.
6) EE pp. 184-5.
7) levede 1879-1936.
8) EE p. 157.
9) L p . m - 1.
10) ibid.
11) ibid p. IV-1.
12) ibid p. 11-17.
13) K, p. 96.
14) Manfred von Richt hoven var Tysklands lufthelt under 1. Verdenskrig med det største antal nedskydninger. Dræbt i en luftduel.
15) K.p.93.
16) R, I„ p. 1.
17) ibid p. 26.
18) ibid p. 32.
19) P bd. I., p. 264.
20) operation i juni 1941 med formål at undsætte Tobruk.
21) T, p. 140.
22) ibid, p. 169.
23) hver Group bestod af et antal Wingg, som oftest havde tre eskadriller. En eskadrille havde 16-24 fly i first-line og ca. 4-5 fly i reserve.
24) P, II, p. 295.
25) R, II, p. 162.
26) T, p. 187.
27) P, III. P. 18.
28) R, II., pp. 174-5.
29) R ,II.,p. 299.
30) en kombineret anglo-amerikansk flyenhed oprettet i 1943 med WDAF som forbillede.
31) R, II., p. 301.
32) R, II., p. 351 ff.
33) R, III., 133 ff.
34) ibid.
35) E, p. 342.
36) svarede til den engelske Visual Control Post.
37) B, p. 333 ff.
38) DF, p. 63.
39) B, 220 ff.
40) som bl.a. bestod af 4., 9. og 30. Division.
41) ca. 1600 tunge bombefly.
42) blandt de dræbte var den amerikanske generalløjtnant Lesley J. McNair.
43) B, p. 237.
44) B, p. 208.
45) B, p. 236. (fra Bradleys: A Soldiers Story). Eisenhower reviderede senere sin opfattelse.
46) Feldmarskal og efterfølger af von Rundstedt som chef for de tyske styrker i Frankrig.

 

Litteratur

L S. O. Playfair: The Mediterranean and Middle East (P) Volume I-IV. Her Majesty’s Stationary Office London, 1954-1966.
 
L. F. Ellis: Victory in the West (E) Volume I. Her Majesty’s Stationary Office London 1962. Begge bøger tilhører samme serie og er den officielle engelske beretning om begivenhederne under 2. Verdenskrig. De er særdeles detaljerede og dybtgående, især vedrørende beskrivelsen af de britiske operationer. Bøgerne er anvendt som hovedkilde.
 
G. A. Harrison: U. S. Army in World War II. European Theater of Operations. Cross- Channel Attack. (H) Department of the Army, Washington, D.C., 1957.
 
Martin Blumenson: U.S. Army in World War II. European Theater of Operations. Breakout and Pursuit. (B) Disse to bøger er amerikanske pendanter til de ovennævnte britiske og er lige så omfangsrige og detaljerede. De virker en smule mere underholdende end de britiske, idet de har flere citater og beskrivelser af enkelte situationer på lavere led. Endvidere er de i besiddelse af glimrende kortmateriale. Martin Blumensons (B) er anvendt som hovedkilde.
 
Denis Richards & Hilary St. George Saunders: Royal Air Force 1939-1945. (R) Volume I-III. Her Majesty’s Stationary Office London, 1954. Denne kilde er meget detaljeret, og giver et udmærket indtryk af Royal Air Force og de problemer, det havde under krigen. Den er underholdende at læse og virker måske derfor mindre objektiv. Bd. II er anvendt som hovedkilde til afsnittet om luftoperationeme i Italien. De resterende kilder har alle bidraget som supplement eller kontrol af hovedkilderne.
 
Lord Tedder: With Prejudice (T) Cassel & Company Ltd, London, 1966 Kilden er en erindringsbog, som fremlægger de allieredes planlægningsproblemer på højeste niveau. Ved læsningen får man indtryk af, at forfatteren er en højtbegavet herre med stor forudseenhed, og man bør bemærke sig hans forord: »Frankly, I’m completely prejudiced«.
 
Martin Blumenson: The Duel for France 1944. (DF) Houghton Mifflin Company, Boston, 1963.
 
Eugene M. Emme: The Impact of Air Power. (EE) D. Van Nostrand Company, Inc., Princeton, 1959.
 
Preston, Wise & Werner: Men in Arms. (MIA) Praeger Inc., New York, 1962. 2. udgave.
 
John Killen: The Luftwaffe: A History. (K) Muller Ltd., London 1967.
 
Karl-Heinz Volker: Die Deutsche Luftwaffe 1933-1939. (V) Deutsche Verlags-Anstalt, Stuttgart, 1967.
 
Lærebog i Luftkrigslære. (L) Flyvevåbnets Officersskoles Forlag, 3. udgave, 1968. Lærebogen er anvendt som hovedkilde i kapitlet om strategi og taktik.
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
PDF icon militaert_tidskrift_100_aargang_jan.pdf
 

 

Litteraturliste

Del: