Taktisk flystøtte

I denne artikel findes blandt mange interessante betragtninger også nogle tankevækkende synspunkter vedrørende årsagerne til, at flåden (marinekorpset) — i modsætning til hæren — fremdeles kan glæde sig over en intim og prompte virkende flystøtte. Den er oversat fra en artikel af Capt. Robert B. Asprey i »ARMY« for NOV 61: »Close Air Support« med undertitlen »How do we get it?”
 
Under Wintershield II, Seventli Army’s vintermanøvre i 1961 i Øst- bayern, stod en sergent, der bar faldskærmsspringernes badge, og som havde kæmpet i både 2. verdenskrig og i Korea, og betragtede et enkelt jetfly, der fløj hylende ben over den 1) ly grå himmel. »Tre dage i felten,« sagde ban bittert, »og det er den første flystøtte, jeg har set. Men sådan var det også i Europa under krigen, og i Korea, undtagen når Marinekorpset støttede os.« Senere på dagen nævnte jeg dette for en general i hæren, der, som alle andre jeg nævner i denne artikel, vil forblive anonym. »Ja, ban har ret,« sagde generalen. »Jeg bar aldrig fået ordentlig taktisk flystøtte undtagen fra Marinekorpset i Korea. Jeg har ikke fået flystøtte under denne manøvre, og jeg vil heller ikke få den, livis vi går i krig i morgen. Det er en knytnæve, jeg behøver, og det er ærgerligt ikke at have den. Men det værste er, at mine folk er klar over, at vi ikke bar den, og det lider deres moral under.«
 
»Sagen er,« forklarede en højtstående flyverofficer mig, »at hæren ikke har begreb skabt om, hvad taktisk flystøtte vil sige. De forestiller sig flyene kommende ned lige over deres frontlinier for at kaste napalm, og vi tænker på opgaver, der ligger ca. 150 km borlc, men hvis løsning vil sætte dem i stand til at fortsætte uden at blive generet af fjendtlige fly.« Wintershield II, der gav anledning til disse og andre samtaler med hær- og flyvcrofficcrer, afprøvede alle taktiske støtteformer med Seven- teentli Tactical A ir Force, herunder også taktisk støtte til enheder af Seventli Army.
 
I løbet af de fem dage, soin denne fcltøvelse varede, rekvirerede NATO- styrker bestående af Seventh Anny og allierede enheder flere end 80 missioner. Ca. 25 % af disse blev ikke til noget på grund af dårligt vejr på flyvepladserne og andre ca. 40 fo blev ikke til noget på grund af dårligt vejr over målene. Vejret lagde sig altså bindrende i vejen for to trediedele af de taktiske flystøtteoperationer. I løbet af 1960 rekvirerede Seventh Anny 1400 øvelsesflyvninger til støtte for alle slags enheder ned til kampgrupper og pansrede infanteri- bataljoner. 80 %, eller 1120 flyvninger, blev godkendt af flyvevåbnet. 40 °/c, eller 600, blev faktisk fløjet — mindre end halvdelen af de oprindelige rekvisitioner. Dårligt vejr var skyld i 90 c/c> af de fcjlslagne forsøg. De resterende 10 °fc blev forklaret med et utal af grunde: Radiofejl hos forward air controller (FA C ); Hæren havde ikke standset artilleriets krumhaneild mod målområdet eller på vejen til eller fra; FAC ude af stand til at dirigere flyet mod målet på grund af fejlagtig identifikation af fly eller mål; flyet ude af stand til at identificere målet. Tallet 10 c/c er vildledende, fordi det utvivlsomt ville have været højere, hvis vejret havde tilladt at sende flere fly i luften.
 
Resultatet er katastrofalt. En oberstløjtnant beklagede sig over, at ban under 2Y2 års tjeneste i pansrede infanteribataljoner og kampgrupper kun havde set 12 øvclsesmissioncr fløjet i virkeligheden; adskillige løjtnanter, der var delingsførere, kommenterede, at så vidt de vidste, havde deres bataljoner aldrig fået et øvelsesangreb fløjet! Og bedre resultat kan ikke ventes af 1961 målsætningen, beskedne 640 heldigt gennemførte flyvninger under anvendelse af 32 FAC hold, der indgår organisatorisk i infanteri- og panserdivisioner.
 
Eftersom sikkerhedsbestemmelserne kræver 3500 fods skyhøjde og 5 ½ km sigtbarhed for udførelse af øvelsesflyvninger, og eftersom disse betingelser ikke opfyldes i denne del af Tyskland i ea. 70 % af året, er det fristende at bruge vejret til at bortforklare vanskelighederne med. Men uheldigvis er vejret kun en del af vanskelighederne. Taktisk flystøtte er et våben, og et meget kompliceret våben, hvis effektivitet afhænger af dets drivkraft, af manden, der boder om det, og af manden, der affyrer det. Når de folk der er involverede, repræsenterer forskellige doktriner og opfattelser, og når i nogle tilfælde disse doktriner hviler på visse misforståelser og mangel på erfaring, så må vanskeligheder nødvendigvis opstå.
 
At definere udtrykket
Hærens officielle difinition af taktisk flystøtte findes i A T 320-5 (Dictionary of United States Arnty Terms): »Angreb af fly mod fjendtlige jord- eller sømål, som er så nær egne styrker, at hver flyopgave må passes nøje ind i disse styrkers ild og bevægelser«. Dette svarer til den definition, der bruges af flyvevåbnet, og som findes i JCS Publication 1 (Dictionary of United States Military Terms for Joint Usage): »Flyaktion mod fjendtlige mål, der er i umiddelbar nærhed af egne styrker, og som kræver detailleret indpasning af hver flyopgave i disse styrkers ibl og bevægelser.«
 
Hæren udvider definitionen med visse operative specifikationer. Den taktiske flystøttes effekt står i nøje relation til dens evne til at tilfredsstille den støttede enheds behov: Støtten må kunne ydes inden een time efter at den er blevet rekvireret, og i særlige tilfælde, livor man har at gøre med bevægelige mål, må man være sikker på at kunne få støtte endnu hurtigere. Hærens ønskemål med hensyn til taktisk flystøtte er identisk med kravet til konventionel artilleristøtte: Hvor man behøver den, når man behøver den.
 
Efter hærens opfattelse vil den kunne få brug for taktisk flystøtte på afstande fra 500 m foran egne tropper og op til en afstand, hvor støtten endnu vil have umiddelbar indflydelse på den lokale situation. Selv om man foretra-kker fuldstændig ødelæggelse af målet, vil man være tilfreds med en skade eller desorganisation, der sætter ens enheder i stand til at tage det mål, der før var uindtageligt.
 
Hvornår føreren ønsker taktisk flystøtte vil naturligvis være afhængig af lians taktiske situation. I en konventionel operation vil han have brug for den, når hans situation momentvis udelukker brug af tungt artilleri — for eksempel i et amfibisk eller luftbåret angreb eller under overgang over en større flod; han vil få brug for den, når det tunge artilleri ikke kan løse opgaven, eller når det er sat ind andetsteds; han vil bede om den, når han skyder med hver eneste kanon, ban bar, og stadig ikke kan løse opgaven; ban har altid brug for den til at løse rekognosceringsopgaver; og ban vil have brug for den til at støtte vertikale angreb pr. helikopter. I tilfælde af pludseligt opståede, lokale krige, hvor hans tropper bliver transporteret pr. fly til krigsskuepladsen, vil han få brug for den, indtil det tunge artilleri kommer frem, og terrænet tillader dets anvendelse. I en taktisk atomkrig behøver ban den i alle de hidtil nævnte situationer, men man må forestille sig atomkrigsskucpladsen således, at ban vil behøve den taktiske flystøtte hyppigere og med større styrke, fordi øget bevægelighed og større spredning i mange tilfælde vil gøre det umuligt at yde den artilleristøtte, der ellers er til rådighed for de mindre enheder på den konventionelle krigsskueplads.
 
Hvorledes tilvejebringes taktisk flystøtte?
Det er flyvevåbnets opgave at yde direkte flystølle til hæren. Selv om det er chefen for en enhed af liæren, der fremsætter anmodningen, er det flyverchefen, der bevilger den og kontrollerer dens udførelse. Flyverchefen udfører dette hverv ved hjælp af et sindrigt system af forbindelser de to værn imellem. I en arméstah arbejder hær- og flyverofficerer side om side i et air support operations center (ASOC), der udgør en del af the ariny tactical operations center (ATOC). I en divisionsstab er flyverchefen repræsenteret ved en forbindelsesofficer (air Liaison officer == ALO), der leder en forhindelsessektion i the fire support coordinating center (FSCC) eller undertiden i divisionsartilleriets fire direction center (FDC). A LO ’en overvåger forward air controllers (FAC) ved hat tle groups og combat commands. En FAC er en flyverofficer, der leder et team udrustet med hærens køretøjer og hærens signalmidler. Han er ansvarlig for at initiere anmodningen om direkte flystøtte. Dette er det springende punkt, for sagt på en anden måde betyder det, at fra først til sidst — fra FAC løjtnanter til flyvergeneralcn — afhænger reaktionen ved det støttevåben, der ofte er af vital betydning for den taktiske situation på jorden, af flyverofficcrer. Måske er de kvalificeret til at vurdere situationen på jorden, måske er de det ikke. Og forståeligt nok er de tilbøjelige til at ligge under for den særlige holdning, der er karakteristisk for deres tjenstlige omgivelser.
 
Det herskende klima i flyvevåbnet hæmmer alvorligt dets evne til at yde direkte støtte under de betingelser, som føreren på jorden må ønske. Den første konflikt stammer fra en strategisk betragtning, der tildeler Strategic A ir Cominand (SAC) hovedparten af flyvevåbnets budget. Til trods for sådanne militære kriser i del sidste tiår som Korea, Malaya, Cypern, Ægypten, Algeriet, Laos og nu Berlin, holder flyvevåbnet fast ved sin evne til at føre global atomkrig som havende første prioritet på budgettet. Selv om denne evne til at føre global atomkrig kan og hør forsvares — jeg tror, at den frie verden har en enorm taknemlighedsgæld til SAC — så har udviklingen af andre massive gengældelsesmidler som f. eks. ICBM og Polaris plus den stadige forbedring af luftforsvarets raketsystemer så ubetinget gjort det tvivlsomt, om det nu også er nødvendigt ligefrem at øge antallet af fly i SAC.
 
TAC ’s holdning
Den anden konflikt stammer fra den første og drejer sig ont Tactical A ir Command’s indstilling til spørgsmålet om direkte støtte. Endskønt varierende i styrke synes alle de erklæringer, som ansvarlige flyvcrofficcrer liar fremsat overfor mig, at være inspireret af general LeMay’s pofeti om, at i den næste krig vil vi end ikke få tid til at udstede rationeringskort. Opfattelsen går klart ud fra en krig med brintbomber leveret af fly, i hvilken operationer med hærstyrker, selv om vi får dem at se, vil være af sekundær betydning, og hvortil direkte flystøtte vil have lavest prioritet. For øjeblikket bar TAC formelt tre opgaver: luftforsvar af et operationsområde ved taktiske fly; isolering af kampområdet ved taktiske fly; direkte støtte til enheder af hæren ved taktiske fly. Den foretrukne opgave eller den taktiske indstilling kommer uformelt til udtryk bos TAC officerer, livis ord varierer i grad mere end i opfattelse.
 
En flyvergeneral fortalte mig, at han var meget villig til at øge den direkte støtte, hvis budgettet tillod det. Men ban understregede, at »når- somhedst vi kommer op imod de bedre kommunistiske fly hvorsomhelst langs Jerntæppet, vil vi få brug for alle de hurtige fly vi bar, og flere, for at undgå at tabe slaget om luftherredømmet«. En anden flyverofficer erklærede lige ud: »Flyvevåbnet erkender et taktisk slægtskab med og ansvar over for jordstyrkerne, men ikke over frontområdet. Vor første taktiske prioritet er luftforsvar. Hvis vi ikke slår fjenden ud i luften, førend ban kan gribe ind i slaget på jorden, vil der ikke blive noget slag«. Når først det fjendtlige flyvevåben er neutraliseret, kan flyvevåbnet bedst tjene bæren ved at ramme fjenden i baglandet — og jeg tænker ikke på at spilde B-29 angreb på enkelte broer, som vi gjorde det i Korea. Ej beller bør et fem-millioncr-dollar-fly bruges til at kaste en 250 punds bombe; direkte støtte er et maksimalt spild af ildkraft i betragtning af de opnåede resultater«. Denne indstilling — i forbindelse med hensyntagen til budgettet — ligger til grund for flyvevåbnets principielle krav til det taktiske fly. I overensstemmelse hermed skal et meget ydedygtigt jetfly, det såkaldte »multipurpose« fly som F-100 eller den nyere F-105, løse alle de tre nævnte opgaver.
 
Kritikere fra bæren påpeger, at specifikationerne over disse taktiske flys muligheder giver den direkte støtte en ringe margin: flyvepladserne, der skal vedligeholde dem, og hvorfra de skal operere, må ligge hundreder af kilometer bag kampområdets forreste kant. Dette liar til følge, at på det tidspunkt, da et fly når frontlinien, har det brugt for meget brændstof og kan ikke reducere farten for at give sig god tid til at tage sig af målet; det kan ikke reducere farten tilstrækkeligt til at opnå maksimal angrebsvirkning; dets fart er for stor til at tillade opnåelse af maximal visuel rekognoscering i en taktisk situation, hvor føreren på jorden ikke har tid til at vente på fotografier; og dets ydedygtigbed er ikke i overensstemmelse med et helikopterbåret angrebs behov for støtte.
 
Her igen varierer erklæringerne fra flyvevåbnets side kun i styrke. En officer var »tilbøjelig til at være enig i« at F-100 og F-105 ikke er »ideelle støttevåben«. Men »i en situation, hvor luftkamp også er mulig, må man foretrække dem for langsommere og mere sårbare fly«. Selv om ban ikke accepterede det hensigtsmæssige i at have et single-purpose, direkte-støtte-fly på grund af »kampbetingelserne, luftforsvarets ildtæthed og afstand fra rådige baser«, så denne officer ikke noget forkert i »at søge al udvikle et specielt direkte-støtte-fly til anvendelse i sa-rlige situationer. Hele spørgsmålet drejer sig om rigtig anvendelse af begrænsede ressourcer, og der er altid noget at sige til fordel for begge opfattelser.« En anden flyverofficer fejede bærens indvendinger mod de nutidige fly til side med »F-100 er absolut egnet i enhver henseende for direkte støtte.« En tredie afviste flyvevåbnets ansvar for direkte støtte: »Hæren må erstatte den med bedre artilleriild og med styrede raketter.«
 
Marine Corps praksis
Uenigheden mellem hæren og flyvevåbnet i opfattelsen af direkte flystøtte bliver så meget mere interessant, når man ser den på baggrund af Marine Corp’s formåen i denne taktik, NATO-alliercdcs opfattelse, fjendens opfattelse og bærens igangværende forsøg på at tilvejebringe sin egen støtte. Hærens ønsker om direkte flystøtte synes ikke urimelige, når man sammenligner dem med de ønsker, som en Marine Corps fører kan fremsætte og få opfyldt.
 
Under den formelle definition på direkte flystøtte, som tidligere er citeret, kan en Marine Corps fører forvente et fly over målet i løbet af 15 minutter — ikke en time — efter sin første anmodning. Under gunstige terrænforhold tøver ban ikke med at bede om angreb på en afstand af 100 m og sommetider 50 m fra sine egne styrker. Hans og hans FAC har ingen betænkeligheder ved at bede om natangreb; hverken ved nat eller dag betænker de sig på at bede om angreb med napalm, panserbrydende raketter, sprængstykkebomber, bomber på 100, 250 eller 500 pund med øjebliks- eller forsinkelsesbrandrør, eller almindelig fejning med 20 mm kanon — eller en blanding af alt dette. Han forlader sig uophørligt på taktisk fly rekognoscering — ofte visuel; hele hans vertikale lielicopter angreb er afhængig af effektivt samvirke med taktiske fly. At ban sædvanligvis får, hvad han beder om, bekræftes af enhver Marine Corps officer og af mange bærofficerer, som var vidner hertil i 2. verdenskrig og i Korea. En generalmajor i bæren, der kæmpede i Korea, erklærede offentligt, at »den direkte flystøtte til tropperne på jorden i Marine Corps er fantastisk. Den må opleves for at blive troet«.
 
Udvikling fra et taktisk behov
Fra begyndelsen udviklede Marine Corps’ opfattelse af direkte flystøtte sig af et taktisk behov, bivor hærens flyvetropper udviklede sig i logisk konsekvens af hærens strategiske opgave, udviklede Marinens flyvevåben sig i logisk konsekvens af flådens strategiske opgave — og dette har bevirket liele forskellen. Sidst i trediverne hengav hærens flyvetropper sig i stedse højere grad til at spille en rolle i det, der senere blev kaldt »strategisk bombning«, med taktiske fly anvendt primært til at beskytte bombeflyene. I samme tidsrum begrænsedes marinens flyvetropper til en taktisk rolle, der lagde vægt på det øjeblikkelige behov hos tropperne på jorden.
 
De store hærstyrker kunne i meget vid udstrækning løse deres opgaver med støtte fra tungt artilleri i stedet for direkte flystøtte, og var endda henvist til at gøre det, fordi landingsbanerne i bagterrænet reducerede de aktiske flys effektive aktionsradius, der i forvejen var lille, indtil deres tid over målet blev praktisk talt lig nul. Opgaverne i amfibiekrigsførelsen afhang i deres første fase af skibsartilleriets ild, som teknisk ikke kunne (og ikke kan) erstatte direkte flystøtte. Men Marine Corps var ikke henvist til det alene, for flåden udviklede for at løse sin strategiske opgave hangarskibet, der anbragte den direkte flystøtte næsten ved siden af målet. Hvortil kom, at flyvning fra hangarskibe krævede et særligt, taktisk fly, hvis karakteregenskaber som en slags operativ bonus tillod det at operere fra primitive, fremskudte flyvepladser, og således skyde den direkte flystøtte ind i landet, ud over skibsartilleriets rækkevidde, og sommetider til terræn, der ikke egnede sig for artilleristøtte.
 
Marine Corps’ opgave er, således som loven definerer den, at opretholde en Fleet Marine Force i operativt beredskab for indsættelse hvorsomhelst i verden med landgangsstyrker af forstærket bataillons eller regiments størrelse. I overensstemmelse med amfibieoperationers »task force« doktrin, er organisatorisk tildelt direkte flystøtte ikke mere »ren og skær luksus« end for eksempel to batailloner helikoptere er det for Seventh Army, eller selvkørende liaubitsere er det for korpsartillcriet, eller et døgnet rundt »strategisk« alarmberedskab er det for SAC. Task force doktrinen — et udtryk der bliver stadig mere almindeligt i hæren — tildeler for tiden Marine Corps divisionen een air wing.
 
Hvis Marine Corps deltager i større kampe til lands (sammen med hæren) vil det naturligvis ikke behøve en air wing pr. division. Det gjorde det heller ikke i Korea, men det var der, at så mange bærofficerer blev vidne til Marine Corps’ opfattelse af direkte flystøtte. Amfibieopera- tionen nødvendiggør, at vægten lægges på direkte flystøtte, og stiller dermed krav om høj kvalitet til denne. Men hærens globale opgave i dag i forbindelse med kravene om bevægelighed og spredning, som udsigten til atomkrigsførelse har medhørt, dikterer et behov for direkte flystøtte, der er mindst lige så stort som Marine Corps’. Derfor gjorde Marine Corps’ anvendelse af direkte flystøtte i Korea indtryk på mange hærofficerer, der, som de selv indrømmede det, tog derfra med en følelse af »at have manglet noget i alle disse år«.
 
Der kan ikke lukkes op og i for direkte flystøtte
Dette »noget« må underkastes en kort undersøgelse for at fordrive en anden misopfattelse, der er almindelig både i flyvevåben- og hærkredse: at direkte flystøtte er noget, der kan drejes op og i for som med en tap. Det kan der ikke! Et flyangreb, der sættes ind til direkte støtte for tropper, kræver præcis timing, absolut nøjagtighed, og et indgående kendskab til det øjeblikkelige mål. Det er et meget kompliceret foretagende, som for at lykkes er afhængig af ledelse, indstilling og udrustning.
 
Marine Corps tror, at når dets tropper er i land, må føreren på land til enhver tid have ledelsen af de taktiske fly. Denne tro er indprentet i marineofficerer til lands og i luften, og i mange år liar man nu benyttet enhver lejlighed til yderligere at styrke denne faglige sammensmeltning. Direkte flystøtte for enheder, der spænder ikke fra kampgrupper eller pansrede infanteribatailloner men fra grupper til regimenter, gøres til genstand for intensiv og kontinuerlig øvelse året igennem. Det fly, der bruges til direkte flystøtte, er A4D, en lille, en-sædet jet, der er fremstillet i forskellige udførelser med dette ene job for øje. For tiden er tolv eskadriller V M A (Marine attack aircraft), med tyve fly pr. eskadrille, under kommando med direkte flystøtte som deres fornemste opgave; femten eskadriller Y M F (jagere), der kan foretage jordmålsangreb, er ligeledes under kommando. I den nærmeste fremtid vil styrken blive forøget med A2F, en to-sædet, altvejrs, overlyds jager med udtalte egenskaber for direkte flystøtte.
 
Heldigvis er såvel hærens planlæggere som nogle af vore NATO-allierede opmærksomme på både kravet om god, direkte flystøtte og de anstrengelser, der er nødvendige for at opnå den. Franske, italienske og tyske officerer gør ingen bemmeligbed af deres utilfredshed med den herskende liær-flyvevåben doktrin. Italien er gået så vidt som til at konstruere og producere en cn-sædet jet, Fiat F-91, til en pris af 300.000 dollars pr. fly, med det ene formål at kunne yde direkte flystøtte. Russerne siges organisatorisk at have tildelt divisionen direkte flystøtte — et betydningsfuldt træk, hvis det er sandt, i betragtning af deres store og stærke luftflåde. Med anskaffelse af Moliawk flyet bar den amerikanske hær allerede forsøgt at afhjælpe sine mangler med hensyn til taktisk rekognoscering; med »sky-cavalry«-ideen forsøger den at skaffe sig taktisk flystøtte ved at lade helikopteren gøre jagerens arbejde.
 
At lade hæren flyve sine egne, specielle, direkte-støtte-fly vil lige så lidt være en »taktisk indtrængen« på flyvevåbnets område, som dens anvendelse af bevæbnede helikoptere og taktiske rekognosceringsfly er det. Endskønt generalmajor Clifton F. Von Kann, Dircctor of Army aviation, gentagne gange bar erklæret, at han ikke ønsker at blande sig i direkte flystøtteoperationer, bar ban også erklæret at »hele flyveprogrammet er inde i en overgangsperiode, der indebærer stadige ændringer«. Taktisk indebærer den en stadig udfordring, og det er netop, hvad hæren er stillet overfor i spørgsmålet om direkte flystøtte. Hovedproblemet er af dogmatisk karakter. Flyvevåbnet træner piloter, som er blandt de bedste i verden. Mangler i udrustning kan på trods af budgettet altid afhjælpes, forudsat at alle interesserede ønsker dem afhjulpne. Indstilling er noget andet, og lier er det, at luften må renses. Hvis flyvevåbnet ønsker at beholde ansvaret for at yde direkte flystøtte, så må det være villigt til at reorganisere sine taktiske styrker, så at de vil være i stand til at yde en indsats, som man udmærket godt ved kan præsteres, og, ikke mindst vigtigt, det må få sine folk til at tro på denne indsats. Hvis flyvevåbnet på grund af indstilling og budget ikke kan ændre sine veje, så må lia>ren stille krav oin at måtte skabe sine egne midler. For soldaten i kamp på jorden er det fuldstændigt ligegyldigt, hvem der yder direkte flystøtte, når bare den er god nok. I altfor lang tid har hærens infanterister ikke fået det bedste. I 2. verdenskrig og i Korea lykkedes det ham at slide sig igennem uden. Hvis der bliver en ny krig, er det ikke sikkert, at han kan slide sig igennem — og det er det, der bekymrer ham i dag.
 
 
 
PDF med orginialudgaven af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra:
PDF icon1963_del_2.pdf

 

 

Litteraturliste

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.