Tæt på »kystforsvar«

Oberstløjtnant O. P. Olsen, chef for ingeniør-elementet ved Hærens Ingeniør- og ABC-skole og designeret chef for ingeniørbataljon/LZ, har tidligere bl. a. været lærer i ingeniørtjeneste på forsvarsakademiet og været designeret til de sjællandske brigader samt til region VI, behandler her problemerne omkring »kystforsvar«.

 

Indledning
Der har de sidste 10 år været talt meget om »kystforsvar« i hæren - ikke mindst på Sjælland. Debatten har været præget af, at »kystforsvar« ikke er defineret som kampform, selv om store dele af felthæren oplever den som den primære kampform. Det har været et savn. Der har ikke været klare forudsætninger for denne form for kamp, og det har givet anledning til en del misforståelser og usikkerhed. Visse operative retningslinier har været udgivet. De har været nyttige, men ikke tilstrækkelige til at løse de grundlæggende problemer. Enhederne har savnet taktiske og tekniske forskrifter, og uddannelsesbestemmelserne har ikke helt harmoneret med de stillede krav. Hærens skoler har ikke haft det fornødne grundlag. Sålænge »kystforsvar« ikke indgår i den taktiske doktrin, og der ikke er formuleret egentlige operative krav, har skolerne ingen adgang til og ikke noget udgangspunkt for at tage opgaven op. Respektive våbenopgaver er således kun sporadisk dyrket inden for dette væsentlige og relativt komplicerede område, og ingen våbenreglementer beskæftiger sig med emnet. Af ovennævnte årsager har uddannelsen på området haft vanskelige vilkår. Undervisningen på forsvarsakademiet har tilsvarende savnet faste præmisser.
I maj 1977 blev 7. kapitel om forsvarskamp i feltreglement I revideret, og der blev udgivet et helt nyt afsnit omhandlende stedbunden forsvarskamp. Denne kampform bygger på nogle klare forudsætninger for kampen på landjorden og opstiller på baggrund heraf nogle enkle principper for kampens gennemførelse.

»Kystforsvar« er stadig ikke reglementarisk behandlet, men der spores nu en tydelig tendens til at annektere principperne fra stedbunden forsvarskamp til også at dække forsvarerens forhold og opgaver ved et amfibieangreb på en kyst. Spørgsmålet er, om disse principper er anvendelige og tilstrækkelige? Der er naturligvis lighedspunkter, men der er også forskelle. Er forskellene betydelige og afgørende, kan principperne fra stedbunden forsvarskamp ikke overføres direkte, men der må - for at sikre den optimale effekt - udformes særlige principper for kystforsvaret, og disse må indgå i hærens doktrin og komme til udtryk i en ny kampform. Der er under alle omstændigheder behov for en afklaring på dette område.
 
Fjendens muligheder
Den stedbundne forsvarskamp forudsætter en kamp på landjorden, hvor forsvareren har indrettet sig i et nøgleterræn, og hvor den pansrede angriber rykker frem i terrænet med sine kampkøretøjer og er i stand til, når og hvor han ønsker det, at udvikle og indsætte sin fulde kampkraft. Helt anderledes er det ved kystforsvar, hvor angriberen forudsættes at komme sejlende i sine amfibiske kampkøretøjer - det er en grundlæggende forskel, der fuldstændig ændrer fjendens muligheder. Når fjendens muligheder er så helt forskellige fra hans muligheder på landjorden, må det have indflydelse på forsvarerens gennemførelse af kampen! Feltreglementet giver medhold i dette synspunkt, idet punkt 743 klart siger: »Fjendens muligheder for at angribe forsvarsrummet udgør grundlaget for kampens planlægning«.
Lad os derfor se nærmere på fjendens muligheder under et amfibieangreb og sammenligne dem med - eller rettere holde dem op imod - de angrebs- muligheder, fjenden normalt har på landjorden i en tilsvarende situation, hvor forsvareren fører stedbunden forsvarskamp. Under forudsætning af, at forsvareren kan tvinge fjenden til udladning et stykke fra kysten (en forudsætning, jeg senere vil vende tilbage til), er fjendens muligheder karakteriseret ved følgende helt markante forskelle i relation til kampen på landjorden:
 
- Hans amfibiske kampvogne og kampkøretøjer, som primært er konstrueret til kamp på landjorden, kommer relativt hjælpeløst og langsomt sejlende ind imod forsvareren, evt. ledsaget eller efterfulgt af middeltunge kampvogne, der kører på bunden under eller i vand med eller uden snorkel.
- Hans fremrykning på vandoverfladen er totalt indset, fra udladningen til kysten, uden mulighed for, som i terræn, at vælge skjulte og overraskende fremrykkeveje.
- Han kan ikke i gængs forstand indsætte et overraskende angreb, fordi skibene og udladningen tidligt vil afsløre hans hensigter (derimod kan han naturligvis forsøge vildledningsforanstaltninger).
- Han er ude af stand til at gennemføre et tyngdeangreb, og angrebsstyrkens kampkraft kan ikke komme til fuld udfoldelse.
- Han er tvunget til at gennemføre et frontalt angreb på kysten.
- Han er ude af stand til at anvende sine direkte skydende våben effektivt mod forsvareren, før han er inde på en vanddybde på ca. 1 m.
- Han kan ikke indsætte og anvende sin egen ildstøtte (der stadig er ombord på landgangsfartøj er eller er sejlende på vej ind).
- Han er helt afhængig af ildstøtte fra skibsartilleri og fly.
-Hans forreste styrkers observationsbetingelser er de dårligst tænkelige, fordi observationen må foregå fra amfibiske kampkøretøjer, gennem periskoper med et begrænset synsfelt, idet alle luger under sejlads og beskydning nødvendigvis må holdes lukkede, og yderligere har observatørerne »underhøjde« i forhold til målene på kysten.
-Hans »angrebsformation« i landsætningsfasen er ikke særlig hensigtsmæssig i relation til angrebet på landjorden, men er primært valgt med henblik på at kunne »overleve den sårbare fase og komme i land«, og så snart han har fast grund under bælterne, må han genordne forud for indsættelsen af det egentlige angreb.
 
Fjenden ved, hvor afgørende det er, at landsætningsfasen lykkes, og hvor sårbar han i realiteten er i denne fase, og for at kompensere for dette, må han nødvendigvis sætte ekstra hårdt ind på andre områder:
 
- Han må indsætte en - både i varighed og intensitet - voldsom ildforberedelse mod forsvarerens stillinger, som må antages at være erkendt gennem luftrekognoscering og -fotografering.
- Han må fortsætte ildforberedelsen/ildstøtten for at holde forsvarerens ildafgivelse nede, indtil han selv er helt i land og kan bevæge sig frit og anvende sine direkte skydende våben.
- Han må forlods erkende og rydde de hindringer, som forsvareren har udbygget i vandet og på stranden.
-Han må søge at vildlede, aflede og engagere forsvareren ved at landsætte helikopterenheder og andre luftbårne enheder i og bag forsvarsrummet.
- Han må - hvis vindforhold og øvrige omstændigheder taler derfor - anvende røg til egen fordel og evt. C-kampstoffer.
 
Som det fremgår, er fjendens muligheder i landsætningsfasen helt forskellige fra de muligheder, han normalt har på landjorden, og det må indvirke på forsvarerens måde at føre kampen på. Der er jo ikke tale om nuancer, men om afgørende forskelle. Forsvareren må afdække og analysere fjendens svagheder og udnytte disse til egen fordel. Omvendt må forsvareren indregne fjendens modforanstaltninger - ikke mindst den voldsomme ildforberedelse - og kunne modstå disse. Her er det væsentligt at bemærke sig, at uanset hvilken form for kamp forsvareren agter at føre ved kysten, udsætter han sig for fjendens nådesløse ildforberedelse.
 
Hvorfor kystforsvar?
Den sårbare fase er kernen i spørgsmålet om kystforsvar. Den sårbare fase skal først fremtvinges og derpå udnyttes af forsvareren. Det kræver en effektiv og målrettet indsats af forsvareren. Til gengæld er der god grund til at antage, at kystforsvar - sammenlignet med andre kampformer - er meget cost-effective, fordi angriberen netop i denne fase har de dårligst tænkelige betingelser. Den sårbare fase er imidlertid ingen selvfølge, men et resultat af forsvarerens indsats. Den optræder kun, såfremt forsvareren kan tvinge fjenden til udladning et stykke fra kysten. Det stiller krav til forsvaret, der må være så effektivt, at det under og efter ildforberedelsen stadig udgør en så farlig trussel mod landgangsfartøjeme og deres last, at angriberen tvinges til at søsætte sine amfibiske kampvogne og kampkøretøjer samt udlade evt. middeltunge kampvogne uden for rækkevidde af direkte skydende artilleri, kampvogne og panservæmsvåben - helst mindst 3 km fra kysten. Ved denne søsætning, på relativt store vanddybder (4-15 m), fremtvinges landsætningens sårbare fase. Den fase, der favoriserer forsvareren.
 
Er der ikke etableret et tilstrækkeligt effektivt kystforsvar- eller kan dette ikke modstå ildforberedelsen, kan fjenden uden større risiko sejle sine landgangsskibe og -fartøjer, herunder luftpudefartøjer, ind på kysten og udlade på lavt vand, og såvel amfibiske kampvogne og kampkøretøjer som middeltunge kampvogne vil i fortsættelse heraf hurtigt og uden særlige vanskeligheder kunne køre i land. Den sårbare fase er herved omgået. Det er her på sin plads at understrege, at fjenden er i besiddelse af meget moderne landgangsskibe og -fartøjer, som er specialbygget til at udlade på lavt vand. Der er derfor god grund til at antage, at han ikke vil tøve med at anvende disse efter hensigten, når lejlighed byder sig. Geværskytter vil næppe skræmme ham til at udlade på dybt vand.
 
Det er op til angriberen at vurdere, om forsvaret er stærkt eller svagt, og hvad der lønner sig bedst for ham. Det er op til forsvareren at fremtvinge en sårbar fase og således forhindre, at fjenden går direkte i land. Det er endvidere op til forsvareren at udnytte fjendens sårbarhed. Det kræver resolut og aggressiv indsættelse af ressourcerne, først med det formål at tvinge ham til at udlade på stor afstand fra kysten, og derpå standse og nedkæmpe hans angrebsenheder enkeltvis inden han kommer i land, eller rettere inden han overskrider 1 m vandkurven. Målet må være, at bringe fjenden til standsning og tilintetgøre ham, mens han endnu er i vandet, og derved forhindre ham i at kunne bevæge sig og anvende sine våben - og i det hele hindre ham i at føre kampen på landjordens betingelser.
 
Derved bliver kystforsvar til en særlig kampform. Det bliver en afgørende kampform. En kampform, der kræver aggressiv indsættelse og fuld udnyttelse af egnede våbensystemer i snæver forbindelse med effektive hindringer i vandet og på stranden. Kampevnen - under og efter ildforberedelsen - må sikres gennem pansring og feltbefæstningsanlæg af høi kvalitet. Kampformen kræver som noget særligt et snævert samvirke med søværnet og flyvevåbnet. Det er væsentligt at kunne følge den aktuelle situation på havet, herunder søminefeltemes status og fjendens bevægelser, således at tyngdeforskydninger - i hvert fald med visse våbensystemer - kan gennemføres på landjorden synkront med fjendens skibsbevægelser, så alle væsentlige våbensystemer kan være på plads i gunstige, forberedte ildstillinger før fjendens udladning.
 
Kystforsvar eller hvad?
»Kystforsvar« er jo for længst introduceret i hæren, og meget tyder på, at »kystforsvar« - under en eller anden form - er kommet for at blive. Men det kan ikke skjules, at der spores en udbredt skepsis, for ikke at sige aversion, mod »kystforsvar«. Årsagen hertil er formentlig i første række usikkerhed, som i væsentlig grad ville kunne fjernes ved en bedre regle- mentsdækning.
 
Usikkerheden kan sammenfattes i tre åbne hovedspørgsmål:
1) Er »kystforsvar« overhovedet en relevant udnyttelse af vore enheder?
2) Såfremt svaret på 1) er bekræftende, hvordan udnytter vi så den nuværende organisation og de rådige våbensystemer m.m. mest effektivt i kystforsvaret? (Behovet for en doktrin)
3) Er kystforsvar en så afgørende kampform i visse dele af landet (øeme), at organisation og våbensystemer m.m. i større grad bør tilpasses hertil? (Behovet for en koncept)
 
På 1) kan der svares indirekte. Hæren kan næppe (på øeme) komme uden om kystforsvar. Efter at dele af flyvevåbnet og søværnet i en krigssituation har ofret sig for at hindre en landsætning, er det utænkeligt, at hæren forholder sig passiv, og giver fjenden fred til at komme i land og etablere et brohoved. Flyvevåbnets og søværnets kamp og de udlagte søminer giver netop hæren tid til at komme på plads, rede til at modtage fjenden. Udfra et nationalt - politisk, psykologisk og økonomisk - synspunkt må et fremskudt forsvar tilstræbes. Også for at forbedre mulighederne for udnyttelse af exteme forstærkninger. Von Rundstedts og Rommels modstridende filosofier - som ofte drages ind i debatten - drejede sig om problemerne ved Atlantvolden, og har ingen relation til en kamp på småøer som Sjælland, Fyn og Bomholm. Her er filosofien om »alt eller intet« nok mere relevant.
 
1) kan også besvares direkte. Et effektivt kystforsvar giver forsvareren en enestående mulighed for at tilintegøre fjendens angrebsenheder enkeltvis, bølge for bølge, inden han når at bide sig fast. Selv en tal- og våbenmæssig overlegen fjende har ingen mulighed for at udvikle og anvende sin kampkraft, før han er i land. Alternativet til kystforsvar er, at fjenden får lov til at komme i land og etablere et brohoved. Skal han derpå tilintetgøres og drives i vandet igen - og det skal han - må det ske ved, at »forsvareren« indsætter et modangreb. Problemstillingen er interessant, fordi forsvarerens rolle i den alternative situation bliver ændret til angriberens. Han bliver endda tvunget ud i et angreb, der skal indsættes under vanskelige betingelser, idet det må antages, at fjenden umiddelbart efter landsætningen har rådighed over en kolossal ildstøtte fra fly og skibe, som formentlig kan suppleres med egen ildstøtte fra brohovedet. Hertil kommer, at fjenden næppe vil være våben- og talmæssig underlegen i kampvogne og kampkøretøjer m.m.
 
I andre sammenhænge anvendes ofte den grove tommelfingerregel, der siger, at angriberen, for at kunne påregne succes, helst skal have en overlegenhed svarende til 3:1 i forhold til forsvareren. Anvendes denne regel, afslører den, at situationen ændres fatalt. Er forsvareren i kystforsvaret eksempelvis i stand til at opstille en styrke, der numerisk i relation til fjenden er på 1:3, har han som forsvarer en fair chance. Hans chancer for med den samme styrke - som angriber i den alternative situation - med held at angribe og nedkæmpe fjenden, er følgelig kun en brøkdel af den, han som forsvarer havde i kystforsvaret. Denne forenklede fremstilling repræsenterer naturligvis ikke den ene og fulde sandhed, men tendensen kan ikke afvises.
 
Konklusionen på 1) er, at for et ø-forsvar er kystforsvaret en mulighed som må kunne udnyttes.
 
Svaret på 2) forudsætter, at »kystforsvar« er kommet for at blive, og at hovedparten af de nuværende ressourcer skal indsættes med optimal effekt i kystforsvaret. Som tidligere påvist i artiklen, er der så afgørende forskelle i forhold til de nu definerede kampformer, at det er påkrævet, at kystforsvaret bliver analyseret, beskrevet som kampform og optaget i den taktiske doktrin. Troppeenhedens koordination af indsættelsen - også med enheder uden for troppeenheden - er overordentlig vigtig. Men det er også væsentligt at få formuleret præcise operative krav såvel til kamptroppeme (og deres våbenssystemer) som til artilleriet, herunder luft- væmsartilleriet og ingeniørtroppeme, ligesom opgaverne for den faglige tjeneste og signaltjenesten må præciseres. De operative krav skal danne grundlaget for såvel taktiske som tekniske forskrifter, og resultere i en målrettet uddannelse. Kystforsvar kræver, at forsvareren er forberedt på, udrustet og uddannet til at modstå fjendens nådesløse ildforberedelse, og er uden perspektiv, hvis forsvareren ikke er i stand til - under og efter ildforberedelsen - at indsætte og udnytte sine ressourcer samlet og koordineret på det optimale tidspunkt og sted for at opnå et afgørende resultat.
Et dårligt forberedt, ukoordineret og tøvende kystforsvar må befrygtes at kunne blive katastrofalt for forsvareren. Derfor må kystforsvar dyrkes - det må indgå som kampform med hvad deraf følger i form af uddannelse, koordineret indøvelse og udvikling.
 
3) er et ubehageligt spørgsmål - men nødvendigt. Det er ikke givet, at man kan klare sig med at tilpasse opgaven til organisationen. Det er første skridt. Der vil kunne vise sig et behov for at tilpasse organisationen, så den bedre er egnet til at løse opgaven.
Spørgsmålet er især ubehageligt, når det stilles på den noget odiøse måde: Skal vi have to hære? Vendt på den måde, kalder det på aversion og sætter fokus på ulemperne. Og forskelligheder giver visse ulemper - ingen tvivl om det. Men der er ingen grund til at sætte sagen på spidsen. Enhederne i Jylland og på Sjælland er jo allerede forskellige på visse ikke helt uvæsentlige områder. Brigadeorganisationen og brigadernes enheder er ikkp identiske, kampvognstypeme med tilhørende brovogne og bjærgningsvogne er forskellige ligesom telegrafenhedeme er vidt forskellige. Udviklingen synes - også på grund af svigtende økonomi og andre uønskede forhold - at nødvendiggøre visse fremtidige forskelle. Som en meget positiv forbedring er det netop lykkedes at styrke visse lokalforsvarsenheder ved tildeling af panseijagere. Alt i alt er der således en vis bevægelse i retning af at udnytte foreliggende muligheder for at gøre visse enheder egnede til løsning af specifikke opgaver, selv når det må ske på bekostning af ensartetheden. Samtidig bliver det mere og mere evident, at den kamp, der skal føres på Sjælland, er væsensforskellig fra kampen i Slesvig-Holsten.
 
Saglig set må svaret på 3) afhænge af, hvilken vægt, der skal lægges på kystforsvar. Skal kystforsvar og nedkæmpelse af luftlandsatte styrker være de primære kampformer på øeme? Når de to kampformer nævnes i samme sætning, er det for at understrege, at der stadig er behov for mobilitet og fleksibilitet. Derfor er det næppe en drastisk omvæltning, men snarere en målrettet udvikling, vi skal tilstræbe. Der er rigelig plads til en række mellemløsninger, som ikke behøver at splitte hæren op i to. En gradvis forbedring af enhedernes evne til at føre kystforsvar kan opnås på flere fronter. Tyngde i uddannelsen, fokus på løsning af delopgaver, tyngde i egnede våbensystemer, vægtning ved valg af nye våbensystemer, valg af egnede ammunitionstyper, f.eks. til artilleriet, forbedrede hindremidler (f.eks. fladvandsminer) og hindrearbejder m.m. Forbedringer af denne art ville kunne føre et stykke ad vejen uden at splitte, og uden at enhederne mister evnen til også at kunne føre andre kampformer.
 
Afslutning
Valget - på øeme - står imellem at føre en forsvarskamp ved kysten eller at lade være. Vælger man at forsvare sig ved kysten, udsætter man sig uundgåeligt for fjendens nådesløse ildforberedelse. Det har kun mening at acceptere de risici og de tab, som forsvarskamp ved kysten indebærer, hvis forsvareren samtidig af al magt søger at udnytte de muligheder og fordele, som kampen tilbyder ham. Det er kystforsvar. Kystforsvar er i sin konsekvens en afgørende kamp. Ved en målrettet indsats giver den forsvareren gode muligheder for succes. En styrkelse af enhedernes evne til kystforsvar behøver ikke at forringe deres evne til at løse andre, situationsbestemte opgaver, hvis det skulle blive påkrævet. Forskellen mellem kystforsvar og »kystforsvar« er udelukkende mulighederne for succes. 
 
 
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
 
 
 
 
 
 

 

Litteraturliste

Del: