Tæt på

Anmeldt af Poul Grooss

”Tæt på” af Maria Giørtz-Behrens. Udgivet af Gyldendal den 17. oktober 2011. 220 sider illustreret. Pris kr. 299,95 (vejledende).

Foto: Saxo.com

Det er en interessant bog bygget op om en kvindelig civil fotograf, Maria Giørtz-Behrens, som under et besøg i Afghanistan bliver såret af en vejsidebombe og hermed bliver den første civile dansker, som bliver alvorligt såret i Afghanistan. Hun har taget en flot serie fotografier, og dem er der rigtig mange af. Hendes historie er fortalt til journalist Anne-Sofie Storm Wesche, som har sat ord på billederne. Sproget er desværre præget af ”moderne journalistik”, hvilket betyder, at skribenten ikke er i stand til at skelne mellem verberne ”at ligge” og ”at lægge”, hvornår man skal bruge ”hans” og ”sin”, ”mig” og ”jeg” samt ”af” og ”ad”. Nogle fagudtryk eller militære termer i billedteksterne bliver først forklaret væsentlig senere i bogens tekst, og der bruges en del militære fagudtryk, som formentlig kun opfattes af militært personel.

Hovedpersonen er en ung 26-årig kvindelig fotograf, som er meget fotogen og sandelig med på mange af bogens billeder, men hun giver faktisk med sin historie til journalisten og sine meget beskrivende fotografier en veldokumenteret beretning om forholdene i Afghanistan. Hun får lov af Hærens Operative Kommando til at optage billeder til en kalender for personellet i Afghanistan. Historien indeholder en meget sød kærlighedshistorie, idet hun bliver kæreste med en af soldaterne. Hendes fortælling dækker indledningsvis alle problemerne omkring de udsendte og familierne, der går hjemme og frygter for et telefonopkald. På et tidspunkt er rollerne lige pludselig byttet om. Hun er udsendt, og hendes kæreste er hjemme i Danmark. Medens hun opholder sig ude i ørkenen, bliver hun såret af en voldsom vejsidebombe, og hun må opereres på et militærhospital i Afghanistan og senere på Rigshospitalet. Efter nogen tid går det op for hendes familie og hende selv, at hun lider af PTSD: Post Traumatic Stress Disorder.

Hun er en sej, lille dame, som meget gerne vil gøre noget for ”drengene” i Afghanistan, og fordi hun er kæreste med en af dem, så forstår hun deres problemer og deres hverdag. Hun fanger hele den ånd, som et godt militært team består af, og hun beskriver deres professionalisme, deres stolthed, sorger og glæder. Hendes billeder er fremragende. Det eneste man kan klage over er, at næsten alle motiverne er sand- og grusfarvede, men det er jo noget, der hører med til Afghanistan.

Dette er ikke en debatbog om Afghanistan. Til gengæld kan den bruges af folk, som gerne vil vide noget om de danske styrker i området, samt af pårørende til de udsendte, der vil se og høre lidt om, hvad det hele drejer sig om. Hun beskriver på en god måde, hvilke opgaver feltpræsten løser, hvorledes felthospitalet virker, hvorledes forsyninger bringes ud etc. Også hun har den observation (ligesom i bogen ”Mamma doc” anmeldt oven for), at udsendte journalister helst vil kaste sig over negative historier i stedet for at beskrive noget, som går godt. Hun beskriver situationen, som hun har oplevet den, og hun tager ikke stilling til de overordnede beslutninger om krigen. Det lader hun andre om, men hun har været dygtig med kameraet samt til at fortælle journalisten om dagligdagen for de udsendte danske soldater.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_140.aargang_nr.4_2011.pdf

Del:

Emneord