Tænketanke i forandring - imellem national sikkerhed og globalt risikosamfund

I 1950-1960’ernes USA blev en teoretisk forståelse af sikkerhed sammenkoblet med udviklingen af teknologisk og militærteknisk viden.[1] Tænketanke, forstået som organisationer der både producerer viden og søger politisk indflydelse ud fra på et mere eller mindre ideologisk grundlag, havde en vigtig funktion i denne sammenkobling.[2]

I nærværende tekst er det overordnede sigte en afklaring af, i hvor høj grad tænketanke i dag stadigt kan forstås indenfor rammerne af et national sikkerhedsparadigme, og hvordan teorien om risikosamfundet kan bidrage med nye perspektiver på tænketankes aktuelle udvikling. 

Først præsenteres nogle baggrunde for den sikkerhedsteoretiske guldalder, som udviklede sig i USA efter 2. Verdenskrig. Dernæst beskrives det, hvordan tænketanke har udviklet sig historisk i USA, og hvilke ændringer der er sket typemæssigt i deres funktioner og i deres målgrupper. I tekstens videre forløb tager jeg udgangspunkt i Ulrich Becks forestilling om risikosamfundet.[3] Formålet er her at finde frem til, om et begrebsmæssigt skifte fra sikkerhed til risiko er en nyttig nøgle til forståelse af tænketankes ændrede funktion i amerikansk udenrigspolitik og globalt.

        Ambitionen er overordnet set at åbne op for diskussionen af, hvad det er, der har gjort national sikkerhed i USA produktiv i den forstand at den både forskningsmæssigt og i praksis kunne udvikle USA til at blive verdens eneste supermagt.[4] Og videre: om den nationale sikkerhedsdagsorden fortsat kan rumme det mere diversificerede trusselsbillede, der har tegnet sig efter den kolde krig, eller om staten, som Ulrich Beck formulerer det, er en ’zombie-ide’, der ser levende ud, men i virkeligheden er død.[5]

National sikkerhed som udenrigspolitisk fundament

Det er en misforståelse at tro, at sikkerhed under den kolde krig var begrænset til den militære sektor. I en rapport til det nationale sikkerhedsråd i USA fra april 1950 skitserer chefsekretær Sidney W. Souers flere scenarier for den fremtidige udvikling af USA’s strategi i forhold til Sovjetunionen.[6] Konkret opstiller han fire muligheder for den overordnede amerikanske strategi overfor Rusland. De tre første: fortsættelse af eksisterende politiker, isolation og krig, frarådes alle.[7]

I stedet opfordres der til at følge det fjerde scenarium: ‘A rapid build-up of political, economic and military strength in the Free World.’[8] Logikken i denne strategi er, at den nationale sikkerhed kun kan sikres, hvis der iværksættes en totalindsats, hvor opbygningen af militære kapabiliteter sker i samspil med den politiske og økonomiske udvikling.[9] Mens den økonomiske udvikling skal matche den sovjetiske til trods for den dårligere amerikanske ’fighting value’ pr. dollar, er den vigtigste parameter at skabe et stabilt politisk system (forstået som en alliance af ’den frie verdens lande’), der kan inddæmme den sovjetiske ekspansion.[10]

Med Det Nationale Sikkerhedsråds beslutning om fra 1950 at følge en bred inddæmningsstrategi[11] bliver den udenrigspolitiske strategi bredt funderet, idet den spænder over den militære, økonomiske, sociale og politiske sektor. National sikkerhed forstås desuden utvetydigt i systemiske termer, hvor kapabiliteterne i Vesteuropa lægges oven i de amerikanske, ligesom de østeuropæiske lande forstås som sovjetiske satellitter.

I det følgende vil jeg beskrive udviklingen i tænketankes funktion i amerikansk udenrigspolitik. Sigtet er at bruge tænketankes rolle i udenrigspolitikken som en indikator på styrken af koblingen imellem national sikkerhedsforståelse og teknologisk praksis.  

Amerikanske tænketankes udvikling

Det britiske Royal Institute of International Affairs (RIIA) og det amerikanske Institute of Internationale Affairs (hurtigt omdøbt til the Council on Foreign Relations (CFR))[12], blev oprettet allerede efter 1. verdenskrig og kom til at fungere som en art udenrigspolitiske selskaber. Med afdelinger i mange af de britiske kolonier bidrog de tidlige tænketanke til at skabe en sammenhængende forståelse af udenrigspolitiske udfordringer blandt eliterne i forskellige dele af imperiet.[13] Dette skete bl.a. med CFR’s udgivelse af tidsskriftet Foreign Affairs og RIIA’s udgivelse af International Affairs, der var med til at præge den offentlige meningsdannelse og at styrke udviklingen af international politik som et universitetsfag.[14]

Først med de radikalt forandrede betingelser under og efter 2. Verdenskrig, fik tænketanke en rådgivende funktion i de engelske og amerikanske administrationer.[15] Oprettelsen af militære tænketanke som fx RAND Corporation i 1946,[16] illustrerer overgangen til en sikkerhedsmæssig epoke, hvor spændingerne i den kolde krig betød en mere strategisk anvendelse af tænketanke i udenrigspolitikken præget af store bevillinger til strategisk forskning.[17]   

Donald Abelson betegner denne tilkobling til regeringsapparatet som skiftet imellem en første fase med uafhængige og oplysende tænketanke til en mere integreret rolle i politikformuleringen. I denne anden fase, kommer de største tænketanke: RAND, The Brookings Institution og The Hoover Institution nærmest til at fungere som universiteter uden studerende, hvilket bl.a. i kraft af en satsning på tværfagligt samspil skabte banebrydende forskningsresultater i hvert fald op til slutningen af 1960’erne.[18]

Fra omkring 1970 sætter Abelson en tredje fase ind, der dels er kendetegnet ved stor vækst i antallet af tænketanke dels ved et fokusskift fra forskning til indflydelse på den politiske proces. En del af baggrunden for dette skifte var et mere opsplittet politisk miljø i befolkningen og på Capitol Hill, bl.a. som følge af Vietnam-krigen og en mere kritisk tilgang til udenrigspolitikken på de amerikanske universiteter. Desuden blev tænketanke takket være love om skattefradragelse for denne type organisering en lukrativ platform for politiske bevægelser.[19]

Abelson vurderer nu, at tænketankene er gået over i en fjerde fase, hvor det ikke bare er tale om ideologisk mobilisering, men også om at tænketanke hjælper enkelte politikere med at udvikle deres politik.[20] Denne udvikling skyldes ifølge Abelson bl.a. de politiske partiers ringe evne til at fungere idé-udviklende i USA.[21]

Tabel 1: Amerikanske tænketankes udvikling:[22]

I den ovenstående tabel har jeg forsøgt at antyde, at målgruppen for tænketankene er blevet stadigt mindre enheder. Udviklingen er gået fra en oplysende funktion af vestlige eliter over strategisk national forskning til politiske bevægelser og enkelte kandidater.[23]

Hvis vi accepterer tendensen til, at tænketanke har stadigt mindre organisatoriske målgrupper, åbner der sig vigtige spørgsmål for forståelsen af tænketankes rolle i (amerikansk) udenrigspolitik: er de stadigt styret af et overordnet paradigme om national sikkerhed, eller er tænketankenes ud­vik­ling udtryk for en slags atomisering af forståelsen af udenrigspolitik og sikkerhed?

Jeg vil i det følgende med udgangspunkt i tænketankenes udvikling, diskutere dette mere overordnede perspektiv på forandret sikkerhed. Som kontrast til den nationale sikkerhedsforståelse anvender jeg Ulrich Becks teori om risikosamfundet til at diskutere forandringer i tænketankenes funktion. Jeg starter med at præsentere Becks centrale begreber om risikosamfundet. Dernæst diskuterer jeg perspektivet for, at der udvikles en ny måde at tænke trusler på, som ikke tager udgangspunkt i nationalstaten.

Ideen er altså, ud fra risikoparadigmet, at vurdere om tænketankes ændrede funktioner hænger sammen med et ændret sikkerhedsbillede for USA, som gør det sværere at fastholde beskrivelsen af sikkerhed i nationalstatslige termer.

Risikosamfundet – en ny metaforestilling om politik 

Ulrich Becks teori om risikosamfundet er grundlæggende funderet i en forestilling om, at moderniteten er blevet refleksiv. Refleksivitet betyder hos Beck, at samfundet i sin anvendelse af teknologi og videnskab producerer risici, som ikke kan forudsiges. Risikosamfundet ændrer forståelsen af politik fordi de eksperter, der tidligere kunne skabe et fagligt grundlag for politiske beslutninger, ikke længere kan blive enige i deres risikovurderinger. Dette indebærer, at den væsentligste politiske aktør, nationalstaten, ikke længere kan levere effektive svar på de problemer, som den selv er med til at skabe. Resultatet er bl.a., som Beck formulerer det, at ’magt ikke længere betyder sikkerhed’.[24]

Beck skelner imellem tre globale konfliktakser i ’verdensrisiko-samfundet’: globale miljøproblemer, globale finansielle kriser og global terror.[25] Parallelt til rapporten til det amerikanske sikkerhedsråd i 1950 forestiller Beck sig, at de vigtigste risici er systemiske. Men hvor den systemiske udfordring for USA var knyttet til en generel mobilisering af ’den frie verden’ over for kommunismen, ser Beck risiko fra miljøet og de globale markeder som udfordringer, der kræver kollektive løsninger fra hele det internationale samfund.

        Beck pointerer desuden i forhold til statens udvikling, at finansielle risici på markedet og på miljøområdet betyder, at suverænitet og autonomi bliver koblet sammen på en historisk set ny måde. I det (nu forældede) klassisk moderne perspektiv taber en stat både autonomi og suverænitet ved at være afhængigt af et globalt marked. I et refleksivt perspektiv kan en afgivelse af autonomi til internationale institutioner derimod føre til størresuverænitet, fordi det bliver muligt igen at opbygge en effektiv beslutningskapacitet.[26] Dermed står staten ifølge Beck i et valg imellem at blive en overvågningsstat (der klynger sig til sin suverænitet) eller en kosmopolitisk stat (der puljer sin suverænitet) – hvilket i praksis vil sige enten en indadvendt eller udadvendte stat.[27] Udfordringen er her, analogt til 30-årskrigens dekobling af kirke og stat, at dekoble nation og stat.[28]

Trusselsbilleder eller teknologiske risici?   

Den udfordring fra global terror, som er blevet så stærkt artikuleret efter 11. september 2001, påvirker også Becks tænkning. Han hævder, at terror, i modsætning til risici på markedet og i miljøet, adskiller sig ved at være udtryk for bevidst handlen. Dette betyder, at den aktive tillid som det økonomiske marked bygger på, erstattes af en aktiv mistillid. Terroraktioner udløser en bølge af nye risikoforestillinger, hvor kalkulerbare individuelle risici bliver erstattet af systemiske risici.[29] Dermed bliver terror som begreb i modsætning til ekspertrationalerne på miljø- og økonomiområderne karakteriseret ved forsimplende fjendebilleder.

I forhold til terror og ’Krigen imod Terror’ er Beck inde på, at det ikke giver mening ud fra en neo-liberal logik at spørge, om udgifterne til krigen står mål med effekterne. Han medgiver her, at sikkerhed kan suspendere politisk-tekniske ræsonnementer.[30] Mikkel Vedby Rasmussen finder den pointe hos Beck, at modernitet bliver refleksiv, fordi individuel identitet ikke længere er snævert koblet til formålsrationalitet.[31] På den baggrund bliver risiko i det refleksive samfund håndteret ved symbolpolitik, hvor det ikke er effekt, men indtrykket af at gøre noget ved problemet, som er målet for politikken.[32] Den amerikanske ’War on Drugs’ var på samme vis ifølge Claudia Aradau et udmærket eksempel på et politisk program, som ikke kunne fremvise nogle reelle resultatet, men som blot er iværksat som en tilsyneladende beskyttelse af truslen imod ’nationens sundhed’.[33]

I den ovenstående figur har jeg forsøgt at illustrere spændingen imellem at tænke national sikkerhed og global risiko. På den ene side er national sikkerhed legitimeret ved en politisk proces, hvor der ofte styres ud fra en forsimplet forestilling om, hvem der udgør ’fjenden’. USA’s engagement i Irak og de aktuelle problemer med at retfærdiggøre den fortsatte tilstedeværelse i landet over for offentligheden, kan ses som et eksempel på dette. På den anden side kan man ud fra Beck tænke i globale risici. Et eksempel kunne være den nyudkomne rapport fra FN’s klimapanel, der på basis af ekspertenighed forsøger at skabe et fælles globalt vidensgrundlag på miljøområdet.[34]

Det problematiske, men også spændende, ved skellet mellem national sikkerhed og global risiko er, at opdelingen ikke holder helt. Som tidligere pointeret anerkender Beck den dobbelte logik, at nogle politikområder er underlagt ekspertrationalitet (økonomi, miljø), mens andre er underlagt symbolpolitik (terror). Denne dobbelthed gør risikoforestillingen problematisk, fordi det er uklart, hvad der er det afgørende skel imellem risiko og trussel.  På den modsatte side har den nationale sikkerhedsforståelse, og det at tænke i termer af sikkerhedsliggørelse, et problem i forhold til at beskrive, hvad der sker på de tekniske niveauer, af områder, som har at gøre med sikkerhed, men som ikke er ’sikkerhedsliggjorte’.[35]

Den fokusmæssige forskel imellem national sikkerhed og det mere tekniske fokus på risikosamfundet kan udvikles til et empirisk spørgsmål for tænketanke. Der sluttes nu af med at diskutere hvordan udviklingen i tænketankes funktioner kan karakteriseres ud fra  hhv. en national sikkerhedsforståelse og et globalt risikoperspektiv.     

Tænketankes fortsatte nationale funktion  

Tænketanken RAND, som fortsat forsker på kontrakt til det amerikanske forsvarsministerium, må siges at være heftigt bundet til en national sikkerhedsdagsorden. I RAND’s seneste rapport er det interessant at se, hvor bredt billedet af den national sikkerhed præsenteres.[36] Der lægges i rapporten vægt på tre hovedudfordringer i amerikansk udenrigspolitik: terrorisme, spredning af atomvåben og Kinas udvikling.[37] Dermed er det uklart om USA i fremtiden får størst hyr med at balancere Kina som kommende supermagt, med at forhindre en gruppe ’slyngelstater’ i at anskaffe sig atomvåben, eller med at spore nye terrorceller. Helt generelt er der sket et skifte fra et klart defineret fjendebillede til mere diversificerede trusler, og dermed også en mindre klar forståelse af ’hvor meget’ usikkerhed og hvor mange trusler, man skal acceptere. Genåbningen af sikkerhedsdagsordenen efter afslutningen af den kolde krig, har altså ført til større usikkerhed om fokus inden for den traditionelle nationale sikkerhedsdagsorden.

Udbredelsen af tænketankes på globalt niveau

Som man måske kunne forvente på baggrund af det mere diversificerede trusselsbillede i den nationale sikkerhed, har tænketanke i takt med, at statens suverænitet er blevet begrænset, oplevet en transnational spredning.[38] Dermed er det nationale sikkerhedsfokus, som er blevet gennemgået ovenfor, blevet suppleret af en transnational udbredelse. Denne udbredelse skal dog tages med et par forbehold: Dels er de fleste transnationale tænketanke faktisk forgreninger af nationalt baserede tænketanke, som har spredt sig til andre lande. Dels er udbredelsen af tænketanke langt tydeligere på det regionale end det globale niveau.[39]

Hovedproblemet i at arbejde med tænketanke på globalt niveau er, at det er svært præcist at definere tænketankes nye funktioner. Givet at der er et stort overskud af information på den globale arena, fungerer tænketanke som filtre, der sorterer og fortolker viden.[40] Den brede forståelse af globale tænketanke fører til det som Robert Keohane og Joseph Nye kalder ’the paradox of plenty’: en situation hvor der opstår et stort antal af forskellige typer tænketanke uden nogen samlet dagsorden.[41] Problemet i analysen af tænketankes globalisering bliver dermed ud fra et risikoperspektiv, at tænketanke er tilknyttet mange  politiske centre på globalt niveau.[42] Mens der ikke mangler eksempler på at tænketanke udvikler sig i transnationale ekspertnetværk,[43] står et central spørgsmål åbent: hvordan påvirker tænketanke vores måde at forstå risiko og sikkerhed på?

Tænketankes ekspertfunktion og mediemæssige rolle

For at besvare ovenstående spørgsmål, er det for det første nødvendigt at fastlægge, hvordan tænketankes rolle i formuleringen af sikkerhed/risiko har udviklet sig. Flere fokuspunkter er mulige: I forhold til Donald Abelsons opdeling er finansieringsgrundlaget for tænketanke vigtigt, fordi det er en direkte indikation for tænketankes funktion, eller lidt grovere sagt: hvem tænketanken arbejder for. I et videnskabeligt perspektiv kunne anvendelsen af eksterne ’peer reviews’ bruges til at skelne mellem videnskabeligt baserede tænketanke/ekspertgrupper som fx FN’s klimapanel, og mere ideologisk eller politisk drevne tænketanke.

Selvom sådanne skel i forhold til tænketankes funktion er vigtige til at skelne imellem forskellige typer at tænketanke, giver det ikke svar på tænketankes evne til at påvirkeforståelsen af sikkerhed eller risiko. Som Mary Douglas og Aaron Wildavsky bemærker, er det den institutionelle selektion af farer og ikke tekniske eksperters vurderinger, som har størst politisk betydning.[44] Man kan fortolke denne ’institutionelle selektion af farer’ sådan, at der upåagtet at risikovurderinger spiller en større rolle, stadigt i forhold til udvælgelsen af risici, sker en selektion, som i høj grad bygger på mediernes selektion af information og nyheder. I dette spil er det altså ikke blot ekspertens vurdering af en bestemt risiko, men også mediernes oversættelse til om dette er ’farligt’, som bestemmer, hvad der kommer i avisernes eller nyhedernes overskrifter.

Derfor er tænketankes evne til at påvirke offentligheden ikke blot bestemt af deres finansielle grundlag eller deres videnskabelige lødighed. Tænketankes evne til at tiltræde hurtigt som autoriteter, når en sag ’eksploderer’ i medierne, spiller fx også en rolle. Set fra et risikoperspektiv er det en stor udfordring at få disse mediemæssige aspekter med, fordi risiko-vurdering næsten automatisk vil knytte an til et ekspert-perspektiv på risici, og ikke til mediernes logik, der i langt højere grad bygger på konstruktionen af fjendebilleder og farer. Udfordringen for litteraturen om tænketanke er derfor, med inspiration fra risikosamfundet og sikkerhedsteorierne, at sammenkoble tænketankes ekspertfunktion med deres mediemæssige rolle.

Konklusion

I det ovenstående har jeg forsøgt at sammenkoble to udviklinger: for det første den empiriske udvikling af tænketanke og deres skiftende rolle i skabelsen af amerikansk udenrigspolitik. For det andet det teoretiske skift fra en national sikkerhedsdagsorden i USA til et globalt risikosamfund. Hypotesen var, at tænketanke og deres rolle er blevet præget af et skifte væk fra den nationale sikkerhedsdagsorden.

I udviklingen af tænketankes rolle har jeg udfra Donald Abelson argumenteret for, at tænketankes målgrupper er blevet mindre og mindre organisatoriske enheder, og at deres rolle i amerikansk politik derfor er blevet mere og mere partikulær og interessevaretagende. Jeg forsøgte at koble den udvikling til Ulrich Becks tanker om risikosamfundet. På den ene side argumenterede jeg for, at teorien om risikosamfundet rigtigt peger på, at trusselsbilledet i USA er blevet diversificeret: den nationale sikkerhed står ikke længere over for en, men en række forskelligartede udfordringer, som ikke kan tackles af de nationale forskningsprogrammer, der havde succes i forhold til Sovjetunionen.

På den anden side har fremkomsten af flere ikke-kvantificerbare risici ikke ført til, at tænketanke har succes med at udbrede en ny risikoforståelse på globalt niveau. Som Vedby Rasmussen påpeger, er risikosamfundet præget af symbolpolitik. De processer, der legitimerer og definerer relevante udenrigspolitiske strategier, foregår stadigt i statens institutionelle setup. Mens tænketanke nok har udviklet sig transnationalt og i stigende grad blevet forskelligartede, med variationer i bl.a. politisk afhængighed og national forankring, er det ikke sket i et tydeligt mønster.

Konklusionen på mit centrale analysespørgsmål er tosidet: På den ene side har tænketanke som type fjernet sig fra den integrerede position i amerikansk sikkerhedsforskning, som de havde i efterkrigstiden. På den anden side har globale tænketanke ikke udviklet sig i et klart mønster, som gør op med forestillingen om national sikkerhed.

Jeg har afslutningsvist anbefalet den konsekvens, at man som analysestrategi sammenkobler forståelsen af tænketanke som ekspertgrupper, med et fokus på hvordan ekspertudtalelser bliver fortolket i den medieskabte politiske virkelighed. I det perspektiv vil fremtidige analyser af tænketanke, ligesom tænketankene selv, bliver præget af et tværfagligt analytisk fokus, der både rummer en forståelse af ’hårde’ sikkerhedsmæssige behov og ’bløde’ perspektiver på bl.a. strategisk kommunikation. Her vil diskussionen af i hvor høj grad mediedækning og offentligheder er bundet til nationalstaten føre tilbage til den grundlæggende problematik i diskussionen af sikkerhed og risiko: nemlig hvor stærkt nationalstaten som historisk og nutidig institution præger den måde, som vi i det hele taget tænker politik på.

Litteratur

Abelson, Donald E.: The business of Ideas: the think tank industry in the USA.

In: Stone, D. and Denham, A. (eds.) (2004): Think Tank Traditions, Policy

research and the politics of ideas. Manchester University Press, Manchester.

Aradau, Claudia: Beyond Good and Evil: Ethics and Securitization/Desecuritization Techniques. Rubicon, December 2001 http://venus.ci.uw.edu.pl/~rubikon/forum/claudia2.htm.

Aradau, Claudia, 2004. 'Security and the Democratic Scene: Desecuritization

and Emancipation'. Journal of International Relations and Development 7(4).

Beck, Ulrich (2002a): The Terrorist Threat: World Risk Society Revisited.

Theory, Culture & Society. Vol. 19, No. 4, 2002.                    

Beck, Ulrich (2002b) (dansk, 2006): Magt og modmagt i den globale tidsalder.Hans Reitzels Forlag, København. 

Behnke, Andreas, "No way out: desecuritization, emancipation and the eternal return of the political - a reply to Aradau" Journal of International Relations and Developmenhttp://www.ingentaconnect.com/content/pal/jird ,

Volume 9, Number 1, March 2006                    

Buzan, Berry; de Wilde, Jaap; Wæver, Ole (1998): Security:A New Framework for Analysis. Lynne Rienner Publishers. Boulder CO. USA

C.A.S.E. Collective: Critical Approaches to Security in Europe: A Networked Manifesto. Security Dialogue. Vol. 37, No. 4 2006.

Ceyhan, Ayse and Anastassia Tsoukala (2002) "The Securitization of Migration in Western Societies: Ambivalent Discourses and Policies", in:  Alternatives, vol. 27: Supplement, Feb.

Durodie, Bill (2005) "The Limitations of Risk Management". In: Tidsskriftet Politik, vol. 8:1.

Huysmans, Jef (1998): “Revisiting Copenhagen: Or, On the Creative Development of a Security Studies Agenda in Europe”, European Journal of International Relations 4 (4).            

Huysmans, Jef (2006): The Politics of Insecurity: Fear, Migration and asylum

in the EU. London, Routledge.

Intergovermental Panel on Climate Change (2007): Climate Change 2007: Mitigation of Climate Change. Tilgængelig på internettet: www.ipcc.ch/SPM040507.pdf

Jutila, Matti (2006) "Desecuritizing Minority Rights: Against Determinism",

Security Dialogue, vol. 37:2.

Mikkel Vedby Rasmussen: Refleksive Security: NATO and International Risk Society. Millenium: Journal of International Studies. Vol. 30, No. 2, 2001. pp. 285-309    

 National Security Council Report #68 (1950) Report to the National Security

Council by the Executive Secretary on United States Objectives and Program

for National Security www.trumanlibrary.org/exhi­bit_documents­/index­.php?­tlda­te=1950-0414&groupid=3400&­titleid=172­&page­num­ber­=­1&collec­tio­nid=arms

Nissenbaum, Helen: Where computer Security Meets National Security. In:

Ethics and Information Technology. Vol. 7, No. 2, 2005. pp. 61-73         

Parmar, Inderjeet: Institutes of international affairs: their roles in foreign policy-making, opinion mobilization and unofficial diplomacy. In: Stone, D. and Denham, A. (eds.) (2004): Think Tank Traditions, Policy research and the politics of ideas. Manchester University Press, Manchester.

Petersen, Karen Lund: Tre Risikokulturer. Tidsskriftet Politik, Årgang 8.

Nr. 1, marts 2004.

RAND corporation (2007): A New Division of Labor – Meeting America’s Security Challenges Beyond Iraqwww.rand.org/pubs/monographs/2007­/RAND­_MG499.pdf.

Stone, Diane: Think tanks beyond nation-states In: Stone, D. and Denham, A. (eds.) (2004): Think Tank Traditions, Policy research and the politics of ideas. Manchester University Press, Manchester

Wæver, Ole (2007) ”What’s Religion got to do with it? Terrorism, War on Terror, and Global Security”, forthcoming.


[1] Inspireret af Wæver and Buzan (2007): p. 387 ff.

[2] De amerikanske tænketanke RAND corporation, The Brookings Institution og The Hoover Institution kan tjene som eksempler på denne funktion.

[3] Den primære reference er i den forbindelse Beck, Ulrich: (2002a).

[4] Denne diskussion bliver naturligt relateret til sikkerhedsliggørelsesteori (Københavnerskolen; se note 35). Sikkerhedsliggørelsen af Sovjetunionen som eksistentiel trussel med ‘den frie verden’ som referenceobjekt, må siges at være meget definerende for forståelsen af sikkerhed fra afslutningen af 2. verdenskrig og til Sovjetunionens kollaps.  

[5] Beck (2002a): p. 46-47. 

[6] Report to the National Security Council by the Executive Secretary on United States Objectives and Program for National Security (National Security Council Report #68), April 14, 1950, (NSC-68) og Mikkel Vedby Rasmussen(2001): p. 297.

[7] NSC-68: p. 48-53.

[8] NSC-68: p. 54.

[9] NSC-68: p. 57.

[10] NSC-68: p. 58f.

[11] Inddæmning var allerede blevet anbefalet som strategi af den amerikanske vice-ambassadør i Moskva, George Kennan i ’det lange telegram’ fra 1946 og formuleret som doktrin i 1947, hvor Truman lovede at støtte Tyrkiet og Grækenland økonomisk og militært for at forhindre dem i at komme under sovjetisk indflydelse. NSC-68 var således en strategisk håndfæstning af Trumans doktrin.    

[12] Parmar, Inderjeet (2004): p. 19f.

[13] Parmar (2004): p. 21 og 28.

[14] Parmar (2004): p. 24.

[15] Parmar (2004): p. 24 og 27.

[17] Abelson, Donald E.: (2004): p. 219.

[18] Abelson (2004): p. 218f.

[19] Abelson (2004): p. 220 og 224.

[20] Abelson (2004) p. 221.

[21] Abelson (2004) p. 224-225.

[22] Inspireret af Abelson (2004).

[23] Det er vigtigt at bemærke, at de forskellige faser ikke er ekskluderende. Der eksisterer selvfølgeligt stadigt tænketanks-typer fra tidligere faser i dag – eksempelvis har RAND stadigt et stort forskningsbudget og indflydelse. Den relative indflydelse af forskellige typer tænketanke i dag, er dog uklar: har tænketanke på offentlig kontrakt stadigt stor indflydelse, eller er det snarere ideologiske tænketanke som fx den neo-konservative Project for a New American Century, der har haft størst indflydelse på amerikansk udenrigspolitik i de seneste år? Sådanne spændende, men krævende forskningsspørgsmål ligger uden for rammerne for denne artikel. 

[24] Beck, Ulrich (2002b): p. 11.

[25] Beck (2002a): p. 41.

[26] Beck (2002): p. 48f.

[27] Beck (2002): p. 49.

[28] Beck (2002): p. 50.

[29] Beck (2002): p. 44.

[30] Beck (2002): p. 47. Denne pointe er i øvrigt på linie med en Københavnerskole-forståelse (se note 35).

[31] Vedby Rasmussen (2001): p. 290.

[32] Vedby Rasmussen (2001): p. 291.

[33] Aradau, Claudia (2001): p. 3.

[34] Intergovermental Panel on Climate Change (2007). Rapportens konklusioner er tilgængelige på internetadressen: www.ipcc.ch/SPM040507.pdf

[35] For en uddybning af grundideerne i Københavnerskolens tilgang henvises til: Buzan, Berry; de Wilde, Jaap; Wæver, Ole (1998): Security: A New Framework for Analysis.

[36] RAND’s forskning omkring national sikkerhed sker primært via administrationen af tre føderalt finansierede forskningscentre, nemlig RAND project Airforce, RAND national Defense Research og RAND Arroyo Center:www.rand.org/natsec_area/about.html

[37] RAND corporation (2007): A New Division of Labor – Meeting America’s Security Challenges Beyond Iraq: p. 13ff.

[38] Stone, Diane (2004): p. 34f.  

[39] Stone (2004): p. 36.

[40] Stone (2004): p. 45.

[41] R. O. Keohane og J. S. Nye citeret i Stone (2004): p. 48.

[42] Derimod synes den regionale integration i fx EU at være et mere stabilt center at analysere tænketankes udbredelse ud fra: i forhold til denne opgaves udenrigspolitiske fokus er dette dog problematisk i og med at EU’s fællesudenrigs- og sikkerhedspolitik er ganske vagt institutionaliseret.  Se Trine Villumsens artikel for videre diskussion af de europæiske vilkår for tænketanke.

[43] Stone (2004): p. 42f.

[44] Mary Douglas og Aaron Wildavsky gengivet i: Lund Petersen, Karen (2004): p. 8.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_136.aargang_nr.2_2007_copy.pdf

Litteraturliste

Del: