Synspunkter og forventninger fra Polen omkring Partnerskab for Fred

Denne temaartikel er skrevet af oberstløjtnant (R) C. Barløse, der er forsvarsattaché i Warszawa.

 

"Når man skal over et hul i isen, er det ikke nok at tage et skridt i den rigtige retning. Skridtet skal også være langt nok." Således kommenterede en fremtrædende polsk politiker resultatet af NATO-topmødet i januar 1994; Partnerskab for Fred er godt, men ikke godt nok. Derfor var det uden begejstring og med mange forbehold at Polens regering og præsident anmeldte Polen som deltager i Partnerskab for Fred. Mangfoldige kommentarer på tværs af partiskel i landet var nærten enslydende: Nok er målet rykket nærmere, fuldt medlemskab af NATO, men det er stadigvæk lige svært at foretage afstandsbedømmelse til målet.

Det officielle Polen
Ledende politikere i Polen lagde ikke skjul på deres skuffelse over et resultat, de opfatter som magert. Flere regeringsmedlenmier påpegede, at topmødet slet ikke var det afgørende gennembrud, de havde håbet på. De tungtvejende beslutninger om udvidelse af medlemskredsen blev ikke taget, og sagen må nødvendigvis tages op igen om to til tre år. Frem for alt savnede man en klar sammenkobling mellem Partnerskab for Fred programmet og fremtidigt medlemskab af alliancen.

Talsmænd for både regering og opposition benyttede lejligheden til at minde om, at Polen havde forventet og stadig forventer en positiv særbehandling. Polen må hævde at have et forspring frem for de fleste tidhgere østbloklande. Til forskel fra mange andre af disse lande er man i stand til straks og effektivt at opfylde en række af progranmiets principper, såsom forsvarsbudgettes gennemsigtighed, civil kontrol over militære styrker, såvel som planlægning og gennemførsel af militære øvelser fælles med andre NATO-lande. Navnlig hvad angår erfaring med FN-operationer har Polen ikke beskedenhed behov. Sådan kan man meget kort resumere det officielle Polens officielle reaktion. Skuffelsen og desillusioneringen blev passende emballeret i diplomatiske formuleringer, men var dog ikke til at tage fejl af.

Befolkningen
Hos den polske befolkning i almindehghed var der derimod ikke særlig store følelsesudsving at spore. Det blev også ved denne lejlighed klart, at NATO-med- lemskabet endnu ikke er nogen egenthg folkesag her i Polen. Man har til hverdag nok at gøre med at klare dagen og vejen. De økonomiske reformer lægger byrder på befolkningen i form af at man hele tiden må være om sig, hvis en familie skal kunne opretholde sin levestandard for den løn, som hele tiden udhules af inflation og nye skatter og afgifter. Man kan ikke rigtig overkomme at følge med i de storpolitiske anliggender, og de uoverskuelige parlamentsdebatter med alt for mange og lange taler påkalder sig kun interesse, hvis det er levebrødet, der er på spil.

En Atlantisk Klub, der i lighed med Atlantsammenslutningen i vestlige lande skulle skabe opbakning bag NATO-politikken mærker man ikke meget til for tiden, og den har heller ikke endnu fået den partipolitiske bredde, som sådanne organisationer bør have. Der er ellers ikke noget i vejen med den polske befolknings holdning til forsvaret som sådant. Alle meningsmålinger viser en massiv folkelig velvilje bag forsvaret. Forklaringen på, at hverken EU eller NATO endnu er en folkesag, kan være den legendariske fundamentale frihedslængsel og selvstændighedstrang, som har båret det polske folk gennem århundreders lidelser og undertrykkelse. Til næste år er det to hundrede år, siden Polens tredje deling udslettede landet af Europakortet. Siden da har Polen kun haft egentlig selvstændighed i siger og skriver et par og tyve år. Det er ikke utænkeligt, at den polske folkesjæl har svært ved at se betimeligheden af at knytte meget stærke bånd til andre lande nu, hvor man endeligt føler, at man kan ånde frit i et Polen, der siden 1939 kun har været uden fremmede soldater i syv måneder. Mens det store flertal i den polske befolkning således ikke føler noget stort engagement i de politiske forsøg på at opnå hurtigt og fuldstændigt NATO- medlemskab, så er der en gruppe, for hvem sagen virkelig giver anledning til følelsesudladninger.

Krigsveteranerne
Den første uge i januar i år havde jeg fornøjelsen at hjælpe til, da nogle danske TV-folk var i Polen for med kamera og mikrofon at lodde stemningen op til NATO-topmødet. De havde selv bedt om at få kontakt med nogle krigsveteraner, og ham vi fandt frem til, var bestemt en personlighed, der var værd at tale med. Han var i en alder af 14 år løbet hjemmefra for at kæmpe med i Warszawa- opstanden august-september 1944. Hans forældre ville ikke give lov, hvad man jo godt kan forstå, når man tænker på, at der ved den lejUghed omkom en kvart miUion mennesker her i byen. Han kæmpede bravt og overlevede mirakuløst. Han måtte ligesom de fleste af sine kammerater, inklusive Hjemmehærens chef, den legendariske general Bör Komorowski, drage i eksil, da kommunisterne efter krigen begyndte deres klapjagt på, hvad de opfattede som den skinbarhge kontrarevolution.

Først nu i de seneste par år er disse frihedshelte begyndt at vende hjem, og denne mand stillede sig da til rådighed for de danske TV-folk midt i Warszawa, hvor han viste dem det kloakdæksel, hvorigennem han og andre havde tiltrådt den rædselsfulde forskydning gennem eller rettere under de tyske linier, da Bör Komorowski måtte opgive udsatte positioner og samle styrkerne i midtbyen. "It stinks”, sagde han. Et øjeblik troede vi, at det var kloakken han mente, men det viste sig ikke at være tilfældet. Hans bramfri udtalelse var derimod svaret på TV-joumalistens spørgsmål: Hvad mener De om Vestens holdning til Polens ansøgning om NATO-medlemskab? ”It stinks", gentog han. Det er intet mindre end et forræderi mod os, der kæmpede og vore kammerater som døde dengang, at de Vestallierede, som vi kæmpede for og med, nu vil slå hånden af os med et: "Vi må vente og se". Også i andre samtaler jeg har overværet med disse hæderkronede veteraner er forargelsen udtalt. Dengang kunne de Allierede jo godt bruge os, da vi stillede titusinder af soldater til rådighed ved Narvik, i slaget om England, i slaget om Atlanten, ved Monte Cassino og ikke mindst ved Amhem, foruden alle os i Hjemmehæren, den største undergrundshær verden har set, kun overgået af Mao Tse Tungs. "Hvad har vi gjort, at vi nu efter den lange ventetid skal holdes uden for det gode selskab? Vi ventede i 45 år, før vi turde vende tilbage til Polen, før vi fik lov til at rejse et moniment over Warszawa-opstandens faldne, før vi fik stednavne som Narvik, Monte Cassino, Amhem indføjet i mindetavlerne ved den ukendte soldats grav i Warszawa. Hvor længe endnu skal vi vente på, at vort land kan blive allieret med de lande, i hvis styrker vi var så talrigt repræsenteret dengang?" Vi har nu set, hvordan ledende politikere, befolkningens store flertal og veteranerne ser på sagen.

Præsidenten
Så har Polen også en præsident, skibsværftelektrikeren fra Gdansk, der Hge så lidt som krigsveteranerne har beskedenhed behov med hensyn til indsats i kampen med totalitarismen. I en diskret glasmontre i klosteret i Czestochowa, det mest helhge sted i Polen, udstiller man tre ting. Hans elektrikerskruetrækker fra dengang på værftet, den kuglepen hvormed han underskrev Gdansk-aftalerne i 1980 samt insignierne til Nobels fredspris. Som god katolik skænker man jo de ting, man er mest glad for til Polens Dronning, den Sorte Madonna i Czestochowa. Også præsidenten var blandt dem, der syntes, det var for lidt, der kom ud af NATO-topmødet. I sidste halvdel af januar udtalte han ved forskellige lejligheder blandt andet, at USA forspildte en historisk chance, og det må skyldes naivitet, når amerikanerne ikke forstår, at Rusland altid har været og altid vil være ekspansivt. Derfor ville alene fuldt medlemskab have været tilfredsstillende for Polen, fastslog præsidenten ved flere lejhgheder. Men når det nu ikke kan være anderledes, må man jo sørge for at få det bedste ud af Partnerskab for Fred. Da han blev gået på klingen, indrømmede han også, at der i sidste øjeblik under møderne i Prag var kommet lidt mere på bordet, for eksempel forsikringer om at i en nødsituation ville krænkelse af Polens østgrænse sætte meget store kræfter i gang.

Tilsluttet - trods alt
Trods de forskellige synspunkter og skuffede forventninger tilsluttede Polen sig faktisk Partnerskab for Fred og kom med et udspil i form af et såkaldt præsentationsdokument, det vil sige en hensigtserklæring og et idekatalog til Partnerskab for Fred aktiviteter. Faktisk var Polen det første land, der afleverede et sådant, og det blev hilst velkonmien fra alliancens side. Det viste sig dog hurtigt, at der var et økonomisk problem. Hvor skulle pengene komme fra, de 18 millioner US $, som aktiviteterne ville koste, plus de 3,6 millioner US $ til etablering af repræsentationer ved NATO, dels i Bruxelles, dels i Mons? Da disse tørre tal kom på bordet, blev der hurtigt skruet ned for blusset. Deltagelse med større enheder i NATO-øvelser kan for tiden slet ikke magtes. Men det er muligt, at Polen med en mindre styrke vil efterkomme indbydelsen til at deltage i en NATO øvelse i Jylland i oktober, samt deltage med et skib i en dansk-tysk minerydningsøvelse i september. Som sagerne står i øjeblikket, kan det meget vel blive årets eneste regulære NATO-øvelsesvirksomhed, som Polen involverer sig i inden for rammerne af Partnerskab for Fred. Men det må så huskes, at Polen i forvejen var engageret i alle mulige bilaterale militære samarbejdsaktiviteter med en lang række lande i henhold til de samarbejdsaftaler, Polen indgik i årene 1992 og 1993 med blandt andet Danmark. Nogle af disse mange samarbejdsaktiviteter vil blive opsuget af Partnerskab for Fred, andre ikke, men de forpligtelser Polen i forvejen har indgået, er en væsentlig årsag til, at det kniber med pengene til større Partnerskab for Fred aktiviteter.

Naboen mod øst
I hele debatten før, under og efter NATO-topmødet i januar var det Ruslands- problematikken, der lå i luften - ofte uden at det blev sagt i klart sprog. Utvivlsomt bevidst undgik også polske politikere at gøre frygten for russisk aggression til et hovedargument eller overhovedet til en begrundelse. For eksempel afviste præsident Walesa i en officiel udtalelse den udbredte opfattelse, at Visegrad landene vil ind i NATO,/or J/ de er bange for Rusland. Ser man på meningsmålingerne, viser de et klart skred. I 1990 betragtede 32% af polakkerne Tyskland som den største trussel. I december 1993 var det 31%, der betragtede Rusland som den største trussel. Går man politikerne på klingen, vil de ofte identificere den russiske trussel som en risiko for politisk afpresning snarere end et militært angreb. Eller risikoen for massive flygtningestrømme i tilfældet af et omfattende sammenbrud østpå.

Den polske udenrigsminister Olechowski gik meget energisk imod den vestlige argumentation, at en forhastet optagelse af Polen i NATO vil styrke oppositionen mod Jeltsin i Rusland. Han erklærede kategorisk, at Polens ønsker slet ikke er i modstrid med Ruslands interesser. Tværtimod er der en historisk chance for, at Polens optagelse kan bane vejen for, at Rusland drages nærmere ind i den europæiske famihe af demokratiske lande, så der med tiden kan bhve en al-europæisk sikkerhedsløsning, omfattende Rusland og andre østeuropæiske lande med NATO som kerne. 

I et interview i Izvestija sagde han, at Polen har et behov for beskyttelse mod folk, der føler sig tiltrukket af diktatur, imperialisme og nationalitetskonflikter. Polen er frem for alt bekymret over, at Rusland ser på sin omverden gennem en indflydelsessfærers prisme. Den polske udenrigsminister leverede tre argumenter for, at Rusland bør støtte Polens optagelse i NATO. For det første vil et Polen forankret i NATO, WEU og EU være mere åbent over for verden samt være en mere påhdelig økonomisk partner. For det andet vil Polen i NATO støtte Ruslands demokrater og bidrage til isolering af nationalistiske kræfter. For det tredje vil en løsning af det polske sikkerhedsbehov gøre det lettere for Polen og Rusland at samarbejde økonomisk. I månederne efter NATO-topmødet har udenrigsminister Olechowski opretholdt sin forholdsvis forsonlige holdning til Rusland, mens præsident Walesa og navnlig dennes nærmeste sikkerhedsrådgiver, Milewski, til gengæld har skærpet deres.

Man afholdt i slutningen af februar en todages polsk-russisk konference under titlen et fremtidigt nyt partnerskab, hvor et indlæg udarbejdet af Milewski gjorde opmærksom på, at hvis ikke Vesten siger skarpt fra over for ny-imperialis- tiske tendenser i Rusland, vil russerne tænke: "Den, der tier, samtykker". Mens der i de sidste par år har været bred politisk enighed om den udenrigs- og sikkerhedspolitiske kurs, er der i årets første måneder tiltagende tegn til, at nogle politiske aktører, deriblandt præsidenten, er tilhængere af en fast kurs over for Rusland, mens andre, deriblandt regeringen, vælger at fastholde den forsonlige kurs.

Fremtiden
Både udviklingen i Rusland og de indre pohtiske styrkeforhold i Polen samt de vestlige landes holdning vil være bestemmende for, hvordan polske synspunkter og forventninger i forholdet til NATO og Partnerskab for Fred udvikler sig. Partnerskab for Fred samarbejdet har en evolutionær karakter, blev det kraftigt fastslået i forbindelse med dets start. Meget afhænger af, om de enkelte deltagerlande også udvikler sig selv og forbedrer deres kompatibilitet. Ingen vil betride, at Polen er blandt de tidligere østbloklande, der er nået længst med at udvikle det parlamentariske og økonomiske system. Også inden for det polske forsvar er der en omstilling i gang, der vil forbedre evnen til, at enheder og myndigheder kan virke sammen med tilsvarende NATO-enheder i rammen Partnerskab for Fred. Der er god grund til at tro, at samtidig med, at Partnerskab for Fred samarbejdet som sådan udvikles på en måde, der bringer lande som Polen tættere på medlemskab af NATO, vil af det polske samfundsapparat herunder forsvaret gennem deltagelse i Partnerskab for Fred få en fremragende lejlighed til at demonstrere, hvordan landets egen udvikling skrider frem. Og således vil Partnerskab for Fred samarbejdet måske vise sig at have størst værdi netop som prøvestand, hvor indkøringen foretages, inden der, desværre for de utålmodige polakker ikke lige med det samme, gives grønt lys for medlemskab. 

 

 

PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
PDF iconmilitaert_tidskrift_123_aargang_maj.pdf

Litteraturliste

Del: