Supreme Command. Soldiers, Statesmen, and Leadership in Wartime

Eliot A. Cohen, Supreme Command. Soldiers, Statesmen, and Leadership in Wartime. New York: The Free Press, 2002, 288 sider, £17.99.

I efteråret 2002 udkom Supreme Command. Soldiers, Statesmen, and Leadership in Wartime, skrevet af Eliot A. Cohen, der er professor i strategiske studier ved “The Paul H. Nitze School of Advanced International Studies” ved Johns Hopkins University. Cohen har tidligere været ansat i det amerikanske forsvarsministerium, hvor han var beskæftiget med policy-planlægning. Tidligere har han endvidere gjort tjeneste som efterretningsofficer i den amerikanske hær. Listen over hans meritter er meget længere og tjener egentlig udmærket til at beskrive en karriere, der har opfanget væsentlig erfaring inden for området civile militære relationer. Alt i alt et ganske godt udgangspunkt for bogens emne.

Eliot A. Cohens bog handler om civile-militære relationer. Dette velkendte og på samme tid komplekse forhold beskrives og analyseres fra en anderledes vinkel end oftest set. Bogen handler imidlertid også om ledelse i krigstid – eller snarere om potentielle konflikter mellem to typer ledelse; den civile og militære. Cohen afdækker således grundlæggende aspekter ved ledelse på det strategiske niveau i krigstid.

Bogens kerne er bygget op om fire tidligere statsledere; Abraham Lincoln, George Clemenceau, Winston Churchill og David Ben-Gurion, idet disse personer synes udvalgt på det fælles grundlag, at de var store demokratiske statsmænd, der alle agerede i krigstid, alle oplevede konflikter med deres øverste generaler og alle sejrede. Beskrivelsen af de civile militære relationer er således baseret på krigstidshændelser, og Cohens hypotese synes at være, at for at lære hvordan statsledere leder - og måske bør lede - deres generaler i krigstid, er det nødvendigt at studere det specielle ved den militære profession, den særegne atmosfære i krig samt de værdinormer krigen frembringer. Cohen antager, at disse forhold er unikke og ekstreme, og netop derfor vil frembringe civile militære relationer, som er væsentligt forskellige fra de forhold, som civile og militære personer måtte opleve i fredstid. Parallelt med denne hypotese anvender Cohen Samuel Huntington’s klassiske værk fra 1956: The Soldier and the State, som reference, hvor Huntington’s teori om den objektive kontrol over de væbnede styrker, beskriver den situation, hvor den mest hensigtsmæssige og effektive form for civil kontrol er den kontrol, der maksimerer den militære professionalisme ved at isolere soldater (i bred forstand) fra politik og samtidig give dem så fri en hånd som mulig i alle militære spørgsmål.

Cohen anvender Huntington’s teori om den objektive kontrol som et udtryk for den normale teori i civile-militære relationer og mener, at den ideelt set vil føre til begrænset civil kontrol (i positiv forstand) over egentlige militære forhold. Udover at give direktiver eller ordrer til de øverste militære chefer vil en statsleders for mange spørgsmål til taktik, specielle materielgenstande, operationsplanlægning eller indblanding i udnævnelser på de lavere niveauer, blive opfattet som utidigt og nærmest farligt.

Analysens problemstilling er, at de fire statsledere netop stillede alle disse spørgsmål og mange flere, og ifølge Cohens analyse udgjorde dette netop grundlaget for, at de alle opnåede succes. Analytisk kunne der ligge en svaghed her. Selv med kun et overfladisk kendskab til de fire ledere, vil de fleste nok hurtigt slutte, at de tilhørte en kategori for sig. Cohen mener da også, at de har en del til fælles, hvilket muliggør en sammenligning af flere forskellige ledelsessituationer i krigstid, og i forlængelse heraf en mulighed for at generalisere. Han mener imidlertid også, at deres forskellighed, ikke mindst i tid, muliggør en nærmere belysning af begrebet civile militære relationer i krigstid igen med henblik på at kunne drage mere generelle konklusioner. Ydermere mener Cohen, at da kun en af de fire statsledere er amerikansk, nedbringes sandsynligheden for, at problemstillingen udelukkende bliver tænkt igennem ud fra en amerikansk synsvinkel.

Næste element i analysen er, at Cohen mener, at Clausewitz kan betegnes som de fire statslederes fælles militære rådgiver. Ud fra personkarakteristikken passer det fint med, at den velkendte Clausewitzianske tilgang til begrebet krig synes uforenelig med den normale teori om civile militære relationer. Clausewitz tolkes derhen, at det vil være legitimt for enhver statsleder at involvere sig dybt i alle militære anliggender under krig. Selvom det ikke altid vil være klogt af ham at gøre det.      

På det generelle niveau beskæftiger bogen sig i virkeligheden med den tosidighed som civile militære relationer repræsenterer, og det er her bogens rigtige styrke ligger. Civile militære relationer er ikke kun et spørgsmål om at finde den rette formel for civil kontrol over de væbnede styrker. Det er i særdeleshed også et spørgsmål om den gode civile ledelse af de væbnede styrker i krigstid. Bogen giver læseren et godt indblik i og får vedkommende til at tænke over korrekt, indsigtsfuld og rettidig dosering af den civile kontrol snarere end omfanget af den civile kontrol. Det er dog ikke perfekt alt sammen. De fire statsledere leverede også deres andel af fejltolkninger og uholdbare strategiske planer. Var det ikke for deres generaler, der ikke uden modargumentation lod sig instruere, kunne udfaldet af deres ledelse have været markant anderledes end tilfældet blev – ja, nærmest en katastrofe, skriver Cohen, der også mener, at et væsentligt fælles karaktertræk hos de fire statsledere var evnen til at tolerere at blive sagt imod og ændre opfattelse. Supreme Command giver således ikke kun god indsigt i civile militære relationer og civil kontrol over de væbnede styrker, men måske i endnu højere grad indsigt i formulering og udøvelse af strategi.

Bogen kan absolut anbefales. Den giver på en og samme tid Huntington’s gamle værk nyt liv uden at kompromittere de velkendte teorier. Den er snarere en udfordring, som giver fornyet indsigt i dette spændende emne. Om den giver svaret på, hvordan man kommer fra fire udvalgte statsledere og deres gerninger i krigstid til en fornyet opfattelse af civile militære relationer i krigstid, vil jeg undlade at give mit bud på, men overlade til andre læsere af bogen. Cohen giver i bogens sidste kapitler nogle gode bud med udgangspunkt i en række konflikter med amerikansk deltagelse siden 1965.

Ved anvendelsen af de fire cases i en beskrivelse af de civile militære relationer opnås flere ting samtidig. Enhver interesseret i krigshistorie, strategi, berømte statsmænd og deres ledelsesmetoder samt civile militære relationer vil sidde med en interessant og detaljerig bog. Bogen henvender sig dermed til en ganske bred kreds af ledelsesinteresserede, det være sig både på det teoretiske og praktiske plan. Men specielt henvender bogen sig til både civile og militære personer, der professionelt er optaget af konfliktpotentialet i civile militære relationer.

Bogen er ikke en teoribog, ikke en historiebog og heller ikke en opslagsbog, men måske snarere lidt af det hele. Til trods for bogens kun ca. 250 tekstsider er den proppet med små interessante informationer samtidig med at den får beskrevet bogens egentlige emne vældig godt ud fra en alternativ tilgang. Et appendiks om teorien om civil kontrol er særdeles nyttigt, hvis man har brug for at få forståelsesrammen for bogen skitseret. Henvisningerne er omfangsrige, uden at de hæmmer muligheden for ’fri læsning’.

Om Cohens bog opnår samme klassiske status som ”The Soldier and the State” er endnu alt for tidligt at spå om. Bogen følger imidlertid godt op på Huntington’s teorier og indplacerer i bogens sidste del ”det nyvundne” i en mere aktuel ramme. Supreme Command vil være et godt bud på obligatorisk læsning for alle, der beskæftiger sig med civile-militære relationer, hvad enten det er teoretisk eller praktisk.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_133.aargang_nr.1_2004.pdf

Del: