Stumbling Colossus. The Red Army on the Eve of World War

Anmeldt af Michael Clemmesen

David M. Glantz: ‘Stumbling Colossus. The Red Army on the Eve of World War’. Lawrence: University Press of Kansas, 1998, 374 sider, £20,65.

Foto: goodreads.com

Denne bog er første bind i en trilogi om de sovjetiske væbnede styrker under 2. Verdenskrig. Den - og de to efterfølgende bind - skrives på et solidt fundament af årtiers studier.

Med grundighed og detalje samt en udstrakt anvendelse af illustration med teksteksempler fremdrager Glantz for læseren et klart billede af den Røde Hærs katastrofale situation, da den blev ramt ad den tyske invasion. Udrensningerne i officerskorpset havde ganske vist deres top i 1937-38, med de fortsatte i 1941. De fjernede direkte hærens hjerne og indirekte dens rygrad.

Først, da Voroshilov blev afløst som forsvarsminister af den professionelle Timoshenko efter ydmygelsen under den Finske Vinterkrig, kom de nødvendige reformer i gang. Men på det tidspunkt var der for lidt tid til rådighed.  Efter udrensningerne var man tvunget til at anvende officerer langt ud over deres ’Peter’- og uddannelsesniveau. De negative virkninger af udrensningerne blev forstærket ved, at de væbnede styrker derefter gennemgik en gigantisk ekspansionsproces, der skulle forberede dem til den kommende krig. De overlevende førings- og tekniske kadrer var helt utilstrækkelige til at sikre kvaliteten i styrkerne. Samtidig havde man lige startet en total udskiftning af ældre hovedmateriel - herunder kampvogne og fly - med tidlige udgaver af de typer, der blev instrumenterne i den endelige sejr. Dette medførte, at enhederne holdt op med at vedligeholde det ældre materiel, der derfor ikke var operativt d. 22. juni. Personellet til det nye materiel, der var ankommet til enhederne, nåede ikke af blive omskolet.  Kampvogne ankom uden eller med meget lidt ammunition. Den logistiske struktur kunne ikke følge med, og det samme var tilfældet med signalområdet, som også blev påvirket negativt af den sovjetiske elektroniske industris relativt tilbagestående stade.  Chefer overså muligheden for at anvende de radioer, der fandtes, og fortsatte med at anvende kabelforbindelser, der hurtigt blev irrelevante i den flydende kampsituation.

Krisen med uuddannede og urutinerede kadrer, nyt ikke indfaset materiel samt svag logistik og føringsstøtte blev yderligere forværret af, at der ikke var brændstof til at gennemføre den intensive enhedsuddannelse, der kunne have forbedret situationen. Ingeniørenhederne var yderligere begrænset i deres muligheder for egen uddannelse - og samvirkeuddannelse med kampenhederne – på grund af, at de til det sidste blev holdt beskæftiget med at bygge befæstninger ved de nye, fremskudte grænser.

Bogen dokumenterer på overbevisende vis, at Sovjetunionen havde en fremragende virkende efterretningstjeneste. Det var ikke kun Richard Sorges efterretninger fra Japan og Churchills forsøg på at hjælpe, der kunne have givet Stalin et grundlag for en rettidig og bedre forberedelse af forsvaret. Sovjetunionens egen militære efterretningstjeneste gav tidligt et nøjagtigt billede af de tyske planer og angrebsforberedelser.  Bogen dokumenterer dog også, at efterretningsrapporterne til tider blev påklistret samlende vurderinger, der reelt modsagde deres udsagn. Vurderinger, der opportunistisk bekræftede Stalin i troen på, at han kunne udskyde krigen med Hitler-Tyskland, indtil Sovjetunionen var militært forberedt.

Ud over at beskrive og forklare de sovjetiske styrkers svaghed i 1941, forsøger Glantz også at tilbagevise tesen om, at den Røde Hærs opmarch var forberedelsen til et præemptivt angreb, som Hitler havde påstået, og som i de seneste to årtier har dannet grundlag for revisionistisk historieskrivning i både Tyskland og Rusland.  Det måtte efter Glantz opfattelse være indlysende, at ingen rationel person eller stabsstruktur seriøst ville overveje at gennemføre et forhåndsangreb med et så ufærdigt og svagt militært apparat.  Han ser ikke, at enhedernes faktiske tilstand ikke udelukkede, at Sovjetunionen kunne ønske og derfor forberede at ramme tyskerne under den afsluttende opmarch, når og hvis muligt. Svigtende realisme var sovjetisk normaloptræden. Fra begyndelsen af første femårsplan satte man sig økonomisk set uopnåelige mål, som man derefter satsede på at nå gennem viljestyrke, brutalitet og ’ofring af bønder’. Samme svigtende realisme prægede både Stalin og Hitlers krigsledelse i den tysk-sovjetiske del af Verdenskrigen. Medens Stalin viste evne og vilje til at lære gjorde Hitler det ikke. Anmelderen ser det fortsat som et åbent spørgsmål, om den sovjetiske ledelse forberedte præemption i 1941.

Glantz bog er uanset denne mulige svaghed en fremragende og nyttig illustration af, hvilke elementer, der er afgørende for, om en hær eller et flyvevåben har opnået et reelt kampberedskab.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_135.aargang_nr.2_2006_copy.pdf

Del: