Strategy Strikes Back. How Star Wars Explains Modern Military Conflict

Forfatter: Max Brooks et al. (red.)

Forlag: Potomac Books Inc
Diverse: 280 sider; Pris: 280,- kr.

Anmelder: Johannes Riber Nordby

Kan man blive klogere på strategi gennem popkultur? Det spørgsmål stiller redaktørerne til bogen ”Strategy Strikes Back”. Ideen bag bogen er nemlig, at strategi kan være svært at forstå og, til tider ligefrem, kedeligt at studere, medmindre man har en naturlig interesse for området. I forordet til bogen bliver eksemplet trukket frem, at det er sjovere for studerende at skulle beregne, hvor meget kraft Yoda skulle bruge på at løfte Skywalkers x-wing ud af Dagobahs sumpe, end blot regne på en almindelig sten nede på gaden.

Altså når vi skal forstå en kompliceret sammenhæng hjælper det nogle gange, at forklare den i en forståelsesramme (univers) vi alle kender.

Sådan er det også med denne bog. Du behøves ikke kende til strategi men hvis du ikke fascineret af stjernekrigsuniverset, så vil dit udbytte af bogen være stort set nul. Derfor er bogen også skrevet til læsere som kender og elsker stjernekrigen, men som bare skal have en let introduktion til strategi.

Hvorvidt bogen så forklarer strategi, er lidt svært at sige. Den uddyber ikke, hvad strategi er som begreb, men forsøger mere at trække nogle strategiske pointer frem som vi kan lære af i den virkelige verden.

Er der for eksempel en parallel til den asymmetriske måde rebellerne bekæmper Imperiet, og den måde Vesten bekæmper oprørere? Hvad med vores store tiltro til teknologi, som parallel til konstruktionen af to dødstjerner og en dødsplanet? Eller kan vi se en parallel i, at Darth Vader dræber enhver officer, som taler ham imod eller fejler, med vores egen nulfejlskultur, og hvad betyder det? Endelig, hvad med genopbygning? Efter episode seks, hvor kejseren dør, hvordan kan det være at genopbygning af galaksen ikke forhindrer, at First Order opstår som en magtfuld organisation?

Det er nærmest alle fiktive scenarier som vi kan finde paralleller til i vores egen verden og bogen trækker derfor også på mange eksempler fra virkeligheden. Både det amerikanske militærs indretning og flere af de krige som USA har deltaget i. Dette er ret underholdende og bogen indeholder også enkelte guldkorn.

Der hvor bogen kommer til kort er dens inddeling i en række små kapitler som forskellige forfattere har skrevet. De fleste forfattere har arbejdet med strategi, har en militær uddannelse eller på anden måde bevæget sig inden for det politisk-strategiske felt, men der er også forfattere, som ikke har den baggrund men derimod er journalister, historikere eller Sci-fi forfattere. Denne konstellation betyder, at kapitlerne har en meget svingende kvalitet.  Nogle er virkelig gode og gennemarbejdede, mens andre virker decideret malplacerede, fordi de intet har med strategi at gøre. Endeligt virker det til, at redaktørerne ikke har været kritiske nok i deres samlede vurdering af bogen. Således bliver kampen og udslettelsen af den første Dødstjerne analyseret flere gange end godt er, og selvom det kan være fint i den virkelige verden at få flere vinkler på den samme begivenhed, så bliver det hurtigt til gentagelser. Til så mange analyser kræver det alligevel et vist niveau af kompleksitet, som stjernekrigsuniverset desværre ikke indeholder. Dette skyldes den simple årsag, at de indtil nu otte film kun giver øjebliksbilleder af en konflikt, som i stjernekrigsuniverset varer cirka 20 år.

Derfor skal man kun læse bogen for at tilfredsstille sin indre stjernekrigsnørd. Et par af kapitlerne krævede, i hvert fald af mig, at jeg lige måtte slå op i det store Star Wars leksikon Wookieepedia a for at finde en reference til en figur, eller begivenhed som kun er beskrevet i enkelte af de rigtigt mange bøger, som er skrevet ved siden af de film og serier som de fleste er bekendt med.

Bogen er letlæselig og lige at gå til. Den er et fint alternativt til den læser, som ikke gider at tage en roman med på ferien, men gerne vil lære og måske mindes nogle af de detaljer, som filmene indeholder.

Så for at slutte af, kommer her hvad Master Yoda sandsynligvis vil sige om denne bog:

“Star Wars, know you must, for this book to read.”

Del: