Strategiske studier: sikkerhedsteori mellem politikrådgivning og grundforskning

Eksperter er blandt de vigtige aktører i forsvarets omgivelser – som direkte rådgivere, som kilde til udredninger der fastlægger forsvarets politiske rammer, som autoriteter i den offentlige debat, og som undervisere på forsvarets uddannelser.

Foto: Forsvaret.dk

Hvad for nogen eksperter? Eksperter i hvad? Nogen gange kan det være noget meget specifikt afhængigt af den sag, der er oppe: vi hører fra en vandtekniker om et projekt i Afghanistan, en psykolog om støtten til de hjemvendte fra operationer, og måske fra en jurist med speciale i forvaltningsret, der udtaler sig om den måde forsvarets ledelse har håndteret en given sag. Men som oftest er det sikkerhedspolitiske eksperter, der er i centrum.

        Hvem er akademiske eksperter i sikkerhedspolitik? Her findes et særligt felt - en disciplin eller sub-disciplin - der går under navnene ”strategic studies” og ”security studies” (samt ”national security studies” og ”international security studies”). Dette felt gør (oftest implicit) krav på at være samfundets mest autoritative visdom mht. ”sikkerhedspolitik”. I feltets interne sociale og intellektuelle processer bliver det således forhandlet, hvad der gælder som viden, sandhed og virkelighed angående vores ”sikkerhed”. Nogen vil primært pege på tænketanke som dets hjem, andre at det er en væsentlig del af (sub-)disciplinen ”International Politik”, der igen er en af 3-4 afdelinger af universitetsfaget Statskundskab (political science). Begge dele er korrekt, og præcis hvordan det hænger sammen, vil blive forklaret nedenfor.

        I denne artikel vil jeg opridse opkomsten af dette vidensfelt, dets institutionelle udvikling og primære empiriske og teoretiske tendenser, gøre status på dagens situation og endelig kort indplacere de danske institutioner på området. De øvrige artikler i dette tema behandler andre centrale aspekter af forståelsen af dette felt, og disse artikler vil blive introduceret og indplaceret undervejs i denne indledningsartikel.[i]

        Hvad er strategiske studier,

og hvor opstod de hvornår og hvorfor?

Fig. 1. Modificeret udgave af Baylis & Wirtz 2002

Terminologien er ikke helt stabil. Nogen taler om ”strategic studies”, andre kalder det samme område for ”security studies”, og andre igen skelner mellem de to og bruger udtrykkene om forskellige ting. I den sidste sprogbrug vil ”strategiske studier” ofte henvise til det snævrere felt omkring militære spørgsmål, og ”sikkerhedstudier” til et bredere område omfattende både militær sikkerhed og andre sikkerhedsspørgsmål knyttet til f.eks. miljø, identitet og økonomi[ii]. Det skel giver kun mening for den senere periode, efter at der fra firserne var ført en debat om at ”udvide sikkerhedsbegrebet”. For den tidligere periode skyldtes forskelle i sprogbrug snarere nationale og kulturelle variationer mht hvilket udtryk, der blev foretrukket. Derfor vil jeg i det følgende bruge de to udtryk i flæng for den tidlige periode (som man gjorde den gang) og i diskussion af de seneste 20 år udelukkende bruge udtrykket sikkerhedsstudier (hvad der også er den overvejende tilbøjelighed). Om man så ønsker at introducere et begreb om ”strategiske studier” som betegnelse i dag for en særligt militært orienteret underafdeling af ”sikkerhedsstudierne” må være en smags sag.

Baylis og Wirtz (2002) har afbildet fagene som æsker inden i hinanden: strategiske studier som en del af sikkerhedsstudier som en del af international politik som en del af statskundskab. Det er ikke helt præcist, for international politik er til dels et interdisciplinært fag, der rummer mere end statskundskab – også økonomi, sociologi, historie, m.m – og det bør derfor placeres indeni men med et hjørne udenfor. Og sikkerhedsstudier er mere end international politik, og strategiske studier rummer hard core militær sagkundskab, som ikke vil blive set helt så let som sikkerhedsstudier, så en mere rimelig afbildning kunne være den modificerede i fig. 1.

En sidste begrebsafklaring: ”sikkerhedsteori” vil i det følgende blive brugt om teorier, der sigter til at forståelse og/eller omgang med sikkerhedsspørgsmål. Disse er ikke systematisk beskrevet i den eksisterende litteratur, hvor det ofte antages, at historiske fremstillinger af teoriudviklingen indenfor disciplinen international politik dækker dette behov. Det er af flere grunde (der snart vil være tydelige) ikke tilfældet. Bl.a. ikke fordi, det langt fra er alle teorier indenfor international politik, der slår igennem indenfor sikkerhedsstudier – og mange sikkerhedsteorier er ikke generelle IP-teorier og registrerer derfor ikke i historien. Sikkerhedsteori er, hvad der anvendes af folk, der ofte meget konkret arbejder med sikkerhedsspørgsmål men dog trækker på noget teori. Der findes også sikkerhedsanalyser, der helt ignorerer teori – og dem vil jeg her ignorere tilbage. Venligere sagt: artiklen kortlægger ikke alt, hvad der sker indenfor sikkerhedsstudier, men fokuserer særligt på, hvilke teorier – og hvilke typer af teorier – der anvendes hvor og hvordan. Sikkerhedsteori vil i dag typisk befinde sig mellem universitetsdisciplinen international politik og den anvendte forskning i tænketanke/sektorforskning (og denne sidste befinder sig igen mellem forskning og praktikerrådgivning). Den trækker ikke altid på teori, men når den gør, hvilken teori kommer da på tale? Sikkerhedsteori er artiklens fokus, og jeg vil særligt se på, i hvilke perioder og under hvilke vilkår, der opstår produktive forskningsmiljøer, hvor der sker teoriudvikling på det sikkerhedspolitiske område.

        I 1940ernes USA opstod et distinkt nyt felt med en gruppe af forskere og markante publikationer i skæringsfeltet mellem militær ekspertise og universitetsforankret samfundsvidenskab. Det var nyt – det var de strategiske studiers fødsel. Feltet sigtede til at producere policy-relevant forskning understøttet af en bred inter-disciplinær, akademisk vidensbase. Blandt årsagerne til denne nyhed var

·         atomvåbnenes forandring af vilkårene for krigsførelse og ikke mindst for strategi

·         den bredspektrede trussel fra Sovjetunionen (ikke kun militær, men også ideologisk-politisk og økonomisk)

·         den generelle prestige som videnskab havde vundet under anden verdenskrig, både naturvidenskab (nye våben, brydning af koder) og samfundsvidenskaber (rådgivning om strategisk bombning, forståelse af modstanderlande).

Resultatet blev, at civile eksperter specialiserede sig i militære spørgsmål (under overskriften ”sikkerhed”), og at politikere og andre praktikere lyttede til dem.

        Tidligere var den eneste ekspertise ift militære spørgsmål: militæret, primært den militære ledelse. Se f.eks. i herværende organ Knud Rasmussens artikel i MT 135:4 [December 2006] om statsråd under den dansk-tyske krig 1864. Ministrene – og Kongen – diskuterede, og de modtog indberetninger og vurderinger fra forskellige højere officerer. De foretog den klassiske afvejning mellem faglig sagkundskab (krig) og egne vurderinger (politik), men andre eksperter end de militære kom ikke på tale.

        Atomvåbnets ankomst på scenen betød, at man i USA havde brug for en ny type eksperter. Groft sagt skulle krige ikke længere udkæmpes, men deres (u)mulighed manipuleres til politiske gevinster. Tyngdepunktet skiftede fra det taktiske og operationelle niveau til virkelig langsigtet strategi og fra anvendelsen af givne teknologier til målrettet udvikling af nye teknologier for fremtiden. I de første år tænkte man stadig klassisk som om slutstregen for atomstrategiske spørgsmål var, hvad der ville ske i en faktisk kamp, men gradvis blev det tydeligt, at man var nødt til at behandle atomstrategi som et delvist uafhængigt område på sine egne præmisser. Dette krævede en helt ny form for viden, anderledes end den, som militære eksperter lå inde med. Richard Betts har sagt det meget præcist (1997: 13) “Nuclear war spurred theorizing because it was inherently more theoretical than empirical: none had ever occurred”. Eller med Richard Smokes formulering (1975: 275), var den første betingelse for sikkerhedsstudiernes opkomst “a complexity dissectible by abstract analysis”. Vi kommer tilbage til atomstrategiernes betydning om lidt, for der var også andre faktorer, der stimulerede de strategiske studiers fødsel:

        I USA opfattede man et stigende behov for at koordinere bedre mellem militære og civile sfærer. Allerede under anden verdenskrig havde man oplevet, hvor vanskeligt det var at få økonomisk, politisk og militær planlægning til at gå i hak (Etzold 1978, pp. 1-2: Hogan 1998: 25) – dette selvom det er gået over i den almindelige historiefortælling som en amerikansk succeshistorie, at man fik hele samfundet omstillet til og fra krig. Efterhånden som det blev klart, at den kolde krig kunne blive en langstrakt, omfattende og eksistentiel kamp, fæstnede ideen sig, at man havde behov for en slags koordineret forståelse, hvor disse vidensformer kunne koordineres. Dette lå (sammen med behovet for samkøring af værnene og for reform af efterretningstjenesterne) bag ”the National Security Act” fra 1947.

        USA stod med en særlig politisk og identitesmæssig udfordring. Den amerikanske politiske tradition var skeptisk overfor ”standing armies” og længerevarende militær mobilisering, der sås som en trussel mod demokratiet. En ”tyran” kunne tage magten via dette magtinstrument, hvis man lod et sådant opstå i samfundets midte, mente republikkens grundlæggere (Bailyn 1992; Publius 1787-8; Deudney 1995). Derudover var det først under anden verdenskrig, at “the uniformed heads of the U.S. armed services assumed a pivotal and unprecedented role in the formulation of the nation’s foreign policies” (Stoler 2000: ix). Det ville derfor have været problematisk for USA at institutionalisere et højt niveau af militær mobilisering under navne som ”krig” eller ”forsvar”. Dette er et centralt led i forklaringen på, at udtrykket ”national sikkerhed” pludselig blev nøglebegrebet for hele dette område, hvad det ikke historisk havde været (Wæver 2004b, 2006). Det gav samtidig plads for civil ekspertise på et politikfelt centreret om militære spørgsmål. Man var i USA meget bevidst (mere den gang end nu) om, at der var en spænding mellem amerikansk liberalisme og militær professionalisme, og hele feltet strategiske studier opstod som en del af det institutionelle svar på den spænding (Huntington 1957; Lasswell 1950).

Guldalderen

Perioden i 1950erne og 1960erne fejres almindeligvis som feltets guldalder – en periode hvor man var produktiv, indflydelsesrig og relativt integreret. Der foregik mange andre ting indenfor strategiske studier (som jeg kort giver en oversigt over nedenfor), men det centrale og definerende område var spilteori og atomstrategi. Det var feltets formative periode, og derfor blev denne ”episode” central for disciplinens selvforståelse – en slags styrende ideal, der har præget strategiske studier i de senere perioder. Derudover var dette et højdepunkt i teoridannelse, og jeg vil som sagt fokusere særligt på bølgerne af op- og ned- og opgang for teori indenfor sikkerhedsstudier.

        Arbejdet med spilteori, afskrækkelse og atomstrategi var et sjældent eksempel på, at intellektuelle udviklinger kan score meget højt i termer af både teoretisk kreativitet/sofistikering og policy relevans. Dette opfattes ofte som en slags trade-off: man kan gøre sine ting mere policy-orienterede ved at nedtone det teoretiske og vice-versa (Lepgold & Nincic 2001; Hill 1994). Men atomvåbnene skabt en ny udfordring med at forstå en situation, der både var uden fortilfælde og hypotetisk og spekulativ helt igennem, og tilmed også åben for hurtige og dramatiske udviklinger. Det muliggjorde et politisk gennemslag for en meget teoretisk litteratur. Den blev samtidig et hit internt i den akademiske verden, fordi emnets abstrakte karakter muliggjorde en formaliseret og generaliseret form for viden, der blev særlig efterspurgt i  denne periode, hvor man generelt søgte efter en mere ”videnskabelig” form for international politik-forskning (Wæver 1992).

        Afskrækkelsesteori blev således et produktivt forskningsprogram (”progressive research programme” med en fagterm fra Lakatos), hvor man skabte nye teoretiske problemer, som man derefter løste med held og udviklede teorierne i stadig mere avanceret retning. Samtidig virkede alt dette relevant, fordi teorierne udviklede en verden af abstraktioner, som faktisk kom til at styre den politiske tænkning omkring atomvåben: hele den fantastiske verden af ”sikker andenslagsevne”, ”udvidet afskrækkelse” og ”eskalationsdominans”. I et vist omfang kan man sige, at denne teori kom til at passe så godt på virkeligheden, fordi virkeligheden blev indrettet efter teorien.[iii]Eller lidt venligere sagt: teorierne forsynede politikerne med et sprog til at håndtere en helt ny udfordring.

        Tre klassiske eksempler er: 1) Bernard Brodies The Absolute Weapon, en antologi der allerede i 1946 tænkte implikationerne igennem af atomvåbnenes særlige karakter, de ændrede vilkr for strategi og stormagtspolitik. 2) Wohlstetter m.fl.s studie i 1954 om Selection and Use of Strategic Air Bases, der forte til en dramatisk ændring af placeringen af USAs atombevæbnede bombefly, hvor man før havde prioriteret at være nær Sovjetunionen, viste studiet (fordi det tænkte afskrækkelseslogikken igennem), at det afgørende var at være på tilstrækkelig afstand og i beskyttede baser for at bevare gengældelsesevnen. 3) Schellings ofte kuriøse hverdagseksempler i The Strategy of Conflict fra 1960 (og kollegers samtidige værker med andre teknikker), der førte frem til en forståelse af interaktionen mellem de to parters sårbarheder, og dermed risikoen for at USA ved at (tilsyneladende) styrke sig selv kunne skabe en uhensigtsmæssig type af sårbarhed hos Sovjetunionen, der ville føre ud i ræsonnementer om, at de ved, at vi ved, at de ved, at i en krise, vil de have interesse i at vi … og derfor vil de … og derfor er vi nødt til inden da at trykke på knappen. Også det fik vidtrækkende konsekvenser både for våbenudvikling, deployering og med tiden våbenkontrolforhandlinger.

        Det virkeligt bemærkelsesværdige ved disse teorier var imidlertid, at dette i bund og grund policyorienterede arbejde endte med at levere vigtige bidrag til generel teori, til grundvidenskab. Policy-forskning betød ikke at tage eksisterende forskning og blot ”anvende” den på dagens spørgsmål – som man siden har vænnet sig til at tænke omkring tænketanke og ”policyrelevant forskning”. Ej heller handlede det om, at tænketanke primært var til for at lobbye for en bestemt politik. RAND blev oprettet af luftvåbnet og har da bestemt tjent deres interesser på mange punkter – og de er blevet kritiseret for at være skævvredet i retning af at gøre en række ubegrundede, pessimistiske antagelser om den mulige politiske relation til Sovjetunionen (Green 1968) – men deres primære indsatser lå på ganske grundlæggende teoretiske spørgsmål. Når man i dag skal skrive spilteoriens historie – og spilteori er en ekstremt indflydelsesrig del af både økonomi, statskundskab, til dels sociologi og naturligvis anvendt matematik – indgår den sikkerhedspolitiske tænketank RAND som et af to primære centre i de første efterkrigsår. Teorien om ”fangens dilemma” blev opfundet der i 1950 (Poundstone 1992: 103), og Thomas Schelling udviklede på RAND i slutningen af 1950erne spilteorien i en ny dynamisk retning med udveksling af signaler og forhandling, hvilket han fik nobelprisen i økonomi for i 2005.

        RAND Corporation blev oprettet i 1946 af US Air Force ved en kontrakt med Douglas Aircraft Company. I 1948 blev det en uafængig non-profit organization og blev i 1950erne modellen for den moderne tænketank – berømt nok til at optræde i filmen Dr. Strangelove  som ‘the BLAND Corporation’. Der foregår forskning bredt indenfor ingeniørmæssige spørgsmål, sundhed og meget andet, men den særligt berømte del var inter-disciplinært arbejde mellem særligt matematikere, økonomer og politologer, som skabte pionerarbejde indenfor spilteori, atomstrategi og afskrækkelsesteori. Stedet blev berømt for at skabe en eksperimenterende atmosfære lidt a la de her til lands berømte billeder af ”legende” forskere omkring Niels Bohr. En tænketank var den gang faktisk et sted, hvor man tænkte. Og man udnyttede dobbeltheden af at være et inter-disciplinært miljø med en vis distance til de videnskabelige discipliners bånd og samtidig befolket af super-ambitiøse forskere, hvoraf mange ønskede at slå igennem indenfor deres respektive discipliner med originale bidrag (mens andre mere entydigt var orienteret mod forskningsverdenen, forbindelser og karriere ind og ud af administrationerne). Det lykkedes at skabe et dynamisk forskningsmiljø centreret omkring konkrete forskningsproblemer fra den praktiske verden, men med meget frit slag for at søge utraditionelle løsninger og tænke tværdisciplinært og teoretisk for at finde helt nye tilgange til de problemer.

        Kernen i de strategisk studiers guldalder – og det styrende ideal siden – var denne, måske unikke episode, hvor et helt nyt strategisk problem af enorm betydning (atomvåbnet), stimulerede en produktiv teoretisk aktivitet, der skabte gennembrud i grundvidenskab og udviklede generelle teorier, der på en gang tjente til at håndtere den aktuelle, akutte udfordring og satte sig varige spor i videnskabernes historie.

        Det næststærkeste eksempel fra perioden var systemanalyse, en metode til at løse problemer omkring styrkestruktur og resourcefordeling, som kombinerede økonomisk teori med operationsforskning udviklet af naturvidenskabsmænd, ingeniører og økonomer under krigen. Her udviklede igen RAND generelle modeller der fandt vid udbredelse bredt i den amerikanske centraladministration.

        Man glemmer tit i dag, hvor man ser strategiske studier som entydigt militære i denne periode, at meget handlede om økonomi. Ikke bare var disciplinen økonomi inspirationskilde til mange af teorierne, også afskrækkelsesteori, men en stor del af opgaven var også at håndtere økonomien – hvad der jo egentlig ikke kan være overraskende, når man tænker på det amerikanske forsvarsbudgets omfang og uhåndterlighed. I et kursus eller en lærebog fra 1960erne eller 1970erne ville ”the economics of defense” typisk være den næststørste del efter ”strategi”.

        Der skete mange andre ting indenfor strategiske studier omkring disse centrale områder: våbenkontrol, allianceteori, counter-insurgency, og administrativ organiserering af regeringsorganer og beslutningsprocesser. Fra slutningen af 1960erne tilkom områdestudier (studier af forskellige verdensdele) og interne politiske processer (bureucratic politics). Senere i 1970erne kom litteratur om perceptioner, rustningskapløb, spredning, militær magts anvendelighed/uanvendelighed og konventionel strategi. Mange af disse udviklinger – og mest tydeligt bureaucratic politics og perceptionslitteraturen – var reaktioner på de problemer, den klassiske strategiskstudier-forskning løb ind i. Særligt Vietnamkrigen blev et vendepunkt (jvf næste afsnit). USA trådte ind i krigen med alle den nye disciplins instrumenter i høj kurs, og Kennedyadministrationen var præget af videnskabsoptimisme og befolket med folk fra RAND og beslægtede institutioner (McNamara’s ”whiz kids”). Men som Colin Gray (1982: 90) spydigt bemærkede, vidste de ”next to nothing [about] peasant nationalism in Southeast Asia or about the mechanics of a counterrevolutionary war”. Teorier om bureaukratier og psykologiske mekanismer var i betydeligt omfang reaktioner på, at den optimale, rationelle politik mærkeligt nok ikke virkede i den virkelige verden. Den videnskabeligt-rationelle stat USA rendte ind i problemer bl.a. på Cuba og i Vietnam, og det blev nødvendigt at udvikle nye teorier til at forklare det. Hermed fragmenteredes feltet, men man fik samtidig bedre instrumenter til at forstå en kompleks virkelighed end den meget endimensionelle – men i første omgang hyper-succesrige – strategiske bølge.

Hermed går vi ind i en fase, der ofte betegnes som en nedgangs- eller stagnationsfase for sikkerhedsstudierne, men som også udgjorde deres institutionalisering. Før artiklen her kan behandle den fase, må vi imidlertid lige afbryde den kronologisk fremadskridende historie fra USA med et udsyn til andre dele af verden – ikke mindst vore egen.

Oplæring af europæere

Som der redegøres for i de to følgende artikler af Kelstrup og Villumsen, var nogle af de tidligste tænketanke, Chatham House i England og Council on Foreign Relations i USA, især ”opdragelsesanstalter” for praktikere, der skulle lære internationalistisk omgang med verden (jvf Parmar 2004). I Europa blev dette i højere grad end i USA modellen, og det meste af den ikke-universitære, policyorienterede forskning i udenrigspolitik skete ved ”udenrigspolitiske institutter” (NUPI i Norge, DGAPs forskningsinstitut i Tyskland, IFRI i Frankrig, UI i Sverige, osv). Disse var halv- eller kvart-officielle institutter med tætte forbindelser til deres respektive udenrigsministerier og blev domineret af ”anvendt forskning” i den tamme forstand – ikke af eksperimenterende, interdisciplinær grundforskning a la RAND.[iv]

        Strategiske studier i den forstand, jeg præsenterede det ovenfor, var en distinkt amerikansk foreteelse. Som med så mange andre ting i den tidlige efterkrigstid forventedes Europa at følge i USA's fodspor, og man gjorde sig da også visse anstrengelser fra de centrale miljøer i USA på at oplære europæere (og allierede i andre dele af verden) – og europæiske politikere og forskere forsøgte selv at få ”sådan en ting”. For nylig lykkedes det mig at grave en længe glemt rapport frem fra et arkiv, hvor en af de mest indflydelsesrige amerikanske atomstrateger Albert Wohlstetter sammen med sin forskerhustru Roberta rejste rundt til diverse allierede, dels for at undersøge tilstanden, dels for at sprede det glade budskab om den nødvendige form for forskning (Wohlstetter & Wohlstetter 1963). Rapportens tonefald er uendeligt sigende. Skolemesteren uddeler karakterer til de forskellige lande mht hvor langsomme de er med at modtage budskabet (briterne træge fordi de har en egen tradition, der står i vejen for det nye; overraskende kvikke svenskere; håb for Tyskland osv). Danmark havde de egentlig tænkt sig at droppe på grundlag af det negative indtryk fra et tidligere besøg, men da en kreds anført af NJ Haagerup tiggede og bad dem om at komme, bevilgede de allernådigst et kort møde i Kastrup lufthavn, og Danmark fik i det mindste gode karakterer for opvist entusiasme, om end ikke for den eksisterende forskning.

        Wohlstetter & Wohlstetter konstaterer, at mange lande har den slags forskning, der befinder sig på grænsen af journalistik og praktikernes egen analyse, og man leverer lidt faktuel teknisk ekspertise – det gælder både i Europa (W&W 1963) og hos allierede som Israel, Japan og i tredje verden (W&W 1966). Det, der mangler, er ”basic conceptual analysis”, dvs den mere ambitiøse forskning, der hverken er rettet mod dagens politiske emner på dens egne termer eller blot kører universitetsdiscipliners selvskabte debatter – derimod selvstændigt tager sigte på policyspørgsmål og tænker  grundigt over dem, at der kommer noget originalt og videnskabeligt ud af det. Det kan blive til noget, der måske ikke er umiddelbart forståeligt og ”relevant” for praktikerne lige i første omgang, men typisk viser sig på lidt længere sigt at give en bedre ramme til håndteringen af vigtige spørgsmål.[v]

        En delvis undtagelse, der nærmede sig amerikanske tilstande var det Internationale Institut for Strategiske Studier, IISS, i London, der meget tidligt var en transnational institution (jvf artiklerne af Kelstrup og Villumsen) og i kraft af både skiftende gæsteforskere og en stor VIP ”forening” skabte et til tider kreativt miljø. Det var alt overvejende policyorienteret i den direkte forstand, men bl.a. ved at give gæsteforskere gode vilkår til at fordybe sig i et emne, der typisk blev til et Adelphi Paper i deres indflydelsesrige skriftserie kunne arbejdet til tider få en RAND-agtig form, hvor svære emner ledte til udvikling af nye intellektuelle redskaber (for et blændende eksempel, se Hassner 1968). Man kunne i perioder også nævne den anden London-institution Chatham House (RIIA), måske mere i kraft af deres tidsskrift International Affairs (og deres ikke-citerbare konferencer) end deres egen interne forskning.

        Man hverken skabte selvstændige teoretiske udviklinger eller havde mange miljøer, hvor der blev arbejdet ude i den ekstreme ende af tidens atomstrategier. Det kunne iagttages så sent som i 1980ernes atomdebatter, at da der opstod spændinger mellem Reagan-administrationens perspektiv og mange europæiske allierede, fandtes der ingen selvstændig europæisk ekspertise ud i den højere atomstrategi. Det var kritiske, amerikanske analyser, der blev spillet ind i den europæiske debat, og de mest markante europæiske røster i strategidebatten kom fra politikere som Helmut Schmidt.

        Når strategiske studier i Europa fik den form, de gjorde, skyldtes det – udover mulige forklaringer fra den større politiske kontekst, dvs placeringen i det internationale system[vi] -- også at man først modtag denne importvare for alvor i slutningen af 1960erne og starten af 1970erne, dvs på det tidspunkt, hvor forskningen i USA var ved at bevæge sig fra den kreative ”guldalder” til en institutionaliseret, teori-har-vi-allerede-lavet form for arbejde, der kæmpede med at holde trit med teknologiudviklingen og udforme den optimale vestlige politik i lige netop den dags situation. Herom i næste afsnit. Inden dette, dog en bemærkning om fredsforskningen.

        På dette tidspunkt blev fredsforskning bestemt ikke set som ”sikkerhedsviden” – tværtimod. I 1970erne stod de to mange stedet som modsætninger og modparter, og det er først i 1980erne og især 1990erne, at de begynder at flyde sammen, men det er værd at tage fredsforskningen med i historien allerede her, fordi der institutionelt er tale om, at man her opretter forskningsinstitutter med en større afstand til både universitetsdisciplinernes eliter og til policymakere – noget af den afstand, der til tider viser sig produktiv. Men i første omgang var afstanden så stor, at man skabte et modmiljø, og i slutningen af 1960erne og starten af 1970erne radikaliseredes især nordeuropæisk (tysk og skandinanisk) fredsforskning til ”kritisk fredsforskning” a la Galtung og Senghaas, og man var nærmest imod sikkerhed, der blev set som en del af det repressive supermagtssystem af militarisering og konflikt. Under den kolde krig var begreberne fred og sikkerhed symboler for hver sin side (Buzan 1984; Wæver 2004b), og dette begyndte først for alvor at ændre sig i 1980erne.

Stagnation, institutionalisering og IP-ificering i 1970erne

David Baldwin har i en artikel (1995) opdelt feltets historie i et antal faser (fig. 2). Den første fase for egentlige sikkerhedsstudier er perioden lige efter anden verdenskrig – det første tiår efter sikkerhedsbegrebets ankomst. Den ser Baldwin som teoretisk meget produktiv, fordi den rummer klassiske overvejelser omkring sikkerhedsbegrebet, der kom til at indgå i International Politik-disciplinens klassiske repertoire, men faktisk ikke spillede nogen central rolle for det delvist selvstændige felt, der gradvist opstod med ”strategiske studier” i tænketanke m.m. Han henviser her til de samme to klassiske artikler, som min egen lærer, professor Ole Karup Pedersen, i sin tid gav mig, da jeg i starten af 1980erne begyndte at interessere mig for sikkerhedsbegrebet: John Herz’s artikel om ”sikkerhedsdilemmaet” fra 1950 og Arnold Wolfers artikel fra 1952 om ”national sikkerhed som et tvetydigt symbol”. De er interessante, fordi de på en gang viser nogle af de nødvendige første overvejelser, da sikkerhed relativt pludseligt var blevet et nøglebegreb for faget, og samtidig peger de frem mod mange af de spørgsmål, der for alvor kom til at præge faget, da det mod 1980ernes slutning kom ud af ”tunnelen” med den snævre, atomstrategiske jagt efter næste våbensystem og næste modstrate

  1. Det første, produktive tiår: 1945-1955

 

  1. ”Guldalderen”: 1955-1965

 

  1. Nedgang (og institutionalisering!): 1965-1980

 

  1. ”Internationale sikkerhedsstudier”: udvidelse eller ej, genfødsel eller gentænkning?: 1980-1995

 

  1. Nye teorier og nye debatter: 1995-2007

 

  1. Anden guldalder? …

 

Fig. 2: Faser ifølge Baldwin (1995) – med opdatering

 

Anden fase er så ”guldalderen”, 1955-1965, og efter den kom så, hvad Baldwin så som ”nedgang”. Der er både tale om, at den centrale atomstrategiske konstruktion begyndte at vakle under vægten af sine egne abstraktioner – man var kommet ud i mere og mere sindrige finurligheder fjernt fra den virkelige verden – og de ydre udfordringer i form af især Vietnam satte som sagt store spørgsmålstegn ved anvendeligheden af denne strategiske tilgang. Hvor den tidlige atomstrategiske fase var intellektuelt kreativ og grundvidenskabelig, blev det strategiske område mere og mere præget af ”hektisk empiricisme” (Buzan 2000): forskerne halsede efter den hæsblæsende teknologiske udvikling og de stadige svingninger i supermagtsforholdet, brugte meget af deres tid på stadig snævrere tekniske spørgsmål og perfektionerede isolerede små vidensbidder.

        Det er imidlertid vildledende at se denne periode alene som stagnation – ironisk nok er det den samme periode, der markerer feltetsinstitutionalisering (Wæver & Buzan 2007). Fra slutningen af 1960erne begynder man at se særskilte kurser i ’strategic studies’ både indenfor International Politik/Statskundskab på universiteterne og på militærakademier og værnenes ’war schools’. Nok så væsentligt opstod i USA særlige policy-orienterede institutter på universiteterne (med støtte direkte fra regeringen eller indirekte via de mange forskningspenge, der gik via forskningsråd til relevant forskning) som SAIS på Johns Hopkins, the Saltzman Institute på Columbia, og Harvard’s “John M. Olin Institute”.

        En væsentlig, men ofte overset udvikling i denne periode er, at sikkerhedsstudier forankres i universitetssystemet – feltet går gradvis fra at være et interdisciplinært område til at blive set alt overvejende som en del af disciplinen international politik (der igen er en del af ”Statskundskab” på de fleste universiteter, og et selvstændigt fag på enkelte). Denne IP’ificering af sikkerhedsstudierne forløb parallelt med en ændring i tænketankenes funktion. Tyngdepunktet i teoriskabelsen havde tidligere ligget i interdisciplinære miljøer på tænketankene, præget af økonomer, sociologer, naturvidenskabeligt uddannede og politologer. Tænketankene skifter (jvf Kelstrups artikel) i denne periode fra det grundvidenskabelige og problemorienterede til i stigende grad at levere politik, dvs styret mere af den umiddelbare politiske situation – enten embedsmandens behov for at få en politik, der kan fungere her og nu, eller politikerens efterspørgsel efter en politisk linje, der kan vinde initiativet (strategisk ”spin”). Derudover leverer tænketankene faktuel viden om policy-områderne, men ikke længere meget af den visionære nytænkning af, hvordan et område skal tackles eller hvilken langsigtets strategi man kan forestille sig relativt uafhængigt af den helt aktuelle politiske situation. Det teoretiske tyngdepunkt flyttede da over på universiteterne indenfor faget international politik.  

        Resultatet bliver en arbejdsdeling og kæde-konstruktion: universiteter, tænketanke/policy-institutter og politikere har distinkte roller og perfektioner hver sin funktion. Grundforskning foregår på universitetet, og hvad der er tidens sandhed afgøres gennem videnskabens interne mekanismer – fagfællebedømte artikler i ledende tidsskrifter osv. Disse læses almindeligvis ikke af praktikere, men forskerne i tænketankene trækker på nogle af teorierne fra universitetsdisciplinen. Man ser i amerikansk forskning ofte (en mindre kreds af policyorienterede) universitetsforskere skrive den samme artikel i en lang og en kort udgave, en til fagtidsskriftet på 30-40 sider med 150 fodnoter og en kortere på 5-10 sider uden fodnoter til et af policytidsskrifterne. Tilsvarende skriver forskere på tænketankene konferencepapirer og baggrundsrapporter, hvor deres analyser retfærdiggøres ift. mere akademiske kolleger. Når det fungerer bedst, er den enkelte underlagt en slags dobbelt forklaringspres: man taler ikke nødvendigvis til videnskabelige og politiske miljøer samtidig, men den samme analyse skal kunne forsvares overfor både fagfæller og praktikere på hver sine termer. At være underlagt dette er grundlæggende sundt – bedre end hvis al forskning er isoleret i elfenbenstårnet eller kun tænker i relevans.

Endelig er der en vis trafik af folk, der bevæger sig ikke bare mellem forskning og embedsværket, men også mellem universitet og tænketanke (til tider med længerevarende dobbelt-job). Samtidig bliver universiteter og tænketanke stadig mere distinkte som institutioner. Øget konkurrencepres betyder, at universiteter optimerer ift de kriterier, de er underlagt (videnskabelige evalueringer etc), mens tænketanke gør det samme ift deres succeskriterier (indflydelse, effekt). De leverer forskellige varer på forskellige markeder, og jo mere effektive de markeder bliver, jo mindre kan man tillade sig at forsøge at levere mellemting. Det amerikanske marked er det mest effektive marked både hvad angår videnskab og policyforskning, og de respektive institutioner bliver derfor perfektioneret formmæssigt – universiteter bliver universiteter, tænketanke bliver tænketanke.

Forandringen i sikkerhedsstudier er særligt tydeligt mht. økonomer: “Having played a central role in the development of deterrence theory, economists were by [the 1970s] found hardly anywhere in the academic study of military affairs. RAND had also evolved into a bureaucratized contract research organization as much as a think tank and was no longer the hothouse of theoretical ferment it had been in the 1950s.” (Betts 1997: 16)

Men også ift militær sagkundskab sker en paradoksal udvikling. Richard K. Betts (1997) har gjort den vigtige iagttagelse, at esssensen af strategic studies burde være integrationen af de to disciplner ”military science and political science”, men i praksis har militær sagkunskab svært ved at vinde status på universiteterne (jf. fig 3). Med henvisning til den udbredte karakteristik af IP som bestående af to hovedområder, ”International Politisk Økonomi” og ”International Sikkerhed”, peger Betts på asymmetrien imellem behandlingen af de to. Eftersom International Politisk Økonomi er central, forventes de studerende at tage kurser i økonomi, og en økonom vil være i stand til at få job på et Statskundskabsinstitut. Men det er få af universitetets statskundskabsstuderende, der tager kurser på Forsvarsakademiet, og en officersuddannelse vil sjældent kvalificere til en stilling som lektor eller professor på et universitet. Marginaliseringen af militær ekspertise skyldes således ikke primært”udvidelsen” til nye trusler (se næste afsnit), men skete allerede før det pga akademiseringen af sikkerhedsstudier indenfor international politik-disciplinen.

1980erne og 1990erne: Krise og genfødsel?

Fra slutningen af 1970erne og især i 1980erne kom den etablerede sikkerhedsforskning under pres fra argumentet om et ”bredere sikkerhedsbegreb”. Var det muligt at retfærdiggøre et snævert fokus på kun statens sikkerhed og kun dens militære sikkerhed? ”Traditionalisterne” kom sjældent op med andet end et pragmatisk og ofte cirkulært argument om, at det var nødvendigt at holde fast i det snævre begreb, for hvis man udvidede kom sikkerhed til at omfatte alting og ingenting og miste sin analytiske værdi. ”Udviderne” derimod havde sjældent et nyt bud på, hvordan dette bredere sikkerhedsfelt skulle forstås: hvordan man skulle håndtere kombinationen af generalisering om sikkerhed som sådan med specifik forståelse af særtræk ved økonomisk sikkerhed, miljøsikkerhed osv. Det blev ved argumenter af typen ”ikke kun, men også”. Med den kolde krigs afslutning gik denne debat over i en om, hvorvidt ”strategiske studier”/sikkerhedsstudier overhovedet skulle fortsættes som særskilt felt under de nye vilkår (Buzan 1991; Kolodziej 1992; Baldwin 1995; Betts 1997). Mange steder skiftedes betegnelsen fra ”national security studies” til ”international security studies” (Nye & Lynn-Jones 1988; Buzan 1991).

        Jeg vil ikke gå ind i disse debatter som sådan – de er velbehandlede andetsteds (Walt 1991; Buzan et al 1998; Hough 2004; Huysmans 2006;  – og i stedet pege på, at disse ”krise”-debatter viste sig produktive. De førte over i teoretisk aktivitet, der ved midten af 1990erne havde forsynet feltet med en række nye teorier.

        På dette tidspunkt drejer den amerikanske og den europæiske debat imidlertid ad hvert sit spor.[7] Desto mere bemærkelsesværdigt er det, at de begge gennemlever en slags teoretisk renæssance. Begge steder opbygges mere abstrakt og ambitiøs teori. I USA står den mest fokuserede og produktive debat mellem offensive og defensive realister (samt neo-klassisk og post-klassisk realisme for de virkeligt sofistikerede). Den neo-realistisk teori, der havde stået helt centralt inden for sikkerhedsforskningen siden Kenneth Waltz’s indflydelsesrige 1979-bog Theory of International Politics, blev viderespecificeret ud i forskellige varianter, der alle byggede videre på hans teori, men forsøgte at gøre den mere præcis og inddrage flere faktorer (en fortrinlig oversigt på dansk findes i Wivel 2002). Måden man undersøger dette på, er typisk i form af fokuserede historiske case studier, der søges anvendt til at ”teste” ganske storladne generaliseringer om staters adfærd: er stater defensivt drevet af trusler, eller går de efter at maximere magt, hvis chancen byder sig? Derudover gennemføres debatter om bl.a. demokratisk fred, om ”ideers betydning” og i de senere år især en debat om, hvorvidt international orden bedst baseres på overvældende magt eller på institutionelle bargains (Wohlforth 1999; Ikenberry 2000, 2002).[8] TidsskriftetInternational Security er det primære forum for disse debatter, suppleret af Security Studies og bogudgivelser.

        I Europa opstår samtidig en række nye teorier: ”Critical Security Studies” (Krause & Williams 1997; Booth 2005), den såkaldte Københavnerskole (eller securitization teori; Wæver 1995; Buzan et al 1998; Buzan & Wæver 2003) og efterhånden også en Pariserskole (Bigo 1996, 2000, 2007; Ceyhan & Tsoukala 2002). Det er i sig selv bemærkelsesværdigt, at disse teorier opstår i Europa, eftersom International Politik og Sikkerhedsstudier har været i den grad domineret af amerikanske teorier. Derudover kan det konstateres, at samtidigheden af åndsbeslægtede men samtidig forskellige teorier skabte ideelt grundlag for livlig debat. Fagtidsskrifterne bringer ganske mange udviklinger, anvendelser og kritikker af særligt Københavnerskolen eller af flere teorier ift. hinanden (for en aktuel oversigt og opsamling på mange af disse debatter, se Wæver 2003; Huysmans 2006). Udover at blive diskuteret, primært i IP-tidsskrifter, bliver de anvendt som grundlag for konkrete studier både på universiteter og forskningsinstitutter i mange dele af verden.

Der er en række forskelle på de ”amerikanske” og de ”europæiske” teorier:

·         Sikkerhedsbegrebet indgår fortsat i de europæiske teorier som en del af det analyserede. Man forsøger at trænge dybere ned i den specifikke praksis, som ”sikkerhed” benævner. Teorierne forsøger på forskellig vis at forstå det karakteristiske ved sikkerhedspolitik – hvem der kan føre sikkerhedspolitik under hvilke vilkår, og hvilke konsekvenser sikkerhedspolitik har. Derfor er debatten om selve begrebet stadig på dagsorden, hvorimod den i den amerikanske debat langt mere som en fagligt overstået debat og for den enkelte et spørgsmål om at ”definere sine begreber”, så man kan komme i gang med den empiriske analyse. Det skyldes bl.a. at de europæiske teorier ser sikkerhed som en i bund og grund problematisk og politisk ”farlig” praksis, der rejser dilemmaer for den der selv, ”gør sikkerhed” – det være sig som praktiker eller analytiker

·         En anden karakteristisk forskel er, at de amerikanske teorier kommer fra disciplinen International Politik, at nye tilgange til sikkerhed opstår som udløbere af de generelle store debatter i IP-disciplinen om ”store teorier”. De europæiske derimod er selvstændige teorier specifikt om sikkerhed og opstået i arbejdet med sikkerhedsspørgsmål – ofte uden for universitetsdisciplinens centrale institutioner. Ikke at det ene er bedre end det andet, men dels afspejler det forskellige institutionelle set-ups, dels produceres forskellige typer teori, og derfor er det relevant at få den forskel med i billedet af dagens sikkerhedsteori.

·         Endelig er formen forskellig. De amerikanske lægger særlig vægt på brugen af historiske casestudier (eller statistiske data) til at teste bredt formulerede årsags-virkningssammenhænge. Resultatet er generaliseringer om lovmæssigheder, der gør det muligt at forudsige – herunder forudsige effekter af forskellige politiske tiltag. De europæiske er i højere grad (selv)kritiske teorier, der muliggør en refleksion over sikkerhedspraksis – andres og egen. Dette svarer i sidste ende til en forskel i rolle: den amerikanske er den traditionelle ”ekspert” (der leverer faktuel og slagfast viden som grundlag for politikeres beslutninger) i modsætning til en europæisk ”offentlig intellektuel” (der blander sig – og i dette tilfælde snarere: producerer en type teori, der blander sig – i ikke kun det faktuelle men også i, hvordan politisk-etiske valg håndteres).

Forskellene lader sig forklare (Wæver 2004a; Wæver & Buzan 2007) ud fra forskellige idehistoriske traditioner, men giver også god mening ift. forskellene i den internationale politiske situation: Set fra den eneste supermagt er man selv aktøren, der former verden, og man har derfor behov for at forstå mekanikken i det system, man forsøger at operere. Relevant forskning giver derfor kausale love, generaliseringer om årsags-virknings sammenhænge mellem centrale variable. Fra et europæisk perspektiv er sikkerhedens stemme delvist udefrakommende som f.eks. amerikanske appeller om at tilslutte sig krigen mod terror. Det er derfor relevant at kunne problematisere udsagn om, hvad der er sikkerhedsproblemer, og hvad der ikke er, og om det skal rubriceres som f.eks. militære eller økonomiske spørgsmål. Derfor giver det god mening, at der er opstået europæiske teorier, der fokuserer på politikken omkring defineringen af emner som sikkerhed eller ej, teorier der muliggør vurderinger af fordele og ulemper ved at gøre emner til sikkerhedsspørgsmål snarere end at se dette som et objektivt forhold ved ”truslen selv”. Derudover kan europæiske teorier også netop analysere forskellige typer sikkerhed (sektorer: økonomis, politisk, mijømæssig osv) og dermed give et begrebsapparat til at behandle eksempelvis, hvordan terrortruslen bør klassificeres og håndteres.

        Pointen er ikke at de konkrete teorier nødvendigvis hypper nationale interesser, men den vidensform, der dominerer hvert af de to steder, svarer til den international position og dermed den synsvinkel, man iagttager verden fra (Wæver 2004a; Wæver & Buzan 2007).

Dele af de nye europæiske teorier fik noget af deres input fra udviklinger i fredsforskningen i firserne. Den såkaldt ”anden kolde krig”, missildebatter og i Danmark ”fodnoteperiode” førte til en ny politisk relevans for fredsforskningen. For nogen var fredsforskere de naturlige intellektuelle og eksperter for fredsbevægelsen, for andre var de oppositionelle politikeres rådgivere, men under alle omstændigheder gav det mindre mening at sidde i et alternativistisk hjørne og insistere på, at alt ondt var en del af det samme undertrykkende, militaristiske, statsfixerede system, der først ville ændre sig, når alle havde annammet budhistisk-feministisk miljøbevidsthed (hvor sandt dette end måtte være), for der var en konkret, åben, politisk situation, man måtte intervenere i. Derfor skiftede mange fra at se kun fred som god og sikkerhed som ondt, til at tænke i ”alternativ sikkerhed”. Også ”Europa” gik fra at være et ”ondt” (kolonialistisk) kontinent til at være et af de ”nye” kontinenter, der trådte op mod supermagternes dominans; og sågar forsvars­politik kunne gribes konstruktivt an ved at tale alternativt forsvar eller ikke-offensivt forsvar (Møller 1991). I denne periode blev sikkerhedsstudierne en slags mødepunkt for på den ene side et establishment, der i virkeligheden ikke havde tænkt særligt meget over sikkerhedsbegrebet men haft magtsom nøglebegreb og fra den anden side en fredsforskning naturligt nok fokuseret på fred – og begge fik nyt manøvrerum ved at begynde at tale ”sikkerhed” i stedet (Buzan 1984; Jahn et al 1987). Rent institutionelt var fredsforskningen flere steder i en position med lighedspunkter til de strategiske studiers guldalder: der var policyrelevans (om end ikke til statsledere men til opposition og bevægelser) uden at man var politisk kontrolleret, der var kontakt til universitære fagdiscipliner men også distance og endelig var miljøerne tværfaglige.

        Den aktuelle situation for sikkerhedsstudier er lovende. Feltet har været igennem et årti med teoretisk produktivitet (om end på to relativt adskilte spor), så man nu er udstyret med en række spændende teorier og livlige debatter imellem dem. Området bliver generelt (igen) opfattet som vigtigt, så det tiltrækker kvikke studerende og efterhånden også penge. Vi står ved et spændende punkt, hvor der både er et levende teoretisk felt og en ny offentlig interesse. ”Sikkerhed” er igen et top-slagord, ikke mindst efter 11.september 2001. Den kombination rummer både positive og negative muligheder.

Videnskabssociologien kan argumentere ganske overbevisende for, at når et fagområde får øget opmærksomhed fra samfundet – herunder ikke mindst øget finansiering – har det ofte den paradoksale og uintenderede effekt at skabe videnskabeligt set svagere eller i hvert fald mindre integreret viden. Det skyldes ganske enkelt, at ”rigeligheden” af midler – og mangfoldigheden af interessenter – svækker magten hos disciplinens interne eliter og regulerende institutioner som tidsskriftsredaktioner, og dermed bliver presset i retning af faglig integration mindre – man kan komme igennem ved at overbevise forskellige politiske, administrative og pseudo-faglige bedømmere (Whitley 2000; Wæver 2007). Det er derfor en reel mulighed, at vi i de kommende år vil se de forskellige teorier udvikle sig uafhængigt af både hinanden og af praktikeres interesser.

Men som vi så med den første guldalder er synergi også en mulighed. Teoriproduktion og policy-relevans kan understøtte hinanden, og en ”ny guldalder” kunne være under opsejling. For at kunne handle optimalt ift den situation, er det nødvendigt (som ift den første guldalder) igen at se på de konkrete institutionelle strukturer såvel som karakteren af de dominerende emner. Hele strukturen omkring tænketanke, universiteter, discipliner og karakteren af politik og medier er en anden i dag end i 1950erne og starten af 1960erne. Teori er mere entydigt forankret på universiteterne og spiller tæt sammen med generel IP-teori, mens praktikere efterspørger umiddelbart gangbare linjer, der særligt i USA leveres af tænketanke gearet meget målrettet til tidens typiske mediecentrerede politikform. Der er blevet længere mellem de to ender, og så meget vigtigere bliver de forskellige led i kæden (hvis der er en) imellem dem. Særligt i Europa spiller ph.d.-studerende en helt central rolle. De er ofte ”dobbelt-definerede”, i den forstand at de har et projekt, der er policyrelevant og har fundet finansiering netop fordi emnet har kunnet afsættes til forskningsråd eller sektorforskningscentre[9], men samtidig skal deres afhandling jo passere akademisk bedømmelse på universitetet, og de ønsker selv at levere videnskabelig kvalitet i den videnskabelige verden hvilket vil sige ift de dér eksisterende teorier og debatter. Ph.d-projekterne – der under alle omstændigheder ofte er en fase i en forskningskarriere, hvor grundlæggende orienteringer og dermed også eventuelle nyorienteringer tager form – bliver dermed et mødepunkt, hvor de nye teorier og dagens policy-spørgsmål behandles samtidig, og med en bevidsthed om to relevante sæt af publikum (der ikke nødvendigvis selv forklarer sig for hinanden). Det kunne selvfølgelig siges at være lidt ucharmerende, at vi udvikler vores fag ved at udsætte unge mennesker for et kryds-pres, men de klarer det pænt![10] Dette er naturligvis ikke hele den institutionelle historie, men det er et detailbillede, der fanger de centrale dynamikker godt. Det viser, at der sker en interaktion mellem ”high theory” og policy, selvom den typisk foregår via mellemstationer – forskellige mellemstationer i USA og Europa.

Den anden forudsætning for en ny guldalder, emnernes natur, er naturligvis et omfattende emne i sig selv, i og man kan diskutere, hvad der bliver de dominerende emner for de forskellige teorier, og hvorvidt der er policyemner, der vil optage alle teorierne (Wæver & Buzan 2007: 399f). Rummer disse emner (igen som ved atomteoriernes fødsel) en “complexity dissectible by abstract analysis” Smoke (1975: 275)? Det vil hver af teorierne og hvert forskningsprojekt nok mene gælder for netop det, de laver, men da den store synergi kun opstår, hvis emnet samtidig er overordnet for det politiske miljø, kan man nok hævde at komplekset omkring terrorisme og global orden er centralt. Derudover vil jeg for egne penge byde på, at der også ligger et stort potentiale i at analysere og gentænke de mange måder, vores samfund foretager vurderinger af risiko, fare og trusler indenfor forskellige sektorer (investering, forsikring, sundhed, trafik, infrastruktur, kriminalitet, migration, mijø, international sikkerhed) men gør det med forskellige teorier og sprog, der i stigende grad kalder på ”oversættelse”, fordi disse praksisfelter flyder sammen, når grænser som intern/ekstern, civil/militær, teknisk/politisk og økonomisk/politisk er under pres (Huysmans et al 2006; Pedersen 2006; Wæver m.fl. 2007; Kelstrup og Rasmussen i dette nummer).

        Sluttelig skal denne artikel se på situationen i Danmark. Hvor står vi i denne sikkerhedsteoretiske branche?

Sikkerhedsstudier i Danmark

Det ville være et udmærket emne for en artikel i sig selv at gennemgå sikkerhedsstudiernes historie i Danmark, og en sådan artikel ville sandsynligvis bl.a. behandle følgende elementer fra historien:

·         Op gennem det 20. århundrede blev ideen jævnligt spillet ind på banen, at øget videnskabelig indsigt i samfundsproblemer inklusiv den internationale politiks udfordringer kunne bidrage afgørende til en bedre politik. Det var som oftest Radikale Venstre, der stod for denne tilgang (og til tider kunne deres ideelle fordringer i denne retning være svære at skille fra deres parlamentarisk-politiske behov for at få den vanskelige sikkerhedspolitik væk fra en aktuel forhandling og derfor meget gerne over i et udvalg). Ole Karup Pedersen har peget på det direkte udspring af dele af dansk statskundskab i P. Munchs forestilling om, at særligt et tæt samarbejde mellem økonomer og historikere kunne skabe en forståelse af nyere politisk historie til gavn for uddannelse og offentlighed (Pedersen 1980: 529). Dette førte til etableringen af ”Institut for Historie og Samfundsøkonomi” i 1927 på Københavns Universitet og udgivelsen af tidsskriftet ”Økonomi og Politik”. Hvor Statskundskabsstudiet blev introduceret først på Århus Universitet (1958), der ret hurtigt blev bastionen i Danmark for indførelse af ”political science” a la USA, voksede det københavnske Statskundskabsinstitut ud af dette samtidshistoriske miljø.

·         Sikkerhedspolitisk ekspertise blev i Danmark primært koblet på den politiske beslutningsproces i form af ad hoc udvalg – Seidenfadenrapporten 1970 og den uregelmæssige række af forsvarskommissioner.

·         DUPI: Det danske medlem af den europæiske familie af udenrigspolitiske institutter, DUPI, blev af forskellige grunde aldrig til noget større selvstændigt institut. Kun få forskere (stipendiater) fandt ansættelse der gennem årene, og organisationen satte sig primært spor i form af udgivelsen af Dansk Udenrigspolitisk Årbog.

·         Den primære repræsentant for ”strategiske studier” i Danmark i 1960erne og 1970erne var nok ”sikkerhedspolitisk studiegruppe”, der var oprettet under det udenrigspolitiske selskab og samlede mange af de forskere, der indgik i IISS fra dansk side, de der behandlede sikkerhedspolitiske emner på universiteternes statskundskabs-, historie- og slavist-institutter og/eller var centrale i ”NATO-miljøet” i Danmark. Flere af gruppens større udgivelser opviser dog stadig en mere historiker-defineret tilgang til området, end den typiske sikkerhedsforskning internationalt.

·         En mere samfundsvidenskabelig, analytisk og politologisk tilgang blev derimod repræsenteret af en mangeårig enmandsoperation[11] ved Bertel Heurlin på Institut for Samfundsfag (nu Statskundskab), Københavns Universitet. Hans modeller og tankevækkende påvisninger af, hvordan grundlæggende sikkerhedsproblemer så forskellige ud i forskellige tolkningsmodeller, fandt udbredt samfundsmæssigt gennemslag fra politisk rådgivning til undervisning helt til gymnasieniveau (eksempelvis Heurlin 1977), sikkerhedspolitikkens centrale begreber (sikkerhed, afspænding, nedrustning) blev analyseret, og især atomvåbnenes op- og nedrustning blev sat ind i en forklaringsmodel, der på mange måder foregreb den senere så dominerende neo-realisme. (Det større søsterinstitut ved Århus Universitet satte aldrig ”sikkerhed” i centrum for sin forskning på samme måde.) I en tid, hvor Danmark manglede mange institutioner, som andre lande havde, fyldte Bertel Heurlin ofte de relevante funktioner med en base på Universitetet men nære forbindelser til de relevante miljøer. Dette har givetvis præget senere perioder inklusiv den sikkerhedsteoretiske profil på Københavns Universitets Statskundskabsinstitut.

·         Et ”Dansk Institut for Freds- og Konfliktforskning” eksisterede som privat initiativ i anden halvdel af 1960erne, men opnåede aldrig blivende offentlig finansiering som de tilsvarende institutter i de andre nordiske lande.

·         Et væsentligt omdrejningspunkt i den danske historie mht ekspertise i den sikkerhedspolitiske proces er oprettelsen i 1981 af SNU, Regeringens Sikkerheds- og Nedrustningspolitiske Udvalg. Det var ikke et forskningsinstitut i normal forstand men snarere modelleret over det økonomiske råd (”vismændene”) og som sådan udstyret med et akademisk sekretariat, der udførte analyser som grundlag for de udredninger, der blev afgivet af Formandsskabet. Via to fusionsrunder er denne konstruktion i princippet bevaret som en del af det nuværende DIIS, men udredningsfunktionen er blevet udvandet og har mistet sin status.

SNU var internationalt set en ganske enestående konstruktion og bør sandsynligvis forstås på baggrund af den ovennævnte særlige danske tradition fra P. Munch. (Se også Halvard Leiras artikel i dette nummer.) Nu er fokus for herværende artikel ikke anvendelsen af forskning og ekspertise i dansk sikkerhedspolitik generelt (jvf Heurlin 1981) – det er udviklingen og placeringen af sikkerhedsteoretisk forskning – men den dag man skriver historien om forholdet mellem forskning og politik i dansk sikkerhedspolitik de sidste 25 år, vil omdrejningspunktet være den unikke SNU-konstruktion: dens rise and fall. SNU var ikke en tænketank, producerede ikke forskning i normal forstand, men leverede udredninger, hvilket er en distinkt genre med egne spilleregler og potentialer. Formålet er dybest set, at politikere og andre debattører kan være uenige på et højere niveau. Det er ikke ønskværdigt med monopolforskning, og det er godt for den politiske pluralisme og dynamik at have en flerhed af tænketanke, men prisen er, at politikere ikke behøver at lade sig begrænse af besværlige hensyn til virkeligheden – de kan altid vælge at tro på den rapport, der passer i deres kram. Styrken ved SNU-udredningerne var, at man via diplomatisk sprogbrug og forsigtig saglighed fik etableret fremstilliner, som parterne mere eller mindre kunne enes om at tage som udgangspunkt for deres diskussioner. Konstruktionen fejrede en række succeser – måske mest markant ”WEU-udredningen” (Dansk og Europæisk Sikkerhed) fra 1995 og ”Humanitær Intervention” fra 1999. I det første tilfælde lykkedes det at få parterne blandt politikerne i en ellers meget polariseret debat til at enes om groft sagt fremover at være uenige ud fra denne rapport. I det andet tilfælde lod regeringen sig diskret påvirke til at justere dansk politik på et centralt punkt. Udredningerne blev skabt ved at underlægge en tekst det vanskelige krydspres at skulle kunne forsvares videnskabeligt (Formandskabets flertal var forskere) og udsættes for embedsmænds indvendinger og formuleringsevne (samt i det større udvalg/repræsentantskab: politikerne selv).

·         I 1985 startede for anden gang et dansk fredsforskningsinstitut, Center For Freds- og Konfliktforskning – senere COPRI. På trods af frygten hos borgerlige politikere for at dette ville blive en våbensmedje for venstrefløjen, viste det sig hurtigt, at man ikke leverede den form for umiddelbart ”passende” forskning, der kunne bruges politisk. I stedet blev Centeret rammen om et par ganske grundvidenskabelige forskningsgrupper, der benyttede aktuelle spørgsmål som ansats til at gentænke basale spørgsmål og lave ny teori, der fandt gennemslag langt omkring[12]. (Men det opdagede de borgerlige politikere ikke, så da de 15 år senere fik magt dertil, lukkede de med et ekko af deres egne gamle synspunkter et institut, der i mellemtiden havde udviklet sig til noget helt andet – faktisk til den slags internationalt førende forskning, de troede de fremmede med deres forskningspolitik.) Projektet om ikke-offensivt forsvar var nok det, der fandt mest gehør det første tiår, blandt andet med en mulig indflydelse på Gorbatjov’s ”ny tænkning”, men på længere sigt synes der at være størst videnskabeligt gennemslag for det andet oprindelige projekt, der blev til ”Københavnerskolen” i sikkerhedsteori: securitization-teori og teorien om regionale sikkerhedskomplekser (Buzan et al 1998; Buzan & Wæver 2003).

·         SNU blev fusioneret med det oprindelige DUPI i 1995, og det nye institut fik navnet DUPI (om end SNU var hovedstammen i den nye konstruktion). Med denne ændring blev SNU/DUPI til en dobbeltløbet konstruktion, hvor udredningerne skulle eksistere side om side med forskning i forskernes eget navn. Det var forudsigeligt med den konstruktion, at det ville blive sværere at passe den skrøbelige plante, den særlige SNU-kultur var. Offentligheden, der i forvejen havde svært ved at holde styr på begreber som forskning og udredning, skulle nu forholde sig til begge typer produkter fra samme institution. Det var let at lave ”afslørende journalistik”, om bestyrelsens ”censur” af ”forskernes” arbejde, på trods af, at hele ideen med udredninger netop var, at det var bestyrelsen, der afgav en rapport, og at forarbejderne dybest set ikke skulle være fri individuel forskning men udkast til det kollektive, forhandlede produkt. Kombineret med EU-spørgsmålets unikt kontroversielle karakter i dansk udenrigspolitik, gik det galt først med en udredning om Danmark of de fire forbehold (hvor Bestyrelsen nok også overspillede sine kort og forsøgte at fremkomme med uhensigtsmæssigt håndfaste konklusioner). Dette ”forfald” i udredningsfunktionen kulminerede desværre med den store Kold Krigs-udredning, hvor et imponerende udredningsarbejde bliver nedgjort ved skiftevis at fremstille DIIS som for officiøse (embedsmandsstyret, kedelig forskning) og for idiosynkratiske (blot en ud af mange mulige fremstillinger). Netop med dette vanskelige emne havde det været en gave, om den gamle ”samfundskontrakt” omkring SNU-typen af udredninger havde været intakt.

·         2003 opstod DIIS, Dansk Institut for Internationale Studier, efter en sammenlægning af bl.a. det tidligere fusionsinstitut DUPI, COPRI og Center for Udviklingsforskning. Udredningsfunktionen fra SNU førtes videre, men blev en stadig mindre del af et institut, der nu alt overvejende er et policy-forskningsinstitut. Den mere grundforsknings-agtige profil fra COPRI er blegnet – ikke at forskerne reelt forhindres i at udføre sådant arbejde, men det tegner ikke just det nye institut. Der er store forskelle på den type policy-forskning, der tegner udviklingsdelen (ofte mere konsulentagtigt) og sikkerhedsdelen (udenrigspolitisk ekspertise), men det hele falder mere entydigt inden for anvendt forskning, end den mangfoldighed som institutterne repræsenterede hver for sig før sammenlægningen. Helhedsbilledet er, at Danmark endelig har fået et normalt ”udenrigspolitisk institut” – på godt og ondt.

·         I løbet af det sidste tiår er Danmark blevet meget stærkt placeret internationalt indenfor sikkerhedsteori, om end nu med universitetsverdenen som primær platform og med produktivt samspil mellem universiteter og sektorforskning. Mest omtalt er Københavnerskolen vel, men mange andre forskere ved de forskellige universiteter studerer sikkerhedspolitik ud fra et bredt udvalg af teorier. Og Danmark er nok lidt specielt internationalt ved at vie ganske megen interesse til distinkte sikkerhedsteorier. Udover Københavnerskolen kan man pege på neo-realisme i en for europæiske universiteter usædvanligt stringent og teoretisk ambitiøs udgave samt neo-klassisk og post-klassisk realisme (Birthe Hansen, Anders Wivel, Hans Mouritzen, Sten Rynning, med flere; dvs både Statskundskab både ved KU og SDU samt DIIS). Det er ift. denne platform, at vi ser de ovennævnte ph.d.-studerende i dobbeltroller samt forskere der bevæger sig frem og tilbage mellem universitet og forskningsinstitutter, udover at forskere fra universiteterne sidder i bestyrelsen for institutterne.

·         DIMS, Dansk Institut for Militære Studier, er sidste nye skud på stammen af danske institutter på dette område (se Mikkel Vedby Rasmussens artikel i dette nummer). Den rammer oplagt i plet ift det problem, Betts blev citeret for et par sider tidligere: at egentlig militær ekspertise ofte bliver marginaliseret i sikkerhedsforskningen. Selv det, der for visse kritikere fremstår som ”for traditionel” og ”for militært orienteret” sikkerhedsforskning f.eks. ved DIIS, vil ofte være produceret med et minimum af input fra ”military science” (jvf fig. 3). DIMSen er en spændende nyskabelse, der søger at kombinere militære medarbejdere med ikke blot de ”mest nærliggende” civile eksperter – også med meget teoretisk mindede og tværfagligt varierede forskere. Udover den militær-civile styrke, må tiden vise, i hvor høj grad der også skabes den nødvendige kombination af nærhed og distance ift både universitetsdiscipliner og policymagere samt tværfaglighed til at skabe et produktivt fagligt miljø. I hvert fald en god del af forudsætningerne synes at være til stede (se Mikkel Vedby Rasmussens artikel i dette nummer). Andre samarbejder mellem Forsvarsakademiet og Universitetsforskere, som COMER, The Copenhagen Middle East Research Programme[13], bør nævnes i samme sammenhæng, og bygger delvist bro til den sidste kugle:

·         Slutteligt opstår der netop i disse år nye forskningsprojekter på universiteterne. Eftersom vi taler om projekter der enten er meget nye eller kun på vej, har jeg primært kendskab til mine egne, så jeg undskylder skævheden. KU-Statskundskab samarbejder med over 20 andre institutter i Europa på et projekt CHALLENGE under EU 6. rammeprogram om ”The Changing Landscape of European Liberty and Security (som også DIMS-forskere deltager i)[14]; i den store universitetsalliance KU indgår i med 9 andre internationale topuniversiteter (IARU) er ”security” udvalgt til et af meget få emner, man satser på et stort fælles forskningsprojekt om, og endelig arbejdes der på at etablere et tværfagligt forskningscenter om sikkerhedsteori, der bringer de mange discipliners forskellige tænkning om risikovurderinger, fare og trusler sammen (Wæver m.fl. 2007).

 

Som sagt er dette langt fra udtømmende ift. det bredere spørgsmål om anvendelsen af ”Sikkerhedspolitisk expertise i den danske politiske proces” – for at benytte titlen på en artikel af Bertel Heurlin (1981). Artiklen er stadig et tankevækkende overblik over de mange mulige elementer i processen og de mange veje viden kan finde til praksis (se også Lepgold og Nincic 2004). Begrænsningen ved denne type diskussioner kan være, at det kan fremstå som om akademisk viden bare ”findes” eller opstår af sig selv, og spørgsmålet er så, hvordan den formidles ind i det politiske system (og hvordan det politiske system bruger eksperter på mange måder). Af selvstændig betydning er det, hvordan interaktionen skaber ny viden. Meget tyder på, at særlige typer af sikkerhedspolitisk forskning opstår i den mellemzone, hvor man interagerer både med universitetsdiscipliner og praktikere.

For nu en sidste gang at citere den fine lille artikel af Richard Betts, som jeg har nævnt flere gange: “Ironically, in the past quarter century, policy experience has enriched academic research more than the reverse” (1997: 32). Det er muligvis en overdrivelse, for forskning og ekspertise spiller en stor rolle i dagens politik, men sandheden i citatet er, at praktisk involveret forskning kan skabe en dynamik, der giver ny og bedre teori. Hvilket så igen er til gavn for både forskere og praktikere. Og så videre.

Litteratur

Bailyn, Bernard (1992) The Ideological Origins of the American Revolution, Cambridge, Massachusetts, and London: The Belknap Press and Harvard University Press.

Baldwin, David (1995) "Security Studies and the End of the Cold War", World Politics, vol 48, 117-41.

Baylis, John & James J. Wirtz (2002) “Introduction” in John Baylis et al. (eds.) Strategy in the Contemporary World. An Introduction to Strategic Studies, Oxford: Oxford University Press.

Betts, Richard (1997) “Should Strategic Studies Survive”, World Politics, vol. 50:1, October, pp. 7-33.

Bigo, Didier (1996): Polices en résaux, l’expérience européenne, Paris, Presses de Sciences Po

Bigo, Didier (2000) ‘When Two Becomes One: Internal and External Securitisations in Europe’, in Morten Kelstrup and Michael C. Williams, International Relations Theory and the Politics of European Integration, Routledge, pp. 171-204.

Bigo, Didier (2007) Policing Insecurity Today: Defense and Internal Security, Palgrave Macmillan.

Booth, Ken red. (2005) Critical Security Studies and World Politics, Boulder: Lynne Rienner.

Büger, Christian and Holget Stritzel (2005) “New European Security Theory” (Tagungsbericht: Critical Approaches to Security in Europe, Rencontres doctorales Européennes sur le thème de la Sécurité, Paris 2004), in: Zeitschrift für Internationale Beziehungen, vol. 12,2 (Dezember): 437-445.

Bull, Hedley (1961) The Control of the Arms Race: Disarmament and Arms Control in the Missile Age, New York: Praeger (2nd ed 1965).

Bull, Hedley (1968) "Strategic Studies and Its Critics," World Politics 20 (July),
599-600.

Buzan, Barry (1984) “Peace, Power, and Security: Contending Concepts in the Study of International Relations", Journal of Peace Research, 21(2), pp. 109-25.

Buzan, Barry (1987) An introduction to strategic studies : military technology and international relations, New York : St. Martin's Press.

Buzan, Barry (1991) People, States and Fear: An Agenda for International

Security Studies in the Post Cold War Era, Lynne Rienner (1st edition 1983;

genudgivet i ECPRs klassikerserie med nyt forord 2007).

Buzan, Barry (2000) “’Change and Insecurity’ Reconsidered” in Stuart Croft & Terry Terriff (eds.) Critical Reflections on Security and Change, London: Frank Cass, pp. 1-17.

Buzan, Barry and Eric Herring (1998) The Arms Dynamic in World Politics, Boulder CO: Lynne Rienner.

Buzan, Barry; Ole Wæver and Jaap de Wilde (1998) Security: A New Framework for Analysis, Boulder Co: Lynne Rienner. (2nd ed in 2006).

Buzan, Barry & Ole Wæver (2003) Regions and Powers: The Structure of International Security, Cambridge: CUP.

Ceyhan, Ayse and Anastassia Tsoukala (2002) “The Securitization of Migration in Western Societies: Ambivalent Discourses and Policies” in Alternatives, vol. 27: supplement, Feb., pp. 21-40.

Deudney, Daniel (1995) “The Philadelphian System: Sovereignty, Arms Control, and Balance of Power in the American States-Union, Circa 1787-1861”, International Organization, Vol. 49, No. 2 (Spring), pp. 191-228.

Dimand, Mary Ann & Robert W. Dimand (1996) The History of Game Theory, Volume I: From the beginnings to 1945, London: Routledge.

Etzold, Thomas H. (1978) "American Organization for National Security 1945-50" in Thomas H. Etzold and John Lewis Gaddis (eds.) Containment: Documents on American Policy and Strategy, 1945-50, New York: Columbia University Press, pp. 1-23.

Freedman, Lawrence (1998) ’International Security: Changing Targets’, Foreign Policy, Spring, pp.48–63.

Freedman, Lawrence (2002) “Conclusion: The Future of Strategic Studies“ in John Baylis et al. (eds.) Strategy in the Contemporary World. An Introduction to Strategic Studies, Oxford: Oxford University Press, pp. 328-42

Galtung, Johan (1969) Violence, Peace and Peace Studies", Journal of Peace Research, vol. 3, pp. 169-92.

Gibbon, Michael; Camille Limoges; Helga Nowotny; Simon Schwatrzman; Peter Scott & Martin Trow (1994) The New Production of Knowledge: The Dynamics of Science and Research in Contemporary Societies, London, Sage.

Gray, Colin (1982) Strategic Studies and Public Policy: The American Experience, Lexington: University Press of Kentucky.

Green, Philip (1968) “Science, Government, and the Case of RAND: A Singular Pluralism”, World Politics, vol. 20:2, January, pp. 301-26.

Guzzini, Stefano and Dietrich Jung (eds.) (2004) Contemporary Security Analysis and Copenhagen Peace Research, London: Routledge

Hassner, Pierre (1968) “Change and Security in Europe. Part I: The Background; Part II: In Search of a System”, London, IISS: Adelphi Paper, nr.  45 and 49.

Heurlin, Bertel (1981) “Sikkerhedspolitisk ekspertise I den danske politiske process”, Økonomi og Politik, årg. 55:3, pp. 272-290.

Heurlin, Bertel (1984) Hvorfor våben? En analyse af våbenes anskaffelse, anvendelse og afskaffelse, Serien ”Forsvaret i samfundet”, Vedbæk: FKO PUB 493-72.

Hill, Chris (1994) ‘Academic International Relations: The Siren Song of Policy Relevance’ in Two Worlds of International Relations: Academics, Practitioners and the Trade in Ideas, Christopher Hill & Pamela Beshoff, eds., London: Routledge, 3-25

Hogan, Michael J. (1998) A Cross of Iron: Harry S. Truman and the Origins of the National Security State, 1945-1954, Cambridge: Cambridge University Press.

Hough, Peter (2004) Understanding Global Security, Routledge.

Huntington, Samuel P. (1957) The Soldier and the State: The Theory and Politics of Civil-Military Relations,

Huysmans, Jef (2006) The Politics of Insecurity: Security, Migration & Asylum in the EU, London: Routledge.

Huysmans, Jef; Andrew Dobson and Raia Prokhovnik (reds.) (2006) The Politics of Protection: Sites of insecurity and political agency, London: Routledge.

Ikenberry, John G. (2001) After Victory: Institutions, Strategic Restraint and the Rebuilding of Order after Major Wars, Princeton

Ikenberry, John G. (ed.) (2002) American Unrivalled: The Future of the Balance of Power, Cornell.

Jahn, Egbert; Pierre Lemaitre and Ole Wæver (1997) European Security: Problems of Research on Non-Military Aspects, Copenhagen: Copenhagen Papers 1, Copenhagen Peace Research Institute .

Krause, Keith and Michael C. Williams eds. (1997) Critical Security Studies. Minneapolis: University of Minnesota Press.

Kuhn, Harold W. (2004) “Introduction” in John von Neumann and Oskar Morgenstern, Theory of Games and Economic Behavior, Sixtieth-Anniversary Edition, Princeton: Princeton University Press, pp. vii-xiv.

Lasswell, Harold D. (1950) National security and individual freedom, New York, Toronto, London: McGraw-Hill.

Lepgold, Joseph & Miroslav Nincic (2004) Beyond the Ivory Tower: International Relations Theory and the Issue of Policy Relevance, New York: Columbia UP.

Mearsheimer, John (2001) The Tragedy of Great Power Politics, New York: Norton.

Miller, Steven E. (2001): "International Security at Twenty-five: From One World to Another", International Security, Vol. 26:1.

Møller, Bjorn (1991) Resolving the Security Dilemma in Europe: The German Debate on Non-Offensive Defence, Brassey's.

Nye, Joseph and Sean Lynn-Jones (1988) ”International Security Studies: A Report of a Conference on the State of the Field”, International Security, vol. 12:4, pp. 5-27.

Parmar, Inderjeet (2004) “Institutes of International Affairs. Their roles in foreign policy-making, opinion mobilization and unofficial diplomacy”, in Diane Stone and Andrew Denham (eds.) Think Tank Traditions: Policy research and the politics of ideas, Manchester: Manchester University Press, pp. 19-33

Pedersen, Ole Karup (1980) “Samfundsfag” i Københavns Universitet 1479-1979, Bind X, København 1980, s. 527-568.

Pedersen, Karen Lund (2006) “Private Enterprise and the Risk of Terrorism” in Terrorism: Global Economic Impact, ICFAI University Press.

Poundstone, William (1992) Prisoner’s Dilemma, New York: Doubleday

Publius (Alexander Hamilton, James Madison, and John Jay) (1787-8) The Federalisthttp://www.constitution.org/fed/federa00.htm

Rasmussen, Knud (2006) “Statsråd afholdt under den dansk-tyske krig 1864”, Militært Tidsskrift, 135:4, december, s. 464-478.

Rosenberg, David Alan (1983) “The Origins of Overkill,” International Security 7.
(Spring), pp. 3-71.

Schelling, Thomas C. (1960) The Strategy of Conflict, Cambridge: Harvard University Press.

Senghaas, Dieter (1969) Abschreckung und Frieden: Studien zur Kritik organisierter
Friedlosigkeit
, Frankfurt/M.: Suhrkamp.

Smoke, Richard (1975) “National Security Affairs” in in Fred Greenstein and Nelson W Polsby (eds.), Handbook of Political Science, vol. 8 Reading, Mass.: Addison-Wesley, pp. 247-361.

Stern, Sol (1967) "Who thinks in a think tank" in New York Times Magazine, 16 April 1967, pp.

Stoler, Mark A. (2000) Allies and Adversaries: The Joint Chiefs of Staff, the Grand Alliance, and U.S. Strategy in World War II, Chapel Hill: University of North Carolina Press.

Ullman, Richard (1983) "Redefining Security", International Security, 8:1:129-153.

Walt, Stephen (1991) "The Renaissance of Security Studies", International Studies Quarterly, vol. 35, pp. 211-239.

Waltz, Kenneth N. (1979) Theory of International Politics, McGraw-Hill.

Whitley, Richard (2000) The Intellectual and Social Organization of the Sciences, 2nd ed. Oxford: Clarendon Press.

Wohlstetter, A.J.; F.S. Hoffman; R. J. Lutz; and H.S. Rowen (1954) Selection and Use of Strategic Air Bases, R-266, The RAND Corporation.

Wohlstetter, Albert J. and Roberta Wohlstetter (1963) The state of strategic studies in Europe. Report prepared for the Ford Foundation.

Wohlstetter, Albert J. and Roberta Wohlstetter (1966) The state of strategic studies in Japan, India, Israel. Report prepared for the Carnegie Endowment for International Peace.

Wolfers, Arnold (1952) ”National Security as an Ambiguous Symbol”, Political Science Quarterly, vol. 67:4 (December 1952), pp. 481-502; reprinted in Wolfers Discord and Collaboration. Essays on International Politics, Baltimore and London: The Johns Hopkins University Press 1962, pp. 147-166.

Wæver, Ole (1992) Introduktion til Studiet af International Politik, København: Politiske Studier.

Wæver, Ole (1995) ”Securitization and Desecuritization” in R.D. Lipschutz (ed) On Security, New York: Columbia, pp. 46-86.

Wæver, Ole (2004a) “Aberystwyth, Paris, Copenhagen: New ‘Schools’ in Security Theory and their Origins between Core and Periphery”, paper for ISA in Montreal, March 2004.http://zope.polforsk1.dk/securitytheory/waevermontreal/

Wæver, Ole (2004b) “Peace and Security: two concepts and their relationship” in Stefano Guzzini and Dietrich Jung (eds.) Contemporary Security Analysis and Copenhagen Peace Research, London: Routledge 2004, pp. 53-65.

Wæver, Ole (2006) “Security: A Conceptual History for Inter­national Relations”, manuscript in preparation – March 2006 version posted on www.libertysecurity.org

Wæver, Ole (2007) “Still a Discipline after all these Debates?” in Tim Dunne, Milja Kurki, Steve Smith (eds.) International Relations Theories: Discipline and Diversity, Oxford University Press 2007, pp. 288-308.

Wæver, Ole & Barry Buzan (2007) “After the Return to Theory: The Past, Present, and Future of Security Studies”, i Alan Collins (red.) Contemporary Security Studies, Oxford: OUP, pp. 383-402.

Wæver, Ole med flere (2007) “Centre for Advanced Security Theory”, en ansøgning.


[i] Dele af denne artikel trækker på den mere udførlige, engelsksprogede analyse i Wæver & Buzan 2007.

[ii] Dette skel er mest systematisk og omfattende udfoldet af Barry Buzan med de to parallelle bøger People, States and Fear (1983, 1991, 2007) om sikkerhedsstudier og An Introduction to Strategic Studies (1987; Buzan & Herring 1998) om strategiske studier.

[iii] Om det var godt eller skidt kan diskuteres. Noget af den elaborerede strategiske filigran var med til at legitimere den kolde krigs enorme atomarsenaler, men selve det faktum, at de civile eksperters forståelse af spillet mellem strategier og styrkeprofiler kom til at dominere, var nok en fordel frem for det mest oplagte alternativ: en lineær viderførelse af klassisk militær logik, der blot så atomvåbnene som større udgaver af gamle våbenkategorier. Man vandt en langt større forståelse for betydningen af situationens stabilitet og nogle af de paradoksale hensyn, man til tider burde tage – såsom at værdsætte sårbarheden af egne systemer (ABM-traktat) for at undgå en gensidigt forstærkende ustabilitet i den strategiske relation. Dette muliggjorde på sigt våbenkontrol men også en række våbenanskaffelsesbeslutninger, der gavnede stabiliteten. Noget andet er så, at Strategic Air Command i et vist omfang fortsatte deres egen groft sagt førsteslagsorienterede politik mht måludvælgelse på tværs af alle de politisk fastlagte strategier (Rosenberg 1983), men der var stadig tale om en væsentlig påvirkning fra de civile eksperter på både våbenanskaffelser, deployeringsmønstre og hele omgange med atomvåbnene – deres indplacering i den politiske strategi.

[iv] Der er selvfølgelig masser af undtagelser i form af enkeltpersoners originale indsats – og i perioder institutioner, der opbyggede mere kreative, interdisciplinære miljøer som f.eks. CERI i Frankrig.

[v] Interessant nok – men uden for rammerne for denne artikel – kunne man eventuelt hævde at den nærmeste parallel til USA var Sovjetunionen (hvad der ville passe smukt til mere strukturelle teorier, der forventer parallelitet mellem de to poler i en bipolær konflikt): De berømte ”Institutter” i Moskva var tænke tanks-agtige og blev en særlig niche med en ganske anden teoretisk orientering end den dominerende marxistisk-leninistiske i de traditionelle akademiske institutioner. I ”USA-Canada Instituttet”, ”Instituttet for Verdensøkonomi” og de andre tilsvarende, blev der måske nok ved festlige lejligheder strøet Lenincitater ud over teksten, men til hverdag lavede man en pragmatisk blanding af amerikansk inspireret policyforskning og egne analysetilgange. Det var en undersøgelse værd, om det var det strukturelle pres fra tilsvarende policy-udfordringer, der skabte parallelle institutionelle innovationer i USA og Sovjetunionen: et forskningsmiljø med en kombination af kontakt og afstand til den akademiske elite og tilsvarende dobbelthed ift policymiljøet. Det samme skete ikke i Europa i samme omfang. Skyldes det monstro, at europæiske allierede egentlig ikke havde strategisk behov for at tænke selv – det kunne kun give besvær – men derimod et stort behov for at formidle og forklare det fornuftige i den førte (amerikanske) politik?

[vi] Jvf foregående fodnote.

[7] Dette skal naturligvis ikke forstås i betydningen ”alle europæere” og ”alle amerikanere”, men snarere debatter med amerikanske tidsskrifter og institutioner som primær arena vs. debatter der udspiller sig i Europa. Enkeltforskere i USA knytter an til europæiske teorier og de amerikanske teorier er i høj grad til stede i Europa og anvendes af mange europæiske forskere.

[8] Det vil føre for vidt at indsætte omfattende litteraturhenvisninger for hver af disse debatter i dette korte afsnit, men den interesserede kan gå via Wæver & Buzan 2007 (s. 393-8) og se, hvilke forfattere og publikationer, der her tænkes på.

[9] Denne tendens forstærkes i og med, at den forskningspolitiske tendens er i retning af, at stadig flere midler fordeles via projekter – ofte tværfaglige og definerede i et samspil mellem politik, erhvervsliv og universitet – og færre går strikt via universiteternes indre kanaler (Gibbons et al 1994).

[10] Situationen er (også) på dette punkt anderledes i USA. Ph.d.-studerende er generelt placeret langt mere entydigt indenfor universitetssystemet og forventes at lave mere ”studenteragtige” lære-håndværket opgaver, og indgår ikke nær så ofte i samspil med praktikerorienterede institutioner. Derimod sker ”udvekslingen” så via policy-tidsskrifter og ”voksne” forskeres tænketank-universitet samspil.

[11] Der var i perioder også tale om forskningsprojekter med flere deltagere, særligt omkring nedrustningspolitik, men de centrale arbejder om ”sikkerhed”, ”atomvåben” og ”afspænding” foregik i høj grad på egen hånd.

[12] Megen credit for dette må gå til de, der udformede og påvirkede den oprindelige betænkning, der dannede grundlag for oprettelsen af Centeret: ud over udvalgets politikermedlemmer bl.a. Anders Boserup, Egbert Jahn, Kirsten Bruun og Søren Møller Christensen.

 

Litteraturliste

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.