Strategisk doktrin og SALT

I fortsættelse af den foregående artikel, hvor de to supermagters doktriner for strategiske atomvåben analyseres, gengives her en artikel fra Survival, jan.-feb. 1979, af Robert Legvold, der beskæftiger sig med samme emne. Robert Legvold, der er Senior Fellow ved Council on Foreign Relations, New York, analyserer indledningsvis de grundlæggende forskelle mellem sovjetisk og amerikansk strategisk tænkning , for derefter at behandle disse forskelles indflydelse på SALT.

Sovjetiske og amerikanske synspunkter
Forhandlingsprocessen i forbindelse med strategiske våben begrænsninger præges fortsat af elementære forskelle i den sovjetiske og den amerikanske strategiske tænkning. Hidtil har de, der studerer dette emne, ofte reduceret forskellen til at være den skelnen mellem afskrækkelse og forsvar, med USA som talsmand for den første og Sovjetunionen for det sidste. Det er blevet en moderne antagelse, at Sovjetunionen er optaget af at finde udveje for at gennemføre en nuklear krig, medens USA snarere er optaget af at finde udveje for at undgå den. Denne opfattelse forekommer imidlertid upræcis, selv i sin mest subtile form. Forskellen består ikke mellem den ene parts optagethed af krigsførelse og anden parts optagethed af krisestabilitet og hurtig retablering af fred, såfremt krigen skulle bryde ud. Ingen af parterne tror, at man kan skille afskrækkelse fra forsvar. Enhver amerikansk forsvarsminister understreger den ubrydelige forbindelse, der eksisterer mellem troværdig afskrækkelse og evnen til forsvar, hvilket vil sige evnen til at føre krig; og sovjetiske talsmænd har ofte nok benægtet både nytten af og muligheden for forsvar som andet end afskrækkelse fra krig. 

Forskellige koncepter for afskrækkelse.
Den kritiske forskel opstår snarere på grund af den konception af afskrækkelse, som hver af parterne har. For USA er afskrækkelse en eksplicit intellektuel konstruktion, skabt af civile og med rod i psykologiske teorier og spilteorier og således ikke en teori organisatorisk hørende til den militære videnskab. For Sovjetunionen er den derimod en iboende koncept, en effekt, der opnås ved at udføre andre primære opgaver godt, nemlig opgaver der indebærer en behændig udenrigspolitik og et omhyggeligt forberedt forsvar. For Sovjetunionen er begrebet afskrækkelse upræcist; det har ingen forskrift og savner endog et passende navn på russisk. Det er desuden uden officielle fortalere og har kun opsynsmænd. Disse er russiske militære ledere, som primært er optaget af at få succes i en eventuel krig.

Ud af disse modsætninger kan udledes følgende afgørende forskel: Den amerikanske teori om afskrækkelse er en teori om købslåen; den sovjetiske opfattelse mangler derimod en teori, men sætter krigsvidenskaben i stedet. USA er lige så bekymret for krig og for omhyggelig forberedelse til den som Sovjetunionen, men stræber efter at gøre sine styrkefordele anvendelige forud for krigen i den hensigt at påvirke en potentiel modstanders beslutningsproces, så han ikke søger udvej i anvendelse af nukleare våben eller, såfremt han gør det, da i måden det gøres på. Opgaven er at beskytte Vestens købslåen- position, eftersom amerikanske strateger har bygget hele deres krigskoncept i den nukleare tidsalder på den forudsætning, at købslåen, d.v.s. at tilføre valgmuligheder snarere end at eliminere valgmuligheder (eller tvang), vil diktere udfaldet af krigen og - hvilket er mere væsentligt - krigens undgåelse.

I modsætning hertil interesserer Sovjetunionen sig mindre for forfinede opfattelser af »købslåen« i skyggen af nukleare våben - i virkeligheden synes Sovjetunionen ikke at have tiltro til selve ideen eller i det mindste til det fornuftige i omhyggeligt at prøve på at forbedre den. I stedet hopper man direkte ombord i problemer om at gennemføre krigen, i sidste ende den nukleare krig. Den amerikanske understregning af afskrækkelse som et købslåen-forhold (eller som en spilteori) inspirerer til integration af krigens forskellige niveauer, men på en måde som tjener til kontrol med ricisi, til forøgelse af nukleare våbens psykologiske værdi og til at kompensere svaghed på ét niveau med styrke på et andet. Det sovjetiske synspunkt integrerer også forskellige niveauer af krigen, med undtagelse af mindre konflikter uden for større strategiske områder, men gør det med henblik på at holde sovjetiske styrker rede til at føre krig på alle niveauer. 

USA har tendens til at opfatte forskellige militære kapaciteter som ombyttelige, i særdeleshed at bero på nukleare våben som kompensation for mangler på andre områder. Dette gør Sovjetunionen ikke, men fremmer i stedet, inden for rammen af en opfattelse om »combined arms«, en arbejdsdeling, hvor det kræves, at hver enkelt forsvarskomponent skal kunne leve op til sin bestemte opgave. Resultatet er, at medens amerikansk strategisk afskrækkelse er beregnet til at imødegå et bredt spektrum af trusler udover det nukleare angreb, så har Sovjetunionen en tendens til at regne med, at dets strategiske nukleare styrker alene skal afskrække andre fra at tage tilflugt til (strategisk) nuklear krig.

Den fundamentale og afgørende forskel opstår imidlertid gennem det, der kommer ud af det, når disse forestillinger og præmisser omsættes til realiteter. For USA’s vedkommende vil dette sige den strategiske doktrin, retningslinien efter hvilken USA formulerer integrationen af forskellige niveauer af krig og søger at skabe den nødvendige styrkemix ved kombination af forskellige kategorier af militære kapaciteter. For Sovjetunionens vedkommende fremstår produktet simpelthen som strategien for krig, som militær strategi. Den virkelige forskel er, at USA har, eller foregiver at have, en strategisk doktrin, Sovjetunionen derimod ikke. Sovjetunionen holder alene fast ved en operativ koncept for krig.

I lang tid har USA vildledt sig selv på dette område. Selv om man har vidst, at sovjetiske talsmænd afviser amerikanske doktriner, det være sig »massive retaliation«, »flexible response« eller »limited nuclear options«, har man ikke desto mindre antaget, at Sovjetunionen har en eller anden form for en strategisk doktrin. Den amerikanske fejltagelse er blevet forstærket gennem den skelnen sovjetiske skribenter foretager mellem militær videnskab, taktik og strategi samt militærdoktrin. Uden at bemærke at det sovjetiske begreb »militærdoktrin« har meget lidt tilfælles med det amerikanske begreb »strategisk doktrin« har amerikanske analytikere fortsat deres søgen efter en sovjetisk doktrin og fundet den i koncepten om at kæmpe og vinde (nukleare) krige. Den afgørende pointe er imidlertid, at Sovjetunionen ikke alene afviser amerikanske doktriner, men også selve ideen om en strategisk doktrin, således som dette begreb opfattes i Vesten.

Set fra et sovjetisk synspunkt er forslag, der er dele af en doktrin, såsom »flexible response« eller »limited nuclear options«, ikke alene abstraktioner, men abstraktioner som er skæbnesvangert adskilt fra krigens realitet. Snarere- end at se disse som midler med hvilke man kan kontrollere eskalation imod krig, eller - i tilfælde af eskalation udover krigstærskelen - midler til at bevare afskrækkelse i selve krigen, så betragter sovjetiske iagttagere dem som uovervejede forsøg på et gøre anvendelse af nukleare våben rationel. De er abstraktioner, påstår sovjetiske kommentatorer, fordi de kalkulerer med anvendelse af magt - nuklear magt - i et vakuum. De adskiller beslutningen om at anvende nukleare våben fra enhver politisk sammenhæng, som - hævdes det - strider imod den overbevisning sovjetiske analytikere deler med Clausewitz, nemlig at »krigen er politikkens fortsættelse med andre midler«, endog nuklear krig. Fantasier såsom doktrinen om »limited nuclear options«, har en af dem skrevet, er ikke strategi, ikke »Grand Strategy«, hvis der med dette menes krigens integration med de politiske mål, der søges nået.1) De er forfinede planer, som rejser spørgsmålet om, hvilke politiske formål og hvilke praktiske omstændigheder, der retfærdiggør tilflugten til nuklear krig. Yderligere giver de anledning til tåbelige illusioner om den disciplin, der er mulighed for at realisere i gennemførelsen af nuklear krig.2)

Konsekvenser for SALT.
Nået frem til en erkendelse af denne fundamentale diskrepans mellem amerikansk og sovjetisk opfattelse rejser spørgsmålet sig om hvilke praktiske konsekvenser denne vil have og hvilken forbindelse denne har med de problemer, der i øjeblikket diskuteres i forbindelse med SALT. Svarene synes at skulle findes på forskellige niveauer, sigtende både til den sovjetiske opfattelse af truslen og til de sovjetiske mål med SALT. For så vidt angår truslen, så ikke alene afviser sovjetiske observatører den amerikanske afskrækkelseskoncept og dens udformning i en strategisk doktrin, de har også mistro til tilskyndelsen bag dem. Grunden til, at amerikanske forhandlere arbejder så meget med den nukleare krigs begreber og med opstilling af scenarier for anvendelse af nukleare våben er efter sovjetisk opfattelse den, at USA til stadighed søger at opnå politiske fordele ved manipulering med truslen om krig. Ikke krigen i sig selv, for de sovjetiske analytikere tror, at amerikanerne ligesom de sovjetiske ledere har erkendt det tåbelige i med overlæg at ty til krig for politisk vindings skyld. Målet, hævder de, er at præsentere modeller, der maksimerer den psykologiske virkning af de konstant skiftende amerikanske muligheder. Eftersom de amerikanske fordele synes at være teknologiske, fortsætter de, er disse modeller i stigende grad beregnet på at lægge vægt på amerikansk teknologi. 
 
Amerikanske »limited nuclear options«.
I den udstrækning Schlesingers opfattelse af »limited nuclear options« repræsenterer en langt mere beskeden koncept end McNamaras oprindelige opfattelse af omfattende skadebegrænsning - i takt med begrænsning af den amerikanske militære fordel - er Sovjetunionens bekymring utvivlsomt svindende. Ikke destomindre fortsætter processen efter sovjetisk opfattelse. Det er, tror man, den egentlige årsag til, at USA til stadighed filer på sin strategiske doktrin. Og dette er man fast besluttet på at begrænse, primært gennem udvikling af egen kapacitet, men sandsynligvis også gennem »arms control« og i det mindste ved at sikre at »arms control« ikke kommer på tværs af de sovjetiske anstrengelser. Kort sagt, det er en yderligere grund til ønsket om at skabe et kompromis mellem de kapaciteter på hvilke USA baserer sin nyeste doktrinære opfindelse: koncepten om »limited nuclear options«.
 
Sovjetisk skadebegrænsning.
Det er imidlertid ikke den eneste grund. En forståelse af, hvorfor Sovjetunionen synes at være, og måske også er, tilbøjelig til at bringe den amerikanske interkontinentale ballistiske missilstyrke (ICBM) i fare, må søges nok så meget i sovjetisk opfattelse af nuklear krig som i sovjetiske indvendinger imod den amerikanske opfattelse. Tendensen til at substituere operative koncepter for strategiske doktriner fører Sovjetunionen til at sætte en reduktion af den skade, USA kan tilføje Sovjetunionen over alt andet. I amerikanske termer synes Sovjetunionen i virkeligheden at praktisere en skadebegrænsnings strategi. Sovjetunionen gør dette til trods for det nærmest umulige i at redde sig selv fra en omfattende ødelæggelse i tilfælde af nuklear krig - en mulighed, som sovjetiske ledere har meget lidt tiltro til - fordi såfremt krigen kommer, er de sovjetiske strategers (- hvoraf de fleste er militære -) opfattelse, at den bedste handlemåde er at forhindre USA i, om muligt, at ødelægge det sovjetiske samfund og redde den størst mulige kapacitet til indsættelse imod USA i en traditionel krig. - De nødvendige hensyn til den revolution i krigsførelsen, som skyldes nukleare våben, må dog naturligvis tages med i betragtning. Det er afgjort ikke en doktrin om et »first strike«. Men det er heller ikke, således som nogle har hævdet, en strategi bestemt af niveauet af Sovjetunionens kapacitet og sammensætningen af dets våbensystemer. Ideen om, at mangler i sovjetiske våbens evne til at realisere mere sofistikerede muligheder tvinger Sovjetunionen til at gå ind for en skadebegrænsning strategi synes overfladisk og usund. Det samme gælder håbet om, at en modernisering af Sovjetunionens styrker, især ICBM-styrken, eventuelt vil få den sovjetiske ledelse til at indse den amerikanske strategis fordele og endnu bedre at adoptere den. Begge synspunkter ignorerer det faktum, at Sovjetunionens orientering er og vil forblive produktet af en anderledes opfattelse af, hvorledes nuklear krig undgås, Og såfremt den skulle komme, måden på hvilken den skal gennemføres. Dette ganske uanset udviklingen i Sovjetunionens muligheder.
 
Virkningen på forhandlingerne.
Disse modsætninger har og fortsætter at have en afgørende virkning på forhandlingsprocessen vedrørende de strategiske våbenbegrænsninger. For det første fordi de sovjetiske ledere lægger den største vægt på foranstaltninger til begrænsning af nukleare angreb, forsvarsforanstaltninger som er inden for rækkevidde af deres kontrolmuligheder og uafhængig af at pålægge den anden side begrænsninger. De sovjetiske ledere er mere tilbageholdende end de amerikanske med hensyn til at forhandle våbenaftaler, der hæmmer sådanne anstrengelser, selv når disse tilføjer balancen »stabilitet«3). Med mindre større grad af skadebegrænsning kan loves, end den man ensidigt kan opnå, er de ikke interesserede i fælles begrænsninger. ABM-traktaten er reglen, der bekræfter undtagelsen. At forhandle om en begrænsning af det aktive forsvar imod et ballistisk missilangreb ville være imod alle naturlige interesser hos sovjetiske ledere, de gjorde det imidlertid fordi de følte, at i kapløbet om at perfektionere missilforsvaret og at nedkæmpe det, ville de tabe to gange. I modsætning til nogles opfattelse, havde deres accept intet at gøre med, at de forsonede sig med begrebet »mutual assured destruction«.4)
 
For det andet interesserer de sovjetiske ledere sig mere for at begrænse skader i en nuklear krig end for stabilitet, således som dette defineres af Vesten - en definition som i høj grad hænger sammen med den vestlige teori om afskrækkelse. De sovjetiske ledere er mindre bekymrede for de destabiliserende virkninger af at gøre landbaserede ICBM-styrker sårbare. Især når det alene er den amerikanske ICBM-styrke, som står over for denne fare, vil de ikke betænke sig. Det er bedre at deres evne til at sætte den størst mulige del af de amerikanske ICBM’s ud af spillet forbliver usvækket, argumenterer de, end at de uvisse virkninger af et »counter force« kapløb bliver udelukket. De vil formentlig opretholde denne prioritet selv om muligheden for at gennemføre et vellykket angreb imod Minuteman vil være nul og sandsynligheden for at USA udvikler en øget »counter force« kapacitet imod Sovjetunionen vil være stor. Først i det øjeblik, hvor det bliver et spørgsmål om de sovjetiske ICBM styrkers overlevelse synes Sovjetunionen tilbøjelig til at acceptere dette som en presserende sag i SALT.
 
I denne runde af SALT har sovjetiske forhandlere ganske vist tilsyneladende foreslået, at nye typer af ICBM og ubådsleverede ballistiske missiler (SLBM), begge udstyret med MIRV, skulle forbydes inden for aftalens tidsrum som følge af, at det netop er »disse typer af missiler, som kan have en fundamental destabiliserende virkning på den eksisterende strategiske situation«.5) Dette er imidlertid en formulering, som man har lært af USA - i virkeligheden siger de sovjetiske repræsentanter, som er ansvarlige for argumentet, at forslaget blev fremsat for»at tage de amerikanske synspunkter i betragtning« - og de har sansynligvis ingen større interesse i at presse på i dette spørgsmål, med mindre selvfølgelig at der var en eller anden udvej for at overbevise USA om at opgive Trident II og MX.
 
Dette fører til en tredie konsekvens. I overensstemmelse med Sovjetunionens prioritering har de sovjetiske ledere, på samme måde som forsvarsplan- læggere og konservative analytikere i USA, en tendens til at foretrække frie hænder for sig selv, selv når dette betyder også at give modparten frie hænd- der, snarere end at begrænse sig selv ved at søge den modsatte side begrænset. De sovjetiske ledere har derfor aldrig været tilhængere af en strategi, som søger at begrænse udviklingen af nye eller væsentligt forøgede amerikanske muligheder ved at sætte deres egne programmers fremtid i pant. For eksempel gjorde de meget lidt ud af fra begyndelsen at forhindre den amerikanske udvikling af MIRV, men lagde i stedet vægt på muligheden for at udvikle egne. Yderligere har de sovjetiske ledere øjensynligt kun beskæftiget sig lidt med muligheden for at forhindre udviklingen af Trident II, MX og andre elementer i en forbedret amerikansk counter force kapacitet ved at forsinke eller forsøge på at slå en byttehandel af for så vidt angår udvikling af deres egen counter force kapacitet. I fremtiden vil den samme faktor formentlig føre til, og har vel allerede ført til, at den sovjetiske ledelse med sindsro vil acceptere, at USA får rådighed over et mobilt missilsystem snarere end at lukke døren for denne mulighed for sig selv.6)
 
Gensidig mistillid.
Der er en anden dimension i den sovjetiske opfattelse af truslen som gør, at den sovjetidke interesse for SALT er forskellig fra den amerikanske: Til trods for offentlige løfter tror ingen af parterne, at den anden part arbejder på at opnå en virkelig militær ligevægt; heller ikke på det nukleare område tror nogen af dem på, at den anden part har til hensigt at arbejde for strategisk paritet. En frase som »strategic sufficiency«, Richard Nixons beskrivelse af de amerikanske mål i 1970erne, eller en udtalelse af forsvarsminister Rumsfield om, at »det amerikanske folks sikkerhed og hele verdens håb om frihed kræver, at USA har militær overlegenhed«, for ikke at nævne det amerikanske flyvevåbens udsagn vedrørende Minuteman udstyret med MIRV som værende »vort bedste middel til at tilintetgøre hastende mål som fjendens langtrækkende våben«, og andre lignende udtalelser er den basis på hvilken sovjetiske observatører vælger at analysere amerikanske hensigter.7) Optaget som de er af den langsigtede udvikling, er sovjetiske observatører på det seneste begyndt at vise en voksende ængstelse for udsigten til, at det naturlige momentum i amerikanske forsvarsanstrengelser er voksende, især på det strategiske område og herunder navnlig udsigterne for slutningen af 1980erne.8) 
 
USA er, påstås det, på tærskelen til at indlede en ny fase i våbenkapløbet, og de sovjetiske analytikere har, ligesom mange konservative kritikere af forsvaret i USA, stor tiltro til, hvad USA vil kunne opnå, såfremt USA virkelig går ind for sagen. Eftersom de, i modsætning til deres konservative modparter i USA, som udgangspunkt har et langt mindre optimistisk syn på deres egen kapacitet, anser de sovjetiske analytikere udsigten til større amerikanske anstrengelser for så meget mere betydningsfuld.
 
Det er her værd at notere sig to sammenhængende modsætninger. I USA har den trussel, der lægges mest vægt på, at gøre med en kortsigtet horisont - med forskelle påregnet at opstå i begyndelsen af 1980erne og tidligst korrigerede o. 1986. Selv om sovjetiske analytikere kunne være enige i disse forskelle og mere væsentligt i den betydning der må tillægges dem, så ville de aldrig lade deres bedømmelse på længere sigt være underordnet denne snævre synsvinkel. Medens de bekymrede blandt os på den anden side på længere sigt vil hæfte os ved farerne ved at forsinke udviklingen af Trident MX og nu også cruise-missilet, ved annullering af B-l bomberen og ved den modstand, som synes at tårne sig op overfor andre programmer, så synes sovjetiske observatører mere at hæfte sig ved den endelige anskaffelse af Trident, cruise-missiler og en mere nøjagtig og effektiv Minuteman-styrke. Tilsvarende antager de instinktivt at al forsvarets bekymring over den potentielle modstand imod nye våbensystemer i de fleste tilfælde vil vise sig uberettiget. Sovjetunionen har derfor en anden fornemmelse af de tendenser, som øver indflydelse på begge parters sikkerhed - en anden fornemmelse for tidsfaktoren, indholdet og potentiellet. Kombineret med en stærk overbevisning, som ikke er ulig den amerikanske om, at modparten tildeler militær styrke en væsentlig plads i udenrigspolitikken og til stadighed kæmper for at bevare og endog udbygge den, er konsekvensen, at dette afspejler sig i den sovjetiske holdning til SALT. USA er i øjeblikket optaget af størrelsen af de sovjetiske strategiske anstrengelser, en optagethed som fører mange til at opfatte hele problemet som et spørgsmål om kvantificering af den voksende amerikanske utilstrækkelighed og derfor bedømmer SALT på den virkning, disse forhandlinger vil have på denne kvantificering. Også Sovjetunionen er bekymret for størrelsen af de amerikanske anstrengelser, men eftersom det i løbet af det sidste tiår er lykkedes at vinde ind på USA er man nu mere bekymret for den drejning USA kan tænkes at ville foretage med hensyn til våbenkapløbet. Ligegyldig hvor stor den sovjetiske succes kan tilskrives kvalitative forbedringer af Sovjetunionens styrke, så er det i sovjetiske øjne alene USA der bestemmer den grundlæggende retning i denne konkurrence. Den fart USA ser Sovjetunionen give våbenkapløbet fortsætter Sovjetunionen at sidestille med amerikansk kontrol over dets form.
 
Resultatet er, at Sovjetunionen i SALT er mindre optaget af at korrigere udvalgte statiske indikationer - mindst af alle sådanne som er inspireret af en fremmed teori om afskrækkelse - men langt mere af at holde den amerikanske evne til at diktere udviklingen af våbenkapløbet i ave. Sovjetunionen er naturligvis ligeså følsom som USA over for aftaler, som skaber en fornemmelse af underlegenhed, og forhandler derfor omhyggeligt alt, hvad der skal skrives ind i SALT. Tilsvarende har sovjetiske ledere også en tendens til at forfølge deres mål med SALT ved at focusere på specielle systemer, men hvor USA koncentrerer sig om »destabiliserende« systemer, som f.eks. Sovjetunionens tunge missiler, spekulerer de mere i nye systemer, såsom cruise-missiler, Trident og MX, med mindre de nye systemer er helt inden for egen rækkevidde og naturligt kan indpasses i den sovjetiske grundlæggende militære strategi, såsom MIRV. Følgen er, at Sovjetunionen har en tendens til blankt at afvise nye amerikanske programmer, at afvise at erkende nogle af dem som mere stabiliserende end andre, at afvise at tilpasse våbenkontrol til disse valg.
 
I den udstrækning sovjetiske ledere fortsætter med at tro, at USA betragter sit kvalitative niveau som en psykologisk betydende faktor i konkurrencen, vil de gøre hvad de kan for at kunne måle sig med eller begrænse den amerikanske føring. I den udstrækning de fortsat er overbeviste om, at USA søger en integration af de militære balancer for at maksimere sin frihed til at anvende magt i den nedre ende af skalaen, vil de imødegå de forslag i SALT, som efter deres opfattelse har til hensigt at øge en strategisk doktrin (under fortsat udvikling), der tjener amerikanske interesser. I den udstrækning de vedbliver at se USA som værende fast besluttet på at sammensmelte sin styrkeplanlægning og våbenkontrol, vil Sovjetunionen med den største mistænksomhed behandle ethvert forslag, USA søger at bringe ind i SALT.
 
 
Noter
1) Henry Trofimenko: »The Theology of Strategy«, Orbis, Fall 1977, p. 511-512.
2) Der er naturligvis en vis ironi i at soVjetiske forfattere citerer Clausewitz’ dictum for at afvise den amerikanske afskrækkelseskoncept og for at bevise at nuklear krig har ringe værdi, da næppe noget politisk mål retfærdiggør dens anvendelse, når så mange amerikanske analytikere citerer Sovjetunionens loyalitet over for Clausewitz’ dictum som bevis for den nytte de ser i krig, herunder nuklear krig.
3) Denne prioritering dominerer hele den sovjetiske opfattelse af nuklear krig. Den afspejler sig i deres fortsatte engagement i luftsorsvar. Den forklarer deres tidligere villighed til at deployere et simpelt og ineffektivt ballistisk missilforsvar omkring Moskva. Den afspejler den fremskudte deployering af flåden, der oprindeligt skete for at imødegå Polaristruslen. Den er åbenbar i den »overkill«, der rettes imod de amerikanske hangarskibe, fordi de sovjetiske planlæggere engang gjorde meget ud af disses nukleare rolle, og den afspejler sig endelig i deres utrættelige indsats på civilforsvarsområdet.
4) Såfremt det i virkeligheden havde været muligt at udtænke en aftale, der ville give begge parter en mulighed for at beholde en lige og måske endog reduceret ICBM-styke uden MIRV men med et omfattende baseforsvar, er det muligt, at de sovjetiske ledere ville have foretrukket dette.
5) Pravda-leder om SALT, 11. feb. 1978, p. 4.
6) Dette må imidlertid være et system udover grænserne i en SALT-aftale, ikke et som kunne være en udvei for at omgå dem.
7) At denne slags bemærkninger noteres i Sovjetunionen kan ikke betvivles. De her citerede stammer alle fra sovjetiske kilder.
8) Dette må ikke misforstås: Der er få i den sovjetiske politiske og militære elite, som undervurderer det faktum, at man har været i stand til at indsnævre forskellen mellem de to parter. De har også korrekt erkendt, at de amerikanske anstrengelser er sket inden for en konstant begrænset ramme, men derfor kan de godt vække bekymring.
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
PDF iconmilitaert_tidskrift_108_aargang_apr.pdf
 

 

Litteraturliste

Del: