"Statens Sjömakt" - af Flådeadmiral af Sovjetunionen S. G. Gorshkov

Div:  318 s. Marinlitteraturföreningennr. 63, Bokförlaget Corona. Malmö 1977.
 
Anmeldelse
I litteraturen til belysning af aktuelle strategiske koncepter er det kun få russiske bidrag, der bliver oversat. Marskal W.D.Sokolowskis bog Militær-Strategi, der udkom i 1962 og hurtigt blev oversat til tysk og engelsk, har derfor fået stor udbredelse også uden for Sovjetunionen. Marskal Sokolowski havde 17 andre officerer som medforfattere. Ingen af disse er søofficerer — og ihvorvel den tredie udgave fra 1968 kort omtaler atomundervandsbåde og amerikanske hangarskibe — er Sovjetunionens maritime strategi stort set upåagtet i dette autoritative værk.
Først nu — med admiral Gorshkovs bog om Statens Sømagt — foreligger der fra sovjetisk side en samlet redegørelse for og en omfattende analyse af de teorier og tanker, der ligger til grund for såvel den røde flådes bemærkelsesværdige udvikling som for hele sovjetstatens sømagt. Der er god grund til at ønske Marinlitteraturföreningen til lykke med den hurtige og gode oversættelse til svensk ved kommandørkaptajn Harry EngstrOm. Det er få flådechefer, der som admiral Gorshkov har beklædt embedet i over tyve år — eller mere end gennemsnitsalderen for de fleste orlogsskibe. I disse tyve år har russisk, sømagt udviklet sig til at blive en global magtfaktor, som det blev demonstreret under den verdensomspændende russisk flådeøvelse OKEAN 1975. Kort efter afslutningen af denne øvelse gik Statens Sømagt til trykning i ialt 60.000 eksemplarer. 
 
Terminologien i bogen er på visse områder anderledes end vor, men den er konsekvent, og de forskellige begreber er veldefinerede. Allerede i forordet fastslås det således, at midlerne til at udnytte verdenshavene og midlerne til at forsvare statens interesser til søs tilsammen udgør begrebet: statens sømagt. Og Gorshkov fortsætter: »Betydningen af de enkelte komponenter i sømagt er ikke konstant. De bestemmes af de konkrete historiske forudsætninger, men orlogsflådens dominerende betydning vil altid bestå.«
 
Hermed er bogens hovedtese angivet, og tonen anslået med et historisk udgangspunkt. Der er naturligvis citater af Lenin, Frunze og Bresjnev, som det er sædvane i denne slags russiske bøger, men der anvendes også citater fra zartiden. Dels med henblik på at indikere sammenhængen mellem zarens og sovjetstatens flåder, og dels for at fremhæve betydningen af afbalancerede styrker konstateres det for eksempel med Zar Peter den Store, at »enhver potentat, der har en armé, har en arm; den, der oså har en flåde, har to«. Før den detaljerede analyse af orlogsflådens opgaver præciseres i første kapitel de politiske, økonomiske, folkeretslige og teknologiske forhold, der i særlig grad betinger anvendelsen af sømagt i dag. Her påpeges dels Sovjetunionens interessefællesskab og dels konkurrencen med de traditionelle vestlige sømagter. Den efterfølgende del om orlogsflådernes historiske udvikling følger hovedsagelig de tanker, de allerede er kommet til udtryk i den artikelserie, som Gorshkov skrev i Morskoy Sbornik i 1972—73, og som senere blev oversat og offentliggjort af U.S.Naval Institute under titlen Red Star Rising at Sea.
 
Bogens tredie kapitel gennemgår sovjetflådens udvikling siden anden verdenskrig. Opbygningen skildres i to perioder — tiden frem til og tiden efter midten af halvtredserne. Tiden før og under admiral Gorshkov. Gennem en professionelt ganske anerkendende omtale af den amerikanske flådes udvikling, men også med en understregning af dens »imperialistiske« opgaver, afspejles opbygningen af en den sovjetiske flåde. Speciel omtale får ubådene, overfladeehedeme og marinens flyvevåben, men også udviklingen af våbensystemerne behandles, og herunder især kernevåbnenes rolle.
 
Det er på denne baggrund bogens fjerde og sidste kapitel opstiller og analyserer opgaverne for en moderne flåde: »flåde mod flåde og flåde mod kyst«. I denne forbindelse behandles orlogsflådernes opgaver i fredstid ganske indgående, og det pointeres, »at den sovjetiske flåde anvendes af staten til udenrigspolitiske formål«. Og den russiske flådechef fortsætter: »I og med at orlogsflåden nu er kommet ud på oceanerne, har Sovjetunionen fået nye forøgede muligheder for at anvende den i fredstid til at sikre sine statsinteresser. Og disse muligheder udnyttes med bedre resultater.« Så er det sagt. Og det er ikke mindst gennem mange af den slags klare udtalelser om kontroversielle emner, at bogen er betydningsfuld — også i en politisk sammenhæng. For at løse opgaverne, hvoraf kampen mod kysten anses for at være den vigtigste, konkluderes det, »at en stor, men ubalanceret flåde må komme i anden række i forhold til en mindre, men rigtigt afbalanceret flåde«. Hvorledes den rigtige balance er, uddybes dog kun lidt; men det er admiral Gorshkovs opfattelse, »at opbygningen af den sovjetiske oceangående flåde kan placeres på samme niveau som de vigtigste begivenheder, der i vore dage har haft afgørende indflydelse på verdenspolitikken: konstruktionen af atomvåben og interkontinentale raketter«.
 
Det er således en bog, der giver den russiske flådechefs svar på mange af tidens væsentligste maritime spørgsmål. Bogen giver dog ikke noget fyldestgørende svar på, hvorfor den overhovedet er blevet skrevet. Den angives at henvende sig til en militær læsekreds, og den fremhæver betydningen af sømagt på en måde, der i højere grad end tidligere ligner den traditionelle vestlige opfattelse. Det er i sig selv særdeles interessant læsning, men man kan få det indtryk, at bogen også har et videre sigte.
 
Man kan således ikke sige sig fri for at sidde tilbage med indtrykket af, at bogen i særlig grad skal retfærdiggøre vedligeholdelsen og den yderligere opbygning af sovjetflåden. Der er formentlig en del russere, der ikke helt deler Gorshkovs opfattelse. Var den sovjetiske ydmygelse ved minelægningen ud for Vietnam — trods 11 års flådeopbygning — meget anderledes, end den var under karantænen ved Cuba? Kan den sovjetiske flåde fremvise reelle resultater af den bekostelige udbygning? Den røde flåde står som den amerikanske og andre flåder over for omfattende nybygningspro- grammer, hvis blot antallet af enheder skal holdes konstant. Det kan være en medvirkende årsag til, at en siddende flådechef udgiver Statens Sømagt.
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
PDF iconmilitaert_tidskrift_107_aargang_jan.pdf

Del: