Standardisering i NATO i begyndelsen af 1970'erne

Foto: forsvaret.dk

Jeg har ved tidligere lejligheder i Militært Tidsskrift omtalt, at Søværnets Taktikskole,
Kampinformationskursus (AIS), behandlede sager vedrørende NATO standardisering,
de såkaldte STANAGs (Standing NATO Agreements).
Denne artikel beskriver i forkortet form de grundlæggende principper i arbejdet
med STANAGs og giver et eksempel på, hvorledes en lille nation en gang imellem
kan øve afgørende indflydelse på NATOs standardiseringsbestræbelser.
STANAGs benyttes mange steder i NATO og er et værktøj, der gennem årene
har vist deres absolutte berettigelse. I princippet er en STANAG en kontrakt mellem
de deltagende nationer, som forpligter dem i henhold til indholdet. De bruges
praktisk talt indenfor alle områder, hvor samordning er nødvendig (teknikske, f.ex.
dækkende radiomateriel eller specifikationer af brændstofftyper; organisatoriske,
f.ex. dækkende radio organisation, herunder flåde broadcast systemer eller brug af
radiokanaler i et bestemt bånd m.v. Andre eksempler: En STANAG definerer, hvad
der forstås ved H-hour, D-day, etc. En anden beskriver hvorledes NATO officielt
forkorter nationsnavne i hele verden (Danmark forkortes DA). Nogle STANAGs
består af nogle få sider, andre af mange sider og andre igen har den egentlige
information beskrevet i bilag. Et særligt område er publikationer, hvor en STANAG
"dækker” en NATO publikation, f.ex. AAP6 (Allied Administration Publication No.
6), NATO's "bibel" vedrørende definitioner. En STANAG identificeres normalt ved
et 4-cifret nummer.
STANAGs godkendes ved ratifikation af de enkelte nationer. Nogle nationer
"deltager" ikke i visse STANAGs, og i andre tilfælde deltager man, men "iværksætter"
ikke. Forskellen er, at man i det sidstnævnte tilfælde indgår i distributionen og
i rettelsesproceduren. Rettelser til STANAGs finder sted ved, at deltagende nationer
underrettes om et forslag til en rettelse (indsendt af en nation eller en NATO
myndighed), med angivelse de foreslåede detailler samt et tidspunkt hvor et svar
ønskes tilbagesendt. Det meste af papirarbejdet går gennem Military Agency For
Standardisation, det såkaldte MAS kontor i Bruxelles, som samordner indkomne
svar og udvikler et forslag til en endelig text, efter behov i samråd med enkelte eller
alle deltagende nationer. Visse STANAGs dækker så specielle områder, at rettelser
behandles af et af de mange stående udvalg i NATOs hovedkvarter. I andre tilfælde
indkaldes til et møde i et "stående" eller "for tilfældet" nedsat "Working Party", som
så bearbejder sagerne, der kommer ind, og udarbejder de nødvendige rettelser. Alle
deltagende nationer i en bestemt STANAG har en national korrespondent, dvs. en
signal og postadresse på den myndighed, der nationalt kommunikerer med MAS
Bruxelles og de andre deltagende nationer vedrørende denne STANAG. De fleste
nationer har også i deres militære organisation et MAS-kontor, der holder øje med
sagsgangen nationalt og sikrer, at besvarelser tilgår MAS Bruxelles med de givne
terminer. De fleste nationer har endvidere udpeget officerer som medlemmer af de
forskellige "Boards” under MAS organisationen i Bruxelles. Gennem korrespondance
og månedlige møder i Bruxelles fastlægger disse "Boards"s prioritering og
andre overordnede politiker vedrørende standardisering og procedurer forbundet
hermed.
MAS Bruxelles fører kontrol med papirarbejdet og udsender årligt en oversigt
over status for samtlige STANAGs og under behandling værende forslag til
STANAGs.
Ratifikationsproceduren består i, at nationerne tilsender MAS Bruxelles deres
formelle godkendelse af, at denne STANAG kan bruges i NATO, efterfulgt af, om
de deltager og hvornår de agter at sætte denne STANAG i kraft. Andre bemærkninger
kan være "Army only" eller lignende. Disse ratificerings bemærkninger bliver
part af denne STANAG og kan altså findes ved opslag i "arkivet". Da det for visse
STANAGs er af afgørende betydning, at de iværksættes til et bestemt tidspunkt,
udsender MAS Bruxelles i sådanne tilfælde en dato (og måske klokkeslet) for
"NATO Wide Implementation".
Området, hvor AIS især var indblandet i sagsbehandlingen af STANAGs, var
NATOs maritime taktiske publikationer. På møder hvert andet år i Maritime
Tactical Working Party, blev nødvendige rettelser, der i forvejen var cirkuleret og
sagsbehandlet, af de i de forskellige STANAG deltagende nationer, endeligt
tilpasset og udformet med henblik på udsendelse, og den pågældende publikations
kustode (en af de deltagende nationer) derefter pålagt at endeligt redigere, trykke
og udsende den pågældende rettelse per den og den dato. Den STANAG, der
dækkede den pågældende publikation, blev derefter rutinemæssigt ajourført og
sendt til ratifikation hos de deltagende nationer, og med modtagelsen af den
godkendte rettelse,, var processen afsluttet. Nationerne var ansvarlige for intern
national godkendelse og fordeling. Kustoden for en publikation udformede normalt
både texten og indbindingsformen og trykte det antal exemplarer, som de enkelte
lande samt NATOs myndigheder havde brug for (bestilte). Der var normalt en pris
fastsat per eksemplar for at udføre dette arbejde.
Således foregik STANAG arbejdet i 1970’erne, og jeg har grund til at tro, at de
ovenfor beskrevne procedurer stadigvæk i princippet er gældende for dette arbejde.
Dengang som nu, var der en mængde rutinemæssige rettelser og deraf flydende
rutinemæssige godkendelser, og arbejdet var delvist af administrativ karakter, idet
det dog påhvilede den nationale korrespondent, i alt fald i søværnet, at henlede
brugernes (i vort tilfælde normalt søværnets operative enheder, herunder alle skibe
under kommando, der var "holdere" af den pågældende publikation) opmærksomhed
på væsentlige ændringer og lejlighedsvis også forklare lidt mere detailleret om
rettelsens indhold, formål og baggrund. En rettelser bestod ofte af nogle få sider,
men tid efter anden var der tale om meget store ændringer og indimellem en helt ny
udgave af den pågældende publikation. Rettelser til en udgave var nummererede.
En ny udgave var forsynet med det næstfølgende bogstav, således at udgave (E)
blev erstattet af udgave (F), hvorefter senere rettelser nummereredes fra nummer
1 igen. Indimellem "papirrettelser" benyttedes signalrettelser, dog således, at
rettelsen til nationale brugere altid udsendtes af den nationale myndighed. Visse
publikationer havde NATO Supplementer, ofte fordelt efter særligt behov, bl. a. for
at undgå, at højt klassificerede detailler fik altfor stor udbredelse. Hovedpublikationen
beskrev principperne, og supplementerne angav, f.ex. for hver sit geografiske
område, de specifikke detailler nødvendige for dette område.
Specielt indenfor kommunikationsområdet havde NATO "overtaget" brugen
af en række i realiteten amerikanske publikationer, de såkaldte ACPer (Allied
Communications Publications). Disse var fælles for alle værn, men af og til, efter
deres indhold, var brugen koncentreret til et eller to værn. Publikationerne, der var
amerikansk ejendom og derfor ikke blev rettet ved normale NATO procedurer, var
undergivet STANAG proceduren for godkendelse til brug i NATO. Man overkom
problemet ved en mere kompliceret, og derfor mere langsommelig rettelsesprocedure,
ved at udgive NATO Supplementer til disse bøger, der så indeholdt det for
NATO nødvendige og selve ACPen blev derfor delvist overflødig. Oprindeligt var
alle disse publikationer benævnt ACP, men efterhånden som standardiserings
procedurerne blev mere rafineret blev de operative/taktiske publikationer omdøbt
til ATPer (Allied Tatical Publications).
ACP 165 var en sådan amerikansk publikation, dækket af en STANAG. Bogens
hovedindhold var en listning af standard "Prowords" anvendt hovedsagelig i
"voice" kommunikation mellem enheder, inclusive skibe og fly. Det var temmelig
banalt, men på den anden side overordentlig vigtigt. Disse "kodeord" var afgørende
i al "voice" rapportering og taktisk samvirke mellem operative enheder, simpelthen
fordi brugen heraf forkortede meldingerne, der udveksledes, og samtidigt afklarede
Situationen, der blev rapporteret om.
En "Bogey" (uidentificeret, formentlig ijendtligt fly) eller en "Hostile" (Fjentlig
enhed) eller "Angles 10" (Højde 10.000ft), var for den indviede umiddelbart forståeligt,
og ikke mindst i operativ sammenhæng, med de mange versioner af
engelsk udtale i de forskellige nationers enheder, var disse kodeord af afgørende
betydning for hurtige og præcise udvekslinger af oplysninger mellem enheder til
søs. (Det bør erindres, at al radiokommunikation mellem enheder til søs principielt
foregik på engelsk, også mellem danske enheder, uanset om der var "fremmede"
enheder til stede).
Bogen indeholdt også andre informationer, herunder den principielle opbyg
ning afen "fjendemelding" (WHAT - WHERE - WHITHER - WHEN). Der var
også i bogen en liste over forkortelser for skibe og fly i det maritime område til
brug ved rapportering. Listen bestod af 30 til 35 to-bogstavsforkortelser med
tilhørende forklaring. Som eksempel

Disse forkortelser havde deres største betydning i det operative miljø, hvor en hurtig
fjende- eller observationsmelding til den operative myndighed var afgørende. (En
observationsmelding er en melding om "ijenden" før egentligt krigsudbrud).
Forkortelserne anvendtes således også i det fredsmæssige operative meldesystem,
der cirkulerede observationer af "potentielle ijendtlige enheder" (læs østmagt skibe
og fly) mellem nationerne og nationerne og NATO. Ganske langsomt udviklede der
sig visse tilføjelser til forkortelserne, efterhånden som skibe og fly blev mere
avancerede. Forkortelserne blev derfor mere og mere en permanent beskrivelse af
en bestemt klasse enheder. En FFH var en fregat med organisatorisk helikopter
ombord (uanset om helikopteren var ombord ved observationen eller ej). En CCG
var en krydser udrustet med styrede missiler. Da obsdervationsmeldinger ikke var
særligt værdifulde uden et navn på enheden, eller i alt fald en (NATO) klassebetegnelse,
blev typeforkortelseme dog efterhånden delvis overflødige. En "Kynda"-
klasse med navns nævnelse var af større betydning for brugeren end en "FFG".
Rutinemæssigt blev forkortelserne imidlertid fortsat benyttet.
De mange meldinger der kom ind fra hele NATO (og individuelt samordnet
med et nationalt indhentningssystem i de fleste lande), gjorde det allerede dengang
nyttigt og senere nødvendigt, at indføre computere til at føre kontrol med
informationerne. I USA var man langt fremme med dette allerede i begyndelsen af
1970'erne, og engang i 1972 blev det foreslået at ændre skibtypeforkortelseme til
et system man nu benyttede i USA (Der var flere organisationer i USA, der
benyttede disse informationer, men det er udenfor denne artikels rammer at forklare
disse organisationers indbyrdes forhold). Det korte af det lange var, at nationalt
havde USA "pålagt" NATO kommandoen SACLANT at få NATO nationernes
accept af at benytte et nyudviklet amerikansk system for betegnelser af skibtyper.
En XTPW f.ex. kunne være en destroyer (en DD i det eksisterende system), en
PYDB kunne være et handelsskib med militær dækslast (en AK i det eksisterende
system). Man behøvede i USA’s nye system ikke umiddelbart identificerbare
forkortelser, fordi displaysystememe viste de forskellige enheder med symboler, der
var umiddelbart forståelige.
Et forslag herom blev indgivet og behandlet rutinemæssigt i NATO og STANAG
1166 blev det dækkende standardiseringsdokument. STANAG 1166 var en ny
STANAG og den var derfor ikke dækket af nogen af de eksisterende Working
Parties, der behandlede publikationer og deres tilhørende STANAGs. Organisatorisk
var dette en fordel, fordi SACLANT derved måtte kunne forvente en
hurtigere sagsbehandling og godkendelse.
Det hører med til situationsbilledet, at de fleste NATO nationers flåder på dette
tidspunkt arbejdede febrilsk på at få operative data-systemer op at stå, både i
skibene og ved kommandoer i land. Der var derfor stor lydhørhed overfor
synspunkter fremført af de nationer, der allerede havde indført computersystemer
under en eller anden form, og der var i alt fald alle steder en klar forståelse af
vanskelighederne ved at indføre ændringer m.v.
Da AIS modtog de første dokumenter om STANAG 1166 var vi indledningsvis
ikke særligt interesseret i sagen. Efter kort tids sagsbehandling gik det imidlertid op
for os, at her var noget vi ikke synes meget om. For det første var vi selv midt i
indfasningen af computere, og vores udgangspunkt var, at disse nye arbejdsheste
skulle gavne og hjælpe os, ikke styre os. For det andet var den arrogante måde man
forsøgte at ændre dette, et tegn på, at man ikke havde tænkt situationen igennem,
men blot reageret på en national henvendelse om emnet uden nærmere refleksioner.
Skibstypeforkortelser havde udviklet sig til noget, der blev brugt i fredstid, og
som ovenfor beskrevet, var det nærmest overflødigt, idet en melding, der ikke
indeholdt klasse eller navn på en enhed, var uden værdi for det overordnede
situationsbillede i fredstid (den slags meldinger blev ikke engang videresendt
nationalt til NATO, så vidt jeg erindrer). I krigstid var situationen imidlertid en
ganske anden: en af egne enheder kunne måske nå at sende en melding, der
indeholdt bare dele af en identifikation af den fjendtlige enhed, før man selv blev
nedkæmpet, hvilket ville være absolut afgørende i en sådan situation.
Typisk blev hovedsynspunktet, som fremført af AIS (og senere af Danmark),
at en mindre dansk enhed (f.ex. DAPHNE-klasse patruljefartøj), der i Østersøen en
mørk nat i november blev angrebet, med stor sandsynlighed, ikke kunne nå at sende
en sofistikeret melding om den angribende enhed. Men benyttelse af umiddelbart
forståelige og derfor umiddelbart anvendelige ,,manlf-orientede forkortelser (FF for
fregat, CC for krydser, etc.), fremfor uforståelige bogstavs-sammensætninger, var
en indlysende fordel, der ikke burde kastes bort, blot fordi et computerprogram var
anskaffet med disse bogstavs-sammensætninger. Sagsbehandlingen af STANAG
1166 gik formentlig trægt alle steder, og SACLANT sendte derfor to stabsofficerer
på rundtur til NATO nationerne i Europa for at sælge ideen. Disse, samt en FE
repræsentant, var i Søværnets Operative Kommando (SOK) og på AIS for at
forklare, hvor nødvendigt det var for Danmark at gøre, hvad de fleste andere
nationer allerede var på vej til, nemlig acceptere forslaget.
På AIS mente vi dog ikke, at slaget var tabt, og da SOK støttede os i princippet,
søgte vi at gøre Forsvarsstaben opmærksom på problemet. Enden på disse nationale
forhandlinger blev, at Danmarks holdning skulle være den af AIS foreslåede, i alt
fald indtil videre, og at man ville foreslå et møde i Bruxelles med deltagelse fra
nationerne for en nærmere drøftelse af sagen.
Undertegnede, næstkommanderende ved AIS og kaptajnløjtnant, blev udpeget
til at være Danmarks repræsentant ved mødet, der fandt sted i oktober 1973 i NATO
hovedkvarteret i Bruxelles. Jeg erindrer, at der var omkring 7 deltagere i mødet, alle
søofficerer, en norsk, en tysk, to briter, en amerikansk og en belgisk. De fleste
repræsentererde deres nation, men den ene brite repræsenterede NATO, jeg tror
CINCHAN, Kanalkommandoen.
Formiddagen gik med at fastlægge nationernes positioner. Kun Danmark var
klart imod. Tyskland og Norge var principielt instruerede om at støtte det af
SACLANT fremførte forslag, men også parate til at lytte, medens United Kingdom
(UK) var klart for forslaget. Belgien var ikke synderligt interesseret. Det lå i luften,
at det var et spørgsmål om tid, før Danmark måtte opgive sit særstandpunkt.
Sådan kom det imidlertid ikke til at gå. Da dagen var forbi, var det klart, at
kimen til forståelse af Danmarks synspunkt af både Tyskland, Norge og sågar UK
var lagt, og stabsarbejdet tog derefter en helt anden vending. Ca. et halvt år efter var
det klart, at U.S.A. ikke kunne få nationerne til at ratificere forslaget om ændringer
i skibstypeforkortelsene benyttet af NATO, og forslaget blev trukket tilbage. Til
gengæld blev STANAG 1166 bibeholdt, men nu indeholdende de oprindelige tobogstavsforkortelser
samt de forbedringer, der kom af den intense og kompetente
sagsbehandling sagen havde fået mange steder efter mødet i oktober 1973. De
umiddelbart forståelige tobogstavsforkortelser blev generelt fastholdt, men med mulighed
for tilføjelser. Bl.a. blev forskellige "suffixer" godkendt til beskrivelse af krigsskibenes
våbenkapabilitet m.v. Samtidigt blev det anerkendt, at forkortelsen POD blev
den officielle forkortelse for ikke venlige ubåde.
Jeg har ovenfor beskrevet det pricipielle i sagsgangen efter hukommelsen, og
udeladt detaljer, herunder utallige samtaler, udveksling af synspunkter skriftligt som
mundtligt, der fandt sted både i Danmark og mellem nationerne i denne sag. Hvad
der startede som en rutinesag, hvis udkomme nærmest var givet, blev pludselig til
et principspørgsmål, og de operative synspunkter, oprindeligt fremført af AIS, blev
efterhånden almindelig anerkendt, til fordel for de administrative, fremført af
SACLANT.
Dette var kun een af mange STANAG sager. Ofte var løsningerne knapt så
"interessante", men der var naturligvis mange andre situationer, hvor grundigt
stabsarbejde, også ved andre tjenestesteder i forsvaret, medførte at "lille Danmark"
blev hørt i en eller anden sammenhæng, ofte ligeså vigtig, men måske mindre
synlig. NATO samarbejdet, og ikke mindst standardiseringsarbejdet er noget med
at give og tage og lade tingene gå deres gang. Men på forhånd at undlade at
fremføre synspunkter, fordi man ikke mener, at man kan "vinde," er ikke nødven
digvis den rigtige metode. Tværtimod, hvis man har forstået hvad sagen drejer sig
om, og kommenterer intelligent, vil man finde forståelse for en afvigende opfattelse
og måske bevæge løsningen, selv om man ikke ofte er i stand til at dreje hele sagen
rundt, som i det ovenfor anførte eksempel vedrørende skibstypeforkortelser og
STANAG 1166.

 

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidskrift_128_aargang_nov.pdf

Litteraturliste

Del: