Stalins hjemmefront 1941 – 45

Erik Kulavig, Stalins hjemmefront 1941 – 45. Odense: Syddansk Universitetsforlag, 2004. 240 sider, 278 kr.

Forfatteren er lektor ved Center for Russiske og Østeuropæiske studier ved Syddansk Universitet og er en af Danmarks fremmeste forskere i Sovjetunionen historie. Han har bl.a. været gæsteforelæser ved Stanford University. Hans bog fra 1999 ”Tretten historier om ulydige russere”, er en lille perle.

Denne bog er et opgør med en sejlivet myte om det sovjetiske folks opslutning om det kommunistiske partis ledelse under Den Store Fædrelandskrig., som 2. verdenskrig stadig kaldes i Rusland. Det er en myte, som partiet dyrkede til det ekstreme efter krigens ophør, da netop fordrivelsen af tyskerne fra Moder Rusland var partiets eneste succeshistorie og derfor var hjørnestenen i de kommunistiske magthaveres legitimitet, en legitimitet, der i øvrigt var til at overse. Myten har været dyrket så effektivt, at den også har vundet betydelig udbredelse i den vestlige verden. 

Erik Kulavig får med stor effektivitet punkteret denne mytedannelse. Gennem grundige studier af kildemateriale, der blev frigivet i årene efter Sovjetunionens opløsning, tegnes der i bogen et troværdigt billede af livet bag fronten. Kilderne er først og fremmest indberetninger til den centrale partiledelse fra lokale afdelinger af partiet og sikkerhedspolitiet, NKVD (KGB’s forgænger), om befolkningens adfærd og reaktioner i bestemte situationer og i forbindelse med vigtige partibeslutninger. Det er ganske rystende læsning, der ligger på linie med den beskrivelse af Partistatens krig mod sin egen befolkning, som Professor Bent Jensen så glimrende beskriver i sin – i dette tidsskrift – så omdiskuterede bog, Gulag og glemsel. Forfatteren betoner, at han kun har haft adgang til et lille uddrag af det eksisterende kildemateriale, men at det taler så tydeligt et sprog, at man kan tillade sig at drage mere generelle konklusioner.

Stalins kollektivisering af landbruget i 30´erne var dybest set en regulær krig mod landbefolkningen, som har trukket lange spor i Sovjetunionens og det moderne Ruslands historie. (Se f.eks. beskrivelsen – fra et kommunistisk synspunkt, som dog ikke lader læseren i tvivl om, at der er tale om krig - i nobelpristageren Mikhail Sholokhovs ”socialrealistiske” roman, Nypløjet jord). Ved krigens udbrud og tyskernes hurtige og spektakulære sejre blev besættelsesmagten indledningsvis hilst velkommen som en slags befriere flere steder.  Imidlertid var der som bekendt tale om et nazistisk ideologisk korstog, hvorefter befolkningen, ikke mindst i Hviderusland og Ukraine, hvor modstanden mod Stalins styre var særlig stærk, måtte se i øjnene, at man havde valget mellem to onder. I denne valgsituation sejrede som oftest ”patriotismen”.

Bogens første del beskriver den sociale kontrol, der fandt sted gennem partiapparatet og ikke mindst sikkerhedsorganet NKVD. Man vekslede mellem nøje kontrol, drakoniske straffe for forseelser, der skadede Staten eller rettere partistaten, samtidig med foretog visse slækkelser i forhold til partilinien i perioder, hvor partiet var i defensiven på grund af krigslykkens ugunst, f.eks. muligheden for religionsudøvelse. Den Ortodokse Kirke blev mobiliseret for at vække patriotismen og Moskvas Metropolit Sergejs flammende patriotiske tale fra august 1941 gennemgås og reaktionerne i befolkningen sammenlignes med reaktionerne på Stalins to berømte taler fra 3. juli og 7. november 1941, taler som den særligt interesserede i øvrigt kan købe på CD i den russiske Dumas forhal.

Bogens anden del beskriver folkestemningen på baggrund af kildemateriale fra bl.a. Leningrad, Moskva, Kursk og Arkhangelsk. Der tegnes et rystende billede af et samfund med mangel på næsten alle typer dagligvarer, hvor direktører og partifunktionærer sørger for sig selv, også når det drejer sig om at komme ud af områder, der er truet af tyskerne.

Der tegnes også et interessant billede af en dramatisk nedgang i antallet af partimedlemmer for slet ikke at tale om medlemskaber af partiets ungdomsorganisation, Komsomol. Noget af tilbagegangen skyldes, at mange partimedlemmer melder sig til tjeneste i Hæren og derefter indgår i de militære partikadrer, men selv det kan slet ikke forklare markante tilbagegang i partiets medlemstal, der først begynder at stige igen ved krigens slutning.

Bogens tredje del omhandler krigens undersamfund og er en uhyre interessant beskrivelse af forholdene i industrien og landbruget, herunder ikke mindst den arbejdspligt, der mest af alt havde karakter af slavearbejde, og hvor befolkningens modtræk var for silde møde, udeblivelser, druk og systematiseret ineffektivitet, fænomener, der blev videreført helt op til systemets endelige sammenbrud i 1991.

Ikke mindst er den sammenligningen af forholdene i ”den store lejr”, d.v.s det sovjetiske samfund, med forholdene i ”den lille lejr”, dvs. Gulag-systemet, fortræffelig.. Denne del af bogen afsluttes med et fremragende afsnit om undergrundsøkonomien, som regimet i stort omfang måtte se gennem fingre med for at forsyningssituationen kunne være blot tilnærmelsesvis tålelig. Dertil kom en udbredt korruption i de højere partikredse, hvilket der også afdækkes en spændende flig af og ikke mindst af systemets sanktioner herpå – eller mangel på sammen.

Erik Kulavig har med denne interessante og meget veldokumenterede bog bidraget med en vigtig, men ofte overset brik i krigshistorien, hjemmefrontens forhold. Det er en bog, der fortjener mange læsere.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_133.aargang_nr.3_2004.pdf

Del: