Stalin - Den røde zar og hans hof

Anmeldt af Poul Grooss

Simon Sebag Montefiore, Stalin - Den røde zar og hans hof. København: Borgens Forlag, 2004 (Oversat fra engelsk af Allan Søndervang). 808 sider, kr. 499,00.

 

Foto: Gucca.dk

 

Han har tillige skrevet en biografi om fyrst Potemkin, som var en af Ruslands vigtigste statsmænd (under zarina Jekaterina II). Forfatteren har fået adgang til Stalins nyåbnede arkiver og andre vigtige kilder fra Stalins inderkreds. Bogen er forsynet med ca. 60 fotos, hvoraf en væsentlig del er private fotos, som er med til at give læseren et indtryk af dagliglivet i det, som forfatteren med rette kalder den røde zars hof.

Forfatteren kommer med en fantastisk og samtidig gruopvækkende skildring af dagliglivet omkring Stalin. Man bliver præsenteret for hans personlige sekretærer, hans husholdersker, de politiske topfolk fra partiet og ministerierne, livvagterne, marskalerne og ikke mindst cheferne for de hemmelige tjenester. Det er ikke læsning for sarte sjæle. Bogen kan læses som en slægtsroman, en kriminalroman (der er mange mord), som en psykiatrisk patientjournal eller som en lærebog i lederskab. Bogen er et grundigt videnskabeligt værk med omhyggelig dokumentation for hver enkelt påstand.

Bogen tager sit udgangspunkt i en familietragedie, som udspilledes i 1932, da Stalins anden hustru, Nadja Sergejevna Allilujeva, efter en middag tilsyneladende begik selvmord. I kredsen omkring Stalin skal man altid være lidt varsom med at fastslå dødsårsagen. Herfra bevæger forfatteren sig for en kortere stund tilbage til Stalins fødsel, barndom og ungdom, så læseren har et udgangspunkt. Herefter følger vi Stalins vej mod partitoppen, da Lenin bliver syg. På side 58 gives en fantastisk beskrivelse af Stalins overfusning af Lenins hustru, Nadjesda Krupskaya, under Lenins sygdom. Så følger en usikker periode for Stalin, hvor han imidlertid langsomt konsoliderer sin magt. Efter hustruens selvmord får han formentlig et psykisk knæk. Under alle omstændigheder ændrer han sin lederstil. Gradvist kommer han til at sidde mere sikkert på magten. Man kan følge hans udvikling på vej som enehersker, og læseren får beskrevet grundlaget for persondyrkelsen.

Der gives en god psykologisk skildring af personen Stalin, og læseren kan også følge med i hans dagligdag. Stalin arbejder utrolig hårdt hver dag og sætter sig godt ind i sagerne. Han har en solid baggrund til at udfærdige direktiver til sine ministre og embedsmænd. Samtidig tegner forfatteren også et billede af en mand, som er meget belæst. Han har en solid historisk ballast. Zar Ivan den Grusomme er et af hans store forbilleder! Bogen nævner som et kuriosum på side 47, at Saddam Hussein havde Stalin som sit store forbillede. Hans soveværelse og arbejdsværelse var fyldt med bøger om Stalin.

Begyndelsen af 1930’erne var præget af kommunistpartiets voldsomme kamp mod kulakkerne. Det kostede millioner af sovjetborgere livet og medførte en voldsom hungersnød. Da den kampagne var overstået, startede Stalin langsomt de store udrensningsprocesser, som atter kostede det sovjetiske samfund så store ofre. Inspirationen havde han måske hentet i Tyskland. Da Stalin hørte om ”De lange knives Nat” den 30. juni 1934 (side 155), sagde han til Mikojan: ”Har du hørt, hvad der er sket i Tyskland? Den Hitler er vel nok et mandfolk! Prægtigt! Det er en dåd, der kræver ikke så lidt dygtighed!”

Herefter optræder Stalin som den magtfulde person, der spiller sine medarbejdere ud mod hinanden. Han konsoliderer sin magt, medens alle hans medarbejdere lever i evig uvished. Man følger blandt andet en ung partisekretær Nikita Khrusjtjov fra Ukraine, som er så ivrig efter at følge Stalin, at han likviderer langt flere personer i Ukraine, end Stalin havde stillet krav om. For den sarte læser må det nok lige oplyses, at man ikke opererede med begreber som ”retfærdighed” og ”skyld”, men snarere prøvede at gætte sig til, hvor stor en procentdel af befolkningen, som var folkefjender. Efterfølgende blev der fastlagt arrestationskvoter og tal for likvideringer eller henrettelser. På den måde skulle man få folk til at slutte op omkring partilinien. Kom det til en retssag, så var skyldsspørgsmålet afgjort i forvejen.

I det system havde Stalin brug for dygtige medarbejdere, som kunne forvalte et stort antal fangelejre (Gulag-systemet) og drage nytte af fangerne i produktionen. Derfor var cheferne i de hemmelige tjenester, NKVD, NKGB, MVD, MGB og KGB, også nøglepersoner ved hoffet. En af bogens fortjenester er de fantastisk gode personskildringer af cheferne, ikke mindst Jagoda, Jesjov og Berija, og i et vist omfang også af deres håndlangere. Man kan også følge med i, hvor udmattede bødlerne var i de hektiske perioder.

En lang række af Stalins nære medarbejdere bliver likvideret i slutningen af 1930’erne. Da de indledende likvideringsrunder er overstået, fortsætter han med at arrestere og likvidere hustruerne til sin nye medarbejderkreds. Det kan være svært at sætte sig ind i tankegangen for Stalins terrorregime. Motivet i det sidst nævnte tilfælde kunne være en slags prøve på en loyalitetserklæring for ægtefællen set i relation til partidisciplinen. Da krigen kommer, er en stor del af den militære ekspertise gået tabt under udrensningerne. Bogen beskriver, hvorledes marskal Sjukovs stjerne er opadgående, samtidig med at Stalin sikrer sig, at der ikke sker nogen form for persondyrkelse af andre end ham selv. Da krigen er ved at slutte under kapløbet mod Berlin, spiller Stalin de to marskaler, Konjev og Sjukov, ud mod hinanden. Hvem skal være Berlins erobrer? Samtidig gør Stalin det klart for de vestallierede, at Berlins erobring ikke er noget, man har specielle planer om. Lige så snart Berlin er erobret, og krigen er vundet, tager Stalin over igen. Marskalerne skal ikke tro, at de er noget.

Bogen skildrer desuden de nærmeste ministre og partifunktionærer så som Vorosjilov, Mikojan, Molotov, Khrusjtjov og Malenkov. De fleste skildringer er lidet flatterende. En del af bogens informationer har selvfølgelig været kendt før, men det er forfatterens store fortjeneste, at vi får tegnet et fuldstændigt portræt af personen Stalin, hvor også de mennesker, der omgiver ham, er kommet med.

For den militære læser er skildringen af Den finske Vinterkrig og Den store Fædrelandskrig (Den anden Verdenskrig) meget interessant. Krigen i Finland udvikler sig i starten til en katastrofe, og Stalin sikrer sig, at de ansvarlige for dens ledelse bliver likvideret. Ved det tyske overfald på Sovjetunionen den 22. juni 1941 bliver Stalin handlingslammet, og dermed tør hans nærmeste rådgivere heller ikke påtage sig et lederansvar. Senere følge vi marskal Sjukov i kampene uden for Moskva, i Stalingrad og på vejen mod Berlin.

Blandt observatører i Vesten har der fra tid til anden været grund til at udvise nogen skepsis over for den sovjetiske flyproduktion. Her får læseren på side 559 en statistik på bordet, som taler et meget tydeligt sprog: Af de 80.300 fly, som Sovjetunionen mistede under hele krigen, var fjenden ikke involveret i 47 pct. af tabene! Det undrede også Stalin, og de ansvarlige generaler blev anholdt og torteret, da statistikken blev forelagt ham af hans søn.

Bogen beskriver også Stalins ønske om at udvikle et atomvåben. Berija vil gerne stå for projektet, og han får ubegrænsede ressourcer stillet til rådighed. Det står også klart for Stalin og Berija, uden at det bliver sagt, at leverer Berija ikke varen, så bliver han likvideret. Da den første bombe bliver bragt til eksplosion, checker Berija med videnskabsmændene, at alt er gået, som det skulle og ringer derpå meget stolt til Stalin, som blot siger: ”Ja, det ved jeg godt!” Han havde fået en af generalerne til at ringe umiddelbart efter affyringen.

Skulle man bruge Stalins principper over for læserne, så ville det være nærliggende at ønske sig, at samtlige stalinister skulle tvinges til at læse denne bog - og det skulle også gælde for deres familier. Læserne bringes tæt ind på beslutningsprocesserne omkring ufattelige tragedier - ufattelige såvel i grusomhed som i omfang. At Stalin var en grusom leder er ikke noget nyt. Alle som gerne ville vide det, vidste det. Det nye ved denne bog er den omfattende dokumentation fra de involverede, deres ægtefæller og børn og læseren får en fantastisk beskrivelse af hele ledelsesmiljøet. Det er i flere henseender en stor bog.

Bogen er forsynet med kildeforklaringer, omfattende noter til hvert kapitel (i alt 50 sider) og en udvalgt bibliografi opdelt i primære og sekundære kilder. Ydermere er bogen forsynet med et nyttigt stikordsregister.[1]


[1]  I denne boganmeldelse er stavning/transskribering af russiske personnavne foretaget som i bogen og dens personregister.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

 

militaert_tidsskrift_134.aargang_nr.1_2005.pdf

 

Del: