Stalin – Diktaturets anatomi

Anmeldt af Karsten Møller

Niels Erik Rosenfeldt, Stalin – Diktaturets anatomi. København: Høst & Søn, 2006. 419 sider. 349,00 kr.

 

Foto: Gucca.dk

Hans hovedværk fra 1978, Knowledge and Power. The Role of Stalins Secret Chancellery in the Soviet System and Government, var internationalt banebrydende for forståelsen af, hvorledes Stalin regerede. Denne bog, der her anmeldes, samler i mere populær form en lang karrieres Stalinforskning. Hvis man vil læse om Stalins drukorgier og andre excesser, skal man ikke vælge denne bog. Dette værk beskriver og analyserer først og fremmest Stalins magtapparat eller rettere magtapparater og den politik, han førte; men selve personen Stalin kan man naturligvis ikke komme udenom. Stalins liv danner rammen om en beskrivelse af hans politik på en række væsentlige områder. Han fremstilles som en dogmatisk discipel af Lenin og dennes fortolkning af marxismen.

I modsætning til den myte, som ikke mindst Trotskij skabte, at Stalin var en lille primitiv georgier, ikke særligt velbegavet, men snu, beregnende, ondskabsfuld, hævngerrig og paranoid, men myreflittig, tegnes i bogen et billede af en ganske veluddannet, meget velbegavet og uhyre belæst person, der var snu, beregnende osv. Han besad den rå vilje til magt og til at udnytte denne til det yderste uanset konsekvenserne.

Rosenfeldts tese er, at uagtet Stalin som person havde utrolig gennemslagskraft, var han i sidste ende et produkt af det bolsjevikiske system. Den revolutionære mentalitet og erfaringerne fra Borgerkrigen 1917-20 prægede de ledende kommunisters verdenssyn. Der var fjender overalt: ydre fjender i form af den kapitalistiske verden, indre fjender i form kontrarevolutionære kræfter, og disse to grupperinger stod tilmed i indbyrdes forbindelse. Denne opfattelse var en af de væsentligste årsager til de gentagne udrensninger i forskellige befolkningsgrupper, bønder, ingeniører officerer osv. Det er ikke at overdrive at tale om krigen mod befolkningen. Dertil kom krigen i selve kommunistpartiet, som var et led i en permanent magtkamp og magtkonsolidering

Bogen behandler indgående problemerne omkring tvangskollektiviseringen, som ikke blot var et middel til at forcere industrialiseringen, men var et led i det mobiliseringsberedskab, som i største hemmelighed blev opbygget i 30’erne. I Stalins (og Lenins) ideologiske univers ville en krig med den kapitalistiske verden komme før eller siden. Derfor måtte man forberede sig herpå ved at opbygge moderne, veludrustede væbnede styrker og ikke mindst en industri, der kunne producere krigsmateriel med kort varsel. Dertil kom opbygning af lagre af såvel råstoffer som levnedsmidler, der kun måtte røres i tilfælde af krig. Mens hungerkatastrofen rasede i begyndelsen af 30’erne og millioner af mennesker døde af sult og underernæring, ikke mindst i Ukraine, eksisterede der og udbyggedes store beredskabslagre, som kun kunne røres med Stalins tilladelse. En grum historie, der desværre er sand.

Bogen giver en grundig analyse af årsagerne til den store terror i 30’erne, herunder interessante betragtninger over mordet på Leningrads partichef, Sergej Kirov, og af Stalins udenrigspolitik frem til 2. Verdenskrig.

Afsnittet om ”Systemets ildprøve”, 2. Verdenskrig, er fremragende og gør bl.a. op med myten om, at Stalin skulle være lammet af chok ved indledningen af Operation Barbarossa. Han havde ventet et sådant angreb, måske ikke lige på dette tidspunkt, selvom han havde alle de nødvendige efterretninger, men det, der chokerede ham, var de massive tyske sejre i begyndelsen af krigen, som var tæt ved at få systemet til at bryde sammen. Men han kom sig hurtigt og fik med sædvanlig handlekraft hanket op i systemet og fik endda til dels befolkningen med sig ved at skabe begrebet ”Den Store Fædrelandskrig”, der appellerede til den legendariske russiske patriotisme. Der er næppe heller tvivl om, at det etablerede mobiliseringsberedskab, herunder flytning af det meste af rustningsindustrien til øst for Ural, var en stærkt medvirkende årsag til, at systemet overlevede krigens første måneder.

Bogen afsluttes med fire fremragende kapitler, der beskriver, hvorledes Stalin tog fat på at sikre systemets magt gennem baglandets stabilisering (læs: undertrykkelse af potentielle systemfjender), ideologisk mobilisering (Sovjetunionen omgivet af fjendtlige stater og andre onde kræfter) samt magtens centralisering (nye udrensninger). Det andet af disse kapitler beskriver Stalins syn på efterkrigstidens internationale system og tegner særdeles interessant og dystert billede af en aldrende og delvis paranoid despot, der mere og mere hælder til, at en snarlig krig er uundgåelig. Det tredje kapitel beskriver de forberedelser, som Stalin satte i værk for at rense ud i baglandet og forberede sig til den krig, der nødvendigvis måtte komme. Bogens sidste kapitel sammenfatter på fremragende vis Stalindiktaturets anatomi.

Der er, som det måske fremgår af ovenstående, tale oem en fremragende bog, der fortjener mange læsere. Det eneste kritikpunkt er, at der ikke er et noteapparat, hvilket formentlig ikke skyldes forfatteren, men forlæggerens økonomiske hensyn. Til gengæld er bogen forsynet med et bibliografisk essay, der i nogen grad kompenserer for det manglende noteapparat.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_136.aargang_nr.1_2007.pdf

Del: