Stalin’s Ocean-Going Fleet. Soviet Naval Strategy and Shipbuilding Programmes 1935-1953

Anmeldt af Michael Clemmesen

Jürgen Rohwer & Mikhael S. Monakov: Stalin’s Ocean-Going Fleet. Soviet Naval Strategy and Shipbuilding Programmes 1935-1953. London: Frank Cass, 2001. 334 sider, 45 £.

Bogen indeholder først og fremmest en fyldig samling af detaljerede koncepter, planer og skemaer over de facto bygning, modernisering og andre typer af anskaffelse af skibe og skibsteknik til den sovjetiske flåde – eller mere korrekt de sovjetiske flåder. Den følger flåderne fra det bolsjevistiske kup i slutningen af 1917 til op mod 1960. Den omfattende materialesamling giver i sig selv bogen en betydelig værdi for senere forskning i sovjetunionens strategiske og maritime tænkning.

Men herudover er bogen nyttig på to måder. For det første ved at justere og nuancere den hidtidige generelle opfattelse af årsag og virkninger til Stalins beslutning i 1930erne om at bygge en stor, moderne slagskibsflåde. For det andet ved – ufrivilligt – at illustrere, hvor vanskeligt det var logisk at begrunde anvendelsen af meget betydelige statslige ressourcer på at opbygge store artilleriskibsstyrker. Det var en vanskelighed, som russiske søofficerer delte og deler med kolleger fra andre kontinentalmagters mariner.

På den ene side kan man logisk forstå, at enhedernes indsatsmuligheder i en krig med overlegne maritime stormagter gør dem til en tvivlsom anvendelse af begrænsede statsressourcer i en tid, hvor en ny storkrig truer. På den anden side føler man i den maritime rygrad og sit maritime hjerte, at profeten Mahan havde, måtte have, ret.  Dette på trods af, at de maritim-geografiske vilkår – med de traditionelle flåder i Østersøen og Sortehavet og med den direkte adgang til oceanerne fra perifere områder med svag infrastruktur og ekstreme klimatiske vilkår - gør det endnu vanskeligere for Rusland end for andre stormagter at danne et logisk forsvarligt idégrundlag for et højsøflådebyggeri. Men disse objektive problemer havde ikke hindret, at Zar Nikolaj II valgte denne vej fra 1907 til 1914 på trods af, at genopbygningen af en uanvendelig flåde sinkede den vitale modernisering af hæren. Og de bremsede ikke Stalin fra 1935 og igen efter 1945.

Som nævnet korrigerer og nuancerer bogens fremstilling det hidtige billede af beslutningsforløbet i midten af trediverne. Hidtil har man set skiftet knyttet til Stalins oplevelse af afmagt under den Spanske Borgerkrig. Den sovjetiske flåde var domineret af den ’unge skoles’ (’jeune école’) tilhængere. Men den hurtigt voksende ’moskitoflåde’ af ubåde, små motortorpedobåde (’torpedokuttere’) og kystartilleristøttede minespærringer kunne ikke beskytte Sovjetunionens søforbindelser til republikanerne.  Bogen argumenterer overbevisende for, at beslutningen om at bygge en stærk, ny, russisk højsøflåde blev tage af Stalin allerede i 1935, dvs. før den Spanske Borgerkrig. Beslutningen var sandsynligvis et resultat af flere faktorer.

For det første havde flådens ’unge skole’-line aldrig domineret fuldstændigt. Den traditionelle skole havde stadig indflydelsesrige tilhængere, der bl.a. sikrede modernisering af de tre ældre slagskibe. Den ’unge skoles’ dominerende position var først og fremmest en logisk følge af den nødvendige høje prioritering af opbygningen af land- og luftmagtens industribase under første og anden femårsplan og af generalstabschefen Tukhachevskys militærstrategiske og operative ideers overbevisningskraft, selv på marineofficerer. Men den ’unge skoles’ dominans blev konstant afbalanceret af industriinteresser i at bevare ekspertise i bygning af større enheder samt fra 1931 af behovet for at opbygge en mere balanceret Stillehavsflåde mod Japan. 

                             Et andet element var sandsynligvis den internationale maritime udvikling, hvor alle stormagter nu genoptog slagskibsbyggeriet.

For Stalin blev byggeriet af store, hurtige slagskibe og slagkrydsere et område i oprustningen, som han gør til sit eget specialistområde, en hobby, hvor han ikke accepterede andres indblanding. Hærledelsen blev holdt ude, flådeledelsen virkede som et teknisk sekretariat, der ikke blev givet indblik i eneherskerens logik.  Som flådechefen Kuznetsov skrev i sine erindringer: ’Doktrinen var nogen udefineret. Flådedoktrinen fandtes kun i Stalins hoved’.

                             Man har hidtil set flådens del af udrensningerne i de væbnede styrker 1937-38 som et opgør med ’jeune école’. Bogen dokumenterer, at dette ikke var tilfældet.  Flådens - og hærens - ledelse havde i 1937 allerede loyalt skiftet til at støtte diktatorens linie i den maritime opbygning. Det blev heller ikke kun nøglepersonerne i den russiske ’unge skole’, der blev ramt og udslettet, men også officerer, der hele tiden er blevet opfattet som talsmænd for den traditionelle skole med dens afbalancerede højsøflådedel. Man kan ikke sige, at Stalins ønsker og store artilleriskibe afsporede den forsatte opbygning af de lette flådestyrker, der skulle kunne gennemføre et robust dybt forsvar foran kystområderne og kontrollere Sortehavet, det Kaspiske Hav og de for Sovjetunionen afgørende, indre dele af Østersøen. Diktatorens højsøflåde ville, hvis den blev realiseret, havde opbygget en svag del af flådens struktur til et symbol på hans magt. 

                             Bogen dokumenterer, at støtten til erobringen af de baltiske lande og Finland fra midten af trediverne var en eksplicit opgave for flåden. Den klarlægger, at Stalins planer for flådeopbygning indledningsvis i ligeså høj grad var uden sammenhæng med de industrielle realiteter, som den land- og luftmilitære oprustning have været i 1928-29. På den tid, det tog at bygge prototypen af et stort moderne krigsskib (og grund af Stalins konstante justering af fartøjets detaljer) kom krigen. Man kunne sige, at det var heldigt, at den kom, før man nåede at fejlanvende for mange ressourcer.

                             Bogen kommer, ufrivilligt, til at illustrere kilden til en afgørende mangel i periodens sovjetiske flåde. Den koncentrerer sig helt om den materielle opbygning. Den beskriver og analyserer ikke systematisk de reelt uløselige problemer, den meget hurtige strukturopbygning skabte for mulighederne for at følge i opbygningen af kvalificerede besætninger og støttestrukturer. Selv hvis de feberagtige byggeprogrammer var blevet realiseret, ville de ikke have leveret en effektiv kampflåde, men kun en sejlende Potemkin-kulisse. Det var indlysende umuligt at følge med i forøgelsen af antallet af kvalificerede, praktisk rutinerede kadrer af officerer og tekniske specialister, og problemerne blev forværret af udrensningerne samt doktrinskift og –uklarhed.

                             Anmelderen er enig i bogens bedømmelse af Stalins primære motiv til at forsøge at opbygge en stærk flåde af moderne artilleriskibe. Både i slutningen af trediverne og ti år senere var motivet i langt højere grad skibenes generelle stormagtsymbolværdi end deres operative anvendelighed. Stalin var således helt på linie med Wilhelm II, Nikolaj II, de ledende politikere i Østrig-Ungarn og Italien samt Hitler: Macholegetøj for enevældige stormagtsfyrster.

militaert_tidsskrift_135.aargang_nr.2_2006_copy.pdf

Del: