Spil om krig og kriser

Foranlediget af den opmærksomhed en nylig afholdt total- forsvarsøvelse, Jonas, har vakt i Sverige, har stabschefen ved Vastra Militårområde, overste Bengt Liljestrand, i Svenska Dagbladet redegjort for, hvorledes spilteknikken i vore dage har vigtige anvendelsesområder også uden for den militære sektor. Oberstens redegørelse, der også kan have interesse for danske læsere, bringes her i oversættelse.

 

Siden Arilds tid har forskellige typer af spil været anvendt som middel til at uddanne og træne ledere af militære operationer. Nu om dage anvendes spil også i forbindelse med militærteknisk forskning. Også i forbindelse med f. eks. uddannelse af virksomhedsledere og forskning vedrørende samfundsplanlægning anvendes spil i øget omfang. Jurister anvender fingerede retssager med henblik på undervisning og træning. Og i de sidste årtier har der været en stigende interesse for politiske spil i et simuleret internationalt miljø. Disse har også virket stimulerende på interessen for studiet af internationale forhandlings- og beslutningssituationer.

I ældre tiders kinesiske og indiske krigsspil øvede man samvirket mellem ledelsen af militære styrker af forskellig sammensætning og med forskellig bevæbning; i det indiske krigsspil Chatarunga anvendes soldaterfigurer og terning. Men først mod slutningen af 1700-tallet begyndte man i større udstrækning at anvende spil med henblik på undervisning og forskning. I 1806 publicerede Opiz »Das Opizsche Kriegsspiel (ein Beitrag zur Bildung und zur Unterhaltung selbst des erfahrensten Taktikers)«.

Opiz udnyttede forskellige terrænmodeller eller kort og et system af regler for enhedernes marchhastighed, ildkraft og forsyningstjeneste samt sanitetstjeneste. Endog moralske faktorer blev taget i betragtning; Opiz angiver f. eks. at »i nærværelse af generalerne fordobles styrken af infanteriets og artilleriets ild, ligesom kavaleriets angrebskraft. Dette gælder dog ikke grenadereme og ulanerne, som selv uden generalernes nærværelse altid virker med dobbelt kraft.«

Mod slutningen af 1800-tallet begyndte man også at anvende søkrigsspil for at studere dueller mellem krigsskibe og mellem krigsskibe og kystartilleri. Et af formålene var at udfinde de bedste taktiske fremgangsmåder ved torpedoskydning, et andet at sammenligne forskellige fremdrivnings- metoder med henblik på fremtidige fartøjer, et tredie at sammenligne virkningen af kystartilleri og skibs a rtilleri i træfninger nær kysten.

Den tyske krigsplanlægning i 1914 byggede i høj grad på gennemførte krigsspil. Også i Rusland udnyttede man spil ved studiet af militære operationer i stor skala. I 1914 gennemførtes et sådant, der forudså en russisk indmarch i Østpreussen. Vanskelighederne ved at rykke frem med to armeer uden egentlig samordning synes at være fremgået klart, ikke desto mindre anvendtes de russiske styrker ved de Masuriske Søer og ved Tan- nenberg uden at de ældre planer ændredes. I mellemkrigstiden gennemførtes bl. a. i Tyskland et stort antal krigsspil som indledningsvis behandlede de politiske begivenheder i en krisesituation. I 1929 ledede von Manstein et sådant spil med udgangspunkt i en fingeret udenrigspolitisk krise mellem Polen og Tyskland. Repræsentanter for det tyske udenrigsministerium deltog i spillet, von Manstein siger i sine erindringer, at »herrerne fra udenrigsministeriet, for hvem spil om mulige konflikter synes at være en fuldstændig nyhed, var helt overbeviste om metodens værdi«. Dette krigsspil har direkte berøringspunkter med vore dages krisespil (crisis game) og politiske spil (political game, jeu politique).

I slutningen af 1930’erne anvendtes krigsspil - også med de storpolitiske elementer - bl. a. i Tyskland og i Rusland. I 1938 skal Beck have ledet et spil med henblik på at planlægge den tyske indmarch i Tjekkoslovakiet. Kildematerialet fra dette spil er - såvidt jeg ved — ikke tilgængeligt, men det angives, at spillets resultat for deltagerne fremstod som en Phyrrussejr. I Sovjetunionen anvendtes krigsspil før den 2. verdenskrigs udbrud delvis som grundlag for den højeste ledelses politiske og strategiske vurderinger. Det menes, at et i 1939 gennemført spil i høj grad har påvirket Stalins og hans nærmeste medarbejderes opfattelse, således at det strategisk defensive element i de følgende år fik en dominerende plads i den sovjetiske forsvarsplanlægning.

Efter den 2. verdenskrigs slutning er krigsspilsteknikken udviklet med henblik på uddannelses- og forskningsformål. Stormagterne råder over enorme simulerede miljøer - modeller - som kan danne baggrund for matematiske analyser af forskellige kampsituationer, men som også kan udnyttes som ramme for egentlige spil. Tilkomsten af særlige spil til studium af international politik er udtryk for en udviklingslinie, som i de nærmeste tiår nok vil tiltrække sig betydelig interesse. I USA startede man i 1954 et omfattende arbejde for at udvikle en spilmetodik, der egnede sig for studiet af krisekontrol (crisis management). I begyndelsen foregik dette arbejde hovedsagelig ved Massachusetts Institute of Technology, det berømte MIT, under ledelse af Lincoln P. Bloomfield. Nu gennemføres spil af denne type ved et stort antal amerikanske universiteter og fra midten af 1960’erne også ved en række europæiske læreanstalter, først og fremmest London University og Institut Universitaire de Hautes Études Internationales i Genéve (IUHEI); ved sidstnævnte i nært samarbejde med Carnegiefonden. Rektor ved IUHEI er Jacques Frey- mond, og blandt de ledende kræfter kan herudover nævnes Jean Siotis i Genéve, i nært samarbejde med bl. a. Lincoln Bloomfield fra MIT og John Groom fra London University.

Spillene ved IUHEI giver et godt billede af teknikken ved krigsspil og politiske spil i almindelighed. I spillene deltager regelmæssigt forskere og studenter af vekslende nationalitet. Deltagerne opdeles i grupper eller hold, som repræsenterer forskellige nationer og eventuelle internationale organisationer, som berøres. Hver deltager vælger eller tildeles en bestemt rolle, f. eks. statschef, premierminister, ambassadør ved FN o.s.v. Alle grupper får et fælles grundlag med handlingsforløbet indtil det tidspunkt, spillet angives at tage sin begyndelse. De forskellige grupper får derudover sådanne enkeltoplysninger, som de forskellige lande eller organisationer må antages at råde over, f. eks. hemmelige forhandlinger med andre nationer og militære efterretninger.

Under selve spillet får grupperne lov til at kommunikere med andre grupper, hovedsagelig ved hjælp af skriftlige meddelelser og i reglen pr. telex. Men det er også muligt at arrangere møder mellem statschefer eller på ambassadørniveau. FNs sikkerhedsråd eller generalforsamling sammentræder efter behov. Undersøgelser viser, at forberedelser til spil af denne type væsentligt øger interessen for og stimulerer studiet af internationale problemer. Mange deltagere har erklæret, at kildestudier bliver mere levende, når de udføres som forberedelse til en bestemt rolle i et spil. Observationer, som har kunnet gøres under spillene, viser, at deltagerne lærer meget selv under spillets gennemførelse. Også studierne efter spillets gennemførelse stimuleres. Erfaringer fra et improviseret spil ved det udenrigspolitiske institut i Stockholm vedrørende en krise i Det mellemste Østen taler for, at sådanne spil øger både fantasi og ansvarsfølelse. I Genéve er metoden med held anvendt ved det internationale gymnasium. Ved IUHEI gennemførtes i begyndelsen af 1967 et spil inden for rammen af en tænkt konflikt mellem Israel og de arabiske lande. I 1968 behandlede man i et spil Vietnamkrigen. Begge disse spil havde mange berøringspunkter med den senere virkelige udvikling. Allerede i foråret 1968 havde man med henblik på 1969 planlagt et spil om en konflikt mellem Sovjetunionen og Tjekkoslovakiet, men dette ændredes efter den sovjetiske invasion i Tjekkoslovakiet til et spil med en anden tænkt situation i Sydøsteuropa som emne.

I 1970 gennemførtes et spil af en ny type. Det behandlede FNs fredsbevarende operationer. Forudsætningen for at man på en meningsfyldt måde kunne gennemføre dette spil var, at der kunne tilsikres international medvirken. Dette fordrede imidlertid bl. a., at den tænkte udgangssituation kunne godtages af både Øst og Vest. Det lykkedes at ordne begge dele, og spillets simulerede miljø blev en konflikt mellem Zambia og Rhodesia. Rollen som FNs generalsekretær spilledes af professor ved IUHEI George Abi-Saab, sønnesøn til en libanesisk beduinerhøvding. I sekretariatet fandtes blandt de politiske eksperter Wojcich Morawiecki, chef for Warszawas udenrigspolitiske institut, en glimrende forfatter af forslag til resolutioner og organisationsplaner.

I maj 1971 gennemførtes yderligere en ny type spil ved IUHEI, der behandlede et forberedende møde på ambassadørniveau med henblik på at skabe enighed om dagsordenen for en europæisk sikkerhedskonference. Også i dette spil var der deltagere fra et meget stort antal nationer. Den sovjetiske delegats rolle blev spillet med meget stærk indlevelse og stor kraft af en algiersk ambassadør, som jeg tror alle deltagere vil mindes med beundring. Professor Marlis Steinert - i det daglige specialist i folke- opinion i Tyskland i 1930’erne - ledede konferencen i rollen som finsk ambassadør og opildnede deltagerne til en arbejdsindsats udover det almindelige. Søger man efter et hjælpemiddel til at skabe afveksling og stimulans i studiet af international politik, har man i moderne krisespil et udmærket middel. I en artikel i Political Studies, nr. 1/1968, siger Groom: »Uundgåeligt øges studenternes interesse og motivation. Det følelsesmæssige engagement er meget stort, noget som selv skeptiske lærere må indrømme efter at have gennemført en rolle i et politisk spil. Hertil kommer, at diskussionen stimuleres«. Jeg tror, at alle, som har deltaget i politiske spil, deler denne opfattelse.

Politiske spil - krisespil - af den her beskrevne type kan gennemføres uden større omkostninger. Og det er min opfattelse, at det ville være et godt bidrag til virksomheden ved vore universiteter at indføre dem som en integreret del af uddannelsen i samfundskundskab, historie og international politik.

 

PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
PDF icon militaert_tidskrift_100_aargang_okt.pdf

Litteraturliste

Del: