Specialstyrkernes rolle

Kampen mod den internationale terrorisme på asymmetriske betingelser nødvendiggør et skift i opbygning og anvendelse af de militære styrker.

Det politiske ønske om at gennemføre en aktivistisk udenrigs- og sikkerhedspolitik, sammenholdt med en restriktiv omkostningspolitik, kræver en opprioritering af de af Danmarks militære kapaciteter, som har global rækkevidde. Herunder ikke mindst i forhold til brændpunkter og sammenhænge som hidtil har været betragtet som kontroversielle.

Der er for tiden såvel politisk som militær enighed om, at det på den baggrund vil være lønligt at udvide danske specialstyrker.

Det synes som om, at specialstyrkernes operative karakteristika og kapaciteter gør dem i den grad egnede til at indgå i fremtidens ”værktøjskasse”, at man kan tale om at specialstyrkernes æra er begyndt. Formålet med denne artikel er – på et uklassificeret grundlag – at beskrive visioner for specialstyrkernes rolle i Forsvarets fremtidige internationale engagement.

Foto: Forsvaret.dk

Hvad er specialoperationer og specialstyrker?[1]

Specialoperationer er militære aktiviteter, der i fred, krise og krig, gennemføres af enheder som er specielt uddannet, organiseret og udrustet og som anvender operative teknikker og metoder, der ikke er gængse for konventionelle styrker.

Idet specialstyrker er en yderst sparsom ressource, fordrer en effektiv udnyttelse af kapaciteten, at indsættelse sker i værnsfælles ramme og kun mod mål med strategisk eller evt. operativ betydning. Det omfatter i den militære kampagne f.eks. ”Center of Gravity”,”Decisive Points” eller ”Operational Objectives”.

De gængse karakteristika for specialstyrkerne (langvarig udvælgelse og uddannelse af særligt egnet personel) indebærer, at kapaciteten skal opbygges inden behovet opstår.

Specialstyrkerne i dansk forsvar består af Jægerkorpset i det landmilitære operationsmiljø og Frømandskorpset i det maritime operationsmiljø.

Hvorfor er det nødvendigt at udvide specialstyrkerne? Fremtidens risici og trusler – kriser og konflikter

Krisestyringens fundamentale grundelementer,

·         et nøjagtigt informationsgrundlag,

·         troværdige og effektive virkemidler og

·         en effektiv beslutningsproces,

er dimensionerende for karakteren af de militære styrker. Og enhver potentiel anvendelse af militære midler sker efter en rationel afvejning af interesser, evne og vilje ud fra et ønske om størst mulig gevinst i forhold til risiko og omkostning (politisk og økonomisk).

Den vestlige verden vil stå over for stadigt mere sofistikerede modstandere, som allerede nu studerer vore operationsmetoder og tilpasser sig – ofte hurtigere end vi kan ændre metode. Sådanne potentielle modstandere vil ofte have andre kulturelle, religiøse, etniske, politiske og økonomiske normer og mål end Vestens. Givet dens globale rækkevidde og tilpasningsdygtige natur vil terror blive et redskab, hvormed modstandere for alvor kan udfordre Vesten. Der vil ske en stigende, gensidigt udbytterigt, samarbejde mellem terrornetværk og international kriminalitet, hvilket vil give terrorister en primær kilde til finansiel og militær tilvejebringelse af kapaciteter.

Aktører, som udfordrer Vesten, vil forsøge at ramme vore svagheder asymmetrisk, uagtet om de besidder traditionel militær kapacitet eller ikke. Asymmetrisk vil sige, at fjenden angriber med midler og våben, som vore styrker ikke selv kan anvende – som anvendelsen af civile fly mod World Trade Center. Særligt ved angrebsmetoder, som udfordrer vore etiske, kulturelle eller juridiske værdier, vil fjenden kunne neutralisere den vestlige, konventionelle, militære overlegenhed.

Specialstyrker besidder en række kapaciteter, som vil være værdifulde i beskyttelsen mod og bekæmpelsen af diffuse modstandere, som Al Quada med dets blanding af kulturelle, kriminelle og terroristiske elementer, uden at der sker utilsigtet optrapning eller destabilisering:

Ad ”et nøjagtigt informationsgrundlag”

Informationsindhentning skal tilvejebringe et rettidigt, præcist og veldefineret beslutningsgrundlag for det operative og strategiske aktørniveau. Specialstyrker komplementerer andre, overvejende tekniske, indhentningsmetoder og fungerer som en døgnbemandet tilpasningsdygtig, mobil og fleksibel menneskelig sensor i et fjendtligt, ikke-samarbejdende og/eller politisk sensitivt territorium.

Specialstyrkers særlige fordele omfatter bl.a. evnen til at tilpasse sig stadige forandringer i informationsbehovet og modpartens modforanstaltninger, mulighed for at udføre en menneskelig situationsbedømmelse i indhentningsleddet, forbedre virkningen af rådige præcisionsvåben og give et nøjagtigt billede af følgerne. En væsentlig dimension ved fremtidens mulige kriser og konflikter er det menneskelige element; personer og grupper af personer kan ofte være Center of Gravity. Specialstyrkers kapaciteter til personidentifikation vil ofte være de eneste rådige, f.eks. i forbindelse med neutralisering af terroristers skjulesteder og baser.

Ad ”troværdige og effektive virkemidler”

Aktiv Indsats spænder fra den simple taktiske indsættelse til værnsfælles synkroniserede operationer med strategisk rækkevidde. Et eksempel er anvendelsen i den parallelle krigsførelse med henblik på den direkte bekæmpelse af Iraks Center of Gravity: Saddam Hussein og hans magtelite. Andre eksempler på højprofilerede succesfulde specialoperationer med karakter af aktiv indsats er befrielsen af otte vestlige missionærer fra Taleban-højborgen Kandahar, samt i et lidt ældre perspektiv, gidselbefrielserne i Entebbe og Mogadishu. Endeligt har både den første og anden Golfkrig vist en meget væsentlig indsættelse af specialstyrker til stedfæstelse og neutralisering af masseødelæggelsesvåben, bl.a. gennem ildledelse af præcisionsvåben.

Potentielle modstandere vil ofte have andre succeskriterier og værdier end Vestens, f.eks. opinionens krav om hurtig afslutning af et militært engagement eller minimale tab eller opfattelsen af legitime og illegitime kampmetoder og måltyper. Sådanne modstandere studerer utvivlsomt Vestens kapaciteter og svagheder og vil udnytte denne viden. De vil forsøge at unddrage sig Vestens teknologiske overlegenhed, bl.a. ved at konfigurere sig således at indsættelse af konventionelt militær bliver for kostbar – politisk, økonomisk og/eller militært. I en sådan sandsynlig sfære af vestlig modstræben mod eksponering af styrker og fjenders udnyttelse af vore svagheder, f.eks. gennem terrorangreb og successiv tilbagetrækning til ”Safe Havens” vil rådigheden over troværdige og effektive styrker være afgørende.

Specialstyrkers kapaciteter til en ”billig”, selektiv og nøje doseret magtanvendelse, som modparten ikke kan forsvare sig mod, kan give det militære magtinstrument den afgørende troværdighed som en reel politisk valgmulighed. Derved fratages asymmetrisk kæmpende modstandere muligheden for at udnytte den risiko for utilsigtet og ukontrollabel eskalation af krisen, som eksponering af store konventionelle styrker indebærer.

Ad ”en effektiv beslutningsproces”

Den stigende interaktion mellem terrorisme og international organiseret kriminalitet og den strategiske dimension af enhver indsættelse af militær magt, vil forstærke det politiske krav til real-time kontrol over indsatte styrker. Den diffuse ”målfremtoning” (terrorist-, kriminelle eller militære ”mål”?) vil medføre konstante krav til øjeblikkelig politisk vurdering vedrørende juridiske, etiske og politiske konsekvenser. Udstedelse af et såkaldt ”robust mandat” kan derfor vise sig vanskelig eller umulig. Jægerkorpsets indsættelse i Bosnien, Kosovo, Afghanistan og Irak har klart vist den strategiske dimension i enhver indsættelse af specialstyrker, idet hver eneste indsættelse har været behandlet på politisk niveau.

Med den strategiske dimension i enhver specialoperation in mente bør danske specialstyrker ledelsesmæssigt placeres med kortest mulige kommandoveje. Mange andre lande har oplevet alvorlige ulykker og fejl ved indsættelse af specialstyrker som følge af lange, uhensigtsmæssige og forsinkende kommandoveje med deraf følgende kompetenceuklarhed. Stort set alle sammenlignelige allierede har ageret på dette faktum og har derfor placeret deres specialstyrker på det strategiske niveau. Det er uhensigtsmæssigt, at den udførende ledelse foregår på værns­niveau, når det reelle ansvar, kompetencen og de nødvendige værnsfælles ressourcer befinder sig på ministerie- eller Forsvarskommandoniveau.

Sikkerhedspolitisk udbytte kontra omkostning

Internationalt set tillægges specialstyrker en afgørende rolle i tilpasningen af de militære styrker til fremtidens udfordringer. Om dette også vil gøre sig gældende i Danmark beror naturligvis på en konkret politisk beslutning. Følgende forhold bør imidlertid indgå i beslutningsgrundlaget.

Specialstyrker udgør en internationalt set meget efterspurgt kapacitet i alle alliance- eller koalitionsoperationer. Da specialstyrker af den kvalitet, som Danmark råder over, er en udpræget begrænset ressource, kan danske specialstyrker faktisk ”gøre en forskel”. Det politiske udbytte af indsættelsen af danske specialstyrker i Operation Enduring Freedom er uden sidestykke i nyere tid. Netop fordi specialoperationer ledes på strategisk niveau og specialstyrkerne normalt indsættes mod en given konflikts absolutte nøglemål, har Danmark kunnet stille et bidrag, som har reel strategisk – numerisk – betydning i forhold til selv USA’s kapacitet.

Med en relativt behersket numerisk udvidelse vil Danmark faktisk kunne yde ultimative bidrag med en politisk værdi, som overstiger vore traditionelle ”solidaritetsbidrag”.

Der har været megen fokus på Europas evne og vilje til at overvinde det teknologiske gab til USA’s militære styrker. Dette behøver imidlertid ikke være gældende for danske specialstyrker.

Disse er som udgangspunkt fuldt doktrinært, uddannelsesmæssigt og organisatorisk inter­operable med de førende (amerikanske og britiske) enheder.

Som følge af specialstyrkernes begrænsede numeriske størrelse vil specialstyrker kunne være et funktionsområde, hvor Danmark faktisk har evne til at bidrage med styrker, som ikke har noget væsentligt teknologigab til USA. Der hersker en myte om, at specialstyrkernes materiel skulle være meget dyrt i forhold til konventionelle styrkers, hvilket ikke er korrekt.

Hvis man sammenligner kapitalakkumulationen i Frømandskorpset og Jægerkorpset i forhold til f.eks. eskadrer, eskadriller eller kampvognsenheder, er den for specialstyrkernes vedkommende meget behersket. Dette understøttes af, at der aldrig nogensinde har været en forligsfastsat ramme for materielinvesteringer i specialstyrkerne og at den stedfundne udvikling udelukkende er sket for rammerne af Søværnets og Hærens driftsbudgetter.

Hvis man gennemfører det nødvendige paradigmeskifte og ser på investeringer i specialstyrkernes beredskab og materiel med samme målestok, som man gør i forhold til f.eks. skibe og kampfly, vil man i mange tilfælde kunne opnå en større operativ tilgængelighed, deployerbarhed og successivt politisk udbytte i forhold til prisen for styrkeproduktion og styrkeindsættelser. Specialstyrker har kun begrænsede mængder af materiel, men kræver imidlertid konstant opdatering til ”State of the Art” teknologi. Man bør erkende et behov for forligsfastsat investering i teknologisk opdatering af specialstyrkerne. Dette vil dog langtfra være af samme størrelse som investeringerne f.eks. i flyenheder.

Herudover kan en investering i specialstyrkernes beredskab medføre en besparelse for øvrige danske styrker. Specialstyrkernes kapaciteter muliggør global indsættelse med meget kort respons. Således kan specialstyrker anvendt som Advance Force i Force Protection rollen anvendes til at dække det kritiske tidsgab mellem traktatunderskrivelse og indsættelse af en egentlig fredsstøttende styrke (f.eks. DIB), og herunder ikke mindst sikre indrykningen af øvrige danske styrker. Specialstyrkerne kan endvidere fungere som et nationalt videnscenter vedrørende globale feltmæssige klima- og terrænforhold.

Hvordan skal udvidelsen forme sig? – Hvad er ambitionsniveauet?……Visionen!

Hvordan kan denne udvidelse konkret forme sig? – Hvilket ambitionsniveau skal være bærende for investeringerne?

Det værnsfælles aspekt

Først og fremmest er det nødvendigt at skabe forudsætningerne for en koordineret, samordnet og synkroniseret styrkeproduktion, -udvikling og -indsættelse af de allerede kendte kapaciteter i et værnsfælles perspektiv.

For at tilgodese krisestyringens grundelementer er det endvidere nødvendigt at sikre det strategiske beslutningstagerniveaus direkte adgang til kapaciteten – som en faktor i informationsindhentningen, som et troværdigt og effektivt værktøj og endelig som et element i en effektiv og hurtig beslutningsproces. Organisatorisk indplacering på ministerie- eller Forsvarskommandoniveau - den optimale model - vil utvivlsomt samordne mål og opgaver med de sparsomme kapaciteter i det værnsfælles rum og sikre en effektiv udnyttelse. Man kan vel egentlig tale om profitmaksimering gennem en tæt og daglig dialog mellem produktionsline, virksomhedsledelse og bruger.

Danmark har i dag ikke en afbalanceret specialstyrkekapacitet i alle tre dimensioner. Forsvarets flyvende enheder har således alene en støttende rolle, som ikke virker dimensionerende for udviklingen af en specifik specialstyrkekapacitet – endsige for flyenes doktrinære og tekniske kapaciteter. Det er en misforståelse!

Fly og helikoptere er doktrinære integrerede elementer i enhver specialstyrkekapacitet og i specialoperationer. Et doktrinært værnsfælles ambitionsniveau må redefinere helikopterens og transportflyets rolle i forhold til specialoperationer. Derfor skal Flyvevåbnet oprette specialstyrker. Den optimale model stiller krav om etablering af en specialstyrke-eskadrille, som indeholder både helikoptere og fastvingede fly.

Doktrin

NATO doktrinen og den doktrin, der ses anvendt i koalitionerne under Operation Enduring Freedom og i Irak, peger på Combined Joint Special Operation Task Force (CJSOTF) koncepten som den enerådende kommando- og kontrolramme, der organisatorisk integrerer værnsfælles kapaciteter, planlægning og gennemførelse. Evnen til at yde styrkebidrag indenfor denne ramme er derfor styrende for udviklingen af danske specialstyrkekapaciteter. Behovet for at kunne gennemføre selvstændig indsættelse i et givet operativt ansvarsområde taler for at lade de specifikke betingelser dimensionere sammensætningen af et styrkebidrag – in casu Task Force princippet.

I forlængelse heraf er der et behov for at kunne anvende specialer fra forsvarets øvrige struktur i en generisk dansk værns- og våbenartfælles Special Operations Task Force. For eksempel er UAV detachement, lette opklaringsenheder, ingeniørenheder, elektroniske opklaringsenheder, tolke eller specialister fra forsvarets efterretningstjeneste indlysende kapaciteter, hvorfra der kan designeres personel eller dedikeres enheder.

Beredskab

Kravet til beredskab og udholdenhed er dimensionerende for omfanget af investeringer i struktur, logistik, deployerbarhed m.v.

I lyset af de strategiske krav til den militære del af krisestyringen må kravet til beredskab utvivlsomt være, at kapaciteten skal være til rådighed i samme øjeblik, der godtgøres et politisk behov eller foreligger en konkret politisk beslutning. Erfaringerne fra de seneste fire års indsættelser af specialstyrker understøtter denne tese. Der skal således skabes overensstemmelse mellem krav, praksis og formelt beredskab.

Tilsvarende er det nødvendigt, at kapaciteten tilgodeser en kontinuerlig udholdenhed. En beredskabsperiode karakteriseret af uklarhed slider erfaringsmæssigt næsten lige så hårdt på personellet som en konkret udsendelse. Det vil derfor være nødvendigt at organisere kapaciteten i tredjedele, der kan gennemføre en kontinuerlig cyklus bestående af beredskabsuddannelse, udsendelse/beredskab og genordning/rekruttering. Indenfor hver ”tredjedels-element” vil det være nødvendigt med opgave- og rollespecialisering med henblik på højest muligt uddannelsesniveau indenfor det samlede opgavespekter. Derved skabes komplementære enheder på tværs i organisationen, som gennem kaskadeprincippet kan bidrage til at opretholde enhedens evne til at videreføre operationerne. For Jægerkorpset kan denne virkelighed nås gennem en fordobling af strukturen. Det lyder umiddelbart voldsomt, men vil i årsværk og normer være ubetydeligt målt i forhold til Forsvarets struktur i øvrigt – og det potentielle politiske udbytte.

Operationssikkerhed kontra åbenhed

Specialstyrker er underlagt særlige vilkår, som kræver omtanke i forhold til operationssikkerheden.

Først og fremmest er personellet og deres pårørende særligt udsat fra repressalier, hvis deres identiteter er kendte. Dette er jo egentligt et asymmetrisk angrebspunkt.

Endvidere bygger den taktiske indsættelse af specialstyrker i høj grad på overraskelsesmomentet, som et led i bestræbelserne på at holde sig skjult eller skabe lokal overlegenhed på kamppladsen. Derfor kan selv tilsyneladende harmløse oplysninger om teknologi, organisation og doktriner anvendes af potentielle modstandere til at træffe forholdsregler, som ultimativt tilsidesætter specialstyrkernes overraskelsesmoment og påfører dem unødvendige tab.

Endelig kræver CJSOTF koncepten, at danske specialstyrker træner og indsættes sammen med andre landes specialstyrker, som generelt prioriterer operationssikkerheden meget højt. Det er i den sammenhæng bydende nødvendigt, at der hersker en ubetinget tillid mellem landenes enheder.

Hensynet til beslutningsprocessen på det strategiske niveau, hensynet til personelsikkerheden og sikkerheden for soldaternes pårørende samt hensynet til danske specialstyrkers internationale troværdighed stiller derfor krav til en formel restriktiv, men også situationsbestemt policy i forhold til de operationer og aktiviteter, der planlægges og gennemføres.

Specialstyrker skal ikke være reflektorisk hemmelige – men offentlighedens krav om indsigt og åbenhed må ikke sætte liv, operationssikkerhed, samt muligheden for fortsat udvikling af specialstyrkerne på spil.

Afsluttende bemærkninger

Der er i artiklen lagt stor vægt på interoperabilitet med amerikanske specialstyrker. Betyder det, at danske specialstyrker alene skal indgå i denne ramme? Nej, ikke nødvendigvis. Specialstyrker er skræddersyet til at indgå på mere eller mindre kontinuerlig basis i rammen af enhver tænkelig alliance- eller koalitionsammenhæng forudsat det nødvendige beredskab og struktur. Det kan ske i en løs tilknytning som national ressource, men der vil også være perspektiver i at etablere mere faste samarbejdsrammer for kapaciteten. Der vurderes således at være perspektiver i såvel i en nordisk, en nordeuropæisk eller en nordatlantisk dimension.

Hvad modarbejder visionens opfyldelse? Vi har beskrevet en hel række forhold, som taler for at visionen eller væsentlige dele deraf utvivlsomt bliver realiseret indenfor de kommende forligsperioder. Udover at argumenterne naturligvis må være velbegrundede, er der to andre væsentlige udfordringer.

Den første er den generelle mytiske - og ukorrekte – opfattelse af Jægerkorpset og specialstyrker som lukkede ”loger” bemandet med ukontrollable dræbere, der reflektorisk udøver maksimal og ultimativ vold. I stedet bør specialstyrker opfattes som enheder, der er designet til strategisk målopfyldelse i sensitive miljøer med et bredt og globalt opgavespektrum med deraf følgende mulighed for at reducere behovet for massiv militær magtanvendelse.

Desto flere specialstyrker indsat, desto færre tab og desto færre utilsigtede følgeskader.

Den anden udfordring er naturligvis at rekruttere og fastholde det personel, som er hele kernen i kapaciteten.

Hver for sig er de intet – tilsammen er de alt.

 


[1]”Allied Joint Operations Doctrine”,  AJP-1 (B), kapitel 8.

 

Litteraturliste

Del:

Emneord