Specialoperationsstyrker som oprørsbekæmper i ramme af den operative kampagne

Foto: Forsvaret.dk

Specialoperationsstyrkers anvendelse i oprørsbekæmpelse er at skabe forudsætning for værtsnationens eller alliancens[1] overordnede målsætning – ikke at opnå den stillede målsætning selvstændigt. 

Specialoperationsstyrkers begrænsede numeriske værdi tillader ikke, at kapaciteten kan fastholde terræn og derved skabe forudsætning for den stabilitet og udvikling, der skal overbevise tvivleren ved værtsnationen om at støtte det eksisterende styres (værtsnationen) fortsatte eksistens.[2]

Oprørsbekæmpelsens balance mellem styrkelse af stabiliserende elementer i forhold til imødegåelse af destabiliserende elementer med henblik på en forbedring af sikkerhedssituationen og udvikling af økonomiske, sociale, politiske og kulturelle forhold er for specialoperationsstyrken oftest en fokusering af kapaciteten mod en væbnet oprører gennem offensive operationer, som en direkte effekt, hvor informationsindhentning og militær støtte enten er indirekte effekter eller forudsætningsskabende for kampagnen.

Kampen mod en konventionel modstander er oftest en kamp på mesa- og makroniveauet, mens oprørsbekæmpelsens militære aktiviteter i højere grad er en kamp på mikroniveauet mod destabiliserende elementer, da en (vestlig) alliances militære overlegenhed ikke tillader en opbygning af oprørernes konventionelle kapaciteter.

Oprøreren må derfor opbygge sin kapacitet i områder, hvor oprørsbekæmperen ikke har adgang eller ikke kan påvirke dem proportionalt. Enten i nabostater, som det f.eks. er set i kampagnerne i Irak og Afghanistan med Pakistan og Iran, i svært tilgængelige områder som Hindu Kush i Afghanistan, blandt civilbefolkningen i tættere bebyggede områder eller byerne. Sidstnævnte har været særligt tydeligt i Irak.

Oprøreren eller oprørsbevægelsen vil af natur være en del af den befolkning, hvori oprørskampen finder sted, hvorved kompleksiteten af oprørsbekæmperens påvirkning øges, da nedkæmpelse af oprøreren ikke nødvendigvis skaber civilbefolkningens tilslutning til det eksisterende styre.

Oprøreren er en del af befolkningen og indgår eksplicit i en række grupperinger på baggrund af stamme-, familie-, klantilknytning, etnicitet og race mv. Der er tale om grupperinger, der samtidig indgår i en række permanente eller løst forbundne netværk, der afspejler en konstant positionering af egne interesser mod en relativ frem for absolut gevinst.

Oprøreren kan endvidere drage fordel af et samfunds lokale, etniske og stammemæssige strukturer samt konflikter langt bedre end værtsnationen eller oprørsbekæmperen, da den typisk er lokalt forankret og ikke som centralmagten har et totalt ansvar, men alene kan skabe sikkerhed ved at undlade at operere åbenlyst i et bestemt område.

Samtidig kan oprørsbevægelsen udnytte en svag eller korrumperet centralmagt i lokale konflikter med henblik på at skaffe sig allierede i form af lokale krigsherrer og kriminelle, der på sin side garanterer, at lokalbefolkningen forholder sig passivt til oprøreren[3] og dermed samlet underminerer centralmagtens monopol på både det interne magtmonopol og den økonomiske fordeling af goder.[4]

Oprørsbekæmperen må derfor, udover balancering af indsatsen mod stabiliserende som destabiliserende elementer, forstå effekten af en række sociale netværk i forhold til den overordnede målsætning og dermed evne at koble de taktiske, operative og strategiske mål med værtsnationens politiske målsætning.[5]

Effekt eller påvirkning rettes mod såvel individer, kombattanter som nonkombattanter, hvor den største militære udfordring er at identificere de individer, der skal kunne påvirkes og samtidig forstå effekten af påvirkningen i forhold til civilbefolkningens perception.

The focus for targeting is on people, both insurgents and noncombatants.[6]

Specialoperationsstyrker

Specialstyrkeoperationer er kendetegnet ved konceptuelt at være styrker som med kort varsel kan indsættes med global rækkevidde i alle klimazoner og terrænformer på operativt og strategisk niveau med henblik på at levere en afgørende effekt mod målkomplekser, som vurderes særligt vigtige for en kampagnes eller operations målopfyldelse. Operationerne gennemføres i det fulde konfliktspektrum uafhængig af, integreret med eller i samarbejde med konventionelle enheder – enten som en selvstændig komponent (Component Command) eller som en integreret del af en af de øvrige komponenter – med henblik på at opnå politiske, militære, informationsmæssige og økonomiske målsætninger. De politiske og militære hensyn kan kræve en lav profilering, skjulte eller diskrete teknikker og accepten af fysisk som politisk risikovillighed, som normalt ikke forbindes med konventionelle operationer.[7]

Specialoperationsstyrker er af natur værnsfælles eller en værnsfælles kapacitet med organiske midler eller planlægningskapacitet til indsættelse i et værnsfælles, multinationalt miljø på strategisk eller operativt niveau.

Specialoperationer er en integreret del af en kampagnes planlægning og gennemførelse. Uagtet specialoperationer kan gennemføres selvstændigt til støtte for specifikke mål for en alliance, så er hovedparten af specialoperationer designet til og gennemføres med henblik på at skabe succes for den overordnede kampagnes målsætninger. Specialoperationer må derfor komplementere og ikke konkurrere med eller erstatte konventionelle operationer.

Specialoperationsstyrkers doktrin, organisation og teknologi er kendetegnet ved at være opgavebestemt, modulært og adaptivt i forhold til omskiftelige operative behov i en multinational og værnsfælles indsættelsesramme. Specialoperationsstyrker er generalister over en bred funktionspalette, men besidder tillige en række værnsfælles specialer, der styrker den samlede opgaveløsning.

Specialoperationsstyrker er som følge operativt fleksible og omstillingsparate, og er derfor særligt velegnede til indsættelse i uafklarede situationer og til at imødegå de nye truslers asymmetriske, irregulære og uforudsigelige karakter.

Specialoperationsstyrkernes begrænsede numeriske værdi dimensionerer den operative udholdenhed og begrænser kapaciteten til kontinuerlig indsættelse, herunder indsættelse i flere samtidige missionsområder og opgaver. Specialoperationsstyrkerne bør derfor anvendes til specifik målopnåelse og tyngdedannelse i de områder, hvor kampagnen har sit fokus.

Opgaver

De doktrinære opgavetyper omfatter informationsindhentning, aktiv indsats og militær støtte:

·         Informationsindhentningen har til formål at tilvejebringe et rettidigt, præcist og veldefineret beslutningsgrundlag for den militære eller politiske beslutningstager.

·         Aktiv indsats er det offensive element, der har til formål at søge en afgørelse eller skabe forudsætninger for en efterfølgende afgørelse.

·         Militær støtte har til formål at skabe forudsætninger for efterfølgende operationer. Militær støtte omfatter rådgivning, kapacitetsopbygning af egne som lokale styrker, etablering af partnerskaber, terrorbekæmpelse, personbeskyttelse, støtte til humanitære operationer og operativ støtte til lokale sikkerhedsstyrker mv.   

Opgaveporteføljen spænder fra samtænkningsorienteret indsats, kapacitetsopbygning, forudsætningsskabende operationer til en regulær offensiv indsats i det fulde konfliktspektrum.

Ramme

Specialoperationsstyrker er en begrænset ressource. Den optimale effekt opnås ved at centralisere ressourcen, hvorved der skabes forudsætninger for en synkroniseret, koordineret og målrettet anvendelse.

I en militær kampagne udøver den værnsfælles styrkechef, doktrinært, kommando og kontrol over specialoperationsstyrkerne med en Combined Joint Special Operations Component Commander (CJSOCC) eller et Special Operations Command and Control Element.

I tilknytning til dette etableres, på det taktiske niveau, en eller flere Special Operations Task Force, der integrerer den operative planlægning, disponering og indsættelse af kapaciteternes, selvstændige robuste Special Operations Task Groups.

En Task Group er kendetegnet ved at indeholde stabs- og føringskapaciteter til værnsfælles koordination, logistisk kapacitet til selvstændig understøttelse af det samlede nationale styrkebidrag, samt – for den landmilitære del – rådighed over organisk køretøjsbaseret indsættelseskapacitet.

I den nationale kontekst tilgodeses en resultatorienteret effektskabende doktrinær anvendelse af specialoperationsstyrker ved at støtte konventionelle styrker som force multiplers i løsning af opgaver relateret til specialoperationsstyrkernes kernekompetencer, herunder til støtte for konventionelle enheders informationsindhentning, kamp- og beskyttelsesforanstaltninger.

Derfor udnyttes specialoperationsstyrkekapaciteten i denne ramme mest optimalt som en operativ reserve, der kan indsættes i et missionsområde med kort varsel eller med et opgavedifferentieret beredskab i forhold til specifikke opgaver.

Karakteristika

Hvor specialoperationsstyrker historisk har været en kapacitet til indsættelse i en begrænset periode, så har oprørsbekæmpelse stillet krav om, at indsættelsen sker over en længerevarende periode med henblik på at opbygge og vedligeholde en forståelse for den kultur og de problemer, der eksisterer i det sociokulturelle felt, som oprørsbekæmpelse skal virke i.

Specialoperationsstyrker kan med sin globale kapacitet og begrænsede logistiske behov, indsættes med begrænset støtte i områder, hvor de konventionelle enheder ikke har denne mulighed eller alene i en tidsbegrænset periode. Dette omfatter både de klimazoner eller terrænformer, som oprørsstyrker kan anvende til opbygning eller genopbygning af egne kapaciteter eller som kommunikations- og forsyningslinjer til og fra indsættelsesområder. Samtidig kan specialoperationsstyrker indsættes hvor trusselsniveauet er højt og operere diskret i lokalsamfundet.

Specialoperationsstyrker kan i tilknytning til dette gennemføre antiterroroperationer selvstændigt eller som støtte til værtsnationens operationer.

Specialoperationsstyrker er dermed særligt velegnet til en tidlig indsættelse forud for en kampagne og til bekæmpelse af oprøreren under kampagnen.

Specialoperationsstyrkeoperationer er kendetegnet ved, at styrken:

·         Normalt er det eneste middel, der kan nedkæmpe eller tilfangetage oprørsbevægelsens landstyrker, undsætte personer, nøglemateriel eller kan tage og fastholde terræn, tidsbegrænset, i alle klimazoner og terrænformer.

·         Normalt er det eneste middel, der kan indsættes i de tre dimensioner; land, vand og luft,[8] hvilket tillader styrken at trænge ind på livet af oprøreren med henblik på at opnå et specifikt formål.

·         Kan have den største interaktion med og indflydelse på civilbefolkningen i operationens landområde, da specialoperationsstyrker kan virke under alle trusselsniveauer og udøve sit virke med en minimal skadespåvirkning af det omgivende samfund.

·         Normalt er det eneste middel, der kan virke i spændet mellem militære og politimæssige opgaver med baggrund i sin nationale opgaveportefølje.[9]

Kampagneplanen

Kampagnens formål vil være at skabe et sikkert fysisk og moralsk domæne[10] med henblik på at etablere eller reetablere værtsnationens magtmonopol med en række eksplicitte og implicitte målsætninger:[11]

·         Etablere støtte fra civilbefolkningen.

·         Skabe og vedligeholde sikkerhed for lokalbefolkningen.

·         Imødegå destabiliserende elementer.

·         Skabe eller genskabe politisk kontrol.

·         Styrke lov og orden, herunder retssikkerheden.

·         Skabe eller genskabe værtsnationens institutioner.

Specialoperationsstyrker er velegnet i en kampagnes initialfase – fra den politiske beslutningen om en militær intervention til Joint Force Commander har fuld operationel kapacitet i det værnsfælles operationsområde – da styrken hurtigt kan omstilles til et specifikt områdes særlige karakteristika og har begrænsede behov for ekstern støtte til understøttelse af egne operationer.

Derved bliver specialoperationsstyrkeoperationer en integreret kapacitet til NATO’s Crisis Management Process og et relevant beslutningsbærende grundlag for alliancens strategiske optioner som respons til en krise eller som basis for den operationelle planlægning.

Opgaveporteføljen kan omfatte forbindelsesvirksomhed til stabiliserende som destabiliserende elementer med henblik på at dæmpe eller fastholde en konflikt på dets nuværende niveau forud for hovedstyrkens indsættelse.

I tilslutning til dette tilvejebringes det strategiske niveau mulighed for direkte at kunne påvirke væsentlige strategiske, operative eller taktiske aktører i denne fase. Endvidere kan specialoperationsstyrker bidrage til en kampagnes informationsbehov gennem monitorering af både fysiske som kognitive ændringer ved værtsnationen.

I ramme af en NATO ledet operation kan opgaverne endvidere omfatte andre specialoperationsstyrkeoperationer – selvstændigt eller som støtte til konventionelle styrkers evakuerings- eller frigørelsesoperationer, katastrofehjælp, støtte til humanitære operationer, eftersøgning, redning eller nonkombattanters evakueringsoperationer (NEO).[12]

Under kampagnen kan specialoperationsstyrker indgå som en del af Joint Force Commanders targeting (målpåvirkning), som en del af Clear-Hold-Build kampagnen mod identificerede nøgleområder eller som en forebyggelse af etablering af nye tilflugtssteder for oprørerne gennem samarbejde med og kapacitetsopbygning af lokale stammeledere, som i det sunnimuslimske tilholdssted i Anbar Provinsen i Irak.[13]

Målpåvirkning

På det operative niveau er behovet at kunne isolere oprørere på det taktiske niveau med lederskabet eller finansielle links på det operative og strategiske niveau. Det rettes i Afghanistan mod Talibans lederskab fra p.t. tre centre:  Quetta (15 medlemmer), Miram Shah (20 medlemmer) og Peshawar (ukendt antal) i Pakisten.[14]

Målpåvirkning fokuseres med specialoperationsstyrker og Influence Operations (IO) mod netværk og specifikt de personer, der forbinder lokale Talibanførere på det taktiske niveau med det operative niveau og specielt til finansielle links eller facilitatorer for f.eks. improviserede sprængladninger (IED) finansieret af narko- og våbenhandel.

Balancen i målpåvirkning ved oprørsbekæmpelse er at skabe sammenhæng mellem målpåvirkning og den ønskede tilstand.

Potentielle mål, og særligt følgevirkningen i form af effekten eller påvirkningen, kompliceres af de sociokulturelle forhold i det samfund, hvor oprørsbekæmpelsen finder sted. Forudsætningen er et indgående kendskab til samfundsstrukturen og den oprørsorganisation, som ønskes påvirket med henblik på at skabe den ønskede perception af effekten. Fysisk nedkæmpelse af oprøreren kan være en nødvendighed – særligt ved ideologisk motiverede ekstremister – men det overvinder ikke nødvendigvis modstanden eller oprørets natur i den passive del af befolkningen.Den skabes alene ved at imødegå roden eller årsagen til oprøret gennem tilvejebringelse af attraktive alternativer, som netop stabiliseringsoperationer gennem de konventionelle enheder skaber forudsætning for.

Målpåvirkning rettes mod både stabiliserende som destabiliserende elementer og kan omfatte:[15]

·         Oprørerne (ledere, kombattanter, ideologiske eller politiske led, facilitatorer og rekrutteringssteder).

·         Oprørernes interne støttestruktur (operationsområder, finansieringskilder og kommunikations- og forsyningslinjer).

·         Oprørernes eksterne støttestruktur (fjendtligt kontrollerede områder, medier samt kommunikations- og forsyningslinjer).

·         Legitime magthavere og funktioner (essentielle tjenesteydelser, god regeringsførelse, kapacitetsopbygning af sikkerhedsstyrker og institutioner).

Forudsætningen for dette er støtte fra konventionelle enheder i form af særligt logistik, værnsfælles ildstøttekapaciteter, generisk luft- og/eller søtransportkapacitet samt fusionerede efterretnings- og analyseelementer på det værnsfælles niveau.

Air Power er den mest fleksible form for støtte, da det kombinerer en platform med stor operationsradius over kort tid med sensorsystemer til underbygning af informationsbehovet, der kan skifte til kinetiske våbensystemer i en situationsbestemt anvendelse. Fleksibiliteten opstår gennem specialoperationsstyrkens evne til at kunne skifte mellem kinetiske og nonkinetiske påvirkninger afhængig af situationens udvikling og understøttet af Air Power. Air Power anvendes som nærstøtte (Close Air Support, CAS) ved kompromittering eller som Ground Assisted Air Interdiction (GAAI) ved kinetisk påvirkning af identificerede målkomplekser.Endeligt kan Air Power understøtte indsættelsen af landbaserede specialoperationsstyrker i dybden af et operationsområde, så Joint Force Commander har et fleksibelt redskab til styrkeprojektering i hele sit operationsrum, situationsbestemt, eller kapacitet til at understøtte eksisterende operationer logistisk.

Valg af middel til målpåvirkning afhænger af ønskede effekt – kinetisk som nonkinetisk og mod både enkeltpersoner som områder. Offensive operationer med specialoperationsstyrker mod individer kan være en kinetisk påvirkning af oprørsledere med henblik på at tilfangetage eller nedkæmpe. Nonkinetiske effekter kan være rettet mod lokale ledere eller oprører, der kan påvirkes i positiv retning gennem kontakt- og mødevirksomhed, forhandling eller anden interaktion. Områdemål kan ligeledes påvirkes kinetisk mod f.eks. oprørslejre eller -baser, logistiske oplægninger i form af depoter mv. samt forsyningsruter. Kombinationen af kinetiske og nonkinetiske midler kan være i befolkede områder, hvor oprørsstyrken periodevis opererer eller kontrollerer, og hvor tilstedeværelsen af oprørsbekæmperen til skabelse af sikkerhed kan underminere støtten til oprørerne. Nonkinetiske påvirkninger af områdemål vil være befolkningsgrupper, der skal påvirkes med f.eks. civile-militære operationer eller informationsoperationer.

Shape

Shaping er et element af kampagnen. Et element under kampagnens enkelte faser eller som et integreret element i operationer under den enkelte fase.

I oprørsbekæmpelseskampagner vil fokus for specialoperationsstyrker indledningsvis være informationsindhentning, enten som efterretningsindhenter gennem mennesker (HUMINT) eller ved at bringe sensorsystemer hen til områder, hvorfra de kan bringes til anvendelse og dermed virke som kapacitetsbærer for Joint Force Commander med henblik på at skabe eller supplere beslutningstagernes informationsbehov i kampagneplanlægningen eller som støtte til en kampagnes eller operations næste fase.

Militær støtte tilgodeser et multifacetteret behov for etablering af forbindelsesvirksomhed med betydende grupperinger, fraktioner mv. eller kontakt til værtsnationens styrker samt rekruttering til og kapacitetsopbygning af værtsnationens væbnede styrker.

Endeligt kan specialoperationsstyrker gennemføre offensive operationer mod oprørsstyrker, oprørsstyrkernes primære forsynings- og kommunikationslinier samt destabilisere evt. sikrede eller kontrollerede områder, hvorfra oprøret henter sin støtte.

Clear[16]

Clear har til formål at skabe forudsætningerne for de øvrige faser ved at nedkæmpe, tilfangetage eller fordrive oprøreren og eliminere organiseret modstand i et defineret område.

Fasen har til formål at forstyrre (disrupt)[17] oprørernes styrker og fremtvinge en reaktion fra større oprørselementer i området med henblik på at skabe en samlet påvirkning af disse.[18]

Forudsætningen for disse operationer er evnen til at kunne isolere[19] et område med henblik på at afskære ekstern støtte og enten nedkæmpe eller tilfangetage flygtende oprørere. Isolation vil af natur være ressourcekrævende operationer, som specialoperationsstyrkers begrænsede numeriske værdi næppe kan løse.

Specialoperationsstyrkers kapacitet ligger i kampen i det isolerede område; gennem evnen til at bevæge sig i alle dimensioner og dermed trænge ind på livet af oprøreren og påvirke denne med en afgrænset skadesvirkning på lokalsamfundet og et begrænset footprint.[20] Specialoperationsstyrker vil være særligt anvendelige i svært tilgængelige eller tættere befolkede områder med det formål at identificere, forstyrre, nedkæmpe eller fjerne oprørsmodstand eller udfordre oprørets suverænitet i området.

I forlængelse af disse operationer bør værtsnationens sikkerhedsstyrker, regeringsrepræsentanter mv. indsættes med henblik på at sikre civilbefolkningen og facilitere næstfølgende faser af udviklingen støttet af konventionelle enheders kapacitet til militært-civilt samarbejde og samtænkning.

Den forudsætningsskabende indsættelse af specialoperationsstyrker er værtsnationens eller Joint Force Commanders evne til at kunne genere den nødvendige kapacitet til fastholdelse af terræn, styrkeproduktion og tilgængelighed fra konventionelle enheder!

Specialoperationsstyrkens særlige kapacitet er evnen til at kunne gennemføre en kinetisk eller nonkinetisk effekt målrettet mod individer, stabiliserende som destabiliserende, eller områdemål. Dermed sikres en fleksibel, adaptiv kapacitet, der kan påvirke definerede målstrukturer i forhold til situationens udvikling.

Hold[21]

Da oprørsbekæmpelse fundamentalt kæmpes i og mellem befolkningen, og målet er befolkningen, så skaber tilstedeværelsen af både værtsnationen og egne styrker en perception om og forventning til, at der sker en forbedring af såvel sikkerhedssituationen som områdets sociale, politiske og økonomiske udvikling.

Oprørsbekæmperen påtager sig dermed ansvaret for befolkningens levevilkår i hele dets manifestation. Både som en fysisk betingelse og som en perception af udviklingen:

·         Sikkerhed mod intimidering fra oprørsstyrkerne i form af forfølgelse, repressalier mv.

·         Sikring af basale økonomiske og sociale behov.

·         Sikring af essentielle infrastrukturydelser i form af vand, elektricitet, sanitære forhold og sundheds- og lægefaglige ydelser.

·         Vedligeholde og udbygge sociale og kulturelle institutioner.

·         Genindsætte værtsnationens lokale repræsentanter.

Specialoperationsstyrkeoperationer fokuseres mod militær støtte gennem kapacitetsopbygning af egne såvel som værtsnationens militære kapaciteter, herunder special- eller specialoperationsstyrker samt en fortsat påvirkning af  oprørets lederskab og infrastruktur gennem offensive operationer, som en del af foresats målpåvirkning.

Build

Specialoperationer følger og intensiverer særligt kapacitetsopbygning med henblik på at støtte den konventionelle, militære kapacitets sikring og (gen)opbygning af civilsamfundet.

Opbygningen af civilsamfundet omfatter en række forskelligartede opgaver, der fordrer, at hovedparten af kapaciteten kan anvendes til dette – uden at konventionelle enheders i hovedsagen områdevåben (morterer, artilleri, raketkastere og fly) bringes til anvendelse og dermed underminerer befolknings perception af sikkerhedssituationen og påfører skade på infrastrukturen.

Dette fordrer en øget fokusering på offensive operationer med en begrænset skadespåvirkning af det omgivende samfund og dermed et fokus på individer samt en transformation af militære operationer mod mere politiprægede opgaver. Specialoperationsstyrker kan støtte værtsnationens egne operationer med det formål at tilfangetage destabiliserende elementer eller deciderede oprører. Dette forhold vil være særligt udtalt i tilknytning til egentlige politienheder, da specialoperationsstyrker kan gennemføre tilfangetagelsesoperationer med begrænsede følgeskader og samtidig sikre bevismaterialer til støtte for efterfølgende retsforfølgelse og mod særligt komplekse mål.

Specialoperationsstyrker er endvidere særligt velegnet til udvikling af en antiterrorkapacitet ved værtsnationens politi.

Effekten skabes både direkte og indirekte. Den direkte effekt skabes gennem de operationer, som værtsnationen gennemfører, og den indirekte effekt i fastholdelse eller opbygning af værtsnationens institutioner som f.eks. domstole.

Specialoperationsstyrkens rolle i kapacitetsopbygning vil tilsvarende skifte fra alene et fokus mod værtsnationens militære kapacitetsopbygning (for så vidt angår effektivitet) til en mere normativ påvirkning af værtsnationens adfærd i forhold til befolkningen og dermed legitimitet. 

Konklusion

Specialoperationsstyrkers kapacitet manifesteres ved evnen til at kunne operere i hele det værnsfælles operationsområde inden for dets kernekompetence: aktiv indsats, informationsindhentning og militær støtte.

Fleksibiliteten ligger i kapaciteten til at kunne skifte mellem kinetiske og nonkinetiske effekter og evnen til at kunne påvirke både individer, stabiliserende som destabiliserende elementer og områder – selvstændigt eller som en integreret del af en landkomponent.

Effekten kan målrettes situationens udvikling og det formål, der skal opnås med den enkelte operation, samtidig med at den negative påvirkning af det eksisterende samfund begrænses.

Specialoperationsstyrker er særligt anvendelige til imødegåelse af en irregulær trussel og mod en oprører, der opererer skjult blandt civilbefolkningen på de indre linjer med asymmetriske virkemidler uden hensyntagen til love eller, konventioner og med muligheden for at vælge tid, sted og indsættelsesmåde for de operative aktiviteter.

Specialoperationsstyrker opnår den største effekt ved en centraliseret anvendelse – allerede i en initialfase – med henblik på direkte understøttelse af en kampagnes overordnede målsætning og tyngdedannelse samt gennem en længerevarende indsættelse med henblik på at skabe påvirkninger eller effekter, der målrettes den ønskede sluttilstand.

Litteratur

Allied Joint Publication, AJP-3, Joint Operations, 2007.

Allied Joint Publication, AJP-3.15, Allied Doctrine for Joint Counter Improvised Explosive Devices (C-IED) Operations, 3rd draft, 2008.

Allied Joint Publication, AJP-3.4.2, Non-Combatant Evacuation Operations, 3rd Study draft, 2007.

Allied Joint Publication, AJP-3.5 RD, Allied Joint Doctrine for Special Operations, 2008.

Allied Tactical Publication, ATP-3.2, Land Operations, 2003.

Buruma, Ian & Avishai Magalit, Occidentalism, New York: Penguin Press, 2004.

Coll, Steve, Ghost Wars, London: Penguin Books, 2005.

Collier, Paul, The Bottom Billion, Oxford: Oxford University Press, 2007.

Fisk, Robert, The Great War for Civilisation, London: Fourth Estate, 2005.

FM 3-24 & MCWP 3-33.5, Counterinsurgency: Headquarters,

Department of The Army, 2006.

HRN 010-001 (2005), Feltreglement I.

Kissinger, Henry A., Vejen frem i Afghanistan, Weekendavisen, 22. Marts 2009.

Mellbin, Franz-Michael Skjold, Ambassadøranalyse I/2008: Taliban, Kabul, Udenrigsministeriet, 2008.

Pedersen, Kenneth et al., ”Oprørskrigens anatomiMilitært Tidsskrift, 137. årgang, nr. 2, 2008.

Rasanayagam, Angelo, Afghanistan, London: I. B. Tauris & Co Ltd, 2003.

Scheuer, Michael, Through Our Enemies Eyes, Washington D. C.: Potomac Books, 2006.

Smith, Rupert, The Utility of Force: The Art of War in the Modern World, London: Penguin Books, 2005.

Supreme Heaquarters Allied Power Europe (2005), Guidelines For Operational Planning (GOP), Final Revision 1.


[1] Alliancen ses i artiklen som de bidragydende nationers koalition og ressourceanvendelse til oprørsbekæmpelseskampagnen uden for egne territoriale grænser.

[2] ”At its core, COIN is a struggle for the population’s support. The protection, welfare, and support of the people are vital to success.” FM 3-24 & MCWP 3-33.5, 2006, pp. 1-28.

[3] Mellbin, 2008.

[4] Osama Bin Laden er et eksempel på en oprører, der søger påvirkning både lokalt som globalt ved bl.a. at tilvejebringe goder lokalt og rette sin kamp mod Vesten globalt. Se Fisk, 2005.

[5] ”Tactical actions thus must be linked not only to strategic and operational military objectives but also to the host nation’s essential political goals. Without those connections, lives and resources may be wasted for no real gain.” FM 3-24 & MCWP 3-33.5, 2006.

[6] FM 3-24 & MCWP 3-33.5, 2006, pp. 5-29.

[7] Allied Joint Doctrine for Special Operations, 2008.

[8] Evnen til at kunne operere i andre dimensioner end landjorden under oprørsbekæmpelse har vist sig særligt relevant i forhold til at kunne trænge ind på livet af modstanderen ved at undgå dennes aktive og passive sikringsforanstaltninger (f.esk poster og improviserede sprængladninger) og dermed skabe den ønskede effekt bl.a. gennem overraskelse.

[9] I Danmark er det defineret som Særlig Hjælp til Rigspolitiet.

[10] GOP, 2005, pp. 3-4. 

[11] FM 3-24 & MCWP 3-33.5, 2006, pp. 5-18.

[12] Non-Combatant Evacuation Operations, p 1-1.

[13] Kissinger, Henry A., ”Vejen frem i Afghanistan”, Weekendavisen, 22. marts 2009.

[14] Melbin, 2008.

[15] FM 3-24 & MCWP 3-33.5, 2006, pp. 5-29.

[16] “Remove all enemy forces and eliminate organized resistance in an assigned area.” (NATO STANAG 2287 LO (edition 1), 2006).

[17] ”Break apart an enemy's formation and tempo, interrupt the enemy timetable, cause premature and/or piecemeal commitment of forces. Measure: enemy actions uncoordinated and off-balance.” (NATO STANAG 2287 LO (edition 1), 2006).

[18] FM 3-24 & MCWP 3-33.5, 2006, pp- 5-19.

[19] ”Seal off an enemy force from its sources of support, to deny it freedom of movement, and prevent it from having contact with other enemy forces. Measure: enemy isolation.” (NATO STANAG 2287 LO (edition 1), 2006).

[20] Dette skal sammenlignes med konventionelle enheders optræden på det taktiske niveau, hvor fiksering af oprøreren og efterfølgende nedkæmpelse med områdevåben er normen.

[21] ”Keep possession of a terrain feature to ensure it is free of enemy occupation or use Measure: area free of enemy use.” (NATO STANAG 2287 LO (edition 1), 2006).

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_138.aargang_nr.2_2009_1.pdf

Litteraturliste

Del: