Sovjetunionen og den nordiske balance

Ved Forsvarsakademiets 154-årsdag den 1. november 1984 blev festforelæsningen holdt af professor Bent Jensen, Odense Universitet. Manuskriptet til forelæsningen gengives her i let bearbejdet form.
 

I begyndelsen var ordet, hedder det i Bibelens begyndelse. Jeg skal ikke holde en bibelsk prædiken i dag, men vil bruge denne bibelske erkendelse til at henlede opmærksomheden på ordenes eller begrebernes betydning i politik og i beskrivelsen af politik. Ord er virkelighed eller kan skabe virkelighed, også politisk virkelighed. Ord kan forføre og tilsløre. Samtidig med at de kan skabe en politisk virkelighed, kan de også skjule en virkelighed.
Hvordan forholder det sig med ordene »den nordiske balance« og virkeligheden, den militære virkelighed, den strategiske virkelighed og den politiske virkelighéd i Norden og i Sovjetunionen? Jeg vil i det følgende underkaste begrebet »den nordiske balance« en kritisk analyse, se på begrebets fremkomst og dets forskellige brug - analytisk og politisk - gennem årene. Hovedstykket i min forelæsning skal være en redegørelse for Sovjetunionens opfattelse af begrebet, herunder for den sovjetiske officielle opfattelse af den sikkerhedspolitiske situation i Norden. Sluttelig vil jeg argumentere for, at »den nordiske balance«, som begreb til at beskrive virkeligheden med, er dårligt, måske farligt, og at de sidste par års skred i dansk sikkerhedspolitik under alle omstændigheder har gjort begrebet næsten meningsløst, for så vidt angår Danmarks andel i denne angivelige nordiske balance.

Begrebet »den nordiske balance« stammer fra begyndelsen af 1960’erne. Under den såkaldte notekrise i 1961, der i tid faldt sammen med oprettelsen af den dansk-tyske enhedskommando, COMBALTAP, foreslog Sovjetunionen Finland i en note, at de to lande skulle indlede konsultationer i henhold til VBS-traktaten for at »sikre forsvaret af begge landes grænser mod truslen fra et .militært angreb fra Vesttyskland og dets allierede«. I noten blev det hævdet, at Bonn-revanchisteme var i færd med at underlægge sig de danske og norske væbnede styrker, og at de vesttyske militarister forberedte krig, hvilket udgjorde en fare for Finlands sikkerhed. Efter finsk-sovjetiske forhandlinger på højeste plan (Kekkonen- Khrustjov) lykkedes det dog Finland at få Sovjetunionen til at frafalde kravet om militære konsultationer. Kekkonen henviste bl.a. til den norske forsvarsminister Harlems udtalelse, hvori denne havde mindet om den norske atomvåbenoption. I communiqueet efter Kekkonen-Khrustjov drøftelserne hed det, at undladelse af sovjetisk-finske militære konsultationer ville kunne berolige opinionen i Skandinavien og føre til en reduktion i behovet for militære forberedelser, også i Danmark og Norge, som var medlemmer af NATO.
Der synes altså her at være tale om en implicit sovjetisk anerkendelse af en balancemekanik i det daværende sikkerhedspolitiske mønster i Norden: sovjetiske krav om en stærkere integrering af Finland i Sovjetunionens forsvarsbestræbelser blev afpareret ved Norges trussel om eller antydning af muligheden for en forstærket norsk integrering i USAs forsvarsbestræbelser. Jeg understreger »synes«.
Udenrigsminister Lange brugte eksplicit balance-begrebet, da han efter et besøg i Moskva senere på året 1961 i en tale i Stortinget bl.a. redegjorde for sine samtaler med sovjetiske ledere i Moskva. Lange havde da sagt, at han ikke kunne forstå, at noget land kunne være interesseret i at ændre i »denne balansen«, der karakteriserede sikkerhedspolitikken i Norden. Han havde videre hævdet, at »uro og ændringer i noen del av området kan føre til at vi for vår del må ta opp til vurdering hvilke virkninger dette måtte få for vår holdning til særlige sider ved vår sikkerhedspolitik«1).

Det var med udgangspunkt i disse hændelser, at der i norsk akademisk sikkerhedspolitisk litteratur ligefrem blev udviklet en hel teori om begrebet »den nordiske balance«, et begreb, der i mange år siden har sat sit stærke præg på den nordiske sikkerhedspolitiske litteratur, i den offentlige debat og i officiel udenrigspolitisk sprogbrug, hvor den vel næsten fik status af doktrin. Per Hækkerup skrev således i hogem Danmarks udenrigspolitik (1965) s. 100: »Der er... skabt en speciel - af stormagterne stiltiende accepteret - »balance« ... Forstyrres denne balance i et enkelt led, vil dette naturligt kunne tænkes at fremkalde en reaktion til »genoprettelse« af balancen«. Og Hækkerup føjer til: »Der er derfor fra dansk side en vigtig udenrigspolitisk motivering for at fastholde den nuværende atompolitik, som utvivlsomt har bidraget til, at Norden i dag må anses for et af de roligste og mest stabile områder i verden«. Der har dog aldrig været tale om nogen særlig klar eller konsekvent anvendelse af begrebet - sommetider er Island med, sommetider ikke, undertiden synes Danmark ikke at spille nogen rolle, undertiden er Danmark med i »balancen« - men tankegangen i balanceteorien er for så vidt klar og ligetil. Sveriges væbnede, alliancefri politik er vægtstangens balancepunkt eller aksel. De to vægtskåle udgøres af hhv. Finlands neutralitetspolitik og særlige binding til Sovjetunionen i medfør af VBS-traktaten og Norge-Danmarks betingede medlemskab af NATO. Ændres der ved situationen i en af vægtskålene, vil der mer eller mindre automatisk ske ændringer i den anden vægtskål for at genoprette balancen.
Det er jo en behagelig tanke - og et forførende billede. Tilsyneladende er den hellige grav velforvaret og stabiliteten i Norden således sikret næsten pr. automatik. Men der er adskillige ting at sige om denne såkaldte balance og om disse vægtskåle. For det første forudsætter en vaégt betjening. Skal der placeres et tungere lod i en vægtskål for at genoprette balancen, kræver det dels tilstedeværelsen af et sådant tungere lod, dels en beslutning om faktisk at placere loddet i vægtskålen. Eller sagt med andre ord: sikkerhedspolitik består også af politisk vilje, vilje til at træffe beslutninger og vilje til at sikre det materielle (militære) grundlag for sådanne beslutninger.
Balancebegrebet, sådan som det bruges i Norden, udmærker sig også ved et andet karakteristisk træk. Det forudsætter altid, at det er den vestlige del af balancesystemet, der kan bringes til at reagere på forskydninger i den østlige del. Eller for at bruge billedsprog: man forestiller sig, at loddet eller lodderne i den norsk-danske skål kan/skal gøres tungere for at opveje en forudgående placering af et tungere lod i den finske vægtskål. Men hvis der nu er tale om en helt anden situation? Hvis det, der sker, i stedet er, at lodder fjernes fra den norsk-danske skål? Vil balanceautomatikken så også træde i funktion og mindske trykket på den finske vægtskål? Dette spørgsmål skal jeg senere vende tilbage til.
Vi ved i virkeligheden slet ikke, om balancemekanikken fungerede i 1961. Måske var det helt andre ting, der lå bag iscenesættelsen og afblæsningen af »notekrisen«. F.eks. Khrustjovs behov for at demonstrere over for sine rivaler i den uafsluttede magtkamp, at han ikke var nogen due.
Noten til Finland blev afleveret, mens den 22. Partikongres var i gang, den kongres, hvor Khrustjov forsøgte at føre sit opgør med de gamle stalinister - Molotov bl.a. - til bunds.

Jeg er enig i den betragtning, der siger, at begrebet »den nordiske balance« er skabt som en efterrationalisering (af en række ikke-afstemte politiske handlinger og beslutninger) i de nordiske lande, men uenig i opfattelsen af, at det skulle være blevet accepteret i omverdenens syn på Norden, eller at det skulle indicere den kendsgerning, at USA og Sovjetunionen kan sætte grænser for hinandens indflydelse i området2). Det sikkerhedspolitiske mønster, der blev etableret i Norden efter II Verdenskrig, blev ikke skabt efter afstemte overvejelser om, hvordan man kunne skabe en balance mellem Øst og Vest, men blev til som resultat af de forskellige landes forskellige, konkrete sikkerhedspolitiske beslutninger og for Finlands vedkommende som resultat af Sovjetunionens krav. Jeg tøver med at bruge ordet sikkerhedspolitiske »valg«, fordi Finland vel ikke kan siges at have haft noget valg i forhold til Sovjetunionen. Der er ikke med dette begreb eller denne doktrin sat nogen grænser for nogens indflydelse, allermindst for Sovjetunionens indflydelse, der har været voksende i alle de år, hvor den nordiske balance antages at have fungeret. Selve balanceforestillingen og de formentlige, sikkerhedspolitiske positive konsekvenser heraf er ganske enkelt aldrig blevet accepteret fra sovjetisk side. Sovjetunionen har tværtimod militært, politisk, diplomatisk og psykologisk hele tiden arbejdet for at ændre det sikkerhedspolitiske mønster i Norden.

Jeg skal ikke spilde mange ord på at konstatere, at der ikke består nogen balance - dvs. ligevægt - i militær forstand i det nordiske område, hvortil jo militærstrategisk må henregnes hele Østersøen og Kolahalvøen. Man kan også med SNU’s rapport om Dansk sikkerhedspolitik og forslagene om Norden som kemevåbenfri zone (1982) sige, at begrebet den nordiske balance som en kortfattet henvisning til den eksisterende sikkerhedspolitiske situation i Norden er indholdsløst (s. 81). Men det er ikke, som SNU’s rapport også mener, uproblematisk. For begrebet kan være med til at skjulé væsentlige ændringer i den faktiske sikkerhedspolitiske situation, både hvad angår den militære udvikling, og hvad angår f.eks. Danmarks og Norges NATO-tilhørsforhold.
Der er heller ikke balance i eller lige vilkår for bestræbelser for at ændre det sikkerhedspolitiske mønster i Norden. Finland har i mere end 20 år arbejdet fqr at løsne Danmarks og Norges tilhørsforhold til NATO ved de siden 1963 fremsatte forslag om Norden som en kemevåbenfri zone, mens der ikke fra de andre nordiske landes side har været fremsat forslag om en ændring i Finlands sikkerhedspolitik. Sovjetunionen henregner faktisk Finland til sin interessesfære og har gjort det siden Hitler-Stalin- pagten i 1939. I 1947 karakteriserede Zjdanov Finland sammen med Rumænien og Ungam som »nye demokratier«, der havde frigjort sig fra imperialismen og nu sammen med Sovjetunionen og folkedemokratieme udgjorde en »progressiv front« mod de imperialistiske stater. VBS- traktaten af 1948, der helt var indrettet på Sovjetunionens interesser, viser det samme. Erobring og VBS er ikke kontrære, men komplementære metoder til varetagelse af Sovjetunionens interesser, som en finsk historiker har udtrykt det.
Finland var efter II Verdenskrig i en vis forstand neutralt, men det tilhørte samtidig Sovjetunionens interessesfære. En midlertidig mildnelse umiddelbart efter Khrustjovs opgør med Stalin i 1956 blev afløst af en ny stramning eller indskærpelse af Finlands position i »nattefrost«-krisen i 1958 og i notekrisen i 1961. Efter disse tilrettevisninger har Sovjet- imionen ikke siden haft behov for indskærpning. Finland har lært lektien. Under Brezjnev i 1970’eme har man fra sovjetisk side imderstreget de militære artikler i VBS-aftalen. Og Finlands fredspolitik samordnes via hyppige konsultationer med Sovjetunionen. Ligesom Finland i Stalins tid indgik i kampen mod imperialismen, indgår Finland nu i Sovjetunionens fredspolitiske offensiv mod NATO2).
Mens altså den dansk-norske side af den såkaldte balance frit kan beslutte ændringer i sikkerhedspolitikken, er det samme ikke tilfældet med Finland. Der opstår derved risiko for, at forestillingen om en nordisk balance kan blive til et instrument for Sovjetunionen. Sovjetunionen har kurmet bruge det nordiske sikkerhedspolitiske mønster eller den nordiske solidaritet til at modarbejde NATO i Norden og bruge Finland som pres- sionsinstrument over for de øvrige nordiske lande. De nordiske NATO- lande kan herved komme i en position, hvor en ændring af deres sikkerhedspolitik (aktivering af base- og kemevåbenoptioneme) kun kan komme på tale som instrument til at aflaste Finland i tilfælde af sovjetisk tryk, men ikke som middel til at forbedre deres egen sikkerhedspolitiske stilling, hvis dette af andre grunde måtte være ønskeligt. Da Norge således i 1970’eme ønskede sin sikkerhed forbedret som følge af den massive sovjetiske militæropbygning på Kolahalvøen, kunne indirekte henvisninger til »den nordiske balance« bruges af Sovjetunionen-Finland til at ændre allerede vedtagne norske reaktioner (forhåndslagring og deltagelse af vesttyske styrker i manøvrer i Norge).

Hvordan ser Sovjetunionen på begrebet »den nordiske balance«? Er dette begreb, som hævdet af Per Hækkerup og Seidenfaden-udvalget, accepteret af Sovjetunionen? Både ja og nej.
Fra sovjetisk side afvises begrebet »den nordiske balance« altid, når det opfattes som argument til at forklare - i betydningen forsvare - det sikkerhedspolitisk stabiliserende NATO-medlemskab for Danmark og Norge. Sovjetiske skribenter afviser begrebet som et rent politisk kneb. I en helt ny sovjetisk bog, skrevet af den fremtrædende sovjetiske Skan- dinavienekspert Lev Voronkov, hedder det bl.a. om begrebet »den nordiske balance«: »Dette begreb tjener i virkeligheden til at dække over bestræbelser på gradvist at ændre styrkerelationeme i regionen til fordel for NATO«; begrebet bruges til »at retfærdiggøre de kunstige barrierer, der er oprettet imod positive forandringer i afspændingens ånd«; begrebet er »baseret på en militær konfrontations logik og skal tilsløre USA’s og dets allieredes militære opbygning i regionen«4).
Men samme ekspert i nordisk sikkerhedspolitik bruger implicit en balanceforestilling til at argumentere for Sovjetunionens og Finlands sikkerhedspolitiske initiativer og i det hele taget for Finlands sikkerhedspolitiske binding til Sovjetunionen. Han har således skrevet, at en formalisering af den faktiske kemevåbenfri status i Norden ville fjeme den eksisterende kemevåbenoption og dermed berøve Danmark og Norge den nu eksisterende mulighed for at »øve tryk på Sovjetunionen«. Balancetankegangen kommer også frem i forbindelse med en omtale af VBS- traktaten. Både det finske og det sovjetiske folk er maksimalt interesseret i, at den praktiske anvendelse af traktatens militære bestemmelser ikke skal blive aktuel. Dette kan imidlertid kun forebygges ved en fuldstændig fjernelse af krigsfaren. En sådan fuldstændig fjernelse af krigsfaren sætter den sovjetiske ekspert lig med en neutralisering af alle de skandinaviske lande5).
I den just udkomne bog af samme forfatter hedder det endnu tydligere: VBS-traktatens militær-politiske bestemmelser har speciel betydning for Finland, »fordi de vedrører spørgsmål om dets nationale suverænitet og uafhængighed. De tilskynder Finland til at føre en aktiv politik med henblik på at styrke afspænding og fred... Faktisk retter Finlands ledere deres bestræbelser i udenrigspolitikken henimod opgaven at forhindre opkomsten af en situation, som ville kræve implementeringen af traktatens militær-politiske bestemmelser«.
Og for at ingen misforståelser overhovedet skal være mulige, understreger Voronkov tidligere sovjetiske tilkendegivelser om, at mens VBS- traktaten for Sovjetunionen blot er en del af dets totale sikkerhedssystem, så er den for Finland »grundlaget for hele dets sikkerhedssystem, både hvad angår de udenrigspolitiske og de militære aspekter«. VBS-traktaten afgiver ikke grundlag for nogen »absolut neutralitet« for Finlands vedkommende, nogen lige stor afstand til stormagterne. »Et realistisk syn viser, at Finland ikke vil være neutral, hvis spændingen i Nordeuropa stiger«6).
Også i praktisk politik er forestillingen om en nordisk balance eller den nordiske solidaritet søgt udnyttet som pressionsmiddel mod de nordiske NATO-medlémmer. I en korrespondance til Land og Folk december 1958 (under nattefrostkrisen) hed det således, at det dansk-tyske mihtære samarbejde havde haft en negativ indflydelse på udviklingen i Finland, og at enhver begivenhed til det værre i de andre nordiske lande påvirkede Finland i negativ retning og »kan direkte bringe landet i fare«. I 1957 advarede Sovjetunionen Danmark og Norge om, at modtagelse af amerikanske mellemdistanceraketter ville komplicere situationen for Finland. Og i april 1980 erklærede den sovjetiske militærattaché i Finland, at NATO’s aktiviteter truede den nordiske balance (sandsynligvis havde han forhåndslagringen i Norge i tankerne). Ifølge Ame Olav Brundtland skal det sovjetiske pseudonym Jurij Komissarov i november 1979 i en artikel i en finsk avis have givet udtryk for, at NATO’s planer (dobbeltbeslutningen) ville ændre magtbalancen i Europa og dermed det grundlag, hvorpå den nordiske balance hvilede7).
Sovjetunionen anerkender således ikke begrebet »den nordiske balance« som analytisk kategori. Derimod bruger Sovjetunionen begrebet eller måske snarere de andre nordiske landes vilje til hensyntagen over for Finland som politisk instrument til at fremme egne interesser og til at skabe en »nordisk balance« af et helt andet indhold end det, vi har kendt de sidste 35 år. Hvad går denne »balance á la Moskva« så ud på?

I december 1944 og januar 1945 rapporterede Frihedsrådets repræsentant i Moskva, Thomas Døssing, at Moskva efter nazismens forestående sammenbrud betragtede Danmark som »russisk interesseområde«. »De betragter sig som Østersøens herre«, og de gjorde opmærksom på, at Danmark efter denne krig var Ruslands »direkte nabo«8). Der er ingen grund til at mene, at russerne ikke fortsat skulle have denne opfattelse. Det fremgår med al ønskelig tydelighed af den sovjetiske adfærd over for Sverige i de senere år - en adfærd tidligere udenrigsminister Kjeld Olesen karakteriserede som udtryk for en herrefolksmentalitet. Det fremgår af de vedvarende sovjetiske bestræbelser op gennem årene for at få Østersøen omdannet til en sovjetisk domineret indsø, og det fremgår af den løbende strøm af advarsler, trusler og løfter, som alle sigter på at isolere Danmark (og Norge) fra det øvrige Vesteuropa. Fra sovjetisk side har der aldrig været lagt skjul på, at man tilsigter en egentlig neutralisering af samtlige nordiske stater.
Det er et slående træk i den officielle sovjetiske politik, at Moskva pure benægter de nordiske landes legitime sikkerhedsinteresser. Det eneste, der truer de nordiske lande, er den aggressive imperialisme, og det er derfor mod truslen fra Vest, at Norden skal beskyttes. Og en sådan sikring kan som sagt ske ved en neutralisering af området, hvor en keme- våbenfri zone kan blive det første skridt. Bortset fra Finland karakteriseres de nordiske landes sikkerhedspolitik som »magtpolitik«, og en sådan magtpolitik kan ikke skabe sikkerhed. Som mønster for alle nordiske lande fremhæves Finlands status og VBS-pagt med Sovjetunionen.

Jeg sagde indledningsvis, at udviklingen i dansk sikkerhedspohtik i de senere år har gjort begrebet »den nordiske balance« meningsløst, for så vidt angår Danmarks andel i denne angivelige balance. Kernevåben- optionen eksisterer vel stadig formelt, men ikke reelt, for Danmarks vedkommende. Ifølge tilkendegivelser fra ledende socialdemokratiske politikere må forstærkninger til Danmark i en krigs- eller krisesituation være indstillet på at komme uden kernevåben. Og Danmarks konservative statsminister har i Folketinget erklæret, at »vi vil overhovedet ikke have kemekraftvåben på dansk jord, sådan har det været, sådan er det, sådan bliver det ved med at være«9). Der synes altså ikke længere at være politisk vilje til eller ønske om at kunne påvirke eller justere balancen, sådan som balanceteorien forudsætter det.
»Den nordiske balance« er død. Lad os derfor begrave dette vildledende begreb, der ikke længere tjener noget nyttigt formål. Sovjetunionens langvarige kampagne over for de nordiske lande synes at have båret frugt. Zonetanken, der de første 25 år konsekvent blev afvist af skiftende danske regeringer, nyder nu stor og positiv bevågenhed. Hvilken etiket den nye sikkerhedspolitiske situation skal have er foreløbig et åbent spørgsmål.

Bent Jensen

NOTER
1. Problemer omkring dansk sikkerhedspolitik (1910), S. 283 f.
2. Sst.
3. Osmo Jussila: »Finland i Sovjetunionens såkerhedtpolitik efter andra vårldskriget«, Bidrag till Oststatsforskningen vol. 11 nr. 4 (1983), s. 132 ff.
4. Non-Nuclear Status to Northern Europe (1984:), s. 93-9d.
5. Lev Voronkov: Strany severnoj Evropy v sovremennych mezdunarodnych otnosenij (1980), s. 40.48.
6. Non-Nuclear Status to Northern Europe, s. 22-24. Voronkov henviser til den sovjetiske bog Tridcat´let dobrososedstva (1976) af Barten’ev og Komissarov.
7. Ole Nørgaard og Per Carlsen: Sovjetunionen, Østeuropa og dansk sikkerhedspolitik (1981), s. 91.
8. Jørgen Hæstrup: Hemmelig alliance bd. 2 (1959), s. 262 ff. ,
9. Søren Møller Christensen: Man har et standpunkt... Socialdemokratiet og sikkerhedspolitikken i 80’erne (1984), s. 11 og 116.

PDF med originaludgave af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra: PDF icon militaert_tidskrift_114_aargang_mar.pdf
 

Litteraturliste

Del: