Sovjetiske strategiske tanker, 1960

Forsvarsakademiets nye chef, Oberst Amtrup, har i to forelæsninger
for generalstabskursus 1960/61 skildret den strategiske tænkning
i henholdsvis Øst og Vest. Vi bringer den ene af disse forelæsninger
her og den anden i det følgende nummer af tidsskriftet.
 
Det er meget svært at trænge ind til kernen i sovjetisk strategisk
tankegang, dels på grund af sprogvanskelighederne, dels fordi deres
tanker følger helt andre baner, end vi er vant til, og dog er det, som om
de seneste år lia r givet plads for en meget friere saglig diskussion i den
sovjetiske m ilitæ rlitteratur, så der nu er bedre muligheder for at studere
dem. Ikke mindst har den amerikanske Dr. Raymond L. G arthoff gennem
sine fortræ ffelige bøger, »How Russia makes war« (1954), »Sovjet strategy
in the nuclear age« (1958) og »The Sovjet image of future war« (1959),
på udmærket måde belyst den sovjetiske tankegang. Disse bøger, som
nok ser forholdene med amerikanske b riller, og som indeholder en lang
række citater fra sovjetisk m ilitæ rlitteratur, kommer sikkert sandheden
ret nær. Jeg skal derfor forsøge, om jeg med dr. Garthoff og andre kan
fortolke og kommentere de moderne sovjetiske militærstrategiske tanker,
så vi bedre kan imødegå deres udfordring gennem en forståelse af deres
natur.
 
Russerne er meget »bibelfaste«, alt bygger på de marxistisk-leninistiske
doktriner; vestlige militære filosoffer omtales så godt som aldrig,
en undtagelse er Clausewitz, som Lenin i øvrigt har citeret flittigt. Henvisninger
til vestlige m ilitæ re doktriner sker derfor næsten aldrig, undtagen
når de kan omtales med en vis nedladenhed for at stille dem op
over for deres egne »fremragende« metoder. Det er således, som om
sovjetisk m ilitæ rfilosofi begynder helt på bar bund med revolutionen
og dens fædre.
 
Dr. Garthoff begynder derfor med at kaste et blik tilbage til Sovjetunionens
barndom, til begyndelsen af tyverne. Sovjets militære og politiske
doktrin er baseret på et militært mønster i de politiske forhold,
som er udledt af det fundamentale kommunistiske billede af verdenskonflikt.
Den direkte brug af denne »kamptilstand« i politiske forhold,
både intern og international, bygger på vedblivende strid indtil tilintetgørelse.
Sovjets politiske strategi kan ikke forstås uden kendskab til
denne grundsætning; det m ilitæ re begreb »ødelæg eller b liv ødelagt«
gennemstrømmer al sovjetisk politik, hvad der også betyder alt sovjetisk
liv.
 
Marxismen havde ikke før 1917 fastsat eller defineret partiets eller
den fremtidige proletariske stats m ilitæ re doktrin. Mellem 1921 og 1924
var der derfor en omfattende diskussion om arten af den militære doktrin
og hvad dens principper skulle omfatte for den nye Sovjetstat.
Trotsky troede, der var en militærvidenskab, der var lige brugbar for
kapitalister og proletarer, medens Frunze insisterede på en fuldstændig
ny proletarisk doktrin og sagde, at karakteren af den militære doktrin,
der er akeepteret af en hvilken som helst stat, er bestemt af den almindelige
politiske linie hos den sociale klasse, der står i spidsen for staten.
Debatten endte med Trotskys fald og lians erstatning med Frunze i 1924,
og siden da har spørgsmålet om m ilitæ re doktriner i tyve år ikke givet
anledning til større opmærksomlied.
Samtidig med denne debat var der også nogen meningsudveksling
om, hvorvidt militære sager egentlig var videnskab eller kunst. På dette
punkt var Trotsky og Frunze temmelig enige, og de fortolkede det på en
ret konventionel måde, som blev stående til Bulganin definerede det
således:
 
— Krigskunsten er en integrerende del af den militære videnskab
og omfatter taktik, operationer og strategi, d. v. s. den omfatter
studiet af spørgsmål om metoderne til at lede militære handlinger
og krigen som helhed.
— Den militære videnskab omfatter — ud over krigskunstens problemer
— tillige spørgsmål om landets økonomiske og moralske
evner og muligheder.
 
Som bekendt opdeler russerne krigskunsten i tre komponenter:
Strategi, operationer og taktik. Begrebet den »operative kunst« er lid t
usædvanlig for vestlig tankegang og synes i nogcr. grad at overlappe både
strategi og taktik. Ved »operativ kunst« forstår man teori og praksis med
hensyn til at organisere og lede operationer ved armégrupper og arméer.
Strategien er adskilt fra den operative kunst som følger:
»I den militære terminologi betegner strategi:
 
— Studiet af ledelsen af alle en stats væbnede styrker gennem forberedelserne
til og føringen af krigen.
— De bertil svarende grene af praktisk militær virksomhed ved
overkommandoen og generalstaben.«
 
I hele Stalins tid, hvor der bevidst opbyggedes en nimbus om ham,
taler man udelukkende om den overlegne stalinistiske, militære videnskab.
Stalins berømmelse hviler på nogle handlinger fra borgerkrigens
tid, men i begyndelsen af tyverne var hans handlinger og tanker end
ikke værdige at debattere. Først efter Lenins død finder man en udtalelse
af Stalin frem; den lyder: »Lenin betragtede ikke sig selv som en m ilitæ r
ekspert, hverken før eller efter oktober-revolutionen og borgerkrigen.
Under borgerkrigen tvang han os, dengang endnu unge kammerater i
centralkomiteen, til at studere m ilitæ re forhold meget omhyggeligt. For
så vidt angik ham selv, sagde han meget åbent, at det allerede var for
sent for barn at studere m ilitæ re forhold.« På dette spinkle grundlag
bygges nu Stalins genialitet, som atter og atter gennem årene gentages
i den sovjetiske presse, og som fører til, at ingen studerer fremmede
m ilitæ re synspunkter; hvorfor skulle man det, når Stalins m ilitæ re videnskab
var alle andre overlegen. Endnu så sent som 1949 fremhæver Bulganin
Stalins genialitet som m ilitæ r teoretiker og siger, at han har skabt
en m ilitæ r videnskab, der dristigt går ud over krigskunstens grænser og
derved bryder med den gamle klassiske militære videnskabs traditioner,
som kun dækkede spørgsmålene om taktik og strategi.
 
Sovjetunionen har ikke i sine første 20 år formuleret nogle grundprincipper
for krigsførelsen, sådan som vi kender dem fra britiske og
amerikanske reglementer. Først under krigen opstillede Stalin visse prin cipper,
som han efter sigende skal have form uleret i 1918, og som han
gentog i en dagsbefaling nr. 55 af 23. febr. 1942. Denne autoritative
form ulering af principper må siges at være Sovjets sidestykke t il de prin cipper
for krigsførelsen, som vestlige lande lægger til grund for deres
krigsførelse.
 
Sovjets principper er kaldt »de permanent opererende faktorer som
bestemmer forløbet og resultatet af krigen«, og de lyder i Stalins egen
formulering:
 
1. Stabilitet i baglandet.
2. Hærens moral.
3. Divisionernes kvantitet og kvalitet.
4. Hærens udrustning.
5. Kommandopersonellets organisationsevne.
 
Disse fem permanent opererende faktorer er stillet op i modsætning
til kort virkende faktorer, hvoraf kun en — nemlig overraskelsen — er
blevet specificeret, for det var den eneste, som Stalin nævnte. Om deres
betydning har en af Sovjets m ilitæ re teoretikere udtalt: »Vi ved, at
borgerlige m ilitæ re tænkere stadig, men uden held, har bestræbt sig på
at afdække disse faktorer, idet de først har erklæret, at sejrens hemmelighed
ligger i de evige og uforanderlige principper for krigsførelsen, dernæst
at sejrens hemmelighed beror på troppeførerens overnaturlige in tuition.
J. V. Stalin har uigendrivelig for første gang i krigshistorien bevist,
at krigens resultat ikke bestemmes af temporære og kortvarige omstændigheder,
såsom overraskelse, men af de permanent opererende faktorer«.
Den sovjetiske form ulering af disse fem permanent opererende faktorer
betyder ikke nødvendigvis, at andre principper ikke også er grundlæggende
i Sovjets m ilitæ re doktrin, men blot at de ikke udtrykkeligt er
form uleret som sådanne af Stalin, og ethvert forsøg på at lægge t il eller
trække fra Stalins udform ning ville blive betragtet som en autoritetsnedbrydende
holdning over for Stalins geni.
 
Dr. Garthoff siger, at det er bemærkelsesværdigt, at disse fem faktorer
er hævet op til den vigtighed, som er tillagt dem. Den vægt, der er
lagt på baglandets stabilitet, kan antyde en sovjetisk frygt for ustabilitet
og upålidelighed i eget land. Sammen med hærens moral indikerer det
en opmærksomhed på nødvendigheden af at opretholde en stærk moral
både ved fronten og i hjemlandet og på samme tid at svække fjendens
moral. Interessen for divisionernes kvantitet og kvalitet og for hærens
udrustning peger på stor vægt på krigens materielle m idler; skønt det
naturligvis er anerkendt som vigtigt i alle hære, er det i almindelighed
ikke betragtet som et grundlæggende princip for krigsførelsen. Clausevitz
har sagt, at al krigskunst må begynde med opstillingen af et militært
apparat, men at dette er en anden funktion end anvendelsen af apparatet.
Den vægt, der er tillagt kommandopersonellets organisationsevne, antyder
et specielt behov for at overvinde skræk for in itiativ og ansvar. Betegnelser
som »leadership«, »en høj grad af militær viden« eller »militær
evne« er ikke anvendt; det er »organisationsevnen«, evnen til at sikre
ordrernes udførelse, ikke deres form ulering, som er fremhævet ved denne
specielle udtryksform.
 
Stalins død i 1953 markerede et vendepunkt bort fra hans personlige
diktaturs stive autokrati. Militære sager blev igen de professionelle militære
chefers område, ligesom partiet igen blev den dominerende politiske
magt, der erstattede autokraten.
 
Allerede i nov. 1953 stod der i et sovjetisk tidsskrift, uden at Stalins
navn endnu blev nævnt, at dyrkelsen af individet på en uheldig måde
havde påvirket alle m ilitæ re videnskabelige problemer, og at steril gentagen
citering af autoriteten friv illig t eller u friv illig t havde hindret udviklingen
af militær-teoretiske tanker.
 
Sovjetunionens betydeligste m ilitæ re tidsskrift »Voennaia Mysl«,
som betyder »Militæ re tanker«, og som er udgivet af generalstaben, begyndte
nu en debat om den m ilitæ re videnskabs love. Debatten begyndte
sent i 1953 og gjorde ende på næsten tre årtiers stilstand i en åben diskussion
blandt Sovjets officerer om grundlæggende m ilitæ re teorier.
Mærkværdigvis var der mange lighedspunkter med debatten fra tyverne,
begge drejede sig om definitionerne på m ilitæ r videnskab og omfanget
af den m ilitæ re videnskab, d. v. s. de professionelle officerers kompetenceområde.
Disse debatter var højst abstrakte og teoretiske, og dog var de
også forbundet med konkrete og løbende spørgsmål af praktisk betydning.
Men selv om man således har iagttaget en frigørelse fra den stagnation,
som den stalinistiske periode repræsenterede, så var Sovjets m ilitæ re
teoretikere ikke ivrige efter at etablere en ny, stereotyp »alm indelig lov
for sejr i krig«. Man erstattede i realiteten blot »Stalin dyrkelsen« med
en »Lenin dyrkelse«, og i 1957 fremkom der en artikel: »W. I. Lenin om
de grundlæggende faktorer, der afgør forløbet og resultatet af krigen«.
Disse nye grundlæggende faktorer var præcis de gamle permanent opererende
faktorer, blot lid t omskrevet. Dog fremgår — efter dr. Garthoffs
bøger — også nedennævnte synspunkter af debatten.
 
Det alt afgørende mål for enhver suveræn stat er: Overlevelse. Ingen
erobring har mening uden selvbevarelse, eller for at uddybe denne sandhed:
Ingen vinding ved angreb er mulig undtagen sådan vinding overstiger
de tab, der er pådraget som følge af angrebet. Sovjets primære mål
er derfor overlevelse, ganske som det er vort.
 
Sovjets mål er derefter at afskrække Vest fra at begynde en krig.
Medens vi er sikre på, at Vest aldrig vil angribe Sovjet, er de altså ikke
så sikre. Selv om de ikke nødvendigvis forventer, at Vest vil angribe,
kan de frygte, at Vest ikke vil blive forskrækket, når de »fornuftigvis«
skulle blive det.
 
Sovjets politik er endvidere kendetegnet ved et stærkt offensivt mål:
At svække og i yderste instans at tilintetgøre fjenden. Dette mål af ud
videt magt er dominerende i Sovjets politiske strategi, undtagen for så
vidt som det er indskrænket af det primære mål: Overlevelse.
Det fundamentale sovjetiske mål, som bestemmer den politiske og
militære strategi, kan derfor konkinderes som følger: A t forøge Sovjetunionens
magt på en hvilken som helst mest hensigtsmæssig måde, så
længe sovjetmagtens overlevelse ikke selv er i fare.
 
Sovjetunionen er en landmagt, og alle former for doktriner, m ilitæ r
organisation, våbensystemer og andre komponenter i den m ilitæ re struktur
ligger til grund for og smelter sammen i et lands strategiske begreber,
som altså i Sovjets tilfæ lde i overvejende grad er landm ilitæ rt betonede.
Sovjets strategiske begreb i atomalderen er — som forben — baseret
på troen på, at de militære operationers primære mål er ødelæggelsen af
den fjendtlige militære styrke, og ikke tilintetgørelsen af landets økonomiske
ressourcer og befolkningsressourcer. Således vedbliver Sovjet
altså at fastholde den klassiske m ilitæ re strategis mål. Dette v il naturligvis
ikke sige, at russerne ikke v il bombe modstanderens industri- og kommunikationscentrer,
men de anser det som et supplement t il og ikke en
erstatning for operationerne mod de væbnede styrker. De betragter det
altså som interdictionsopgaver.
 
Den kendsgerning, at Sovjet opretholder langt over 100 kampberedte
divisioner, og at mere end 2/3 af deres flyverstyrker er beregnet t il støtte
for overfladeoperationer, synes også at understrege Sovjets ovennævnte
strategiske doktrin.
 
Sovjet har konsekvent afvist enhver strategisk tanke baseret på en
overvældende tillid til eet specielt våbensystem. Sovjets modstand mod
tanken om et eller andet »absolut våben« er et gammelt karaktertræk
i deres doktrin. Sovjets fordømmelse af et »et-våbens« strategi som værende
eventyrisk og falsk er ikke blot i harmoni med deres beslutning
om at bruge alle m idler for at nå deres mål, frem for at spille hasard
med et middel, men det afspejler også deres m ilitæ re vurdering af de
styrker, der er nødvendige for at imødekomme det strategiske krav om
at opnå sejr ved at slå fjendens væbnede styrker. M arskal Moskalenko
har i 1957 udtrykt det således: »Sovjets m ilitæ re videnskab nægter bestemt
de borgerlige m ilitæ re teoretikeres vilkårlige opspind om, at man
nu kan opnå en strategisk sejr ved hjælp af et eller andet nyt våben. Der
findes ikke et sådant våben, som har eksceptionelle og almægtige egenskaber.
Historiske erfaringer lærer, at med fremkomsten af en ny teknologi
og kraftigere og mere ødelæggende våben er betydningen af men
ncskct på slagmarken ikke blevet mindre, men er tværtimod steget ganske
betydeligt.«
 
Den sovjetiske kritik af et »absolut våben« er særlig rettet mod
USA, som man opfatter som liovedfortaleren for Douhets og M itchells
teorier. Det er således et gennemgående træk i sovjctlitteraturen, at
sejren kræver fjendens militære styrkers nederlag, så man kan erobre
og besætte store landområder, og dette er kun hærstyrker i stand til.
I en atomkrig v il dette krav endog være større end i en konventionel
krig, for andre landes industrielle, økonomiske og arbejdskraft ressourcer
må båndlægges for delvis at kompensere for den omfattende beskadigelse
af Sovjets økonomiske system, som en gensidig atomudveksling vil forårsage.
 
Den grundlæggende doktrin, hvorpå de væbnede styrkers organisation
og opgaver er bygget, vedbliver således at være »eZe forenede værns
strategi«, men nu mere angivet i form af opgaver end gennem opstilling
i selvstændige værnselementer.
 
Sovjets m ilitæ re tanker liar ikke tidligere fundet udtryk i en opremsning
af principper for krigsførelsen, selv om der naturligvis findes
noget sådant skjult i deres reglementer. B l. a. liar overraskelse været
meget debatteret i sovjettidsskrifter i de seneste år. Det er im idlertid
overraskelse i form af en lynkrigsejr, de navnlig liar drøftet. Overraskelse
har altid været anerkendt som meget fordelagtig, men er aldrig blevet
betragtet som afgørende i sig selv. Overraskelse kan ikke bringe sejr i en
krig mod en beslutsom og stærk fjende. Gensidig hærgning v il ikke betyde
gensidigt nederlag. Men den enorme gensidige ødelæggelse v il sandsynligvis
opbruge hovedparten af de respektive langtrækkende flyver- og
missilestyrkcr, og således v il disse styrkers indsats på en måde annullere
hinanden. Sovjet mener, at de videre muligheder ligger hos landstyrkerne,
trænet i atomkrig og udrustet med atomvåben. I en redaktionel artikel
i »Voennaia Mysl« hedder det: »Opgaven er alvorligt at studere alle
sider af spørgsmålet om overraskelse og frem for alt at udvikle veje og
m idler til advarsel om et fjendtligt overraskende angreb og at kunne
tildele fjenden »preemptive« slag på alle trin, strategisk, operativt og
taktisk.«
 
Med udtrykket et »preemptivt« slag eller en »preemptiv« krig, som
også amerikanerne i de seneste år har diskuteret, menes: At komme
fjenden i forkøbet ved i sidste minut at tage initiativ og overraskelse fra
en fjende, om hvem man på en eller anden måde ved, at han står umiddelbart
foran at starte et overraskelsesangreb. Et »preemptivt« slag må
ikke forveksles med et forebyggende slag, idet det førstnævnte forudsætter
at man ved, at fjenden står umiddelbart foran at starte et overraskende
angreb, livad der ikke behøver at være tilfæ ldet ved et forebyggende
angreb. En højeste grad af årvågenhed og forberedelse til et »preemptivt«
slag forventes at krydse og væsentligt at neutralisere enhver fordel, som
fjenden måtte opnå ved at starte et overraskende angreb, og forpurre
ethvert fjendtligt forsøg på at opnå en hurtig sejr ad denne vej. Da således
både Øst og Vest taler om en »preemptiv« krig, og da begge parters
strategiske styrker har et højt beredskab, vil det tidsinterval, der liengår
mellem den ene parts startsignal og den anden parts gengældelse, blive
så kort, at det sikkert v il blive meget vanskeligt at afgøre, livem der i
realiteten bar begyndt krigen, og herved vil ingen af parterne opnå nogen
afgørende fordel af det strategiske overraskelsesmoment.
 
Sovjets fortolkning af den strategiske overraskelse som yderst vigtig,
men ikke i sig selv afgørende, er ganske træffende for forståelsen af
Sovjets offensive strategi. Overraskelse er betragtet som en upålidelig basis
for sejren og derfor ikke et tilstræ kkeligt grundlag til at starte en krig
mod en årvågen modstander. Det er anerkendt, at overraskelse under visse
omstændigheder kan være en nødvendig betingelse for sukces, men aldrig
en tilstræ kkelig basis for sukces i en krig mellem forberedte stormagter.
Derfor v il Sovjet næppe starte en storkrig, simpelthen fordi de tror, de
kan opnå overraskelse; men hvis de af en eller anden helt anden grund
bestemmer sig til at starte en krig, v il de utvivlsomt benytte overraskelsens
fordele for at understøtte deres »påståede« overlegenhed med hensyn
til de endeligt afgørende faktorer.
 
Modstykket til Sovjets tvivl om at kunne opnå en lynkrigssejr i en
krig mod en hovedmodstander er derfor Sovjets forventning om, at en
alm indelig krig — atomkrig eller ikke — v il blive en lang og anstrengende
konflikt, »en radioaktiveret verdenskrig nr. 3«. Derfor er de økonomiske,
moralske og m ilitæ re faktorer betegnet som afgørende og fundamentale
faktorer, fordi de ganske naturligt er afgørende i en lang krig.
Dr. Garthoff redegør derna;st for Sovjets syn på den begrænsede krig,
både våbenmæssigt og geografisk. Sovjets hastigt voksende atomstyrke
har som bekendt foranlediget Khrusbchov til at fastslå, at den marxistiskleninistiske
lære i den nye tid ikke længere betragter krig som uundgåelig,
og at socialisme kan etableres i hele verden uden krig. Det er værd
at erindre, at Sovjet som erstatning for en totalkrig kan spille på en lang
række politiske strenge. For tiden foretrækker Sovjet brugen af sådanne
ikke-m ilitære erstatninger som politisk og økonomisk pres, lokkem idler
og kattevenliglied, m ilitæ re demonstrationer og trusler, undergravning,
koloniopstand og revolutionær krig frem for direkte m ilitæ re m idler til at
udvide Sovjets indflydelse og kontrol.
Hvis derimod krigen kommer, er det muligt, at selv en storkrig v il
blive ført uden brug af atomvåben. Sovjets strategi bygger på den tanke,
at krigen som et politisk instrument kan antage forskellige former. Man
mener ikke, at atomvåben bestemt v il blive brugt, men beller ikke det
modsatte. Derfor søger Sovjet at opbygge og vedligeholde sådanne m ilitære
styrker, som er nødvendige både til en konventionel krig og til en
atomkrig.
Marskal Zhukov sagde i 1957 som svar på et spørgsmål om brug af
kernevåben i en frem tidig krig: »Hverken jeg eller nogen anden kan
besvare dette spørgsmål udtømmende, fordi alle krige, store og små,
opstår, føres og sluttes under specifikke politiske, geografiske og økonomiske
betingelser.«
 
Det er således åbenbart, at Sovjet ønsker at bevare en vis smidighed
i sin strategi med hensyn til, om kernevåben overhovedet skal bruges
eller ikke. Anderledes stiller det sig derimod, når talen er om brug alene
af taktiske atomvåben. Både K hruslicliov og Bulganin har ved flere le jligheder
sagt, at begrænsning af atomvåbnene til alene at omfatte taktisk
brug er umulig; forsøg på at skelne mellem strategiske og taktiske våben
og mål bliver betegnet som »borgerlig propaganda« og »forsøg på at
bedrage den offentlige mening«. I et sovjettidsskrift hedder det: »Al
diskussion om taktisk brug af kernevåben er påkrævet for, at de, der propaganderer
for atomkrig, skridtvis kan lede den offentlige mening til at
anerkende brugen først af taktiske atomvåben og derefter af strategiske.
Det er ganske klart, at det første forsøg på at bruge taktiske atomvåben,
v il føre til massebrug af atom- og brintvåben«.
 
Generalmajor Talensky, tidligere chefredaktør af »Voennaia Mysl«,
nu så vidt vides fremtrædende medlem af et militær-strategisk forskningscenter
i Moskva siger: »I moderne krig v il fjendtlighederne strække sig
over uhyre områder. Kampzonen og dermed brugen af våben v il omfatte
en frontlinie strækkende sig over hundreder eller tusinder af km og en
dybde på mindst 5— 600 km til begge sider af den direkte kontaktlinie.
De aggressive elementer, som forbereder en atomkrig, bar ikke til hensigt
at føre den i Arabiens ørken, Argentinas pampassletter eller i Sibiriens
tundra. De forbereder den i Europa med dens tætte befolkning, som i
nogle områder når op på 200 eller flere indbyggere pr. kvadratkilometer.
Kan det tænkes, at krig og atomangreb under disse betingelser v il kunne
indskrænkes til troppernes operationszone og ikke berøre den civile befolkning?
Troppekoncentrationer under moderne forhold, ikke mindst i
forsvar, v il hyppigt blive meget mindre end befolkningsta-tlieden i det
samme område, og ofrene blandt civilbefolkningen ville blive utallige,
ligesom ødelæggelserne uundgåeligt ville blive enorme. Der er ingen
forskel på taktisk og strategisk brug af atomvåben, og der kan ikke være
forskel«.
 
Disse udtalelser skal nok tages mod et vist forbehold, og marskal
Zliukov har da også sagt, at taktiske atomvåben, livis de ikke bliver forbudt,
i de nærmest kommende år vil indgå i troppernes organisatoriske
udrustning i stedet for konventionelle våben. Dette siger naturligvis ikke
noget om omfanget af brugen af atomvåben, men kun at Sovjet i hvert
enkelt tilfælde vil være i stand til at bruge de m idler, der er bedst egnet
til at nå målet.
 
Sovjets afstandtagen fra muligheden af begrænsning i brugen af
atomvåben er derfor nok delvis baseret på, at en anerkendelse af denne
mulighed alvorligt ville svække deres propagandakampagne for forbud
mod alle kernevåben, og dermed ville det udelukke ethvert sovjethåb om
en storkrig af konventionel art, på hvilket område de bar deres force.
Med hensyn til synspunkterne på den geografiske begrænsede krig
stiller Sovjet sig ikke meget anderledes, man tror ikke rigtig på muligheden
af at kunne bolde den begrænset. Bulganin bar skrevet herom i et
brev til præsident Eisenhower i 1957: »Et af de argumenter, der anvendes
af Vestens militære kredse for at dokumentere deres krav om udvidelse af
de militære forberedelser, er den såkaldte begrænsede krigs teori. Det må
meget eftertrykkeligt betones, at denne teori ikke alene er yderst in konsekvent
fra et m ilitæ rt synspunkt, men politisk er den meget farlig.
 
Ganske vist er verdenskrige tidligere begyndt som mere begrænsede krige,
men er det m uligt i vor tid alvorligt at regne med muligheden af at
kunne begrænse krige, når der i verden eksisterer to modstående militære
grupper, som tæller i massevis af lande i forskellige egne af jorden,
og når rækkevidden af de moderne våben ikke kender geografiske grænser.«
 
Der er grund til at tvivle på, om denne erklæring giver udtryk for
virkelige sovjetiske forventninger, eller om den bebuder en frem tidig
sovjetisk adfærd. Sovjet benægter i alm indelighed muligheden af fremtidige
begrænsede krige, fordi de ønsker at afskrække Vest fra at begynde
sådanne krige, måske endog fra at forberede dem defensivt. Men denne
benægtelse begrænser på ingen måde et frem tidigt sovjetinitiativ, for det
er jo allerede flere gange påpeget, at Sovjet forbeholder sig at bruge alle
egnede m idler for at nå sit mål.
 
I 1959 har der igen været en meget interessant debat i »Voennaia
Mysl«. Det er generalmajor Talcnsky, der bar indledt med en artikel om:
»Problemet om sejrens faktorer i den moderne militærvidenskab«. Den er
især interessant derved, at man nu er kommet langt bort fra stalinismens
dogmer og er begyndt kritisk at analysere de fem permanent opererende
faktorer. Hele debatten giver også et ganske godt in d b lik i sovjetisk
tankegang. Man ser gennem alle indlæg en vis ensretning; det er således
alm indeligt, at man ret jævnligt i de forskellige indlæg ser cn række naive
postulater om Vestens forbold, som jo bliver stående uimodsagt, ligesom
man hyppigt ser en »forbøjning« for de marxistisk-leninistiske teorier, og
når man taler om en eventuel kommende krig, er det meget ofte fulgt
af en eftersætning som »når eller hvis im perialisterne starter en sådan
krig«. Nogle indlæg viser en absolut klippefast tro på kommunismen,
medens andre er betydelig mere akademisk affattede. F. eks. er følgende
bemærkning af Talensky: »Under de moderne betingelser er hæren en
del af folket; den er vokset sammen med folket. Folkets ånd er også
bærens ånd«, en bemærkning som enhver af os kan godtage, blevet meget
skarpt kritiseret af en anden officer med bemærkningen: »Mener forfatteren
virkelig, at dette ikke blot gælder for bærene i de socialistiske lande,
men at det også er rigtigt for de borgerlige hæres vedkommende«.
Talenskys artikel er igen ret abstrakt og beskæftiger sig med at definere
og afgrænse en række begreber. Militærvidenskabens hovedformål
er at bestemme veje og m idler til sejr i den væbnede kamp. Deraf følger,
at erkendelsen af de faktorer, der betinger sejren, er militærvidenskabens
vigtigste opgave. Han spørger derfor, om det er rigtigt at betragte Stalins
form ulering af de fem permanent opererende faktorer som afgørende for
krigens skæbne og som militærvæsenets grundsten, medens man kun
betegner overraskelsesmomentct som en bifaktor, som noget tilfæ ldigt, der
kommer til udefra. Naturligvis ikke. Tesen om de fem permanent opererende
faktorer klarlægger ikke i tilstræ kkeligt omfang krigens specifikke
side, den væbnede kamp. Den giver ingen genspejling af den væbnede
kamps lovmæssighed, bestemmer ikke karakteren af metoderne for kamphandlingernes
førelse, d.v.s. den omfatter ikke tilnærmelsesvis udtømmende
militærvidenskabens vigtigste bestanddel, nemlig krigskunsten; en
række væsentlige faktorer, som er særegne for den væbnede kamp, bliver
ikke undersøgt.
 
Talensky beskriver dernæst den moderne krigs væsen og kommer til
det resultat, at den moderne krig er et kompleks af væbnet, økonomisk,
politisk og ideologisk kamp, som ikke kan skilles fra andre af samfundslivets
processer. Man kan ikke forstå krigens væsen uden et studie af
dens specifikke side, nemlig den væbnede kamp som politikkens mest
afgørende middel, men på den anden side kan man ikke behandle den
væbnede kamp uden at tage hensyn til betingelser og opgaver for den
politiske, økonomiske og ideologiske kamp.
 
Militæ rvidenskaben har således til opgave at udforske krigens specifikke
væsen, d.v.s. den væbnede kamp, i uadskilleligt sammenhæng med
krigens andre processer. Studiet af krigen som samfundshistorisk foreteelse,
studiet af kampens politiske, økonomiske og ideologiske former,
er efter den marxistisk-leninistiske teori samfundsvidenskabens opgave.
På det område, der især interesserer de militære, skal militærvidenskaben
derfor kun behandle sejrens m ilitæ re faktorer indgående, og med hensyn
til de samfundspolitiske og økonomiske faktorer skal den blot undersøge
deres indflydelse på den væbnede kamp og udarbejde de krav, som en
sejrrig føring af den væbnede kamp må opstille. De almindelige samfundspolitiske
og økonomiske faktorer er således samfundsvidenskabens
område, og militærvidenskaben må gå ud fra og støtte sig på dens resultater,
ligesom samfundsvidenskaben på sin side må tage hensyn til m ilitærvidenskabens
resultater. I stedet for Stalins fem permanent opererende
faktorer som bestemmende for forløbet og resultatet af krigen ser man
således nu en snævrere afgrænsning til det egentlige m ilitæ re område, og
Talensky angiver derefter følgende forskningsområder for den militære
videnskab:
 
— Udforskning og udarbejdelse af den væbnede kamps objektive
lovmæssighed.
 
— Fastlæggelse af den væbnede kamps metoder på grundlag af
erkendelsen af denne lovmæssighed og de faktorer, som betinger
tilkæmpelse af sejr i kamp.
 
— Udarbejdelse af metoder til betryggelse af den væbnede kamp i
materielteknisk og politisk-m oralsk henseende.
— Udarbejdelse af et videnskabeligt grundlag for stridskræfternes
opbygning og uddannelse til sejrrig føring i den væbnede kamp.
 
 
Ved hjælp af denne definition bliver plads, indhold og ramme for
problemet om sejrens faktorer i militærvidenskaben bestemt.
Talensky går derefter over til nærmere at analysere Stalins fem
permanent opererende faktorer, idet han først begynder med en opdeling
i samfundspolitiske og militære faktorer.
 
Han siger således, at samfundsordningens overlegenhed er af afgørende
betydning for krigens resultat. Samfundsordningen betinger ikke
blot stabilitet i baglandet, når man med denne stabilitet forstår landets
evne til at holde stand over for krigens anspændelser og i enhver henseende
at forsyne stridskræfterne, men også tilkæmpelsen af sejren. Inden
for rammen af den altomfattende faktor »samfundsordningen« behandler
han dernæst mere i enkeltheder følgende faktorer:
 
— Statens politiske stabilitet,
— Statens økonomiske styrke og
— Befolkningens politisk-moralske tilstand.
 
Disse faktorer har ikke blot en bestemmende indflydelse på t ilstanden
i baglandet, men også på de faktorer, som um iddelbart står i
forbindelse med føringen af den væbnede kamp. Talensky udskiller dem
im idlertid fra militærvidenskaben, som i snævrere forstand kun bør
omfatte sejrens m ilitæ re faktorer.
 
Efter Stalins teori var de fire sidste af hans faktorer egentlige m ilitære
faktorer; Talensky undersøger dem im idlertid nærmere og finder,
at de slet ikke giver udtryk for det essentielle: Den væbnede kamps
metoder. Han er ganske vist ikke helt frigjort fra Stalins teorier, idet
også han indleder med at betragte bl. a. krigens m aterielle m idler eller
det militæ e apparats opbygning:
 
— Stridskræfternes kvantitet og kvalitet.
— Bevæbning og krigsteknik (der skal forstås som alle de tekniske
midler, der har betydning for kampen) og
— Troppernes moralske kampånd.
 
Dette kan nok siges kun at være en omskrivning af Stalins faktorer,
men dog også en modernisering i pagt med forståelsen af den moderne
krigs vilkår, idet der nu ikke blot tales om »hæren« eller om »divisionerne
«, men om samtlige væbnede styrker.
 
Den næste faktor kalder han hadrenes kvalitet, og hermed menes
meget mere end kommandopcrsonellets organisationsevne. Det omfatter
deres politisk-moralske egenskaber, uddannelsesniveau, praktiske færdigheder,
evnen til at føre tropperne under de vanskeligste forhold, pligtfølelse
og disciplin samt militær-pædagogiske egenskaber m. m., kort sagt
alt det vi andre også forstår ved officersegenskaber.
 
Historiens erfaringer har vist, at betingelserne for sejr ikke alene
afhænger af de allerede nævnte m ilitæ re faktorer. Man må også være i
stand til at udnytte de fordele i den væbnede kamp, som disse faktorer
frembyder. Med andre ord den væbnede kamps metoder hører også til
sejrens m ilitæ re faktorer. Denne faktor må betragtes ud fra to synsvinkler.
Som bekendt bliver den væbnede kamps metoder og former til stadighed
gjort mere og mere fuldkomne under indflydelse af de soeialøkonomiskc
faktorer, som betinger denne udvikling. Dernæst må man også betragte
de konkrete former for anvendelse af den væbnede kamps metoder over
for en konkret modstander.
 
Endelig viser erfaringen, at føringens resultater i mangt og meget
afhænger af strategiske, operative og taktiske fordele, sådan som de
fremstår af den foreliggende situation eller skabes af den bevidste føringsvirksombed
på forskellige områder. Disse fordele, som i betydelig grad
betinger sejren i en fægtning, en operation eller i krigen som helbed, kan
fremtræde som følger:
 
— i en overraskende udførelse af ens handlinger,
— i et i sammenligning med modstanderen bøjere kampberedskab
hos tropperne,
— i en bedre sikring af tropperne mod overraskende indgreb fra
fjendens side,
— i større bevægelighed og manøvreevne,
— i fordele med hensyn til den strategiske, operative eller taktiske
situation på krigsskuepladsen eller i terrainet,
— i det rigtige valg af retning for hovedanstrengelsernc og den
rettidige klargøring af kræfter og m idler i denne retning,
— i det mest hensigtsmæssige samarbejde mellem alle dele af værnene
og våbenarteme og
— i en stadig forsyning af tropperne med de nødvendige midler,
herunder også tilstedeværelsen af de nødvendige reserver.
 
Den store betydning af disse faktorer i teori og praksis ligger lige
for, og det er åbenbart, at militærvidenskaben ved studiet af sejrens
faktorer må rette en særlig opmærksomhed mod de strategiske, operative
og taktiske fordele og ikke må betragte dem som noget tilfæ ldigt eller
noget mindre væsentligt.
 
Denne debat viser således en afgrænsning af militærvidenskaben til
det egentlige militære område, nemlig den væbnede kamp. Det er et
område for officererne, som naturligvis må bekende sig til den marxistiskleninistiske
la're, men som ikke derudover v il blande sig i samfundspolitikken.
Vi ser derfor en tilnærmelse til det i Vest alm indeligt knæsatte
princip, at krigen er en politisk handling, men at selve den væbnede
krigs ledelse er et m ilitæ rt område. Gennem Talenskys behandling af de
militære faktorer ser vi også en tilnærmelse til de i Vest alm indeligt
anerkendte principper for krigsførelsen. Ikke mindst har lians udlægning
af de strategiske, operative og taktiske fordele en ikke ringe lighed med
general Fullers bog: »The foundation of the science of war« og med de
principper, vi i dag finder i indlcdningskapitlerne til ethvert amerikansk
og britisk reglement om den højere føring. Eller som Trotsky allerede
har sagt: »Der er en militærvidenskab, som er lige brugbar for kapitalister
og proletarer«.
 
M. Amtrup.

PDF med originaludgaven hvor denne artikel er fra: PDF icon argang_1961_-_v4.pdf

Litteraturliste

Del: