Som set gennem tunnelen fra november 1983

Udredningen leverer et afgørende nyt fundament for senere forskning i Den Kolde Krigs historie i Danmark og resten af det vestlige Østersø-område. Man kunne vurdere, at den stillede opgave var uløselig med de stillede ressourcer, under de vilkår, man måtte arbejde, herunder ikke mindst den begrænsede adgang til nøglekilder i Øst og Vest.  Det er ikke mindst ved at samle ny indsigt i den konkrete operative planlægning og efterretningsvirksomheden rettet mod Danmark, at arbejdet imponerer og kommer til at være referenceværk i de næste mange år.

Værket har dog også meget væsentlige mangler og fremtræder så meget som et revisionistisk partsindlæg, at det på ingen måde giver det definitive og troværdige billede af perioden. Forskerholdets ledelse synes at være blevet så afgørende påvirket af det forhold, at amerikansk politik under præsidenterne Carter og Reagan endte med at provokere en sovjetisk opfattelse af et muligt truende kernevåbenangreb under NATO-procedureøvelsen Able Archer i november 1983, at det fastlåser ’optikken’ i behandlingen af alt, hvad der skete før og efter.

Begivenhederne i de år har åbenbart medvirket til at give forskerholdet en generel skepsis overfor alle vestlige trusselsopfattelser og al vestlig politik under hele Den Kolde Krig. Dette er et i princippet sundt udgangspunkt. Revisionisme er legitim og ønskelig, men bør så fremlægges som styrende approach i værkets teoretiske indledning. Selv en revisionistisk vinkel bør dog ikke, som her for mange steder, ende i svigtende analytisk og kritisk indsats.

Nogle af værkets svagheder kan skyldes, at man ikke rådede over den nødvendige specielle ekspertise i sovjetiske forhold og militær operativ og taktisk analyse. Forskergruppen var jo lille set i relation til udredningens ambitionsniveau. Man valgte ikke at kompensere for gruppens begrænsede bredde ved at inddrage manglende ekspertise effektivt i processen. Det kunne være sket i form af i seminarer fulgt af høringsrunder. Det er uklart, om man valgte at arbejde alene, fordi man ikke så eller accepterede behovet, på grund af tidspres, eller fordi man ville undgå ’udslip’ af delresultater før offentliggørelsen. En sådan hørings- og kommentarindsats bør komme nu, og derefter udgives som supplementbind.

Også selve værkets form giver anledning til problemer. Det ville have været et langt bedre valg for læseren og for analytisk selvdisciplin, hvis man havde valgt en form med et robust udredningsbind, hvor man samlede analysen. Dvs. hvis man havde holdt referater af kilderne samt delarbejder i bilag i ren form, uden at disse kildereferater og specialundersøgelser blev skæmmet af kommentarer og analyser, der alt for ofte fremstår som rene påstande.

Denne kommentar er præget af, at forfatteren i perioden fra 1994 til slutningen af 2004 arbejdede tæt sammen med baltiske tidligere sovjetofficerer, der havde haft roller på de operative og taktiske niveauer i 1980erne[1].  Dette på trods af, at der herfra kun kom enkelte oplysninger om specifik operativ planlægning og opgaver. Man kunne imidlertid ikke gennem det langvarige samvær undgå at få et godt indblik i den organisation, de havde arbejdet i, og i officerskorpsenes karakter og ethos.  Meget af arven blev også overført til de nye strukturer i de tre lande, så man i dagligdagen fik anskuelsesundervisning. Indtryk fra samtaler og oplevelser er suppleret med viden skaffet under forberedelse til undervisning i udviklingen af russisk og sovjetisk operativ kunst.

 

Karakteren af det sovjetiske militær

Det er bemærkelsesværdigt, at en så omfattende udredning om Den Kolde Krig ikke indeholder en indledende redegørelse for karakteren af det sovjetiske samfund og en profil af dets ledelse igennem perioden.  Trods alt var det tilstedeværelsen i Europas centrale dele af en totalitær supermagt med russisk politisk kultur kombineret med et utopisk revolutionært projekt, der var hovedårsagen til Øst-Vestkonfrontation fra 1947 til 1989[2].  Lederne var indtil 1985 en ældre gruppe bureaukrater – brutale, med tusinders blod på hænderne – involveret i et mummespil om magt og privilegier for sig selv og klienter. 

Den helt utilstrækkelige beskrivelse af dette nøgleemne er ikke mindst uhensigtsmæssig, fordi manglerne udelukker en kvalificeret parallel behandling af Den Kolde Krigs to poler, der bygger på reelle forskelle. I Sovjetunionen var der i modsætning til i Vesten intet modspil fra oppositionspartier, en presse og et forskningsmiljø, der også kunne være kritisk. Institutioner, der, som i Vesten, kan give ikke mindst eftertiden et overblik over årsager og virkninger.  Det forhold, at arven af holdninger fra Sovjetunionen igen præger Ruslands forhold til Vesten og derigennem vore forsøg på at opnå indsigt i fortidens konfrontation, gør blot problemet med Unionens og dens ledelses karakter endnu mere væsentlig at forstå.

Det er uhensigtsmæssigt, at udredningen ikke anvender den nødvendige plads til at skabe forståelse for karakteren af den massive militære organisation, Sovjetunionen rådede over[3].  Denne var på helt afgørende områder fundamentalt anderledes end de militære strukturer, som i løbet af det 20. århundrede gradvis havde udviklet sig i vestlige demokratier.  Den nærmeste, men ikke fuldstændige, parallel kan findes i det tyske kejseriges hær i årene op til 1. Verdenskrig. Det omgivende samfunds militarisering var dog endnu dybere end i datidens Tyskland på grund af det langt svagere civilsamfund i Sovjetunionen. 

Kun hvis man tager udgangspunkt i en forståelse for karakteren af denne meget stærke og selvstændige ’stat’ i en stærkt militariseret stat, er der etableret en holdbar ramme for forståelsen for NATOs sikkerhedsproblem under Den Kolde Krig efter Stalins død. Indtil 1953 udelukkede diktatoren ved rettidig omhu, at der kunne etableres alternative magtcentre, og fra 1957 til 1964 blev Khrusjtjovs entydige satsning på kernevåben gennemtrumfet mod den militære ledelses anbefalinger. Men efter Khrusjtjovs fald blev den selvstændige ’stat’ i staten gradvis opbygget, selvom dette var en principiel, ideologisk umulighed i forhold til Det Kommunistiske Parti. Udviklingen blev afsluttet ved Khrusjtjovs fald godt ti år senere og autonomien varede de mere end tyve år, indtil Gorbatjov gennemtvang reformer i slutningen af 1980erne.

De væbnede styrker, der bemandede forsvarsministerposten med en officer, havde reelt fået delegeret ansvaret for altid at have og gennemføre en løsning på statens eksterne sikkerhedsproblemer i form af den militærtekniske del af militærdoktrinen. 

På grund af Ruslands geografiske udstrækning har krigsplanlægningen siden sidste halvdel af det nittende århundrede haft karakter af udarbejdelse og konstant tilpasning til udviklingen af et plankompleks i hvert militærdistrikt eller krigs-’teater’ langs den lange grænse, et kompleks for hver hovedfjende, for hver primær konfliktmulighed.  Således fandtes der under hele Den Kolde Krig - som beskrevet i udredningen - ét plankompleks for en kommende krig med NATO under USA's ledelse. Det blev udarbejdet i Generalstaben og udviklet i detaljer ved lavere hovedkvarterer, herunder fronterne. Derefter blev plankomplekset til stadighed prøvet ved krigsspil og stabsøvelser, således at konkrete forberedelser, såsom tildeling af ressourcer, niveauet for enhedernes beredskab, oplægning af ammunition m.m. samt opgaver til den militære efterretningstjeneste til stadighed kunne optimeres. På de militære skoler, herunder generalstabsakademierne, blev eleverne systematisk indoktrineret i den korrekte implementering af planen.  De loyale dele af Warszawapagten - Polen, Tjekkoslovakiet DDR, Ungarn og Bulgarien - havde sovjetiske officerer, der overvågede og kontrollerede deres del af krigsplanlægning, officersuddannelse og efterretningsindsats.  Alt dette foregik i, hvad man kunne kalde et ’politiktomt rum’, hvor også Warszawapagten var uden en selvstændig rolle - alt var under den sovjetiske generalstabs effektive kontrol, indledningsvis direkte, de sidste år med en vis delegering til hovedkvarteret for krigs-’teatret’[4].  Der eksisterede - i modsætning til i Kejsertyskland - ingen militær ekspertise uden for de væbnede styrker, og et ekstremt sikkerhedsregime fastholdt det omliggende samfund i denne tilstand af uvidenhed. Sovjetsystemet efterlod i modsætning til Tyskland ikke plads til en Hans Delbrücks kritik. Den sovjetiske økonomis og folkets opgave var at levere de ressourcer, der gjorde det muligt at realisere planens succes, hvis krigen skulle komme.  Hemmeligholdelsen var så ekstrem, at det kun var i centret, i Generalstaben, at man kunne danne sig et overblik over planlægningen og situationen. Det er langt fra sikkert, at det særdeles nøjagtige billede, som det militære system havde af NATO-landene og NATO-organisationens faktiske forsvarsforberedelser og øvelser[5], blev givet videre til den politiske ledelse i korrekt form. 

Arven fra Sovjetunionen og Warszawapagten gør, at det har været og ofte stadig er næsten umuligt for de nye østeuropæiske NATO-landes lidt ældre officerer at forstå og acceptere, at det ikke er et autonomt, militært ansvar at indrette forsvarsstyrkerne til én opgave (nu selvfølgelig ofte eksistensforsvaret mod Rusland), hvorefter det civile samfund stiller de nødvendige rammer og ressourcer til rådighed.  Forsvaret  jo, i deres øjne, være statens første prioritet, og det er en givet ting, at det kun er militære (i manges opfattelse kun generalstabsofficerer fra hærens kamptropper), der kan have en kvalificeret mening om, hvordan de væbnede styrker skal indrettes og anvendes.

Denne meget stærke rolle for de professionelle militære var ikke nødvendigvis i sig selv et problem. Russisk militær tænkning og herunder den teoretiske operative kunst har i hele det tyvende århundrede været absolut førende med hensyn til både analytisk bredde, dybde, klarhed og a-ideologisk nøgternhed (under den politisk korrekte retorik). Det problematiske i en krigsplan med en total afhængighed af kernevåben blev erkendt meget tidligt, samtidig med General Maxwell Taylor’s reaktion på samme problem i Eisenhower-administrationernes valg af strategi og militær struktur. Erkendelsen af problemerne med afhængigheden af kernevåbnene var det centrale element i Marskal Zhukovs modstand mod Khrusjtjovs revolutionære, men tvivlsomme forsvarsreformer. 

Det er ikke teoriens logiske elegance og styrke, russerne som oftest har haft problemer med, det er det russiske samfunds evne til at føre idealet ud i livet.  Derfor har man traditionelt koblet teoretisk elegance til en robust materiel overlegenhed - på samme måde som det sovjetiske rumprogram forenede fremragende matematik og teoretisk fysik med robuste ’godt-nok’ ingeniørløsninger i løfteraketter og rumfartøjer.  Den høje grad af autonomi blev imidlertid et problem, fordi den førte til en ufleksibel fastlåsning i strategisk og operativ offensiv planlægning. Dette valg blev afspejlet i den russiske hærs officerskorps professionelle kultur[6].

Den professionelle kulturbaserede tilbøjelighed var kun én af kilderne til plankompleksets offensive karakter. Den militære ledelses stærke magtposition krævede, at man havde en anvendelig plan for at vinde den fremtidige konflikt, der i militærdoktrinen blev opfattet som styrende. Vestens økonomiske overlegne styrke kunne i en længere konflikt konverteres til militær magt. Derfor var den eneste vej til et acceptabelt resultat af en krig at vinde hurtigt ved at opnå en afgørende sejr i Europa. Herefter ville kontinentets ressourcer være unddraget USA - og på sigt - hvis ikke ødelagt, være til rådighed for Sovjetunionen.

Læseren får imidlertid ikke præsenteret dette billede af det sovjetiske militær, dets lukkethed og dets meget stærke placering i forhold til de politiske ledere. Derfor giver udredningen det indtryk, at situationen i Sovjetunionen og Warszawapagten ikke afveg fundamentalt fra situationen i den vestlige modpart. Der var ikke kun en forskel mellem vejene til ’afskrækkelse’, hvor den ene part baserede sig på strategiske kernevåben og den anden havde valgt en massiv evne til offensive landoperationer i Europa. 

Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt, at alle tidligere sovjetiske officerer, kommentarforfatteren har diskuteret sagen med, så den del af den store operationsplan, som de fik lov at kende, som deres enheds bidrag til at vinde krigen, hvis denne skulle komme, på grund vestlig letsindighed. Der var ingen mental eller praktisk forberedelse til at forstå militære forberedelser som signaler i afskrækkelse eller ’krisestyring’[7]. Vi ved fra egen erfaring i Vesten, at åbenhed og fleksibilitet i anvendelsen af militære midler kun opnås gennem en energisk pædagogisk indsats - fulgt op af øvelser.

Der var i Øst en dyb tro på egne styrkers mulighed for at opnå succes, på egne forberedelsers overlegenhed. En sikker tro, som forfatteren aldrig har mødt hos vestlige officerer under sin del af Den Kolde Krig, dvs. fra midten af 1960erne.  At faldskærmsregimentet fra Alytus i den Litauiske Sovjetrepublik på D+2 skulle erobre nogle af nøglebroerne i Holland[8] blev af en stedfortrædende regimentschef derimod opfattet som dristigt, men absolut muligt. 

Udredningen beskriver og illustrerer det grundige kendskab, som man i Warszawapagten havde til NATO-landenes øvelser og operative planer. Forfatterens samtaler med tidligere modstandere mere end bekræfter dette billede. Det meget gode og korrekte kendskab til den lille del af modstanderne, som var relevant for den pågældende enhed, var med god grund medvirkende til følelsen af overlegenhed.

Samtidig refererer udredningen fra Warszawapagt-møder på højt niveau, at NATO - på trods af denne viden - tillægges aggressive hensigter, dette uden at modsætningsforholdet analyseres og forklares.  Er forklaringen på dette modsætningsforhold, at ministrene blot affyrer obligatorisk retorik? Er disse udsagn en nødvendighed for at bevare det massive pres på og ressourcetræk fra samfundet, for at man verbalt opretholder ’belejringstilstanden’? Eller politiserede efterretningsbureaukratiet, så lederne modtog en fordrejet analyse? Udredningen tager ikke disse - for tolkningen afgørende - muligheder op til generel diskussion[9].

Ifølge den liberale forsker og kritiker af det amerikanske system, Gregory D. Foster[10] fra det amerikanske National Defense University i Washington, har civil kontrol med de militære styrker to elementer: Indsigt i, hvad der foregår (’oversight’) og accepteret myndighed til at bestemme, hvad militærapparatet laver (’direction’). I det sovjetiske system var det accepteret, at civile ingen indsigt havde, og man fandt det naturligt, at militæret selv bestemte, hvad det lavede.  Foster vurderer, at der på den civile side kan være tre kilder til totalt svigtende civil kontrol (’civilian subjugation’): For det første uvidenhed (’militarily illiterate civilian officials’), for det andet, at de civile grundlæggende støtter den ledende rolle for militæret (’civilian officials as military advocates (not overseers)’) og for det tredje militaristisk tænkende civile (’militaristic civilian officials’). På den militære side kan problemerne - ud over den manglende vilje til at underlægge sig civil kontrol - være manglende forståelse for den overordnede ramme for statens strategi (’strategic illiteracy’) og for samfundets ramme (’civic illiteracy’).  Alle disse kilder til farlig militær autonomi var dominerende i Sovjetunionen i årene fra 1964 til 1985. Men da udredningen ignorerer denne faktor, leder forskerne andetsteds efter hovedkilder til truslerne under Den Kolde Krig.

 

Den strategiske offensiv og truslen

Udredningen ser det ikke som et væsentligt problem, at det sovjetiske militær får lov til at låse sig fast på en offensiv strategi, en hurtig lynkrigsinvasion af Vesteuropa. Det præsenteres blot som en anden form for afskrækkelse. Det er jo ikke et tegn på, at man har til hensigt at føre erobringskrig eller starte en invasion, hvis der opstår en tiltalende mulighed.

Som belæg for sin påstand anvender udredningen Ruslands og Frankrigs offensive strategier op til 1. Verdenskrig[11], der angiveligt ikke skulle være udtryk for en aggressiv politisk hensigt. Eksemplet er uanvendeligt, fordi Frankrig havde revanchistiske mål: Tilbageerobring af de i 1871 tabte landsdele, og fordi Rusland med sin offensive strategi havde til hensigt at ændre status quo på Balkan ved at tilføje Østrig-Ungarn et nederlag (kun i forhold til Tyskland var logikken bag en offensiv renere militær, et resultat af alliancen med Frankrig). 

På trods af, at eksemplerne undergraver argumentet, kan man dog i princippet give udredningen ret. Israels situation i 1967 krævede offensive operationer inden for rammen af en defensiv strategi - af militærgeografiske årsager. Imidlertid er Israel også et godt eksempel på, at operationer, uanset at de var defensivt motiverede, blev en trussel mod nabolande og palæstinenserne. Resultatet af den defensive offensiv groede fast i erobring og besættelse af territorier.

Et eksempel, der er langt mere relevant for belysningen af det sovjetiske valg, er Tysklands indledende operationer mod Frankrig under 1. Verdenskrig. Strategiens operative form - Schlieffen-planen - var i stor udstrækning drevet af en følelse af nødvendighed. Tiden undergravede år efter år muligheden for succes i senere krige på grund af Ruslands hurtige modernisering med industrialisering og udbygningen af jernbanenettet. For at sejre, måtte den franske hær nedkæmpes, før Rusland kunne mobilisere og deployere sine masser. Det kunne kun ske ved offensive operationer, gennem en invasion af Belgien og Nordfrankrig.  Tyskland havde ikke erobringshensigt, man søgte på trods af den kritiske langtidsudvikling ikke bevidst krigen. Men de indledende erobringer af land førte hurtigt til så omfattende folkeligt og militært krav til en fredsordning bygget på disse erobringer, at en tidlig afslutning af krigen med et kompromis, der indebar tilbagetrækning til 1914-grænserne, blev umulig.  I modsætning til i 1939 kunne Tysklands hensigter i 1914 ses som et forsøg på at afskrække det revanchistiske Frankrig og støtte det eksistenstruede Østrig-Ungarn. Sovjetunionen kunne vel opfatte sin strategiske rolle under Den Kolde Krig på nogenlunde denne måde. Men Tyskland var i 1914 bundet til en offensiv militærstrategi, der var koblet til opfattelsen af, at man i en krise, der kunne udvikles til krig, måtte handle hurtigt, indenfor et ’window of opportunity’. For at skulle kunne sejre skabte Tyskland således en meget alvorlig strukturel trussel mod freden og naboerne, en trussel, der blev realiseret i 1914-18. Problemet - truslen - lå i, at man låste sig til en strategisk model, der var grundlæggende ustabil, og som derfor gjorde, at alle fredelige hensigter var af ren akademisk betydning. 

        Man kan ikke som udredningen[12] ligestille landmilitær offensiv handling på operativt niveau med tilsvarende luftmilitær og sømilitær optræden. Mennesker bor ikke i vand og i luften. Det eneste, der kan sammenlignes med det sovjetiske militærstrategiske valg, ville være alene at basere sin stats overlevelse på sårbare langtrækkende offensive kernevåben.  Også det ville skabe en fundamental ustabilitet.

Ved at knytte en trussel helt til en aggressiv hensigt (’intention’) - begrænset i begrebsapparatet til ’bevidst planlægning af et uprovokeret angreb’[13] - bliver det umuligt for udredningen at håndtere den reelle situation under Den Kolde Krig. I betragtning af truslen er det interessante ikke de to yderpunkter[14]: midler og hensigt (’kapabilitet og intention’), men derimod, hvad man kunne kalde ’tilbøjelighed’.  ’Tilbøjeligheden’ er en følge af, at kapabiliteten betjenes af organisationer af mennesker. En militær organisations ’tilbøjeligheder’ nedfældes i doktriner og planer, i fysiske forberedelser og øvelser, i uddannelse og indoktrinering af kadrerne. Det er tiltag, der i meget betydelig udstrækning låser statens ledelses muligheder fast i en krisesituation.

Det ville være vanskeligt for alle andre end udredningen ikke at karakterisere det sovjetiske militærs tilbøjeligheder som en trussel.  Man ville være kommet ud af den voldsomt forsimplede definition af truslen, hvis der var inddraget en diskussion af, hvordan krige starter. De ’uprovokerede angreb’ er få, og finder som oftest sted som følge af et større lands beslutning om at invadere en mindre nabo, når man tror, at det er risikofrit. Det er undtagelsen, at krige mellem større magter starter som følge af en ledergruppes mere eller mindre rationelle beslutning om at forfølge en aggressiv hensigt.  Krige starter som en ’flugt fremad’ på grund af, at alternativer af regeringer opfattes som værre[15]

Uden selv at erkende og acceptere dette, dokumenterer udredningen på overbevisende vis, at det netop var Sovjetunionens bevidste fastlåsning til - i en eventuel krig - ikke blot  som NATO at søge at undgå nederlag, men opsøge militær sejr gennem en massiv landmilitær offensiv mod Vesteuropa. Det var truslen. Fra midten af 1960erne og ti år frem søgte man at skabe det instrument, der kunne sikre sejren over Vesten, hvis krigen kom. Det skete gennem en omfattende oprustning på alle konventionelle områder samt inden for alle typer af kernevåben. Man skabte styrker, der kunne føre invasionen af Vesteuropa til sejr uden brug af kernevåben. Man udviklede en flåde, der skulle angribe forbindelserne over Atlanterhavet, dels med moderne angrebsundervandsbåde bevæbnet med torpedoer og missiler, dels med langrækkende maritime bombefly med missiler. Massive kernevåbenstyrker, der samtidig kunne holde de tilsvarende amerikanske våben i skak, blev deployeret som supplement til ældre systemer. Det blev til en samlet styrkestruktur, der både kunne skabe sikkerhed og en magtplatform for en aktiv international politik[16].

Det er interessant at observere, at man fra militær og politisk side i Sovjetunionen åbenbart forventede, at Vesten under USA's ledelse ville acceptere at være stillet skakmat gennem en massiv styrkeudbygning under dækning af Detenten.  Det er bemærkelsesværdigt, at udredningen ved sin behandling af reaktionen på den sovjetiske opbygning skråsikkert fordømmer den som destabiliserende. Man afviser at se den vestlige reaktion som naturlig og legitim. Det er i udredningen alene Vestens svar, ikke den sovjetiske udfordring, der skabte bruddet med Detenten[17].

Vestens svar kan deles i USA's og NATO’s reaktioner. Fra 1977 blev stadig flere af USA's, Canadas og Storbritanniens flystyrker og hærenheder fast øremærket til et geografisk område i Vesteuropa. Gennem infrastruktur og øvelser reducerede man den tid, der ville gå, før styrkerne kunne være operative i Europa.  Samtidig bandt de vesteuropæiske alliancemedlemmer sig til at øge realværdien af forsvarsbudgetterne med de tre procent årligt, en stigning, der kunne kompensere for stærkt stigende materielpriser og samtidig forbedre kvaliteten af vesteuropæiske stående enheder og reserveenhederne i mobiliseringsstyrken[18]. Disse - NATO’s fælles - skridt skabte allerede i Carter-perioden problemer for Sovjetunionen, fordi de afgørende ville kunne mindske det ’window of opportunity’, som man havde til at føre en offensiv i Vesteuropa til sejr.

Sovjetunionens og Warszapagtens reaktion blev en drastisk forhøjelse af indsatsberedskabet i styrkerne og udviklingen af de ’Operative Manøvregrupper (OMG)’. Snarest muligt - før Vesten kunne mobilisere, deployere og forstærke det fremskudte forsvar - måtte Warszawapagtens vestligst garnisonerede divisioner nu starte invasionen. Sovjetiske og nationale styrker fra DDR og Tjekkoslovakiet, samt faldskærms-landsatte- og helikopterbårne stormenheder, kunne umiddelbart indsættes. Operationerne måtte hastigt føres i stor - ’strategisk’ - dybde, så det ikke var muligt for NATO at opbygge et sammenhængende forsvar eller opnå et så klart billede af situationen, at man kunne anvende kernevåben[19]. Herigennem ville NATO’s forsvarsmuligheder blive underløbet. Enheder fra Polen og det vestlige Sovjetunionen kunne ikke nå frem i tide til at indgå i 1. Operative Echelon, og ville i øvrigt i øvrigt kunne blive sinket og få tab gennem flyangreb og nye langtrækkede præcisionsvåben[20].  Da USA fra 1982 begyndte at understrege sine hærstyrkers muligheder for at gennemføre en taktisk offensiv indsættelse, hvor ’spoiling attacks’ for at forstyrre Warszawapagtens offensive forberedelser ikke blev udelukket, måtte de østtyske hærstyrker ved grænsen forudse at svare med indledningsvise forsvarsoperationer.

Ved at fastholde forsøget på at sejre på slagmarken i en krig, man ikke ønskede, skabte Sovjetunionen en ekstremt ustabil situation. Fra omkring 1980 måtte forsvarsforberedelser, som NATO - og Danmark - opfattede som defensive, signalgivende skridt i en krisestyring, ses som skridt til forberedelse af krigen, der måtte udløse invasionen, før ’vinduet blev lukket’. Sovjetunionen blev i den strategiske offensivs sidste år i 1980ernes begyndelse i stigende grad som en mand, der maler sig så langt ind i hjørnet, at han må stå på tæer for at holde balancen. De kritiske vestlige skridt, der måtte udløse Warszawapagtens offensiv, hvis man skulle undgå risikoen for operativ fiasko, var således: NATO-landes forøgelse af fredsstyrken, forberedelse af modtagelse af forstærkninger, udbygning af forsvarsstillinger, deployering af fly- og hærstyrker til øvelser til fremskudte områder samt de til samme beredskabsniveau knyttede indledende sømineringer. 

Mere end nogensinde tidligere blev Sovjetunionens militærstrategiske selvvalgte situation en alvorlig trussel mod Europas og Verdens fremtid.  På grund af kombinationen af den økonomiske stagnation og udmattelse samt den samfundsmæssige galoperende ’koldbrand’ i Østeuropa og i selve Sovjetunionen, kunne man kun kompensere for NATO’s svar på egen oprustning ved reelt at låse sig fast i en programmeret tidlig angrebsmulighed. Denne ville, uanset hvorledes udredningen tvister definitionerne for at undgå at skulle pege fingre, være et præventivt angreb. Ikke på grund af en egentlig aggressiv hensigt, men på grund af, at Sovjetunionens strategiske valg fremtvang en til ’flugt fremad’, hvis NATO startede forsvarsforberedelser.  Hvis NATO under den konflikt, der så kom, opfattedes som værende i gang med at forberede brug af de kernevåben, som OMG-styrkerne bl.a. havde til opgave at jage, ville det udløse anvendelsen af sovjetiske kernevåben. Det har udredningen - og dens forfattere i det senere forsvar af resultatet - valgt ikke at definere som ’førstebrug’. Man kan som kommentatoren have den opfattelse, at forskellen mellem førstebrug og ’forkøbsslag’  kun ville have været af helt akademisk betydning for de overlevende[21].

Dette er situationen, som Sovjetunionen selv havde anbragt sig i 1983. Først fra 1987-1989 ledte Gorbatjovs erkendelse af denne uholdbare situation til ændringer[22].

Hvis Sovjetunionen allerede i 1964 - som NATO i samme årti - havde valgt at skifte til defensiv strategi indenfor rammen af Afspændingen – eller blot havde accepteret og forberedt en indledende defensiv operation, som det gradvis skete i Unionens sidste år - og havde koncentreret sig om at konkurrere med den kapitalistiske verden inden for rammen af ’Fredelig Sameksistens’ ville udredningen ikke have været relevant. Men det var med den magtposition, den sovjetiske hær havde opnået i midten af 1960erne, ikke muligt.

Situationen omkring Østersøområdet

Selve referaterne af øvelser og planer virker for en professionel militær læser logiske. De er derfor sandsynligvis helt loyale over for kilderne. Samme logik og troværdighed kan desværre ikke siges at præge udredningensanvendelse af kilderne. FEs trusselsvurdering bedømmes som tæt på, hvad Warszawapagten reelt planlagde, og korrekt i sin opfattelse af pagtens enheders svagheder og problemer. På trods heraf har udrederne deres helt egen opfattelse af dansk forsvars muligheder for at gennemføre et succesrigt forsvar.

Årsagen er for det første, at forskerne ikke har fundet det relevant at sikre sig samme forståelse for danske, tyske og andre allieredes problemer og svagheder, som de har opnået fra de østtyske og polske kilder.

For det andet har de ikke den uddannelse og praktiske erfaring i kritisk, værnsfælles, operativ analyse, der er nødvendig. Kun med en sådan trænet professionalisme, kunne de have løst opgaven - efter at have søgt og opnået forståelse for begge siders situation. Af uafklarede grunde har man ikke inddraget ekstern ekspertise, hvor den bedste model ville have haft form af en betydelig gruppe af de officerer, der i samtiden var ansvarlige for krigsplanlægningen ved værnenes primære myndigheder. De ville kunne have bidraget med den tids viden om egne styrkers vilkår samt de til geografien knyttede betingelser for angreb og forsvar i og omkring den vestlige del af Østersøen.

For at kunne illustrere, hvor udredningen er lidet overbevisende, er det nødvendigt med den efterfølgende lille indføring i de militære realiteter for BALTAP-området under Den Kolde Krig. Den er forsøgt skrevet for civile læsere, men er sandsynligvis også relevant for den betydelige del af tidsskriftets militære læsere, der ikke som kommentator er Koldkrigsprodukter.

For det første kunne udredningen have gjort helt klart, at operationerne i det dansk-slesvig-holstenske område set fra den sovjetiske generalstab var helt sekundære i forhold det felttogsafgørende slag i resten af Vesttyskland. Hvis nødvendigt, kunne situationen mod nord afvente, at kampen på Centralfronten blev afgjort. Hvis der imidlertid var et tilstrækkeligt antal sekundære – f.eks. polske - styrker til rådighed, kunne de anvendes til en tidligere indsættelse. Sådan var planen, indtil man omkring 1980 konkluderede, at angrebet på Vesttyskland måtte startes så tidligt, at man ikke kunne afvente polakkernes fremdeployering. Fordele, som kunne opnås ved en tidlig invasionen af Sjælland var ’nice to have’, men ikke afgørede. Den væsentligste del af BALTAP var den jyske halvø på grund af dens havne og specielt det betydelige antal luftmilitære baser og installationer.

 

Det er situationen i luften, der i kystnære farvande som Østersøen danner grundlaget for anvendelse af havets overflade af krigsskibe og til søtransport. Hermed menes ikke kun i indsatsen af de forskellige maritime flystyrker, men generelt. Allerede den aktivistiske marineminister Churchill måtte erkende umuligheden af operationer ind i Østersøen, da han i begyndelsen af 2. Verdenskrig genoplivede de planer, som Royal Navy’s stabsofficerer havde afvist i hans foregående ministerperiode før 1. Verdenskrig. Dengang havde problemet kun havde været fjendens miner, torpedobåde og undervandsbåde.  I 1940 ville Luftwaffes landbaserede luftmagt helt alene kunne hindre Royal Navy’s indtrængningsforsøg.

Under Den Kolde Krig forudsatte både Warszawapagtens sølandsætninger i Danmark og  NATOs anvendelse af den jyske halvøs havne til modtagelse af forstærkninger, at man havde tilkæmpet sig og kunne bevare en robust luftoverlegenhed over hele regionen i afgørende faser af pågældende operation. Det samme ville gælde for vestlige sølandsætninger på de østtyske, polske og baltiske kyster. Muligheden af fly-udlægning af søminer og affyring af sømålsmissiler fra fly udvidede det område og den periode, hvor luftoverlegenheden skulle være effektiv.  De mange primære og sekundære flybaser i Warszawapagtens udstrakte kystområde gav Sovjetunionen et godt udgangspunkt for sine operationer, både offensive og defensive. En stor del af flyvestationerne i BALTAP-området lå sårbart, tæt ved den Indre Tyske Grænse. Grundlæggende ville det være praktisk udelukket for Vesten at gennemføre landsætningsoperationer eller andre offensive maritime operationer på overfladen i Østersøen før - som minimum - det polske kystområde med sine flybaser var kommet på NATO’s hænder[23].  Indtil midt i 1980erne var den luftmilitære situation kritisk for NATO-styrkerne i vort område. Antallet af vestlige fly i Danmark-Slesvig-Holsten blev reduceret i 1960erne, hvor våbenhjælpen til Danmark ophørte.  I Øst opretholdtes antallet af fly, i Polen og DDR som i Danmark med en dæmpet moderniseringstakt[24]. En klar kvalitetsforskel fly-for-fly begyndte først at manifestere sig med ankomsten af F-16 i 1980erne og med den tyske Tornado-fly i flådens flyvevåben. Men da de nye danske jagerfly i de første mange år manglede moderne våben, var selv denne fordel begrænset.  Kun, hvis Sovjetunionen accepterede og afventede, at flyvestationerne på halvøen i løbet af nogle uger blev fyldt op med den store mængde mulige forstærkningsfly fra U.S. Air Force og U.S. Marine Corps, ville det være realistisk at gennemføre en længerevarende kamp om luftoverlegenhed, der kunne lede til vestlig succes.  Men da en sådan sovjetisk tålmodighed under NATOs mobilisering, forstærkning og klargøring ville være lig med at opgive den operative sejr, er det næppe et sandsynligt forløb. Luftoverlegenhed over havet var dog kun en nødvendig, ikke en tilstrækkelig, forudsætning for at gennemføre succesrige sølandsætninger i den ene eller anden ende af Østersøen.

        Oplysningen i udredningen om en aftale om svensk flystøtte til forsvaret af Danmark[25] er tvivlsom, bl.a. fordi svensk flymateriel, operativ  doktrin og taktiske procedurer afveg fra NATOs. Det er farligt og ineffektivt at improvisere samarbejde i et højintensivt kampmiljø.

        En anden af udredningens bemærkninger er ligeledes tvivlsom, bl.a. på grund af de lige nævnte problemer med at improvisere taktisk luftmilitært samarbejde. Den amerikanske og britiske strategiske bombeoffensiv havde med svensk accept fra 1950erne kunne forudse at anvende midtsvenske flybaser på vej hjem fra målene, til jagereskorte og lufttankningsfly. Baserne var blevet forberedt med de nødvendige lange landingsbaner, og svenskerne havde skaffet udrustning til identifikation af NATO-fly. Udviklingen er lang og krævende fra dette basale niveau til - allerede ved krigens start[26] - at kunne operere taktiske kampfly effektivt fra svenske flyvestationer. Der skal forberedes og øves logistik, kommunikationer og forbindelsesled[27].

Den jyske halvø var på grund af sine flyvestationer og havne ikke alene afgørende for situationen i Østersøen og Nordøen, men havde også betydning for situationen i Nordtyskland syd for Elben. Der var imidlertid gennem hele perioden meget store problemer med at gennemføre et effektivt forsvar af halvøen mod et østligt angreb over land af den type, der var planlagt inden for rammen af Kystfronten med først polske og senere sandsynligvis med østtyske styrker i første operative echelon.

For det første skal man forstå, at en hærenhed indsat i forsvar er bundet til det terræn, der forsvares. Den kan ikke samtidig anvendes et andet sted. Det er således angriberen, der bestemmer, hvor stor en del af forsvarerens forreste enheder, der får indflydelse på kampen. Jo ’tyndere’ forsvaret er, jo mindre del, fordi der ikke kan ’udspares’ styrker som taktiske eller operative reserver. I Holsten mellem Østersøen og Elben skulle to divisioner dække en front på mere end 50 kilometer angrebsegnet terræn med forsvar. Det blev en meget ’tynd’ besættelse, selv efter at Danmark i 1970erne have valgt at stille alle tre jyske brigader til rådighed for Jyske Division. Det kunne forventes, at kun én af Jyske Divisions to forrest indsatte brigader ville komme til indsats i den nordlige kystfrontsarmés gennembrudsrum. Da armékorpset LANDJUT, den myndighed, der havde ansvaret for forsvaret, ud over at dække terrænet med forsvar også skulle give dette forsvar dybde og samtidig sikre, at Kielerkanalen ikke blev erobret ved luftlandsætninger bag de forreste styrker, krævede opgaven omkring det dobbelte af de 6 brigader, man nåede op på 1970erne. Denne styrke kunne LANDJUT først nå ved 1980ernes afslutning, og kun hvis Sovjetunionen tillod NATO et par måneders forberedelsestid. Den tid var som minimum nødvendig, hvis den amerikanske 9. Division fra Seattle på den amerikanske Stillehavshavskyst skulle nå frem til den jyske halvø. Situationen var i 1980erne også forbedret lidt med europæiske ressourcer. Tyskland havde skabt en fjerde ’lokalforsvarsbrigade’ til 6. Division. Danmark havde etableret ’Jyske Kampgruppe’ i mobiliseringsstyrken, en svag infanteribrigade til løsning af begrænsede opgaver på halvøen. Det var muligt, at forsvaret ville blive forstærket med en britisk infanteribrigade. Alt forudsatte, at Sovjetunionen ikke tolkede mobilisering og fremdeployering i NATO som krigsforberedelser og angreb tidligt for at bevare muligheden for operativ sejr.

For det andet er en hærenheds evne til at forsvare terræn afhængig af antallet af langtrækkende våben og mulighederne for at flytte våbnene under panserbeskyttelse. Medens 6. Panzergrenadierdivision var veludrustet, var kun 60% af Jyske Divisions enheder i pansrede køretøjer, og kun godt 33% udrustet til at kunne kæmpe bevægeligt, under beskyttelse.  Muligheden for, at Jyske Division overhovedet kunne forsvare med effekt, var således, at man ankom i god tid, så man kunne forberede indsættelsen med omfattende felter af landminer samt veludbyggede feltbefæstninger. Dette var nødvendigt for, at enhederne kunne overleve på trods af den massive konventionelle artillerikapacitet, som Øst byggede op i 1970erne.  De nødvendige meget omfattende forsvarsarbejder tog lang tid, og de kunne først gå i gang, når tyske myndigheder overvandt deres tøven og bemyndigede arbejdet.  Jyske Divisions mobilisering, flytning til Holsten og etablering af robuste primære og sekundære stillinger ville realistisk tage to uger, hvor man skulle have arbejdsro og en serie rettidige beslutninger.

For det tredie var divisionen kun nødtørftigt uddannet og svagt samarbejdet.  Af dens enheder var fra 1973 kun 50% nogenlunde komplet opstillet i fredsstyrken, resten skulle mobiliseres. Selv fredstyrkens enheders uddannelse var negativt påvirket af arbejdstids- og ressourcebegrænsninger samt af, at man under indtryk af Afspændingens optimisme allerede i 1960erne drastisk havde sænket beredskabet og således personellets forventning om, at man på kort tid kunne komme i krig.  Den store del af personellet, der skulle mobiliseres, kom fra forskellige indkaldelseshold og havde kun fået den 9 måneders værnepligtsuddannelse, som hæren med rette betragtede som utilstrækkelig. Hvis divisionen – efter mobilisering, flytning og nedgravning - skulle gøres klar til andet end som Potemkin-kulisse at afskrække angreb på sine stillinger som en del af alliancens krisestyring, skulle den gives mulighed for at gennemføre nogle ugers intensiv og ressourcekrævende, realistisk samvirkeuddannelse, bl.a. med anvendelse af alle typer skarp ammunition.

For det fjerde var enhedernes materieltilstand kritisk ringe i perioden indtil midten af 1980erne, hvor en modernisering blev indledt.

For det femte havde LANDJUT det problem, at den sydlige del af korpsets front, dvs. den stærkeste – 6. Tyske – divisions hovedstyrke, måtte forventes at blive ramt af den armé fra Kystfronten, der angreb mod vest, i retning mod de nordtyske nordsøhavne og Holland. Dvs. at korpsets to dele ville blive presset fra hinanden, efterladende forsvaret af halvøen til Jyske Division, der selv var voldsomt engageret, og som ikke havde nogen realistisk mulighed for alene at etablere en dækning af halvøen, uanset om det kun var forholdsvis svage og begrænset udrustede polske eller østtyske styrker, der gennemførte angrebet.

Det er disse grundvilkår, som udredningens forskere skulle have forsøgt at forstå. Deres skråsikre vurdering af robustheden i forsvaret af den jyske halvø står som naivitet eller arrogance. Det er efter beskrivelsen af den valgte sovjetiske doktrin i 1980erne næsten sikkert, at forsvarsstyrkerne på halvøen - i bedste fald - ville være under deployering, når angrebet fandt sted. Udredningens vurderinger vedrørende forsvaret af halvøen[28] står, som så mange af dens forsøg på militær analyse, blot som påstande med udgangspunkt i en generel opfattelse af situationen under Den Kolde Krig, påstande uden sagligt grundlag.

Det er korrekt, at en amfibielandsætning er en kompliceret operation, selv med en relativt kort transportafstand, hvor man kan støttes af landbaserede taktiske fly og helikoptere. En landsætning på selve Sjælland ville være en betydelig udfordring, selv efter, at invasionsstyrken har sikret sig luftherredømmet:

·         Hvis de tyske og danske undervandsbåde var på plads i dykkefelterne.

·         Hvis havnene var spærret effektivt med miner.

·         Hvis gennemsejlingsfarvandene var spærret med moderne miner og beskyttet af intakte kampfartøjer med langtrækkende moderne sømålsmissiler.

·         Hvis de herefter fortsat invasionstruede kyststrækninger var dækket af anti-invasionsfelter med moderne miner.

·         Hvis der bag strandene var forsvarsstyrker i veludbyggede stillinger.

·         Hvis der bag forsvaret på stranden fandtes et tilstrækkeligt antal veluddannede mobile pansrede enheder på plads, som kunne tage sig af de luftlandsatte styrker og forstærke strandforsvaret.

·         Hvis forsvaret af Falster, Møn og Vest-Lolland rådede over kvalificerede hærenheder til deres forsvar, enheder der kunne kompensere for, at øerne ikke var dækket af farvandsspærringerne, men kun af anti-invasionsfelter, og kun mindre direkte end Sjælland af kampfartøjers sømålsmissiler.

 

Det var nok realistisk at forvente, at den operative del af de tyske og danske undervandsbåde var på plads og sikre i ’dykkefelterne’ øst og vest for Bornholm, men det var et åbent spørgsmål, hvor mange landgangs- og transportskibe, de ville kunne sænke i konvojer, der sejlede langs og tæt på de lavvandede polske og østtyske kyster. 

Det var først, når havnene var effektivt spærret med moderne miner i havneindløbet eller sejlrenden, kajer mineret og anden havneinfrastruktur gjort uanvendelig, at deres anvendelse var udelukket, så man var tvunget til at invadere over kysten. Indtil det tidspunkt kunne de anvendes som de primære indfaldsporte – som færgehavnene og Langelinie den 9. april 1940.  Hvorvidt havnene ville blive sikret effektivt mod kupangreb af specialoperationsstyrker, så man rettidigt kunne gennemføre den effektive spærring, kan diskuteres. Et lands myndigheder er naturligt tilbageholdende med en tidlig ødelæggelse af kostbar nøgleinfrastruktur.

De nye effektive miner til farvandsspærringerne og antiinvasionsfelterne, miner, der måtte uskadeliggøres enkeltvis ved en tidsrøvende indsats, kom gradvis til rådighed i 1980erne. Men også disse miner skulle jo udlægges for at virke, og allerede tidligt i en kriseperiode ville specialoperationsstyrker forsøge at ramme depoter, transporter og minelæggerne.  Med det fra ca. 1980 forventede meget korte og ’programmerede’ forløb ved en krigsstart, er det et åbent spørgsmål, om minerne ville blive lagt rettidigt.  Dette var specielt tilfældet for farvandsspærringerne, som man af internationale hensyn lagde sent, selvom hele forsvarsplanen var baseret på, at man nåede at få dem etableret i tide. Uden spærringerne lå langt flere havne og egnede strande åbne for invasion.

Det var usikkert, hvor mange danske og tyske missilbåde, der ville have overlevet i den periode, hvor invasionsstyrken havde kæmpet for at sikre luftoverlegenhed.

Det var først i slutningen af 1970erne, at en professionel forberedelse af kystforsvaret fandt sted, og man kan diskutere, hvornår hæren under en krise ville få bemyndigelse til at lokalevakuere befolkningen, rydde parcelhuse, grave stillinger og lægge miner langs Fakse Bugt - og endnu vanskeligere – langs Køge Bugt.

Efter nedlæggelsen af 3. Sjællandske Brigade i 1960erne havde Øster Landsdelskommando ikke det antal enheder, som man så som nødvendige for at løse de alle højt prioriterede hæropgaver i øgruppens forsvar. Man skulle kunne forstærke lokalforsvaret af hovedstaden, herunder af Kastrup Lufthavn og senere Roskilde Lufthavn. Man skulle kunne forstærke det direkte forsvar af de mest truede strande i Køge og Fakse bugter. Man skulle kunne imødegå større luftlandsætninger og uforudset fjendtlig indsats.

Et specielt, særligt vanskeligt, dilemma for det sjællandske forsvar var forsvaret af Lolland, Falster og Møn. Her måtte man indse, efter at have opgivet opbygningen af en tredje brigade, at man ikke havde styrker til meget mere end at sikre broerne mellem Sjælland og øerne mod syd. Specielt Falster med Gedser Havn og med sine meget egnede landgangsstrande, lå fremskudt og sårbar for landsætninger, foran de planlagte farvandsspærringer i Fehmer Bælt og Øresund Syd. Hvis man ikke forsvarede denne ø effektivt, ville det være endnu vanskeligere at forsvare Sjælland.

Uddannelses- og personelsituationen på Sjælland var som i Jylland.  I en årrække var den endnu mere kritisk, fordi en betydelig del af kystforsvaret blev bemandet med værnepligtige fra Den Kongelige Livgarde. Da de skulle nå ’Blå Vagt’ og uddannelse til denne inden for ni måneder, havde de kun 4½ måned til egentlig militær uddannelse, dvs. at de kun opnåede at blive højt motiveret og disciplineret kanonføde.  På materielområdet var situationen endnu mere kritisk, fordi man her måtte anvende den allerede i 1970erne forældede, nedslidte og ikke moderniserede Centurion-kampvogn som rygraden i styrkernes evne til at imødegå landsætninger. Den i udredningen gennemførte sammenligning af kampvognsantallet[29] hos invasionsstyrke og øforsvaret er af flere grunde usaglig. For det første vil der altid kun være en del af forsvarerens styrker til rådighed i og bag landsætningsområdet. Andre dele af forsvarets styrker vil i bedste fald ankomme meget senere, når det bliver klart, at der ikke gennemføres andre landsætninger. For det andet ville forsvarerens kampvognes problemer ikke være den landsatte styrkes kampvogne, men den samlede sum af kampvogne og panserværnsvåben foran og i brohovedlinien.

Man kan konkludere, at udredningens vurdering af optimisme hos forsvarsplanlæggerne[30] er uden hold i virkeligheden.  Der var simpelthen ikke basis for andet end at arbejde på at forbedre odds.

Anvendelse af kernevåben mod en invasionsflåde før ’General Release’ – dvs. før den generelle kernevåbenkrig mellem Øst og Vest var startet - var næsten umulig på grund af NATO’s rekvisitionsprocedurer. Transportflåden kunne laste, sejle over Østersøen og landsætte på den tid, det ville tage NATO at tage beslutningen om en tidlig anvendelse af kernevåben. De meget specifikke krav knyttet til målbeskrivelse ville ændre sig flere gange på vejen, hvilket ville undergrave behandlingen af rekvisitionen. Disse forhold var Sovjetunionen med sine fremragende kilder i NATO sandsynligvis helt klar over[31].    

 

Vurderingen af USA's politik

Som udredningen klart dokumenterer, gik de amerikanske reaktioner på den sovjetiske politik i 1970erne betydeligt ud over, hvad der var generelt accepteret eller kendt i NATO.  Nogle skridt var allerede i samtiden kontroversielle. Det gælder den amerikanske flådes nye ’maritime strategi’, oprustningen mht. nye offensive kernevåben og starten af ’stjernekrigs’-projektet (SDI).

Flådens ’strategi’, og herunder Marinekorpsets skitserede rolle - var en udnyttelse af den nye politiske situation med ’rygvind’ fra Reagan-administrationen, til en kamp for rolle og ressourcer. Marinekorpset skulle finde en strategisk rolle efter Vietnam, hvor udfaldet midlertidigt lukkede den anden af korpsets traditionelle hovedopgaver som brandkorps i ’små krige’. Man vendte tilbage til sin hovedopgave fra 2. Verdenskrig, sølandsætninger på fjendtlige kyster. Flåden skulle retfærdiggøre de massive investeringer i flere og nye skibe.

Den strategiske ramme for den amerikanske flådes og Marinekorpsets ressourcekamp blev at etablere en trussel mod den sovjetiske flådes operationsområder for undervandsbåde med langtrækkende missiler. Så måtte resten af sovjetflåden koncentrere sig om at beskytte missilundervandsbådene i stedet for at operere mod NATOs forbindelseslinier på havet.  Reagan-administrationens generelle mål var - som dokumenteret i udredningen - at lægge et generelt pres på Sovjetunionen for, som minimum, at tvinge den over i en politisk og strategisk defensiv.  

        Udredningen beskriver på overbevisende måde den dengang ukendte krise, der fulgte i november 1983. Men som beskrevet ovenfor, bliver indtrykket uden balance, fordi man ikke systematisk inddrager den sovjetiske udvikling, der forgiftede Detenten, og som efter NATOs svar førte til en ekstrem farlig sovjetisk operationsplan, der heller ikke blev forstået i Vesten.

        Det er et åbent spørgsmål, om de efterfølgende år ville være blevet mere sikre, hvis ikke de farlige misforståelser havde ført til samspillet mellem Reagan og Gorbatjov efter 1985 om afviklingen af konfrontationen.  En dødeligt syg og kriseramt Sovjetunion, som ikke havde fået anledning til erkende situationens farlighed, og som havde levet videre med en kombination af en ustabil militærdoktrin og et østeuropæisk imperium under sammenbrud, er ikke billedet af en stabil og sikker verden. Man kan derfor med god grund hævde, at Able Archer-krisen havde samme dramatiske sikkerheds-fremmende virkning, som Cuba-krisen havde 21 år før, fordi Reagan - som konkluderet af udredningen - på samme måde som Khrusjtjov og Kennedy forstod situationens farlighed og lærte af den[32].

        Man kan i forlængelse heraf stilfærdigt konstatere, at en meget betydelig gruppe af østeuropæere og daværende sovjetborgere var enige i Reagans karakteristik af Unionen som ’Ondskabens Imperium’.  Forløbet i 1980erne befriede Europa for det andet af de to kriminelle systemer, der ødelagde det 20. Århundrede for verdensdelen. Ikke noget dårligt resultat.

        Et sådant perspektiv er imidlertid fremmed for udredningen. Den synes i sine vurderinger fastlåst i, hvad man må kalde 1980ernes, nu anakronistiske optik. Den leder energisk, uden kritisk distance efter tegn på andres konspiratoriske involvering i første Reagan-administrations provokerende og farlige politik. Jf. udredningen må der være en ’ikke kendt NATO-beslutning om at optrappe de militære aktiviteter i Østersøen’[33] Hvordan en sådan beslutning da ville kunne komme igennem Rådet eller Militærkomiteen er det lidt vanskeligt at forestille sig.  

        Udredningen undrer sig over, at USA turde føre den konfrontative politik i 1980erne, når man i 1950erne havde besluttet at vise tilbageholdenhed på grund af risikoen for krig. Man ser ikke, at den forventning om, at en krise næsten automatisk ville føre til den forventede krig[34], ændrede sig fundamentalt efter 1962. Herefter skabte Detenten en anden ramme, en anden tolerance, som Sovjetunionen allerede havde udnyttet fuldt ud i 1970erne gennem massiv oprustning og aktivistisk militærpolitik i Den Tredje Verden.

 

Ubådskrænkelserne 

En del af udredningen, hvor den konspiratoriske linie får lov til at slå overvældende klart igennem, er i behandlingen af ubådskrænkelserne i svensk farvand i 1980erne. Bortset fra undervandsbåd 137’s grundstødning i 1981, der beskrives som en hændelig fejlnavigation, præsenteres de som vestlige, amerikanske og britiske, der gennemføres efter aftale med den svenske forsvarschef og/eller marinechefen for at påvirke svensk trusselsperception og forsvarsudvikling.

At vestlige ubåde fra de maritime magter opererede overalt i den sovjetiske periferi, er nu generelt kendt. Ola Tunander argumenterer i sin behandling af hændelserne for, at krænkelsen i Hårsfjärden i 1982 var udført af en vestlig marine, og at denne krænkelse ikke var en engangshændelse. Specielt britiske Oberon-klasse undervandsbåde tog en tur forbi svensk farvand på vej hjem fra efterretningsoperationer. Han har kilder, der oplyser, at briterne gik neddykket gennem stræderne.[35] Dette ene værk, der kraftigt anfægtes af både svenske og amerikanske analytikere[36], ses af udredningen som endegyldigt bevis, fordi dets tese passer så glimrende ind i udredningens styrende verdensbillede. Man synes ikke at have søgt interview med samtidige danske søofficerer, der ikke kan undgå at have haft kendskab til operationerne, som minimum i forbindelse med til strædepassagerne. Ledende svenske søofficerers involvering i direkte konspiration mod deres egen regering, forekommer mildest talt utroværdig. De ledende svenske marineofficerer følte dengang en oprigtig dyb skam over krænkelserne og deres egen magtesløshed. De følte sig til grin og gjorde alt for at få mulighed for at skaffe bevis ved at tvinge et af de krænkende fartøjer op til overfladen.  De, og deres undergivne på fartøjer og i kystforsvaret, ville gøre alt for at få oprejsning gennem succes.

Den ukritiske accept af Tunanders konklusioner leder også udredningen til at acceptere de sovjetiske påstande om, at grundstødningen af undervandsbåd 137 skyldtes en hændelig fejlnavigation. Man finder dette sandsynliggjort af det forhold, at båden var uegnet stor til efterretningsopgaver, at den var bevæbnet med en torpedo med kernevåbenhoved og at den i situationen anvendte sine dieselmotorer, hvilket afslørede dens tilstedeværelse.

At der var tale om en fejlnavigation siger sig selv, når man ender på et skær. Det sker sjældent med hensigt. Det er også væsentligt at forstå, at besætningen på en undervandsbåd godt ved, hvor meget vand, der er under kølen. Så kaptajnen vidste godt, at han var på lavt vand. Da han var på overfladen og angiveligt ikke anede, at han var på gale veje og derfor skulle vise tilbageholdenhed med at angive bådens tilstedeværelse og position, ville han have kunnet kompensere for dårligt sigt ved et enkelt ’sweep’ med radaren (som ikke var påstået beskadiget).  Men da det går imod enhver ubådsofficers opdragelse, ville han nok ikke få den idé, men forsigtigt navigere efter vanddybden. 

At flere typer fartøjer fra kernevåbenmagter var kernevåbenbevæbnede som standard under Den Kolde Krig, er en kendsgerning.

Anvendelse af selv store undervandsbåde til efterretningsoperationer var normalt. Den britiske Oberon-klasse var ca. 10 meter længere og stak mere end ½ meter dybere end Whisky-klassen, accepteres i udredningen som egnet til operationer i skærgården.

At anvende dieselmotorer og de to skruer i forsøget på at komme fri ved at trække og vride, efter at man er listet på grund på elmotorerne, er mildest talt logisk. 

Udredningen forholder sig ikke til oplysningerne i den svenske historiker Wilhelm Agrell’s i øvrigt kritiske tidligere analyse af hændelsen[37]. Herunder bringer han dels oplysningen om, at undervandsbåd 137 var i svensk farvand fra 24. oktober og at svensk forsvar afprøvede en ny antiubådstorpedo i farvandet SW for Karlskrona i dagene 22.-24. og 27.-28. oktober, hvilket skulle være et rimeligt motiv bag hændelsen. Båden grundstødte den 27. om aftenen. Agrell bragte også dette kort med bådens vej til skæret, kopieret fra dens logbog, der viser en karakteren af ’fejlnavigationen’.

Jævnfør logbogen havde man ret kurs nord mod det sydligste skær, hvorefter man passerede udenom fyret mod vest, fortsatte ret nord og lagde derefter igen kursen om for at komme direkte på langs af den kanal mellem småøerne, hvor man så endte med at ’fejlnavigere’ til grundstødning.

Også personlige erfaringer gør kommentarforfatteren ret skeptisk overfor udredningens egenartede konklusioner vedrørende krænkelserne. Under et besøg midt i 1990erne hos den lettiske flåde i Liepaja fremviste en ledsageofficer uopfordret forfatteren den rørformede ’hangar’ i ’Krigshavnen’, som den med Østersøflådens enheder samplacerede Spesnaz-enhed anvendte til sine miniundervandsbåde. Ved en anden lejlighed fortalte den daværende underofficer Morel fra den estiske forsvarsstab, at han som uddannet marinebiolog og svømmedykker var blevet udtaget til værnepligtstjeneste i den maritime Spesnaz enhed. Da det gik op for enheden, at han var este og derfor muligvis af tvivlsom loyalitet, blev han overført til tjeneste ved søsterorganisationen i indenrigsministeriets tropper. Sverige har jo en betydelig estisk flygtningebefolkning. 

 

Konklusion

Udredningen har samlet en enestående dokumentation af truslen mod Danmark under Den Kolde Krig. Imidlertid er den i sin analyse meget stærkt skæmmet af sin manglende evne til at tage en analytisk distance i behandlingen af den amerikanske politik overfor Sovjetunionen i Reagans tre første år som præsident.  Dette giver udredningen et revisionistisk tvist snarere end den fra alle sider med rette forventede balancerede, diskuterende approach. Hermed undergraves værdien af udredningens argumenter og konklusioner inden for trusselsområdet afgørende. 

Den ender på en grundlæggende ’tredje vej’, en neutralistisk linie, der bliver næsten automatisk kritisk overfor vestlige motiver, vurderinger og handlinger - fra ’bomber gap’ i 1950erne og fremover.  Man finder det ikke nødvendigt at sætte sig ind i, analysere og korrigere for Sovjetunionens og dens væbnede styrkers karakter. Den sterile definition af begrebet ’trussel’ låser skyklapperne fast, og man forklarer vel søgt, at førstebrug af kernevåben, der har karakter af ’forkøbsslag’, ikke er førstebrug. Man kan have sin tvivl om, at dette ville have været konklusionen, hvis det i perioden havde været NATO, der var kommet med den forklaring. Den generelle skepsis mod vestlige vurderinger leder også til en optimistisk affærdigende holdning til dansk forsvars opfattelse af egne problemer med at løse sine forsvarsopgaver. Det skæmmer og undergraver værdien af udredningen, at den ikke har sikret sine argumenters og konklusioners kvalitet ved at inddrage de militære professionelle, der kunne genkalde sig og forklare de problemer, man dengang så i løsningen af opgaverne, få deres analyse af den østlige planlægning og de problemer, som man så i Warszawapagten. Nu står de østlige problemer plus ikke militært sagkyndiges grundskeptiske opfattelser alene. Læseren og akademiske kolleger må spørge sig selv, hvornår i arbejdsprocessen den revisionistiske hovedtese implicit eller explicit blev styrende for arbejdet.

Udredningens udgangspunkt i de tidlige 1980erne med de vest-kritiske holdninger bringer dens trussels- og situationsopfattelse på linie med de styrende holdninger hos det daværende alternative parlamentariske flertal.  Hvorvidt og i bekræftende fald hvordan dette har haft indflydelse på andre dele af udredningen, må vurderes af andre end denne kommentator.

 


[1] I særlig grad vil jeg fremhæve følgende personer:

·         Generalmajor i den estiske hær (i to omgange forsvarsstabschef) Ants Laaneots, tidligere sovjetisk generalstabsuddannet panserofficer.

·         Oberst Oskar Mark, der for nogle år siden døde af den kræft, han fik på taget af Chernobyl-reaktoren. Ligeledes generalstabsuddannet panserofficer. Tjeneste i operationsafdelingerne i 4. og 2. Kampvognsarméer. Sluttede som chef for den estiske generalstabs operationsafdeling.

·         Major i den sovjetiske flyvevåbens efterretningstjeneste Aadu Lee, der fra Moskva i detaljer fulgte status på flyvestationerne i BALTAP-området.

·         Oberst Juris Arness fra det sovjetiske flyvevåben (eller luftforsvarsstyrker). Arness var i en periode i midten af 1990erne fungerende lettisk forsvarsstabschef.

·         Oberst Dainis Turleis, der blev den første lettiske forsvarschef. Kunne fra sin sovjetiske generalstabsuddannelse, der afsluttedes i 1991 fortælle, at man fortsat havde hovedfokus i den strategiske offensiv (herunder problemerne med erobringen af broerne mellem Sjælland og Falster i den nye tid).

·         Kommandør Ilmars Lesinkis, der sluttede som lettisk søværnschef, og som tidligere var chef for marinedistriktet i Liepaja.   

·         Admiral Raimondas Baltuska, skaberen af den litauiske flåde, som i 1980erne som kommandør var Østersøflådens chefnavigatør.

·         Oberstløjtnant Antanas Ramaska, der i 1980erne var Stedfortrædende Chef for Logistik i faldskærmsregimentet i Alytus, og som senere var første chef for den litauiske infanteribataljon i garnisonen.

·         Oberst Vytautas Lukavicius fra Rakettropperne, der sluttede sin sovjetiske tjeneste i opsendelsen af spionsatellitter fra Kazakstan, hvorefter han etablerede en litauisk infanteribataljon i en tidligere rakettropbase i skovene nord for Siauliai.

·         Oberst Zenonas Vegelevicius fra det sovjetiske flyvevåben, der efter 1991 skabte det regulære litauiske flyvevåben.

[2] Der er stedvis tegn på, at forskerne ikke alle har levet sig ind i realiteterne i Sovjetunionen og Østeuropa. På et tyndt kildegrundlag anføres udredningens Bind I (herefter kun ’I’, ’II,’III,’IV’). p. 549, at Khrusjtjov i 1957, hvor han lige havde vundet magtkampen, skulle have søgt en sovjetisk militær tilbagetrækning fra Østeuropa, men ikke kunne eller ville sætte sig igennem overfor de lokale ledere. I. p. 556: Sovjetunionen var en modstander som Vesten ’havde dyb, men måske ikke altid lige velbegrundet (kommentatorens udhævning) mistillid til’.  Man viste rent faktisk en meget betydelig tillid efter 1962, en tillid som blev udnyttet fuldt ud. II. p. 585: Man anfører, at Polens forfatning udelukkede angrebskrige, hvorfor det var væsentligt, at de legitimeredes som defensive. Det vil overraske kendere af de politiske systemer, at man skulle tage en forfatning - eller andre dele af lovgivningen - så tungt. Desværre var Sovjetunionens forfatning som så mange andre papirer og instititutioner kun tænkt som en smuk overflade, som Potemkin-maling.

[3] Beskrivelsen i I. p. 605ff er overfladisk. De bedste værker om karakteren og udviklingen af Sovjetisk militær tænkning og organisation er ikke den af udredningen anvendte lille bog af Andrei A. Kokoshin: ’Soviet Strategic Thought, 1917-91’ Cambridge 1998. Rent faktisk var det en samtale med netop samme Kokoshin i Oslo i september 1989, da han var Sovjetunionens første ikke-militære vice-forsvarsminister, der først åbnede kommentarforfatterens øjne for karakteren af landets særegne civil-militære relationer. Forståelse for verdensbilledet i den russiske hær opnås bedst i John Erickson, Lynn Hansen og William Schneiders ’Soviet Ground Forces.An Operational Assessment’ London 1986, Carl Van Dyke ’Russian Imperial Military Doctrine and Education, 1832-1914’ New York 1990, Richard W. Harrison ’The Russian Way of War. Operational Art, 1904-1940’ Lawrence, Kansas 2001, David M. Glanz ’Soviet Military Operational Art. In Pursuit of Deep Battle’ Portland, Oregon 1991 samt den af Glanz to-binds kildeudgivelse ’The Evolution of Soviet Operational Art, 1927-1991. The Documentary Basis.’ London 1995. Sovjetflåden er godt dækket af Robert Waring Herricks ’Soviet Naval Theory and Policy. Gorshkov’s Inheritance.’Newport, Rhode Island l989. Paradoksalt får man det bedste indtryk af den internevirkelighed i de sovjetiske væbnede styrker i den af Anne C. Aldis og Roger N. McDermott redigerede antologi ’Russian Military Reform 1992-2002’ London 2003.

[4] Den bedømmelse af Warszawapagtens indflydelse, som Christopher Jones citeres for I. p.608 bekræftes af mine samtaler med polske og tidligere sovjetiske officerer. 

[5] Under samtaler med både polske officerer og en litauisk efterretningsofficer, der i gruppen af sovjetstyrker i Tyskland havde ansvar for at monitere Jyske Divisions taktik, planer og chefers (til bataljonschef) profil, har det været imponerende og rystende, hvor korrekt og ajourført et billede man kunne opretholde.

[6] Kan have rødder i vilkårene for kamp i sletteland, men afspejler også den indflydelse som Henri Jominis tolkning af Napoleons krigsførelse fik gennem hans rolle i etableringen af det russiske generalstabsakademi i 1832. Tilbøjeligheden blev forstærket ved Tukhaschevskiis linie ‘sejr’ over Svechin i mellemkrigstiden i en sådan grad, at det lagde en del af grundlaget for 1941-katastrofen. Zhukovs strukturreformer fra 1955 til 1957 og Khrusjtjov-tidens satsning på den kernevåbenstøttede strategiske offensiv bragte traditionen tilbage i sin centrale position.     

[7] I modsætning til, hvad der antages i II. p.588

[8] Jf. oberstløjtnant Antanas Ramaska var dette regimentets opgave i 1980erne. Dette er en logisk rolle set i rammen af en anvendelse af operative manøvregrupper i Nordtyskland, før NATOs forsvar er kommet på plads.

[9] Undtagelsen er i den konkluderende diskussion for tredie periode III. p. 522f, der argumenterer for, at man kendte den reelle situation, men anvendte en alarmistisk retorik, dvs. den første tolkning. Desværre anlægges ikke denne kritiske linie i resten af udredningen.

[10] Denne diskussion var en del af Foster’s indlæg, der havde et generelt, teoretisk sigte, på et seminar på Baltic Defence College i efteråret 2003.

[11] II. p. 586.

[12] II. p. 586.

[13] IV. p.63

[14] Som bl.a. i I, p. 95ff

[15] Muligheden af trussel som følge af ’en krise eller fejlkalkulering’ nævnes i I. p.99, men anvendes ikke som systematisk mulighed i analysen gennem værket

[16] At man så målet som nået bekræftes af sovjetgeneralens udtalelse fra 1975 citeret III. p. 497: ’Vi har overlegenhed på landjorden, i luften og på havet’.

[17] IV. p. 52: ’I utilfredshed med den sovjetiske militærpolitik og tredjeverdenspolitik valgte USA fra 1975 at opgive detenten og give Sovjetunionen et øget militært modspil’

[18] Dilemmaet for sejrsplanen ved NATOs svar på opbygningen: forstærkninger, materielforbedringer, se referat fra Warszawapagten Forsvarsministermøde i 1981 i Moskva  (III. p 517ff)

[19] Jf. II. p.595 lækket til Vesten i 1981 af den polske oberst Kuklinski.

[20] Problemet, som man erkendt ved de israelske operationer mod syrerne i Bekaa-dalen i Libanon i 1982 var ikke, som beskrevet i III. p. 524, selve ødelæggelsen af kampvognene, men at det havde været muligt for israelerne at snyde og derefter ødelægge den massive paraply af moderne sovjetiske luftværnsmissiler, der havde beskyttet kampvognene.

[21] Udredningens argumenter i bl.a. II. p.595 og III. p.535 - og senere i pressen - der adskiller forhåndsslag fra førstebrug af kernevåben, hvor det første ses som separat er ikke troværdig. Det er ligeså tendentiøst, som når man i II. p. 606 fremskydning af styrker til Nordsøen for at imødegå de forstærkningerne, der kunne hindre sejren i Europa, som en ’overordnet set … defensiv foranstaltning’.

[22] Jf. en samtale med oberst Oskar Mark ændredes operationsplanerne for 2. Kampvognsarmé (fra 2. Operative Echelon). Man måtte opgive sit operative mål - Paris - som man havde haft under hele Den Kolde Krig, da man gik over til en strategisk defensiv planlægning.  Dvs. at Generalstaben intet afgørende foretog sig før Gorbatjov havde bundet sig i december 1988 til de massive ensidige styrkereduktioner, beskrevet i III.p. 430f, der undergravede de offensive muligheder. De bl.a. i I. p.619 nævnte indledningsvise østtyske defensive operationer i begyndelsen af 1980erne er ikke en defensiv ’strategi’, de er en logisk taktisk justering af operationsplanens muligheder i en situation, hvor man indledningsvis kun rådede over begrænsede styrker, fordi man skulle være klar til at iværksætte operationsplanen uden at vente på fremdeployering af bl.a. polske styrker, dvs. gennemføre enindledende taktisk defensiv i rammen af en offensiv operation. Den teoretiske professionelle diskussion af den operative defensiv startede i 1987. I et interview med Ib Faurby i 1989 fortæller den daværende generalstabschef, Sergei F. Akhromejev, at den nye defensive strategi ikke udelukker en efterfølgende strategisk offensiv, dvs., at man da overgår til en indledende defensiv operation, der dog stadig kan ses indenfor rammen af en militærstrategisk offensiv strategi.

[23] De mulige USMC operationer, der nævnes III. p. 467, p. 482 og p. 550f havde en anden logik end operativ militær.  Korpsets landgangsfartøjer er store og uegnede til Østersøen, selv hvis den luftmilitære situation skulle gøre en indtrængen realistisk. Den amerikanske flådes evne til hurtig minerydning og bekæmpelse af undervandsbåde under de notorisk vanskelige forhold i Østersøen var meget begrænset. 

[24]  Jf. IISS The Military Balance (MB) 1969-1970 og 1979-1980 blev de ældste fly – Mig-15 jagerfly - afløst af Mig-21. De nyeste sovjetiske taktiske fly – Mig-23-/-27 og Su-17 – var dog endnu ikke tilgået. Antallet i DDR og Polen blev holdt konstant i den næste 5 år, igen med en begrænset modernisering (MB 1984-1985).

[25] II. p. 615 citeret fra Agrell.

[26] III. p. 550

[27] Det svenske flyvevåben erkendte problemerne med reelt praktisk samarbejde mellem svenske og NATO-fly: Se punkt 6.6.7 om ’Bastjänst’ og i øvrigt hele afsnittet i ’Om kriget kommit... Förberedelser för mottagende av militärt bistånd 1949-1969’ i Betänkande av Neutralitetspolitikkkommissionen. SOU 1994:11, Stockholm 1994.

[28] Bl.a. III. p. 550

[29]  II. p. 627

[30] II. p.548, p. 569, p. 574

[31] Dette stiller spørgsmålstegn ved forventningen citeret II. p. 570 om, at styrkekoncentrationer udløste taktiske kernevåben.

[32] En lille kommentar til FEs i udredningen refererede vurdering af Cubakrisen som ikke havende en europæisk dimension: I oktober-dagene i 1962 stod lette Il-28 ’Beagle’ bombefly i Tartu på ’Runway Alert’ med kernevåben ombord. Et ungt besætningsmedlem var den senere estiske forsvarsminister Enn Tupp, nu estisk forsvarsattaché i København. Målet var London. 

[33] II. p. 482

[34] Som beskrevet for 1955 i I.p.565.

[35] I ‘Hårsfjärden. Det hemlige ubåtskriget mot Sverige’ Stockholm 2003 og ’The Secret War Against Sweden. US and British Submarine Deception in the 1980s’ London 2004’

[36] Se Parallel History Project’s home-page www.isn.ethz.ch/php/research/AreaStudies

[37] I ’Bakom ubåtskrisen. Militär verksamhed, krigsplanläggning och diplomati i östersjöområdet’ Stockholm 1986.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_134.aargang_nr.3_2005.pdf

Litteraturliste

Del: