Søværnets stabstjeneste

Foto: Forsvaret.dk

Siden sidst i 1970’erne har uddannelse af officerer til stabstjeneste fundet sted i
værnsfælles regi på Forsvarsakademiet. Det betyder, at det overvejende flertal af
officerer, som i dag gør tjeneste i stabe i forsvaret, har den fælles baggrund, som
fælles uddannelse giver. Ligeledes gør et flertal tjeneste i værnsfælles stabe, hvor
der lægges Vægt på ensartede rutiner og metoder.
På den baggrund kan det nok give grund til overvejelser, hvorvidt der eksisterer en
særlig form for stabstjeneste i søværnet, sådan som artiklens titel antyder.
I søværnet, som i hæren, er stabsfunktionen opstået, fordi man erkendte et behov
derfor. I sit udgangspunkt er stabsfunktionen derfor uløseligt knyttet til det værn og
miljø, som den voksede ud af, og de roller og opgaver, som påhvilede det pågældende
værn.
Omkring år 1500 blev det tidligere ledings væsen erstattet af en kongelig flåde.
Modsat sin forgænger var denne flåde permanent opstillet, også i fredelige tider, og
underlagt en central administration. I tilgift til den opgave at føre kommando over
flåden i krig, som også havde bestået under ledingsvæsenet, kom nu en række administrative
opgaver. Flåden skulle udrustes, vedligeholdes og bemandes. Det stillede
krav om forvaltning af flådens finanser, om prioritering og tilrettelæggelse af nybygningsprogrammer,
og om at sikre de fornødne beholdninger af materiel. Besætningerne
skulle bringes til veje, uddannes, underbringes og lønnes.
Til at løfte disse opgaver opstod snart organisatorisk to søjler - en militær, som
havde til opgave at skabe et indsatsberedt søværn, og en civil, som skulle tilvejebringe
materiel og pengemidler, og - ikke mindst - påse at især sidstnævnte blev forvaltet
med omhu. Denne opdeling, admiralitet og kommissariat, kan man finde spor af
op gennem marineministeriet til vore dages forsvarsministerium.
Var det således tidligt klart, at der var behov for administrative strukturer til at
løse de planlægningsmæssige, udførende og kontrollerende funktioner, som et
nationalt søværn krævede for at kunne opstille en kampberedt flåde, var der langtfra
enighed om et tilsvarende behov for stabsstrukturer, når det kom til det operative
chefsvirke, dvs. anvendelsen af det værktøj for nationens interesser, som administrationen
havde bragt til veje, føringen af flåden til orlogs og i kamp. Denne problemstilling
var ikke begrænset til den danske flåde, men genfindes blandt datidens
orlogsflåder i almindelighed, ligesom den heller ikke er fremmed i landmilitært regi.
At disse sidste tidligere erkendte et behov for operativ stabsstøtte til føreren, end
tilfældet var til søs, skyldes* fortrinsvis to karakteristiske forskelle i de to værns
opstilling til og optræden i kamp. Hvor kendskab til, og udnyttelse af terrænet kunne
være forskellen på sejr eller nederlag til lands, og megen energi derfor måtte ofres
på recognoscering, kortlægning og vurdering af mulige opmarchvejes og kamppladsers
særlige karakter, var det for søkrigen vinden, og erobring af den vindgunstige
udgangsposition, der var afgørende. I sagens natur er vinden mere flygtig end
topografien, og meteorologien var hver sømands viden. Det ganske komplekse
samspil mellem felthærens våbenarter i slaget kunne ikke genfindes i linieskibenes
møde i kølvandsorden. Ejheller fandtes til søs nogen Teldtherrnhügel’, hvorfra man
kunne have overblik over kamppladsen - admiralsskibets traditionelle, centrale plads
i linien var fortrinsvis bestemt af behovet for at kunne kommunikere . Signalmidlernes
begrænsning vanskeliggjorde helt op til slutningen af det attende århundrede alle
bestræbelser på, fra den kommanderendes side, at styre slagets gang, når først man
var på våbenudvekslingsafstand med fjenden. Med linieskibet som en komplet
kampplatform fandt man heller ikke noget større operativt behov for styring, når
først kampen var indledt. Nelsons berømte signal: “Engage the enemy more closely”
vajede fra start til slut under Trafalgarslaget.
Også på det forsyningsmæssige område var der afgørende forskelle på de to
værns operative behov. Et orlogsskib på togt var i betydelig grad uafhængigt af forsyningstjeneste,
og medbragte provisioner til måneders sejlads. Med vinden som
drivkraft var man i stand til at bringe sine våben til kamppladsen uden træn.(l)
Den operative stabsfunktion rummede to opgaver, som begge løstes uden
anvendelse af en egentlig stabsstruktur. Den første var den taktiske planlægning,
som, i det omfang den ikke var flådeførerens suveræne afgørelse, kunne finde sted
i form af uformelle drøftelser, hvor admiralen lod sig vejlede af sine skibschefer,
eller mere formelt i form af krigsråd (2) Den anden var ordregivning og den indoktrinering
af de enkelte skibschefer, som gjorde planen gennemførlig og - ikke mindst
- gjorde det muligt at handle mod samme mål og i den kommanderendes ånd, også
når planen viste sig utilstrækkelig. Man forlod sig her i høj grad på den sagkundskab,
som lå hos den erfarne skibschef.
Behovet for stabsmæssig støtte til det operative virke opstod blandt andet af disse
grunde senere til søs end til lands. Efterhånden som operationernes kompleksitet
øgedes, og mere specialiserede - og teknologisk mere avancerede - skibstyper gjorde
deres indtog, blev det klart, at den kommanderende havde brug for kvalificeret
specialviden til at rådgive sig, og behov for assistance til at føre hans instruktioner
ud i livet på en kampplads, der blev stadig større i rum.(3) På dette felt var
udviklingen til søs faktisk parallel til udviklingen til udviklingen i hærene, hvor også
øget kompleksitet og specialisering stillede krav om tilsvarende mange eksperter.
Flåderne var dog generelt i stand til at absorbere de teknologiske nyskabelser og de
større flåder uden så omfattende ændringer i styrings- og kontrolsystemet som dem,
der viste sig nødvendige i det landmilitære operationsmiljø.(4)
Med de maskindrevne skibes indtog forsvandt den betydelige grad af uafhængighed
af logistisk støtte, som havde karakteriseret sejlskibstiden. Først kul og
siden olie måtte være til rådighed på rette tid og sted for at flåden kunne operere.Der
opstod hermed et behov for operativ planlægning, som kunne tilgodese den nødvendige
koordination mellem forsyningstjeneste og operationer: Etablering af støttepunkter,
kulpladser og forsyningsskibe. Det er karakteristisk, at det er på dette tidspunkt,
omkring dette århundredes begyndelsen, at operative flådestabe opstår og at
der i flere lande tages skridt til en egentlig stabsuddannelse af søofficerer. Ikke blot
i Danmark havde den militære side af flådens forvaltning og øvrige stabsopgaver i
hovedsagen været lagt i hænderne på “søkyndige og krigsøvede fagmænd”, og
udviklingen fandt ikke sted uden iltre diskussioner om, hvorvidt krigskunsten til søs
kunne læres i skolestuen eller skulle erfares ved praktisk gerning på havet. Det blev
kun langsomt klart, at en kombination af målrettet uddannelse, stabserfaring og
operativ tjeneste til søs var vejen frem, at svaret var ikke et enten-eller, men et både-
° g * Selvom en egentlig uddannelse til stabsfunktioner således sent holdt sit indtog
i de fleste landes flåder, havde Den Militaire Høiskole fra sin start i 1830 været åben
for officerer af begge værn. Søofficerers deltagelse var dog i talrige år undtagelsen
snarere end reglen, og omfattede fortrinsvis de, som skulle besætte funktioner i støttestrukturen,
dvs. “ til de Poster, som i denne Etat ligger udenfor den Dannelse, som
gives paa Søcadetacademiet, f. Eks. til Skibsconstructeurer, Søartillerister, Havneconstructeurer,
m.m.”(5)
Først i dette århundrede blev en egentlig stabsofficersuddannelse iværksat i søværnets
eget regi, i form af en toårig officersskole efter kadetskolen. I 1922 blev et
seksmåneders udvidet kursus tilføjet, omfattende bl.a. strategi, taktik, krigsspil, marineorganisation
og stabstjeneste. Ved forsvarsakademiets oprettelse i 1951 blev
stabsuddannelsen for de nu tre værn lagt dér, men man skal helt frem til 1967 før et
egentligt generelt Stabskursus for Søværnet blev etableret. Kurset voksede få år
senere sammen med et tilsvarende kursus for flyvevåbnet, indtil man endelig, i 1978
gjorde stabsuddannelsen værnsfælles.(6)
Endnu en forskellighed i synet på stabsfunktion og uddannelse skulle der gøres
op med. Mens hærens officerer fra begyndelsen var blevet specielt udvalgte til
gennemgang af stabsuddannelsen, og stabstjeneste på højere niveau var forbeholdt
de få, fastholdt man i søværnet uddannelsen som overvejende obligatorisk helt frem
til den nuværende personelordning. Den nødvendige selektion baseredes fortrinsvis
på officerens praktiske duelighed og virke.
Hvis man ser bort fra chefgruppen, fordeles knap halvdelen af søværnets officerer,
der har gennemgået stabsuddannelse, ved værnsfælles højere stabe, mens lidt
over en tredjedel udfylder stabsfunktioner i søværnet, dvs. ved Søværnets Materielkommando
og Søværnets operative Kommando. Den sidste sjettedel er fortrinsvis
placeret i skole- og uddannelsesstrukturen.
Søværnets stabsorganisation er præget af, at værnets fredstidsstruktur og krigsstruktur
er næsten identiske, og at der til løsning af en række operative opgaver i det
daglige er behov for en organisation, som kan fungere i døgnets 24 timer. Det medfører
en generel orientering mod den operative del af stabsvirket. Da Søværnets operative
Kommando blev oprettet i 1961, bestod staben af to afdelinger, en operationsafdeling
og en logistikafdeling, hvilket var i nøje samklang med kommandoens
ansvarsområde og kommandobeføjelser. I takt med udvidede opgaver ændrede logistikafdelingen
navn til planlægningsafdelingen. I dag rummer staben fem afdelinger,
idet en materiel- og informatikafdeling blev udskilt som følge af udviklingen inden
for teknologi og databehandling, økonomiafdelingen oprettet som et led i delegerings-
og decentraliseringsprocessen. Endelig kom, da personelforvaltning og
uddannelse i 1990 kom under kommandoens ansvarsområde, personel- og uddannelsesafdelingen
til.
Under den operative kommando er eskadreniveauet det sidste niveau, hvor der
er oprettet en egentlig stabsfunktion. Eskadrestaben bistår eskadrechefen inden for
områderne uddannelse, beredskab, vedligeholdelse, bemanding og økonomi. Til disse
opgaver af overvejende styrings- og forvaltningsmæssig karakter tilknyttes
officerer til varetagelse af specialistopgaver, og kun sjældnere generalister. På det
operative felt er eskadrechefens, hjælpere fortrinsvis chefer og officerer fra de underlagte
enheder. Her råder, som på divisions- og enhedsniveau, således den ‘klassiske’
organisation.
Med Danmarks indmeldelse i NATO og deltagelse i det militære samarbejde
blev det nødvendigt at tilpasse sig NATOs stabsorganisation^ forbindelse med
øvelsesmæssigt eller operativt samarbejde, eller i forbindelse med danske officerers
udsendelse til internationale stabe. Også herved var det muligt for søværnet at
fastholde den overvejende operative orientering af stabstjenesten, fordi NATO-stabene
kun havde få forvaltningsmæssige og administrative funktioner, og fordi
stabene i deres oprindelse var præget af de fra operativ stabsfunktion i krigstid
tillagte opgaver
Den nyere stabstjeneste i forsvaret er karakteriseret ved en i almindelighed
dominerende orientering mod stabsfunktionens administrative og forvaltningsorienterede
opgaver. Der sker herved generelt en nedprioritering og udviskning af den
specifikke egenart, som knytter sig til officerens operative miljø. Det er derfor
vigtigt og værdifuldt, at der samtidig høstes erfaringer fra deltagelse i operative
stabe under udførelse af internationale operationer. Betragtes forsvaret alene som
en driftsvirksomhed under fredsforhold, må løsning af stabsopgaver fuldt så vel
synes at kunne lægges i hænderne på forvaltere udefra, fra den offentlige eller private,
civile sektor, og et behov for stabsuddannede og stabsfungerende officerer
forekomme mindre indlysende.
Den forvaltningsorienterede stabsfunktion styrkes i disse år af to gensidigt forstærkende
processer.
For det første delegeringsprocessen, som nok sigter mod en styrkelse af det
operative niveau, men som samtidigt, ved et naturligt og uomgængeligt behov for
kontrol af, at den delegerede opgave bliver tilfredsstillende udført, øger kravet om
en effektiv kontrolfunktion. For det andet den teknologiske udvikling inden for databehandling
og informationsteknologi. Som det skete ved overgangen fra sejl til
damp, rejses der, gennem udnyttelse af teknologiens muligheder, krav om tilpasning
af organisationen til den teknologiske virkelighed. En sådan organisationstilpasning
kan give grund til overvejelser om stabsuddannelsens og stabstjenestens fremtidige
form og vilkår.
Uddannelsen af stabsofficerer har til stadighed rummet tre elementer, selvom
deres indbyrdes vægtning har vekslet. De samme elementer er fundamentale for
stabsofficerens metier: metode, viden og holdning. Metode og systematik er det område,
hvor tilgangen af ny teknologi og nye styringsværktøjer sætter de tydeligste
spor. Videnområdet, som er forudsætningen for analyse og vurdering, og dermed
ultimativt for formålsrettet handling, er blevet mere omfattende og mere komplekst.
På det sikkerhedspolitiske område præges udviklingen af en dynamik og uforudsigelighed,
som fordrer ny indsigt og kundskab, også om emner og områder, der ikke
tidligere syntes relevante. Styringen af forsvarets virksomhed må ske under iagttagelse
af et stadig mere omfattende regelsæt for forvaltning og administration. Det
sidste element er derimod grundlæggende uændret: Kravet om personlig og tjenstlig
integritet som en forudsætning for kvalificeret stabsvirke.
Som stabsfunktionen opstod, fordi der var behov for den, så er det også i dag
dens egentlige raison d’etre, at den er grundlæggende nødvendig. Nødvendig for at
sikre et fungerende forsvar, der kan løse de opgaver, som det bliver pålagt. Stabstjenestens
kvalitet må derfor måles på, at den bidrager hertil. Den ultimative målestok
for militære styrkers ledelse og indsats er deres operative formåen - og
stabens funktion er derfor at medvirke til, at forsvarets evne til operativt virke
fastholdes og udvikles gennem den kvalificerede udnyttelse af de til rådighed værende
ressourcer til målrettet opgaveløsning.
 

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:
militaert_tidskrift_126_aargang_jan.pdf

 

Noter
1. Man har beregnet, at såfremt den ildkraft, som englænderne besad ved
Trafalgar, nemlig godt 2200 kanoner, skulle være deployeret i et feltslag,
ville det have fordret omkring 50,000 soldater og 30,000 heste.
( John Keegan, The Price of Admiralty. London: Hutchinson, 1988. (p. 47)).
2. Det var ikke altid, at afgørelsen af, hvilken form, der var mest velegnet, var
admiralens egen. Niels Juel rapporterede under Skånske Krig : “ Saasom jeg
har continuerlig befundet saa mange Obstacler i Krigsraadet over hvad, som
er proponeret, om Fjenden at angribe paa et eller andet Sted, - som dog siden
er befundet vel at have kunnet lade sig gøre, - men eftersom Eders kong.
Majestæt mig allernaadigst medgiven Instruction saa strict tilholder Intet at
foretage eller gøre uden Krigsraadets fleste forgodtbefindende Vota: da har
det maattet blive efterladt, som vel gørligt havde været, Fjenden til Afbræk
og Eders kongelige Majestæts Våben til Glorie.”
( P. Ipsen: Foredrag i Stabstjeneste. Tidsskrift for Søvæsen, 1927. (p. 351).
3. I linieskibenes tid var en typisk ildåbningsafstand godt 1000 meter, og den
effektive skudvidde omtrent det halve. Under Jyllandsslaget åbnede de tyske
skibe ild på 16,000 meter, og den effektive skudvidde var ikke meget mindre.
Under hangarskibsslagene i Stillehavet under 2. Verdenskrig måltes kamppaldsen
i hundreder af sømil.
4. K. V. Nielsen: Den øverste Krigsledelse, i “ Et hundredeårsminde. Det
Krigsvidenskabelige Selskab 1871-1971. (p. 172)
5. Plan til den kongelige militaire Høiskole, 1830. Her efter “Forsvarsakademiet
1830-1980”, København 1980. (p. 9)
6. Helt værnsfælles var stabsuddannelsen fortsat ikke. Der oplevedes stadigvæk
forskellige behov for uddannelse af officerer til stabstjeneste, ikke mindst på
det operative område. Denne forskel består stadig.

Litteraturliste

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.