SNG militærdoktrin under ændring?

Efterfølgende artikel er forfattet af oberstløjtnant P. Skov-Christensen og belyser den doktrinære udvikling ved de tidligere sovjetiske styrker i forlængelse af de sidste års politiske omvæltninger. 

"Why should we build our navy up to the London Treaty limits when it will have nothing to do after we build it... No wars are on now and no war is in sight."
Will Wood US kongresmand 1931

Indledning 
De sidste 40 års NATOAVAPA konfrontation var militært truende og intellektuelt komfortabelt. En hvilken som helst ændring i militært materiel, doktrin, struktur eller taktik kunne undersøges og vurderes i forhold til et velstruktureret og velkendt miljø. Opløsningen af WAPA og Sovjetunionen, udskillelse af flere selvstændige stater, oprettelse af et SNG, forventet tilbagetrækning af de tidligere sovjetiske styrker fra Tyskland, Polen og de nye baltiske lande har ændret det militære miljø i og omkring Vesteuropa og Danmark. Det har imidlertid også skabt større usikkerhed og uforudsigelighed. Medens alle hurtigt accepterer, at den hidtil frygtede øst-vest krig så at sige er forsvundet som en mulighed, så må vi som militære professionelle fortsat stræbe efter at forstå, hvorledes militære styrker kan operere i fremtidige konflikter, hvis karakter vi på nuværende tidspunkt ikke kan forudsige.

I november 1991 vedtog NATO en ny strategi. Her konstateres, at NATO ikke kan se bort fra det faktum, at det tidligere Sovjetunionen fortsat vil have konventionelle styrker, der er større end nogen anden europæisk stat. Det er naturligvis derfor nærliggende, som flere da også har bemærket, at "måle" NATO‘s og dermed Danmarks styrker med det tidligere Sovjetunionen dvs. det nuværende SNG (vil herefter blive anvendt som fællesbetegnelse for en evt. anden statsdannelse eller dennes efterfølgerlande).
Hertil kommer naturligvis, at SNG og andre selvstændige stater i det tidligere Sovjetunionen har et helt legalt ønske om at sikre egen nation på baggrund af den nye geopolitiske situation. Disse stater vil derfor stræbe efter at skabe en militærdoktrin, som igen vil have indflydelse på omgivelsernes oplevelse af egen sikkerhed o.s.v. Derfor er det interessant, hvorledes planlæggere og officerer i SNG forestiller sig en fremtidig krig, - hvis den skulle komme - da dette kunne tænkes at være et "målscenario", således som det kan vurderes lige nu for det danske forsvar.
Før situationen stabiliserer sig på den ene eller anden måde i SNG, kan der naturligvis ikke forudsiges noget præcist om de væbnede styrker eller deres militære doktrin. Ved at studere og vurdere debatten og de løbende iværksatte ændringer i SNG må det imidlertid være muligt at vurdere tendenser m.h.t. fremtidig doktrin etc. Uanset om dette er rigtigt eller ej, så er SNG størrelses- mæssigt som minimum en militær stormagt, hvorfor den strategisk/operative debat i 1980’eme og nu i 1990’eme på den ene eller anden måde vil få et varigt fingeraftryk på fremtiden. Der findes en del kilder at øse af til vurdering af denne interne debat, fordi flere og flere bl.a. civile akademikere i stigende grad tager del heri.

Baggrund
Den vestlige verdens mål med våbenkontrol- og nedrustningsforhandlingeme fra midt i 80’eme var generelt at reducere den direkte militære trussel målt i numeriske termer samt bearbejde den offensive orientering, der herskede i Sovjetunionen.
Et voksende politisk tryk fra 1987 medførte ændringer, som efterhånden har taget mere og mere fart. Det begyndte i maj 1987, da WAPA annoncerede, at pagten alene var defensiv og at anvendelse af militær magt under de nuværende omstændigheder var uacceptabelt. Sovjetunionens daværende forsvarsminister, general D.T.Yazov, udtalte i juli samme år, at den sovjetiske doktrin fremover skulle baseres på krigsforebyggelse. Det betød, at den defensive militærdoktrin herefter både omfattede viljen til ikke at ville angribe først samt en strukturel og doktrinær militærteknisk del. Dette blev ikke bakket op af konkrete ændringer hverken i struktur eller doktrin. Der var ingen synlige tegn på, at hverken Sovjetunionen eller WAPA i realiteten blev mere defensivt orienterede. På trods af en sådan militær tøven pressede den politiske ledelse på, hvilket som bekendt resulterede i INF- traktaten med USA, påbegyndelse af våbenkontrolforhandlinger i Europa samt med Gorbachev’s bekendtgørelse i december 1988 om, at Sovjetunionen ensidigt ville foretage nedskæringer og gennemføre omstruktureringer i ægte defensiv retning.
I november 1990 blev en egentlig nedrustningsaftale underskrevet (CFE- Traktaten). Hvis denne traktat ratificeres og efterleves i det nye SNG, vil det betyde signifikante nedskæringer i området fra Atlanterhavet til Uralbjergene (ATTU) i de tidligere sovjetiske divisioner. Det vil væsentligt begrænse mønstret og tætheden i den styrke, der kan deployeres i fredstid og dermed eliminere evnen til at gennemføre en selvstændig kortvarslet offensiv mod vest. Det begrænser iøvrigt denne styrke til - uforstærket - at koncentrere sig om en defensiv operation og en sikring af egne kommunikationslinier i de første faser af en krig. Ifølge CFE-traktaten skal SNG reducere antallet af mobile divisioner til 60-65 i ATTU. Samtidig skal der ske reduktioner i antallet af våbensystemer. hvorfor kampkraften i forhold til 1988 vil blive reduceret til omkring 50%. Sovjetunionen begyndte at nedbygge de konventionelle styrker i Europa allerede i 1988 ved at flytte dem øst for Uralbjergene. En hensigt kunne være, at ville sikre de konventionelle våbensystemer mod traktatens krav om ophugning ved at flytte dem ud af ATTU. Derved vil en større kampkraft kunne bevares eller i hvert fald genereres i et post-CFE miljø. De konventionelle styrkers "center of gravity" er derved flyttet øst for Uralbjergene, hvor 2/3 af alle våbensystemer befandt sig i 1989.
 

Operativ udvikling
De tidligere sovjetiske styrkers evne til hurtigt og overraskende at kunne angribe Centraleuropa var baseret på dels enorme forhåndsoplagringer af kritiske forsyningsgenstande samt faciliteter i forskeUige WAPA- lande og dels sikrede kommunikationslinier helt frem til den indre tyske grænse. Der var deployeret et stort antal meget mobile og slagkraftige divisioner langt fremme mod NATO‘s østlige grænse. Sovjetunionen og dets allierede havde brugt milliarder af rubler og mange årtier på at få bragt den nødvendige logistiske infrastruktur på plads. De havde således fremdeployeret store mængder af militære fornødenheder som POL(petrol, oils and lubricants) og ammunition. Dette var klare tegn på en signifikant kortvarslet trussel mod NATO‘s centralregion. Det var ganske klart, hvor den sovjetiske generalstab opfattede hovedtruslen mod eget land, da mere end 2/3 af alle konventionelle militære ressourcer var placeret vest for Uralbjergene dvs. i den europæiske del af Sovjetunionen og WAPA-landene.
Ved denne forhåndsoplagring havde Sovjetunionen frigjort sit jernbanenet for en kolossal byrde. Jernbanenettet kunne i stedet anvendes til bevægelse af kampenheder frem til venteområder bag fronten. Det er blevet vurderet, at 75% af al togkapacitet i de indledende faser alene skulle anvendes til transport af kampenheder, så nødvendigheden af forhåndsoplægninger var klar. Forandringerne fortsatte i Sovjetunionen og Østeuropa, således blev WAPA opløst i april 1991. Juni 1991 trak de sovjetiske styrker sig ud af Tjekkoslovakiet og Ungam, og en forhandling om tilbagetrækning af styrkerne fra Polen og det tidligere Østtyskland er gennemført.
Det er tabet af "broen" - de sikre kommunikationslinier - mere end de østeuropæiske styrker, der endegyldigt har fået planlæggerne i den sovjetiske og senere SNG generalstab til at smide de gamle planer ud fremfor blot at tilrette dem. Udover at skulle trække de væsentligste styrker tilbage, skal SNG også flytte landets vigtigste C3- installationer (Command, Control og Communication) samt støtte- og vedligeholdelsesinfrastrukturen til SNG - under meget store udgifter i arbejdskraft og rubler -, og placere disse i en tæthed og en sammenhæng, der nøje svarer til landets ønsker og behov for effektivt at kunne gennemføre operationer.

SNG militære baggrund
Der er sket en hurtig og dramatisk ændring i den militære balance i Europa, hvilket ved den fuldstændige tilbagetrækning af SNG styrker fra Østeuropa kombineret med tilgang af nye stater grundlæggende vil have ændret Europas militærgeografi. SNG vil have mistet tilstedeværelse i Østeuropa og dets sikrede adgangsvej til Vesteuropa.
Selvom SNG potentielt fortsat vil være den største militære styrke under en kommando i Europa, vil den ikke besidde den overvældende størrelse, offensive kapacitet, fremdeployerede position, operative buffer samt evne til overraskelsesangreb som det tidligere Sovjetunionen. For første gang siden 2. Verdenskrig må den tidligere sovjetiske nu SNG generalstab erkende, at deres styrkestruktur i Europa er NATO underlegen eller i bedste fald kun på niveau med NATO i fredstid. SNG generalstaben må derfor sætte focus på at udvikle nye planer, deployeringsmetoder samt reorganisere kampformationeme til at kunne støtte defensive og muligvis modangrebsoperationer fra SNG eget territorium. Så længe SNG endnu ikke har afklaret identitetsspørgsmålet og nationssammensætningen vil dette naturligvis blive mere end vanskeligt.
Problemerne knyttet til den nye strategiske situation er af generalstaben indtil videre søgt løst ved forskellige interimløsninger fremfor en usikker/uoverskuelig langsigtet løsning ud fra ønsket om som minimum at sikre landets integritet og yde en vis institutionel stabilitet i primært de væbnede styrker sekundært i samfundet. I bestræbelserne på at forberede landet på den usikre og uforudsigelige fremtid er generalstaben imidlertid blevet dels hæmmet og dels mere og mere indskrænket af politikerne på områder som budgetlægning, udførelse af sikkerhedspolitik, fastlæggelse af strategi osv. Fremover vil SNG militære apparat antagelig blive mere styret og kontrolleret af politikere. Efter kupforsøget i august 1991 stilles der således nu politiske krav om radikale ændringer.
I øjeblikket er bevarelsen af SNG eller dannelse af en anden union særdeles usikker, og det samme kan siges om deltagemationemes villighed til at bidrage til det kollektive forsvar. Lige nu må det vurderes særdeles tvivlsomt om nogen central regering i længere tid vil evne at opretholde væbnede styrker af en størrelse og med et indhold som det tidligere Sovjetunion ved udgangen af 1990. Dette vil naturligvis altsammen influere på de nye operative muligheder. I mellemtiden må SNG generalstab løbende udarbejde interimløsninger som set de sidste par år.

 
Taktisk/operative våbensystemer
Den omfattende amerikanske anvendelse af advanced conventionel munitions(ACM) og precision guided munitions (PGM) under Golfkrigen konfirmerede Marskal N. V. Ogarkovs fremtidsforudsigelse fra 1982. Denne har iøvrigt været grundlaget for det tidligere Sovjetunions bestræbelser på at producere moderne våben det sidste årti. De sovjetiske planlæggere var derfor nok imponerede, men ikke overraskede over de amerikanske resultater ved brug af ACM i nye konventionelle ødelæggende fladevåbensystemer (MLRS), langtrækkende, højpræcise og/eller slutstyrede våbensystemer samt ny elektronik. Derfor vil erfaringerne fra Golfkrigen kun få "modificerende" indflydelse på ideerne/opfattelsen af en fremtidig krig, har den tidligere chef for WAPA, Marskal V. Kulikov, udtalt. Den daværende forsvarsminister D. T. Yazov annoncerede dog straks efter Golfkrigen en øjeblikkelig analyse af Sovjetunionens luftforsvar.
Det var nok specielt brugen af PGM-systemer som Tomahawk, Army Tactical Missile System (ATACMS), Maverick og dennes støttesystemer som f.eks. Joint Surveillance and Target Attack Radar System (JSTARS), stealth teknologi, elektronisk krigsførelse og satellit kommunikations- og navigationssystemer som imponerede. I et helt årti havde Sovjetunionen forsøgt at løse problemerne i forbindelse med at fungere og overleve på en high-tech kampplads - tilsyneladende uden større held.
Et tilbagevendende tema i sovjetiske militære taktisk/operative artikler er netop anvendelse af kommende ACM inkl. naturligvis PGM. Iflg. disse vil anvendelse af mere moderne ACM (som f.eks. PGM) kunne ændre forholdet mellem offensiven og defensiven. Den ACM(PGM)-udrustede forsvarer ville ifølge sovjetiske militære skribenter måske kunne påføre en angriber uacceptable tab, før denne kunne komme tæt nok på til at gennemføre sit angreb. En ACM(PGM)-udrustet angriber kunne imidlertid også udøve gengældelse og måske påføre en forsvarer uacceptabel nedslidning. Derfor har megen diskussion gået på det indbyrdes forhold mellem offensiv og defensiv med forskellig vægtning af fordele og ulemper førende til en generel anbefaling af et mix. Både forsvareren og angriberen kan ved hjælp af disse våben tilrive sig initiativet. Et sådant moderniseret, fuldt deployeret og fuldt forberedt NATO forsvar bakket op af ACM og PGM (væsentligst amerikanske) forekom vanskeligt at trænge igennem for sovjetiske offensive styrker. På den anden side hævder flere militærteoretikere med generalløjtnant S. Bogdanov i spidsen, at det fortsat er de konventionelle landstyrker, der skal sikre krigens ultimative mål. Det hævdes ligeledes verificeret under Golfkrigen.
 
Sovjetisk (SNG) militærdoktrin
Den sovjetiske og nu SNG militærdoktrin adskiller sig på flere punkter fra den vestlige. Den har en rig historisk baggrund, en "videnskabelig" dokumentation og indtil fomylig et væsentligt ideologisk indhold. Den har også altid været baseret på en antagelse om, at de væbnede styrker skal være strukturerede i overensstemmelse med en fremtidig krigs natur. Sovjetisk militærdoktrin har derfor altid været målrettet mod fremtidige militære kapabiliteter og krigsmiljø - dette kan antages at ville fortsætte. Indholdet i den nye doktrin i forhold til den gamle kan beskrives på flg. måde:

a. FØR-1987:

(1) Identificering af den sandsynlige fjende samt muligheden for at en krig skal udkæmpes med denne.
(2) Hvorledes vil indholdet i denne krig være.
(3) Hvad vil målene for de væbnede styrker være i en sådan krig.
(4) Hvilke kampformer og metoder skal anvendes.
(5) Hvilke behov har de væbnede styrker og landet for at kunne forberede sig på en sådan krig.
 
b. EFTER-1987 (jf. forsvarsminister D. T. Yasov):
(1) Hvorledes kan krig forebygges.
(2) Hvad er indholdet i den militære trussel og hvem er den sandsynHge fjende.
(3) Hvilken aggression skal staten og de væbnede styrker være forberedt på at afvise.
(4) Hvilke væbnede styrker har landet brug for.
(5) Hvilke behov har de væbnede styrker og landet for at kunne forberede sig på en sådan krig. 
 
Det centrale tema i den nye doktrin er krigsforebyggelse, men det ses, at det ikke forventes opnået på samme måde som de vestlige doktriner. Den tidligere ideologisk bestemte uundgåelige krig mellem kapitalismen og kommunismen er imidlertid forsvundet. Men samtidig må det konstateres, at medens krigsforebyggelse er målet, så er det fortsat klogt at forberede sig på krigen - ganske som set i tidligere militærdoktriner.
Bekendtgørelsen af den defensive doktrin var formentlig et resultat af rene politiske og økonomiske hensyn og påtvunget det militære apparat uden hensyntagen til dettes argumentation eller evt. militære logik. Chefen for generalstaben, general V. N. Lobov, udtalte i 1991, at den defensive doktrin var en ren politisk opfindelse, og at den radikalt skulle revideres. Der er imidlertid indikationer på, at topplanlæggere i det militære system har været inddraget i formulering af doktrinen, og at Generalstaben har vurderet en ændring og modernisering af militærdoktrinen i retning af mere defensiv som nødvendig for at kunne overleve. Den nye doktrin er imidlertid en følge af både de militære og politiske begivenheder i slutningen af 80’eme og begyndelsen af 90’eme og må derfor vurderes at besidde politisk stabilitet. Selvom Lobov har nedtonet sin kritik, fastholder han tilsyneladende, at den defensive doktrin besluttet i 1987 er livsfarlig for både de væbnede styrker og landet. Det påstås bl.a. at være blevet bekræftet under Golfkrigen. En defensiv militærdoktrin, konkluderes det, behøver hverken at betyde en defensiv strategi eller afvisning af offensiv.
 
Kampplads kontra styrkestruktur
Den tidligere sovjetiske (og nu SNG) generalstabs vision for en fremtidig krig forudser dynamiske, høj- intensive, hurtige land-air operationer over store områder inkl. rummet. Inden for denne vision vil kampen på det taktiske niveau blive mere dødbringende end hidtil og vil blive karakteriseret af non-linear kamp. Frontlinier vil forsvinde og termer som "kampzoner” vil afløse udtryk som FEBA, FLOT og FLET. Der vil ikke findes sikre områder eller det dybe bagland. Nuklear krig må undgås for enhver pris, da dette hurtigt kan eskalere til det strategiske niveau. Et tilbagevendende emne i fagskrifter etc. er ACM/PGM og behovet for at udvikle modmidler mod disse. Det er der ikke noget nyt i. De tidligere sovjetiske styrkers udrustning har altid afspejlet erfaringer fra de sidste krige.
Vestlige initiativer som f.eks. åbning i våbenembargoen kombineret med SNG økonomiske kollaps har haft stor indflydelse på SNG holdning til en fremtidig krig. Det vil også få indflydelse på SNG evne og vilje til at udvikle teknologi svarende til seneste krigserfaringer. Udvikling af nye våben har typisk taget 5-15 år til tilsynekomst i de væbnede styrker, f.eks. blev våbensystemer optimeret til dybe offensive operationer indført lige før Gorbachev blev generalsekretær. SNG er på våbenområdet i dag klart bagefter USA. Dette er tilsyneladende også erkendt af SNG generalstab og indeholdt i visionerne om den fremtidige non- lineare kampplads.
Så sent som 1987/88 sås endnu artikler omhandlende de traditionelle dybe operationer under anvendelse af panserarmeer i massive formationer, hvilket jo ikke tager hensyn til evt. anvendelse af ACM/PGM af forsvareren. Der er indikationer på , at SNG generalstab fortsat i nogen grad støtter denne mere traditionelle form for operation. For det første har det tidligere Sovjetunion gjort sig ualmindelig store anstrengelser for og anvendt store økonomiske summer på at flytte mange kampvogne ud af CFE-traktatområdet til vente- og baseområder øst for Uralbjergene. Dette giver SNG muligheden for fortsat at kunne deployere store pansertunge styrker i felten. For det andet er de væbnede styrker klart imod at forlade den rent væmepligtsbaserede hær til fordel for helt eller delvist at anvende professionelle soldater. Forudsætning for at SNG også i fremtiden kan deployere store panser- og pansrede styrker er en bevarelse af værnepligten som base for rekruttering. Dette peger imod et ønske om fortsat at kunne gennemføre vedholdende operationer i stor målestok fremfor at kunne deployere små, spredte og højmobile enheder, som ideelt set var visioneret på den non- lineære kampplads. For det tredie bevares den triangulære divisionsstruktur, som af vestlige iagttagere vurderes at være optimeret til hurtige kontinuerlige offensive operationer. Den firdelte struktur, som ses ved de sovjetiske styrker i det tidligere Østtyskland, synes ikke at blive bevaret ved hjemkomst til moderlandet. Denne struktur vurderedes af vesten at være optimeret for forsvar. 
 
Offensiv som del af defensiven
SNG taktiske og operative defensiv kombinerer stedbundne elementer (befæstninger og stillinger), forberedte ildplaner, forberedt anvendelse af flytbare ildelementer (fly, helikoptere etc.) samt forberedte planer for anvendelse af manøvreelementer (mobile reserver, modangrebs- og modstødsstyrker). Mobilt forsvar i form af sikkerhedszoner med fremskudte armeer er anvendt for at give taktisk og operativ dybde foran det mere stedbundne hovedforsvar. Manøvre- og modmanøvrestyrker anvendes til at sikre gennemførelsen af hovedforsvaret og skabe de nødvendige forudsætninger for at iværksætte en offensiv eller en modoffensiv. Tempoet og størrelsen af manøvre- og modmanøvrestyrkeme tillader SNG at opbygge taktiske modangreb til taktisk/operative modstød og taktisk/operative modangreb til operativ/strategiske modoffensiver. Tidligere sovjetiske succesrige defensive operationer kulminerede alle i en modoffensiv, ligesom ressourcer og styrkeanvendelse til det stedbundne forsvar altid har været sekundært i forhold til ressourcer og styrker anvendt til operativ reserve og modoffensiv.
Formålet med denne form for defensiv er ikke blot at stoppe en aggressors fremrykning. Det er snarere at gribe initiativet samtidig med at betingelserne for nedkæmpelse/ødelæggelse af fjenden skabes. Nøglebegreber til at kunne gribe initiativet er forebyggende angreb og modangreb. Generalmajor V. I. Slipchenko, som bl.a. har holdt foredrag herom i U.S.A., fastholder, at de politisk-militære mål for en krig nu og for al fremtid vil være: 
 
1. Ødelæggelse af modstanderens væbnede styrker.
2. Ødelæggelse af modstanderens militær-økonomiske potentiale.
3. Ødelæggelse af modstanderens politiske system. 
 
Dette sidste skulle tidligere opnås ved besættelse af mnodstanderens territorium, hvilket antagelig ikke mere er nødvendig. Det vil blive diskuteret senere. At opretholde offensiv kapacitet var og er central for SNG defensive planlægning fra det højeste til det laveste niveau. Dette er i sig selv ikke slemt eller moralsk dårligt, ligesom det heller ikke miskrediterer denne form for defensiv. Hvad der kan give grund til overvejelse, er det tidligere Sovjetunions tendens til at betragte den strategiske defensiv og modoffensiven som praktisk taget den samme koncept. Og naturligvis set med danske øjne målet for og dermed konsekvensen af en sådan offensiv! 
 
Ny beredskabsstruktur
Generalmajor V. D. Ivanov, lærer på Generalstabsakademiet, anbefalede i 1990 en radikal transformering af de væbnede styrker. Han foreslog en beredskabsmæssig tredeling bestående af kampklare enheder, reserveenheder, samt uddannelsesenheder og forskelligt servicepersonel. De kampklare enheder skulle udgøres af de strategiske raketstyrker, rumkommandoen, luftforsvarsstyrker, dele af flyvevåbnet, dele af flåden samt nogle højmobile, højt uddannede (inkl. et professionelt islæt) landstyrker. Disse landstyrker kunne ligne en hurtig reaktionsstyrke med luftbårne, luftmobile, SPETSNAZ samt elite "combined arms" enheder, der kunne kobles sammen med udvalgte KGB- og MVD- enheder.
Reserveenhedeme skulle udgøre hovedstyrken og være på et lavere beredskab - derved vil de kunne sammenlignes med de nuværende kadredivisioner. Ivanov’s tredelte struktur lægger vægt på en kerne af højt mobile, veluddannede (heri også professionelle) styrker, men bibeholder samtidig den store masse af SNG jordstyrker omend på kadrebemanding og som mobiliserbare enheder. Selvom meget af dette er nyt, må det betragtes som en evolutionær udvikling. Det indikerer samtidig, at i hvert fald generalstaben for nærværende ikke er villig til fuldstændig at forlade dets traditionelle operative orientering til fordel for en uprøvet politisk besluttet hybrid.
 
Gamle kontra nye teoretikere
En tidligere af Sovjetunionen bevidst glemt teoretiker og zargeneral, A. A. Svechin, har fået ny opmærksomhed. I 1989 meddeltes, at hans samlede værker ville blive genoptrykt inkl. hans mest kendte værk STRATEGIYA. Svechins syn på en særlig russisk form for nedslidningskrigsførelse er relevant i dag. Efter hans opfattelse kunne Rusland (nu SNG) bedst forsvare sig ved anvendelse af få styrker ved grænsen bakket op af mobile, let bevæbnede forsvarere. Ingen af disse skulle lade sig binde eller engagere afgørende, men lokke fjenden ind i landet. Medens angriberen således fik længere og længere kommunikationslinier og derved fik flere og flere opgaver, der konsumerede kampenheder, kunne russerne massere deres styrker til en kraftfuld modoffensiv. På det for russerne mest gunstige tidspunkt ville angriberen blive tilintetgjort dybt inde på russisk jord.
 
Dette synspunkt blev fra midt i 20’eme imødegået af sovjetiske teoretikere (Tukhachevsky, Triandafillov, Varfolomeyev og Isserson). De mente, at Sovjetunionen skulle tilintetgøre de fjendtlige styrker på fjendens eget territorium. Derfor skulle en øjeblikkelig offensiv iværksættes ind på fjendens landområde straks ved krigens udbrud. Deime offensive (tilintetgørelses-) teori har været herskende lige til i dag, på trods af at man mistede hovedparten af den Røde Armé i begyndelsen af den Store Patriotiske Krig, fordi styrkerne masseredes helt fremme i det forgæves håb at kunne iværksætte en øjeblikkelig og afgørende modoffensiv mod de invaderende tyskere.
Svechins synspunkt er i dag interessant, ligesom det var dengang, fordi det repræsenterer en strategi affødt af nødvendighed. Med tabet af den hidtil næsten religiøse ideologi med dets definition på retfærdige krige har SNG mistet drivkraften til at anlægge offensive grundsynspunkter. Ud fra dette kan det antages, at alene tilbagedrivning af en invaderende fjende vil blive grundlaget for en ny strategi, hvorimod gengældelsesinvasion ind på fjendens landområde ikke vil være påkrævet.
Generalstabschefen, V. N. Lobov, har skrevet positivt om Svechins værker og synspunkter,men på trods heraf kan det ikke forventes, at SNG generalstab vil anvende Svechin uden videre. Derimod kan Svechins ideer kombineret med den hidtidige strategi tænkes. Dette skyldes væsentligst, at generalstaben må være interesseret i at kunne forberede sig på en fremtidig krig under anvendelse af forudseelige begrænsede ressourcer, lessons-leamed fra tidligere krige samt en svindende forsknings- og udviklingsindsats med deraf følgende ønske om at kimne anvende flest mulige af de i øjeblikket værende anvendelige og/eller moderne våbensystemer. 
 
En sandsynlig generalstabsplan
Uanset interne problemer vil generalstaben utvivlsomt fortsætte med at beskæftige sig med forsvaret af SNG hele periferi. Skønt den vesteuropæiske strategiske retning fortsat vil være dominerende, vil denne ikke have samme betydning for SNG planlæggerne som hidtil. SNG generalstab forudser sandsynligvis en fremtidig storkrig, uanset hvorledes denne måtte være startet, i to faser.
Den første fase er en defensiv counter-ACM(PGM) fase, i løbet af hvilken troppeme ved grænsen, flyvevåbnet, defensive styrker som ildstøttedivisioner samt andre mindre enheder (SPETSNAZ og små enheder med høj-teknologiske våben) vil være engageret. I denne fase vil begge parter forsøge at tihive sig fordelen. Mødeslag, mødekamp, kamp om støttepunkter og taktiske modangreb vil være ingredienserne i en sådan første fase. Hver side vil anvende egne ACM(PGM) til at slå modpartens ACM(PGM) ud (oberst M. Ponomarev har kaldt det en "luft blitzkrig", da vægten efter hans opfattelse så at sige entydig vil ligge på PGM). De nævnte enheder skal nedslide fjenden, ødelægge kommandosystemer evt. holde disse nede samt tvinge ham til at forbruge sine high-tech våben. SNG luftforsvar skal kunne nedkæmpe modstanderens mest avancerede angrebsvåben, hvorfor dette får en helt central og afgørende rolle i denne fase. Formålet med første fase er ikke blot at at opnå fordele, men ved overraskelsesangreb med ACM/PGM at tilrive sig både det taktisk-operative og strategiske iniatiativ. Brugen af ACM/PGM vil tilsyneladende ertatte brugen af A- våben.
Medens denne kamp foregår vil store konventionelle styrker og manøvreenheder blive mobiliseret under anvendelse af depoter og lagre øst for Uralbjergene. Efterhånden som PGM-beholdningeme svinder ind vil enklere våben fra mobiliseringsbeholdningerne blive leveret frem. Når de intelligente våben er stærkt reducerede eller måske endog opbrugte, vil fjenden kun have "dumme bomber" tilbage til angreb på operative mål.
På dette tidspunkt påbegyndes fase to - modoffensiven. Strategiske A-våben skal i denne fase garantere mod fjendtlig anvendelse af taktiske A-våben via afskrækkelse. Operative styrker inkl. operative manøvrestyrker (panser og pansrede armeer) og andre konventionelle masserede styrker vil angribe i den over lang tid gennemprøvede sovjetiske facon.
Denne faseinddeling tillader SNG at gennemføre mobilisering enten før eller under en krig. Skulle tilstrækkelig politisk eller militær varsel p.g.a. en forudgående kriseperiode være givet, kan mobilisering begynde før påbegyndelse af kampen. Med begrænset varsel skal mobilisering begyndes samtidig med et krigsudbrud og dermed simultant med fase et. Mobiliseringen vil p.g.a. den store afstand til kamppladsen i teorien være sikret mod fjendens ACM/PGM uanset tidspunkt for krigsudbrud. De mobiliserede enheder skal holdes tilbage til fjendens beholdninger af ACM/PGM er tilstrækkeligt reducerede. Hvis målet som hidtil er at ødelægge modstanderens politiske system (jf. side 8) kan en offensiv ind i dennes landområde blive nødvendig. Den part, der opnår stor grad af overraskelse i begyndelsen af en krig vil med stor sandsynhghed vinde krigen, hævder adskillige bl.a. forsvarsministeren Y. I. Shaposhnikov. Dette kan friste til forebyggende angreb. 
 
Fremtiden?
Økonomiske problemer, reformer, nationale uoverensstemmelser etc. vil for en tid bremse en traditionel generalstabsstrategi for en fremtidig krig. Men på længere og lang sigt kan det ikke afvises, at traditionel russisk (og sovjetisk) strategisk tænkning vil genopstå. Indholdet af en fremtidig SNG strategi vil hovedsagelig blive baseret på en vurdering af de potentielt truende lande såsom USA, Tyskland, Kina og Japan. Såfremt SNG og dets naboer fortsætter frem mod mere og mere samarbejde, og skulle de nævnte lande undlade at opruste eller hurtigt modernisere deres militære styrker, vil der være mindre pres på SNG generalstab til at forberede en fremtidig high-tech krig. På den anden side vil forbedrede økonomier i den tredie verden og større spredning af præcisionsvåben give SNG generalstab grund til overvejelser i retning af forbedring/modernisering etc. - gælder i øvrigt også USA og Europa. SNG generalstabschef V. N. Lobov har længe anmodet om en hurtig kvalitativ udvikling af de væbnede styrker, for som han siger: "Her bør vi ikke være næstbedst...".
USA anvendte enorme mængder af PGM under Golfkrigen. Nogle af disse vil naturligvis blive erstattede, men den amerikanske regering har allerede bekendtgjort, at man vil udvikle anden-generationssystemer. Det forventes dog at blive væsentligt færre af disse oplagt end tidligere set, da opgaverne i fremtiden vurderes størrelsesmæssigt begrænsede.
SNG er år om ikke ti-år bagefter USA på dette område, og på baggrund af økonomien og den katastrofale forskersituation, kan det ikke forventes at blive bedret foreløbigt. Såfremt SNG generalstaben vurderer de fremtidige amerikanske beholdninger af PGM som værende meget mindre end forud for Golfkrigen og under den kolde krig, kunne den beskrevne første fase foregå over kort tid med stor geografisk afstand til de store manøvrestyrker, som skal gennemføre modoffensiven. Afstanden skal som nævnt skabe en vis sikkerhed. Det betyder naturligvis kortere forberedelsestid med deraf følgende behov for højere beredskab i fredstid. Man kunne forestille sig, at alt dette ville kunne få følger i retning af en ny type våbenkapløb omfattende midler til at implementere mobilisering under forskellige faser af kriser/krig. Eller det kan medtages i fremtidige våbenaftaler. 
 
Tilbage til virkeligheden
SNG økonomi er kollapset og sammenslutningen står overfor svære problemer. Det er tvivlsomt i skrivende stund om sammenslutningen vil overleve eller om den kendte militære struktur vil overleve. Betyder generalstabens visioner i det hele taget noget som helst? Er en storstilet krig overhovedet plausibel i den nære fremtid?
I øjeblikket argumenterer generalstaben for en krigsforebyggende strategi, men fortsætter med at overveje krigen. Krigens uundgåelighed og den ideologisk bestemte offensive holdning er måske nok vaccineret ind i generalstabens hjemer - men vil det fortsætte? Hvor meget vil de væbnede styrker ændre sig for at holde trit med den (eller de) nationale udvikling? Man må erindre sig, at sovjetisk tankegang havde rod i den gamle russiske. SNG må også i fremtiden som tidligere nævnt beskæftige sig med lavintensitets krige såsom lokale krige, borgerkrige og mindre grænsekrige. Det tidligere Sovjetunionen havde udviklet luftbårne, luftmobile, SPETSNAZ samt KGB og MVD enheder til bl.a. dette formål. Disse skal i overensstemmelse med det foranstående i fremtiden moderniseres, ændres osv. for at kunne være del af en ny strategi. Transformationsfasen vil blive yderligere forsinket af problemer mellem de nye politiske grænser og den militære infrastruktur.
Vil SNG på lang sigt falde økonomisk og teknologisk mere og mere tilbage, eller vil det som det tyske eller japanske eksempel satse på et militært-teknologisk potentiale som et resultat af en moderniseret økonomi. Hvad mon SNG selv ønsker? 
 
Afslutning
Det er en banalitet at konstatere, at vi ikke kan forudsige fremtiden. I det tidligere konfrontationsmiljø antog vi imidlertid, at vi med visse begrænsninger kunne gøre dette m.h.t. en fremtidig krigs karakteristika. Som SNG planlæggerne må vi i Vesteuropa og dermed Danmark erkende, at den sikkerhedspolitiske uforudsigelighed også gælder en fremtidig krig. Derfor bør vi ikke nu lave en plan eller en operativ doktrin, der dækker en enkelt fremtidsmulighed men kontinuerligt studere den militære situation og løbende vurdere, hvorledes vore begrænsede styrker og ressourcer bedst kan opfylde landets militære behov. Det er derfor endnu i nogen tid udviklingen i SNG vi løbende skal iagttage og vurdere fremfor at forsøge at se i krystalkuglen og forudsige fremtiden. 
 
 
 
Kilder:
John W.R.Lepingwell: "Towards a Post-Soviet Army", Orbis, Vinter 1992.
Peter Schweizer: "Going High-Tech", Orbis, Forår 1991.
Mikhail Tsypkin: "Countering the West in New Ways", Orbis, Forår 1991.
Dale R. Herspring: "The Soviet Military Reshapes in Response to Malaise", Orbis, Forår 1991.
Mary C. FitzGerald: "The Soviet Military and the New Air War in the PersianGulf", Airpower Journal, Vinter 1991, Vol.V, Nr. 4. 
Lester W. Grau: "Continuity and Change", Military Review, December 1991.
William D. 0‘Malley: "The Receding Soviet Military Threat", Military Review, December 1991.
U.S. Government Printing Office, Washington D.C. 20402-9328: "Military Forces in Transition 1991".
Forsvarets Efterretningstjeneste: "Sovjetisk reform af de væbnede styrker", UKL H/140.0UR-00282 af 27 MAR 1991.
SNU besvarelse af forespørgsel fra Folketingets Udvalg vedr. NATO‘s fremtid. Januar 1992.
 

 

 
PDF med originaludgaven af Militært tidsskrift hvor denne artikel er fra:
PDF icon militaert_tidskrift_121_aargang_apr.pdf

Litteraturliste

Del: