Småkalibret ammunition fremtiden for NATO

"Thi de søger at volde dig ondt, spinder rænker, men evner intet; Thi du slår dem på flugt, med din bue sigter du mod deres ansigt." Salmernes bog, 21. salme, vers 12 og 13.
 

 

 
I 60’erne introducerede USA gevær M 16, der anvender 5.66 mm patron M 193. Herved blev De Forenede Stater det første større NATO-land, der bevæbnede sine soldater med våben med kaliber under 7.62 mm.1) Mikrokaliber- ammunitionens tidsalder begyndte således. Den småkalibrede patron vil øve væsentlig indflydelse på infanteristen og morgendagens slagmark. For NATO er det fremtidens patron. 
Småkalibrede våben, det vil sige håndvåben, har adskillige komponenter: Patronen, våbnet, sigtemidlerne og skytten. Interessen centrerer sig generelt omkring våbnet, for det er det, det drejer sig om og det er det, der bliver genstanden for hengivenhed eller frustration - afhængig af skyttens dygtighed. Patronen tiltrækker sig sjældent megen opmærksomhed, men det er i virkeligheden patronen, der dominerer det samlede våbensystem. Den bestemmer rækkevidde, dødelighed, våbenmasse, våbenkonstruktion, sigtemidler, skytteuddannelse og levtidsomkostninger. Lykkeligvis er perioden, hvor disse ting blev overset forbi, og NATO’s øjeblikkelige anstrengelser for at finde et håndvåben til indførelse i sidste halvdel af 80’erne er centreret omkring patronen.2) I tiden fra opfindelsen af småkalibrede våben og frem til omkring 1860 bestod småkalibret ammunition af adskillige løse komponenter (projektil, krudtladning og forladning) arrangeret i en bestemt rækkefølge i våbnets løb. I slutningen af 1860’erne indførtes metalpatroner med centralantændelse, det vil sige fænghætte i hylsterbundens midte. Denne opfindelse var sandsynligvis den vigtigste hændelse i håndvåbnenes historie, for alle ammunitionsdelene blev samlet i én let håndterlig genstand. Patronen muliggjorde anvendelse af riflede bagladevåben. 
 
Sammenlignet med det første håndvåben - musketten - havde geværet større nøjagtighed og en forøget ildhastighed. Som følge af udviklingen af højtydende drivladninger, forbedret rifling, raffineret projektilkonstruktion og konfiguration og en generel reduktion af kaliber størrelse fra omkring 12 mm til ca. 7.5 mm, har den moderne patron opnået væsentlig ballistisk effektivitet og nøjagtighed - primært som følge af en relativ flad projektilbane og stabilitet - medens projektilet bevæger sig fremad.
Når småkalibret ammunition diskuteres, er det nødvendigt at forstå, hvorledes patronen funktionerer i princippet. Hylstret indføres i kammeret i løbets bagende, idet kammeret har form efter patronhylstret. Patronens bund hviler mod bundstykket (kilen) eller bundstykkehovedet, der føres frem bagved patronen. Slagbolten - påvirket af den af aftrækkeren udløste slagarm - føres frem gennem bundstykket og påvirker fænghætten. Denne antænder drivladningen, der udvikler en stor mængde krudtgas. Gassen brænder næsten øjeblikkeligt, idet den forårsager opbygning af et tryk. Patronhylstret udvider sig under det voldsomme tryk, »forsegler« kammeret ved at skabe et gastæt lukke, hvorved forhindres at noget af drivladningen forsvinder bagud. Trykket presser herefter projektilet frem gennem løbet, medens riffelgangene skærer sig ind i projektilkappen, hvorvd projektilet bringes i rotation. Når projektilet har forladt mundingen på geværet, begynder det sin bane.3)
I erindringen om den mangelfulde internationale interoperabilitet - det vil sige indbyrdes anvendelighed under 2. verdenskrig - blev NATO i 1954 enig om at standardisere på 7.62 mm x 51 mm patronen (STANAG 2310).4) Patronen har i de mellemliggende år fundet anvendelse i geværer - lette eller middeltunge maskingeværer - eller som det er tilfældet for nogle lande, herunder Canada, i alle tre våben. De væsentligste karakteristika ved NATO 7.62 mm patronen er høj begyndelseshastighed, effektiv gennemtrængningsevne, et tungt projektil og en lang rækkevidde. Alle disse egenskaber blev i 1950’erne af de fleste - om ikke alle - nationale autoriteter betragtet som essentielle krav til den dødbringene virkning på slagmarken.
Der gik ikke mange år efter, at STANAG 2310 var tiltrådt, før USA indførte gevær M 16 og 5.56 mm patron M193 i sine væbnede styrker til brug i Vietnam. Da USA erklærede, at gevær M 16 skulle være standard i de amerikanske enheder i Europa, bragtes NATO håndvåbenstandardiseringen effektivt til ophør. Som svar herpå påbegyndte NATO at arbejde på en retablering af standardiseringen.5) Når man betragter et våben og den ammunition, der er fremstillet til afprøvning i NATO (i 1976-80) som fremtidige håndvåben - se tabel 1 - må det formodes, at den fremtidige håndvåbenammunition i det individuelle våben og sandsynligvis også i det lette støttevåben vil være en kaliber, der er mindre end 7.62 mm. Udviklingen i retning mod småkalibret ammunition er korrekt, når man betragter kravene på den moderne slagmark. Indsamlede data fra 2. verdenskrig, Koreakrigen, krigen i Vietnam og andre senere konflikter viser, at de fleste mål for infanterivåben ligger inden for afstande fra 0 til 1000 meter - med hovedvægten på afstande fra 0 til 600 meter.
Mål på afstande over 600 meter er svære at engagere med våben, der affyres fra skulderen. Disse fjerne mål bør derfor - som konsekvens heraf - beskydes med middeltunge maskingeværer i trefod og under anvendelse af en patron med tilstrækkelig lang rækkevidde og gennemslagskraft. NATO besluttede derfor at reservere 7.62 mm patronen til det middeltunge maskingevær. De øjeblikkelige anstrengelser er centreret omkring udvælgelse af en patron beregnet for afstandene fra 0 til 600 meter - de parametre inden for hvilke en soldat kan se, identificere og ramme en modstander.6)
 
Med de modificerede afstandskrav er det ikke længere nødvendigt at bruge den samme patron til korte og lange afstande. Den dødbringende virkning må imidlertid klarlægges således, at den mest hensigtsmæssige patron kan anvendes. Det bør bemærkes, at den dødbringende virkning i sin mest strikte formulering er ophørt at være kardinalpunktet i diskussionen omkring småkalibret ammunition. Opmærksomheden bør koncentreres omkring uskadeliggørelse^ - minimumskriteriet for håndvåbenammunition. Canada definerer uskadeliggørelse ved »30-sekundsforsvarkriteriet«: Et projektil, der rammer en mand hvor som helst i kroppen - med undtagelse af lemmerne - vil gøre ham uegnet til at udføre sine militære funktioner inden for 30 sekunder. Skønt det er vanskeligt at kvantificere uskadeliggørelse nøjagtigt, vides det fra forskelligt hold, at et projektil, der rammer kroppen med fra 70 til 90 energijoules, vil forårsage døden.
Problemet er at fastlægge, hvilken energi projektilet skal have, når det rammer enten beskyttende påklædning (skudsikre veste, ballistisk nylon o. lign.) eller normal personlig infanteriudrustning (ammunitionstasker, kikkerter m.v.) for at være i stand til at frigøre den nødvendige energi. Der er enighed om, at stålhjelmens afbødende virkning ligger på linie med de nuværende beskyttende påklædninger - såvel som de nye beskyttende genstande, der vil blive udviklet i den nærmeste fremtid. Derfor må et projektil - afhængigt af form og konstruktion - kræve et energiniveau, når det rammer på mellem 400 og 500 joules. Rent matematisk kan et projektil med en kaliber på mindre end 7.62 mm honorere kravene.8)
I overensstemmelse med Newtons tredie lov om bevægelse9) rekylerer et våben, når patronen affyres. Hvis rekylen er kraftig, vil skytten flytte sig og våbnet hoppe, hvilket resultere i, at sigtebilledet mistes. Den kombinerede virkning af, at skytten flytter sig og våbnet hopper, er nedsatte sigtemuligheder, en lav ildhastighed og en lav træfprocent i forhold til antal afgivne skud.10)
Et godt stykke inde i 2. verdenskrig forventedes en soldat at skyde præcist på lange afstande. For at opnå den grad af selvdisciplin som en langdistanceskytte har behov for - for at holde sit våben roligt - kræves imidlertid måneders - om ikke års - skydebanetræning. Et kursorisk blik på hvilket som helst moderne militært grundlæggende uddannelsesprogram afslører hurtigt, at den tid, der tilbringes på skydebanen, er nede på et minimum. Det skyldes, at rekrutten skal lære om radar materiel, lysforstærkningsudstyr, radioer og mange andre ting foruden at modtage skydeuddannelse, hvis han skal kunne kæmpe godt på 1980’ernes slagmark. I konsekvens heraf må teknologien kompensere for den manglende skydebaneuddannelse.
Ved at kombinere Newtons tredie lov og de reducerede afstandskrav kan våbnets rekyle formindskes ved at anvende en småkalibret patron. Ved at minimere flytte- og hoppebevægelser forbedres soldatens mulighed for at ramme. Reduceret rekyle kan yderligere forbedre træffeprocenten, idet optiske sigtemidler som »single-point-sight«, »reflex-collimator-sight« og det nye britiske SUSAT (Sight Unit Small-Arms Trilux) kan påsættes håndvåben uden større risiko for at blive beskadiget ved rystelser. Disse hjælpemidler forbedrer træffesandsynligheden både ved dag og nat.11) Som det vil ses, kan den lave rekylenergi resulterende fra anvendelse af en småkalibret patron, gøre meget for at forbedre skyttens nøjagtighed. Når først den optimale rekyleringsgrad er fastsat, er det muligt at justere komponenterne (masse og hastighed) for så vidt angår projektilets energi. Ved omhyggelig design, form og sammensætning af projektiler er det muligt at forøge projektilets hastighed. En sådan ændring vil give projektilet en flad skudbane hvorved mindskes de sigtefejl, der er ved jernsigtemidler og hvorved forbedres de optiske sigtemidlers virkning, når de anvendes gennem en reduktion af antallet af afstandsindstillinger.12)
Vægten har altid bekymret infanteristen, for han skal bære sit personlige våben og udrustning. Eftersom der er en fysisk grænse for, hvad der kan bæres, så vil enhver reduktion af vægten forøge soldatens rækkevidde. Igen er det, hvis vi følger Newtons tredie lov gennem manipulation med patronens og våbnets forskellige energikomponenter, muligt at reducere våbnets vægt. Med andre ord - geværets vægt bestemmes udelukkende af masse og hastighed af det projektil, der affyres.13)
Ført ud i sin yderste konsekvens er det teoretisk muligt at reducere våbnets masse til et punkt, hvor det mister sin råstyrke og ikke anvendes i kamp. Ikke desto mindre kan våbnets masse reduceres, når først projektilets maksimalt ønskelige rekyle og målnedkæmpende egenskaber er fastlagt. Vægtreduktion er ikke udelukkende koncentreret om våbnet. Sammenlignes vægten på 1.940 kilo for 80 stykker NATO 7.62 patroner med vægten på 0.928 kg for 80 stykker af den britiske 4.85 mm patron,14) er det øjensynligt, at det kommer den småkalibrede ammunition til gode. Besparelsen kan anvendes til at reducere den samlede vægt af det soldaten bærer - eller om nødvendigt - gøre det muligt for infanteristen at bære mere udrustning eller ammunition. En sådan mulighed blev set af franskmændene, som umiddelbart forud for den fransk-preussiske krig, reducerede deres geværers kaliber fra .66 til .43, hvorved den franske soldat kunne medføre 90 patroner, medens de tyske soldater kun kunne bære 75 patroner.15)
Som det fremgik af det tidligere, vil en småkalibret patron gøre det muligt for en soldat at opnå et procentuelt højere antal træffere i forhold til antal affyrede skud end det er muligt med den nuværende 7.62 mm NATO patron (se figur 2). Denne kendsgerning har flere vigtige fordele. Fra et rent militært synspunkt betyder det, at en person kan skydeuddannes godt på kortere tid og at hans kampskydning vil blive mere virkningsfuld end det i øjeblikket er tilfældet.
Under den type krig som man forestiller sig i fremtiden, vil tabene blive høje, og derfor vil hvilken som helst afkortning af en rekruts uddannelsestid være af uvurderlig værdi. Ydermere vil den forøgede virkning af ild fra håndvåben hjælpe med til at opveje de helt sikre styrkemæssige uligheder mellem NATO og hvilken som helst modstander. Der vil blive sparet såvel penge som tid, når en soldat skal uddannes i at skyde med et småkalibret våben, fordi der ikke skal bruges så mange patroner. Ammunitionsudgifter er den største udgift set i relation til hele våbensystemet, og af den omkostning anvendes størstedelen til uddannelse. Med en ammunitionstype som M193 5.56 mm patronen, der koster mindre end NATO 7.62 mm patronen, vil anvendelsen af småkalibret ammunition i væsentlig grad reducere de med uddannelsen forbundne ammunitionsomkostninger og i sidste ende de omkostninger, der er forbundet ved at gøre modstanderen ukampdygtig.16)
 
Finansielle og brugsmæssige omkostninger må tages i betragtning - ikke blot for så vidt angår antal affyrede skud - men også med hensyn til det med- gåede materialeforbrug. Det er relativt billigere at fremstille en 5.56 mm patron M 193 end en 7.62 mm NATO, væsentligst fordi den mindre kaliber kræver færre råmaterialer.17) Besparelserne på råvarer andrager ca. 1 dollars værdi. Det har også i krigsmæssig henseende »strategisk« værdi, eftersom der kan fremstilles flere patroner pr. ton råmateriale, eller sagt på en anden måde, uskadeliggørelse (af modstanderen) kan opnås ved et mindre råvareforbrug. Forskellen - eller besparelsen - kan derved suges op til brug i produktionen af andet krigsmateriel.
USA’s indførelse af 5.56 mm patron M193 har tvunget alle medlemmer af NATO, i et forsøg på at retablere standardiseringen af håndvåbenammunition, til påny at undersøge deres stilling til den småkalibrede håndvåbenpatron. Opmærksomheden har korrekt samlet sig om kalibre mindre end 7.62 mm. Det er nærliggende at antage, at NATO vil vælge en småkalibret patron til den nye håndvåbenfamilie. Antagelsen af en småkalibret patron vil være af umådelig betydning, for det betyder, at soldaten kan uddannes hurtigere og lettere og være mere effektiv på slagmarken for færre omkostninger. For NATO er den småkalibrede ammunition sikkert fremtiden.
 
 
 
 
 
NOTER:
 
1) NATO’s standardhåndvåbenammunition er 7.62 mmx51 mm patronen (til forskel fra den russiske 7.62 mm x 39 mm) specificeret i NATO Standardization Agreement (STANAG 2310 - underskrevet i 1954. Medens de fleste NATO-lande har antaget NATO 7.62 mm patronen, har nogle lande, såsom Tyrkiet og Danmark ikke moderniseret deres håndvåben siden ca. 1950. Disse lande anvender fortsat forskellig ammunition - såsom kaliber .45 og kaliber 0.30. Der er en STANAG for 9 mm ammunition, men patronen anvendes af få NATO- medlemmer.
 
2) NATO uklassificeret dokument AC/225 (Panel III) D/130 af 2. juli 1976. Det er her anført, at NATO’s nye håndvåbenfamilie vil komme til at bestå af: Det personlige våben (afløser gevær, maskinpistol og sandsynligvis pistolen), det lette støttevåben (afløser det lette maskingevær) og det middeltunge støttevåben (afløser det middeltunge maskingevær).
 
3) Se Jane’s Infantry Weapons, pag. 3-6, vedrørende en mere komplet beskrivelse af hvorledes håndvåbenammunition funktionerer og A Handbook of Infantry Weapons, Royal Military College of Science, Shrivenham, England, 1969 Chapters 1 and 2.
 
4) Således som specificeret i STANAG 2310, har NATO 7.62 mm skarppatron et 146 grams projektil, en begyndelseshastighed på 838m/sec. og en mundingsenergi på 2.915 joules (1 joule = 1.020 x 10~ 1 kilogram meter).
 
5) NATO uklassificeret dokument AC/225 (Panel III) D/130.
 
6) Jane’s Infantry Weapons 1977, pag. 269. Medens det her anføres, at den omtrentlige afstand 
for målidentifikation er fra 0-400 meter, angiver andre kilder, at målidentifikation kan ske på afstande fra 0 til 600 meter.
 
7) Ibid., pag. 375.
 
8) Se Klaus Minberg, »Rundum kleiner: Das neue Gewehr«, Wehrtechnik, 27. februar 1976, pag. 47.
 
9) Newton’s tredie lov: Enhver kraft bevirker en tilsvarende og modsat rettet kraft. Denne udtrykkes matematisk ved mv = MV hvor m er projektilets masse, og v er projektilets energi ved mundingen. M er våbnets masse og V er våbnets bagudrettede energi. Rekylen er derfor MV. A Handbook of Infantry Weapons JF. 3) pag. 1-3-2. MV er imidlertid modificeret, hvis nogen energi anvendes i våbnet til genladning.
 
10) Ibid. pag. 5-2-4.
 
11) Ved nogle nyligt afholdte sammenlignende forsøg med våben udstyret med (almindelige) sigtemidler og med SUIT (Sight Unit Infantry Trilux), forgængeren til SUSAT (Single Unit Small-Arms Trilux) opnåede skytter, der benyttede SUIT højere antal træffere (40% flere i dagslys og 200% flere i perioder med lav sigtbarhed - herunder tusmørke, daggry og nat) sammenlignet med de træffere, der opnåedes ved brug af almindelige sigtemidler (af jern).
 
12) SUSAT justeringer går fra 0 til 1300 meter og fra 300 til 600 meter.
 
13) A Handbook of Infantry Weapons jf. ovenfor pag. 1-3-2.
 
14) Enrico PI, »Bullup’ (sic) for the British Army«, Armies & Weapons 28. november 1976, pag. 38.
 
15) Bernard and Fawn Brodie, From Crossbow to H-Bomb, Dell Publishing Co. Inc., N.Y., 1962, pag. 38.
 
16) I finansåret 1976-77 tildelte Det Canadiske Forsvarsministerium - beregnet på et styrketal på 99.000 mand (stående styrke + reserve) - mere end 22 millioner stk. NATO 7.62 mm patroner og mere end 8 millioner 9 mm patroner til et samlet beløb af mere end 6.784 millioner $. Eftersom det er Canadas og andre NATO-landes hensigt at kombinere 9 mm maskinpistolens og geværets funktioner, vil der blive en reduktion i det samlede antal forbrugte skud - det vil sige skud fornødent for at opnå færdighed på et våben contra det antal skud, der er fornødent for at opnå duelighed på to våben. Et hvilket som helst mindre forbrug af ammunition vil have en markant indvirkning på de budgetterede årlige ammunitionsudgifter.
 
17) Udgifter til ammunition er ca.: 9 mm skarp patron, $. 18 pr. patron. 7.62 mm skarp patron $. 24 pr. patron og 5.56 mm skarp patron $. 17 pr. patron.
 

PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra: PDF icon militaert_tidskrift_108_aargang_mar.pdf

PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:

Litteraturliste

Del: