Slaget om Kursk. Historiens største panserslag.

Anders Frankson & Niklas Zetterling, Slaget om Kursk. Historiens største panserslag. København: Aschehoug, 2003. 283 sider, 298,00 kr.

Niklas Zetterling er forsker på Militärhögskolan i Stockholm og Anders Frankson er redaktør. Begge forfattere har et ikke ubetydeligt forfatterskab bag sig og har tidligere bl.a. fået udgivet et større værk om slaget ved Kursk: Kursk 1943 – a Statistical Analysis. London: Frank Cass, 2000. Det er så afgjort et værk for feinschmeckere, hvilket man ikke kan sige om den foreliggende bog. Om den kan man sige, at det er et værk for læsere, der ikke kender alverden til kampene på Østfronten 1941-45. Hvis man er specielt interesseret i Operation Zitadelle, som var det tyske kodenavn for operationen, skal man begynde på side 144. Det er næsten som, når TV sender den halvårlige gyser mellem FCK og Brøndby: Der er tre timers optaktsudsendelse og 90 minutter fodbold.

I forordet skriver forfatterne, at hensigten med bogen ikke blot er at præsentere selve slaget, men også at indsætte beretningerne i en større sammenhæng og give læseren et bredere billede af krigen på Østfronten. Forfatterne besidder en imponerende detailviden, som de gerne vil formidle til læseren, men derved får beretningen et kalejdoskopisk præg og sætter sig  - efter min opfattelse – mellem flere stole. Og der sidder man som bekendt ubekvemt. Man søger at nå rundt om det hele: ”Derfor skildrer vi også slaget fra soldaternes perspektiv - for eksempel hvad der motiverede soldaterne i kamp og hvordan livet i felten formede sig. Men vi beretter også om de ansvarshavende officerers gøremål i alt fra enhedernes forplejning til ledelsen af selve kampen. Vi behandler naturligvis også Hitler og Stalins strategiske overvejelser forud for og under dette gigantiske slag.” Kort sagt, man vil det hele; og det kan man som bekendt ikke, heller ikke dette forfatterpar.

I forordet understreger man, at bogen også er et opgør med det officielle sovjetiske billede af slaget og at omfanget af de udbredte fejlagtigheder er større end først antaget. Det er en spændende og relevant indgangsvinkel, men udfaldet af undersøgelsen drukner i detaljer og er præget af fravær af analyse. Man kunne med rette have forventet, at man havde afsluttet bogen med en perspektivering over dette tema. Det skal nævnes, at denne indgangsvinkel er blevet grundigt analyseret i bogen Gezeitenwechsel im Zweiten weltkrieg? Die Schlachten von Char’kov und Kursk im Frühjahr und Sommer 1943 in operativer Anlage, Verlauf und politischer Bedeutung. Udgivet af Roland G. Forster på Verlag E.S. Mittler & Sohn, Hamburg 1996. Dertil kommer, at man primært bygger på tysk arkivmateriale samt det amerikanske Dupuy-instituts bearbejdning af russisk arkivmateriale. Hvis man vil banebrydende forskning på dette felt, må man nødvendigvis også kende det russiske kildemateriale til bunds og ikke mindst det, der er blevet offentliggjort efter 1991; det må man desværre konstatere, at forfatterne ikke gør, da de bl.a. ikke har de sproglige forudsætninger, hvilket tydeligt kommer til udtryk i bogen og dens referencer. I den forbindelse undrer man sig over, at den sovjetiske Generalstabs studie over slaget ikke optræder i kilderne. Det er oversat til engelsk og udgivet i 1999 af David M. Glantz og Harold S. Orenstein: The Battle for Kursk 1943. The Soviet General Staff Study på Frank Cass, London. Det er en kold og klam militær analyse, der blev gennemført i 1944, blottet for enhver form for politisk retorik, og byggende på indberetninger og krigsdagbøger fra de deltagende enheder. Men det er fint, at de ærligt vedkender sig denne svaghed i modsætning til Anthony Beevors berømte bøger om Stalingrad og Berlin, der hævder at bygge på det nyeste russiske kildemateriale, men som stort set udelukkende refererer til velkendte og gennemtyggede tyske kilder.

Vi starter som nævnt med begyndelsen, Operation Barbarossa - historiens største felttog. Kapitlet beskriver bl.a. ganske indgående de sovjetiske og de tyske væbnede styrker og deres materiel ved krigens udbrud samt operationsplanlægningen på begge sider. I det følgende kapitel får vi kæmpet os frem til Stalingrad, hvor afslutningen på en vis måde kommer til at hænge i luften. Såvel her som i bogens afslutning virker det som om betydningen af det tyske nederlag ved Stalingrad nedtones. Det har jeg meget svært ved at acceptere, med mindre der fremføres vægtige argumenter herfor. Det er imidlertid ikke tilfældet. I min optik blev rygraden i Wehrmacht knækket ved Stalingrad og slaget ved Kursk var 2. halvleg, hvor tyskerne allerede havde mistet det strategisk-operative overtag. Problemet var blot, at de ikke havde erkendt det endnu. Den sovjetiske sejr ved Kursk cementerede resultatet fra Stalingrad.

Det følgende kapitel beskriver livet ved fronten, i øvrigt et glimrende kapitel (der dog ikke bringer noget egentligt nyt) og dernæst følger tre kapitler om optakten til slaget, der bringer os vidt omkring med mange detaljer.

Endelig på side 144 oprinder den store dag, hvor slaget om Kursk begynder, et slag, der varer fra 5. – 13. juli 1943. Det er for så vidt en god og meget detaljeret beskrivelse af slaget. Det er blot et problem: De kortskitser, der skal lette forståelsen, er få og mangelfulde. Det er derfor uhyre vanskeligt at danne sig et overblik over kampene på baggrund af beskrivelser med stednavne, der ikke eller kun i mindre omfang kan genfindes på kortskitserne og hvor styrkernes udgangspositioner ikke fremgår. Jeg måtte have fat i det monumentale værk af David M. Glantz & Jonathan M. House: The Battle of Kursk, London: Frank Cass, 1999, for at finde kortskitser, der kunne understøttet teksten og i et par tilfælde måtte jeg ty til Den Sovjetiske Militærencyklopædi, der jo næppe forefindes i alle hjem. Det er en af bogens største svagheder og irritationsmomenter. Beskrivelsen af slaget slutter med en kort, men dækkende gennemgang af den sovjetiske offensiv mod Orel-fremspringet og det fjerde slag om Kharkov, som var den sovjetiske opfølgning på Kursk-slaget.

Bogen har nogle glimrende tillæg om de tyske og sovjetiske kampvogne med mange tekniske detaljer samt en fyldestgørende Order-of-Battle. 

Som nævnt er dette en bog for de, der ikke kender så meget til kampene på Østfronten. Den giver i så henseende et godt grundlag, om end ikke altid lige velstruktureret og med en stor detaljerigdom. Efter min opfattelse har forfatterne ikke gjort sig helt klart, om de ville skrive en populær bog for det brede publikum, eller om den skulle have et mere videnskabeligt indhold. Man lever ikke op til intentionerne, som de kommer til udtryk i forordet, om at korrigere den officielle sovjetiske fremstilling. Det vil kræve en helt anden analyse, end det er tilfældet her.

En afsluttende bemærkning: Der er tilsyneladende et nærmest umætteligt behov for militærlitteratur på dansk. Det er glædeligt. Men jeg glæder mig især til den dag, hvor der findes oversættere, der kender den militære fagterminologi til bunds. I denne bog undgår vi tanks; men vi undgår ikke larvefødder! Og der er mange andre horrible eksempler. På dansk taler vi ikke om ledelse i forbindelse med kamp og da slet ikke i Hæren, men om føring (et veldefineret begreb, som vi har overtaget fra det tyske Führung, som nok er beslægtet med ledelse, men alligevel noget andet og mere). Kort sagt: ”There is room for considerable improvement!”

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_133.aargang_nr.1_2004.pdf

Del: