Skrives hærens reglementer af og for jyder?

Oberstløjtnant C. C. Ahnfeldt-Mollerup, ved Den kongelige Livgarde, diskuterer her et problem, han som tidligere chef f. O-sektionen ved 1. Sjællandske Brigade har mødt.

Indledning.
Tillad mig at indlede nærværende lille hjertesuk med rids fra et for øboer velkendt scenario - men det kunne jo tænkes, at en jyde læser det efterstående, og i tilgift til moroen han kan have af det, kan det rimeligvis øge hans muligheder for forståelse af artiklens øvrige indhold: Brigaderne beordres i beredskabsområder bag nogle truede kyster. Her forbereder de i snævert samvirke med lokalforsvar, støttet af øvrige to- talforsvarskomponenter, den forestående kamp. Fjendens angrebshen- sigter bliver åbenbare, og brigaderne indsættes til kystforsvar. Kystforsvaret mislykkes for den ene brigade, og den beordres til at overgå til henholdende kamp. Den anden og mere succesrige brigade »rydder op« i sit område og gør sig klar til nye operationer. Mirakuløst lykkes det den førstnævnte brigade i løbet af den eller de kommende dage at trække fjenden hen mod øens eneste hindrelinie. Her bringes det fjendtlige angreb til standsning, og en skønne morgenstund overgår begge brigader plus utalte forstærkninger til angreb. Fjenden kastes i vandet, og krigen er vundet. Scenariet vil blive brugt til at danne baggrund for en diskussion af det reglementariske grundlag for troppeenhedens (brigadens) og dens dispositionsenheders indsættelse under følgende forhold: I beredskabsområde, kystforsvar, henholdende kamp, forsvarskamp, angreb.

Beredskabsområde (BSO).
Den væsentligste forskel på et jysk og et øbo-BSO er, at for jyden er BSO normalt et sted, hvor enheden gør ophold i kortere eller længere tid undervejs til et indsættelsesområde, mens det for øboen ofte er sammenfaldende med eller snævert tilknyttet det sted, hvor han skal kæmpe. Dette burde afspejles i reglementerne, f.eks. i beskrivelserne af forholdet til de regionale styrker. Finder dette sted? Feltreglement I (HRN 010-1). Dette for tropeenheden vigtigste reglement behandler ikke forhold i BSO som et selvstændigt emne. Der er i reglementet et par generelle bemærkninger om overvågning og sikring, men intet om f.eks. prioritering af opgaver, enhedernes placering, støtte- og kommandoforhold.
 
Feltreglement IV, Det lokale forsvar (B HRN 010-3). I dette reglement gives i kapitel 5 konkrete anvisninger:
Pkt. 504. Når større styrker af felthæren, indordnet i det for felthæren i gældende operative planer fastsatte kommandoforhold, indsættes eller påregnes indsat til kamp i regionens område, vil regionen som regel blive sat under operativ ledelse af en myndighed af felthæren eller af en allieret kommandomyndighed; eventuelt fastsættes kommandoforholdet kun for en del af regionens område med de derværende regionale styrker. Den myndighed, der får den operative ledelse, anvender i overensstemmelse hermed regionen og dens styrker alene med henblik på at løse sin opgave, . . . Bevogtning af objekter, udpeget af foresatte myndighed, og det direkte samarbejde med civile myndigheder samt eventuelle andre af landsdelskommandoen angivne opgaver, skal dog fortsat løses af regionen med de styrker, der indtil etablering af kommandoforholdet har været anvendt hertil. . . .
 
I andre punkter gives anvisninger for etablering af kommandoforhold felthærens og det regionale forsvars enheder imellem, typer af opgaver der kan pålægges det regionale forsvars enheder og begrænsninger i det regionale forsvars anvendelighed.
 
Alt dette er såre godt - det springende punkt er: Er brigaden i BSO-fasen indsat eller påregnet indsat til kamp i regionens område? Hvis JA kan brigaden etablere kommandoforhold, prioritere det lokale forsvars indsættelse etc., etc. Hvis foresat myndighed mener NEJ, finder ingen samordnet prioritering sted, regionale styrker bevogter objekter, om hvilke felthærsenheder ligger tæt, og hjemmeværnskompagniernes udrykningsstyrker vil imødegå de samme luftlandsætninger, som felthærens enheder indsættes imod, mens kommandostationer og artilleristillinger mangler bevogtningsmandskab. (At forberede kommandoforholds etablering »ved fjendtligt angreb« er kun en halv løsning - det regionale forsvars enheder vil da ikke på forhånd være disponeret i overensstemmelse med troppeenhedens ønsker, og tid skal bruges i en måske kritisk fase til ordreformidling, frigørelse og flytning af omhandlede enheder). Reglementet giver ikke direkte et svar på vort spørgsmål, men det burde vel også være overflødigt? Andre reglementer kan gøre en lidt tvivlende! Feltreglement H-l, Hjemmeværnets anvendelse og kamp (HJV-14-13). Hjemmeværnets støtte til felthærsenheder i BSO er i pkt. 336 beskrevet under overskriften »I områder, hvor kamp ikke foregår eller forestår«, og det anføres udtrykkeligt, at støtten gives under hensyntagen til allerede pålagte opgaver, og at kommandoforhold kun etableres, når særlige forhold taler derfor. Jævnfør det ovenstående afspejler Feltreglement H-l således en udpræget »jysk holdning«.
 
De pansrede bataljoner (HRN 023-30) og Panser infanterikompagniet (HRN 023-1) giver hver for sig gode anvisninger for de pågældende enheders egne forhold i BSO - men er for så vidt angår samvirke med regionale enheder på samme linje som Feltreglement H-l, d.v.s. udarbejdede ud fra en forudsætning om, at der ikke etableres kommandoforhold til regionale styrker, herunder hjemmeværn. Bataljons- og kompagnichefer lærer derfor fra deres primære reglementer, »at der bør etableres samarbejde med hjemmeværnet med henblik på udnyttelse af den støtte, der kan ydes herfra i form af oplysninger, ovevågning og bevogtning«. Resultatet heraf er, at vore bataljons- og kam- pagnichefer i alt for høj grad betragter støtte fra hjemmeværn og evt. andre regionale enheder som bonuseffekt. Alt for sjældent drøftes sagligt den relative vigtighed af de opgaver hjemmeværnsdistrikter og -kompagnier får pålagt ad den regionale kommandovej, og de opgaver felthæren ønsker hjemmeværnets støtte til. Konkluderende om BSO-fasen må kunne anføres, at reglementerne - i hvert tilfælde vedrørende forholdet mellem felthærs- og regionale styrker - ikke afspejler det faktum, at der ofte vil være forskel på en jysk og en sjællandsk brigades BSO-ophold.
 
Kystforsvar.
At referere det reglementariske grundlag for brigadens indsættelse i kystforsvar er let, der findes intet om emnet. I Feltreglement I findes et tillæg V, Amfibieoperationer, »i hovedsagen baseret på amerikanske anskuelser«, i hvilket er anført: Under forberedelser af krigsspil og andre øvelser m.v., hvor fjenden forudsættes at iværksætte amfibieoperationer, er det ødvendigt at have kendskab til udenlandske reglementariske bestemmelser for at de fjendtlige enheders optræden kan blive tilrettelagt realistisk inden for øvelsens rammer. Det er den støtte to af landets fem brigader kan finde i danske reglementer ved tilrettelæggelsen af deres måske vigtigste krigsopgaver! Yderligere kan anføres, at for i hvert tilfælde Bornholms Region og Region IV samt for et ikke helt lille antal lokalforsvarsbataljoner er imødegåelse af amfibieoperationer den primære opgave. (Bemærk at der er brugt to udtryk, imødegåelse af amfibieoperationer og kystforsvar. Man kan sige, at kystforsvar jævnfør den i Østre Landsdelskommandos område anvendte terminologi er en af flere mulige metoder til imødegåelse af amfibieoperationer. Kystforsvar er, for at bruge et krigshistorisk eksempel, »Rommel-løsningen« i modsætning til f.eks. »Rundstedt- løsningen«, d.v.s. løsningen, der baserer sig på forlods koncentration af flest mulige styrker på de truede kyster.)
 
Nu vil man måske hævde, at kystforsvar blot er en form for forsvarskamp, som jo er reglementarisk dækket på det nydeligste, og det er da rigtigt, at kystforsvar er en form for forsvarskamp. Men kystforsvaret har så mange specielle problemer, at det efter undertegnedes mening burde behandles reglementarisk. At der er behov for en eller anden form for fremstilling af de med kystforsvar forbundne problemer, fremgår bl. a. af, at Østre Landsdelskommando har fundet det nødvendigt at udarbejde en kystforsvarsdoktrin, der indgår som bilag til landsdelskommandoens operationsplan.
 
Hvilke særlige problemer, som burde belyses reglementarisk, byder da kystforsvaret på? For det første spørgsmålet om, hvornår imødegåelse af amfibieoperationer bør planlægges som kystforsvar, og hvornår andre metoder bør vælges. Dernæst en analyse af, hvorvidt kystforsvar bør løses i hovedsagen efter den stedbundne eller den bevægelige forsvarskamps principper. Det ville også være på sin plads med en grundig behandling af en række spørgsmål vedrørende kommandoforhold - ikke mindst på dette felt adskiller jyske og sjællandske forhold sig væsentligt: Jyske brigader optræder ordentligvis i divi- sionsramme og uden »fremmede« enheder indenfor deres af skillelinier afgrænsede operationsområder. Sjællandske brigader opererer i rum, hvor skillelinier normalt markerer grænsen til områder, der i bedste fald er overvåget af spredte hjemmeværnsenheder - til gengæld opererer ofte indtil flere lokalf or svar sbatalj oner midt i brændpunkterne for brigadernes kamp. Hvorledes etableres rimelige kommandoforhold i forbindelse med kystforsvar - og på hvilket tidspunkt? Såfremt brigaderne i kystforsvar skal støtte et antal lokalforsvarsbataljoner, skal støtten da også ydes ved afgivelse af enheder? Hvem skal føre kommando over hvem? Og i forbindelse med en drøftelse af kampens førelse - skal etablerede kommandoforhold forudses ændret efterhånden som situationerne skifter? Hvorledes og på hvis initiativ? Et særligt kommandomæssigt problem opstår i forbindelse med artilleriets indsættelse. Effektiv udnyttelse af flere afdelingers ild mod mål på søen (udladende transportskibe, sejlende, amfibiske kampkøretøjer) kræver bl. a. klare kommandoforhold, således at den taktiske førers beslutninger om hvilke mål, der skal bekæmpes hvornår (beslutninger, der først kan træffes, når et rimeligt sikkert efterretningsbillede foreligger, d.v.s. når udladepunkter er kendt og disses indbyrdes vigtighed bedømt) rettidigt kan videregives til de skydende enheder. Sker der i denne fase skift i troppeinddelingen, vanskeliggøres indsættelsen af artilleriet. Kystforsvar byder foruden på føringsmæssige også på et antal tekniske problemer, som formentlig burde være behandlet i diverse våbenreglementer m. v.:
 
Skydning med artilleri mod de ovenfor beskrevne måltyper på søen kan ikke gennemføres med gældende ildledelses- og skydemetoder. Nye metoder er nu - langt om længe - under udarbejdelse på Hærens Ildstøtteskole. Hindre- og feltbefæstningsarbejder kan på grund af de særlige terrænmap- sige forhold ved kyster (afstand fra kampstillinger til kystlinie, grundvandstand, ekstrem stenfyldt jord (ral)) ofte ikke udføres efter de i gældende reglementer givne anvisninger. Der arbejdes nu - langt om længe - med disse problemer ved Østre Landsdelskommandos ingeniørofficerer.
 
Skydning med fladbanevåben, især kampvognskanoner, mod svømmende, amfibiske kampkøretøjer byder måske ikke på de store skydetekniske problemer - men enhederne må lære at udstille og udnytte skudmærker i vand (som er mineret af søværnet?). Principper for noget sådant findes ikke, og ingen uddannelsesbestemmelser indeholder noget om skydning mod mål på søen, skivearrangementer findes ikke og ammunitionstildeling er ikke givet. Indenfor Østre Landsdelskommando er problemerne rejst - undertegnede er ikke klar over, om løsninger er i sigte.
 
I det forudgående er anført en række problemområder, som efter min mening burde have en reglementarisk behandling. Vigtigst er det, at kystforsvar bliver behandlet i de taktiske reglementer. Så længe kystforsvaret ikke er behandlet her, viser det sig vanskeligt at få hærens skoler m. fl. til at give sig i kast med de tekniske og uddannelsesmæssige problemer, som vitterligt eksisterer i forbindelse med denne særlige indsættelsesmetode. En anden og lige så alvorlig ulempe ved, at kystforsvar ikke er behandlet i de taktiske reglementer, er, at der ikke undervises i emnet på hærens skoler (eller på Forsvarsakademiet). Hærens officerer forlader skoler og kurser, uden på nogen måde at være blevet indført i de problemer hen mod halvdelen af hærens enheder beskæftiger sig med. Konkluderende om kystforsvar kan anføres, at der synes at være flere, gode grunde til, at dette forsømte emne tages op til behandling i vore reglementer.
 
Henholdende kamp.
Jeg skal i dette afsnit ikke kommentere indledningens scenario, hvor en brigade beordres til at overgå til henholdende kamp efter at have ført, eller måske rettere står midt i en mislykket kystforsvarskamp. Spørgsmålet om sandsynlige scenarier vil blive berørt i afslutningen, her er det selve den henholdende kamp, der skal diskuteres. Formålet med den henholdende kamp er angivet i Feltreglement I: Pkt. 801. Den henholdende kamp har til formål at vinde tid ved at begrænse fjendens fremtrængen mest muligt og tilføje ham størst mulige tab, uden at troppeenhedens kampkraft kompromitteres, eller dens handlefrihed går tabt. . . .
 
Der anføres videre: Pkt. 802. Den henholdende kamps formål kan opnås ved
- at dele af fjendens styrker tilintetgøres gennem angreb med begrænset mål,
- at fjendens fremtrængen bringes til midlertidig standsning, idet kampen føres efter forsvarskampens principper, eller ved
- at fjendens fremtrængen sinkes under udnyttelse af det anviste rums fulde dybde, idet kampenhederne kæmper udvigende kamp.
 
Vi vil i det følgende kun beskæftige os med sidste »pind«, de to første byder ikke på specielle øbo-problemer. Feltreglementet giver i pkt. 805-821 mere detaljerede bestemmelser for, hvorledes den henholdende kamps formål kan nås, når kampenhederne indsættes til udvigende kamp. For en sjællandsk læser af reglementet er det interessant at se bl.a. følgende: Er det rum, hvori kampen skal udkæmpes, meget bredt, er fjendens overlegenhed stor og terrænet uden væsentlige hindringer, må troppeenheden ofte udnytte det anviste rums fulde dybde. Faselinier bør lægges i terræn, hvor mulighederne for kamp fra stillinger og udvigen fra disse er gode. Afstanden mellem disse linier afhænger af den forsinkelse af fjenden, der skal tilvejebringes, af terrænet samt af styrkeforholdet. Er modstanderen betydeligt overlegen, eller er terrænet ugunstigt, må afstanden gøres stor. Rummet mellem faselinierne opdeles i bredden i modstandsrum. . . . I områder, hvor fjenden har gode betingelser for fremtrængen, bør de om muligt gøres smallere . . . Hvert af disse rum tildeles en enhed til gennemførelse af en udvigende kamp. Bredden af det rum hvori enhederne skal kæmpe udvigende samt fjendens overlegenhed kan nødvendiggøre, at den modstand, der skal ydes under den udvigende kamp må være begrænset.
 
Holder man sig for øje, at rummet for en sjællandsk brigade, der kæmper henholdende kamp, næsten altid vil være ekstremt bredt, at fjenden vil være stærkt overlegen, at terræn, hvor der er gode muligheder for kamp fra stillinger og udvigen - d.v.s. terræn med gode hindringer - bogstavelig talt ikke eksisterer, ja, så giver Feltreglement I realistiske anvisninger for kampens tilrettelæggelse og gennemførelse - kun skam at rummet har så ringe dybde! Hvorledes er dette nu fulgt op for afdeling og underafdeling?
 
For afdeling er den udvigende kamp beskrevet i De pansrede bataljoners kapitel 9. Her er kampens formål angivet i overensstemmelse med felt reglementet, idet det anføres, at »under kampmåden udvigende kamp skal bataljonen sinke fjenden . . . uden at bataljonens kampkraft i sin helhed sættes på spil, medmindre opgaven er stillet således, at dette midlertidigt bliver nødvendigt«. Dette formål siges at være nået, når »fjenden tvinges til at udvikle sin kampkraft og gøre brug af sin overlegenhed, før terræn afgives til ham«. Anvisningerne i De pansrede bataljoner synes i et og alt at være i overensstemmelse med feltreglementets, og års øvelsesvirksomhed har vist, at formålet med den udvigende kamp kan opnås på den beskrevne måde - også i sjællandsk terræn, blot man erkender, »at den modstand, der skal ydes under den udvigende kamp må være begrænset«.
 
For underafdeling er den udvigende kamp beskrevet i Panserinfanteriets kapitel 9. Her konstaterer man til overraskelse for i hvert tilfælde sjællandske underafdelingschefer, at den udvigende kamps formål »nås gennem kamp fra stillinger, hvorunder fjendens fremtrængen standses i et af opgaven bestemt tidsrum« (pkt. 901, undertegnedes understregning). At bringe fjendens fremtrængen til standsning er noget ganske andet, end at tvinge fjenden til at udvikle sin kampkraft. Reglementet erkender da også, at dette evt. (om overhovedet?) først kan ske, når fjenden er i underafdelingens kampstilling (pkt. 941). Betænker man, at sjællandske enheder, der kæmper udvigende kamp i rammen af henholdende kamp, næsten altid vil kæmpe i ekstremt brede rum, overfor stærkt overlegne fjender i terræn bogstaveligt talt uden hindringer, da må man også erkende, at en bataljon højst vil kunne bringe fjendens fremtrængen til standsning fire gange, hvorefter bataljonen vil være nedkæmpet. Som princip at befale underafdelingerne til uden hindring foran sig, og med de relativt få længere rækkende panserværnsvåben som brigadeorganisationen i dag giver mulighed for at tildele de enkelte »combat teams«, at bringe en overlegen, pansret modstanders fremtrængen til standsning før egen udvigen indledes er det samme som konstant at sætte bataljonens kampkraft på spil, hvilket er i modstrid med De pansrede bataljoner.
 
Konkluderende om henholdende kamp kan anføres, at det reglementariske grundlag for brigaden er vel tjenligt, og at de for bataljonsniveau hertil svarende bestemmelser for udvigende kamp er tilsvarende brugelige også for sjællandske enheder - men at den ovenciterede, i Panserinfanterikompagniet anførte og for hele kapitlet grundlæggende bestemmelse helt udpræget sigter på udvigende kamp i et jysk terræn med rækker af gode hindringer bag hinanden.
 
Forsvarskamp og angreb.
For disse to kampformer er for så vidt angår det reglementariske grundlag ingen specielle problemer for øboer. Af hensyn til det efterstående skal her blot erindres om, at Feltreglement I for såvel bevægelig som stedbunden forsvarskamp anfører, at »forsvareren har et forspring i forhold til fjenden med hensyn til forberedelse af kampen« (pkt. 701) og at der i forbindelse med forberedelse af begge former for forsvarskamp forudses udført hindringer og feltbefæstningsanlæg (pkt. 733 og pkt. 760).
 
Afslutning
I de foranstående afsnit er forsøgt dokumenteret, at der i hvert tilfælde er et gran af sandhed i overskriftens insinuation. Der er endvidere peget på nogle ulemper, som måske har en del af deres årsag i, hvad man kan kalde reglementskrivernes undladelsessynder: vanskeligheder med at få skole m. fl. til at give sig i kast med bl.a. tekniske problemer der måske bedømmes som specifikt sjællandske og mangler i diverse uddannelser og kurser for hærens officerer. Her skal forsøges trukket en linje til indledningens scenario. Bortset fra kystforsvaret, som vel må med, når forsvaret af en ø øves, indeholdt det udelukkende kendt stof, således som øvelsesgrundlag altid gør det: Enhederne skal jo øves i det reglementariske stof, det er det uddannelsesbestemmelserne skrives ud fra, det er graden af dets beherskelse, der er grundlaget for bedømmelser ved inspektioner. Således bør det vel også være. Men behøver det reglementariske stof være ens for alle enheder? Såvel opgaverne som de geografiske forhold er så forskellige landsdelskommandoerne imellem, at det er urimeligt at tro, at deres respektive enheder fuldt ud kan operere ud fra det samme reglementariske grundlag. Det er ikke rimeligt eller rationelt at uddanne enhederne ens. Det er måske endog mindre hensigtsmæssigt at have samme organisation! En analyse af de sjællandske brigaders mulige krigsopgaver ville f. eks. sikkert vise, at det er næsten umuligt at konstruere et scenario, hvor der levnes tid til at forberede en »anden« forsvarskamp (ud over en indledningsvis kystforsvarskamp).
 
Var det ikke rimeligt, om de operative kommandoer (og Jyske Divisions- kommando) udnyttede den indflydelse de måtte have på de reglementskrivende instanser til først og fremmest at få Feltreglement I revideret, således at det kommer til at fremgå, at vilkårene for »den grundlæggende troppeenhed« ikke er ens i Jylland og på øerne. At forskellighederne bliver trukket frem og disses konsekvenser klarlagt. Som en kædereaktion vil herefter følge revision af hærens øvrige reglementer, idet feltreglementet som anført i sammes autorisation »tjener som grundlag for alle andre publikationer i »Hærens publika- tionssystem« vedrørende hærens feltmæssige virksomhed«. 
 
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
PDF icon militaert_tidskrift_108_aargang_okt.pdf
 
 
 
 
 

Litteraturliste

Del:

Emneord



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.