Skal hæren opgive værnepligten?

Kaptajn J. Kaare Christensen diskuterer, Hjemmeværnsstaben, om det vil være hensigtsmæssigt at opgive værnepligten til fordel for en professionel hær. Han finder, at en sådan tanke vil være både uhensigtsmæssig og farhg.
 
 
Oberstløjtnant B. J. Crenziens artikel her i tidsskriftet maj/juni 1982 om nødvendigheden af en professionel hær får selvfølgelig én, der beskæftiger sig med at skabe alt andet end professionelle styrker til at spidse ører. En debat om, hvorledes vi tilvejebringer vore forsvarsstyrker, må være noget af det mest centrale for dansk forsvar lige nu, fordi den formulerer og tager stilling til det forsvarstekniske dilemma, der har udviklet sig i løbet af 70’erne: Stadig mindre forsvar for flere penge. Crenziens konklusion medfører imidlertid endnu en »tilpasning« af styrkerne til midlerne ved at koncentrere midlerne i en professionel styrke. Jeg finder, at der ud fra de samme præmisser kan drages en anden konklusion:
 
Har vi brug for reservestyrker?
Forsvarets styrker må kunne løse tre hovedgrupper af opgaver:
 
  • imødegåelse af overraskelsesangreb
  • opgaver i krisestyring
  • kamp i fuld skala
W. M. Güntelberg har i »Forsvarets effekt og sammensætning« (Forsvarsministeriet) påvist, hvilke styrker der er særlig egnet til hver af opgave- grupperne. Crenzien påviser yderligere i sin artikel, hvorledes udholdenhed inden for brigaderammen som én af sine væsentlige parametre har tilstedeværelsen af den nødvendige mandskabsstyrke.
Tilvejebringelsen af de nødvendige enheder og troppeenheder udelukkende ved hjælp af professionelt heltids-mandskab forekommer mig i sig selv at ligge uden for mulighedernes grænse, når man blot antyder et skønsomt udvalg af tænkbare trussels-modeller:
 
 
Kombinationsmulighederne er uendelige, de er mere eller mindre sandsynlige, har forskellige forudsætninger, men det korte af det lange: Det er indlysende, at opgaverne løses i et snævert værns-samvirke:
 
  • Flåde- og flystyrker har en meget stor rolle at spille, hæren bør derfor beslaglægge så få midler som muligt,
  • men med mindre man drømmer om under alle forhold at kunne hævde luft- og søherredømmet i den vestlige Østersø, må man naturligvis have hærstyrker af nogenlunde den nuværende størrelse øst som vest for Storebælt: Manøvrestyrker såvel som styrker til område- og punktforsvar.
Begge forhold gør eksistensen af reservestyrker nødvendig. Hvordan kan de da skabes?
 
Hvorledes kan reservestyrker skabes?
Hvis man ser helt bort fra den almindelige værnepligt som en mulighed, bliver der tre alternativer tilbage:
 
  1. Reservestyrker på helt frivilligt grundlag
  2. Vederlagte reservestyrker
  3. Vi afstår fra at skabe andre reservestyrker end hjemmeværnet
Hvis det er svært at skabe styrker af den nødvendige kvalitet ved hjælp af korttidsuddannede værnepligtige, kan mulighed nr.l, hvor uddannelsen nødvendigvis må foregå i fritiden, betragtes som mindre sandsynlig - også fordi en sådan ordning ville være en direkte konkurrent til vort nuværende hjemmeværn.
Mulighed nr. 2 kan så forekomme mere hensigtsmæssig, men dens omkostninger kan meget let komme til at blive mindst ligeså store som de aktuelle omkostninger ved en mobilisabel værnepligtsstyrke. Om mulighed nr. 3 er der det at sige, at det særlige nordiske hjemme- værnsfænomen kan betragtes som en aktiv, folkelig opbakning til de styrker af værnene, der eksisterer. Man skal ikke gøre regning på en sådan opbakning, hvis der ikke, eller kun i meget begrænset omfang, er noget at bakke op, og - ikke mindst væsentligt: Er noget, der omvendt kan bakke hjemme- væmsstyrkerne op. Organisationsmåde, midler, taktik og idé bygger på dette grundlag. Alt andet ville være både militært og moralsk uforsvarligt - inden for det nuværende budget... og så er vi tilbage i de kvalitative og økonomiske overvejelser under mulighed 1 og 2.
Jeg konkluderer derfor, at der findes to realistiske måder, hvorpå reservestyrker kan skabes:
 
  1. Som en vederlagt rådighedsstyrke. På denne måde vil der kxmne opstilles mindre, men sandsynligvis ret effektive styrker.
  2. Som en værnepligtig mobiliseringsstyrke. Kun på denne måde vil der kunne opstilles den ønskelige styrkestørrelse.
Er en værnepligtig mobiliseringsstyrke effektiv?
Nødvendiggør den teknologiske udvikling i sig selv ikke en professionalisering? Tværtimod medfører den tit enklere betjeningsprocedurer ved materielsysternerne. Jeg behøver blot at nævne de betjeningsforenklinger, som ligger i vore nye kampvogne, panservæmsraketter, pansernærbekæm- pelsesvåben og radioer i forhold til deres forgængere. De steder, hvor dette ikke er tilfældet, er det ofte et spørgsmål om bevidst at finde forenklende teknologi til imødekommelse af mobiliseringsstyrkernes særlige behov, samt udnytte mobiliseringsstyrkers særlige fordele: Den civile uddannelse. Den militære uddannelse skal selvfølgelig være tilstrækkelig for at enhederne kan fungere på en moderne slagmark. 9 måneders første samlede uddannelse er for lidt, og det bør vi arbejde på at forbedre. Men der er ingen grund til smide barnet ud med vaskevandet. I mellemtiden bør der lægges vægt på mønstringsaktiviteten. At der ikke mandskabsmæssigt skulle være mulighed for at gennemføre virkelig lødige mønnstringer forekommer ejendommeligt. Der har vist næppe nogensinde været så mange professionelle befalingsmænd af hæren i forhold til de aktiverede hærstyrker som i dag. Man kunne ligefrem forestille sig særlige mønstrings- skoleelementer tilknyttet de opstillende myndigheder.
Både de materielle og uddannelsesmæssige muligheder bliver selvfølgelig til intet, hvis selve mobiliseringen ikke lader sig geimemføre. Vi har den tid, det tager for en angriber at sammendrage og opmarchere - for øernes vedkommende tillige indlade og sejle. At det politisk og teknisk nås, opfatter jeg mere end noget andet som et spørgsmål om hensigtsmæssig planlægning. Både den rent tekniske mobiliseringsplanlægning som muligheden for en jævnt fremadskridende styrkeforøgelse i takt med situationens udvikling. Ikke mindst i denne fase skal sø- og luftforsvaret spille en afgørende rolle.
Vi bør naturligvis ikke lukke øjnene for en værnepligtig mobiliseringsstyrkes mangler, men manglerne hænger i vidt omfang sammen med det nævnte forsvarstekniske dilemma: Priserne på netop de varer, forsvaret bruger, er i hurtigere vækst end prisniveauet som helhed. Det der kan gøre store mobiliseringsstyrker til »kanonføde« er den udsultning af dem, der kan finde sted fra en enorm kostbar tilstedestyrke. Som i så mange andre forhold har spådommen en selvopfyldende virkning i konkurrencen om de knappe midler. En værnepligtig mobiliseringsstyrke kan være i høj grad effektiv - hvis den prioriteres tilstrækkeligt højt.
 
Samfundshensyn
Jeg finder altså, at værnepligten har en række specifikt militære fordele i sig selv - men i særlig grad frem for alternativerne. Jeg vover den påstand, at hvis man i 1100-tallets midte havde ændret ledingsordningen således, at de udbudte havde medført heste i stedet for skibe, så var de diminutive ridderhære, der kom til os syd fra, blevet fuldstændig ødelagt, ridder- og feudalvæsnet havde aldrig slået rod i Danmark, og en række hårde økonomiske og sociale problemer, der i virkeligheden først fandt sin løsning i 1700-tallet var aldrig opstået.
Det er naturligvis en forenkling, men det fører mig frem til, at der altså også er samfundsmæssige forhold, der bør være bestemmende for den måde, hvorpå de militære styrker tilvejebringes. Jeg synes ikke, det er rigtigt alene at anlægge en militær betragtning. Der er en klar sammenhæng mellem samfundsstruktur og hærstruktur. Frem for at være dikteret af militær nødvendighed, oplever jeg tværtimod professionaliseringen af hæren som kulturelt betinget. Meget i vor tid er blevet »institutionaliseret« som sygdom og død, børnepasning, de gamle, de unge, de uddannelsessøgende, vort arbejde og vor fritid. Vi er netop i disse år ved at opdage omkostningerne herved - økonomisk, socialt, mermeskeligt. Udviklingen vil blive vendt, og der er ingen grund til for forsvaret at skulle halse bagefter med en forsinkelsessats på 10-20 år. I et frit samfund påhviler det borgerne at forsvare sig selv - også fordi alt andet er for farligt. Mere farligt end de tab der opstår i de trods alt få krige hver enkelt generation kan komme ud for.
Når den almindelige værnepligt først én gang er afskaffet kommer den ikke igen. Der er altså ingen vej tilbage i overskuelig tid. Der er ingen grund til at tage sådan en chance, når der ydermere ikke er nogen militærttvingende årsag.
En institution, som man ikke kender til, har man sjældent nogen forståelse for. Uden det personlige kendskab til forsvaret, som den almindelige værnepligt burde indebære, vil det være vanskeligt at få en folkelig diskussion - interesse - accept af forsvarets egentlige problemer. Netop § 3 i Lov om Forsvarets Organisation
 
»Størrelsen, sammensætningen og organisationen af hæren,søvæmet og flyvevåbnet samt organer til støtte for forsvaret fastsættes af forsvarsministeren«
 
er så uheldig, fordi den folkelige og politiske forsvarsdebat da let kan blive begrænset til en strid om golde budget-procenter frem for om de spørgsmål, som vi jo netop har brug for bred accept af: Størrelse, sammensætning og organisation. Udnyttelse af andre ressourcer (frivillighed, værnepligt, civile ressourcer) kan supplere penge, således at den samlede effekt kan blive større end den rene penge-ressource indikerer. Men det forudsætter jo, at man gør sig klart
 
  • hvad der et ønskeligt mål
  • hvor langt pengene strækker
  • hvor mange af de andre ressourcer der så er brug for
... hvilket skulle være det alternative svar på det omtalte forsvarstekniske dilemma.
 
En professionel hærstyrke
Jeg har her ikke trukket de indlysende fordele ved en stående, professionel hærstyrke frem - det har ikke været formålet. Sådan en styrke er da bestemt anvendelig til opgaver, der ikke falder ind under begrebet »kamp i fuld skala«. Den har netop sammen med hjemmeværn, indlysende beredskabs- mæssige fordele over for overraskelsesangreb og til opgaver i krisestyring. Derfor er jeg enig i, at vi har sat os mellem de berømte to stole, når vi lader dele af krigsstyrken være aktiveret som professionel hærstyrke, i stedet for at formere en professionel udrykningsstyrke, der som sluttet kampenhed kan udnytte en professionel, højmobil styrkes fordele over for overraskelsesangreb og i krisestyring - for derefter at supplere krigsstyrken.
 
J.K. Christensen
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra: 

PDF icon

militaert_tidskrift_111_aargang_okt.pdf

Litteraturliste

Del: