Sir John Fisher’s Naval Revolution

Anmeldt af Michael H. Clemmesen

Nicholas A. Lambert: ‘Sir John Fisher’s Naval Revolution’. Udgivet i serien ’Studies in Maritime History’ af University of South Carolina Press, Columbia 1999, 410 s.  Paperback fra 2002: 23,50 EUR fra Amazon.de.

 

Foto: bookdepository.dk

 

I sommeren 1914 forberedte Storbritannien diskret en maritim revolution. I løbet af de næste få år ville man i de lukkede europæiske farvande ikke længere primært søge at vinde søherredømmet ved et afgørende søslag.  Skiftet ville ske først i Middelhavet og dernæst i Nordsøen.

Skiftet var en følge af fire forhold.

For den første behovet for at kunne frigøre Royal Navy’s hurtigste og mest slagkraftige enheder, slagkrydserne, til beskyttelse af søforbindelserne til Storbritannien mod krydserkrig.

For det andet den dramatisk hurtige modning af torpedovåbnet og ubåden i de foregående 15 år, og det forhold, at der endnu ikke eksisterede effektive våben mod undervandsbåde. Denne udvikling havde gjort det for risikabelt at gennemføre operationer med flådens slagskibe og andre større enheder i kystnære farvande. Udviklingen af undervandsvåbnene havde samtidig gjort det muligt at basere forsvaret mod sølandsætninger og bombardement fra søen på et ’flotilleforsvar’ af lette enheder. I kystnære farvande blev det simpelthen urealistisk at stræbe efter søherredømme. Man måtte se i øjnene, at gensidig ’sea denial’ var den grundlæggende situation.

For det tredje var den britiske økonomi – og den politiske vilje - ikke stærk nok til at dække fortsat stigende udgifter til de væbnede styrker.

For det fjerde gjorde flådens fredstidspersonelsituation det umuligt at bemande det voksende antal store, personelkrævende enheder.

Admiraliteten holdt det planlagte revolutionære skift i koncept hemmeligt.

Skiftet var i allerhøjeste grad i modsætning til Royal Navy’s operative paradigme: dristigt - i Nelsons ånd - at søge søherredømmet ved at opsøge fjendens hovedflåde, hvor den måtte være, og nedkæmpe den i et afgørende slag.

Flådens umiddelbare ideologiske tilbøjelighed var gennem de foregående to årtier blevet yderligere forstærket ved påvirkning fra Mahan’s skrifter.

En mere analytisk vej til operative fremgangsmåder var endvidere i store dele af officerskorpset uacceptabel, fordi den var knyttet til den nu pensionerede radikalt reformerende flådechef John ’Jacky’ Fishers navn.

Den var i modsætning til det hidtidige politiske forklaringsgrundlag. Flådeministeren Winston Churchill havde søgt og fået ekstra penge til værnet ved at knytte sin argumentation til en fastlagt overlegenhed i forhold til den tyske flåde – baseret på en 60% overlegenhed i slagskibe og krydsere og på et bygge to sådanne enheder, hver gang tyskene byggede en. Den ændrede koncept nødvendiggjorde en langt mere kompliceret argumentation.

Man ønskede, at de mulige modstanderflåder – de tyske, østrigsk-ungarske og italienske – skulle komme i baghånd og længst muligt fejlinvestere i slagskibe.

Bogen beskriver, hvorledes John Fishers afgørende indflydelse forsatte, efter han gik af som flådechef. Dette sker, som vi allerede vidste fra biografier, gennem rådgivning, som modtageren kunne søge eller fik tilbudt uopfordret. Men det skete først og fremmest gennem den dramatisk professionaliserende virkning han havde på de næste to generationer af britiske søofficerer, selv dem, der hadede ham som pesten.

                             Den afgørende overgang til en revolutionerende ny sømilitære koncept fandt sted, fordi Churchill var blevet tilstrækkeligt overbevist af Fisher og hans efterfølgere til at turde beslutte et operativt konceptskift i Middelhavet. Den indenrigspolitiske økonomiske situation gjorde også nytænkning nødvendig.

Denne sidste Fisher-revolution forblev overset, fordi 1. Verdenskrigs søkrig i så stor udstrækning måtte udkæmpes med det arvede materiel og med de eksisterende doktriner.  Man kan fristes til kontrafaktisk at overveje, hvorledes de næste årtiers sømilitære udvikling ville være forløbet, hvis konceptskiftet i verdens største flåde var realiseret  før 1. Verdenskrig. Det er sandsynligt, at det ville have fået meget betydelig virkning på flådeopbygningen i mellemkrigstiden. Det ville så have været lettere for officerer som Fregattenkapitän Hellmuth Heye at overbevise den tyske flådeledelse efter 1935 om det uhensigtsmæssige i at opbygge en ny tysk højsøflåde.

Nicholas Lambert kaster et epokegørende nyt lys på det 20. århundredes marinehistorie. Han tegner et billede af Royal Navy, der er grundlæggende forskelligt fra det accepterede, men et billede, der er solidt funderet på primærkilder. Bogen giver et langt mere komplet og tilfredsstillende billede end det gængse. Tilfredsstillende, fordi så mange faktorer kan genkendes af professionelle officerer, der i de senere år har ’kæmpet’ med tilsvarende vilkår og begrænsninger som datidens britiske flådeledelse.

                             Lambert har opnået sit gennembrud i historisk erkendelse ved at inddrage nye kildegrupper, herunder ikke mindst fra den økonomiske politik og flådens industripolitik, som han med et unikt overblik sammenholder med personhistorie i indenrigspolitikken og med det komplekse dynamiske samspil af geografiske, tekniske og taktiske faktorer – i en tid, hvor vilkårene for kamp på havet blev ændret fra år til år. Han har derigennem også påvist, hvor overfladisk den tidligere forskning og historieskrivning har været.

                             Som Hew Stachans nye værk om 1. Verdenskrig demonstrerer Lamberts bog, at der er meget at lære endnu om begyndelsen af det 20. århundrede. Bogen er resultat af en helt overvældende forsknings- og synteseindsats. På trods af dette er den skrevet i et let læst engelsk.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_135.aargang_nr.1_2006_1.pdf

Del: