Sikkerhedspolitisk orientering

Oversigt over militæralliancer

Europa.


Østeuropa.
 
Multilaterale alliancer.
Den multilaterale militæralliance, Warszawapagten, er udsprunget af »Traktaten om venskabelig gensidig bistand samt samarbejde«, som blev underskrevet i Warszawa 14/5 1955. Af de oprindelige 8 medlemmer er Albanien i september 1968 udtrådt af pagten. Pagten omfatter kun medlemslandenes europæiske territorier. Chefs- og andre nøgleposter i Warszawapagtens øverste politiske og militære ledelsesorganer er næsten udelukkende besat af russere og i krigstid bliver satellitlandenes væbnede styrker underlagt den sovjetiske overkommandos operative ledelse.
 
Bilaterale traktater.
Sovjetunionen er som bekendt også forbundet med de øvrige eksisterende WP-lande ved bilaterale venskabs- og bistandstraktater. På tilsvarende vis har hvert af WP-landene oprettet tilsvarende traktater med hver af de øvrige. Det østeuropæiske forsvarsfællesskab er i sin substans derfor ikke afhængig af WP som sådan.
Derudover har Sovjetunionen i tiden december 1956 og maj 1957 sluttet aftaler om troppestationeringer med Polen, Østtyskland, Rumænien og Ungarn. I oktober 1968 fulgte en lignende aftale med Tjekkoslovakiet, som legaliserede tilstedeværelsen af den derværende sovjetiske styrke på 3 panserinfanteri- og 2 panserdivisioner. Da russerne i juni 1958 trak sig ud af Rumænien, blev udstationerings- aftalen med dette land dog samtidig bragt til ophør. Til begrebet bilaterale militærtraktater kan formentlig også henregnes Venskabs- og Bistandsaftalen (»VBS-aftalen«) mellem Sovjet og Finland, der bl.a. indebærer mulighed for sovjetisk militær intervention, såfremt Finland eller Sovjet (via Finland) angribes eller trues af Vesttyskland eller en dermed allieret nation.
 
Vesteuropa.
Her skal kun nævnes forløberen for NATO, nemlig Bruxelles-traktaten af 1948, hvor Benelux-landene, Storbritannien og Frankrig dannede en militæralliance med den - i hvert fald i forhold til NATO - vidtgående forpligtelse om, at deltagerne, såfremt en eller flere af dem bliver offer for en væbnet aggression i Europa, af al magt skal bistå hinanden, såvel rent militært som med andre former for hjælp og støtte. Traktatens angivelige formål var at sikre deltagerlandene mod en evt. aggression fra tysk eller anden side. Dannelsen af NATO og den senere optagelse af Vesttyskland førte derfor til den ved de såkaldte Parisaftaler af 23/10 1954 foretagne revision, hvorved man dels antog betegnelsen Den vesteuropæiske Union (WEU), dels optog Forbundsrepublikken og Italien som medlemmer. Samtidig hermed fik unionens råd besluttende myndighed, og virkeområdet udvidedes til at omfatte kontrol med størrelsen og omfanget af medlemslandenes styrker specielt de kvalitative begrænsninger, som blev pålagt den vesttyske genoprustning. Om WEU - der naturligt nok har ført en skyggetilværelse under det hidtidige NATO-samarbejde - kan imødese en renæssance er et emne, som i den seneste tid er viet en del opmærksomhed.
 
Tendenserne inden for NATO: En svækkelse af USA’s og Canadas engagement og en intensivering af et fraktionelt Europagruppesamarbejde, kan godt pege i sådan retning. En anden mulighed er, at WEU kan blive søgt udnyttet som alternativ til EF for så vidt angår øget (sikkerheds-) politisk samarbejde mellem de EF-medlemmer, som finder, at det vesteuropæiske samarbejde ikke bør begrænses til det økonomiske og handels- politiske felt, og som ikke vil afvente EF-enighed om en evt. udvidelse af romtraktatens samarbej dsområde. Det bør i denne sammenhæng nævnes, at WEU kan optage nye medlemmer samt at den indgåede samarbejdsaftale gælder for 50 år.
 
 
Mellemøsten og Middelhavsområdet.

Multilaterale alliancer med eksterne magter.
CENTO. (The Central Treaty Organization) har Storbritannien, Iran, Pakistan og Tyrkiet som medlemmer og USA som associeret. Alle er repræsenteret i pagtens forskellige stående politiske komitéer (den militære, den økonomiske samt en for »Counter-Subv ersion«) samt i gruppen af permanente militære repræsentanter. Traktaten, som tager sigte på gensidigt sikkerheds- og forsvarssamarbejde, er dog hverken udstyret med en central kommandostruktur eller tildelte styrker. For de regionale medlemmer forekommer pagtens rent militære aspekter ret betydningsløse. De synes i stedet at lægge større vægt på de økonomiske perspektiver i et af CENTO knopskudt, men nu uafhængigt organ, den såkaldte Regional Co-operation for Development (RCD).
 
Bilaterale trakter med eksterne magter.
Sovjet har - udover sine militære bistandsaftaler - maj 1971 undertegnet en 15 års venskabs- og samarbejdstraktat med Ægypten. En lignende aftale er i april 1972 indgået med Irak. Derudover ydes væsentlig militær bistand til Algeriet, Sudan, Syrien, Nord-Yemen (»Den arabiske republik Yemen«) og Syd-Yemen (»Folkerepublikken Yemen«)(* De to republikker har fornyligt indstillet deres indbyrdes stridigheder og er blevet enige om at ville slutte sig sammen i én stat.).
USA har forskellige sikkerhedsaftaler med Grækenland, Tyrkiet, Portugal, Spanien, Libanon, Jordan og Israel og yder tillige disse lande en betydelig militær hjælp på gave- eller kreditbasis. Derudover foregår også en betydelig handelsmæssig våbeneksport til en del lande i regionen, specielt Spanien, Israel, Iran og Jordan. Våbenhjælpen til Grækenland og Tyrkiet er en følge af, at disse lande anses for »Forward Defence Areas«, mens våbenhjælpen til Spanien er forbundet med en såkaldt »Base rights« status i konsekvens af baseaftalen af august 1970. USA indgik ultimo 1971 en flådebaseaftale med Bahrain, og i Marokko opretholder USA visse kommunikationsbaser, dog på et mere uformelt grundlag.
 
Storbritannien har forsvarsforpligtelser over for Cypern og er desuden ansvarlig for forsvaret af Gibraltar. I marts 1972 undertegnedes en ny syvårs aftale med Malta, hvorefter Storbritannien kan udnytte øen som troppe-base for egne og NATO-formål. En venskabstraktat med Bahrain afsluttedes august 1971, og Storbritannien er desuden en vigtig våbenleverandør til Iran, Kuwait, Bahrain, Qatar, Unionen af arabiske Sheikdømmer, Oman og Jordan. Mao-Kina leverer våben til Albanien og Syd-Yemen og har oprettet en venskabstraktat med Nord-Yemen. Frankrig har med Marokko en aftale om uddannelse af militære piloter og er våbenleverandør til en række af regionens lande, især Libyen.
 
Interregionale forsvarsalliancer m.v. mellem arabiske lande.
Algeriet, Bahrain, Ægypten, Irak, Jordan, Kuwait, Libanon, Libyen, Marokko, Oman, Qatar, Saudi-Arabien, Sudan, Syrien, Tunesien, Unionen af afrikanske sheikdømmer og de to Yemen-republikker er alle medlemmer af Den arabiske Liga. Denne organisations underordnede organer omfatter bl.a. »Det arabiske Forsvarsråd« (etableret i 1950) og »Den forenede arabiske Kommando« (fra 1964). Ægypten indgik i 1966 en særlig forsvarsaftale med Syrien. I 1967 blev denne udvidet til også at omfatte Jordan, og senere optoges endvidere Irak. Aftalen indebar bl.a. etablering af et Forsvarsråd og en Enhedskommando.
 
Som følge af opgøret mellem Hussein og de palæstinensiske partisan- styrker i Jordan, hvorunder Syrien som bekendt forsøgte at yde militær støtte til palæstinenserne, blev den såkaldte Eastern Front Command, der omfattede Irak, Jordan, Den Palæstinensiske Befrielseshær og Syrien, ultimo 1971 nedlagt og er nu erstattet af separate syriske og jordanske kommandoorganer. Maj 1968 afsluttedes en særlig forsvarstraktat mellem Irak og Syrien. Den fornyedes i juli 1969. I april 1971 dannedes »Unionen af arabiske Republikker«, bestående af Libyen, Syrien og Ægypten. Den er ramme for etablering af en fælles sik- kerheds- og forsvarspolitik og har til dette formål organiseret et såkaldt Federal Defence Council. Såfremt den fornyligt foreslåede sammenslutning mellem Ægypten og Libyen som planlagt bliver realiseret september 1973, må man nok påregne, at der vil blive truffet foranstaltninger til at reorganisere og sanere de mangfoldige interregionale forsvarsarrangementer.
 
 
Afrika. (ekskl. Sahara).

Multilaterale alliancer.
Organisationen for afrikansk enhed (OAU), som etableredes maj 1963, omfatter alle internationalt anerkendte, selvstændige afrikanske stater bortset fra Sydafrika. Den har under sig en forsvarskommission, som er ansvarlig for det sikkerhedsmæssige samarbejde mellem organisationens medlemmer og for forsvaret af deres uafhængighed og territoriale integritet. Frankrig har med Brazzaville-Congo, den Centralafrikanske Republik og Chad indgået en regional forsvarspagt og Frankrig er også medlem af en 5-magts forsvarsalliance med Dahomey, Elfenbenskysten, Niger og Øvre Volta, bl.a. omfattende et permanent ækvatorialafrikansk forsvarsråd.

Bilaterale traktater m.v.
USA yder væsentlig militær hjælp enten på gave- eller kreditbasis til Ethiopien, Liberia og Zaire og har også indgået forskellige sikkerhedsafta- ler med disse lande. Ethiopien, hvor USA har et stort kommunikationscenter, er - qua sin status som Base Rights Country - berettiget til en udstrakt grad af vederlagsfri militærhjælp. Endnu har Sovjetunionen ikke indgået egentlige forsvarsaftaler med de afrikanske lande. Men Sovjet er i årenes løb blevet en vigtig leverandør af militærhjælp til Guinea, Mali, Mauritanien, Nigeria og Somalia. Mao-Kina har med Brazzaville-Congo afsluttet en militær bistandsaftale og har formentlig også formaliseret en lignende aftale, der også omfatter instruktørvirksomhed, med Tanzania. Storbritannien har forsvarsaftaler med Kenya og Mauritanien og en baseaftale med Sydafrika vedr. udnyttelsen af flådebasen Simonstown.
 
Frankrig har forsvarsaftaler med Cameroon, Gabon, Republikken Malagasy, Mauritanien, Senegal og Togo. Det yder militærteknisk bistand til Cameroon, Gabon, Elfenbenskysten, Malagasy, Den centralafrikanske republik, Chad, Brazzaville-Congo, Dahomey, Mauritanien, Niger, Senegal og Øvre Volta. Specielt med Dahomey, Gabon, Elfenbenskysten, Mauritanien og Niger har Frankrig aftaler om fælles udnyttelse af visse faciliteter.
 
Portugal er direkte impliceret i forsvaret af Angola, Mozambique og Portugisisk Guniea og Spanien har påtaget sig tilsvarende opgaver for så vidt angår Spansk Sahara, Ceuta og Melilla. Alle de nævnte områder opfattes af begge kolonimagter som oversøiske provinser bortset fra Ceuta og Melilla, der har status af integrerede dele af den spanske stat.
 
 
Asien og Australien.

Multilaterale alliancer.
Den kollektive forsvarspagt, SEA TO, som i 1954 dannedes af USA, Australien, Storbritannien, Frankrig, New Zealand, Pakistan, Philippiner- ne og Thailand tager ikke kun sigte på et fælles forsvar i tilfælde af aggression mod et eller flere af de asiatiske medlemmer, men har også påtaget sig en tilsvarende forpligtelse i relation til de såkaldte »protokolstater«, Cambodia, Laos og Sydvietnam. Fra 1955 hhv. 1956 har Cambodia og Laos imidlertid afvist SEATO’s beskyttelse. Traktatområdet omfatter stort set Sydøstasien og den sydvestlige del af Stillehavet syd for den 21. nordlige breddegrad (d.v.s. excl. Hongkong og Singapore). SEA TO har ikke noget integreret kommandoapparat til hvilket medlemmerne kan tildele styrker i krigstid. Pagtens forskellige militære opgaver påregnes løst ved hjælp af styrker under national kommando. Som funktion af tilbagetrækningen fra området øst for Suez ophørte Storbritannien i 1969 med at stille hærstyrker til rådighed i forbindelse med SEATO’s contingency- planlægning. Frankrig har overhovedet ingen styrker afsat til SEATO og allerede før udbruddet af krigen mellem Indien og Pakistan i december 1971 med Bangladesh påfølgende oprettelse som selvstændig stat, havde Pakistan tilkendegivet, at det ville afvikle sit medlemsskab, som formelt derpå er ophørt juli 1972.

At Australien, New Zealand, Philippinerne og Thailand i slutningen af 60’erne sendte troppekontingenter til Sydvietnam kan muligvis opfattes som udtryk for en udvidelse af et SEATO-engagement, der indledningsvis påhvilede USA. Men at også Sydkorea i samme periode sendte tropper til Sydvietnam kan måske snarere føre til at anskue disse landes bistand som et »ASPAC«-anliggende. The Asian and Pacific Council (Aspac), der i 1966 blev dannet af Australien, Japan, Malaysia, New Zealand, Philippinerne, Sydkorea, Sydvietnam, Thailand og Taiwan har nemlig - ved siden af sin primære ikke-militære samarbejdsvirksomhed - også til formål at være et forsvar mod kommunistisk aggression og undergravende virksomhed. 

ANZUS er en tre-magts forsvarsaftale fra 1951 mellem Australien, New Zealand og USA med henblik på fælles imødegåelse af væbnede angreb på medlemslandenes territorier, væbnede styrker, handelsfa rtøj er og fly i Stillehavsområdet. Der er ikke fastsat nogen tidsmæssig grænse for pagtens eksistens.
 
ANZUK, som er en fem-magtsaftale mellem Australien, Malaysia, New Zealand, Singapore og Storbritannien, kan opfattes som en sikkerhedsgaranti for Malaysia og Singapore. Den trådte i kraft november 1971, som afløser for den såkaldte »Anglo-Malaysian Defence Agreement« af 1957. Aftalen forpligter deltagerlandenes regeringer til - i tilfælde af ethvert væbnet angreb på eller trussel mod Malaysia eller Singapore, hvadenten det er organiseret eller støttet udefra - at konsultere hinanden med henblik på at træffe kollektive eller separate modforanstaltninger. Storbritannien, Australien og New Zealand opretholder - som led i aftalen - land- og flådestyrker i Singapore. Derudover er også australske flystyrker stationeret i såvel Malaysia som Singapore.
 
Bilaterale traktater m.v.
Mao-Kina underskrev i 1950 en 30-års aftale om alliance og venskab med Sovjetunionen. Aftalen omfattede gensidige forsvarsforpligtelser, som dog måske ikke længere kan anses for gyldige. Med Nordkorea indgik Mao-Kina i 1961 en gensidig forsvarstraktat i tilslutning til hvilken Kina påtog sig at yde gratis våbenhjælp. Kina har utvivlsomt en veldefineret, skønt uofficiel, forsvarsaftale med Nordviet- nam ved siden af den officielle våbenhjælpsaftale som senest er fornyet medio 1972. I de senere år har kineserne ydet militærhjælp til et’ stadigt stigende antal lande i Asien, Afrika, Mellemøsten og Østeuropa. I den allerseneste tid har navnlig Tanzania og især Pakistan været hovedmodtagere. Med Afghanistan, Burma og Cambodia har Mao-Kina indgået ikke- angrebspagter.
 
USA har bilaterale forsvarstraktater med Japan, Taiwan, Sydkorea og Philippinerne. Der er derudover et antal militæraftaler med en række andre asiatiske lande. Der er en betydelig amerikansk våbenhjælp på gave- eller kreditbasis til Taiwan, Cambodia, Indien, Indonesien, Sydkorea, Laos, Malaysia, Pakistan, Singapore, Thailand og Sydvietnam. Derudover sælger USA våben til mange asiatiske lande, især Australien, Sydkorea og Japan.
 
For at få egentlig våbenhjælp har Cambodia, Sydkorea og Taiwan status af Forward Defence Areas. Som de eneste lande i verden er støtten til Laos, Cambodia, Thailand og Sydvietnam direkte optaget på forsvarsministeriets budget. Med Australien, Japan, Sydkorea og Philippinerne er truffet særlige aftaler om fælles udnyttelse af visse militære faciliteter. På Guam er der en amerikansk hovedbase og efter en overenskomst med Storbritannien i 1971 har amerikanerne påbegyndt opførelsen af en ny kommunikationssta- tion på Diego Garcia, der indgår i 0-gruppen Chagos i Det Indiske Ocean. Sovjetunionen har venskabs-, samarbejds- og bistandstraktater med Indien, Bangla Desh, Mongoliet og Nordkorea. Der er truffet aftaler om militærhjælp med Ceylon (der nu hedder Sri Lanka) og Nordvietnam. Derudover modtager Nepal og Afghanistan betydelig sovjetisk militærhjælp.
 
 
Latinamerika.

Kontinentale og multilaterale forsvarstraktater m.v.
I foråret 1945 undertegnede Argentina, Bolivia, Brasilien, Chile, Colombia, Costa Rica, Cuba, den Dominikanske Republik, Ecuador, Guatemala, Haiti, Honduras, Mexico, Nicaragua, Panama, Paraguay, Peru, USA, Uruguay og Venezuela den såkaldte Act of Chapultepec. Ifølge dokumentet skulle ethvert angreb på et af medlemmerne opfattes som et angreb på dem alle, hvilket tillod kollektiv brug af væbnet magt med henblik på at forebygge eller afvise sådanne aggressioner. I efteråret 1947 dannede de samme lande med undtagelse af Ecuador og Nicaragua den såkaldte Rio-pagt. Denne traktat - som Cuba forlod i 1960 - forpligtede signatarmagterne til fredelig bilæggelse af indbyrdes uoverensstemmelser og foreskrev derudover kollektivt selvforsvar overfor angreb udefra på et hvilken som helst af medlemslandene.

Mest kendt er formentlig OAS, Organisationen af Amerikanske Stater, der dannedes i 1948 af samtlige Chapultepec-dokumentets signatarer plus El Salvador samt øerne Jamica, Barbados, Trinidad og Tobago (hvoraf de 3 sidstnævnte dog først tilkom i 1967). I organisationens charter indgår bl.a. Rio-pagtens deklarationer om fredelig bilæggelse af indbyrdes uoverensstemmelse og kollektiv handling i tilfælde af angreb udefra. I januar 1962 kundgjorde organisationens udenrigsministre Cubas eksklusion.

USA er derudover medlem af to andre forsvarspagter, nemlig for det første »The Act of Havana«, der i 1940 blev underskrevet af samtlige daværende 21 amerikanske stater og som udover sit rent interamerikanske kollektive samarbejdssigte også skulle være et værn mod ikke-amerikan- ske staters evt forsøg på at bemægtige sig herredømmet over de kolonier eller andre besiddelser, som på daværende tidspunkt tilhørte europæiske lande. Den anden forsvarspagt, som er en pendant til den førstnævnte, stammer også fra 1940. Den kaldes »Havana Konventionen« og blev indgået mellem de samme stater med undtagelse af Bolivia, Chile, Cuba og Uruguay.

Andre forsvarsmæssige arrangementer.
Medio 1965 undertegnede El Salvador, Guatemala, Honduras og Nicaragua en aftale om at danne en militær blok med henblik på fælles modstand mod mulige kommunistiske aggressioner. USA har bilaterale militære bistandsaftaler med Argentina, Bolivia, Brasilien, Chile, Colombia, Den dominikanske Republik, Ecuador, El Salvador, Guatemala, Honduras, Mexico, Nicaragua, Panama, Paraguay, Peru, Uruguay og Venezuela. USA har også en bilateral aftale med Cuba (indgået i 1934) vedrørende jurisdiktion og militær kontrol over Guan- tanamo-bugten. I 1960 kundgjorde USA, at denne aftale kun kunne ændres eller ophøre såfremt begge stater var enige derom, og at USA selv ikke havde til hensigt at ændre aftalen. Sovjetunionen har ingen officielle militærtraktater med latinamerikanske lande, men Sovjet har i de senere år været en vigtig våbenleverandør for Cuba. Storbritannien har ansvar for forsvaret af Britisk Honduras. Frankrig og Holland har tilsvarende status for så vidt angår fransk Guiana henholdsvis Surinam (hollandsk Guiana). Endelig kan nævnes, at 22 latinamerikanske stater primo 1967 har indgået en traktat om forbud mod atomvåbenspredning i Latinamerika, den såkaldte Tlatelolco-traktat. Den er ratificeret af 19 af underskriverne, og der er dannet et kontrolorgan til sikring af aftalens overholdelse.

 
Kilder:
Military Balance 1972-73, Problemer omkring dansk Sikkerhedspolitik (»Seidenfaden- rapporten«) og An Atlas of World Affairs (6. udg. 1970).
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
PDF iconmilitaert_tidskrift_102_aargang_jan.pdf
 
 

Litteraturliste

Del: