Sikkerhed og udvikling - En anmeldelse

Den myreflittige Jan Øberg har offentliggjort endnu en bog om sikkerhed og udvikling (*Jan Øberg: At udvikle sikkerhed og sikre udvikling. Forlaget Vindrose. København 1983. ). Det er en righoldig bog fuld af ideer, indfald, teorier og spændende provokationer. Øberg er ikke blot ude efter den etablerede tankegang i den industrialiserede verden. Den karakteriserer han gennem den kinesiske ekspert på vesten, Yen Fu, som omkring 1. verdenskrig sammenfattede tre århundreder af vestlige fremskridt således: »at være selviske, at dræbe andre, at miste integriteten og evnen til at skamme sig«. Han er også ude efter fredsbevægelsernes snæverhed; Fredsbevægelsen opnår - ved kun at prædike nedrustning - og ved at kræve, at de besparede midler ved nedrustning skal overføres til udviklingsbistand - at blokere vejen for egentlig selvkritik og nytænkning. For, siger Øberg: nedrustningsforhandlingeme leder hverken til færre eller mindre bestialske våben eller til fréd. Tværtimod er nedrustningsforhandlingeme en del iaf oprustningen. Og - råbet om våbenmilliarder til mad bidrager kun til at cementere ideen om en ny økonomisk verdensorden, som i Øbergs øjne i sidste instans er negativ, fordi den er formuleret på vestens præmisser.
 
Og hvad er så vesten? Vesten er for Øberg både øst- og vestblokken, både den kristne og den islamiske kultur med visse udløbere til den tredie verden, særlig Mellem- og Sydamerika. Over for dette vesten - Occidenten - står orienten, den hinduistiske, buddistiske og kinesiske kultur, f.eks. taoismen. Her har vi de virkelige modsætninger: occidenten mod orienten. Og occidenten er på vej nedad i civilisatorisk perspektiv. Øberg har et håb om, at i-lands - altså occidentens kultur - præget af atomvåbenpolitik, globalt dominanssystem, materialisme, dominans overnaturen, udbytning, mandens dominans over kvinden, kristne værdier, eliter og masser - kan blive afløst af en organisk, mere indadvendt, selvbærende buddistisk og taoistisk civilisation. Det kunne måske ændre verden, det kunne måske ændre det globale system. Men - som orientens politiske virkelighed ser ud i øjeblikket, vil der nok være mange, som vil have svært ved at se det store alternativ i den orientalske civilisation.
 
Men der er inspiration at hente. Øberg henter den bl.a. hos Gandhi - hvis ord om fred han gør til sine: »Der er ingen vej til fred: Fred er vejen!« Og det er nok på denne front, at Øbergs store fortjeneste ligger i denne bog. For den er en bog om fred. Fred forstået som et meget vidt begreb. Fred er ikke blot fravær af krig. Fred er langt mere end nedrustning. Fred er ikke blot det, at blive gode mod hinanden. Fred - siger Øberg, forudsætter radikale forandringer af såvel mentale som samfundsmæssige strukturer. Han definerer fred på denne måde: Fred er den permanente sociale proces, der har til formål at udvikle sikkerhed og sikre udvikling for det hele menneske og alle mennesker med udgangspunkt i en behovsmodel. Her er han i stor overensstemmelse med sin læremester, fredsforskeren Johan Galtung. Galtung fastslog for år tilbage, at fredsforskning nu måtte være videnskaben om menneskets fuldbyrdelse. Der måtte ikke være nogen forskel mellem menneskets kropslige og mentale status - og dets potentielle status. Dvs. man skal - uden nogen form for undertrykkelse - kunne realisere sig selv socialt og menneskeligt. Så er der fred i verden. Med denne opfattelse er der et langt stykke vej til dagens fredsbevægelser, hvis fælles mål primært er fravær af atomkrig og atomkrigstrussel i vor del af verden.
 
Men Øberg viser vej ud af uføret. Dels ved en teori, som er baseret på en bred opfattelse af militarismebegrebet og den brede fredsopfattelse - og dels ved en strategi, som siger noget om, hvordan fred er vejen. Teorien er også hentet fra Galtung. Det er ideen om isomorfi - dvs. den formmæssige lighed, der kan være mellem to strukturelle enheder - f.eks. mellem et landskab og et kort. Det, Øberg vil bruge isomorfibegrebet til, er at vise parallellen mellem det civile og det militaere samfund. For at tage et eksempel: På det medicinske område findes der et lægeligt monopol - et slags læge-industrielt komplex, der også gør syge mennesker til klienter, som suverænt definerer, hvad der er sundhed, og hvad der sygdom, og som har monopol på at anvise behandlingsmetoder. Disse metoder betyder oftest mere medicin på samme måde som militæret som oftest foreslår flere våben. Der gennemføres også operationer - medicinske som militære. I begge tilfælde, siger Øberg, ev forebyggelsen underprioriteret i forhold til monumentale, omkostningskrævende, elitære, upersonlige og teknokratiske behandlingsmetoder.
I begge tilfælde ses også stærke bånd mellem professionelle faginteresser, industrien, forskning og statslige bureaukratier.
 
Løsningen på problemerne - de sundhedsmæssige og de militært- sikkerhedsmæssige - er i bogstaveligste forstand at stoppe medicineringen og satse på det sunde liv og det fredelige samfund. Problemet er bl.a. teknologien. Øberg hævder, at der er isomorfi mellem produktivkræfter og destruktivkræfter. Mennesket forsvinder i de teknologiske systemer. Man går f.eks. væk fra ideen om at bevæbne mænd til ideen om, at bemande våbensystemer. Øberg plæderer ikke for, at løsningen er, at man nødvendigvis skal tilbage til at bevæbne mænd. Men han fastslår, at den militære sfære som helhed har fravristet befolkningerne og den enkelte retten til at definere, hvad sikkerhed er - og midlerne til at opnå den.
 
Det er det, som er Øbergs ærinde. Menneskets ret til at definere sin sikkerhed. Han mener, at det militære monopol udsuger samfundets selv- forsvarsevne. Målet er at blive mindre sårbar - at bære og forsvare sig selv. Øbergs militarisme-tolkning og isomorfi-metode er ikke ny. Men Øberg anskueliggør den, problematiserer den og udvider den. Der er dristige tankekonstruktioner og spændende paralleller. Der er gjort et alvorligt forsøg på at placere sikkerhed og fred i en samfundsmæssig og menneskelig sammenhæng. Men ved sin konstruktion overser Øberg de statslige enheders fortsatte centrale placering i det internationale samfund - uanset nok så megen transnationalisme og interdependens. Han er nok for rigoristisk ved at se den store modsætning mellem idegrundlaget for på den ene side de nu eksisterende dominerende vilkår i verden politisk, økonomisk og socialt, og på den anden nogle vage ideer om en oriental- civilisatorisk utopi.. Det må dog tilføjes, at Øberg følger Gandhi - ved at vise, at fred er vejen. Øberg giver praktiske anvisninger for fredsbevægelserne. Fredsbevægelserne skal være selvbærende, transnationale, parallelle, baseret på økonomisk mobilisering. Han advarer kraftigt mod opskruede forventninger og forenklede verdensbilleder. Måske tegner han selv et forenklet verdensbillede.
 
Men han formår i denne bog - som ingenlunde er let læst - den er til tider tung videnskabelig - til tider provokatorisk forenklet - at vise en vigtig tolkning af sikkerhedsproblemet, på nogen måder overbevisende - på andre selvmodsigende - nemlig den som siger, at oprustningen er en livspraksis, en central del af samfundsudviklingen, en vital del af industricivilisationen. Der er efter Øbergs mening ingen vej udenom: Den vestlige og østlige industricivilisation skal væk. Det er der kommet en tænksom bog ud af, som ikke nødvendigvis vil give Øberg flere procelytter. Dertil kræver den for meget af verden og af læseren.  
 
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
 
 
 

Del: