SHIRBRIG – en status

Danmark indtager i disse år en af de eftertragtede pladser i FN's sikkerhedsråd. Danmarks medlemskab af Sikkerhedsrådet ligger i naturlig forlængelse af Danmarks placering, profil og bidrag til internationalt samarbejde. Som medlem af Sikkerhedsrådet får Danmark mulighed for medindflydelse på Sikkerhedsrådets ofte afgørende beslutninger i spørgsmål af betydning for fred og sikkerhed i verden. En plads i Sikkerhedsrådet er således en betydningsfuld og ansvarsfuld opgave, som forpligter i forbindelse med FN's aktiviteter.

Foto: Forsvaret.dk

Dette gælder også inden for det forsvarspolitiske område. For desværre er FN dagligt tvunget til at forholde sig til konflikter rundt omkring i verden, hvor tilstedeværelsen af fredsbevarende styrker er en nødvendighed for at adskille stridende parter og undgå humanitære overgreb. I denne forbindelse har der særligt efter FN's erfaringer i Rwanda og det tidligere Jugoslavien været debat om, hvordan FN bedst muligt kan løse disse opgaver.

Set fra min stol er SHIRBRIG, som på mandat fra FN’s sikkerhedsråd hurtigt kan indsættes i fredsbevarende og humanitære operationer et væsentligt bidrag til denne debat. Danmark har fra starten for snart 10 år siden har været særdeles aktiv i forbindelse med oprettelsen og udviklingen af FN’s stående brigade på højt beredskab. Tilsvarende har anvendelsen af SHIRBRIG nydt stor opbakning såvel nationalt som internationalt. Herhjemme har dette tydeligt vist sig i forbindelse med udsendelsen af danske SHIRBRIG bidrag til henholdsvis Etiopien/Eritrea i 2000 og Sudan i 2005. I sidstnævnte tilfælde var det endda et enstemmigt Folketing, der stod bag udsendelsen. Og internationalt er anvendelsen af SHIRBRIG et symbol på et praktisk og konkret samarbejde med henblik på hurtigt at kunne efterkomme Sikkerhedsrådets beslutninger.

Danmarks forbehold overfor deltagelse i militære EU operationer betyder endvidere, at vi må lægge ekstra vægt på vores indsats i andre fora som FN og NATO. Udover Danmarks store bidrag til NATO's operationer i Afghanistan, Kosovo og Irak er FN i almindelighed og SHIRBRIG i særdeleshed af endog meget stor betydning for, at Danmark fortsat kan være en aktiv medspiller, når det internationale samfund overvejer at reagere med militære bidrag på konflikter.

Dette betyder dog ikke, at SHIRBRIG er perfekt. For der er mange muligheder for at udvikle SHIRBRIG. Jeg finder det derfor vigtigt, at der kontinuerligt sker en videreudvikling af de koncepter, der ligger bag SHIRBRIG. Vi må se på, hvordan vi fortsat kan fastholde enheden som et attraktivt aktiv for Sikkerhedsrådet. I denne forbindelse er der efter min opfattelse særligt fire områder, som der fremadrettet bør arbejdes med:

·         Nedtoning af brigaderollen,

·         tilpasning af styrkeregistret,

·         etablering af koordinationsgruppe på militært niveau og

·         deltagelse i kapacitetsopbygning i Afrika

 

Nedtoning af brigaderollen

For det første bør vi se på, hvorvidt det stadig er hensigtsmæssigt, at SHIRBRIG fokuserer på brigaderollen. Ved oprettelsen af SHIRBRIG i 1996 var der en forventning om, at det ville være muligt at udsende SHIRBRIG som en samlet brigade. Denne forventning skal nok ses som et resultat af begivenhederne i Rwanda og det tidligere Jugoslavien, hvor FN i manges øjne fremstod som værende handlingssvage på grund af blandt andet mangel på slagkraftige militære enheder. Men situationen i verden har ændret sig siden midten af 90'erne. Erfaringerne fra SHIRBRIG's første udsendelser har vist, at der har været et behov for udsendelse af SHIRBRIG's kapaciteter i andre konfigurationer end brigaderollen.

Da der skulle indsættes en fredsbevarende styrke i Etiopien og Eritrea deltog SHIRBRIG således med stab, det danske stabskompagni samt en infanteribataljon. Et andet eksempel sås i forbindelse med oprettelsen af FN's mission i Liberia, hvor SHIRBRIG deltog med ca. 20 stabsofficerer til støtte for etableringen af hovedkvarteret. Og slutteligt deltager SHIRBRIG p.t. med stab og stabskompagni til UNMIS i Sudan; et engagement hvortil Danmark bidrager med 45 soldater.

Som det sikkert vil være læserne bekendt, ligger disse udsendelser milevidt fra den oprindeligt påtænkte udsendelse af en brigade på flere tusinde soldater. Og vi må nok erkende, at sandsynligheden for, at SHIRBRIG vil blive sendt ud som samlet brigade ikke er stor. Konkret skyldes denne erkendelse, at det har ikke været uden problemer at få nationerne, der deltager i  SHIRBRIG til at stille styrker til rådighed for FN. Styrkegenereringerne i forbindelse med missionerne i Etiopien/Eritrea og Sudan har vist, at det ikke er let at tilvejebringe blot mindre enheder som for eksempel et stabskompagni. Det er derfor vigtigt, at vi bruger denne erkendelse i videreudviklingen af SHIRBRIG, således at der i fremtiden kommer bedre overensstemmelse mellem de aktuelle muligheder for at bidrage til FN's operationer og FN's reelle behov.

I SHIRBRIG Action Plan fra 2004 fremgår det da også, at SHIRBRIG fleksibelt bør kunne tilpasses den konkrete mission og således udsendes i forskellige konfigurationer. Udover brigaderollen nævnes blandt andet muligheden for at udsende SHIRBRIG som en del af en FN observatør mission, som kerne i et hovedkvarter (som i Sudan) og om planlægningsstøtte til FN (som i Liberia).

Som tidligere nævnt er det efter min opfattelse mere sandsynligt, at SHIRBRIG vil deltage i sådanne fremtidige udsendelser, end at styrken vil blive udsendt som en egentlig brigade. Det bør vi tage konsekvensen af og fremadrettet fokusere på de mere sandsynlige opgaver, som SHIRBRIG vil blive pålagt af medlemslandene. Dette leder hen til det andet område, som der fremadrettet bør arbejdes med; nemlig opdatering af SHIRBRIG styrkeregister.

 

Opdatering af SHIRBRIG styrkeregister

Styrkeregistret er i dag dimensioneret til at kunne understøtte en udsendelse af SHIRBRIG i brigaderollen. Det betyder, at en stor del af de tilmeldte enheder er infanteribataljoner. Men selvom infanterienheder selvfølgelig er af meget stor betydning i de enkelte operationer og rummer mulighed for en vis fleksibilitet, er det efter min opfattelse ikke denne type enheder, som FN mangler eller har behov for i forbindelse med etablering af nye fredsstøttende operationer. Behovet for infanterienheder er så rigeligt dækket uden indtænkning af SHIRBRIG koncept eller strukturer.  Lande som Pakistan, Bangladesh og Indien bidrager således med mange tusinde infanterister til FN's forskellige operationer.

Derimod ser jeg et stort behov for mere specialiserede enheder. Enheder, der blandt andet kan sikre, at missionshovedkvarteret hurtigt kan oprettes, således at den egentlige opgaveløsning kan påbegyndes. Disse enheder - såkaldte ”enabling units” - omfatter bl.a. føringsstøtteenheder som f.eks. det danske stabskompagni. Disse enheder skal sikre hurtig planlægning og gennemførelse af deployeringen af de mange soldater – for eksempel infanterienheder – der ofte deltager i FN-missionerne. Afhængig af missionstypen kunne det alternativt være et mindre antal stabsofficerer, som bistår med planlægningsarbejdet i et hovedkvarter, som vi for eksempel så det i Liberia

Men 'enabling units' kan også være logistiske enheder, idet erfaringerne fra blandt andet Sudan har vist, at dårlig infrastruktur medfører store udfordringer for logistikken, hvilket bl.a. har medført forsinkelser i deployeringen af styrkerne. Der kan også være behov for enheder, der hurtigt kan etablere sikkert virkende forbindelser mellem hovedkvarteret og de underliggende enheder, hvilket er vigtigt for at tilsikre en hurtig og gnidningsfri deployering og indsættelse. Herudover er ingeniørenheder, der kan etablere lejre, udbygge infrastruktur og gennemføre minerydning ofte også en efterspurgt kapacitet.

Det er i den forbindelse nødvendigt at tage diskussionen om multinationalitet i de opstillede enheder som følge af de reelle muligheder for styrkebidrag. Jeg er klar over, at multinationalitet under bataljonsniveauet ud fra et rent militærfagligt synspunkt generelt set ikke er hensigtsmæssigt. Men erfaringen har vist, at det desværre ikke altid er muligt for de bidragsydende nationer at stille større nationale bidrag til rådighed for SHIRBRIG og FN. Det kan betyde, at man kan blive tvunget til at have multinationale enheder under bataljonsniveauet. Dette så vi for eksempel i forbindelse med etableringen af hovedkvarterskompagniet til Sudan, hvor SHIRBRIG-nationerne ønskede at stille mindre bidrag, hvorfor dette kompagni blev sammensat af bidrag fra flere nationer. Det kan ses som et eksempel på, at der kan være situationer, hvor den politiske virkelighed kan diktere løsninger, der fra en snæver militær betragtning, kan virke mindre optimale. Men nogle gange kan den optimale militære løsning af forskellige årsager ikke lade sig gøre. I disse situationer må man derfor ty til den militært set 'næstbedste' løsning for at sikre, at opgaverne trods alt kan blive løst! Kun herved undgår man, at det bedste bliver det godes fjende.

Man må i den forbindelse også overveje, hvorvidt muligheden for multinationalitet kan variere afhængig af, hvilken type enhed der er på tale. Jeg vil dog gerne understrege, at det i denne forbindelse selvfølgelig er vigtigt, at ulemperne ved multinationalitet på lavere niveauer imødegås bedst muligt. Dette kan for eksempel gøres ved, at disse enheder i forvejen opstilles i styrkeregisteret, og at der i den forbindelse etableres de nødvendige aftaler mellem de samarbejdende nationer.

 

Etablering af en koordinationsgruppe på militært niveau

Forberedelserne i forbindelse med SHIRBRIG's deltagelse i missionen i Sudan demonstrerede, at det er muligt at forbedre den eksisterende styrkegenereringsproces. Det var således først i sidste øjeblik, at det nødvendige antal soldater blev tilvejebragt fra medlemslandene.

Et af SHIRBRIG største aktiver er den permanente multinationale stab, der til dagligt arbejder sammen, og det forholdsvis høje beredskab. Det er derfor vigtigt, at dette aktiv ikke forspildes ved, at medlemslandene ikke hurtigt og effektivt kan levere det relevante og efterspurgte bidrag til FN.

Dette stiller også krav om en strømlinet beslutningsproces i SHIRBRIG Styringskomité, hvori mange af de vigtigste beslutninger træffes. For det nytter ikke at råde over specialiserede og veluddannede enheder på højt beredskab, hvis man af forskellige årsager ikke har tilstrækkelige oplysninger til at kunne træffe hurtige beslutninger om udsendelsen af disse.

Det er derfor nødvendigt at se på måden, hvorpå der gennemføres styrkegenerering i forbindelse med forberedelserne til en SHIRBRIG deployering. Erfaringerne fra Etiopien/Eritrea i år 2000 og senest Sudan i år har åbenbaret et behov for at forbedre denne proces.

En idé kunne her være, at der i forbindelse med en kommende SHIRBRIG deployering etableres en koordinationsgruppe på militært niveau. Denne koordinationsgruppe kunne gennemføre den indledende styrkegenerering på baggrund af FN's anmodning og direktiver fra respektive hovedstæder. Samtidigt kunne den koordinere de praktiske forhold med DPKO. Dette ville kunne sikre, at alle landene arbejder ud fra samme udmeldinger fra FN, og dermed ville det være lettere at identificere og eliminere misforståelser mellem landene og FN.

Hermed tilsikrer vi en konsolideret militærfaglig vurdering af opgaven, idet denne efterfølgende vil kunne bruges som grundlag for de politiske beslutninger i de forskellige SHIRBRIG-landes regeringer og parlamenter. Jeg kan her ikke lade være med at tænke på, at der for eksempel i NATO er gennemprøvede procedurer for styrkegenerering. Og spørgsmålet er, om disse ikke med fordel kunne anvendes i SHIRBRIG, hvoraf en stor del af nationerne i øvrigt er NATO-medlemmer.

 

Kapacitetsopbygning i Afrika

Det sidste område handler – i modsætning til de tre første – ikke, om hvordan vi kan indsætte SHIRBRIG i FN operationer. Det drejer sig derimod om, hvordan vi kan anvende SHIRBRIG som model til systemeksport og dermedundgå at skulle bruge SHIRBRIG i operationer!

Langt de største af FN's fredsstøttende operationer finder sted i Afrika. Og der er al mulig grund til at tro, at Afrika fortsat vil være et område, hvor der vil være behov for fredsstøttende operationer til at bilægge såvel inter- som intrastatslige konflikter. Derfor vedtog SHIRBRIG Styrekomité i 2004, at SHIRBRIG skulle kunne yde assistance til kapacitetsopbygning ved de regionale og subregionale sikkerhedsorganisationer i Afrika.

Formålet hermed er klart: SHIRBRIG skal støtte de afrikanske organisationers evner til selv at kunne håndtere konflikter på kontinentet. For konflikterne i Afrika kan i sidste instans kun løses ved aktiv deltagelse af de afrikanske lande. Vi har for eksempel set, hvordan den Afrikanske Union har engageret sig aktivt i krisen i Darfur provinsen i Sudan; en involvering, der bliver støttet af såvel EU som NATO. Det er i denne forbindelse vigtigt, at der fra alle sider bakkes op om den indsats, som de regionale organisationer yder.

Her er det meget interessant at se, at Den Afrikanske Union har valgt at anvende SHIRBRIG-modellen, som fundament for det videre arbejde, hvor der blandt andet opstilles en række brigader i rammerne af de subregionale organisationer, som for eksempel ECOWAS og SADC. For konceptet kan rumme en række fordele for de afrikanske lande. Det multinationale samarbejde betyder, at det bliver muligt for flere mindre lande at gå sammen og bidrage effektivt til fredsstøttende operationer, som ellers ikke ville være mulige at gennemføre. Samtidig kan multinationaliteten give en større legitimitet i modsætning til operationer, hvor kun et enkelt land er involveret, idet der er mindre risiko for, at den intervenerende styrke ses som en part i konflikten.

Endvidere ser jeg valget som en anerkendelse af det arbejde, som blandt andet Danmark har lavet i forbindelse med etableringen af SHIRBRIG. SHIRBRIG kan her støtte med instruktører, stabsofficerer eller særlige trænings-teams, som kan hjælpe med at videregive nogle af de gode erfaringer, der er indhøstet gennem de sidste snart 10 år.

 

Afrunding

Som afrunding på denne artikel vil jeg gerne understrege den politiske værdi af SHIRBRIG. For jeg kan sådan set godt forstå, hvis for eksempel unge officerer bliver frustrerede af komplicerede og tilsyneladende bureaukratiske processer med involvering af mange aktører i forbindelse med forberedelserne til en udsendelse af SHIRBRIG. Særligt hvis man er vant til de mere fasttømrede og strømlinede procedurer fra vores deltagelse i NATO-operationer. Man må dog i den forbindelse ikke glemme betydningen af en bred politisk opbakning – både nationalt og internationalt – ved etablering af nye FN-missioner. Her har SHIRBRIG en kapacitet, som er efterspurgt, og derfor skal vi bruge vores erfaringer til at gøre SHIRBRIG endnu bedre egnet til at dække denne efterspørgsel.

FN er – og vil fortsat være – en helt central sikkerhedspolitisk aktør, som vil have en afgørende placering i dansk sikkerhedspolitik og som vi skal støtte aktivt på alle niveauer. Det gør vi aktivt igennem vores plads i Sikkerhedsrådet; og vi skal fortsat gøre det gennem SHIRBRIG.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_134.aargang_nr.3_2005.pdf

Litteraturliste

Del: