Shattered Sword. The Untold Story of the Battle of Midway

“Shattered Sword. The Untold Story of the Battle of Midway” af Jonathan Parshall & Anhony Tully. Udgivat af Potomac Books, Washington, D.C. 2005 (Paperback 2008). 568 sider. Pris: Paperback  £14,70 fra Amacon.co.uk.

 

Foto: goodreads.com

Jeg troede tidligere, at jeg havde forstået, hvad der skete og hvorfor, først og fremmest efter at havde læst Walter Lord’s ”Incredible Victory” fra 1968 og Gordon W. Prange’s ”Miracle at Midway” fra 1982. Men noget tilsvarende havde også været med hensyn til Jyllandslaget. I det tilfælde var det Andrew Gordon, der i 1996 med ”The Rules of the Game. Jutland and British NavalCommand” tilførte så mange nye elementer af indsigt, at jeg, som andre, måtte justere en opfattelse af slaget, der først og fremmest var bygget på Arthur Marder’s da næsten tyve år gamle rekonstruktion.

Denne bogs to forfattere kunne bygge oven på John B. Lundstrom’s analyser af luftkrigen over Stillehavet, der blev indledt med udgivelsen af ”The First Team: Pacific Naval Air Combat from Pearl Harbor to Midway” i 1985. Lundstrom har kvitteret ved at skrive forordet til bogen.

Derudover har de haft et solidt fundament i David C. Evans og Mark R. Peatties monumentale studie ”Kaigun. Strategy, Tactics and Technology in the Imperial Japanese Navy 1887-1941” fra 1997 og Peattie’s “Sunburst. The Rise of Japanese Naval Air Power, 1909-1941” fra 2001. Disse værker gør helt entydigt klart, at den japanske flåde ikke var et spejlbillede af den amerikanske eller britiske. Det var tale om andre ideer, et andet verdenssyn i samfundets elite og i officerskorpset, en anden måde at bygge og anvende skibe og fly. Denne viden har der ikke i så høj grad været taget højde for i de tidligere beskrivelser af slaget.

Parshall og Tully demonstrerer, at man ikke kan forstå og forklare krigshistoriske begivenheder uden at skaffe sig en solid viden om både tekniske detaljer og om, hvordan de behandlede militære organisationer og deres ledende personligheder tænkte, spillede sammen og opererede. Kun på dette altomfattende grundlag er der en basis for at gennemføre en sober analyse og beskrive forløbets logik med en så overlegen klarhed, at den almindelige læser kan følge med.

Bogen ser primært slaget fra japansk side. Man følger den magtkamp imellem flådeledelsen og den operative flådechef, Yamamoto, der dominerer og manipulerer forberedelserne. Japanerne var fra top til bund så sikre på sejr, at det blev denne magtkamp, der dominerede udviklingen af en overkompliceret og meget lidt fokuseret plan, der aldrig blev testet professionelt i kritiske krigsspil. Man undervurderer totalt amerikanerne og behovet for grundig opklaring på trods af den lærestreg, man lige har fået i Koralhavet.

Bogen følger derefter forløbet under angrebene, forsøgene på at få brandene under kontrol og holde hangarskibene sejlende, og de følger de overlevende på de brændende skibe i timerne, før de bliver sænket af deres egne eskorterende destroyere – efter at kejserens portræt var blevet reddet. Sænkningen med torpedoer var så skamfuld, at disse destroyeres skibsjournaler må forfalskes. Derefter fulgte angrebene på de tunge krydsere og sænkningen af MIKUMA og hjemkomsten til Japan med indsatsen for at skjule det skamfulde nederlag for offentligheden.

Det lykkes de to forfattere på overbevisende måde at afvise mange tidligere opfattelser om Midway som myter. Jeg vil ikke her forsøge at gengive disse myter og bogens argumentation. ”The Naval Review” vurderede bogen som den bedste marinehistoriske bog i 2005. Det har jeg ikke grund til at anfægte.

 I den afsluttende analyse af årsagerne til nederlaget anvender forfatterne kriterierne fra Eliot Cohens og John Goochs lille perle ”Military Misfortunes: The Anatomy of Failure in War” fra 1990. En militær organisation kan for det første lide nederlag på grund af manglende evne til at lære korrekt af historien, for det andet kan det gå galt på grund af en svigtende evne til at erkende rammerne for de fremtidige handlinger samt for det tredje kan ulykkerne ramme organisationen på grund af dens utilstrækkelige evne til at tilpasse sin optræden på kamppladsen til den faktiske situation. Det er normalt muligt at kompensere for mangler på ét af de tre områder, men hvis der er svagheder på alle tre felter, vil nederlaget blive katastrofalt og uopretteligt. Det var, som den anmeldte bog klart viser, tilfældet for den japanske flåde ved Midway. Man kan om et nyere eksempel sige, at den amerikanske hær nok slipper nogenlunde helskindet ud af Irak på grund af en sent realiseret, men tilstrækkelig styrke på det tredje felt på trods af alvorlige svagheder på de to første.

Jeg kan på den anden side kun komme i tanker om to andre slaghistoriske bøger fra de sidste godt ti år, der så klart kombinerer grundig ny forskning med klar analyse og letlæselig stil. Den ene er Andrew Gordons allerede nævnte analyse af Jyllandslaget, den anden Karl-Heinz Frieser’s ”Blitzkrieg-Legende. Der Westfeldzug 1940” fra 1996.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

 

Del: