Schweizisk forsvarspolitik

En anmeldelse.
Et offentligt værk i bogform om de schweiziske forsvarsordninger fra 1815 til og med den nugældende ordning (af 1966) er, hvad den nu pensionerede schweiziske officer Alfred Ernst har ladet udgive i 1971.(*Alfred Ernst: Die Konzeption der schweizerischen Landesverteidigung 1815 bis 1966. Verlag Huber, Frauenfeld und Stuttgart 1971, 480 sider.) Man spørger uvilkårligt »Hvem er han?« og »Hvorfor har han udgivet bogen?«. Alfred Ernst er en af de militære fædre til forsvarsordningen af 1966 og også en af dens kritikere, således at forstå, at han fortsat ser det som sin opgave som militær sagkyndig at holde såvel befolkning, politikere som forsvarsledelse til ilden, for at de idéer, der ligger til grund for 1966-ord- ningen, kan blive fulgt op og udnyttet. Han var indtil sin afsked for få år siden »Oberstkorpskommandant« og chef for 2. schweiziske Feldarmeekorps. Forud herfor var han chef for 8. Felddivision. Han hørte til blandt de relativt få schweiziske linieofficerer, idet han startede sin karriere som sådan i 1939. Han er æresdocent ved Basels universitet og æresprofessor ved Berns universitet, begge steder i krigshistorie og militærvidenskab. Når han nu med et grundigt militært-politisk-historisk værk går i brechen for den gældende forsvarsordning, skyldes det, dels at han gør front mod dem, der anser et militært forsvar af Schweiz for meningsløst i dag, dels at han ønsker at advare dem, der allerede anser tiden moden til en ny forsvarsordning, hvor »målet skal bringes i overensstemmelse med midlerne«.
 
Bogen er opdelt i fire dele, af hvilke den første omfatter ca. 1/3 af stoffet og giver den historiske udvikling fra 1815 til 1945. Grundigt gennemgår forfatteren her det schweiziske forsvars udvikling fra folkehærens (det vi i dag kalder værnepligtens) opståen efter Napoleons fald i 1815, gennem de to verdenskrige og tiden imellem dem frem til 1945. I hele denne periode var der i Schweiz ingen principiel uenighed om forsvaret. Vel diskuterede man, men det var især organisation, udrustning og kampformer og selvfølgelig undgik man ikke i 1918 og årene umiddelbart derefter at mærke påvirkningerne af den nedrustningsbølge, der fulgte efter 1. verdenskrig. Interessant er det at læse, at schweizerne seriøst i tiden frem til 1933 bl.a. diskuterede en »maskingeværarmé«, altså et udelukkende »let« landforsvar. Forfatteren mener, at når det efter 1. verdenskrig ikke kom til de helt store meningsudvekslinger om forsvaret, var det, fordi man egentlig ikke erkendte, at der på grund af udviklingen allerede på det tidspunkt kunne stilles alternativer op for fremtidens samlede forsvar af landet. Man tænkte fortsat i de baner, der var udstukket op til 1914, og hvor ganske naturligt Napoleons, ærkehertug Karls, Clausewitz’s og Moltkes lære indtog en fremtrædende plads også i studierne af et lille lands forsvar. De største meningsforskelle i den periode skyldtes - i noget forenklet form - den opfattelse, som en fløj af yngre officerer, der var påvirket af tidens liberale og senere radikale politikere, havde, og som vel bedst kan sammenlignes med det danske fænomen »Ånden fra 1848«, i modsætning til erfarne ældre officerer, der besad krigserfaring fra udenlandstjeneste, og som derfor så nok så jordbundent på, hvad der militært krævedes til et forsvar af Schweiz. Med 1933 ophørte talen om nedrustning i Schweiz, og i 1937 erkendte man, at den dagældende forsvarsordning, baseret som den var på de i Europa alment gældende militære doktriner, ikke ville tilgodese den situation, der skulle opstå få år senere med Tysklands besættelse af det meste af Europa. Den daværende schweiziske øverstkommanderende, general Guisan, besluttede derfor i 1939 at fravige forsvarsordningens strategiske og i nogen grad også taktiske forudsætninger og lod planlægge ud fra landets særlige politiske status som neutral magt med en militærgeografi, der havde sine helt specielle præg. Dermed opstod en særlig schweizisk taktik og strategi, vel især kendt for sit »Reduit-princip«, der var en væsentlig medvirkende faktor til at gøre det schweiziske neutralitetsfor- svar troværdigt i udlandet under 2. verdenskrig, og som blev grundlæggende for den kommende forsvarsordning og diskussionen forud for denne.
 
Bogens øvrige tre dele er helliget striden om denne forsvarsordning, en strid der tog sin begyndelse i 1945, og som først afsluttedes 1966. Striden stod om følgende fire hovedpunkter (bogens 2. del):
1. Valg af operationsmål.
2. Den fremtidige øverstkommanderendes handlefrihed (d.v.s. uafhængighed af i fredstid vedtagne retningslinier i Forbundsrådet for for kampens føring, såfremt den øverstkommanderende skønnede sådanne afvigelser militært nødvendige).
3. Kampens form (mobilt forsvar contra områdeforsvar).
4. Målsætningen i forhold til forsvaret som kampinstrument.
 
Om operationsmålet anfører forfatteren især, at det her drejede sig at få formuleret, hvad der efter både militære og politiske sagkyndige skulle være praktiske realiteter og ikke mere eller mindre romantiske ønskemål. Sagt med andre ord: Hvis det på forhånd kan anses for udelukket, at selv et nok så stærkt schweizisk forsvar ville være i stand til at tilføje den potentielle fjende et afgørende nederlag, så skal man i den forbindelse fra schweizisk side undgå udtryk som »sejr«, »afgørende kamp« og »ødelæggelse af de fjendtlige styrker«, da sådanne udtryk i en given situation kan blive så bindende, at en indsats kan medføre egne styrkers og dermed også statens totale sammenbrud. Bedre er det i så fald at formulere målsætningen, så den fører til et elastisk forsvar og derigennem lader de valgte kampformer bestemme operationsmålene.
 
Om kampens form anfører forfatteren redeligt begge de fremførte synspunkter: Mobilt forsvar contra områdef orsvar, samtidig med at han ikke skjuler, at han er fortaler for områdeforsvar. Han finder kravene til et effektivt mobilt forsvar så ambitiøse, at et lille land, hvis forsvar udelukkende er baseret på almindelig værnepligt, og hvis ressourcer i øvrigt er meget begrænsede, ikke har rimelig chance for at leve op til dem. Mobilt forsvar indebærer i vore dage en pansring og mekanisering samt professionalisme både hos officerer og mandskab, som langt vil overskride de muligheder, som er politisk gennemførlige i Schweiz.
 
I bogens tredie del omtales selve forsvarsordningen af 1966. Direkte talangivelser vedrørende ordningens indhold anføres naturligvis ikke i et offentligt tilgængeligt værk. Derimod omtales ret udførligt, hvorledes ordningen tænkes at virke, herunder hvorledes forsvarets forskellige komponenter skal spille deres respektive roller, hvis det kommer til kamp i landet. Ikke mindst hos en dansker vækker det til eftertanke, at man kan ud give en bog (og forlaget i Schweiz må formodentlig have sikret sig, at det kan betale sig at udgive den!), der er påregnet læst af en væsentlig del af dem, der med deres stemmer er med til at afgøre dette forsvars udformning.
Kapiteloverskrifterne i 3. del lyder da også: »Fjendebillede og trussel - Vore strategiske mål - Militært samarbejde med en fremmed magt — Vore operative mål — Indsættelse af landstridskræfterne (taktiske synspunkter) - Indsættelse af landstridskræfterne (operative synspunkter) - Flyvevåbnets og luftværnets opgave - Kampinstrumentet - Betænkeligheder ved ordningen«.
 
Opremsningen antyder en interesse og modenhed i forsvarsspørgsmål både hos politikere, officerer og vælgerbefolkning og et samspil mellem disse tre grupper, som man nok kan misunde. Ordningen blev gennemført på grundlag af princippet om områdeforsvar og i klar erkendelse af både fordele og ulemper ved dette princip. Ulemperne er især, at trods de naturlige offensive muligheder, som enhver kampstyrke besidder, er områdeforsvars-princippet præget af
- egne styrkers manglende muligheder for selv at vælge tid og sted for kampen,
- at egentlig tyngdepunktsdannelse kun lader sig etablere i begrænset omfang,
- at offensive kamphandlinger begrænses såvel rumligt som styrkemæssigt, og herunder at det især kan blive vanskeligt at anvende panservåbnet på den for dette våben mest lønnende måde ifølge dets egenart (ild- og stødkraft, bevægelighed og smidighed under offensive operationer i større målestok),
- at tilsvarende problemer gør sig gældende for Flyvevåbnet, som ved områdeforsvar må forventes indsat stykvis i små led til bekæmpelse af mål på jorden og
- de psykologiske følger af den rent defensivt førte kamp, idet man i de mere offensivt prægede kampformer har lettere ved at fremhæve sejrsmomentet end i en i det lange løb udmattende forsvarskamp.
 
Afsnittet afsluttes med en omtale af nødvendigheden af, at enhver fører - uanset doktrin - er i stand til at træffe den rigtige afgørelse for kampens fortsatte føring i den givne situation. Enhver føreruddannelse må have til formål at lære eleverne, at i kamp kan det uforudsete, overraskende, ja endog det hidtil ufattelige altid ske. 
 
I bogens sidste og fjerde del prøver forfatteren at anskue tiden efter 1966 og fremtiden ud fra betragtningen, at selv om man efter store fødselsveer fik en god forsvarsordning i 1966, så står tiden ikke stille, og intet ville være mere forkert end at hvile på laurbærrene. Hvad der for forfatteren som gammel efterretningsmand er afgørende er, at det ikke så meget drejer sig om, hvad fjenden vil, men mere om hvad han kan, og herunder navnlig hvilke midler han i givet fald råder over til at gennemtrumfe sine hensigter. Derfor må Schweiz’s forsvar opfylde nedenstående krav:
- Muliggøre rettidig hel eller delvis mobilisering og udnævnelse af en øverstkommanderende. (Schweizisk lov tillader kun, at der findes en øverstkommanderende under krigsforhold). - Bygning af atombeskyttelsesanlæg for at muliggøre befolkningens overleven. (I bemærkningerne til loven af 1966 erkendes fuldt ud faren for atomkrig i Schweiz, men man påregner ikke at skulle anskaffe A-våben, selv om man på den anden side heller ikke vil udelukke denne mulighed).
- Som en nødløsning kunne gå over til guerillakrigsførelse.
- Styrkelse af landstridskræfternes ild og bevægelighed ved - forstærkning af panserværnet, - opstilling af ekstra panserbataljoner som »brandkorps« i infanteridivisionerne,
- kraftigere bevæbning af artilleriet, f.eks. med raketkastere, - øget bevægelighed ikke gennem yderligere anskaffelser af motorkøretøjer, men gennem en bedre udnyttelse af de forhåndenværende
- udrustning af visse transporteskadriller med helikoptere.
 
- Vedrørende luftforsvaret:
Undersøgelse af mulighederne for på længere sigt at erstatte den taktiske flys tøtte med jord-til-jord raketter, og i hvor vid udstrækning forsvaret af luftrummet kan bestrides med styrede luftvæmsvåben.
- Sammen med civilforsvaret kunne yde katastrofehjælp til befolkningen.
 
Der kan trækkes mange paralleller mellem Schweiz og Danmark: Areal- mæssigt, befolkningsmæssigt, livsform, styreform osv. Et lille lands vilje til at eksistere som en fri nation kan også måles ved dets indsats på det forsvarsmæssige område, måske især når det gælder et lille land, hvis naturlige ressourcer som baggrund for at eksistere som selvstændig stat ikke altid er lige lette at få øje på. Hvis sådant et lille land med i høj grad begrænsede muligheder skal have et effektivt forsvar, kan man gå to veje: Man kan enten lade det hele ske så ubemærket som muligt i tillid til, at et folkevalgt flertal af politikere med en efter forholdene forventet diskretion gennemfører noget, som de går ud fra er et upopulært, men nødvendigt onde af hensyn til den udenrigs- og sikkerhedspolitik, som det også er pålagt de samme politikere at føre, og idet disse politikere betyder deres officerer, at jo mindre der debatteres om det upopulære, men nødvendige onde, jo lettere går det nok at få en nogenlunde acceptabel ordning vedtaget, eller man kan lægge alle relevante oplysninger ud til landets vælgere og fortælle dem, hvad det hele egentlig drejer sig om, og i de relevante oplysninger i forståelig sammenhæng redeligt anføre pro’er og contra’er for sagens historiske, politiske og militære aspekter i tillid til, at så finder vælgerne også ud af, hvad de vil med landets forsvar. Alfred Ernst synes at have gjort sit til, at man i Schweiz kan benytte den sidstnævnte vej. 
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:

 

Del: